Thinave mærkede noget spidst prikke ham i siden. Han slog genstanden væk og trykkede sig i stedet tæt ind til Tenjana for at varme sig. Men så nåede lyden af stemmer hans øre.
   "Har du nogensinde set noget lignende." Var der en lys stemme der sagde.
   "Det er næsten kært." Svarede en anden stemme lidt dybere, men stadig for lys til at tilhøre en mand. Thinave var vågen, men han lod sine øjne forblive lukket mens han lyttede og vurderede situationen. Han kunne fornemme flere end to menneske kvinder. Måske fem, men han var ikke sikker. Den spidse genstand prikkede igen til ham, og han slog igen ud efter den. Denne gang fik han fat i det og knækkede træskaftet på spyddet. Endelig åbnede han øjnene for at se hvad der foregik med sine egen øjne. Foran ham stod en høj og muskuløs kvinde med et knækket spyd i sin ene hånd. Hun stirrede på det i forundring over at djævlen havde haft styrke til at knække det ellers stærke skaft med en enkelt hånd. Hun bar kun få klæder. Noget var bundet om livet på hende og var længere i den ene side end den anden, og hun havde noget lignende til at dække sine bryster. Hendes lange lyse hår var flettet og gik hende til midten af ryggen. Lokker var dekoreret med forskellige perler, og hendes håndled og ankler bare ligeså bånd tynget af perler og små farvestrålende fuglefjer. Om hendes hals hang et kranie fra noget der måtte være en lille kat. Malet med blå prikker der fulgte dens skal og ned med snuden. Ved hendes side stod fem andre lignende kvinder. Men de bare hver især en bue, hvor en drabelig pil var spændt for og var rettet mod ham. Han kunne kende de mørke buer og pilene med de blodrøde fjer. Han vidste hvem det var der stod over ham, og det fik det til at vende sig i ham. Det var Ayas oprindelige klan: Fuglene. Gruppen af krigeriske kvinder og djævlehadere som boede i skoven, hvor de havde deres eget lille samfund. Førhen havde de boet i skoven omkring Sion, men kongen havde fordrevet dem da de ikke ville være under ham. Thinave vidste at de ikke ville være i stand til at dræbe ham, og at han med lethed kunne dræbe dem, men han vovede ikke at gøre noget. Både fordi han ikke ville røbe sig selv, men også fordi han ikke følte for at dræbe flere.
   "Ondskabsfulde bæst!" Udbrød førerkvinden så højt at både Zonan og Tenjana vågnede. Et forskrækket hvin undslap Tenjanas læber da hun øjnede dem. Zonan stivnede også ved synet af dem, men også den forholdt sig passiv. Den vidste som Thinave, godt hvem disse kvinder var.
   "Lad os være i fred." Snerrede Thinave mens han kom på benene. Han håbede at han var i stand til at skræmme dem væk, og han gjorde derfor sine tænder spidse, trak sin pupil sammen og gjorde sine øjne gule.
   "Var din mund, djævel. Vi er ikke bange for dig. Vi har slået mange af din slags ihjel før." Tenjana kom på benene og stillede sig foran Thinave for at beskytte ham.
   "I må ikke gøre ham noget."
   Kvinden stirrede chokeret på Tenjana over hendes måde at forsvare ham på. Som om hun ville tage pilene for at redde ham.
   "Flyt dig!" Befalede hun, men Tenjana nægtede. Det endte med at hun rakte ud efter hende for at fjerne hende, men da var det at Thinave trådte frem for at forhindre hende i at lægge en hånd på Tenjana. En af de andre kvinder opfattede det som en trussel og affyrede sin pil imod djævlen. Den ramte godt og borede sig ind i siden på ham og ind i hans ene lunge. Han skreg i smerte og faldt sammen på jorden. Han stod på alle fire, da den frembrusende kvinde satte en fod mod den øverste del af hans ryg og pressede ham helt ned i liggende stilling. Tenjana ville træde til for at hjælpe ham, som han havde hjulpet hende, men en stærk kvinde holdt hende tilbage. Zonan kunne kun se magtesløst til. Den turde ikke gøre noget, for så ville de bare dræbe den, og den kunne ikke udføre noget magi der ville gøre nytte i denne situation. Smerten skar sig gennem Thinave og han mærkede hvordan hans mund blev fyldt med blod. Han spyttede det ud, men den blev lige så hurtig fyldt igen. Han begyndte pludselig at tvivle på sine evner. Måske kunne han godt dø alligevel, for han havde det som om det hele lakkede mod enden. Men efter han havde spyttet endnu en mundfuld blod ud standsede det lige så stille og han kunne igen trække vejret normalt. Kvinden trykkede ham endnu hårdere ned mod jorden, og han kunne høre hvordan Tenjana bønfalede om at lade ham være. Om at lade ham dø i fred. For det var hun overbevist om at han ville, for hun kendte ingen der kunne overleve en så dødbringende pil. Thinave begyndte at presse sig selv opad, og kæmpede imod kvinden styrke. Hun blev chokeret og fjernede selv foden. Thinave kom på knæ og han greb fat om pilen og flåede den ud i en brutal bevægelse. Det gjorde så ondt at han nær havde mistet bevidstheden, men hans sår lægte hurtigt og i takt med det forsvandt smerten.
