Han kunne da godt have vækket mig, tænkte Cessie.
   Hendes fingre strøg over puden. Følte på fordybningen i den, aftrykket af hans kind.
   De havde ligget sammen under edderdunsdynen, der ikke var ret bred.
   Og hans slanke, varme hænder havde rørt hende. Strøget over de prikkende hår på issen og over den dunkende pande. Roen var strømmet igennem hende. Så havde hun åbnet munden for at sige noget. Der var meget, hun ville spørge ham om. Men da hun åbnede munden sov han. Med en arm om hende.
   Nu var der dunkelt i værelset. Dagen gryede, men solen havde endnu ikke magt over mørket. En anelse sagde hende, at det ikke kunne være længe siden, han var stået op. Det forekom hende, hun havde hørt listende fødder. For et øjeblik siden. Måske var han inde på sit værelse.
   Så ville hun da lige sige ordentligt farvel og bede ham om at passe på.
   Hun stod op, trådte i sivskoene og svøbte sjalet om sig. Der var en smule køligt i værelset, sikkert køligere ude på gangen og natkjolen var ikke særligt ærbar.
   Gangen lå badet i lys fra de mange støbejernsstager og alligevel så hun ikke den lille mand, før han talte til hende. Hun for sammen ved lyden af hans ord: "Fuglen er fløjet."
   "Fuglen?" nåede Cessie at spørge, før det gik op for hende, at han måske mente noget andet.
   "Er det Freddy, du mener?" spurgte hun og opdagede, at manden foran hende var gammel. Lille, tynd og med sparsomt, gråt hår. En smule krumbøjet og støttet til en stok. Med store, grå øjne glanede han op og ned ad hende, før han nikkede.
   "Han er gået ud til sine mænd. De skal jo hente små unger."
   "Ja, han vil hente Keith - min søn.
   "Også ham ja. Du må være Freddys elskede Cessie."
   Rødmen sneg sig frem på hendes kinder. Hun mærkede det og så ned på sivskoene. De var klodsede. Hun burde nok have taget sig tid til at komme i en sømmelig kjole og skjule sin skaldethed under en kyse. Hvad måtte den fremmede herre dog ikke tænke?
   Herre? Ja, for han var bestemt ikke klædt som en fæstebonde, tjener eller lazaron. Men heller ikke som en adelsmand.
   Hun havde blot fornemmet hans påklædning. Nu så hun på ham igen. Under en brun jakke sås en grå skjorte eller kjortel. Kraveløs. Bukserne var også brune og endte lige over et par sorte, blankpudsede fedtlæderstøvler med gyldne sporer. Skulle han mon ud at ride?
   Han havde ingen ringe på fingrene og tilsyneladende var han ubevæbnet.
   En mærkelig gammel mand med et frimodigt sprog, blottet for almindelig høflighed.
   "Jeg er på vej ned til dem," oplyste gamlingen.
   Der var ikke antydning af smil i hans øjne. Munden var en smal streg omgivet af rynker. Han mindede om en rotte, men han virkede ikke direkte uvenlig. Og det lod til, at han kendte Freddy.
   "Vil du vente, mens jeg klæder om?" for det ud af Cessie.
   Hun syntes, hun så et sært glimt i hans øjne, og han slikkede sine læber, lod tungespidsen strejfe et par af rynkerne. Hans fingre kriblede uroligt.
   "Nå så fruen ønsker mit følgeskab?"
   "Jeg ved jo ikke, hvor de er. Og jeg ... jeg ved heller ikke ..."
   Hun ville forklare, at hun ikke følte sig tryg ved at færdes alene i dalen. Den var næppe befolket af lutter rare mennesker. Men med et gik det op for hende, at hun lød som et barn. Eller en meget ung pige. Og hun var ved Gud en voksen kvinde på 29 år. Enkefrue og mor til to børn.
   I et strejf ønskede hun, at Julie var her. Et andet strejf lod hende være glad for, at hun ikke skulle bruge tid på at klæde barnet på, mens det pylrede.
   "De må undskylde, jeg er ikke mig selv," sagde hun.
   "Skynd Dem nu bare at få tøj på, enkefru Johnson," sagde den sære gamling og pegede på hendes dør med sin stok.

