Han vågner. Men han åbner ikke sine øjne, han forsøger at fastholde drømmens virkelighed i et kort øjeblik mere. Måske kan han tvinge de to verdener til at mødet
   og dermed aldrig helt vågne, men stadig være bevidst.
   Han befinder sig på en strand. Bølgerne slår ind mod sandet. Han kan kun høre det, for han er imellem nogle klitter på en seng af marehalm. Solen skinner højt på himmelen, men det er ikke for varmt til at det er ubehageligt at ligge her. Han mærker ikke den velkendte prikken i sin hud der betyder at han har fået for meget sol.
   Han bare ligger og lytter til bølgerne og brisen igennem marehalmen og som han ligger det bliver han overtaget af en usigelig lykke. Kærlighed, perfektion, lyst.
   Følelserne strømmer ind over ham og han nyder dem.
   Det er på tide.
   Han slår øjnene op.
   Hans mave begynder at snøre sig sammen, hans hals gør ondt af de to pakker cigaretter han røg i går. Det er kvælende varmt på hans lejede værelse.
   Han rækker instinktivt ud efter den næsten tomme pakke Marlboro på natbordet og får med en rystende hånd tændt én af cigaretterne.
   Han ligger alene i sin enmandsseng. Hans lagner er gennemblødte af sved. Uret på natbordet siger at klokken er 13.00. Solen udenfor siger at der er mindst tredive grader.
   Det er håbløst at forsøge at sove mere, hans hoved gør allerede ondt af at have ligget ned for længe. Han sætter sig op i sengen. Han er nøgen. Og klør sig i håret.
   Han kigger på det overfyldte askebæger der står på natbordet og væmmes ved den indelukkede stank der kommer fra det da hans cigaret sætter et skod i brand.
   Badeværelset sejler. Én af hans samboer har været i bad og har valgt ikke at skrabe gulvet for vand.
   Han tømmer blæreren og går derefter ud i køkkenet og sætter en kande kaffe over. Stiller sig alene i vinduet og kigger på familierne der hygger sig i baggården, mens han venter på at vandet er løbet igennem.
   Da kaffen endelig er færdig sætter han sig ind på sin seng igen og tænder sin anden cigaret. Han ryger og drikker i stilhed, i det fjerne, på den anden side af beskidt glas kan han høre børn der leger.
   Badet er kort og lunkent. Han børster sine tænder, klæder sig på, sætter hår.
   Han tænder den sidste smøg i pakken og er nu klar til at komme af sted.
   Iført sorte bukser, støvler og undertrøje og med en taske over skulderen drager han ud i heden.
   Han har sommerferie fra sin skole og har ikke taget sig sammen til at få et job, men i dag har han alligevel ikke tid til arbejde, han skal finde en adresse. Han køber en pakke smøger i en kiosk hos en kineser der ikke forstår dansk og begiver sig af sted.
   Det er som om der går en sky for solen. De sorte, truende farver den har klædt sig i varsler om uvejr.

En forbipasserende ville ikke kunne se det. Den mand i jakkesættet, der tilfældigvis krydsede vores hovedpersons vej, denne dag, denne time, ville ikke have anden anelse om de forekommende begivenheder end at den unge mand der, i et hastigt tempo, gik den modsatte vej, så en smule vred eller ked af det ud.
   Ingen anden i denne vide verden kunne forudse den skæbne som den unge mand var på vej imod, end ikke ham selv.
   Han bevægede sig ned af gaden, kiggede en enkelt gang op på den sorte himmel og ærgrede sig over at han ikke havde taget en jakke med.
   Lugten af hav omsvøbte byen og knapt havde han bemærket den før regnen satte ind.
   Hav.
   Saltvand, tang og lugten af varm våd asfalt. Han slikkede regndråber af sine læber og smilede af smagen. Han elskede at svede når det regnede, det var sjældent det skete, men når det gjorde mindede det ham om Hong Kong. Hans mest elskede by i verden.


