Audiensen
   Da solens første stråler ramte det dugvåde græs i gårdhaven, havde hun allerede været oppe i mange timer. Alt var klart. Tjenestepigerne løb fortravlet rundt om hende og ordnede hver eneste lille detalje. Hun var blevet badet, friseret og parfumeret efter alle kunstens regler og nu manglede kun kjolen. Det huede hende ikke at bære kjole, den strammede og var ubehagelig. Hun gispede efter vejret da den store kammerpige strammede korsagen.
   "Ikke så stramt, jeg vil gerne overleve dagen, tak!" Elvia stirrede olmt på den storbarmede kvinde som slog en høj latter op.
   "Det er typisk dig, lille frøken. Hvis vi ikke vidste bedre her på slottet ville vi tro at du var en mand!" De andre tjenestepiger fnisede i baggrunden.
   Elvia lod dem fnise. På trods af hendes fine aner var hun ikke arrogant, det havde hende mor i sin tid fortalt hende var upassende og et tegn på manglende intelligens. Disse ord holdt Elvia altid tæt på sig og dette gjorde at alle på slottet syntes hun var en mild og dejlige ung kvinde. Men de vidste dog også at hun var lige så vild og temperamentsfuld som hun var blid og kærlig. Det afhang fuldstændigt af situationen. Siden barns ben havde hun elsket at skyde med bue og pil, og i de seneste år havde hun mestret fægtekunsten. Hun var også utrolig glad for at ride. Hendes balstyriske humør og eventyrlysts havde mange gange sat hendes undersåtter på prøve. I starten sagde ingen noget til hendes opførsel, men som hun blev ældre begyndte folk at grine af hende. De kom ofte med bemærkninger om at hun burde være mere som en kvinde. Men hun vendte det døve øre til. Hun var en kvinde når det var krævet af hendes far og ellers ikke på vilkår.
   "Deres vogn er her, deres højhed," den unge tjener bukkede dybt og stirrede ned i gulvet. Elvia kunne se han var ny. Hun smilede.
   "Ret dog ryggen, mand!" Elvia klappede ham så hårdt på skulderen at den spinkle mand var lige ved at få overbalance. Han så efter hende med et forbløffet udtryk, idet hun forlod rummet. Hun var virkelig en kærlig og mild kvinde. Når hun skulle regere ville der, uden tvivl, blive sluttet fred mellem rigerne. Man havde forudset at hun ville være Cejkans frelserinde.

Hun dumpede tungt ned på sædet i vognen, ved siden af Ydam. Han klukkede for sig selv ved synet af hende.
   "Tænk at du kan se sådan ud," sagde han drillende.
   Ydam var hendes mentor, og den mand som til alle tider støttede hende i at fremelske sine interesser og evner inden for jagt, kamp og ridning. Elvia rødmede.
   "Hold bøtte," mumlede hun for sig selv.
   Men Ydam lod ikke til at høre hende, han var allerede sprunget videre til dagens program. Vognen satte sig i bevægelse.
   "Du ved vel hvorfor Herren har sendt bud efter dig, ikke sandt?" Han så over på Elvia og virkede forundret over at se hende ryste på hovedet. "Han vil selvfølgelig annoncere hvem der skal arve riget i dag,tror du ikke?" forsatte Ydam begejstret.
   Hun vidste at han bare gættede og egentligt håbede at hun havde modtaget informationen om grunden til dette formelle besøg.
   "Herren er gammel og med sine tre sønner, tror jeg nu at min tilstedeværelse blot er en formalitet. For folkets skyld, du ved" Elvia skævede til Ydam som irriteret svarede;
   "Bare fordi du er den sidstfødte og født af kongens anden kone betyder det ikke, at du ikke har en chance!" Han rykkede sig tættere på og så indtrængende på hende.
   "Har du glemt hvem du er? Profetien sagde at den første kvinde, født af en siddende konge, ville sejre og ende krigene."
   Elvia rullede med øjnene, hun troede ikke på alt det ævl om profetier.
   "Du er den eneste kvinde som nogensinde er født ind i kongefamilien, alle andre er blevet gift ind i den, forstår du hvilken rolle du vil komme til at betyde for dit folk?"
   Hun nikkede fraværende. Vognens rummel mod brostenene, virkede søvndyssende på Elvia. Hun sad og nikkede. Ydam sukkede og tilgav hende. Hun havde været oppe siden før solopgang, han tillod hende en lille lur.
   Han lænede sig tilbage i sædet og så på hende. Han var kun et par år ældre, men alligevel syntes hun så langt væk. Hendes smukke hvide hud og røde blanke hår med krøller. De lyserøde læber. Med et gib vågnede han fra sine tanker og rystede på hovedet.
