Et andet sted i Djævledalen ligger Jeff.
   Dave har fået lov at se ham.
   Kvinden, der viste ham derind sagde: "Din søn skal nok klare sig."
   Men det, der ligger der på bænken er et rødhovedet monster med store væskende bylder og spredte hårtotter på issen.
   Et lille monster. Fylder ikke ret meget. Jamrer sig. Udspyr uforståelige lyde.
   Men det er Jeff.
   Hans ansigt gemmer sig bag brandsårene. Den lille krop er dækket af et lagen.
   Hans ene hånd stikker ud. Hel og pæn. Med et knæk på pegefingeren. Der hvor han engang slog sig selv med en hammer. Ved et uheld. Han ville absolut hjælpe med at reparere hegnet.
   Dave vil trykke den hånd. Holde om Jeff. Knuge ham ind til sig.
   Men så gør det vel ondt på drengen?
   Det går ikke.
   Men han kan vel sidde lidt. Jeff slår nok snart øjnene op.
   Måske spørger han, hvorfor han fik den lussing?
   Der er mange senge. Eller bænke. Rigtig mange.
   Og en underlig lugt. Sød. Kvalmende. Krads.
   En kvinde skriger, et barn græder.
   Manden på bænken lige overfor er meget stille. Hans øjne er rettet mod loftet, men han ser vist ingenting?
   Men Jeff - han trækker vel vejret?
   Jo. Lagnet bevæger sig. En smule. Men hvor længe?

En hånd strejfer Daves skulder og det gibber i ham.
   "Lad os gå nu," siger den mand, der har fulgt ham herover. Han ligner ikke en djævel, men har selv oplyst, at han er det.

Det gjorde han, da han tog Dave i forhør.
   "Navnet er Todd Malone," indledte han og tilføjede: "Jeg er djævlesergent og bonde."
   Han så ikke særlig farlig ud, og Dave fik fortalt lidt om sig selv. Åbenbart virkede han heller ikke farlig, for Malone sagde: " Dig er der vist ingen grund til at spilde lænker og tremmer på."

De er jævnaldrende og sergent Maloney har også børn. Hans ældste søn er dog ti år ældre end Jeff.
   Sytten år og altså en mand. Men han ligger her også. Her på sygestuen. Har vist brækket benet?
   Dave er ikke sikker og vil ikke spørge igen.

Udenfor blæser det.
   Tavse går Dave og Todd Malone frem mod en kvinde, der står med en lille pige i hånden og en dreng på den anden side af sig.
   Kvinden er Malones kone. Hun har et tørklæde om hovedet, men en lys tot blæser ind i hendes ene øje.
   Pigen er Patty.
   "Er Jeff snart rask?" spørger barnet.
   "Det kan tage lidt tid," svarer Dave.

"Gå du og Alex bare hjem," siger Malone til sin kone.
   Kvinden og barnet skæver til Dave.
   "Han er ikke farlig," griner Malone, "Han var bare det forkerte sted. Jeg følger ham og den bitte tøs over til fangehuset."
   "Vores Rowan skulle ikke have været med," sukker kvinden.

Der er ikke langt fra sygehuset til fangehuset. Snart står de foran det lave, trelængede bjælkehus.
   Malone griner lidt. "I kan vel selv gå ind? I laver vel ingen numre?"
   "Hvad skulle det nytte?" Et lille trist fnys kommer over Daves læber.
   Patty har listet sin lille hånd ind i hans.

Indenfor er huset delt op i mange båse, adskilt med tæpper og skærme af forskellige materialer.
   Det pusler rundt omkring og et sted stikker en gammel kone sit rynkede ansigt frem.
   "Send den lille ind til mig i morgen," rasper hun.

