Midt gennem byens midte løb der en bred og brusende flod. En næsten lige så bred bro gik fra den ene bred til den anden, og den var tætpakket af krydsende folk. Flodens rumlen overdøvede dem alle, og hvide sting piskede op over den mur der var bygget op omkring dens breder. Noget sagde Thinave det det var pga. regntiden i bjergende at floden var blevet så voldsom. Der var pludselig over dobbelt så meget vand der skulle passere, og det i rasende fart. Han banede sig vej mod broen og den voldsomme flod, men han standsede et godt stykke fra mens han overvejede om han skulle krydse eller ej. Menneskerne gik trods alt meget tæt der, og en af dem ville med lethed kunne komme til at trække hans hætte tilbage. Han besluttede sig for at vende om da en kvindes høje stemme overdøvede selv flodens buldren af vandmasser der slog mod hinanden. Han vendte sig mod lyden og så til sin store overraskelse en ung kvinde balancere rundt på murens kant. Hun så ud til at være nogle år yngre end ham selv, og meget højrøstet. Flere gange vaklede hun, men hun genvandt hele tiden sin balance igen. Thinave måtte koncentrere sin hørelse for at skille hendes stemme ud.
   "I kan ikke tvinge mig!" var det første han overhørte. "Jeg elsker slet ikke manden, og jeg ville hellere dø end at skulle giftes med ham."
   Tvunget ægteskab, tænkte Thinave og gik et par skridt tættere på, mens kvinden igen truede med at tage sit eget liv ved at springe i floden. Thinave kom tæt nok på til at kunne se hendes øjne, og han så i dem at det ikke var andet end tomme trusler. Hun håbede bare at hendes familie ville tage hende alvorligt og lytte. Tænke på hendes behov og ønsker. Thinave fik ondt af hende, og så til mens hun vaklede frem og tilbage på murens alt imens hun sendte sine klager ud så alle og enhver kunne lægge øre til. Hendes familie stor tæt ved og prøvede at tale hende til fornuft. Prøvede at få hende ned og i sikkerhed. En mand, sandsynligvis hendes egen far prøvede at gribe fat i hende, men hun flyttede sig blot hver gang. Folk var standset op midt i deres gøremål og så nysgerrigt til. Nogle virkede ligeglade mens andre stod med frygt malet i ansigtet. Thinave følte sig heller ikke vitterlig tryg over situationen, for han havde set hvordan pigen op til flere gange havde været ved at miste balancen. Endte hun i den brusende flod, ville hun ikke have en ærlig chance. Hun rev i en brutal bevægelse kjolen til sig da den såkaldte fader igen rakte hånden frem for at gribe fat i hende.
   "Nu kommer du ned derfra, Tenjana." Råbte han vredt og tilføjede: "Og lad være med at være så barnlig. Hvad tror du ikke folk tænker. Du bringer kun skam over os."
   Pigen skulle til at svare igen, men da var det at hun mistede balancen og med et forskrækket hvin forsvandt hun fra deres åsyn. Folk stimede til for at kigge over muren. Det tog ikke Thinave mange sekunder at mase sig igennem folkemængden og presse sig til en plads ved muren. Han så hende forsvinde ned under vanden og op igen, og sådan fortsatte det til hun allerede var mange meter nede af floden. I de sekunder hvor hendes hoved dukkede op i den urolige overflade skreg hun panisk eller spyttede vand ud. Thinave tænkte kun på en ting, og det var at han overhoved ikke havde tid til at tænke. Han kunne enten lade floden tage hende og være ligeglad, eller mande sig op og gøre noget. Han var nok den eneste der rent faktisk var i stand til det. Han sprang op på muren og begyndte at løbe i samme retning som flodens vand. Folk fik hurtigt trukket hænder og hoveder til sig da han strøg forbi. Men kappen var ham en stor hindring, så han gjorde sig hurtigt fri for den og smed den fra sig, sammen med det sværd han kort forinden havde stjålet. I det øjeblik kappen var faldet hørte han hvordan folk gispede ved synet af ham, og han hørte adskillige af dem nævne hans race. Men han var ligeglad, og da han var tæt nok på pigen sprang han og lavede et perfekt hovedspring direkte ned i flodens vand. Dens styrke kom bag på ham og han blev presset ned i et inferno af hvide bølger og små bobler der piskede omkring ham. Han ramte en stenblok med skulderne. Kun for kort efter at slå knæet ind i en anden. Han