Den første mand kom, lige som Freddy og hans mænd var klar til at drage videre. En vejrbidt pelsjæger, der gjorde cirkeltegnet, som betød, at han var en djævel. Han var til fods og havde en ged med.
I det åbne landskab fik de øje på ham længe før han nåede frem. Og da han var tæt ved gav Freddy tegn til, at de skulle stoppe et øjeblik.
"Langt væk hjemmefra?" hilste Freddy.
Manden nikkede, mens han langsomt tog sin ene vante af, spilede fingrene ud og med pegefingeren antydede en usynlig cirkel. Herefter lod han to fingre på den ene hånd forne en cirkel og straks efter blev pegefingeren på den anden hånd en slange, der bugtede sig i cirklen. Det var tegnet.
"Velkommen," smilede Freddy og rakte en hånd frem. Ikke alle hilste på den måde, men de kunne jo få muligheden.
""Ja, her er jeg," konstaterende manden og lod som om han ikke så hånden.
" Godt. Navn og rang?"
Simon Bjørnedræber. Sergent."
" Jaså. Hvorfor har du en ged med, Simon Bjørnedræber?"
"Den kan ikke lide at være alene. Og jeg ved jo ikke om jeg kommer igen. Vel fars lille Trudi?"
"Næææh," brægede geden.
"Vi har ledige heste. Jeg går ud fra, du kan ride? "
"Jow," kom det. Og efter lidt tøven kom det videre: "Du ser mig ellers lidt ung ud til at være generalløjtnant. Det er da vel ikke dig, som at der også er troldmand?"
"Det er der nogen, der siger," svarede Freddy, "men vælg dig nu en hest og lad os komme videre. Eller følg os til fods,"
Simon Bjørnedræber hilste på nogle i flokken, han åbenbart kendte, heriblandt Flobby og Todd. Sidstnævnte bød ham en vallak, der var rolig af natur. Den var sadlet og klar, så snart sad den nytilkomne i sadlen.
"Din ged ser lækker ud," sagde Slikoran, der gik lige foran Todd; han lod hesten have pause; den var ikke hans og der var ingen grund til at ride, for hestene traskede langsomt af sted efter hans mening.
"Nå så du kan menneskesprog. Endda tydansk. Det var da vældigt. Er du i familie med Mørkets fyrste?"
"Jeg er hans søn, ja."
Pelsjægeren var snakkesalig. Måske var det længe siden en due eller en stafetbringer havde kaldt ham med? Men han virkede gemytlig og mon ikke han forstod at bruge bøssen, der hang ved hans side?
Før de nåede skoven sluttede flere mænd sig til dem og da de hen på aftenenen slog lejr, var de en flok på 39 mænd, en blåtrold, heste, muldyr, et mulæsel og en ged. Samt nogle hunde, som en djævel havde taget med. De var gode til at følge et spor og kunne tilrede et menneske næsten lige så slemt som orker kunne. Men ellers var de kælne og fik en del opmærksomhed.
De var omkring to mil fra Bakkeby. De sidst ankomne mente, at oberst Edwards havde anbragt omkring et dusin mænd på og omkring kroen, fordi han frygtede at Djævle skulle hente de to drenge.
Freddy blev lettet, da han hørte det. De var i overtal. Det skulle nok gå. Han havde hele tiden regnet med, at Cessies bror, oberst John Edwards, ville have mænd posteret, men hvor mange kongen ville lade ham råde over, vidste han ikke helt før nu.
"Det bliver som at stjæle kage fra småbørn," grinede Flobby ved bålet. Flammerne gav hans markante ansigt et grotesk skær.
"Gør du da det tit?" spurgte Slikoran og så med påtaget uskyldig nysgerrighed på manden, der grinede; "Kun hvis deres moar er der. De ser så sjove ud, når de ikke tør flæbe over det. Senere flæber de. Og skriger. Og gør ved."
"Vi behøver sgu nok slet ikke gøre nogen noget," sagde Todd, "det er sikkert nok at skræmme dem."
"Når nu vi er så mange, kan jeg måske tage nogle mænd med og få befriet min søn," foreslog Slikoran.
