Langt herfra, både i tid sted, er der en masse høje bjerge. Tranquesbjergene, kaldes de. Når den gamle sol skinner på dem, på en bestemt måde, ser de blå ud. Derfor kaldes de også De Blå bjerge.
   Mellem bjergene er der dale, og i en af disse, stod Angus Den Vise. Midt om natten. Han var omkring halvtreds år gammel. Hans lange hår var hvidt med røde stænk.
   Han stirrede ind i en stjernekikkert. Op på den lilla prik, der funklede på den sorte himmel.
   "Kan det være den?" mumlede han for sig selv.
   Og med det mente han, at det måske var Hekafides-Solen, der var født på ny.
   Hvis det skete, varslede det nye tider.
   "Og det trænger vi ved Hekafides til," mumlede han.
   Hekafides var den øverste gud. Og når Den Højeste lod sin særlige sol genopstå, så var det tegn på, at han og de forskellige underguder omsider havde fundet en fælles udvalgt.
   Det var sandelig også på tide.
   De såkaldt kristne havde hersket alt for længe.

Da det blev morgen, sov Angus så sødt som et svøbelsesbarn.
   Den gamle sol stod uanfægtet op i vest og skinnede over Tydanien, som lå på grænsen til Tranquesbjergene. Træt lod solen sine stråler oplyse hovedstaden, købstaderne og de små landsbyer Og i en af landsbyerne vågnede David Brennan. Gabte, strakte sig og vippede lidt med tæerne.
   Han var bonde og det var ikke værst, for det var en god, lille gård,
   Han rakte ud efter sin kone. Hun var stået op. Vel for at malke. Puden var stadig lun efter hende.

Han følte sig udhvilet. Fik helt lyst til at gå ud og overraske hende.
   Så han kom i bukserne, krængede skjorten ned over særken og stak i træskoene.
   Udenfor så han ud over den lille have, som konen, Isabella, passede så godt. Og var så øm over.
   Han listede lidt rundt. Og fløjtede nogle muntre triller, der nær havde skræmt livet af en sensommertræt stær.Den lettede og flaksede hen mod persillebedet.

Så slugte David Brennan sine triller. Ikke fordi fuglen blev skræmt. Men fordi han fik øje på nogle blomster mellem de frodige persilleplanter..
   Han kvalte et skrig, pressede læberne sammen, lukkede øjnene og fortalte sig selv, at han så syner.
   Men da han åbnede øjnene stod planterne der stadig og deres kradse svovlstank rev i hans næsebor.
   De blodrøde kronblade havde deforme, hvidgule kranie-mønstre.
   Så store som de var, skulle Isabella, hans kone, for længst have opdaget dem og luget dem bort. Hun var så påpasselig med den slags, men her stod de, mellem grønkål og persille, og grinede ondt mod ham. Enten havde de været forklædt som kål eller også havde nogen plantet dem i nat.
   Havde en dæmon set sig sur på ham og ville gøre ham fortræd?
   David Brennan, eller Dave, som han oftest blev kaldt, så op mod solen og kløede sig i nakken. Det her var mærkeligt. Så rynkede han brynene, for han kom til at tænke på andre mærkværdigheder; vinteren havde været kort, men blæsende og regnfuld. Sommeren havde været lang, men kølig og våd. Mange store snegle og sære lilla insekter havde hærget og ædt af afgrøderne.
   Verden var ved at forandre sig.
   Nogle blandede sig i Vorherres skaberværk og vilje.
   Og disse "nogle" var troldtøj, hekse og djævle..
   Tænk at dette pak endnu ikke var udryddet, men tværtimod fik større magt.
   Kong Leopolds folkesoldater havde hvervet mange mænd. Daves lillebror havde meldt sig frivilligt. Det var der mange der havde. Og alle holdt de øje med mistænkelig adfærd, men selvom både adelsmænd, gejstlige og retskafne folk kæmpede mod uvæsnet bredte det sig.

David hev urterne op og slængte dem over i en bunke ukrudt.
   Han kunne vel brænde dem senere?
   De skulle jo ikke komme for sent i kirke. Og nu var de vel klar? Han var gået ud for at få lidt frisk morgenluft, mens ungerne skændtes om vaskebaljen og konen gjorde sig fin.
   Med sindige skridt gik han mod stuehuset. Det summede foran ham og han veg til siden.
   Det var endnu et af de satans nye insekter, der var dukket op; på størrelse med en velvoksen guldsmed, med en underlig snoet krop og tynde, farvede vinger. Dette her eksemplar havde røde vinger. Han daskede ud efter det, men det cirklede bare rundt om hans hoved og pludselig var der endnu et bæst. De støjede. Han stoppede op og tog mål af dem. Sådan nogle latterlige insekter skulle ikke plage ham og stikke ham, så han blev syg.
   Måske var han allerede syg?
   For det så ud som om de små væsner havde både arme og ben. Og et lillebitte hoved, der mindede om et menneskes.
   Sludder!
   Det var bare kæmpe-guldsmede, som sikkert var kommet fra et af de varme lande, hvor der var så meget uvæsen.
   De havde helt bestemt følehorn som biller og snegle. Men at de også havde horn som køer og ører som elvere - det måtte være indbildning.
   Han fejede dem bort med hastige kuskeslag. Væk var de.
   Af bare lettelse børstede han sin trøje, som for at verfe den fjollede angst bort. Noget havde filtret sig ind i ulden og han lukkede fingrene om det.
   Uden at tænke over det åbnede han hånden.
   Der lå tre djævleurt-kronblade. Kranierne så ud som om de var ved at flække af grin.
   Pjat! Vinden havde vel ført dem der hen - eller han havde ikke opdaget dem før nu.
   Du er en mand, formanede han sig selv, en mand og ikke en mus.