havde til alt held taget en dyb indånding ingen han sprang i, og han kunne holde vejret længe. Han blev under vandet og øjnede snart pigen foran sig. Hun hvirvlede rundt under overfladen, og virkede til at være bevidstløs. Vandet genlød af det hule dunk da hendes hoved ramte en sten og rødt blod farvede vandet, men blev hurtigt ført bort igen. Thinave nåede hende og lagde armene om hende for at lede hende op til overfladen. Da de kom op var de allerede på den anden side af landsbyen. Bølger blev ved med at slå ind over dem. Igen og igen, og Thinave havde svært ved at orientere sig i de sekunder han havde. Det var umuligt for ham at holde pigens ansigt oven vande, og han kæmpede i stedet for at komme ind til bredden. Da han endelig kunne nå bunden, måtte han kæmpe for ikke at strømmen skulle trække dem med. Han holdt sig fast til sten med sin ene fri hånd og fik langsomt trukket sig længere ind mod bredden. Hans ben dirrede og pigen hang slapt ved hans side. På et tidspunkt var hun lige ved at blive revet fra ham, men det lykkedes ham at holde hende fast. Da han endelig havde gjort sig fri af flodens voldsomme greb, lod han pigen synke sammen på den stenede bred og faldt selv sammen på alle fire ved hendes side. Han hev efter vejret og følte en svimmelhed stige ham til hovedet. Hans skulder og knæ smertede og han havde mest af alt bare lyst til at lægge sig ned og blive liggende der til han var frisk igen. Men pigen lå ubevægelig ved hans side og han fik hende trukket længere op. Hun havde en flænge hen over panden fra slaget mod stenen. Tappet for energi lukkede Thinave øjnene i og koncentrerede sin hørelse. Det han lyttede efter slog ikke, og han lagde da øret mod hendes bryst for at være sikker. Nej, ingen hjerteslag. Derpå tog han fat om hendes hoved og lagde læberne mod hendes da han pustede luft ned i hendes lunger. Han nåede kun at gøre dette to gange da hun pludselig vågnede og hostende kastede vand op. Thinave støttede hende under hovedet mens hun kom sig. Hun lavede da en smertefuld grimasse og tog sig beklagende til hovedet mens hun begyndte at tale i tåger.
   "I kan ikke tvinge mig. Jeg vil ikke.... Jeg vil ikke."
   Thinave tyssede på hende og talte stille til hende i håb om at det ville virke beroligende.
   "Der er ingen der tvinger dig til noget."
   Hun havde endnu ikke åbnet øjnene da hun sagte svarede ham.
   "Jo, min familie gør." Et øjeblik virkede det som om hun var ved at svinde bort igen, men så satte hun begge hænder mod jorden og det lykkedes hende at få kantet sig op i en siddende stilling. Thinave tørrede sin pande med den ene arm og pustede ud. Han var stadig forpustet og hans tøj klistrede sig ubehageligt ind til hans krop. Pigens kjole var revet op flere steder og hun havde adskillige blødende rifter. Thinave havde også selv erhvervet sig nogle stykker, men de var allerede helet igen, og kun en smugle blod på hans tøj afslørede at de havde været der. Pigen stirrede ud over floden mens hun sundede sig oven på oplevelsen og rømmede sig.
   "Tak fordi du reddede mig," kom det stille fra hende. "Det var ikke i min hensigt at springe."
   "Det ved jeg godt," svarede han blot og rømmede sig uroligt. Det kunne ikke vare mange sekunder før pigen ville vende sig imod ham, og når hun så hvad han var ville hun hurtigt æde sine ord igen. Og Thinave havde kun lige tænkt denne tanke da hun drejede hovedet og kiggede imod ham. Deres blikke mødtes og han så det åbenlyse chok der gled hen over hendes ansigt. Hendes øjne var blevet store og synet af ham havde gjort hende stum. Thinave stirrede skamfulgt ned i jorden. Pludselig flov over den han var, for alle virkede altid så forbløffet ved synet af ham.
   "Jeg forstår godt at du er chokeret." Startede han usikker på sig selv. "Og det har du al god grund til at være."
   "Chokeret er jeg da," svarede hun stille. "Men jeg er mere overrasket." Han kunne mærke hendes studerende blik da hun granskede hans ansigt. Hun havde aldrig set en af hans slags før, kun hørt diverse historier og denne ondskabsfulde art. Hun havde aldrig i sit liv hørt en eneste positiv historie hvor der havde været en niala djævel indblandet, før nu.
