Det var tidlig formiddag den næste dag. Thinave gik med hurtige skridt ned af jordvejen i retning af nabogården der kunne skimtes længere fremme. Han havde taget hætten på for at skjule sine horn og spidse ører og stoppet sin lange hale i bukserne. Det var ubehageligt, men han kunne intet andet stille op. Ved hans side fløj Naledi og Abedin. De var usynlige igen for ikke at blive set, og somme tider talte de til Thinave med deres lave stemme, men det meste af tiden holdt de sig i baggrunden, og opførte sig som de altid havde gjort det.
   "Pas nu godt på at de ikke opdager hvad du er." Sagde Naledi da de næsten var fremme.
   "Så længe ingen af dem river hætten af mig, opdager de intet," forsikrede han hende mens han gik hen over gårdspladsen. Han nåede hoveddøren og bankede på den. Henne fra stalden til højre kunne han høre en gris hvine i rædsel, og han undrede sig over hvad der mon foregik.
   "Ja, ja!" Var der en der råbte på den anden side, og den samme stemme sagde derefter lavt: "Jeg håber ikke det er den pokkers skærsliber igen."
   Døren blev åbnet, og en kvinde på alder med Gry gjorde sig til kende. Hun havde et tørklæde om håret og stod og var i færd med at tørre sine hænder i det hvide forklæde hun havde om livet.
   "Kan jeg hjælpe?" Spurgte hun og prøvede at placere Thinave blandt folk hun før havde mødt.
   "Jeg kommer fra Grydas gård." Startede han. "Hun har bedt mig...." han nåede ikke at fuldføre sin sætning.
   "Jamen, så må du jo være den knægt hun netop har ansat. Mine sønner fortalte om dig. De sagde, at de mente at du nok ville komme forbi en af dagene for at bede om hjælp. Kælk, som arbejdede der før dig, kunne heller ikke klare høsten alene, så de mente at Gry nok også ville sende dig af sted. Det er da derfor du er kommet, ik?"
   "Jo, det er det. Tror du de vil hjælpe?"
   "Selvfølgelig vil de det. Det har de gjort de sidste par år efter at Trel døde." Hun pegede til højre og hen mod en faldfærdig staldbygning. "De er derinde."
   Thinave takkede og gik hen til stalden og åbnede porten. Han kom ind i det samme øjeblik som Aud plantede en bred kniv i struben på en ophængt og sprællende gris. I en enkel bevægelse snittede hans dens halspulsåre over så det røde blod fossede ud af de endnu levende dyr. Thinave havde aldrig hørt en mere grusom lyd komme fra noget levende væsen, og han holdt sig for ørene, men var ude af stand til at skærme for den. Derfor søgte han hurtigt dyrets øjne, og trods hele seancen ramte han plet på kun få sekunder. Han ønskede at dyret skulle dø hurtigt og dræbte det derfor med et enkelt øjekast. Aud der kun lige havde nået at sænke den store kniv stirrede forundret på det døde dyr.
   "Det var dog utroligt så hurtigt den døde. Det har jeg aldrig været ude for før." Men så fik han øje på Thinave der endnu stod i porten, og som oven på oplevelsen var blevet bleg i ansigtet. Han ønskede at han aldrig skulle opleve noget lignende igen. Da han havde set i dens øjne, vidste han, at den selv var klar over hvad der foregik. Hvem ville ikke det når man sådan blev klynget op og en drabelig kniv blev løftet. Cevat var også i stalden, og han stod tavst og kiggede mod Thinave. Deres fader, den ældre men robust byggede Ugur, stod med en spand under grisen for at opsamle blodet.
   "Hvad sagde jeg," Sagde Cevat med et sejrende smil og kiggede mod Aud. "Du skylder mig en skilling." Aud roede i sin ene lomme med en irriteret mumlen og kastede derefter mønten til sin bror, som greb den.
   "Det er høsttid, ikke sandt?" startede Cevat og henvendte sig endelig direkte til Thinave.
   "Gry bad mig gå herhen og bede om hjælp." Svarede djævlen en anelse flov over at skulle sige det. Han var ikke meget for at bede om hjælp, men når det nu ikke kunne være anderledes, og hvis det behagede Gry, så var det det han måtte gøre. Det var også for hans eget bedste.