   "Nu har jeg set det med." Udbrød kvinden med store øjne. "Hvilke trolddom beskytter dig?"
   Thinave kom vaklende på benene, og han smilede listigt. "Kald det bare trolddom hvis det er det i vil."
   "Hvilke djævelskab." Fnyste hun og hende der holdt Tenjana lagde hurtigt en lille skarp kniv for hendes hals.
   "Jeg forstår godt at Aya aldrig vendte tilbage til jer." Thinave stirrede fra den ene kvinde til den anden for at se om de kendte hende. Lederen trådte et skridt frem.
   "Og hvor kender du Aya fra, djævel? Hvad er dine forbindelser til hende?"
   "Jeg ved at hun engang var en af jer. Jeg kan fortælle Jer alt hvad jeg ved om hende, hvis I til gengæld lader os være i fred."
   "Jeg ved ikke hvor meget vi kan love. Det må du drøfte med vores ældsteråd."
   Tenjana blev sluppet og slynget i armene på Thinave. Og derefter blev de ført af sted ind i skoven. Zonan fulgte efter, og havde heldigvis undgået kvindernes opmærksomhed. Tenjana og Thinave gik side om side mens de blev ført til kvindernes opholdssted.
   "Jeg forstår ikke hvordan du kunne overleve det?" Hviskede hun og hentydede til pilen. Thinave gav hende den forklaring at der engang var en han hjalp, som havde skænket ham denne evne til ikke at kunne dø under noget våben. Et spyd prikkede ham hård i ryggen, og en af kvinderne bad ham holde mund. De måtte fortsætte resten af vejen i tavshed.
   De gik et godt stykke vej før en lysning i skoven blottede de første små hytter i deres landsby. Den så ud til at have ligget der et godt stykke tid. Husene var små og bygget op af mudder og ler, med tage af tørret græs. De gik af en sti langs et stakit hvor store solsikke rejste sig, og skjulte den store køkkenhave der lå bag. Der sad nogle mindre muskuløse kvinder på alle fire og lugede i køkkenhaven, og alt stod så pænt på rædde række. Ikke en eneste ukrudtplante var der at se, og der manglede ikke noget. Thinave kunne både se kål, kartofler, radiser, gulerødder og lange rækker af høje tomatplanter med store røde og glinsende tomater. På deres modsatte side stod diverse frugttræer og buske. En lille flok smågrise kom pludselig farende ud gennem et naturhegn mens de hvinede højt og løb zigzag ind mellem hinanden. En stor kvinde med en grev svingende over hovedet kastede sin overkrop ind over hegnet mens hun skældte ud på de små dyr. Både Tenjana og Thinave standsede op i chok, og kvinden fik pludselig øje på dem. Hun sænkede greven og lavede et ansigt trukket hen i vrede. Hun samlede det spyt hun havde i munden og spyttede klatten hen imod Thinave. Han trådte et skridt til siden for at undgå den. Men kvinden bag ham stak ham atter i ryggen som et tegn til at han skulle fortsætte. En af de små grise skulle have stillet sin nysgerrighed og den fulgte efter dem, og bed Thinave i buksebenet. En anden sluttede sig til den, men den fandt det sjovere at gnaske på Tenjanas kjole. Hun prøvede at vifte den væk, men den blev ved med at komme tilbage. Pladsen åbnede sig og de trådte nu ind i selve landsbyen. Byen var smukt udført skønt den var simpel. Der var flere kvinder end Thinave havde regnet med, og han kom helt til at føle sig som ene hane i hønsegården. Her var også mange dyr der gik rundt på må og få. Grise, høns og geder. Og en enkelt sort hund som med det samme øjnene Zonan og sprang den lystigt i møde og indbød til leg. Zonan blottede sine tænder og knurrede af hunden for at give den besked om at den ikke gad at mænge sig med den. Hunden virkede dog ikke helt til at forstå og dansede og sprang som en hvalp rundt om den. Der var kun få børn, og det var alle piger. Ikke en eneste dreng var der at se. De stoppede deres leg da de så de fremmede, og løb hen til deres mødre som de kunne gemme sig bag. Og deres møde samt alle de andre kvinder var stoppet med deres gøremål og stirrede alle mod de nye. En af dem var ikke længe om at åbne munden og råbe op. Thinave havde bemærket hende længe før hun åbnede munden, for hendes udtryk havde længe i forvejen lagt op til det.
   "Dræb det bæst!" Råbte hun mens hun løftede sin knyttede hånd som en trussel.
   "Den kan ikke dræbes." Svarede kvinden bag ham tilbage.
   "Så hug dog hovedet af den, det skal nok gøre den tavs." Besvarede den vrede kvinde og greb en økse i en træblok nær hende. Og Thinave krympede sig. Ja, sandt at sige. Havde han intet hoved ville han nok dø.