   "Du ligner jo et menneske," udbrød hun efter at have studeret ham længe nok. Han nikkede blot som et svar og hun fortsatte. "Mit folk har altid fortalt mig at jeg skulle flygte hvis jeg mødte en af jer." Nysgerrigt rykkede hun nærmere og rakte pludselig ud og tog fat i hans ene hånd, som også blev studeret nøje af hendes blik. Hun tilføjede: "Du må have gjort noget ved mig, for jeg har det som om jeg aldrig har været derude." Hun nikkede mod floden og han fulgte hendes blik uden at finde dybere mening i det. Han følte sig selv kvæstet ovenpå redningen. Pigen brugte igen adskillige sekunder på at studere ham, som var han et sjældent dyr, og han følte det særdeles ubehageligt at et menneske skulle sidde og iagttage ham på den måde. Hun fulgte hver en linje i hans ansigt uden at forstå helt. Han var smukkere end noget menneske hun før havde set, og hans øjne var så varme og blide at hun fandt det umuligt at han måtte rumme nogen ondskab overhoved.
   "Hvorfor reddede du mig, djævel?"
   "Du havde brug for hjælp," startede han. "Hvis jeg ikke havde gjort det, hvem havde så?"
   Hun stirrede igen mod floden og tænkte på det der kunne have været sket hende.
   "Så ville jeg være død," svarede hun kort. Da hun først da rigtig indså hvad denne fremmede skabning havde gjort, lagde hun armene om ham i en omfavnelse og takkede ham igen. Thinave var lammet men lagde da så også armene om hende og trykkede hende ind til sig. Da de lidt efter kom på benene mærkede Thinave hvordan hans knæ og skulder gradvist fik det bedre da hans krop gik i gang med at hele skaderne. Han kiggede rundt på deres omgivelser. Flodbredden bestod af massive sorte plader af hård klippe. Fugtige men dog varmet op af den lavthængende sol. Der hvor det sorte underlag stoppede strakte krogede og forvredne kæmpetræer deres grene op imod himlen. De var dækket med knolde hvor de største var på størrelse med køer, og de mindste som jordbær. De bar kun blade på de øverste grene. Thinave var på en måde lettet over at alt på dette sted var så uigennemtrængeligt, for det gjorde blot at landsbyens folk ville have vanskeligt ved at nå dem. Tenjana kunne ane bekymringen i hans ansigt da hun så hans sammenløbende rynker i panden idet han kiggede ned af floden. Han mærkede ved sin side, men kom da i tanke om at han havde sat sværdet fast i en lædersnor der havde været i kappens inderside. Og den havde han smidt fra sig. Og han havde heller ej sine stjålne frugter mere. Det var helt ubegribeligt hvordan han kunne miste sine ting lige for tiden.
   "De vil dræbe dig, hvis de finder dig," sagde den unge pige og gik et par skridt op mod de massive og knoldede træer. Thinave fulgte humpende efter. Han knæ var ikke helt lægt endnu, men der kunne ikke gå mange minutter.
   "Du er såret!" Udbrød Tenjana forbavset og gik ned for at støtte ham, men han viftede hende væk med ordene: "Jeg klarer mig." Han humpede videre men da han nåede op til træerne gik han normalt igen, til stor forbløffelse for pigen han netop havde reddet fra druknedøden. Hun vovede dog ikke at sige et ord og spørge hvorledes, men gik op til ham hvor han stod og kiggede ind mellem træerne. Træerne stod så tæt at en person lige kunne krænge sig imellem dem, og undergrunden var dækket af deres snoede rødder der kravlede rundt som slanger og snoede sig rundt om de brede stammer som var de slyngplanter. Bregner og små blomster voksede der hvor der var plads. Selv i de hulrum der var i de fleste træers knolde.
   "Vi kaldet den for Knorte-skoven," sagde pigen forsigtigt mens hun fortsat stirrede på djævlen. Hun vidste ikke hvorfor, men hun fandt ham særdeles fascinerende. Hun havde kun kendt ham i kort tid, og havde hele sit liv haft en enorm frygt for disse væsner, men det hele var som vendt på en tallerken. Nu var denne frygt forvandlet til åben nysgerrighed, især for hans smukke væsen. Og Thinave havde skam bemærket hvordan hun så på ham, men han lod som ingenting og satte sig i stedet på en af de brede rødder ved skovens indgang. Han tænkte på hvordan han skulle komme væk fra stedet uden at afsløre for meget om sig selv. Hvis han havde været alene kunne han bare have fløjet, men hvis dette menneske så hans vinger ville hun straks sige det til Gud og hver mand, og snart ville hele landet vide at han ikke var som alle andre djævle. Han flettede sine fingre og støttede sin hage på dem mens han kiggede op på Tenjana der stod en meter fra ham og glattede sin ødelagte kjole ud for at se, bare en smule, anstændig ud.