II
   Foran ham sidder hun, som en skygge af tryghed og ungdommelig kærlighed. Den slags kærlighed der er evig og ukompliceret. Den slags kærlighed der er perfekt og som alt for hurtigt forsvinder fra livet på grund af fiaskoer og brudte hjerter.
   Det er lyst i Hong Kong. Det er altid lyst der. Gaderne er rene og pæne, men under overfladen lurer en deceptiv underverden af slangeblod og blæk. En underverden der suger dig ind, sætter mærker på din sjæl og aldrig slipper dig.
   Ungdommens uskyldige kærlighed.
   Ingeborg
   I årevis har der manglet noget i hans liv.
   Han vidste ikke hvad det var og han forkastede sine depressive tanker så ofte han kunne, for ikke at gå til i dem. Han vidste bare at der var ét eller andet, der ikke hang sammen, noget der gang på gang styrede ham i en modsat retning end den han var på vej mod.
   Han havde en klar fornemmelse af at ét eller andet, eller én eller anden prøvede at fortælle ham noget, men han havde ikke været i stand til at forstå budskabet.
   Ikke hidtil.
   Ikke før for en uge siden.
   Regnen var ikke hård. Det var en blid, kælen regn, der lagde sig som dug over ham og medbragte lugten af havet. Han havde ikke lyst til at gå hjem efter en trøje, i stedet satte han kursen mod den adresse han havde nedskrevet på en lille lap papir han skødesløst havde stoppet ned i sin baglomme.
   Han havde en vag ide om hvor adressen var henne, men kunne ikke med sikkerhed sige, hvilken bygning på gaden han skulle ind i.
   Han regnede med at han fandt ud af det når han nåede frem.
   Internettet havde været impotent i hans efterforskning. Han havde skrevet navnet på alle søgemaskiner han kunne finde, men ingen af dem havde vist sig at kunne fortælle ham noget. Derefter var han gået i gang med at undersøge den norske oplysning for numre. Havde fundet 52. Talt med dem alle, men ingen af de kvinder han ringede til var hende.
   Et par af dem havde han ringet til flere gange fordi han var elendig til at organisere.
   Han lod en hånd glide gennem sit hår for at fjerne det fra ansigtet, voksen han brugte sved i øjnene.
   Efter et stykke tid i sine egne tanker valgte han at orientere sig. "Agernvej". Ifølge www.krak.dk skulle han dreje ned af en sidegade her, en gade der hed "Kastanjevej". Han kunne ikke umiddelbart se nogen sidegader og Agernvej så ikke ud til at være særlig lang.

Der var ikke nogen butikker på vejen, men en del villaer der lå gemt mellem store egetræer skulede stille ud på ham.
   Pludselig, som ud af ingenting, så han det mest malplacerede han nogensinde havde set.
   En Bar.
   "Minerva" hed baren. Det lignede et almindeligt værtshus i tysk bierstube stil. Han havde aldrig hørt om det. Det var en stor bygning på tre etager, men det så ud som om "Minerva" var det eneste det lå i huset. Umiddelbart ville han skyde på at huset var et par hundrede år gammelt, men det var velholdt og nykalket. Sorte, tomme vinduer for oven i bygningen stirrede ned på ham og han fik en ubehagelig fornemmelse af at der var folk deroppe, i skyggerne.