   "Det må vente til senere." Kvinden prikkede igen Thinave hårdt i ryggen og han satte farten op. Han frygtede dog ikke at skulle møde denne økse-kvinde, for hun ville aldrig få lov til at nå at svinge øksen., før han selv havde gjort hende tavs, som hun kaldte det. Men han håbede inderligt at det kunne undgås, for han ønskede trods alt ikke at skade flere. De gik imod et hus der lå lidt afsides end de andre. Der var ingen vinduer i det. Kun en tung trædør. De nåede det og en af kvinderne åbnede døren og Thinave blev skubbet ind i mørket efterfulgt af Tenjana. Zonan nåede også selv lige at smutte ind før den tunge dør blev lukket i og efterlod dem i det dystre mørke. Væggene var bygget så tykke at ingen lyd nåede ind, og luften var tung og kølig. En smule lys trængte ind ved dørens samlinger, men det var langt fra nok. Thinave så alt udmærket efter hans øjne havde vænnet sig til mørket. Og lyttede han godt efter kunne han også høre det der foregik på den anden side af væggen.
   "Hvad nu?" Kom det sagte fra Tenjana der stod omsluttet i mørket og stirrede frem for sig med blinde øjne. Hun anstrengende sine øjne for at prøve at se, men det var nyttesløst. I stedet måtte hun strække begge arme frem mens hun famlede sig frem for at finde Thinave. Hun stødte ind i væggen og følte på den.
   "Hvor er du henne?" Hun vendte rundt og begyndte at gå ud i rummet igen, med forsigtige skridt af frygt for at falde over noget. Thinave gik hen imod hende og tog fat i hendes arme og sænkede dem.
   Han førte hende tilbage til væggen og bad hende sætte sig op af den. Det gjorde hun og han satte sig ved hendes side og pustede ud. Hun slap ikke hans hånd men blev ved med at knuge den mens hun dirrede i kulden. Hun lukkede øjnene i. Der var ingen grundt til at bruge energi på at holde dem åbne, når hun alligevel ingenting kunne se. Zonan satte sig ved Thinaves side, og Thinave kunne se at den virkelig havde noget den skulle ud med, men det måtte vente lidt. Der gik ikke lang tid før Tenjana faldt i søvn. Og da Thinave og Zonan var sikre på at hun sov begyndte de at tale lavt sammen.
   "Thinave, du er og bliver nød til at bære min amulet for mig." Var det første der undslap Zonans sorte læber. "Hvis de ser den, vil de tage den, og det ville være frygteligt. Jeg har ikke magi nok til at kunne skærme den hvis de beholder den."
   "Det kan jeg ikke." Udbrød Thinave. "Du ved hvad der sker hvis jeg får fingre i den. Jeg bliver langt værre end nogle af disse kvinder nogensinde kunne blive. Jeg ville slå hele byen ihjel uden at blinke."
   Alligevel bøjede Zonan sit hoved, og med en pote trak den amuletten af så den landede ved Thinaves side.
   "Det vil ikke ske igen. Tro mig. Du er stærkere nu og vil være i stand til at tøjle kraften i den."
   Thinave kiggede hen på Tenjana der sad med hovedet hvilende mod hans skulder. Turde han tage den igen? Han vidste at han kunne tåle at være i en let berøring af den, men at bære den var noget helt andet.
   "Jeg stoler på dig, Thinave." Zonan skubbede til amuletten med snuden for at indbyde djævlen til at tage den, og til sidste gav Thinave efter. Han rakte ud for at tage den, men centimeter fra standsede han. Han kunne allerede der mærke den onde trolddom i den, og hans hånd begyndte at dirre.
   "Jeg håber at du ved hvad du gør." var det sidste han sagde før han endelig greb amuletten. Som sidst begyndte den at blive varm i hans hånd og begyndte at sende stød efter stød igennem ham. Han kneb øjnene sammen og pressede ligeså sine læber hård sammen for at holde sine beklagelser inde. Han bøjede hovedet bagover til væggen standsede det mens han begyndte at trække vejret hurtigt. Hans arm gik i en krampe som var ved at brede sig til hele hans krop. Han frygtede at Tenjana ville vågne, for han begyndte at skælve som var han blevet sænket ned i koldt vand. Zonan bakkede et par skridt tilbage mens den lavt bad ham om at beherske sig og undlade trolddommen at få overtaget. Han måtte fjerne sig fra Tenjana for hvis han blev hvor han var, ville hun vågne. Med besvær fik han kontrol over sine hænder, og støttede hende da han trak sig væk og fik lagt hende ned. Han kantede sig væk og følte hvordan hans øjne forvandlede sig og hans tænder blev spidse. Han havde lyst til at brøle, men han holdt det inde og krummede sig i stedet sammen mens han kæmpede imod ondskaben. Efter adskillige anstrengende minutter lykkedes det ham endelig at tøjle den, men da sank han også udmattet sammen på jorden midt i rummet. Han kunne nu åbne sine fingre og slippe amuletten. Fra sin liggende stilling tog han den om halsen og gemte den under sin trøje så ingen ville se den. Men han kunne stadig mærke hvordan den ihærdigt prøvede at trænge ind i hans sind og sjæl. Zonan gik hen til ham.
   "Se, hvad sagde jeg?"
   "Ja, men det var tæt på at mislykkedes." Gispede Thinave og kantede sig op i siddende stilling. Hans hår var blevet helt fugtigt efter kampen, og sveden drev fra ham. "Jeg vil hellere slås med 40.000 mænd end at skulle gøre det igen."