   "Hvad ville din familie have dig til at gøre?" spurgte han nysgerrigt og opdagede hvordan pigen gjorde sine øjne smalle og pressede forbidt læberne sammen i foragt.
   "De vil have mig til at ægte en mand fra en anden landsby. Yler, hedder han. Men jeg kan ikke døje ham." Hun glattede nu mere ihærdigt på kjolen. "Han er en selvisk nar. Godt nok har han mange penge og et stort fint hus med tjenestepiger, men jeg ved at jeg ikke vil blive lykkelig sammen med ham."
   "Er det tvunget ægteskab?"
   "Ja. Desværre." Hun stoppede sit nyttesløse arbejde med kjolen. "Hvis jeg bare havde fået lov at vælge selv." Hun satte sig ned med et ulykkeligt suk på en rod nær Thinave, hvor hun med en tåre i øjet stirrede håbløst ned i græsset for sine fødder. Tåren gled ned af hendes kind og ramte et lilla kronblad på en lilje under hende. Hun talte lavt og langsomt videre: "Hvis jeg ikke ægter ham bringer jeg skam over min familie, og så vil de ikke have noget med mig at gøre mere."
   Thinave mærkede et stik i sit hjerte da han hørte dette, og han følte sig pludselig ansvarlig for pigen. Han havde ikke lyst, og agtede ikke at have hende på slæb, men han kunne heller ikke bare lade som ingenting og smutte igen. De sad længe uden at tale. Pigen var dybt ulykkelig over hendes situation, og Thinave grublede over en løsning der ikke ville tage for meget af hans tid. Han kom på flere ideer, som f.eks. bare at lede pigen tilbage til landsbyen og så smutte igen, tale til hendes familie, skræmme eller værre, dræbe ham Yler. Men hver og en af hans ideer var uholdbare. Det eneste gode ville være at tage pigen med og sørge for at hun fik det godt et andet sted, men det var også umuligt. For skulle hun havde det godt skulle hun have et hjem og hun skulle have penge. Thinave selv havde ingen af delene. Det endte dog med at han traf det svære valgt at det nok var bedst bare at føre hende tilbage.
   "Jeg tager dig med tilbage til landsbyen," sagde han og rejste sig for at gøre mine til at gå. Pigen sprang op med store bange øjne.
   "Åh, gør ikke det imod mig, djævel. For hvis du gør det, er du i sandhed ikke bedre end de grusomme historier man hører om jer." Hun faldt bedende på knæ for hans fødder og han tog overrasket et skridt tilbage til den rod han havde siddet på standsede ham.
   "Hvad vil du da have mig til at gøre?" Udbrød han og lavede en armbevægelse. Han ville gå forbi hende men hun greb fat i hans bukseben og holdt ham tilbage.
   "Tag mig med til der hvor du skal hen. Før mig til en anden by. Så skal jeg nok klare mig selv. Min familie vil forhåbentlig tro at jeg er død og vil ikke gøre mere ud af det. Hvis du fører mig til en anden by vil jeg starte et nyt liv op der." Tårerne begyndte trille ned af hendes kinder.
   Thinave var skeptisk. "Hvordan vil du gøre det uden penge?"
   "Jeg kan synge," svarede hun ham. "Jeg kan sidde på gaden og synge så folk betaler mig penge."
   "Du ved sikkert at tiggere aldrig kommer til at lave andet end at tigge resten af deres liv."
   "Vær ikke så sikker på det," stod hun fast. "Jeg har hørt historier om folk der startede uden noget og endte med at være rige og lykkelige."
   "Ja, i eventyr," gryntede Thinave og gjorde igen mine til at gå.
   "Måske, men vær sød at tage mig med alligevel. Så skal jeg nok lade være med at tænke onde tanker om jer igen. Og jeg vil fortælle historier om dig til mine børn, og om hvor venlig du var."
   Thinave sukkede og rullede med øjnene. "Okay da," eftergav han til sidst og pigen smilede og takkede ham ærbødigt. Thinave tog hendes lille skrøbelige hånd i sin og trak hende med sig hen til en åbning mellem to træer.