Cessie lå gemt under dynen.
   Svovldunsten var der stadig, men ikke så tæt ved.
   Som et nysgerrigt barn åbnede hun det ene øje, lindede på dynen og så ud.
   Alt hvad hun så, var nogle ben og en lang hale, der vippede op og ned mod gulvet. Den lignede en grusom pisk, og hun ville ikke se mere.
   "Hvorfor gemmer du dig?"
   Stemmen lød barnligt forundret.
   Måske var der ikke fare på færde. Hun var jo i sikkerhed her. Og forresten var hun da ikke en kylling, men en stærk og handlekraftig kvinde. Troede hun nok, men var ikke helt sikker. Hukommelsen svigtede jo.
   "Jeg ville bare se om Freddy var her," sagde stemmen og lød ikke spor farlig.
   Cessie skubbede dynen til side.
   Væsnet var omtrent på størrelse med hende selv. En knoklet gestalt, hvis kranielignende ansigt var indrammet af flammende orange hår. Det befandt sig halvvejs mellem Cessie og døren. En lang særk eller kåbe hang omkring dets krop. Under den sære beklædning tittede et par benklæder frem.
   Hvor havde hun set det væsen før?
   Et navn og et sted rumsterede i hendes hjerne.
   "Slikoran?" spurgte hun.

En situation dukkede ud af glemslen:
   Hun skulle møde en af Freddys venner. Han skulle vise dem vej til et sted, hvor de kunne bo sammen. Sikre og trygge.
   Glad var hun fulgt med.
   Men vennen var en djævel. En dæmon. Et frygtindgydende væsen.
   Og Martin var der også. Martin skreg. Noget med, at hun ikke måtte kaste sig i djævlens arme.
   Og så gik hun.
   Eller løb?

Væsnet pustede ud gennem sine enorme næsebor. Det lød som en sælsom fnisen:
   "Nehej, Slikoran er da min far."

Kan du så forføje dig!" Truslen kom henne fra døren. Stemmen var raspende, ru og underligt umenneskelig.
   "Jeg ville bare ...," begyndte det blå væsen.
   " Har kongen ikke sagt, at I skal holde jer for jer selv?" afbrød den den underlige stemme. En duft af naftalin og syrener blandede sig med svovllugten.
   "Jo, men - men jeg skal altså snakke med Freddy, jeg skal. Og Bedstefar siger, det er vigtigt."
   "Jaså? Ja ja, Brazil, men se nu - du har skræmt Cessie."
   "Undskyld. Sita."
   Væsnet skrabede sine kløer mod gulvet.
   "Du ridser plankerne," skældte Sita, "kan du så forføje dig, dit lille bæst."
   Og væk var den knoklede skabning.
   I stedet kom Sita nærmere.
   Det var hende. Freddys mor.
   Men hun gnistrede ikke af viljestyrke og liv.
   Lettere krumbøjet stavrede hun frem, med totter af gråt hår blafrende om sit furede ansigt.
   Hun havde en pæn kjole på. Af dyrt stof. Muligvis brokade. Cessie vidste det ikke. Det var også ligemeget.
   Rystende, knokkeltynde fingre kom nærmere. Som et pust fra døden eller dens natsorte hjælpere fra det underjordiske strejfede de hendes ryg, aede hendes kind og forsigtigt blev en lang klo rettet bort. Uro og afmagt strømmede gennem disse tynde, unaturligt krummede og ødelagte fingre. Et gisp flød forpint mod hende og fingrene forsvandt mod en lindring, der med et forekom hende at være kort og flygtig.
   Sita ville hende det godt. Og Cessie smilede. Mødte den anden kvindes blik. Sitas øjne var rødsprængte som af en skorpende, skærende træthed og pine. Ellers var de sorte - natsorte som forkullede planker, som tjære i en heksekedel eller som en grinende ravn.
   "Dine øjne," gispede Cessie.
   " - er ved at vænne sig til lyset," raspede Sitas stemme, "vi må alle finde livet igen, min pige."
   "Men her var en djævel," sagde Cessie mat.
   "Det vrimler med djævle her," sagde Sita og fortsatte, " men Brazil er bare et barn. Eb fræk troldeunge. Mange mennesker vil nok mene, han er en djævel - Satans sønnesøn - selvom Brazils bedstefar kalder sig noget andet."
   "Gør han?" gispede Cessie og ville spørge om meget mere.
   I stedet vædede hun sin læber og tænkte højt: "Så er det godt, at Freddy også er her. Det er ham, der har reddet os. Ikke også, Sita? Det er Freddy. Det har han selv sagt."
   "Ja," sagde Sita med sin sære stemme, "det er ham. Han fik dem med. Han ......Tænk ikke på det. Du lever og det er godt. "
   Ja, det var godt at leve, men hun måtte da vide, hvem hun var hos; "Er vi blandt djævle nu, Sita? Bor de virkelig på et slot?"
   Sita sukkede: "Har du glemt alting, Cessie?
   "Det meste," indrømmede hun, "men ikke at vi skulle brændes - for de ville jo også brænde dig - er det ikke rigtigt?"
   Hun kunne se, at det var det.