   Zonan hørte forbi det, og følte sig blot tilfredsstillet med at amuletten nu var mere sikker. Medmindre kvinderne ville rive tøjet af Thinave. Eller værre. Hvis de fandt en måde at dræbe ham på, for så ville de helt sikkert gennemsøge hans klæder efter han var død.
   Der gik en time før der endelig skete noget. Der blev rumsteret ved døren og en nøgle blev drejet. Thinave rejste sig og gjorde sig klar. Døren åbnede op med en knirken og en varm bølge af sollys skar sig ind i mørket så Thinave måtte skærme for sine øjne for ikke at blive blændet. Efter så lang tid i mørke kunne hans øjne slet ikke tilvænne sig så hurtigt. En kvinde gik ind og tog fat om hans arm med spidse fingre og vred den mens hun slyngede ham ud af døren. Hun lod Tenjana, der stadig sov, og Zonan blive tilbage, og døren blev igen lukket og låst. Thinave var landet på alle fire på jorden mellem en flok af krigerne. Han kunne høre lyden af et dusin buer der blev spændt. Kvinden der havde hevet ham ud i lyset greb på ny fat i ham og fik ham rejst op, igen med dette brutale greb. Thinave stirrede frem for sig med sammenknebne øjne, og på alle de krigere der stod om ham.
   "Vi har samlet vores ældsteråd. De venter på at se dig." En ny kvinde trådte til for at greb fat i hans anden arm, og de begyndte at lede ham mod den modsatte ende af byen. De standsede op foran en hytte større end de andre. I dens front var der en stor åbning, hvor to røde sjal hang ned og fungerede som en dør. De to kvinder førte Thinave ind i rummet bag og placerede sig i midten med ham imellem sig. Heller ikke dette rum havde vinduer, men her var varmt og olielamper lyste det op. Gulvet var dækket af farverige og mønstrede tæpper med frynsede kanter. Thinave skænkede hurtigt sine nye omgivelser et kort blik. Ved åbningens venstre side hang en række kranier i en kæde der næsten gik hele vejen ned til gulvet. Thinave sank en klump da han opdagede de hornede kranier der grinede imod ham med de hvide tænder. Et par af dem havde spidse tænder, og Thinave gættede på at de måtte være blevet dræbt i en kamp siden deres tænder havde været spidse i dødsøjeblikket. De var udsmykket med sære mønstre der var ridset ind i de hvide ansigter, og nogle var malet med blå prikker der fulgte issen og ned mod hullet hvor næsen havde været, og rundt om de tomme øjenhuler.
   "Der kan du også ende." En spraglet stemme lo og fik fjernet Thinaves blik fra kranierne og hen på det såkaldte ældsteråd. Der var seks af disse. Kvinder så gamle at deres alder var umulig at bedømme, og med hud så rynket at hele deres ansigt blev tynget og lå i folder. Deres øjne var blege, men de virkede til at kunne se udmærket. Det der chokerede Thinave mest var at disse kvinder alle lignede hinanden på en prik. Kun få træk og deres indbyrdes tøj skilte dem ud fra hinanden. Deres hår var langt, tyndt og sølvfarvet. Nogle havde det hængende løst ned over de spinkle skuldre, og andre havde sat det op med knogler.
   Den midterste kvinde gyste og rystede på sin krop.
   "Åh, I grufulde skabninger." Hendes stemme dirrede. "Det er første gang i mit lange liv at et levende eksemplar har sat sine fødder i dette hus. Og forhåbentligt bliver det også den sidste." Thinave havde lyst til at sige noget, men han holdt sine ord inde og lod kvinden fortsætte med sin, åbenbart ædle tale. I hvert fald ifølge de andre, for de sad og nikkede medgivende hver gang hun talte. Kvinden, hvis navn var Agre, foldede sine hænder foran sig og vedblev at stirre mod Thinave med et udtryksløst ansigt. Hun roede med ordene inde i sin mundhule, og de andre syndes at gøre det samme.
   "Jeg hører at du kender til mit barnebarn, Aya." De andre nikkede igen, og Thinave besluttede hurtigt at han ville svare på alle spørgsmål så høfligt han kunne.
   "Ja, jeg kender hende. Jeg har for en kort stund rejst sammen med hende."
   "Hvordan ved vi at du taler sandheden. Jeres slags har ry for at lyve og bedrage så det står Jer langt ud af halsen."
   "Må jeg være fri." Fnøs Thinave, og havde kort glemt alt om at besvare spørgsmålene høfligt. Agres tilnærmelser fornærmede ham, men han undskyldte straks efter han havde sagt det. Agre løftede sit ene øjenbryn over hans kommentar.
   "Du bør tænke før du taler, for dine ord kan koste dig dyrt." Var alt hun svarede, mens hun samtidig tænkte på at denne djævel alligevel skulle dø når dette sceneri var overstået. Hun havde dog allerede fået besked om at han ikke var lige til at dræbe, men der skulle nok være metoder at ordne det på. Thinave fortsatte i mellemtiden med at fortælle om Aya.
   "Hun lever blandt mænd nu," startede han, men nævnte ikke at Gabriel var iblandt dem.