"Måske er det bedst, vi bliver sammen " sagde Freddy, "når de er så få, skulle vi nok kunne klare dem, men så alligevel - måske er der flere folk i nærheden. Man skal ikke undervurdere fæstebønderne. Nogle af deres venner og familiemedlemmer er brændt ihjel og det er de nok vrede over. Og bange."
"Men du vil da vel ikke slæbe de to unger med hen og befri ham troldeungen?" blandede Niku sig.
"Næh, måske ikke ..."
Freddy bed sig i underlæben. Han havde tænkt over muligheden før Slikoran foreslog den. Havde overvejet for og imod, men var ikke blevet enig med sig selv. Det ville være rart at have blåtrolden med. Han kunne jo nok skræmme dem, måske ligefrem få dem til at stikke af eller skjule sig. Han havde sådan set forestillet sig, at de befriede Jaril først. De to andre led jo ikke alverdens kvaler. De var trods alt ved deres bedsteforældre og selvom kroparret var usympatiske mishandlede de vel ikke deres børnebørn.
Nå, det gik ikke at gruble for længe over sagen. Mændene blev utålmodige. Todd blev faktisk så utålmodig at han tog et andet emne op, selvom det ikke passede sig, når man ventede på at ens øverstbefalende bestemte sig.
"Behøvede I brænde så mange mennesker?" spurgte Todd. Stemmen virkede tyk af afsky, men da Freddy så direkte på ham, sænkede han blikket og knipsede til en bille, der gik tur på hans bukseben.
Freddy ville sige, at det skulle ikke drøftes nu. men inden ordene blev udtalt var der andre, der snakkede.
"Næh, men det var skægt," sagde Flobby, "jeg vidste slet ikke lille Freddy var så ond."
"Der er ret meget, du ikke ved," sagde Niku og snittede i en kæp med hurtige bevægelser.
"Hvad er det, jeg ikke ved? Jeg ved godt, hvad din lillebror er for en. I ville nok begge to ønske I var lige så barske som jeres mor."
"Måske," drævede Niku, "og du ville ønske, du havde en hjerne."
"Så er det nok!" afbrød Freddy dem. Han gjorde stemmen så dyb og myndig, som han kunne. Heldigvis var han så vred og irriteret, at stemmen faktisk fik fylde og ikke blev skingrende.
De tav og skulede til hinanden som små uartige unger.
Hurtigt bestemt Freddy, at de skulle dele sig og han udpegede dem, der skulle følge med Slikoran. Heldigvis havde han i tankerne så nogenlunde opdelt dem, for det tilfælde, at det med at dele sig kom på tale og blev det de gjorde. Blandt de nyankomne blev udvælgelsen lidt mere tilfældig: hver anden til ham og hver anden til Slikoran.
Flobby så ud til at være ganske godt tilfreds med at være en af de mænd, der skulle tage med Slikoran. Todd så ud som om han var komplet ligeglad med det hele. Han krattede tobak ud af sin pibe og gabte så det knagede i hans kæber. Men det var også ved at være sent og de havde været tidligt oppe. Freddy kommanderede to af de mænd, han stolede på til at tage den første vagt.
Resten slentrede mod den grotte, hvor de skulle sove. Enkelte havde slået telt op, Der var blevet mumlet noget om, at nu havde de jo slæbt dem med. Og det måtte de jo så selv om. Selv havde han anbragt sine skind og sit tæppe i grotten. Den var rummelig og gav læ. Han havde dog valgt en plads ved indgangen, så han hurtigt kunne komme ud, hvis der opstod problemer i nattens løb.
Det gjorde der ikke, men Freddy vågnede alligevel et par gange i nattens løb. Den første gang fordi han syntes, han hørte en fjern summen. En samlet kalden fra hundredvis af små bitte struber.
Var der dæmonalfer i nærheden?
Han ville helst ikke blande dem ind i det her. De var alt for nemme at dræbe.
Måske drillede ørerne ham? Der plejede ikke være hundredvis af alfer, når de vovede sig på langtur. Måske var de ved at danne en ny koloni - et nyt rige? Hvis de ville ham noget, kom de vel nærmere? Sendte vel nogle budbringere?
