Der er første dag efter sommerferien. Skolegårdens grå beton omdanner solstrålerne til tunge varmebølger. Der myldres og mødes; det gælder om at have een at stå sammen med, bare i udkanten af klumpen. Det værste er at stå alene og udstillet. I min klump skal vi begynde i 4. klasse i dag. Jeg er den højeste af pigerne, og fra periferien hvor jeg står, kan jeg nemt se ind i midten af klumpen, hvor Jane mønstrer tropperne. Hun har frisure. Sådan en, der skal klippes hos frisøren for at sidde. Det er vist dyrt. Jeg har fletninger. Med sløjfer. Lyseblå. De matcher den sidste nye kjole fra min mors hånd. Min mor syr alt mit tøj, og hun holder af yndigt lillepigetøj. Jane har ladet mig forstå, at det ser meget anderledes ud end det tøj, man kan bestille på postordre fra mig ukendte butikker i København. Der, hvor Janes mor bestiller hendes tøj.
Det ringer ind, og vi stiller op på en ny plads i skolegården, der hvor 4. klasser skal stå.
Gårdlarsen er på plads og dirigerer, i dag uddeler han dog ikke lussinger.
Så trasker vi to og to op ad lange trapper til vores nye klasseværelse. Skolen har haft vokseværk, og gennem tiden er der udvidet med tilbygninger og udnyttelse af loftet. Vores nye klasselokale ligger oppe under taget. Vores lærer har sat navneskilte på bordene, som står i tre lange rækker med front mod tavlen. Jeg finder min plads i midten på anden række og er tilfreds, fordi min sidekammerat viser sig at være Marianne, som er sød og uden kløer. Hun er også bange for Jane. Men da jeg ser, hvem der skal sidde lige foran mig, trækker min mave sig sammen; det er virkelig ikke godt. For der, lige foran mig sætter Lars Ole sig.
Lars Ole, der har et sæt tøj til sommer og et andet til vinter. I træsko og hjemmeklippet grydehår. Hans hoved er meget stort, og han er bleg, næsten skummetmælksblålig, og tynd. Hans madpakke består hver dag af rugbrødsklapsammen med margarine og sukker, og når vi andre afleverer vores små orange mælkemærker til mælkeduksen, så må Lars Ole gå op til læreren og få et mærke af ham. Der er ikke råd til mælkemærker hjemme hos ham, så skolen gir'.
Jane har valgt Lars Ole som sit yndlingsoffer. -"Han har lus", siger hun. Hun skubber os andre, så vi støder ind i Lars Ole, og så skriger hun: " Lars Oles lus." Den uheldige, der har rørt ved ham, skal nu hurtigst muligt tørre lusene af i en anden og råbe "Lars Olesen lus".
Og så går den vilde jagt. I skolegården, i klassen inden læreren kommer.
Jeg ved ikke helt, hvad lus er, kun at det må være noget frygteligt. Og selv om jeg ikke kan lide det og faktisk ikke har noget imod Lars Ole, så spjætter mine ben af skræk, hvis en hånd med "lus" er på vej i min retning. Og jeg styrter afsted som de andre, selvom jeg kan mærke, at det må gøre ondt på ham.
Og nu skal jeg sidde bag ham. Ham med lusene. Det er farligt, fordi han aldrig selv har blyant eller lineal med i skole. Så vores lærer ber' dem, som sidder i nærheden om at låne en blyant ud. Og nu kan det nemt blive min tur. Og hvad gør jeg så? Han må gerne låne en blyant, men jeg tør ikke få den igen, for hvad nu hvis der er lus på den? Kan man mon se dem? Og hvad gør de?
En dag sker det. Læreren ber mig om at låne en blyant ud. Jeg vælger en slidt gul, som jeg har bidt i; jeg ved jo, at jeg aldrig vil kunne bruge den igen. Resten af timen står tiden stille. Hvordan skal det gå, når det ringer, hvordan kan jeg undgå at røre ved den blyant? Tankerne giver op, jeg afventer min skæbne.
Så ringer det, vi pakker og snakker og skramler og sætter stole op. Ud af øjenkrogen ser jeg Lars Ole spænde remmen på sin taske; kan det virkelig passe? Har han glemt det? At aflevere?
"Lad det være sådan" ber' jeg. Og det ER sådan. Han går ud af klassen og tunge sten dratter ned fra mit hjerte. Lettet går jeg hjem. Frelst. Sætter mig på mit værelse med en bog. Så ringer det på døren. Der ude på trappen står en dreng. Jeg har aldrig før lagt mærke til, at han har helt vandblå øjne og et pænt smil. Han holder en gul forbidt blyant frem og siger: "Jeg glemte vist at aflevere den her. " Så vender han om og går han ned ad trappen igen.
Jeg står lidt med en helt almindelig gul blyant; mærkværdigvis er den nu ikke spor skræmmende, -så lægger jeg den på plads i pennalhuset.