"Hvad er der mellem Freddy og mig?" spurgte hun.
   "Ja, hvad ER der med jer to?" lod Sita til at undres, "Det må du da kunne fornemme. Jeg tror næsten det var mest for din skyld, han reddede os - og jeg er dog hans mor. Men vi blev alle reddet. Nu skal vi så se om vi kan leve."

"Der var nogle, der brændte, Sita. Nogle andre."
   "Ja, alting har sin pris. Kun dårer tror, man kan få frihed uden at være ond."
   "Er jeg ond?"
   Spørgsmålet for over Cessies læber.
   Hun måtte vide det og måske havde Sita svaret. Eller et bud på det. Der fandtes jo mere end en sandhed. Gjorde der ikke?
   "Nej! Du er ikke ond."
   "Godt, for det vil jeg ikke være. Men jeg er - der er så meget, jeg ikke kan huske. Hvorfor tror folk, jeg er en ond heks?"
   "Fordi de er håbløst dumme. Men Cessie - kan du huske, hvad der skete. Før de hentede dig. Du flyttede jo tilbage til din mand, så jeg var der ikke."
   "Nej, jeg kan ikke huske det. Og jeg er så bange for, at jeg har gjort noget skrækkeligt."
   "Sludder. Du er et godt menneske. Det vidste jeg allerede første gang, jeg så dig.
   Ja, du så måske ikke mig. Du sad oppe i et træ. Og jeg stirrede opad. Så var det at jeg bemærkede dit ansigtsudtryk."
   "Hvornår var det?"
   "I - 68, Cessie. Du må have været 11-12 år."
   "Jamen -"
   Sita sad på sengekanten. Nu lagde hun en finger mod sine læber, fjernede den og strøg den blidt mod Cessies håndryg.
   "Men det var først senere, det gik op for mig, at du er noget særligt. Jeg ved stadig ikke helt hvordan, du er særlig, men du er udvalgt til at udrette noget stort.
   "Udvalgt af hvem?"
   Det varede lidt før Sita svarede. Uret inde ved siden af tikkede gennem væggen og en gren strøg mod ruden.
   Så kom det: "Jeg er ikke sikker. Jeg troede, jeg vidste det, men måske tog jeg fejl. Måske er jeg bare for træt og ældet til at være sikker."
   Skuffelsen jog gennem Cessie, men hun verfede den til side. Hvis hun var udvalgt af en eller anden, måtte vedkommende henvende sig. Og måske var det bare noget, Sita troede. Der var så mange, der troede et eller andet. For eksempel på Gud. Se, det huskede hun også; at der fandtes kristne, som troede, der kun var en gud.
   "Men hvad med Freddy? Hvad tror han? Tror han også, jeg er udvalgt? Er det derfor, han har reddet mig?"
   Igen hørtes urets tikken. Og fjerne, pulserende lyde. Folk her på slottet var vel i gang med deres dagligdag.
   "Du må hellere selv spørge ham. Den knægt er ikke til at blive klog på. Men nu må du hellere hvile dig. Du ser faktisk træt og sløj ud."
   "Jeg skulle lige til at sove, da det lille spøjse skeletbarn dukkede op. Måske vækkede han mig."
   Cessie hørte selv, at det hun sagde, hang lidt forkert sammen. Hun sukkede og gabte.
   Og da Sita snart efter rejste sig og listede af, puttede Cessie sig - atter en engang - under dynen.
   Et øjeblik svirrede tankerne. Så sov hun.