Et sted i dalen var der en åben plads. I dens midte stod en statue af marmor. Den forestillede nogle fra en forkætret religion, warmirernes religion; et menneske og en bevirk. En kvinde med udslået hår og så den troldelignende beviak, hvis hår var fuld af blomster.
   Foran statuen ventede en flok mænd på deres anfører. Den ældste af dem var Todd Malone. Ham som Dave havde truffet. Han var bonde i det lille kongerige mellem de vidtstrakte, blå Tranquesbjerge. Han elskede duften af muldjord, men endnu mere elskede han frisk luft. Og frihed.
   Han var far. Han var ægtemand. Ville sin familie det bedste. Ville kæmpe for det gode.
   Derfor var han også soldat.
   Han havde kæmpet for Tydaniens kong Leopold. Og mod ham. Havde kæmpet for flere konger. Nu kæmpede han så for kong Atkar den anden. Eller gjorde han?
   Det stod han der og funderede over, mens de ventede.
   Kongens krig var stort set straffe - og plyndringstogter. Sådan havde det også været, da kong Ralph regerede under kong Atkars fravær. Det skaffede arbejdskraft til dalriget i form af fanger. Kong Atkar havde mildnet forholdene for disse fanger og det var i grunden tiltrængt. Desværre havde kong Ralph været så glad for sin lånte kongekrone, at han havde planlagt at forhindre kong Atkars tilbagevenden. Blandt hans mange argumenter for dette var at med kong Atkars tilbagevenden, ville Mørkevæsner som orker, blåtrolde og sortelvere i stort antal dukke frem fra deres underjordiske rige.
   Kong Ralph hensygnede i en celle og Todd priste sig lykkelig for, at han ikke havde støttet ham i hans kupplaner. Men han var ikke begejstret for, at Mørkevæsner i hobetal vitterligt var dukket op til overfladen. De fleste havde bosat sig i Flogalien og et par andre små dalsamfund, hvor enkelte af deres artsfæller havde holdt til gennem årtier og gjort, hvad de kunne for at skjule sig.
   Og han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle mene om Mørkevæsnernes udvalgte. Der var ret mange af dem, men kun en var den endelige udvalgte. Og Todd troede nok han vidste, hvem det var.
   Freddy Keily som nu også var udnævnt til generalløjtnant. For ganske nylig ganske vist, men alligevel. Hvalpen var jo kun sytten.
   Han ville befri sin mor fra heksebålet. Og det var der ikke noget mærkeligt ved. Det var heller ikke sært, at hans søster blev befriet. Men hvad skulle man nu mene om den hvide heks? Denne enkefrue, der måske var en meget farlig heks? For hendes og de to andre kvinders skyld var mange brændt ihjel og hvad med den lille dreng, der lå forbrændt på sygestuen? Hvad med hans egen dreng, Rowan, der havde brækket et ben under tumulterne og forbrændt den ene hånd ganske alvorligt.
   Nej, det huede ham ikke at skulle tjene den snothvalp. Der var oprørstanker blandt mange i Djævledalen, vidste han. Måske han skulle slutte sig til dem? Så de i tide kunne få bugt med Mørkevæsnerne?
   Men foreløbig fik han vel holde gode miner til slet spil og pænt gøre honnør for sin overordnede.
   Hvor pokker blev han forresten af?

Freddy sad nede ved Havfruesøen. Solen var på vej op, og det så ud som om der var en gylden bro på den krusede vandoverflade.
   Bare det virkelig var en bro, tænkte han, en bro til en anden verden. Så ville han forsigtigt gå over den. Bare lige smutte ind og se, om den verden måske var bedre.
   For den her verden var svær at leve i. For ham selv og for mange andre. Svær for Rowan og hans lillebror, Alexander. Rowan var en god kammerat. Sytten år som han selv. Lidt barnlig. Rødhåret. Fregnet. De havde ofte fisket sammen. Og de havde drømt sammen. Mens stjernerne lyste over dem, havde de talt om så meget.
   Og nu lå Rowan på sygestuen, blandt mange andre. Alt for mange andre. Og den 12-åeige Alexander kastede med sten.
   Der var forresten mange sten på søbredden. Freddy lukkede sin hånd om en af dem. Den var glat. En smule skarp. Han rejste sig. Gik et par skridt nærmere søen.