**

Da Cessie vågnede igen, vidste hun næsten med det samme, at hun var i Djævledalen. I sikkerhed. Her turde de onde ikke komme. Ja, de kendte vel ikke engang vejen herud, sådan som de havde plaget hende med deres spørgsmål?
   Nej! Hun ville ikke tænke mere på dem, men glæde sig til at udforske dalen.
   Og hvorfor ikke starte med at se nærmere på huset, hun befandt sig i. Hun havde det jo godt og følte sig helt udhvilet. Hun bestemte sig for at stå op og som besluttet, så gjort. Hun satte sig op og svingede benene ud over sengekanten. Gulvet var køligt mod hendes bare fødder, men hun stemte dem i og kom på højkant.
   Sært som værelset med et gav sig til at dreje omkring. Det snurrede i hendes hoved og benene svajede i den storm, værelsets roterende bevægelser frembragte. Gulvet hævede sig og hamrede mod hendes knæ. Hvor tåbeligt! Det var et bræddegulv og hun pressede sine hænder mod det.
   Så blev hun klar over, at hun lå på gulvet og at værelset ikke drejede rundt. Hun måtte være blevet svimmel og nu havde hun slået sit knæ.
   Hun måtte hellere krybe tilbage i sengen og vente. For han kom vel snart igen?
   Hun kunne ikke rejse sig. Benene nægtede simpelthen at lystre hende. Hun prøvede et par gange, før hun gav op og råbte:
   "Hjælp."
   Efter en evighed - eller var det bare et øjeblik? - gik døren op, med en forsigtig knirken og hun løftede ansigtet, i forventning om at se HAM træde ind. Nu havde hun igen glemt hans navn. Hvor var det i grunden underligt, for hun kendte ham jo særdeles godt.
   Det var en lille, buttet kvinde, der var trådt ind ad døren. Små, brune krøller daskede viltert om hendes runde ansigt. Hun plantede sine hænder mod sin usynlige hofte og udbrød:
   "Jamen dog, lille De - ligger De der?"
   Sikke et åndssvagt spørgsmål og hvorfor stod hun bare der og gloede? Hvorfor hjalp hun hende ikke op? I et kort nu, for skrækken gennem hende, men hun besindede sig, for det kunne ikke være en af dem? De kunne ikke komme herhen og slet ikke, når HAN var her?
   Cessie prøvede igen at rejse sig og omsider kom kvinden hen for at hjælpe hende. Hun knælede ned og hjalp Cessie på benene, mens hun småsnakkede:
   "Uhada, går De sådan og falder? Uha ja, De er vel stadig svag i det? Jaja - kom nu her, bitte kone - De er jo let som en fjer - Jaja - ikke bange. Lilli skal nok hjælpe Dem, ja."
   Hendes solide og arbejdsru hænder holdt blidt og fast om Cessie arm og lænd, mens hun hjalp hende tilbage i sengen. Mat lod Cessie hende hjælpe sig til rette og stoppe dynen om hende. Og hele tiden pludrede hun løs. Hun snakkede lige så meget som Betty, men tonefaldet var ikke så anstrengt kvidrende og påtaget muntert. Snarere som en bæk, hvis klukkende lyde havde en beroligende indflydelse. Cessie holdt op med at lytte efter ordenes betydning, for der var vist ikke rigtigt nogen?
   Hun lukkede øjnene, men åbnede dem hastigt igen. For bag de lukkede øjenlåg viste der sig pludselig et billede af Betty. Søde, kvidrende Betty? Nej, stupide, modbydelige Betty. Nabokonen, som kom rendende i tide og utide, derhjemme i smede-huset. Betty, som var hendes veninde og som var så glad for sin evigt klynkende søn. Betty som havde stået i vrimlen og langet en fed arm ud efter den lille pige - den lille pige, som var Cessies datter!
   Hun havde set det i et glimt, blot et hastigt glimt, mens kærren skrumplede af sted - men det var nok. Hvordan kunne hun have glemt det? Og hvad værre var; hun havde helt glemt, at hun havde en datter. Hvor kunne hun - og når hun kunne glemme noget så vigtigt, hvad mere, havde hun så glemt?
   Hendes lille pige var blevet slæbt med, for at se sin mor blive brændt. Hvor grusomme kunne mennesker være? Og hvor var hun nu? Hos Betty? Åh nej...
   "Hvor er Julie?" tænkte hun højt og huskede sin datters navn.
   Til sin overraskelse fik hun svar.
   "Ved De ikke det?" udbrød Lilli forbavset, "hun er ovre hos os. Jow - altså - hun leger vel med Mick lige nu. Ja, det er vores den yngste. Jeg så da ellers den unge Keily havde hende ved hånden den første dag? Åh jamen da var De jo så frygtelig dårlig og sov bare. Ja, vi troede vist at De måske ligefrem var - sådan, ja altså - skindød eller sådan noget."
   Den første dag?
   Der sad et godt snakketøj på konen og den vigtigste oplysning, var selvfølgelig at Julie var her i dalen, men hun måtte da også vide...
   "Hvor længe har jeg..." brød hun ind i Lillis talestrøm.
   Lilli så tænksom ud og lod sin pegefinger på højre hånd flyve fra finger til finger på den venstre. Så bøjede hun tommeltotten ind og viste Cessie de fire fingre, mens hun så helt stolt ud, over sit talent for at tælle.
   Fire dage? Jamen - åh men, hvordan kunne hun have sovet så længe og kun huske, at hun den ene gang havde været vågen?
   "Kan jeg få hende at se?" bad hun, for Julie savnede hende vel og skulle da se, at nu var mor vågen. Og selv måtte hun da også forvisse sig om, at pigen havde det godt, så hun tilføjede: "Har hun det godt?"
   Lillis runde ansigt lyste som en sol, da hun svarede:
   "Jow, den bitte har det fint." Så sneg der sig anelsen af en skygge ind over solskins-ansigtet. Blot en anelse. Det isnede gennem Cessie, men skyggen gled bort og havde ingen dyster årsag. "Jeg skal se om jeg kan hitte hende," snakkede Lilli nemlig, "men nu skal De drikke lidt Jeg henter straks lidt te i stegerset, og så skal jeg se at hitte Julie. Den unge Keily bliver glad, når han hører, hvor frisk og vågen, De er.
   Hun forsvandt og hendes skridt lød, som gik de ned af en gang, med højt til loftet - snart var hun tilbage og satte den dampende te i fodenden, hvor der var en bred hylde, der fint kunne fungere som bord.
   Lilli rettede puderne, så de gav støtte bag Cessies ryg.
   "Jeg henter Julie," lovede hun. I døråbningen vendte hun sig og truede på skrømt med pegefingeren, idet hun tilføjede: "Bliv nu i sengen så længe."
   Væk var hun, og der var stille i værelset. Svage lyde røbede dog, at hun ikke var alene; en fjern skraben, en svag puslen, en endnu fjernere klirren og en summen af menneskestemmer. Udefra sang nogle fugle langtrukkent og så var der vel regn på vej? Men den tydeligste lyd, var et ur, der tikkede. Hun så sig om, men kunne ikke se det. Antageligt befandt det sig lige på den anden side af muren. Hun dunkede forsigtigt på den og konstaterede, at den var af tynde brædder. Så kunne et ur høres gennem det og hun blev sikker; der var et ur og så var det ikke fattigfolk, hun var havnet hos.
   Porcelainet røbede jo også velstand og ingen fattig bonde kunne vel få en træskærer til at skære så smukt?
   Hendes blik faldt på væggen for fodenden. Der stod en reol og, utroligt men sandt, på alle hylderne var der bøger Ved siden af stod et bord med en stol ved. Der var papir og en krukke med gåsefjer. Der var også små krukker, som velsagtens indeholdt blæk. Oprejst, måske støttet af en brevvægt, stod en almanak opslået på måneden 'September' og med smukt dekorerede tal, stod årstallet øverst på siden: 1685.
   Hun måtte ikke stå op, men hun kunne vel strække sig? Som tænkt, så gjort og hun tog varsomt en vilkårlig bog ud af hylden. Blidt strøg hun over det blanke skindomslag og læste de blanke guldbogstaver, der oplyste at den hed "Utopia".
   Forsigtigt liggende på maven slog hun op i bogen, selvom fingrene drillede hende lidt. Helt forelsket så hun på de mange små bogstaver, der var trykte i en bogpresse - Habbenfelts fantastiske opfindelse. Hun læste dog ikke, for tankerne kredsede om datteren. Hun havde ikke set hende siden DEN dag, de kom efter hende. Hun havde siddet ved væven og Betty var der. Betty sad der og talte trøstende ord, om at det hele nok skulle gå.
   Nok skulle gå? Det var ikke anklagen, hun snakkede om, men det at Cessie for nylig var blevet enke. Bettys mand og nogle andre havde fundet Martin død. På kirkegården ved sin mors grav. Han var ikke død en naturlig død, men skudt i ryggen. Flere skud. DEN dag havde han været begravet i tre måneder og hun vidste, at til november, måtte hun flytte fra smedjen. Så lang henstand kunne sir Robert af Flueborg give hende, men så ikke længere.
   Der lød skridt og hun kylede bogen ind under sengen. Sådan gjorde hun som ung pige hjemme på kroen, for faderen brød sig ikke om at unge piger læste.