   "Men hvor kender du hende fra? Det ligner hende ikke at skåne en djævels liv. Hun har fra barnsben blevet indlært i at slå jeres slags ihjel."
   "Det må være noget hun har ignoreret, for jeg har leget med hende da hun var lille."
   "Det hænger jo ikke sammen." Hun støttede sit trætte hoved på sin hånd mens hun tænkte. "Hvornår skulle hun have haft mulighed til det."
   "Førhen boede I i skoven omkring Sion, passer det ikke?" Spurgte Thinave.
   Den gamle nikkede og tænkte sig tilbage på dengang, og Thinave fortsatte.
   "Jeg boede selv i Sion med min far, og Aya og jeg legede i skoven når der var mulighed for det."
   Kvinden brugte nogle minutter på at tænke lidt mere og prøvede at erindre. Sandt, så kunne hun godt huske at Aya tit legede ude i skoven. Ayas mor havde engang forfulgt Aya ude i skoven, hvor hun så hende i selskab med dette djævlebarn, som Aya dengang havde beskrevet som en menneskedreng, men Ayas mor havde fulgt med hende ud i skoven og opdagede at det ikke var et menneske men en djævel. Hun kunne nu huske det tydeligt, og ville afprøve om det kunne passe. Var denne djævel den samme djævel som havde leget med hendes barnebarn. Thinave stirrede igen på kranierne da den gamle endelig kiggede op og skilte sine læber for at sige navnet på djævleungen.
   Og som hun nok havde forventet vendte han straks blikket mod hende og måbede. Hun kendte hans navn. Hvor meget havde Aya fortalt om ham?
   "Det var pokkers," mumlede hun og knyttede hånden. "Jeg må erkende at jeg godt ved hvem du er nu. Aya har snakket så meget om dig dengang hun var lille, men hun nævnte aldrig hvad du var. Du var bare en lille dreng fra Sion. Havde vi vidst at du havde været en djævel var vores krigere blevet sendt ud i skoven og havde dræbe dig. Men ingen af os fattede mistanke før min datter fortalte at hun havde set dig." Hun begyndte pludselig at klukke. "Aya virkede til at være så glad for dig, og hun kunne fortælle historie efter historie om jeres lege i skoven." Hun blev igen stille i nogle sekunder. "Jeg elsker stadig mit barnebarn højt. Hun blev år tilbage bortført af barbarer, og vi har i al den tid troet at hun var død."
   "Det er hun ikke," Forsikrede Thinave hende. "Hun blev reddet, men ville ikke vende tilbage til jer. Hun savnede eventyr, og livet her var hende for ensformig."
   Den gamle rejste sig pludselig mens hun nikkede. "Ja, det har hun nok haft ret i. Alt hvad jeg blot ville vide, var om hun var i live og havde det godt. Men at det var en djævel, vores værste fjende, der skulle fortælle det kommer bag på mig."
   "Jeg er ikke fjende," forsikrede Thinave hende. Hun begyndte at gå ham humpende i møde. Lille og forkrøblet.
   "Hvis du ikke skulle være min fjende, hvad skulle du så være? Vi er vokset op med at det hele tiden har været sådan."
   "Så var det måske på tide at det skulle ændres. Spørg blot den kvinde jeg har med mig, hun vil kunne give dig svar, for hun mente for kort tid siden det samme som dig og alle andre i denne by." Agre nåede ham. Hun gik ham til lige under brystet, og hun løftede hovedet og kiggede op på ham med smalle øjne. Hun stod en meter fra ham, for tættere turde hun ikke komme.
   "Jeg skal tænke over det." Mumlede hun og nikkede til de to kvinder der holdt Thinave om at de godt kunne føre ham ud igen. Hun befalede dem til at lukke Tenjana ud og føre dem begge til hendes hus, så ville hun komme når hun var klar.
   Da de var gået vendte hun tilbage til de andre med ordene. "Hvorfor er der ingen af vores slags der er bare halvt så kønne som ham." Hun klukkede en stille latter, og det samme gjorde de andre fem.
   Hun tog sin stol og stillede den op af den ene væg, og de andre gjorde det samme. Agre spekulerede
   som hun aldrig havde spekuleret før, for hun havde set noget i denne djævels øjne som hun ikke før havde set i nogle andre øjne før ham. Og hun var gammel og havde kigget i øjnene på mange. Det havde fået hende til at tvivle, og hun følte at hun måtte vide mere om ham, og ikke bare slå ham koldt ihjel som det havde været hendes hensigt. Det havde hun gjort så mange gange før, men hun skulle måske sætte sig og lytte for en gangs skyld.

