"Er troldmanden med? Johnny siger at han er fantastisk! Faar ..."
   Jeffs øjne skinnede. Isabella gloede vredt og angst på ham, og Dave stak ham en lussing. Drengen vidste vel knapt, hvad han stod og sagde, men tænk, hvis nogen hørte det.
   Mens drengen græd forurettet spændte Dave hanen på snaplåsebøssen og tog bestik af situationen.
   Flere af mændene og de allerfleste kvinder virkede opskræmte og forfjamskede.
   En folkesoldat med høj rang talte:
   "Folkens! Lad jer ikke gribe af angst. Er du klar, præst?"
   Kvinderne blev trukket op af kærren og bundet til stigerne. De sprællede lidt, men det var nytteløst.
   Alt var klart til at antænde bålene.
   En tyk lille kone holdt et pigebarn op foran den hvide heks og talte vist til det. Den lille var næppe mere end et par år gammel, men hun spruttede af arrigskab. Ansigtet var så opløst og forvredent at hun lignede en djævel. Hun sparkede den tykke, men blev omklamret af stærke arme.
   " Ti, dit bæst eller du kommer på bålet til din mor!" hvæsede konen.

Pludselig var der djævle alle vegne. Ikke direkte fra Helvede, men mænd der hærgede landet med deres uvæsen. Som røde pile sprang de ind i kvasdyngerne, sprang over de ulmende gløder og spiddede modstanderne med skarpe sværdklinger.
   I hælene på de, der befriede heksene fulgte folk, der greb faklerne ud af hænderne på de døende mænd, der lige havde båret dem. Gispende, skrigende eller rallende dumpede de overfaldne ned i kvaset.
   Der stod flere djævle omkring Den Hvide Heks. En løste hendes bagbundne hænder.
   En anden stod med hende i sin favn, men slap hende og sagde noget til de andre. Den djævel, der havde løst hendes hænder, løftede hende op i en vogn, der var spændt efter to solide heste. De to taterkællinger var der allerede.

Djævlen, der havde favnet Den Hvide Heks, vendte sig og Dave stod nærmest ansigt til ansigt med ham. Fra hans kjortel lyste guldstjerner som tegn på høj rang. Dave behøvede ikke se den grinende perledjævel på det andet kjortelbryst, for at vide, at han stirrede på den onde troldmand. I hattebåndet på den bredskyggede hat, hang en djævleurt og om den kredsede et insekt mage til de, han havde verfet bort derhjemme. Det summede så det skar i Daves ører. Gennem den summende smerte, så han troldmanden flå barnet fra den tykke kone og række hende videre til en mand, der sad på kuskesæddet i en lukket vogn.
   "De tager et barn!" skreg Isabella, "de tager et barn."
   "Åh Gud, barnet er en dæmon!" skreg den tykke kone, "det fortjener at dø i flammerne som sin mor!"
   Måske skulle hun klappe i, nåede Dave at tænke. Så stod anføreren lige over for den råbende kone.Og hvad værre var - lige overfor Dave. På en eller anden måde var han kommet til at stå tæt ved hende.Daves ben rystede og hans mave slog kludder, men han spændte modigt hanen på sin pistol.

"Du kan selv brænde op!" hvæsede troldmanden.
   Han stod med en tændt fakkel. Hans ansigt var som hugget i is. Men hans øjne flammede, og der var fråde om hans læber. Han stak faklen så tæt mod konens ansigt, at flammerne slikkede hende under næsen. Hun spærrede øjne og mund op. Trak sig baglæns. Men troldmanden fulgte efter. Langsomt dansede faklen omkring hendes ansigt og flammen rakte efter hendes sorte søndagskyse.
   Hun veg for ilden. Gik baglæns.
   Troldmanden stod stille. Havde vist fået øje på noget. Eller nogen?
   Det var nu. Eller aldrig. Daves finger krummede sig om aftrækkeren.. Dø, din Satan, tænkte han. Men hvor skulle han ramme ham? I hovedet? I hjertet? Havde troldmanden et hjerte?

