Det går så godt
jeg elsker livet,
men jeg må intet ta' for givet,
hvem er jeg,
mon jeg fortjener
al den medgang,
al den glæde
der i min sjæl
har taget sæde.

Jeg ved det ikke,
håber bare
at jeg er stærk nok
til at klare
at vinden vender,
og alt forandres
så glæderne
bli'r alle andres.

Mit liv er nu,
jeg er halvfjerds
og tror at jeg er lidt på tværs,
af mine børn
og svigerbørn
måske af mange andre også.

Jeg lever nu
for børnebørn,
de er så impulsive,
de elsker mig
det ved jeg
jeg nyder det til fulde
for før end jeg ved af det,
og helst jeg håber alt for sent
jeg ligger under mulde.

Så er det slut
og det var det,
men det var også dejligt
så venter jeg på én besked
at nu var det belejligt.

Hilsen
Mor/farmor