Vridende skikkelser. Umuligt at se hvor den ene ender og den anden begynder. De er opslugt af hinanden i symbiotiske forhold.
   Han vidste ikke hvorfor, men han gik indenfor. Døren gik lydløst op og afslørede en almindelig bar.
   Der var ti borde alle omringede af behagelige lænestole og sofaer. Der hang smagfulde billeder på væggene og musikken var, for ham ukendt, men god og i et behageligt lydniveau.
   Bag en halvmåneformet bar stod han.
   Han bar et par jeans og en sort skjorte han havde knappet ned så man kunne se hans trivelige brystbehåring. Han bar adskillige sølvringe og armbånd. Hans øjne var klare grønne og han studerede den nye gæst som et rovdyr studerer sit bytte på savannen.
   Kamufleret perfekt som en almindelig bartender.
   Der stod Minerva på skjorten, det var skrevet i røde gotiske bogstaver. Næsten stereotypt stod han der i sin ensomhed og tørrede et glas af i et sort viskestykke.
   Han gik hen til baren. En smule usikkert spurgte han: "Jeg leder efter "Kastanjevej" ved du hvor det er, der stod på mit kort at det var en sidegade til denne her vej."
   Bartenderen fortrak ikke en mine: "Hvad vil du drikke?" spurgte han, som om han ikke havde hørt spørgsmålet.
   "Øh, ikke noget. Jeg leder bare efter en adresse."
   Bartenderen så stift på ham: "Første drink er på huset. Hvad drikker du?"
   Han kløede sig utilpas i håret: "Okay. Jamen så giv mig en G&T"
   Bartenderen rynkede brynene: "Nej. Det servere jeg ikke for dig. Det er jo ikke det du virkelig vil have vel?"
   "Hvad mener du?"
   "Jeg mener at du skal bestille det du har lyst til at drikke, ikke det du normalt drikker. Noget du altid har elsket, men kun har drukket én gang i dit liv. Noget du har savnet."
   "Undskyld, jeg er ikke helt med. Har vi mødtes?"
   "Mange gange. Jeg er din bartender."
   Han gik et par skridt tilbage. Klumpen i maven blev værre. Han mærkede langsomt kvalmen trænge sig på: "Jeg forstår ikke." Sagde han.
   "Jeg er din bartender. I overført betydning er jeg vel alle bartendere der nogensinde har serveret for dig. Alle de bartender der har givet dig dine G&T, som du egentlig ikke ønsker at drikke."

Drink it. If you want to, drink this and you will be united forever by the snake.
   Bartenderne smilede: "Så. Hvad kan jeg give dig?"
   Han rystede forvirret på hovedet: "Hvordan... Jeg kan ikke..."
   "Hvordan er underordnet. Det der betyder noget er at du vælger med dit hjerte og ikke din forstand."
   "Slangeblod?" Hviskede han.

...and you will be united forever by the snake...
   Glasset stod foran ham før han nåede at forstå hvad han havde bedt om. Før minderne kom tilbage, før betydningen af dette møde blev klart for ham.

Blod.