Der lød et dunk. En smerte jog gennem Dave. Fra hans manddom til hovedet.
   Han lå på jorden. Stønnende og omtåget stirrede Dave ind i sit eget bøsseløb. Stirrende op i vrede øjne, hørte han en kæde af rædselsslagne, forpinte skrig.
   "Kravl væk, kryb!" opfordrede stemmen over ham.
   Da han adlød forsvandt bøsseløbet. Dave satte sig over ende. Han havde kun ormet sig få skridt, men befandt sig op mod galgen. Angst fik ham til at krybe ind under den. Nysgerrighed fik ham til at se ud mod det, der foregik på pladsen.
   Rædsel fik ham til at pibe som en mus.
   Den tykke kones hår stod i lys lue. Flammer slikkede ned mod hendes forvrængede ansigt og fra tøjet slikkede andre flammer op mod hendes hals.
   Djævle svingede med brændende fakler, folk skreg og gennem rædsels-scenariet rungede det fra djævelsk kåde struber: "Brænd dem! Brænd dem!"
   Dave så ikke den tykke kone dø, men han hørte hendes isnende skrig og trykkede sig ned mod jorden.
   Der lød flere skingre rædselsskrig og høj, ondskabsfuld latter.
   Han måtte redde Isabella. Og børnene.
   Han styrtede frem. Rasende og planløst.
   Igen sprang djævlene og deres medløbere blandt mængden rundt. Kvinder, mænd og børn blev skubbet op i kvasdyngerne, der brændte.
   Nogle få djævle faldt, men mange munke, folkesoldater og andre tapre mænd var på vild flugt.
   Dave ramlede ind i en tyk vom og hørte en skræmt stemme jamre; "De er jo værre end vilde dyr.
   Min Gud har forladt mig."
   Dave puffede til den fede munk og så sig om efter Isabella og børnene.
   Gennem infernoet løb han, Kun opfyldt af at finde sin familie.
   Og der var Isabella jo. Hun skreg. Håret brændte, kjolen var flænset og flammer krøb op af hendes ben. Djævle var klar med fakler. De lo.
   Dave ville springe frem, men et skrig overdøvede hans kones rædselsslagne dødsskrig. Det skingrede tyndt og fik Dave til at ændre retning.
   Jeff!
   Faklerne blafrede tæt mod hans lyse hår. Det lille ansigt var forvrænget. Stemmer brølede og rå latter flød sammen med varmen og stanken af brændt kød. Et skud flænsede alt og Dave sank sammen. Han famlede efter noget at støtte sig til i en verden, der drejede rundt.
   Så forsvandt alt for ham.

Nogle dage senere.

Under en tung, blød dyne, lå et menneske. Hendes næsebor vibrerede en smule, for betrækket duftede af renhed og blomster, lå som en kattekilling i en blød hule og havde næsten lyst til at spinde, snurre af velbehag og aldrig foretage sig andet - ikke spekulere over, hvor hun var eller hvorfor, bare være til i øjeblikkets ro og skønhed, uden nogen form for smerte.
   For det gjorde ikke ondt mere og hendes sanser fungerede. Hun kunne se og hun kunne høre, kunne indånde duftene gennem sine næsebor. Hvis dette var en drøm, så ville hun ikke vågne og hvis det var døden, så var den ikke slem.
   Døden? Hun havde været lige ved at dø. Det vidste hun pludselig og små lyn stak hende, idet hun huskede de onde mænds grusomme tag i hendes arme og ben, huskede kampen, hvor hun havde brugt sine allersidste kræfter, fordi hun ikke ville give op og lade flammerne fortære sig.
   Nej! Hun ville ikke huske, ville slet ikke tænke, men ligge som før. Men nu kunne hun ikke. Hun var udhvilet. Hendes krop ville i gang med den nye dag. Hun strakte sig og det gjorde ondt, men kun lidt.
   Prøvende satte hun sig op og så på en buket blomster, der var anbragt på en kommode lige ved siden af sengen; margueritter, en enkelt gul torskemund, to valmuer, der hver havde mistet et kronblad - valmuer var så skrøbelige - og så kornblomster; alle stod de i deres skønneste blå udfoldethed og var en hyldest til livet.
   Solsorten slog sine efterårstunge triller og et kor af gråspurve hilste pippende den nye dag, mens sollyset blidt sneg sig ind og fyldte hele kammeret. Først ramte det den hvidkalkede endevæg og skabet, der var placeret op af den, straks efter var også vaskefadet og kanden synlige. Begge dele var af skrøbeligt porcelain, sirligt dekoreret med blå blomster. Så gled sollyset ned over de udskårne sagnfigurer, lyste på deres kroner, hatte, våben og træ-plumpe ansigter, lyste på venlig-groteske trolde-ansigter og mærkeligt anbragte troldehaler.
   Hun trak hun dynen tættere mod sig. Forsigtigt. For det ville nok jage gennem fingrene. Eller måske ville de ligefrem nægte at lystre hende?
   Nej, de krummede sig lydigt og med dynen om sig, hyllet på ny i sin hule, sin beskyttende kokon, kom velbehaget krybende tilbage.
   Døren bevægede sig, gik langsomt op og den knitrende lyd kar igennem hendes hoved, flængede det indvendigt og fik hendes hænder til at trykke sig beskyttende mod det. Så skreg hun. Håret var væk.
   "Gør det ondt?" spurgte en bekymret stemme; den lød oprigtigt omsorgsfuld, men det var nok blændværk, endnu en indbildning, fostret af denne evindelige trang til at søge håb, hvor der intet håb var.
   Nu kom de igen for at pine hende og lade deres stupide, ondskabsfulde spørgsmål piske mod hende.
   Skridtende kom imod hende og de lød anderledes i dag, blødere, næsten som listende kattepoter. Kom Belzebub alligevel, i skikkelse af en kat og udfriede hende fra dette indelukkede, menneskeskabte rædselskammer, dette Helvede, som måtte vække den Ondes misundelse.
   "Jeg har lidt varm mælk til dig," sagde stemmen. Den klang som kom den fra en moder, fast besluttet på at fravriste Døden sit barn.