   "Vi hjælper gerne," svarede deres fader, Ugur og stillede spanden fra sig. "Gry plejer at betale os godt, så det er et tilbud vi ikke kan afslå. Vi skal jo alle have noget at leve for, ikke sandt?"
   Thinave nikkede og kløede sig i nakken. Så deres fader skulle altså også være med.
   "Skal vi tage en vogn med, eller er den af Grys blevet lavet?"
   "Jeg har lavet den, så det behøves ikke," svarede Thinave, og et kejtet smil strakte sig fra Ugurs ene øreflip til den anden.
   På vejen tilbage mod Grys gård, virkede Ugur særdeles interesseret i Thinave. De to gik side om side, og Ugurs tale flød som en strøm fra hans læber. Han havde taget sin stråhat på så hans skallede isse ikke skulle lide under solen. Han lignede i sandhed en garvede bonde med hatten, smækbukserne og de slidte træsko. Hans hænder havde malket flere køer end der var stjerner på himlen, og talte han om klipning af får, var det som at høre en professor undervise i kringlede matematiske formler. Han kunne på det korte stykke vej fortælle så meget om det at drive en gård, at Thinave til sidst måtte lukke helt af for snakken, og indimellem bare svare et ja eller nej, når han blev stillet et spørgsmål. Men så ændrede Ugur kurs og begyndte i stedet at tale direkte til Thinave.
   "Du ligner en der kan sit håndværk." Startede han og gumlede på et strå han havde taget fra det høje græs i grøften.
   "Jo," Svarede Thinave forsigtigt og skævede hen imod de to sønner der i samme øjeblik sendte ham et par smalle øjne. Thinave sporede et strejf af jalousi i deres blikke. Det var åbenbart ikke særlig tit at de fik rosende ord fra deres far for deres arbejde. Og at Ugur pludselig mente at Thinave kunne sit kram uden at kende ham, faldt ikke i deres smag. De sagde dog intet.
   "Hvor længe har du planer om at blive hos Gryda?" Spurgte han nysgerrigt.
   "Det ved jeg ikke. Måske bare vinteren over."
   "Hvis det er du ikke har noget sted at tage hen derefter, er du velkommen til at arbejde for mig. Jeg kunne godt bruge en stærk mand med hænderne skruet ordentligt på." Han skuede samtidig hen mod sine sønner, og Thinave vidste ikke om han blot var ude på at få drengene til at indse at de måtte mande sig lidt op, eller om han virkelig mente hvad han sagde. Ingen af dem svarede ham dog, men gik og stirrede skamfulgt og ydmygt ned i jorden foran deres fødder. Thinave fik ondt af dem, og han ville nødig gøre sig uvenner med nogen.
   "Du har da to raske drenge. De kan vel sagtens..."
   Ugur afbrød ham med et håndslag og et håbløst suk. "Arh, de dovenkroppe kan ikke engang finde ud af at plukke en høne. Det eneste de duer nogenlunde til er at høste og fodre kreaturer." Og han tilføjede hviskende. "Selv Gryda, som er blind som en hulefisk, synes de sløser med deres arbejde, men i den tid hvor Kælk ikke var der, havde hun jo ikke andre til at hjælpe sig. Jeg kunne ikke hjælpe hende så meget, for jeg har selv et fuldtidsjob på min gård."
   Thinave kunne se hvor meget det nagede de to drenge, at deres egen far talte så nedladen om dem. Thinave forstod dem bedre end nogen anden, for selv om hans egen far havde behandlet ham godt, så var det som at høre Sions indbyggere beskrive ham. Forskellen her var bare at Ugur udmærket godt kendte sine sønner, mens Sions folk med vilje havde valgt ikke at ville kende Thinave, men blot dømme ham på forhånd. Ugur talte videre, indtil de ikke længe efter stod i Grys stald og var i færd med at trække vognen ud. Thinave hentede de to heste og spændte dem for så de kunne trække vognen ud på marken. Gry havde redskaber nok til dem alle, så de kunne arbejde med hver deres le. De gik med nogle meter imellem sig og fældede kornet i præcise hug med de skarpe redskaber.
   "Ham kan jeg ikke lide." Hviskede Naledi og frigjorde et enkelt korn fra plantens akse. Det var modent og hårdt.
   "Heller ikke jeg," svarede hendes bror. "At tale sådan ned til sine sønner, og så mens de hører på det. Det burde ikke være lovligt." Abedin rettede på den hue han havde på hovedet. "Han er et værdigt offer."