Bartenderen så umælende på ham.
   Således stod de i tavshed. Bartenderen så på ham, han så på glasset med blod. Han rakte en bævende hånd ud efter det. Tog fat i det, førte det til læberne og drak den tykke substans. Det føltes som ild i hans mund. Slangeblod. Giftigt slangeblod. Ikke giftigt nok til at slå ihjel, men giftigt nok til, at man blev påvirket af det.
   Han smilede. Han elskede smagen. Det smagte af tabu, af dekadence, af død.
   Bartenderen smilede til ham: "Velbekomme." Sagde han og fortsatte: "Du leder efter Kastanjevej. Men der er ikke nogen kastanjevej. Det er ikke andet end et produkt af hvad du ønsker. Men fortæl mig. Hvor højt ønsker du det?"
   Han rystede forvirret på hovedet: "Jeg er ikke med. Jeg fandt adressen på Internettet. Der er en sidegade til denne der hedder Kastanjevej."
   Bartenderne smilede: "Ikke nok tilsyneladende."
   "Hvad mener du?"
   "Du ønsker det ikke nok. Hør her Sebastian, du er i din fulde ret til at tage hjem igen, hvis det er det du ønsker, men så finder du aldrig ud af hvad der gemmer sig på Kastanjevej."
   "Hvordan kender du mit navn?"
   Den anden smilede skælmsk: "Jeg er jo din bartender ikke? Jeg ved alt om dig."
   Sebastian nikkede opgivende: "Jeg ønsker at du viser mig Kastanjevej."
   Bartenderen lo: "Fremragende. Hvor højt ønsker du det Sebastian?"
   "Mere end jeg ønsker livet".
   Bartenderen åbnede en låge i baren og gik ud på den anden side: "Så kom med her." Sagde han med en alvorlig mine.
   Bartenderen førte ham ud af en dør og op af en trappe. Opgangen var faldefærdig og forræderisk, malingen skallede af væggene og gulvet var støvet og fedtet.
   Der blev ikke udvekslet ord, de fortsatte opad i tavshed. Sebastian var ikke helt sikker på hvad han skulle finde der hvor bartenderen ledte ham hen, men han viste at det var noget han ledte efter. Noget han ikke kunne undvære mere.
   For enden af trappen afsløredes en dør. Den var larmende i sin almindelig. Afpillet. Årer af krakeleringer i malingen dannede en mosaik der mindede om grene.
   Bartenderen stoppede og vendte sig mod Sebastian: "Herfra kan jeg ikke gå med dig mere." Sagde han og trådte til side, så Sebastian kunne komme forbi ham.
   Sebastian så på ham med en dyster mine og spurgte: "Hvad er der bag den?"
   Bartenderen svarede:" Det ved kun du min ven. Uanset hvad, så har det været et privilegium at servere for dig. Held og lykke." Han vendte sig og gik ned af trappen igen.
   Sebastian fandt sig selv alene foran den usselt holdte dør. Han lyttede til bartenderens trin der døde ud i mørket under ham.


III
   Han ringer metodisk til de 52? numre. Han er sikker på at han vil finde den, han leder efter hvis bare han kæmper hårdt nok for det. Telefon opkaldene var hans sidste metode. Han søgte på hendes navn på Google og han ledte efter ét eller andet spor på nettet af hende.
   Han fandt hendes navn et enkelt sted, hun havde deltaget i ét eller andet løb for et par år siden. Han erindrede at hun faktisk havde fortalt ham om det, men selvom hendes navn stod på siden, var der ikke nogen yderligere oplysninger om hende.
   Han ringer. Den norske kode sidder som tatoveret i hans fingre mens han taler med den ene kvinde der deler navn med hende, efter den anden.
   Ingen af dem er den rigtige.
   Vred over sit uheld lægger han sig på sin seng og stirrer tomt op i loftet.
   Det er en umulig opgave. Han kunne rejse derop og se om han kunne finde hende. Eller han kunne måske gøre noget andet...
   www.chat.no. En chatmaskine for alle nordmænd.
   Han taster adressen ind og får en menu hvor han kan vælge et distrikt at tale i.
   Han vælger den han husker hun boede i og begynder at chatte med de få mennesker der befinder sig i rummet.
   En enkelt nordmand viste sig at være til en lille smule hjælp.
   Det viste sig at han kendte hende, gammel gymnasie kammerat, sagde han. Men han vidst ikke hvor i verden hun befandt sig. Hun var gået i militæret efter gymnasiet og derefter havde ingen af hendes venner og bekendte hørt fra hende.
   Manden i den anden ende af chatlinien var ked af at han ikke kunne hjælpe mere, han anede ikke engang hvilken kasserne hun havde været på.
   Sebastian smilede. Det var ikke meget, men det var noget.
   Han huskede, at han for ni år siden havde fået en adresse flytnings seddel fra hende hvor der stod hvilken kasserne hun boede på, men han havde ikke gemt seddelen. Men hvis han søgte på det norske forsvar kunne det være at han kunne finde mere.
   Det kunne han ikke.
   Han gennemrodede hver eneste side han kunne på nettet for at finde en liste over soldater, men hendes navn optrådte ingen steder.
   Han var på opgivelsens rand da han pludselig og meget uventet fik et brev ind af døren.
   Det var ufrankeret, så nogen måtte have afleveret det personligt til ham.
   I den hvide konvolut gemte sig en seddel med ordene:

Hvis du er villig til at finde det du søger så kom til Kastanjevej 21, i morgen.
   Ingeborg
   Han troede det var en spøg. Men han sagde til sig selv at det ikke kunne skade at tage til adressen for at se om det kunne passe at hun på én eller anden måde vidste, at han ledte efter hende, måske var det virkelig hende, måske en anden der vidste noget af det han ledte efter.
   Han havde sendt adskillige mails til forskellige adresser for at få hjælp i sin efterforskning, men han havde aldrig modtaget svar.
   Derfor stod han op en morgen og trodsede regnen for at finde kastanjevej.
   Det han havde fundet var en afpillet dør på anden sal i en bygning der husede en bar, der kaldte sig Minerva.

Døren. Hvad ville han finde på den anden side?
   Hans hjerte bankede hårdt i brystet og han tændte med rystende hånd en cigaret for at dulme nerverne.
   Han kunne lugte havet gennem en ituslået rude bag sig. Han kastede et blik ud på haven bag det store hus. Den var uholdt og lignede mere end jungle end en have. Der var ikke noget der rørte sig derude, ikke andet end tusindvis af planter der vred sig i vinden, som vanskabninger der strakte armene efter lys.
   Efter et par hiv af smøgen besluttede han at det var på tide at åbne døren.
   Den knirkede ikke, som han havde forventet.
   Rummet på den anden side var stort og firkantet. Der var to andre døre der ledte ud fra det, vinduerne var uden glas og der lå regnvand i karmene. Midt på gulvet stod en massiv art deco lænestol. Gulvet var ubehandlet træ, der flere steder var rådnet. Han frygtede at hans fodtrin ville få det til at give efter så han faldt ned på første sal, men alligevel trådte han frem mod stolen.
   Han opdagede hurtigt, at der ikke var noget af interesse i dette rum og gik derfor hen til døren til højre for ham.
   Den var ligeså sølle som den han var kommet ind af, men også denne dør åbnedes lydløst.


IV
   Femten år. Han var to år yngre end hende, men havde løjet sig til de seksten så hun ikke ville syntes at han var for ung til hende. Set i bakspejlet var de to år
   mellem dem ikke særligt meget, men han havde følt en hvis tryghed ved at fortælle at han var seksten. Desuden var han høj af sin alder og kunne sagtens gå for at være atten hvis han ville på en bar eller et diskotek.
   Han havde først set hende på én af rutebådene der gjorde det muligt at komme fra ø til ø i Hong Kong.
   Hun havde siddet og talt med en anden fyr, en blond dreng der så noget yngre ud end hende. Han havde fejlbarligt troet at de var søskende, men det viste sig at de heller ikke kendte hinanden.
   Han hed Harald, den lyshårede nordmand. Sebastian var hurtigt faldet i snak med dem begge, eftersom de tre var de eneste jævnaldrene der var med på turen.
   De boede alle tre på det samme hotel. Ingeborg med sine forældre på den samme gang som Sebastian og hans, de aftalte at mødet ved hotellets tag swimming pool samme aften.
   Det var varmt. Tropisk klima med masser af regn.
   De to sad i swimmingpoolen sent om aftenen og snakkede og hyggede sig. Det havde taget ham mindre end tyve minutter at forelske sig i hende. Hvordan kunne han lade være, hun var smuk og ung og uskyldig og de var begge i et vidunderligt fremmed land.
   En trappe udsprang under ham. Derfra hvor han stod så skakten ud til at være bundløs. Der var ingen vinduer i væggene og der var ikke noget lys. Han rakte ud med sine arme og støttede dem til væggene omkring ham, så han ikke risikerede at falde når han gik ned.
   Trin på trin på trin. Han havde gået længe og var begyndt at tvivle på at han turde fortsætte ned da han pludselig skimtede en silhuet af en dør i dybet.
   Han gik hurtigere ned mens han stadig havde spændt sine arme ud mellem væggene.
   For foden af trappen var ganske rigtigt en dør. Det lignede en kælderdør, den var lavet at metal men den var rusten og gammel. Håndtaget i den var rustet fast.