Freddy sukkede. Hans egne mænd kunne måske finde på at gøre alferne fortræd. Mange troede der var natsværmere, guldsmede eller en insektart, de ikke lige kendte. Måske passede de små væsner ikke på. Gad vide, hvem der var i spidsen for dem. General Kruse var vel ældgammel eller ligefrem død? De små væsner levede ikke særligt længe. For dem var tiden anderledes end for mennesker.
Han var lige ved at fald i søvn, men så ville blæren tømmes. Igen sukkede han, rejste sig og gik udenfor. Nu var der stille bortset fra lavmælte stemmer omkring bålet. Afløserne var kommet og de to første vagter sad der stadig. Det var nok bare deres stemmer, han havde hørt.
Anden gang vågnede han af en drøm. Havde drømt at han var ti år. Hjemme hos Bedste i skoven. Og det buldrede på døren. De hentede Bedste. Og de lo. Oberst Edwards lo hånligt. Lo og lo. Den rædsomme latter omklamrede ham.
Så vågnede han og håbede, han ikke havde skreget, så nogen blev klar over, han havde haft mareridt. Snorkelyde og næsepiben overbevidste ham om, at de intet havde bemærket.
Et ekko af latteren hang i grotten som et aftryk af fortiden.
***
De skiltes ved skovbrynet. Aftalte at mødes ved grotten samme aften. Var det ikke muligt, skulle der sendes bud.
Da Slikoran og hans følge var så langt væk, at hovslag og fodtrin knapt nok hørtes, talte Freddy kort til mændene:
" Der er ikke ret langt hen til kroen og der er højest nogle håndfulde folkesoldater, så om lidt henter vi Keith og Johnny."
"Hvorfor tryller du ikke bare ungerne herhen? Du er jo troldmand siges det."
Det var Simon Bjørnedræber, der spurgte.
"Jeg har visse evner," svarede Freddy, "men jeg har ikke kraft og energi til at flytte mennesker fra sted til sted."
"Du er altså ikke en almægtig troldkarl," fastslog Simon.
"Magi er ikke noget man ødsler med," blandede Niku sig. Den vending brugte Angus den Vise tit og det var rigtigt, at magi ikke var som i visse eventyr. En del magi handlede om at vide noget om naturen, fortiden og sindet, som andre ikke vidste. Og den sjældne magi handlede om kræfter og energier, han ikke helt forstod endnu,
"Men han tryllede altså Caleb Cahouney om til en and," sagde Miles - en af de mænd, der lod til nærmest at tilbede Freddy.
Det med den and var snyd og trylleri, ikke ægte magi. Og Angus havde hjulpet med både forberedelser og udførsel, vist ham, hvor der var en faldlem til det underjordiske tunnelsystem og hvordan man lavede et effektivt røgslør.
"Konen behøvede han ikke trylle om," sagde ham, der vistnok hed Thomas, "hun har altid været en gås."
"Trudi har ikke altid været en ged," sagde Simon.
"Hvad var hun så?" spurgte Miles og så troskyldigt på pelsjægeren.
"En krigerprinsesse," påstod Simon.
Freddy var ret sikker på, at han gjorde nar af ham, men lod som ingenting.
"Alt det med trylleri og magi kan vi snakke om senere," sagde han.
Der var ikke mange mennesker i Bakkebys snævre gader. Markerne omkring byen var brune; nyligt pløjede og harvede var de klar til den nært forestående vinter. Kvæg, får og geder var inde i staldvarmen og folk passede deres efterårsdont.
Der var træer på begge sider af den bredeste vej, den der førte til både kirke og kro.
Og det var godt at gemme sig mellem - eller oppe i - træer. Eller mellem buskads på en bakketop. Ingen folkesoldater var kommet imod dem. Og de var jo nok ikke flygtet. Ville sikkert ikke så gerne have, nogen skulle tro de var kujoner.
Og der - der stod en af dem. Prøvede at ligne mos på en krum gammel eg. Fumlede med sin pistol.
Freddy havde allerede en pil på buen. Var rykket lidt til siden, hvis nu de andre ville forbi ham.
Der lød et brag. Der lugtede af saltpeberkrudt. Sort røg dannede en lille snirklet sky.
Noget for gennem luften.
Der lød skrig.