Der gik ikke lang tid før både Thinave og Tenjana sad side om side på hver sin stol i en hyggelig og varm stue. Den var som ældsterådets samlested, dekoreret med disse mønstrede tæpper der her både dækkede gulve og vægge. Stuen var derudover indrettet med små mørke borde, som var skåret så fint at de slet ikke passede ind, andre steder end i en rig mands hjem. Diverse planter stod rundt omkring i krukker, og en enkelt af dem snoede sig op af væggen ved vinduet og snoede sig rundt om karmen. I vindueskarmen stod der et glas fyldt med horn, som Thinave hurtigt gættede på måtte stamme fra nedlagte djævle. Han gøs, og tænkte at dette folk måtte have spillet en stor del i udryddelsen. Bag dem stod fire af krigerne for at bevogte dem og sørge for at de blev hvor de var. Zonan var ikke blevet lukket med ind, men måtte tage til takke med at sidde ude foran huset, mens denne fjollede hund fra tidligere igen hoppede og dansede rundt om den mens den lystigt bjæffede. Jagtede nogle gange en høne der kom for tæt på, men vendte hele tiden tilbage til Zonan, som blot kunne se irriteret til.
   "Hvor førte de dig hen?" Hviskede Tenjana til Thinave. "Jeg vågnede op og opdagede at jeg var helt alene, så jeg forstod at de havde hentet dig. Havde det noget at gøre med hende Aya du havde nævnt?"
   "Lad os snakke om det senere, hvis vi får lov." Og han tilføjede endnu lavere end før, for at kvinderne ikke skulle høre ham. "Du har vel stadig samme holdning angående min race, ik? Eller i hvert fald angående mig.?"
   "Selvfølgelig. Hvorfor det da?"
   "Fordi den gamle nok vil udspørge dig omkring mig."
   Tenjana skulle til at spørge hvad han præcist mente, men en dør blev smækket, og snart viste Agre sit ansigt i stuedøren, hvor hun en stund stod og betragtede dem. De rettede sig op og så hende an. Hun gik ind i rummet og satte sig på en stol så et par meter adskilte dem. Her gned hun de gamle krogede hænder mod hinanden mens hun med mellemrum løftede blikket og kiggede mod de to, især Thinave.
   "I mine unge dage var jeg den i landet der viste mest omkring din art." Startede hun og nikkede mod glaskrukken i vinduet. "Jeg har dræbt så mange at jeg end ikke har tal på det, og disse horn er kun en lille del af dem jeg har gemt."
   Tenjana skuede over mod Thinave for at se hans reaktion på denne massakre, men han forholdt sig tavst, dog med et par trækninger omkring munden, og hans kæbemuskler der blev spændt en anelse.
   Agre lænede sig behageligt tilbage og virkede stolt over det hun i sine unge dage havde udrettet. "Det var ren nydelse at skabe fred i verden ved at fjerne den ondskab din race rummer, men... " Hun lænede sig igen frem og stirrede med de blege øjne mod Thinave der sad og holdt vejret inde ovenpå det hun havde sagt. Hun fortjente jo at dø, men han vovede ikke at gøre noget, for måske kunne han være i stand til at skabe fred imellem dem, og så ville de sidste djævle være sikret. I hvert fald fra Fuglene.
   ".... Men, da jeg talte med dig, Thinave, så jeg noget jeg ikke før havde bemærket. Jeg har aldrig rigtigt snakket med nogle djævle før, for jeg har altid nægtet og dræbt dem med det samme. Og jeg har aldrig rigtigt kigget på dem. Jeg er ikke stærk længere, og jeg er blevet svag og gammel, og ser meget anderledes på tingene nu. Jeg er stadig voldsomt imod din race, men efter det du sagde er jeg villig til at lade vores forhold komme an på en prøve. Kan du overbevise mig om at jeg har taget fejl, får I lov til at gå, men gør du det ikke, vil jeg ikke vige tilbage for at tilføje min samling to ekstra horn." Deres blikke mødtes.
   "Hvordan skal jeg få dig overbevist?"
   "Lev blandt os nogle dage og vis os hvilke gode sider du har."
   "Jamen, det har vi slet ikke tid til, " indskød han. Han var kommet til at tænke på at de jo var på vej til Oka, hvor han ville møde sin moder. Og han skulle helst være der nogle dage før Gabriel, så de kunne nå at komme væk igen.
   "Ikke tid?" Agre var forbløffet, men holdt fast i sin befaling, og Thinave indså at der ingen anden udvej var. Agre fortalte at der hele tiden ville være krigere til at holde øje med ham, og selvom han måske havde svært ved at dø ville de være i stand til at påføre ham ulidelig smerte, og hvis det kom så langt, så skulle de nok finde en måde at slå ham ihjel på. Thinave sukkede dybt over at deres rejse ville blive forsinket, men han kunne intet stille op, medmindre han ville dræbe dem alle, men det følte han trods alt ikke for. Han var ikke som dem. Han blev ført ud igen af tre af kvinderne, men den sidste blev tilbage sammen med Tenjana, da Agre ville tale med hende under fire øjne.