Han hev i det, men det ville ikke give sig. Efter at have spekuleret lidt over problemet tog han sin støvle af og bankede på håndtaget indtil han kunne mærke at det blev løsnet. Larmen var øredøvende men han bed det i sig.
   Til sidst gav døren efter med et suk og begyndte langsomt at glide op.
   Han vidste ikke hvad han havde forventet at finde på den anden side. Han havde faktisk slet ikke gjort sig nogen overvejelser på vej ned af trappen, han havde været for fokuseret på ikke at falde og brække halsen.
   Nu da han så hvad der gemte sig bag den rustne dør spærredes hans øjne op og hans hjerte begyndte at slå hurtigere af frygt.

Dagen efter havde de begge sluppet deres forældre og havde besluttet at tage på sightseeing i Hong Kong alene.
   Hånd i hånd var de gået gennem de smukke gader og havde kigget på folk og på alle de sære og eksotiske ting der var at finde her i østens perle.
   Under aften kom de frem til et tempel. De gik gennem lågerne og satte sig i templets have. Det var underligt her, for musikken fra gaden ophørte. Herinde var en mystisk ro, en stilhed, som var dem uvant efter en hel dag i Hong Kongs larmende liv.
   De sad på en bænk der var placeret under et træ med hvide blomster. Det virkede ikke til at der var nogen mennesker herinde, der var for roligt.
   Roligt sad de der ved siden af hinanden. Unge og forelskede. Den slags kærlighed der varer evigt, den slags ung kærlighed man ikke kan slippe igen.
   Kastanievej var idyllisk.
   Det var en gade der var fem meter bred og som gik op ad en bakke. På hver side af vejen stod kastanjetræer i fuld blomst. Husene var smukke og velholdte, med hver deres omfattende forhave og sandsynligvis også baghaver.
   Det lignede alt i alt en almindelig dansk villavej bortset fra to ting, to ting der fik det til at løbe Sebastian koldt ned ad ryggen og som gjorde at han bevægede sig fremad i et forsigtigt tempo.
   Duften. Der lugtede ikke af haver i blomst og sommervarm asfalt. Her lugtede harskt og stærkt af tang og salt. Solen for oven varmede ikke den holdt sig stille og fjern, som et gult øje der studerede hans fremdrift.
   Den anden ting var folkene. Eller rettere manglen på samme. Der var ganske øde.
   Ingen børn der legede i haverne, ingen fædre der slog græsset eller mødre og døtre der lå og slikkede sol. Intet postbud der dovent kørte ned af vejen på sin cykel.
   Ikke så meget som én bil holdt i de mange indkørsler.
   Stilheden var øredøvende. Der var ikke lyd af fugle eller insekter, han kunne heller ikke høre bilerne fra de andre gader, eller latteren fra folk der gik denne vej for at komme på stranden.
   Intet.
   Eller, næsten intet.
   For halvvejs mod bakken var der spor efter liv. Alene og forladt stod den, midt på gaden, lige så meget ude af kontekst her som en hest i en lejlighed.
   Det var en vugge.
   Den var hvid og stod på fire hjul med et lille myggenet over åbningen. Den stod der, uendeligt stille og ensom.

