Han lå på gulvet og sov. Et krøllet uldtæppe dækkede halvdelen af hans krop: både hoved og underben stak frem under det. Hans hoved hvilede mod den ene arm. Hans gule særk var nusset og krøllet. Bukserne var møgbeskidte, ligesom hans bare tæer.
Cessie betragtede ham.
Han virkede så spinkel og var ikke særlig høj, ikke så høj som Martin Smed. Håret var langt, sort og krøllet. Ud fra tæppekanten sås en stump af noget, der godt kunne være et bredt bånd. Han plejede vist at have hestehale.
I dag ville hun finde ud af hans fornavn og få styr på, om de havde været kærestefolk bag Martins ryg?
I dag ville hun stå ud af sengen og se sig lidt omkring. I dag var hun helt sikkert rask nok.
Hun satte sig op i sengen og så, at han rørte sig, strakte sig og krøb længere ned under uldtæppet.
"Snydepels!" for det ud af hende. Øjeblikket efter lod han tæppet glide væk, satte sig op og gabte. Så gned han sig i øjnene, strakte sig og smilede søvnigt til hende.
"Hvad er det nu, du hedder?" tænkte hun højt, og han så forbavset på hende.
"Jeg hedder jo Freddy," sagde han og ville vist sige noget mere, for han åbnede munden, men så fortrød han vist eller manglede ord, for han kneb læberne sammen igen.
Døren gik op og Lilli kom med morgenmad til dem begge.
Han satte sig i fodenden og tog en bid af en bolle.
"Hvorfor er du så snavset?" spurgte hun nysgerrigt og forlegent gumlede han færdig, før han svarede:
"Jeg arbejdede længe i aftes og glemte helt at vaske mig og klæde om. Jeg skal gøre det lige efter maden - hvis jeg må vente så længe?" Der var drilleri i stemmen og vist også glæde, fordi hun lagde mærke til hans tilstand? Inden han tog en ny bid tilføjede han: "Så vil du måske også klædes om. Der er kjoler i skabet."
"Joeh," sagde hun og skævede ned af sig. Hun var i en råhvid natsærk, der smøg sig blødt om hende, men var en smule natte-svedig.
Med Freddy i hånden trippede hun forsigtigt ud på gangen. Han havde taget en ren bondesærk på og stoppet den ned i et par hørlærredsbukser, som endte i et par blankpudsede støvler Lilli havde hjulpet hende i en mørkegrøn kjole med stivet forklæde. På hovedet havde en grøn kyse med flæser og på fødderne rummelige kludesko, som ikke var så kønne, men heller ikke klemte hendes mishandlede fødder. Det var en temmelig lang gang. Det var lige før hun blev svimmel igen ved at se ned af den, men det fortog sig, da de begyndte at gå. Freddy pegede på dørene, en for en og fortalte, hvem der boede eller for tiden opholdt sig bag dem. Døren lige ved siden af hende var til Sitas værelse og den lige over for til Marys. Og hun viste godt, at Sita var Freddys mor og at Mary var hans søster.
"De er der ikke lige nu," oplyste Freddy og tilføjede, "ellers kunne vi jo kigge ind."
Han åbnede døren til værelset skråt overfor og lod hende kigge ind, idet han med et skævt smil oplyste:
"Det er så mit værelse."
Det lignede det hun selv havde, men der var ikke så mange bøger. Over hovedgærdet hang et vægtæppe, der forestillede en sorthåret mand med kappe og troldmandshat. Om halsen havde han en halv sten i en kæde og i hånden holdt han en rund kugle.
Også hos Freddy stod der blomster på kommoden, ene hvide valmuer. Ved siden af stod der en krukke, på hvis låg, der lå en ganske lille ske.
Mere så hun ikke, for Freddy sagde:
"Derovre bor så - Flobby." Og i det han sagde det gik døren op og en mand, der så ud til at være i midt af 30' erne trådte ud. Hans lange sorte hår var samlet i en hestehale. Cessie kom til at stirre på næsen. For den lignede et ørnenæb.
Hun løsrev sig dog fra synet i tide til at se manden hilse på Freddy med et kort nik. Derefter rakte han en lang, smal hånd frem, og da Cessie tøvende trykkede den, sagde han høfligt:
"Glæder mig at træffe Dem, enkefru Johnson."