   Uden for døren sad Zonan og ventede, stadig med den sorte hund sværmende om sig. Den så lettet ud over at se Thinave, og håbede at den nu kunne slippe for den sorte plageånd. Thinave prøvede at fortælle den, gennem sit blik og udtryk, hvad der skulle ske. Zonan opfangede at alt var okay, men de kunne endnu ikke forlade stedet. Thinave blev ført tilbage til den mørke hytte hvor de også sad til at begynde med, men der gik ikke lang tid før Tenjana kom og gjorde dem med selskab. Inden da havde Thinave forklaret hunden hvad der skulle ske, og den var skeptisk af samme grund som Thinave. Dette ville forsinke deres rejse yderligere. Tenjana forklarede efterfølgende hvilke spørgsmål den gamle havde stillet hende, om som Thinave rigtignok havde gættet, så var det omkring hans væsen og om hvorfor Tenjana var i selskab med ham. Hun fortalte alting som det virkelig var. At han havde reddet hendes liv, og ville føre hende til en anden landsby. Hun fortalte med en rolig stemme, at Agre havde været særdeles overrasket over hans handlinger, og det at han havde reddet hendes liv på den måde. Det kunne hun ikke forstå, men det ville være til eftertanke. Thinave var lettet da han hørte det, og han takkede Tenjana dybt for at hun havde fortalt sandheden.
   Hen ad aftnen blev døren ind til dem åbnet og den førerkvinde, hvis spyd Thinave havde knækket tidligere, viste sig i døren og viftede til dem som et tegn til at de skulle gå med. Hun forklarede at hele byen nu vidste hvad der skulle ske, så alle var forberedte. Selvom det ikke var alle der havde været lige begejstret for ideen, men de stolede på Agres vurderinger, da hun var den ældste blandt dem. Til Thinaves overraskelse forklarede kvinden ham at hun var Ayas storesøster og hed Nefi. Og når han kiggede efter kunne han godt genkende flere træk de havde til fælles.
   De blev ført tilbage til ældsterådets samlested. Gik igennem rummet hvor Thinave tidligere havde været afhørt, og ind gennem en passage til et andet rum. Allerede da de havde nærmet sig rummet, havde deres næser opfanget duften af mad, og da de trådte ind i salen blev de mødt af et meterlangt bord hvorpå alverdens lækkerier var anrettet. Rundt om bordet sad de fleste af byen kvinder og mæskede sig i alle de skønne retter, og en stor kande fyldt med vin gik på omgang. På midten af bordet lå en gylden pattegris med et rødt æble i gabet og dampede lunt. Og der var brød, fasaner, retter med grøntsager fra deres egen køkkenhave, og retter de aldrig havde set før. Alle kvinderne stoppede med at spise da Thinave og Tenjana viste deres ansigter. Og alle og ethvert af dem havde mistro i deres blikke. For bordenden sad Agre på en pænt udskåret stol. Hun rejste sig og klappede to gange i hænderne og alle tiede for at høre hvad hun havde at sige. Hun rakte en hånd frem mod de to som en præsentation og talte: "Som I allerede ved, er jeg gået med til at lade denne djævel, Thinave, leve blandt os i nogle dage, hvor han vil vise os at der ikke er noget grundlag for vores had imod hans race. Så jeg vil bede jer om at være åbne for hvad han har at sige. Og lad os håbe, for hans egen skyld, at han kan overbevise os, for hvis det ikke lykkedes er han godt selv klar over hvad der vil ske. Kender jeg djævle godt nok, vil det være ham umuligt, men nu må vi se tiden an." Kvinderne begyndte at tale i munden på hinanden så Agre igen måtte klappe i hænderne for at få ro til at tale færdig. "I kan sove trygt om natten, for jeg har sørget for at han vil blive bevogtet døgnet rundt, men lad os for denne gang glemme hvad han er og behandle ham som en gæst iblandt os. Og ligeså vil jeg byde velkommen til Tenjana, som Thinave reddede fra druknedøden for kun få dage siden. Hun er en ædel ung kvinde uden frygt." Derefter viste hun to ledige pladser ved sin side og de to satte sig til rette ved bordet, og snakken begyndte igen rundt om det lange bord. De andre prøvede at undgå at kigge på Thinave, og gjorde de det, var det stadig med disse hedenske blikke som altid. Det gjorde Thinave skeptisk. Agre rakte ham et fad med fasan, og han tog to stykker, hvor han gav Zonan det ene da ingen bemærkede det. Hunden sad under bordet mellem ham og Tenjana, og spiste sit mæt og tilfreds i det mad som de indimellem rakte den. Agre var ikke længe om at byde dem på sin fine rødvin, som de selv havde fremstillet. Hun vidste at alkohol kunne tvinge sider frem hos folk som de ønskede at skjule, og måske gjaldt det samme for djævle. Dette strejfede dog ikke hans sind da han takkede og lod sit krus blive fyldt af den berusende saft, for vin var heller ikke noget han var blevet tilbudt særlig ofte. Han smagte på den. Den var kraftig, men god. Og Agre blev igen og igen ved med skænke ham vinen med den bagtanke at han ville røbe for meget eller vise sin ondskab. Zonan var faldet i søvn under bordet, men havde den set hvor meget Thinave drak, havde den ikke tøvet med at stoppe ham før det gik galt. Tenjana havde også drukket godt til, for det havde hun aldrig fået lov til i sin hjemby, da hendes familie havde ment hun havde været for ung til den slags. Til Agres ærgrelse blev Thinave ikke som hun havde ventet. Han sad sunket sammen på stolen mens han med den ene hånd legede med gaflet på bordet. Hans syn var sløret og han var godt beruset. Pludselig rettede han sig op og henvendte sig til Agre, der selv sad og nippede blidt til vinen.