   "Du gør bare hvad du vil," Hviskede Thinave smilende, og så frem til at se hvad den lille fyr havde i ærmet af numre.
   "Jeg er bedst til at bide folk, så de tror jeg er en myg eller et andet bidskt insekt. Men måske skulle jeg for en gang skyld gøre noget andet." Og så fløj alfen hen i retning af Ugur. Manden knoklede som en arbejdshest, og måtte flere gange tørre svedet af sin rynkede pande for at forhindre at det løb ned i hans øjne. Han var taknemmelig for sin behagelige hat, og så frem til den kækkelige betaling Gry ville give for deres slid. Han havde netop svunget leen da den usynlige Abedin, tog fat i kanten på hans hat og skubbede den bagover. Ugur greb efter den, men nåede ikke at få fat på den, og den trillede hen over jorden. Han tog den på igen og skulle til at fortsætte sit arbejde, da den drillesyge Abedin igen rev hatten af ham. Denne gang så den fløj længere væk, og tvang Ugur til at træde hen over det fældede korn for at nå den.
   "Pokkers til brise," bandede han og fangede hatten. Han pressede den godt ned over hovedet og sørgede for at den denne gang sad ordentlig fast. Men selv dette var ikke nok til at holde den på plads. For endnu en gang var Abedin på spil, og lod denne gang hatten flyve et par meter længere væk. Ugur svovlede og bandede som en arrig hankat da han satte af efter hatten. Thinave måtte vende ansigtet bort for han ville ikke stå og grine Ugur direkte op i hans bare ansigt, selvom han måske havde fortjent det.
   "Nu er det nok," spyede Abedins offer, greb hatten, samt et stykke snor, så han kunne surre den fast til sit hoved. Han kom til at ligne en gammel kone, men han virkede ligeglad, bare hatten blev på sin plads. Thinave så at også Aud og hans bror lo, men de ønskede til gengæld ikke at skjule deres latter. De lo så højt at Ugur vrissede af dem og truede med at hugge deres ben af med sin le.
   "Skarnsknægte!" Mumlede han og fortsatte sit arbejde en anelse mere rød i hovedet.
   På et tidspunkt kom Gry ud på marken. Hun havde sin stok i forlængelse af sin arm og brugte den til at føle sig frem. Hun fulgte lyden af dem.
   "Går det fremad, drenge?" Råbte hun til dem. Det var Ugur der svarede.
   "Alt går som det skal, kære Gryda." Han lænede sig hvilende op af leen og kiggede hen på hende.
   "Det går faktisk så godt, at det er lige før jeg snupper din arbejdsdreng her med hjem." Han sendte Thinave et sideblik og blinkede med det ene øje.
   "Ja, det kunne jeg forestille mig," svarede hun blot og slog en irriterne flue væk. "Men brug nu bare dine egne to drenge i stedet, og lad mig beholde min."
   "Jamen, jeg har allerede spurgte ham, og han var mere en villig."
   Grys udtryk blev underligt. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, og derfor skyndte Thinave sig at svare.
   "Det passer altså ikke," Svarede han skarpt tilbage. Hvorfor skulle Ugur dog stå og lyve på den måde? Ugur smilede blot sit kejtede smil, der fik hans ansigt til at ligne en tørrede sammentrukket sveske.
   "Han fortjener da helt klart et ordentligt bid," Hviskede Abedin modigt.
   "Du gør bare hvad du finder rigtigt," hviskede Thinave hævnfuldt tilbage og støttede sig til sin le, mens han igen afventede Abedins handlinger.
   "Av for den da!" Råbte Ugur op og klaskede sig i nakken med en pinefuld grimasse. De to sønner lo igen. Ja selv Gry lo selvom hun ikke så hvad der skete. Hun måtte have gættet sig til hvad der var sket, og hun svarede da også: "Blev du bidt af noget, kære nabo? Vi bliver nok hjemsøgt af alfer. De bider dem de ikke kan lide ved du nok." Og så rystede hun leende på hovedet og vendte sig for at gå tilbage.
   "Han smagte værre end han så ud." Sagde Abedin efterfølgende og spyttede i væmmelse.
   "Det kunne jeg godt have fortalt dig," Hviskede Thinave og undertrykte en latter.