Han gik hen imod den. Forsigtigt. Han var angst. Han kunne mærke frygten som issyle i maven, de stak ham og fortærede ham indefra.
   Der var ikke en lyd fra vuggen og da han med nænsom hånd fjernede myggenettet og kiggede ned opdagede han til sin lettelse at den var tom.
   "Det er ikke den, du leder efter." Han snurrede rundt. Stemmen kom bagfra, den var rusten og slidt, som aldrende dør hængsler der skriger mod hinanden.
   Hun var gammel. Ældre en firs at dømme efter hendes slidte, leverplettede hud. Hun havde rynker der var dybe som knivstik. Hun bar en kjole og havde et tørklæde om hovedet.
   Inde bag den rynkede hud, så to skinnende klare blå øjne ud på ham.
   "Hvem er du?" spurgte Sebastian forundret.
   Den gamle kone trådte et par skridt tættere på ham: "Du er kommet her til vejen i håb om at finde noget, ikke sandt unge mand?"
   Han nikkede.
   "Ser du," fortsatte hun: "Der er mere i det du leder efter end du tror. Du leder efter en person du engang kendte, én du ikke har set i ti år. Hvorfor er du ikke villig til at lade fortiden ligge begravet? Hvorfor skuer du kun bagud?"
   Han rystede på hovedet: "Det er ikke rigtigt. Jeg ser også fremad. Men jeg leder efter denne person... fordi... Jeg ved ikke engang hvorfor, men jeg savner hende. Jeg savner den tid vi havde sammen."
   Den gamle kone smilede kærligt til ham, som en bedstemor smiler til sit barnebarn: "Min kære dreng. Er du sikker på at det er hende du savner?" Hun lod ordene hænge i luften mens han tænkte sig om.
   Måske kan han tvinge de to verdener til at mødes og dermed aldrig helt vågne, men stadig være bevidst.
   "Du kan umuligt mene..."
   Den gamle blinkede med det ene øje: "Er du sikker på at det ikke er præcis hvad jeg mener?"
   Han rystede på hovedet: "Mit liv er godt. Jeg har venner og skole og lejlighed. Jeg har oven i købet lidt penge på lommen, hvordan kan du overhovedet..."
   Hun afbrød ham: "Jeg påstår ikke noget min ven. Jeg prøver bare at få dig til at se alle mulighederne. Der er måske mere i denne historie end du er villig til at indse. Hvad er det for en følelse i din mave, den du vågner med hver morgen og som kun er væk når du sover eller drikker?"
   Han blev vred kunne han mærke: "Jeg leder efter en pige jeg mødte i Hong Kong. En pige der hedder Ingeborg. Hun tog i hæren og siden da har jeg ikke hørt fra hende. Det er det hele. Jeg leder ikke efter andet og der er intet i denne her fucking verden du kan gøre eller sige, der får mig til at tænke anderledes!" Råbte han spydigt.
   Den gamle kone lo og viste det tandløse hul der var hendes mund: "Tro du bare det, min dreng. Tro du bare det." Hendes latter blev vildere, mere spottende. Hendes mund... noget bevægede sig i hendes mund.
   Maddiker. Tusindvis af gullige flue maddiker kravlede ud af hendes tandløse gab, de faldt ned på gaden med smaskede lyde.
   Hun fortsatte med at le, i takt med at maddikerne kravlede på hendes tøj, nogle søgte op til hendes næse en enkelt krøb op og gnaskede sig vej ind igennem hendes øje.
   Han skreg.
   Han skreg og vendte sig mod vuggen og løb. Hans hjerte bankede i brystet og han frygtede at det skulle eksplodere. Han løb og løb indtil han kom op på toppen af bakken og så resten af Kastanjevej foran sig.
   Den var blokeret femhundrede meter længere fremme. Det så ud til at der var et stort hul i asfalten og politiet havde stillet nogle bomme op og et stort "SPÆRRET" skilt.
   Han vendte sig. for at se om den gamle var efter ham, men hun var forsvundet. Vuggen stod igen ensomt dernede, tom og malplaceret.
   Han gik ned imod vejspærringen da noget knustes under hans ene støvle.
   Han stoppede og så ned. Det lignede en ramme med et billede i. Glasset var knust, men det så ikke ud til at billedet havde taget skade.
   Han samlede det op og kiggede på det.
   Det var et billede af en hospitalsseng. Den var tom.
   Ved siden af den stod der en kuvøse, den husede heller ikke nogen. Han undrede sig over billedet og stak det i lommen uden at undersøge det yderligere.
   Netop som han havde puttet det i sin lomme hørte han en lyd.
   Det lød som en dør der smækkede. Han snurrede rundt og kiggede i den retning lyden kom fra.
   Huset var stort og hvidt. Det var fire etager med adskillige altaner og vinduer der pegede på ham.
   Det var gemt bag et sort hegn, der så ud til at være svært at forcerer.
   Han opdagede nummeret.
   Hvis du er villig til at finde det du søger så kom til Kastanjevej 21, i morgen.
   Han sank ét eller andet og studerede vinduerne. Han syntes han kunne se én eller anden form for bevægelse bag de mørke glas. Langsomt, gik han hen mod indgangen.
   Gitteret var låst. Og det så ud som om at der skulle være enten en nøgle eller en låsesmed til at åbne det. Han hev lidt impotent i det og besluttede så i stedet at forsøge at kravle over det. Der var pigge på alle stolperne, men hvis han nu var forsigtig og adræt kunne han måske få fat og komme over, uden at ramme dem.
   Han stillede en fod på håndtaget til gitteret og sprang op så han stod på ét ben og holdt i toppen af gitteret, mellem to pigge.
   Derefter lod han sin anden fod komme op på selve hegnet og meningen var så at han ville slynge sit støtteben over og springe ned.
   Desværre fik hans bukseben fat i én af piggene og han mistede grebet med sine hænder, hvilket resulterede i at han med hovedet forrest faldt ned på stenene bag hegnet. Han mistede bevidstheden øjeblikkeligt.