"Goddag, hr. Flobby," hilste hun.
"Navnet er ellers Hayes, frue - Fabian Hayes, men visse kalder mig Flobby."
Han så på Freddy, der så igen, med et udtryk af væmmelse. Så kløede Flobby skægstubbene på sin hage og tilføjede: "Ja, jeg holder til her, så jeg er tæt ved min ærede fader og en af hans næsten lige så ærede general-løjtnanter." Med et hånligt udtryk, der virkede lidt påklistret, rankede han sig og gjorde honnør. Freddy så rasende ud, men gengældte honnøren.
"Jeg glæder mig til mødet i aften," erklærede Hayes og gik videre, i modsat retning af dem.
Freddy stoppede op ved en stor, solid dør med en dørhammer formet som et dragehoved. Det måtte være en dør, der førte ud.
"Trænger du også til frisk luft, Cessie?" spurgte Freddy og hun nikkede. Lidt uforstående, for hvorfor mon Freddy og denne Fabian - eller Flobby - Hayes hadede hinanden?
Men frisk luft kunne hun vel nok bruge efter fire dage i sengen.
Den skyllede ind over hende, da han åbnede døren, og hun så ud over en grøn plæne med et hav af smukke blomster, klippede buske, små træer og statuer.
Det var en vidunderlig have, og duftene bølgede om hende, mens de gik hen mod en lille dam, med drivende å-kander.
Først da vendte hun sig og så mod huset, hun netop havde sovet i.
Det var ikke et almindeligt hus og heller ikke den herskabsbolig, hun havde troet.
Det var meget stort - tre etager, tårne og spir.
Murene var af klippestykker, hugget i firkantede stykker og brugt som sten. De var grå, men i solskinnet lyste de med et blåt og funklende skær.
"Det er jo et slot," udbrød hun.
**
Det var underligt, at de nu boede her, syntes Patty.
Men det var mere rart end at være der, hvor alting brændte.
Bare mor også var her.
Men hun var fløjet op i himlen. Det havde far selv sagt.
Og far vidste alting. I hvert fald næsten alting.
Far var på arbejde nu. Og derfor sad Patty inde ved den gamle kone, der boede på den anden side af deres forhæng. Hun havde sagt, at hun hed Hulda. Hendes hænder var meget lyse og med mange små, brune pletter drysset ud over tykke blå streger. Fingrene arbejdede hurtigt, bøjede pilekviste om hinanden og snoede dem sammen. De blev til stykker, der voksede og blev til forstykke på en sivsko.
Det var morsomt at se på.
Men så skete der noget endnu bedre. Forhænget gled lidt til side og lille ansigt tittede ind til dem.
"Nå, der er du, Josie." sagde Hulda. Far sagde, at hendes stemme raspede. At raspe var noget godt, for hendes stemme var rar.
"Ja, her er jeg." Barnet, der hed Josie, kom nærmere. Var det en pige eller en dreng? Det havde bukser på, men også en kjole, der nåede til knæene. Og uden på kjolen et tykt sjal i mange farver. Det var nok en pige så. Hun var ikke ret stor. Lidt mindre end Patty, men måske flere somre? Måske seks? Det lignede, at der var fuglereder i hendes røde røde hår.
Hun pillede næse og bussemanden hang fast, mens hun pegede på Patty:
"Hvem er det?"
"En ny," sagde Hulda.
Josie suttede på sin pegefinger og mumlede: "Nå?"
Det var ikke pænt at slikke bussemænd i sig. Og de smagte grimt. Men Patty sagde ikke noget. Måske gjorde man sådan her i dalen?
" Patty, kan du hjælpe Josie med at dele sivsko ud?" spurgte Hulda
"Ja," svarede Patty. Det ville hun gerne.
Så smilede Josie.
**
Cessie havde på fornemmelsen, at hun havde hørt om det slot, men hun troede ikke, hun havde set det før. Alting var som et eventyr og hun befandt sig midt i det, så hun kunne ikke lide at bryde idyllen med en masse spørgsmål.
"Synes du, det er pænt?" spurgte Freddy og hun nikkede overvældet.