Det var bare Lilli og der var ingen grund til at blive bange. I hånden holdt konen en lille, lyshåret pige i en snavset kjole og med friske, røde kinder. Barnet surmulede.
   "Du kan komme ned til søen igen, om lidt," lovede Lilli barnet, en smule rød i kinderne.
   Cessie strakte hænderne frem mod barnet og kaldte blødt:
   "Julie!"
   Nu var det så, at barnet skulle komme løbende, på sine små buttede ben og tårevædet kaste sig i sin moders udstrakte arme, men Julie snøftede tvært og hagede sig fast i Lillis skørter.
   "Giv nu mor et knus, lille ven," lokkede Lilli, men barnet stak i et øresønderrivende vræl og ville ikke.
   "Nu forstår jeg ingenting," udbrød Lilli, "du har jo sådan savnet din mor, lille skat. Kan du ikke se det er mor? Mor er bare lidt syg."
   "Dumme," skreg barnet og prøvede at slippe ud af døren
   Lilli så fåret ud og inden i Cessie brast den skrøbelige fornemmelse af at være levende på ny. Den spæde kerne af glæde krakelerede og hun stivnede, søgte efter en følelse af tomhed, der forekom hende velkendt, men fandt kun en brændende smerte, der ikke var fysisk.
   Tårerne brød frem og hun kastede sig tilbage i madrassen og hulkede. Da hun holdt pause, for at få vejret, opdagede hun, at Lilli var gået med barnet. Hun skreg fortvivlet, en række af skingre skrig og gled så ind i en døs, der bød på en forvirret, modbydelig drøm, hvor varulve og vampyrer bød hende velkommen, fordi hun var så hæslig, at hun skræmte sit eget barn.