"Det der hus er meget stort," udbrød Patty.
   "Det er da ikke et hus. Det er et slot. Er du så lille, at du ikke ved det?"
   Josie kløede sig i det ene øje og så forbavset ud. Og også sådan vigtig.
   "Men selvom det er et slot, så er det et hus," gav Patty igen, for mor havde fortalt eventyr om prinsesser, der boede på et slot. Og hun havde bare selv sagt, at et slot, det var sådan et stort hus med tårne og spir. Så Josie kunne jo bare spørge mor.
   Nåeh nej.
   "Min mor er oppe i Himlen," sagde Patty. Nogle tårer løb ned over hendes kinder.
   "Man kan slet ikke bo i Himlen. Det er bare noget dem, der er dumme, tror."
   Lige pludselig var Josie slet ikke sød mere. Og hun kunne selv være dum.
   "Nu går jeg hjem," sagde Patty og gav slip på kurven. Der var kun et par sivsko tilbage i dem. De dansede i kurven, mens den landede i græsset langs den brede vej op mod slottet.
   "Jeg er ligeglad," erklærede Josie, "for nu går jeg op på slottet og ind til en rigtig prinsesse, og du er heller ikke fin nok til at komme med."
   "Jeg er da finere end dig, for du er rødhåret. - AV!"
   Den dumme tøs hev hende i håret.
   Patty ville sparke hende over benet, men så løb hun væk.
   Patty så efter hende. Hun var da bare ligeglad.
   Hun ville slet ikke hjem, for hjem var væk. Der var bare det dumme rum i det grimme, lange hus.
   Nu ville hun finde far, ville hun.
   Der var bjerge allevegne omkring husene, så dalen var nok ikke så stor. Hvis nu hun gik forbi slottet, fik hun nok øje på far. Men nej - han havde jo ikke nævnt noget om slottet. Så skulle hun nok gå tilbage og forbi det dumme hus. Og lidt længere.
   Hun snurrede rundt og begyndte at gå.
   Her var faktisk meget pænt. Der var mange blomster langs med vejen. Josie havde sagt de ikke havde tid til at glo på dem. Hun havde lydt næsten som en voksen.
   Men der - der var de hvide blomster, de var gået forbi før. De var store og lukkede. De hvide blomsterhoveder var nok på størrelse med et kattehoved. Og de gyngede. Nogle af dem. Mere end de andre blomster og græsset. Eller på en anden måde?
   Det var mærkeligt. Men de var så pæne.
   Hvis hun tog en buket af dem med ud til far, blev han nok glad. For han smilede altid så pænt, når mor satte blomster i en krukke.
   Patty strakte en hånd ud. Så for hun sammen og hånden hang i luften.
   "Lad være," var der nemlig en, der brølede.
   Og da hun så efter lyden, så hun en stor, tynd trold, der var helt blå i hovedet.
   "Er - er det da dine blomster?" fik hun frem.
   "Nej, men der bor alfer i dem, og de smager godt. Men man kan få ondt i maven af dem."
   "Det vidste jeg ikke. Jeg er ny her."
   "Nåeh. Nej, så kunne du ikke vide det."
   "Hvad er du for en?"
   "Mig? Jeg er en blåtrold. Og vi er kun tre i hele verden, siger min far. Jeg hedder Brazil."
   "Jeg hedder Patty og jeg har ingen mor mere."
   "Det har jeg heller ikke."
   Nu var Brazil helt tæt ved hende. Han lugtede lidt mærkeligt, men han sad på hug foran hende, og han så ked ud af det.

Der lød en sær summen og et insekt fløj ud af en af de kønne blomster. Det lignede en sommerfugl. Vingerne var hvide og ligesom kantet med guld. Men der var altså noget mærkeligt ved dens krop.
   Den svirrede rundt over hovedet på Brazil.
   Og så! I næste øjeblik summede den inde i hans hånd, og han grinede som en flækket træsko. To af hans tænder var spidse og lange.
   "Hun er gal," grinede Brazil.
   "Hun tror måske, du vil æde hende," sagde Patty. Hvorfra mon Brazil vidste, at sommerfuglen var en pige? Nåeh jo, han boede her jo nok.
   "Vil du have hende?"
   Patty nikkede.
   "Så sæt dine håndfader sammen, dine små lækre håndflader."
   Patty gjorde som Brazil sagde og i næste øjeblik, sad sommerfuglen på hendes hænder. Ja, den sad faktisk. For det var nemlig slet ikke en sommerfugl.
   Det var en lillebitte pige - eller kvinde - med gyldent hår og en lang hvid kjole på. Ja, hun var vist voksen. Og hun var pæn. Sad så stille og prøvede ikke på at flyve væk.
   "Jeg tror, hun vil sige noget til dig," sagde Brazil.
   Patty så grundigt på den lille skabning.
   Så tænkte hun højt:
   "Det er en engel. Det er min mor som engel!"