"Det er genopført omtrent i sin oprindelige stil," sagde Freddy, "og det var et stort arbejde, siger de, der var med." Hun drejede sig halvt omkring efter stemmen og så ham smile til hende - et smil, der virkede lidt forsigtigt, lidt stolt over stedet og samtidig spørgende, bekymrende.
Cessies fik øje på to statuer. Lidt mere end mandshøje stod de på hver sin side af den brede dør, som for at passe på, ingen fjender fik adgang. De var skåret i træ, havde horn i panderne - eller ud fra issen - det kunne hun ikke helt afgøre og tog et skridt nærmere for at bedømme det. Det var i tindingerne de buede horn sad, men straks gled hendes blik videre til deres runde øjne, der virkede så livagtige, at hun var lige ved at skrige. Det blev dog blot til et lille, mat gisp, mens hun forundret stirrede på de røde, skinnende øjne.
"Det er rubiner," oplyste Freddy. Forklaringen forvandlede skrækken til fascination. Rubiner var særdeles kostbare og sjældne ædelstene, vidste hun da - men havde ikke tænkt på, at det kunne være forklaringen.
"Er de djævle?" hviskede hun, stadig en smule beklemt. Han tøvede et øjeblik, før han ganske kort svarede: "Ja."
Hun rystede lidt. Så var hun måske havnet et sted, hun ikke ville være?
Freddys hånd i hendes og hans kærlige blik, bortjog næsten de skygger, der sneg sig ind over hende og hun lod dem gladeligt forføje sig til et sted, hvor de knapt kunne sanses.
De gik forbi dammen med åkanderne. Hun var en smule svimmel, men hans hånd var stærk og sikker. Han trak hende lidt tættere ind mod sig, men rørte ikke hendes værkende krop.
En frø kom hoppende hen imod Freddys ene støvle. Bare han ikke trådte på den.
Han trak foden til sig, knælede og strakte håndfladen ud. Frøen sad helt stille. Forsigtigt tog Freddy om den, satte den på sin håndflade og løftede den op. Der sad den og stirrede på hende.
"Vil du holde den?" spurgte han, men nej - det skulle hun ikke nyde noget af. Den var spændende at betragte, men så underlig at røre ved. En eller anden var tit kommet med frøer, som hun skulle ae - var det Freddy? Nej, så barnlig var han vel i almindelighed ikke?
"Du kunne jo kysse den," drillede han, "og forvandle den til en prins."
"Jeg har jo - "begyndte hun og tav, for hvordan var det mellem hende og Freddy. De måtte da være kærester? Men hun var ikke sikker.
Han lod kræet hoppe videre og der var flere som gjorde den selskab, så de måtte passe godt på ikke at træde på dem.
Det svirrede og spillede i græsset, der med et blev højere, som havde gartneren og hans medhjælpere ikke haft tid til at svinge leerne her. Det lød som græshoppemusikanter, men var det ikke lidt sent på året? Nå, hun vidste jo ikke, hvor langt de var rejst fra det truende bål og måske gik insekterne senere i dvale i denne forunderlige dal? Nysgerrigt så hun sig om og der i græsset sad ganske rigtig en stor grøn fætter og gned sine lange ben, så det klang. Hun smilede og stoppede. Og selvfølgelig sprang musikanten bort i lange hop.
Et kort nu hørte hun endnu artsfællernes svage, sprøde musik, så trak en klynge blomster hendes opmærksomhed bort fra græshoppemusikanterne. Blomsterne havde store røde kronblade. Og de sælsomme, hvide mønstre derpå mindede lidt om kranier. Nysgerrigt tog hun et museskridt mod de ukendte blomster.
"Forsigtig nu," hviskede Freddy, "alferne vil helst ikke forstyrres."
"Alfer?" udbrød hun. Han pjattede vist og hun forventede et drillende smil, men hans ansigt var alvorligt.
Det var som om blomsterne kaldte på hende og hun gik nærmere. Hun fornemmede, at Freddy blev stående. Skævende bagud, blev hun klar over, at han trippede uroligt, men han var vel ikke hendes vogter? En pludselig følelse af trods vældede frem i hende og hun skød nogle siv til side, nærmere sig en blomst og følte dens duft. Den var sødlig, men på samme tid besk. Hun genkendte den, men hvorfra?
Et vagt minde dukkede frem, men inden hun fik styr på det, sagde Freddy: "Lad os gå videre. Her er æbler og roser. Eller er du for træt?"