   "Jeg kunne aldrig.., " han vendte blikket ud af vinduet for at tænke på noget andet. Han betragtede svalerne som syntes at danse en munter ballet på den morgenrøde himmel.

Hun trak vejret dybt. Alle duftene virkede beroligende og velkendte. Hun stod i audienssalen og ventede på at blive kaldt ind til Kongen. Det store forgyldte rum med de mørkeblå tunge gardiner og de slanke håndskårede egetræsmøbler, havde hun set mere end en gang. Hun levede i sine første år her på slottet med hendes tre halvbrødre. Men da hendes mor døde måtte hun, ifølge gamle love, forlade slottet. Ingen ugifte kvinder var tilladt i de royale gemakker. Dette galt også Elvia. Hun havde siden sit sjette leveår boet alene på sommerslottet uden for byen. Som hun nu stod her igen, væltede minderne ind over hende. Sorgen over at havde mistet sin mor og retten til at se sin familie på en og samme dag. I det øjeblik hendes mor døde blev hun voksen, sådan havde det altid været i den royale familie. Det sikrede, at en arving altid kunne overtage tronen ved hjælp af rigsrådet, uanset alder. Men i hendes sag, fordi dette var første gang at en kvinde var født ind i familien, betød det bortvisning.
   "Deres majestæt?" En tjener bukkede for hende og viste hende mod døren. "Kongen og rådet er klar til at se Dem nu." Han åbnede døren og skæret fra lysekronerne i audienssalen strømmede hende i møde. I et kort øjeblik var hun blændet.
   Alle mændene i rummet rejste sig og nikkede til hilsen, og Eliva nejede dybt for rådet og kongen.
   Hun nåede ikke engang at rette sig op inden hun næsten blev væltet om kuld. Julian, hendes yngste halvbror, omfavnede hende med sådan en kraft at hun næsten ikke kunne få luft.
   "Det er virkelig dig, Elvia! Hvor har vi dog savnet dig!" Han holdt hende ud fra sig og betragtede hende nøje, som ledte han efter grå hår. Det krøllede blonde hår dansede lystigt i panden på ham. Hun kunne ikke lade være med at smile. Hun så sig om i rummet. Evian og Emil kom nu imod hende, de smilede begge kærligt og bredte deres arme ud. Hun løb hen til dem og krammede dem.
   "Du ligner din mor mere og mere for hver gang vi ser dig," sagde Emil, som den var den ældste, og kyssede hende blidt på panden.
   "Du ser sund ud søster, går det godt med jagten?" sagde Evian og lagde en arm om skulderen på hende mens han ledte hende hen mod bordet.
   Hun nikkede og smilede. Det var overvældende at se dem igen. Hun elskede dem så højt.
   For enden af bordet rejste en bred mand sig nu med hast og sagde med høj røst.
   "Sig mig, skal din gamle far glemmes bare fordi dine brødre er en flok charmører?" Hendes far slog armene ud og stod afventende. Elvia så kort på hendes brødre og konstaterede at det var okay at storme op og opføre sig som fars lille pige.
   Hun kastede sig i hans arme og i lang tid gjorde de ikke andet end at juble og le, indtil en fra rådet rømmede sig og henvendte sig til kongen.
   "Undskyld sir, men nu burde vi virkelig komme til sagen".
   Kongen rømmede sig og satte sig ned. Han viste Elvia på plads ved sin venstre side, til hendes store overraskelse. Elvia vidste at der var noget i gære. Hun havde aldrig fået lov til at sidde med til bords, dog havde hun fulgt flere af møderne fra et hjørne i rummet. Som alle nu sad om bordet kunne hun se at de alle var utrolig alvorlige. En lille gamling rejste sig og begyndte at tale.
   "Grunden til at rådet og kongefamilien er samlet her i dag er fordi riget bag bjergene har erklæret, at de er villige til at slutte krigen og danne en alliance."
   Alle omkring bordet åndede lettede op og opstemt snak spredte sig hurtigt. Gamlingen slog i bordet og hævede stemmen."Lad os nu ikke være tåbelige, de har selvfølgelig krav!"
   Kongen lænede sig frem med et alvorligt blik.
   "Hvilke krav tillader riget bag bjergene sig at stille?"
   Gamlingen snakkede endnu engang og fandt et dokument frem som han begyndte at læse op fra.
