De strakte sig majestætisk ud mens et par spæde solstråler trængte ned igennem den forandrede himmel og oplyste ham i skovens tusmørke. Hans vinger. De lignede til forveksling vingerne på en flagermus. Han lukkede øjnene og tog en påtrængt dyb indånding. Den friske luft var som en kilden i hans lunger og gav ham fornyet kraft. Var han fuldendt nu? Før dette, havde han følt sig magtesløs og panisk over at skulle erkende hvem han i virkeligheden var, men nu var han som genfødt, og disse følelser han før havde følt var forsvundet. I stedet følte han sig stærk, forandret og meget magtfuld. Næsten stolt af den han var blevet. Men trods alle disse forandrede følelser, følte han sig endnu ikke helt klar til at tage det store skridt. Og selvom han aldrig havde prøvet det før, foldede han omhyggeligt sine nyerhvervede vinger sammen og lod dem smelte sammen med hans ryg igen så ingen kunne se at han havde dem. De havde efterladt to aflange huller i hans trøje hvorfra de var sprunget frem. Han prøvede igen og igen at fornemme ondskaben i sit indre, men han kunne ikke finde den. Det var først da et spinkelt skrig nåede hans øregang at han fornemmede den. Den flød fra hans hjerte og ud i hans muskler, hans sind og bevidsthed. Anna. Hendes fjerne skrig afslørede afstanden imellem dem. Hun var nået længere væk end han først havde troet. Han vendte sig mod lydens retning. Holdt vejret mens han fortsat lyttede for at få de helt rigtige koordinater. Men hun skreg ikke igen, så han måtte gå ud fra sit første indtryk. Til gengæld fangede hans øre en anden lyd, som uhyggeligt mindede om den rumlen der var udsprunget fra dragens strube. Luften bar lyden med sig og den fyldte rummet omkring ham. Og hvor han før havde krympet sig ved denne lyd, synes den nu ikke længere at have samme effekt på ham. Han satte af sted i retningen af lyden. Løb smidigt og let igennem skovbundens løv, og sprang med samme lethed over enhver forhindring.
   Længe før han nåede derhen kunne han fornemme tilstedeværelsen af et fremmede væsen. Der var en del af ham der prøvede at hive ham tilbage, men den nye del af ham strittede imod. Hun skulle fortryde at hun havde handlet som hun havde gjort. Det var hendes skyld at han nu var den han var. Også selvom han på sin vis god kunne lide den han var blevet, så havde han været ganske tilfreds med sit gamle jeg. Han følte sig endnu ikke parat til alle disse pludselige forandringer. Han vidste at han var tæt på og han kiggede frem fra et bredt træ. Hans hjerte hoppede en enkelt gang da han så hende stå tavs i lysningen. Omsluttet af skovens dystre atmosfære. Hendes figur var stiv og hun stirrede frem for sig, og ind i mørket mellem træerne. Thinave trådte frem i lysningen og nærmede sig hende langsomt fra siden. Hun havde endnu ikke set ham så han kunne ubemærket snige sig nærmere. Og jo tætter på hende han kom, jo mere svækket blev han. Han vidste ikke hvordan han skulle takle hende når han kom så langt men det måtte tiden vise. Uheldigvis trådte han på en gren der knækkede under hans fod. Anna der ellers havde stået som hypnotiseret snurrede nu omkring og mødte hans gule stirrende øjne. Rædslen skyllede igennem hende idet hun opdagede ham. Thinave stirrede tilbage på hende og da deres blikke strejfede hinanden forstod Thinave hvad det egentlig var han var i færd med. Hendes øjne, der var som uslebne diamanter.... De var paniske. Men de tændte alligevel en gnist i Thinaves hjerte og fik ham til at fornemme varmen derfra. Det gjorde ondt i hans hjerte og han kunne for alvor mærke at han var i live for det var begyndt at dunke hidsigt. Men det blod som det nu pumpede ud i kroppen var formørket. Det kunne han mærke og han anstrengte sig for at bremse det alt imens han fæstede sine øjne i Annas. Det var først da hans navn sagte forlod hendes læber, så lavt at de knap bevægede sig, at det lykkedes ham at overmande ondskaben. Adskillige meter adskilte dem og Thinave tog et enkelt skridt tilbage og følte sig da straks mere frisk. Pludselig trængte en dyb rumlen gennem luften og Anna snurrede omkring og blev konfronteret med det mørke hun, før Thinave kom, havde betragtet mellem træerne. Med et var som om hun i øjeblikket havde glemt alt om Thinaves hensigter og forvandling da hun lavt hviskede til ham: "Der er noget derinde!"
   Thinave fulgte hendes øjnes retning og stirrede med sammenknebne øjne ind i mørket. Ja, det var sandt. Der var et eller andet der rørte på sig inde i mørket.
   "Den forfulgte mig, men forblev gemt i mørket da jeg nåede lysningen." Fortsatte Anna stille for ikke at vække for megen opmærksomhed. Luften blev atter fyldt af denne dybe rumlen. Denne gang så kraftig at de kunne mærke vibrationerne i jorden.
   "Så er det altså sandt!" mumlede Thinave bag hendes ryg.
   "Hvad er sandt?" Hun talte nu så lavt at han knap kunne høre hendes ord.
   "At ondskaben har hjerte her i Ilnal Duna."