Hun var faktisk lidt træt, men ivrig efter at se mere.
"Æbler?" smilede hun og han nikkede.
De gik videre. Der var stemmer. Mange mennesker snakkede, og Cessie skelnede enkelte ord, nogle var tydanske, andre på andre tungemål.
Omkring store træer, der bugnede af frugter, var simpelt klædte kvinder og børn i færd med at høste. Rollinger løb omkring og større børn strakte grene ned eller var kravlet op i træerne. Der var ingen mænd, men et par enkelte opløbne knægte i 11-12 års alderen.
Pludselig blev der stille. Det var som om de legede en gammel barneleg og en eller anden havde råbt ståtrold. Kun nogle småbørn legede videre, uanfægtede af kvinders tyssen.
"Det er ham," udbrød en dreng og trak i ærmet på en lidt større dreng.
"God dag, folkens." hilste Freddy venligt.
"En mumlen lød som genhilsen og flere gloede nyfigent og undersøgende på Cessie.
"Det her er enkefru Cecillie Johnson," præsenterede Freddy og slog med hånden ud mod arbejderkoner-og børn: "og dette er folk, som høster de mange frugter. Pas nu på, den bitte der oppe ikke dratter ned, Adda."
"Jow, det skal en nok," forsikrede konen og nejede ufikst.
"Lad være med det," udbrød Freddy og skævede forlegent til Cessie.
"Undskyld," jamrede Adda, "en skal nok gøre det bedre."
"Du behøver ikke neje for mig - ikke da midt i æbler og pærer."
En anden kone hev Adda i armen og hvæsede: "Nej, søreme om vi vil bøje os for den slags."
Addas blik flakkede forskrækket fra Cessie til Freddy, så lod hun sig flå med af den anden og de strakte sig begge efter nogle æbler.
Der lød et hyl og i næste øjeblik så Cessie nogle stribede uldsokker sparke i luften. De tilhørte en dreng der klamrede sig til en gren, som havde fået et knæk, men dog holdt endnu.
Fødderne befandt sig et stykke over jorden. Freddy rystede kort på hovedet og som et lyn stod han der, med hænderne mod drengens liv.
"Jeg har dig," beroligede han, "giv bare slip på grenen."
"Jeg smagte bare en bid," peb drengen og gav slip med den ene hånd.
"Der er nok af dem," sagde Freddy, "spis du bare, men lad dig nu dale ned, lille kammerat."
Drengen adlød og snart anbragte Freddy ham på jorden. Han pilede hen mod Adda, der sikkert var hans mor.
"Nå," sagde Freddy, "det var de roser, du skulle se."
Cessie hørte ham ikke. Hun stirrede på drengens lille, fregnede ansigt, hvor et par store øjne betuttet iagttog hende. Drengen var ikke kommet alvorligt til skade.
"Keith!" udbrød hun lamslået.
"Jeg hedder altså ikke Keith," protesterede drengen.
"Jeg henter ham," sagde Freddy og lagde meget varsomt en hånd mod hendes skulder. Hun lod sig lede videre og hendes tanker blev lidt klarere omkring det med navnet,
"Jeg har også en søn," blev hun klar over, "sig mig - hvor mange børn har jeg egentlig?"
"To," svarede Freddy, "du har to børn - Julie og Keith. Drengen er hos din bror. Jeg henter ham, hvis du synes. Jeg tror, han savner dig."
"Jeg havde glemt ham," jamrede hun forvirret. "jeg - hvor kan jeg det?"
"Det er vel det, de har gjort ved dig." svarede Freddy stille.
Når Freddy hentede hendes søn, så skulle det hele nok blive godt og hvorfor så ikke nyde haven?
Savnet, der var blusset op, glødede som en forsigtig bold af hukommelse, så svandt den ind og lå som en lille perle et sted i sindet, hvorfra mindet en gang skulle dukke klarere frem.
Nu stod de foran noget, der mindede om en trappe, men den var næppe til at gå op af, for den var smykket med de skønneste roser, hun nogensinde havde set. De duftede vidunderligt og nogle trætte humlebier svirrede omkring dem. De var store og røde som blod, men på de næst øverste trapper, stod der snehvide roser og allerøverst oppe, som på en flad bakketop eller et plateau blomstrede der gule roser, med et svagt orange skær af solskin og blommer.