Inde i den lune stue var Isabella vendttilbage fra morgenmalkningen. Hun sad og redte sit lange, gyldne hår. Det faldt i tykke, bløde bølger ned over hendes runde, særkedækkede skuldre. I døråbningen tittede børnene frem med vådt hår. Når de fik søndagstøjet over særkene kunne de sagtens være bekendt at vise dem for den øvrige menighed.

"Far, må jeg rende over og se, om Johnny og hans mor er klar?" spurgte den syvårige Jeff.
   Johnny var vaskekonens søn og selv om Mary Vaskekone var halvblodstater og ungen uægte, så var hun gudfrygtig, proper og flittig. Hver søndag agede hun med dem til kirke, for hun boede lige om hjørnet.
   Dave skulle til at nikke, smile og give lov. Men smilet døde ved synet af Isabellas glippende øjne og desperate, afværgende hovedrysten.
   "De er ikke hjemme," mumlede hun.
   Hun var bleg og små røde plamager sneg sig frem på hendes kinder. Hun havde let ved at rødme, men i dag var det særlig slemt. De mange små, røde pletter lignede kronbladene på de ildevarslende djævleurt-blomster. Gennem dem skinnede hudens kalkagtige bleghed som små forsagte kranier.

***

Folk strømmede mod galgebakken, der i disse tider blev flittigt brugt til afbrænding af hekse, kættere, unaturlige folk og andre mørkevæsner.
   Solen var stået op og gået ned 7 gange, siden den morgen, djævleurterne grinede af David.
   Nu fulgte han og hans familie med strømmen.
   Tre skrækkelige hekse skulle brændes.
   Den ene var Mary vaskekone.

Dave var blevet forfærdet, da han fik bekræftet, at Isabella havde meldt hende, men da præsten sagde, at vaskekonen var søster til en onde djævletroldmand, forstod han det lidt bedre.
   Det virkede grusomt at brænde levende fruentimmere, men fra prædikestolen havde præsten talt så rørende om, at nu måtte de være modige og kæmpe mod ondskaben.

Heldigvis skulle Dave og de andre retskafne bønder og håndværkere ikke kæmpe alene. Her var to snese folkesoldater og en samling raske karle med høtyve og leer. Desuden var her lidt mere end et dusin munke med kors og vievand.
   Og flere af folkesoldaterne havde sølvkugler i deres pistoler.
   De skulle nok få ram på udyret til djævletroldmand, hvis han og hans håndlangere vovede at dukke op.
   David havde også puttet en sølvkugle i krudtkammeret. Under skjorten hang korset. Lidt vievand havde han også skaffet sig, så nu kunne troldkarlen bare vente sig.

Omsider lød råbene: "Nu kommer de." Folk var ved at falde over hinanden for at komme hen til hjulsporene og tage opstilling, så de kunne overdænge heksene med rådne æg, gammel frugt og sten.
   "Jeg kan ikke se noget," klagede Jeff, så Dave løftede ham op på sine stærke, brede skuldre. Flere andre løftede også deres børn op.
   Der kom præsten, dommeren og nogle opsynsmænd. De gik ved siden af kærren, som blev trukket af nogle usle øg, der ludende slæbte sig fremad. De to af kællingerne sad ned i kærren og blev siddende selvom opsynsmændene hev i dem, men den tredje stod op. Hun var hvidere end et kalket hus. Skaldet isse og fjæset fyldt med skidt og størknet blod. Selv ned over hagen løb der sortrødt blod, men hendes kæft stod åben og hun spyede om sig med forbandelser. "I skal fortryde! Han kommer og henter mig. Han kommer og I skal selv brænde op. I er så dumme. Dumme!"
   Den hæse stemme kvækkede ondt.

Et råddent æble stoppede hendes ordstrøm. Hun vaklede og vred sig. Anstrengte sig for at spytte æblet ud.
   Det var ikke rart at se på. Bag ham lo folk og han tvang sig til at le med. Heksen havde jo fortjent det. Hun var farlig, men han var ikke bange. Han lod sig heller ikke fortrylle og formilde, som det skete for andre.
   Dristigt gik han nærmere og flåede æblet ud. Han ville tvære det rundt i hendes fjæs. Hun lukkede ikke munden. Læberne var ophovne, skorpede og væskende. Han så opad og mødte hendes blik. Øjnene var kattegrønne brønde, hvor rædselsslagne engle cirklede rundt, mens de bønfaldt om en smule medfølelse.
   Det er en fælde, formanede han sig selv og trak sig bort. Hans fingre knuste det bløde æble til en kummerlig omgang mos, som han tørrede af i sine bukser.
   En fælde, en fælde, en fælde, skreg det i hans hoved.
   "Du får vel ikke ondt af hende," hvæsede Isabella i hans øre og tilføjede angst: "Hvis du lader dig fortrylle, går det ud over os. Du kaster ondt over mig og børnene.!"
   "Jeg har ikke ondt af nogen," gispede han vredt og lod sig puffe til side. Der var andre, der ville til.

Kærren nærmede sig kvasbunkerne. Mænd stod parate med stiger, reb og fakler. Fire mand ved hver kvasbunke.
   Om lidt brændte de fordærvede fruentimmere og ondskaben i verden ville være mindre.
   Det lod til at Den Hvide Heks helt havde tabt mælet nu.
   En forventningsfuld stilhed svøbte sig om dem.
   Så kom de lyde alle havde ventet.
   Først som en torden i det fjerne. Kort efter som Helvedesklove mod sten og som vrinsk, stemmer og støvletramp.
   Dave havde sat Jeff ned igen og nu trak drengen ivrigt i hans ærme:
   "Kommer djævlene nu, far?"