   Det var først da han nævnte skovens navn at det gik op for hende hvor hun havde vovet sig hen. Hun havde, som Thinave, hørt historier om den forbudte skov, men hun havde ikke vidst hvor den havde beliggenhed. Og nu da hun stod i dens dyng mærkede hun en ubehagelig rislen følge hendes ryg og ned. Hun så ikke længere Thinave som sin største frygt, og hun følte et pludseligt behov for at søge dækning bag hans ryg og nære sig af hans beskyttelse. Men ville han overhoved beskytte hende efter det der var sket imellem dem? Lige nu ville hun heller kaste sig i favnen på ham end i favnen på det væsen der stirrede på dem fra skjulet. Thinave stod tavst. Også da Anna langsomt bakkede tilbage, passerede ham med et par meters afstand og befandt sig snart bag ham. Til trods for at hun ikke kendte hans tanker vovede hun alligevel, i denne situation, at stole på ham. Og Thinave havde sendt hende blikke ud af øjenkrogen idet hun havde passeret ham. Vel klar over hvad hun var i færd med. Men før han ville beskytte hende måtte hun afgive et løfte.
   "Jeg vil beskytte dig med det løfte om at du glemmer hvad der er sket. Tilgiver mig."
   "Okay!" svarede hun kort og Thinave fandt en anelse mistro i det, men han havde ikke tid til at tænke videre over det, da væsnet i mørket rørte på sig. Han kunne lige ane kroppen forberede sig på angreb. Den glødede for hans øjne men var endnu usynlig for Annas. Dens angreb kom hurtigt. Efter at endnu en rumlen havde forladt dens gab, buldrede den frem i lysningen og viste sig for de to. Den var på størrelse med dragen men havde et sort glat skind, som trak sig sammen ved påførelsen af det svage lys. Musklerne rystede under dens hud i ryk, irriteret af myg. Dens fremadrettede kløer var lige så tykke som Thinave var rundt om livet, og hjørnetænderne hang ned fra overmunden som tynde giftige syle. Dens forben var brede og massive, mens bagbenene var små og forkrøblede og den havde kun en lille afstumpet hale. En kam rejste sig fra dens ryg, høj som en mand. Halsen og selve kroppen var relativ lang, og dens nedadhængende bug berørte næsten jorden. Den marcherede frem mod Thinave som var den der stod den tættest. Hver gang dens enorme forben ramte jorden gik små jordskælv i gang. Med så megen styrke at Thinave var ved at miste balancen. Da uhyret nåede ham faldet han bagover og landede på den golde jord for fødderne af sin fjende. Den bøjede det enorme hoved ned over ham, og han blev ført tilbage til øjeblikket hvor dragen netop havde gjort det sammen. Men denne gang kom der ingen Gabriel for at aflede dyrets opmærksomhed. Dyret stirrede på ham med små sorte øjne mens næseborene vibrerede mens den fyldte lungerne med den søde lugt af frisk kød. Thinave gav sig selv et par sekunder til at sende jorden omkring ham et kort blik. I håbet om at finde en skarp sten eller noget anden han kunne forsvare sig med, men jorden var lige så gold som blikke i dyrets sultne øjne. I hans øjne så det ud som om det store skovvæsen overvejede hvilke del af ham den ville tage først, eller om den bare skulle sluge ham i en mundfuld. Den skubbede da til ham med den brede snude mens den hastigt snuste indad. Thinave lukkede øjnene og forberedte sig på det værste. Og da alt så ud til at slutte på dette sted, begyndte kæmpen at nynne med en dyb brummen alt imens den trak sig nogle meter tilbage for at lave et rum imellem dem, så den kunne stå med en passende afstand og betragte det lille væsen på bunden af Ilnal Dunas væld. Thinave sad målløs på jorden mens han betragtede dyret, der ligeså betragtede ham. Han kunne høre Annas åndedrag bag sig. Det var hurtigt, ligesom hans eget. Han kunne mærke på sig selv at han nu var normal igen, men hvornår han var blevet det syndes han ikke at erindre. Det var som om hans hoved rummede alle tanker på en gang, og så alligevel ikke, for hver gang han prøvede at plukke en ud syndes den at forsvinde blandt de andre. Det fik ham kun til at konkludere at han var alt for forvirret til at benytte tankens brug, og helst skulle lade dem være i fred for ikke helt at tabe fatningen. Udyret bakkede roligt tilbage med en majestætisk gang, trods den forkvaklede krop, mens den fortsat nynnede med en dyb røst. Mens den atter forsvandt ind i mørket sluttede et væld af andre stemmer sig til udyrets. Nogle med samme klang, andre dybere eller lysere, og alle sammen vidt forskellige. Lydene fyldte luften, fyldte jorden, træerne og deres kroppe med en behagelig vibration. Anna lukkede øjnene og fandt, i sit sind, vej tilbage til kirken netop som gudstjenesten faldt. Luften vibrerede af stemmer mens de sang i kor. Alle med hænderne løftet for at tilbede guden der var afbildet bag det massive alter. De sang til Gud.
   Thinave rejste sig og i takt med at han drejede omkring, stirrede han ind mellem træerne, præcis som Anna gjorde det. Mødte blikkene fra alle de øjne der var rettet imod ham, og en røst forlod en af de mange struber og formede ord han aldrig før havde hørt for sine øre, men det satte sig i hans sjæl og efterlod et blivende ar.
   "Aslar.....corta!" En passerende brise bar ordene med sig gennem skoves net af løv og træer, og fik en flok fugle til at lette fra deres sovepladser i trækronerne. Og brisen nåede de hvilende mænd, der foldede armene om sig og gøs. Og slog mod dugen i Gabriels telt og fik olielampen i loftet til at flakke panisk trods den manglende vind. Zonan, der var nået tilbage til den nyopsatte lejr, mærkede ligeså brisen løfte op i pelsen, og hørte stemmens røst.
   "Aslar corta!" Gentog den. Men ligesom Thinave var ordene fremmede for den, og den fandt ingen dybere mening i dem, men måden de kom til den på fik hunden til at tænke på den eneste som kunne være i stand til at vække forandringen til live.