Langsomt åbnede hun øjnene og mens hun gjorde det gik det op for hende, at hun havde lukket dem, sikkert da hun følte sin skallede isse og hårløse nakke. Langsomt tog skikkelsen foran hende form, blev levende og var en ung mand, som satte en porcelainskop på kommoden, ved siden af blomsterne. Det dampede derfra og det var rigtigt, at der var honning i.
   Manden satte sig på knæ ved sengen og så på hende med sine bekymrede øjne. Hans hænder pillede lidt ved lagnet, som vidste han ikke, hvad han skulle sige. Hun greb efter koppen og holdt den med begge hænder. Den var ikke så varm, at hun brændte sig, men alligevel rystede den mellem hendes hænder og hun blev angst for at spilde. Hvis hun spildte, ville mandens ansigt blive ondt - grusomt - og øjnene ville betragte hende med afsky. Hastigt nippede hun til indholdet og den sødede væske løb ned gennem halsen og varmede i den tomme mave, som hun vidste havde rumlet en tid, hvor hun blot, som i en slags trance, havde overhørt dens hunger-signaler. Hun drak grådigt, slubrede det hele i sig, angst for at han skulle flå koppen fra hende eller at den skulle splintres mellem hendes hænder, så skårene skar i hendes ansigt. Det prak og stak allerede nok i det - og - nu - nu skete det. Tusind småbitte skår kom flyvende og skar sig ind, som pilespidser og hun var et rådyr, der blev ramt og forpint tumlede af sted. Et sted, langt borte, tolkede en menneskelignende skal med et hæsligt, hævet fjæs, de rungende smerter og skreg i afsindig, ulideligt uudholdelig smerte. Straks efter vidste hun det godt, vidste at ansigtet var hendes eget og at hun ikke så det i det, der kaldtes virkeligheden, men fra et sted, hvor erindringen om de andres ansigter sad naglet fast.
   Det løb smertende og vådt ned af hendes lår, ved den frygtelige viden om, at hun nu havde været uartig igen.
   Hun var kun tre år og far måtte ikke give hende smæk, for det var slet ikke med vilje, hun gjorde det. Hun klynkede svagt og bedende:
   "Ikke slå - ikke slå."

Faderen - nej, det var jo ikke far, det var jo ham der - ham som... Bag om forestillingen om at være tre år, stod virkeligheden på lur og prøvede at fortælle hende, hvem det så var, fortælle at hun godt vidste det. Hun kendte ham jo. Men han, som ikke var faderen, kom imod hende og - NEJ! - han strakte armen ud, med en åben, flad hånd, han ville slå, slå...
   En arm krøb omkring hendes skuldre. En stemme pustede ind i hendes øre:
   "Jeg slår dig ikke. Rolig, lille skat, rolig."

Han talte, som om hun virkelig var et barn - eller en uhelbredeligt syg kvinde. Han havde medlidenhed med hende. Men om lidt ville han alligevel lade dem piske hende, lade hende skrige og ralle, for det var jo præstens søn, det lille pjokkede svin.
   "Skrid," skreg hun og vristede sig fri. Hun knyttede sine hænder og hamrede den mod hans hæslige, falske fjæs.. Hun havde troet, at der endelig var en, som ville stoppe vanviddet, men i stedet deltog han i det..
   Nu var det ham, der skreg, selvom det måske snarere var en brummen og hun så mod ham for at betragte sit værk og grine ham spotsk ind i øjnene, som hun før havde gjort, i fangekælderen. For nu var hun jo ikke der længere. Nu var hun her...
   Og det blødte fra et ansigt.
   Men det sad ikke på præstens søn.
   "Er det DIG?" udbrød hun, for hun kendte ham jo. Og han var ikke en af hendes plageånder.
   "Ja," svarede han og snøftede blod op uden at det lod sig stoppe. Han sad på gulvet, med hovedet lidt bagover, op mod kommoden. Nu vendte han ansigtet mod hende og lod blodet pible ned over læberne for at smile til hende: "Godmorgen, Cessie."
   "Jeg troede, du var præstens søn," mumlede hun mat.

"Var han med til at gøre dig fortræd?"
   Hans stemme var mørk af had til de, der havde pint hende. Han ville passe på hende.
   Men der var så meget, hun ikke vidste.
   "Hvor er jeg?" spurgte hun.
   "Hjemme," svarede han blidt, "hjemme i Djævledalen."
   Overmandet af svimmelhed lagde hun sig ned og lukkede øjnene. Gennem en sær tåge, rumsterede et tankehav; gang på gang havde hun forsikret sine plageånder om, at hun intet, absolut intet, kendte til den dal - og nu var hun her.
   Hun havde råbt og kaldt, selv på den skrumlende kærre, da alt håb lod til at være ude og de gennem en skov af groteske, hujende, glanende ansigter nærmere sig kvas-bjergene.De andre havde givet op. De andre? De rædselsslagne skrig - frådende flammer -
   Hun krøllede sig sammen, ville intet huske.
   Svagt registrerede hun, at han - manden, hun kendte - puttede dynen omkring hende og listede ud, for lidt efter at komme tilbage med en kost og feje skårene sammen. Et øjeblik stod han der bare. Så strøg han hende varsomt over kinden.
   Og hun sov.