"Hvor er de yndige," udbrød hun og gik nærmere pragten.
Så skreg hun.
Det gav et smæld i nakken, en pludselig skærende smerte.
Uvilkårligt vendte hun sig og fik øje på en lang knægt, der stod et stykke derfra.
"Hvor vover du?" råbte Freddy. Glødende rød i ansigtet for han frem mod lømlen, der veg baglæns, men uden at det nyttede. Freddy greb ham i kravetøjet og ruskede ham.
"Skal du kaste sten på Cessie?" brølede Freddy.
Det isnede i Cessie. Hvorfor ville nogle hende ondt, her i den fredelige slotshave?
"Bll," mumlede stenkasteren og kunne vist ikke snakke for rysteturen.
Freddy lod til at indse det og gav slip.
"Svar!" krævede han med lynende øjne i et ansigt hvor det kogende raseri var veget for en bleg kulde - en isnende vrede og afsky.
"Jeg ville ikke ramme hende!" påstod knægten og stirrede bange, men hadefuldt og trodsigt på Freddy, "det var Dem jeg ville ramme."
"Jaså," sagde Freddy, "og hvad vil du så opnå med det?"
" At det gjorde ondt squ da," erklærede drengen.
Freddy målte ham med øjne, der var mørke af vrede. Cessie følte en sær lettelse over, at det ikke var hende, der stod for skud, men hvorfor var snothvalpen vred på Freddy?
"Ja så," sagde Freddy for anden gang og samlede en sten op, Måske den samme, måske en anden, der tilfældigvis lå der. Den så almindelig ud. En smule skarp, men ikke som en kniv og den var ikke særlig stor.
"Kan du se, den pæl, der ovre - den det nye elmetræ skal vokse op af?"
Drengen nikkede mut.
"Prøv at ramme den," opfordrede Freddy og rakte ham stenen.
Tøvende vejede drengen stenen i sin hånd. Han så ud, som om han ønskede sig et musehul eller et andet godt gemmested.
Så sigtede han, kastede og stenen fløj af sted. Den landede langt fra pælen.
"Du skal øve dig meget mere og så lige tænke over, hvor vrede folk kan blive," bemærkede Freddy.
"Jeg er da ligeglad," erklærede knægten.
"Sikkert, men smut nu med dig."
Drengen frembragte en trækning ved mundvigen, der måske var lettelse, måske et forsøg på at virke hånlig, Så forsvandt han. Skyndsomt.
Freddy rynkede brynene og rystede lidt på hovedet.
"Peg på de skønneste roser," smilede han så.
Hun kunne ikke lade være med at smile ind i hans blå øjne, der havde et lilla skær omkring pupillen. Der var ro og kærlighed i hans øjnes dyb.
Men det var roserne, hun skulle se på. De var også smukke. Alle sammen. Svært at vælge. Små og store roser, lyserøde, dybrøde, lysegule og gule med et orange skær som legende, dansende sommersol - og hvide som nyfalden sne, der dækkede alt smuds. Til sidst stod han med omtrent en af hver slags - og med hænder, som tornene drilsk havde flænget et par steder.
Prøvende duftede hun til dem. Nu var det i orden. En vellugt sneg sig ind gennem næseborene.
Hun smilede, men smilet blev til en gaben. Hun følte sig pludselig træt og mat.
"Lad os sætte dem i vand," foreslog hun. Han nikkede bekymret. Hun knugede roserne i sin ene hånd og så ikke så meget på tilbageturen. Det sidste stykke, bar han hende, og det var som om hun fløj gennem luften.
Hun blundede og blev vækket ved rosernes duftende kildren i næseborene. Så skøn den var - men så forandrede den sig - den blev til stanken af svovl og hun gispede. Det forekom hende, at der sad nogen ved hendes seng og hun vidste ikke hvem, det var. Kunne det være Freddy? Røg han pibe i smug?
Hun slog øjnene op, formede læberne til et smil - og et skrig af rædsel steg op gennem hende og hang tomt i luften, mens hun stirrede ind i de røde øjne - veg for dem og gloede dumt på et par horn, der prangede i tindingerne på et lille blåt fjæs.