   "Det betyder virkelig meget for mig, at du giver mig den her chance for at vise at jeg har et godt hjerte." Han kiggede ned på sin tomme tallerken og så over på hendes der også var tom. Han fortsatte lavt, så hun næsten ikke kunne høre hans ord, pga. den larm der kom fra de andre. "Jeg har boet hele mit liv i Sion. I 20 lange år, og i mange år prøvede jeg at overbevise menneskene der om at jeg var god, men de ville bare aldrig acceptere mig og så bort fra de gode ting jeg gjorde. De ville kun sjældent tage imod min hjælp. Og nu vil du have at jeg skal overbevise dit folk om det samme på så kort tid:" Han rystede på hovedet og kiggede på de andre.
   "Vi vil ikke være så blinde som indbyggerne i Sion." Forsikrede Agre ham.
   "Ikke!" Udbrød han nu højt. "Se på de blikke de sender mig hele tiden. Dit folk hader mig for meget til åbne op."
   "Giv det nu en chance." Var alt hvad hun sagde og smagte igen på sin vin. Thinave stirrede på hende uden egentlig at se hende. Og så hen på Tenjana der sad ved hans side og som uden problemer var kommet i snak med den middelaldrene kvinde ved sin side. Thinave glippede med øjnene for at prøve at fokusere og få samling på sine tanker, men alt flød bare sammen i en stor pærevending. Han støttede sine albuer på bordet mens han drejede kniven rundt mellem sine fingre. Men den smuttede fra ham og røg gennem luften. Ramte Agres krus så det tiltede og al den gode vin farvede bordpladen blodig rød, og dryppede ned i skødet på Agre, før hun nåede at flytte sig. Trods sin alder, var hun ikke mange sekunder og at komme op fra sin stol mens hun foldede kjolen ud for at se skaden an. Det var hendes fineste kjole, og den var nu lige til at smide ud.
   "Dette her hjælper dig ikke, djævel!" Udbrød hun arrigt, og han undskyldte ydmygt, og prøvede at forklare at det havde været et uheld, men Agre var ikke så let at tø op, og hun klappede i hænderne så alle tiede. Så pegede hun på Thinave med ordene: "Festen er slut, og det kan i takke Thinave for." Så humpede hun ud og efterlod Thinave og Tenjana alene tilbage med det halve af byen, som nu havde set sig endnu mere sure på ham.
   "Vi skal vist gå nu!" Tenjana greb om hans arm og fik ham med. Da de var ude slap hun ham og betragtede ham i nogle sekunder. "Du giver os ikke store chancer her."
   "Det var et uheld, siger jeg jo." forklarede han og hun nikkede. "Ja, men det var søreme også et uheldigt et. Og så lige mod Agre. Den ene person i denne by der bestemmer over din skæbne."
   "Tror du ikke jeg godt ved det." han vaklede og måtte læne sig op af husmuren for ikke at falde. Han tog sig til hovedet og forklarede at han var for fuld til at snakke mere, for han kunne ikke tænke klart, og lige nu havde han bare lyst til at sove. I det samme dukkede der to krigere op, og de placerede sig tæt ved for at bevogte ham. De ledte djævlen og pigen til et hus ikke langt derfra, og åbnede døren og lod de to kigge ind.
   "For ikke så længe siden døde kvinden der boede her, og huset har stået tomt siden da. Her kan I sove." De gik ind og døren blev lukket i efter dem. Thinave kunne fornemme at de stadig stod derude, og det ville de nok gøre resten af natten. Huset var mørkelagt, men ingen af dem havde i sinde at lede efter en olielampe, eller tænde op i karminen. Thinave vandrede beklagende ned af gangen og kiggede ind i hvert rum han passede i jagten på en seng. Han fandt en i det sidste rum og gik derind. Her tog han sit fodtøj og trøje af, men beholdte bukserne på. Amuletten anbragte han i sin ene bukselomme, så han hele tiden havde den på sig. Han smed sig udmattet på maven i sengen. Hvor var det dog behageligt endelig at sove i en rigtig seng i stedet for på den hårde kolde jord.
   Tenjana viste sig i døren og udbrød: "Er der kun den ene seng i hele huset?"
   Thinave løftede hovedet og kiggede mod hende med trætte øjne. Nu kunne han godt skyde en lang pil efter den seng, tænkte han og begyndte at kravle ud af sengen igen for at lægge sig på gulvet, hvor meget det end smertede at han skulle gøre det. Men Tenjana standsede ham.
   "Nej, bliv dog liggende. Vi kan ligge der begge to hvis du rykker lidt ind og gør plads." Hun gik hen til sengen og han rykkede helt ind, da sengen ikke var vitterlig stor. Tenjana lagde sig ved hans side og han slog armen om hende og lukkede øjnene. Han var så træt at det var ubeskriveligt og faldt hurtigt i en dyb søvn. Zonan havde de dog glemt alt om. Den havde ligget og sovet under bordet i salen, men vågnede da kvinderne begyndte at forlade den. Thinave og Tenjana var borte og den anede ikke hvor de befandt sig, så den sænkede atter hovedet og sov videre. Hellere ligge under dette bord end ude i den kolde nat. Dem havde der været rigeligt af.