   "Hertugen og enehersker af riget bag bjergene, tilbyder kongen af Cajkan en fredsaftale og allianceløsning. De eneste krav er at grænserne mellem de to tinder bliver åbnet, og angrebene på de nordlige byer på grænsen til Cajkan stopper øjeblikkeligt. Denne krig har krævet ofre nok, og mit folk ønsker nu fred. Når disse krav er opfyldt vil hertugen gerne møde rådet og kongen sammen med hans embedsmænd for at diskutere en fremtidig alliance og opdeling af landet."
   Gamlingen så op og foldede brevet sammen. Alle sad stille i et øjeblik. Den første der sagde noget var Emil.
   "Det her er en mulighed for at ende denne idiotiske krig. Lad os gribe den, Herre!"
   Både Evian og Julian nikkede. Elvia så op mod sin far. Kongen sad dybt fordybet i sine tanker.
   "Deres højhed, dette er ikke lige til." Et ungt rådsmedlem rejste sig og gik hen til et kort over kontinentet. "Hvis vi åbner grænsen mellem de to tinder og ikke beholder vores soldater i området ved nord står vi åben for angreb. Det vil være selvmord!"
   Kongen så på ham og nikkede.
   "Jeg ved at dette er en alvorlig sag, men jeg tror virkelig vi bør, i en kort stund, eftergive hertugen hans krav og give ham og hans soldater frit lejde mens vi forhandler."
   "Men, sir!" Den unge mand hævede desperat stemmen. "Tror du virkelig på at de ønsker fred? Siden før jeg og prinserne blev født har rigerne været i krig om bjergene, men det synes nu mere bare at være gået i hårdknude. Soldaterne slås uden formål."
   Kongen rejste sig så hurtigt at hans stol væltede og brølede,
   "Hvor vover du at betvivle mine beslutninger? Jeg har været konge i over femogtyve år og jeg ved nok hvad denne krig handler om og hvad den betyder for fjenden".
   Det unge medlem satte sig skamfuldt ned på sin plads og undskyldte.
   "Jeg ved det er en risiko at lade vores grænse stå åben, men dette er et spørgsmål om at vise dem at vi er villige til forhandlinger. Denne krig blev startet af min far og det er på tide at den får en ende," forsatte kongen. "Jeg er ikke helt ung længere og jeg ser gerne at min ældste søn Emil, kan regere riget i en fredelig tid"
   Alle omkring bordet forstod kongen, selv Eliva vidste at hendes far inden for sidste vinter var meget syg. Gamlingen rejste sig nu igen.
   "Men deres majestæt, hvordan kan vi sende en repræsentant til obersten som han vil lytte til og som kan komme frem uden at blive genkendt? Som de ved skal disse typer af øjeblikkelig tilbagetrækning jo overgives direkte af et royalt medlem" Kongen nikkede.
   "Det er netop derfor jeg har tilkaldt min datter, Elvia."
   Det gav et gib i hende, og en mumlen gik gennem mængden omkring bordet.
   "Da jeg skal bruge mine to ældste sønner her til at hjælpe med at lede riget, og da min yngste søn er kendt ved sin deltagelse i de mange offentlige ridderdyster, kan han ikke bruges til denne vigtige opgave. Derfor bliver det min datter." Kongen smilede ned til Elvia, hun følte sig ilde til mode.
   Hun kunne se at det ikke lige var det, hendes brødre havde regnet med fra deres far.
   "Jamen, hør nu, Herre. Vær ikke naiv. Eliva er kun atten år og det er farligt at drage ud på sådan en færd alene, " protesterede Emil.
   Kongen afbrød ham før han kunne forsætte.
   "Jeres søster har en profeti som lover hende at hun skal bringe fred, derudover er hun en dygtig rytter og skytte. Hun vil selvfølgelig heller ikke rejse alene. Ydam tager med hende, han bliver informeret i dette ganske øjeblik." Kongen rejste og gik rundt i rummet. "Elvia hvis du godtager denne opgave, skal du selvfølgelig være klar over at du ikke må afsløre hverken dit mål eller din identitet før du møder Oberst Dysil. Du vil medbringe et brev der forklarer hele sagen."
   Elvia nikkede og hendes øjne lyste, hun kunne mærke spændingen strømme igennem hendes krop. Et eventyr, endelig noget spændende.
   "Jeg godtager opgaven, Herre, stol på mig jeg skal nok løse den."
   Kongen klukkede og hendes brødre smilede lettede, de havde alle tiltro til hende.
   "Du rejser i morgen ved daggry, rejsen vil tage dig omkring en måned, send brevduer ved hvert ophold I tager."
   Elvia nikkede ivrigt.
   "Du må nu forlade os," sagde kongen og signalerede til en tjener om at åbne døren. Hun rejste sig, nejede og forlod salen imens de tunge døre langsomt lukkede bag hende.