Da hun dukkede ud af døsen følte hun en hånd om sin. Og hun vidste at det var den unge mand, ham som Lilli havde kaldt "Den unge Keily."
   "Julie skreg," hviskede hun forpint.
   "Det sagde Lilli," hviskede han, "men hun er jo kun et lille barn - Julie. Hun oplever alting anderledes end voksne. Og hun blev overasket - Hun..."
   Det var som om, han søgte efter de rette ord.
   Hun forstod med et, at han vidste, hvad der rørte sig i barnet og hun forstod det også nu .Barnet var to år og havde blot reageret i overensstemmelse med sin alder. Cessie kastede sig ind mod ham, borede sig ind til ham, og han lagde sine arme beskyttende omkring hende.
   "Godt at du er vågnet op," sagde han, "og undskyld, at vi kom i sidste øjeblik." I sidste øjeblik? Ja, sådan hang det sammen. Det var HAM, der havde reddet hende. I den klamme celle havde hun råbt på ham og han måtte have hørt det. På en eller anden måde. Og så var han kommet efter hende. Og han havde været sammen med nogle andre. Selvfølgelig. Men der havde lydt skrig. Nogle var blevet brændt. Var det de andre? Sita - Mary?
   Hun formede spørgsmålet på sine læber:
   "Hvad med de andre?"
   "De er her også," sagde han, "mor og Mary har hvert sit værelse. Mary er oppe og render rundt. Mor sidder mest i en stol. Når du er frisk kan du hilse på dem."
   "Men," spurgte hun, "hvem var det så, der brændte?"
   "Nogle andre," svarede han og hun fornemmede modviljen i hans stemme. Han havde ikke lyst til at snakke om det..
   Hun slap ham og satte sig tilbage mod puderne. Det rumlede i hendes mave og hun rakte ud efter en af de gode, sammenrullede pandekager. Han tog også en, bed af den og grinede:
   "Lilli er god til at bage."
   "Kan du huske, da du lærte mig at bage pandekager?" lo hun og latteren boblede i hende, fordi hun kunne huske det. Så var hendes hukommelse vel ved at vende tilbage?
   Det var i hans mors hytte og de havde kun set hinanden en gang før. Hun kom for at besøge hans mor, men hun var ikke hjemme. Hun var skuffet - og sulten, også dengang - og så havde han bagt pandekager og også lært hende det. Og de havde haft det så rart og snakket godt sammen. Men - åh, som hendes tanker dog flaksede forvirrede omkring. Nu huskede hun da, at de havde bagt pandekager og hun vidste jo allerede, at de kendte hinanden. Godt. Men hun var jo enke. Hendes mand, Martin Smed, var død kort inden, hun blev anklaget for hekseri. Og alligevel havde hun denne vage viden om, at hun og den unge mand havde hørt sammen - og hvorfor skulle han for resten ellers have bekymret sig om at redde hende?