   Broen dansede. Og pludselig lignede den en flok mænd. Med øjne, der skinnede af vanvid. Freddy fik kvalme. Og kastede stenen mod drømmenes gyldne bro.
   For hvad nyttede drømme? Man måtte handle. Ellers fortsatte alle kvalerne. Til evig tid. Jammer var skrækkeligt. Man blev syg af at høre på det. Men jammer skulle ikke bremses med Dødens kulde.
   Eller med ild.
   Nej, det ville han ikke tænke på. Ikke nu. De ventede sikkert på ham. Hans mænd. De skulle hente børn. Foruden Keith to andre. Det ene var ikke et menneskebarn.
   Det var Ymga heller ikke, men engang var hun varm, nysgerrig og levende.
   Søen var smuk i morgenrøden, men den gav ham ikke fred i sindet eller mod, sådan som han havde håbet. Selvom den ikke var frossen nu, syntes han, han kunne se hende i den. Under isen. Se det blålige, frosne ansigt, stivnet i en rædselsslagen, bønfaldende grimasse.
   Ymga. Fire år.
   Og han var kommet for sent.
   Han kom alt for tit for sent. Og nu måtte han hellere skynde sig.

Cessie havde klædt sig på så hurtigt hun kunne og sammen med Gregory Hayes gik hun forbi to tjenere, der lod som om de ikke gloede. Forbi djævlestatuerne, der ikke kunne glo, fordi de ikke var levende. Ned ad den brede vej omgivet af bede med blomster og buske klippet i forskellige former. Ud på vejen. Forbi gården, hvor Lilli og hendes familie boede.
   Der var mange mennesker på stierne den dag. De fleste gik i samme retning som Cessie og Hayes. Mod en åben plads.
   Nu vidste Cessie, at hun ikke havde været her, før Freddy og de andre bragte hende hertil. Alligevel genkendte hun det, for det var en levendegørelse af Martins beskrivelse. Han havde levet her og havde fortalt malende om det. Selvfølgelig var det noget andet at se det selv, men han havde været en god fortæller. Slottet havde han ikke talt meget om; det var ikke der, han var blevet indlogeret.
   Folk gjorde plads for dem, så de kom til at stå forrest, men ud over statuen, der var større end hun havde troet, så hun kun ryggene af omkring et dusin mænd i djævleuniformer. Nogle af dem trippede.
   "Han er her ikke," tænkte Cessie højt.
   "Han er på vej," sagde Hayes. Og det var han. Forude var der ikke ret mange mennesker og nu så hun ham. Et øjeblik en stor dreng, der nærmede sig med tøvende skridt. Så satte han farten op. Bevægede sig frem med faste, rolige og målbevidste skridt. Og hun syntes, han forvandlede sig til en mand med magt. Det billede blev klarere, da han standsede og så ud over sine soldater og de mange fremmødte. Så han hende? Måske? Et glimt i de blå øjne, et muligt strejf af et smil, rettet mod hende. Men hun var ikke sikker.
   "Er alle mødt?" spurgte Freddy myndigt, henvendt til en af soldaterne.
   "Javist, hr. generalløjtnant," blev der svaret.
   "Godt! Så lad os komme af sted."
   Som på tælling gjorde djævlesoldaterne honnør og brølede: "Javel!"
   Frreddy gjorde også honnør. Han så ud over sine mænd og smilede. Et smil Cessie ikke genkendte. Bag ham trak nogle knøse opsadlede heste frem og et par muldyr med oppakning.
   Så løb en gysen gennem mængden.
   Bag knøsene med hestene kom en rytter til syne. Hans hest var sort og stor. Et slankt dyr af en race, Cessie kun havde set adelsmænd ride på.
   Rytteren lod sin prægtige hest trave sindigt ind mellem de andre heste og muldyrene. Så lod han den sætte i galop frem mod Freddy, der havde vendt sig. Lige foran ham - og han var vist trådt mindst et kridt baglæns - stejlede dyret, stod på to ben og vrinskede højlydt.
   Der stod flammer om rytterens ligblege ansigt. Fra øjenhulerne boblede det af ild og op mod sensommerhimmelen pegede en le.