V
   "Jeg er lige blevet færdig med gymnasiet, jeg tager i militæret om en måned."
   "Nej. Det var et år senere. Det stod i det flyttebrev jeg fik."
   "Du husker forkert. Det var 8 måneder senere jeg skrev til dig, men ikke et flyttebrev."
   "Jo. Et adresseskift, så jeg kunne skrive til dig på kasernen. Det var din drøm, at blive soldat. Du snakkede om det hele tiden."
   "Hvorfor svarede du ikke på brevet? Det tog mig lang tid at skrive det til dig."
   "Det eneste der stod, var en adresse og at du glædede dig til at høre fra mig. Men jeg havde så meget andet jeg lavede i den tid, så jeg glemte det. Det er derfor jeg leder efter dig nu. For at høre hvordan det hele gik."
   "Du husker forkert. Det var ikke det jeg skrev til dig min elskede..."
   Stjernerne lyser ned på ham fra oven. Han kan mærke det størknede blod på hans pande og hans hoved føles som om det har været gennem en større operation.
   Han lader en hånd føle såret, for at se hvor galt det står til, men det føles ikke som om der er sket noget andet end en mindre flænge.
   Han har ikke kvalme og da han sætter sig er han ikke svimmel, så han er ret sikker på at han ikke har fået en hjernerystelse.
   Han lå i gruset foran Kastanjevej 21. Det var blevet nat, men han havde ikke nogen mulighed for at sige hvad klokken var. Hele vejen var mørklagt. End ikke lygtepælene var tændt.
   Han rejste sig og børstede snavset af sig.
   En lyd af metal der rammer sten. Han kiggede ned og så et smykke af én eller anden art ligge på jorden. Havde han ikke vidst bedre ville han tro at han selv havde tabt det.
   Han samlede det op.
   Det var en Uroboros lavet af sølv. Det var et flot smykke, men det havde hverken vedhæng eller nål, så han havde svært ved at forestille sig hvad man skulle bruge det til.
   Han stak det ned i den samme lomme som han havde billedet af hospitalssengen og gik hen mod hoveddøren i nummer 21.
   Stilheden og roen var så gennemtrængende at de næsten ikke turde tale sammen, af frygt for at ødelægge øjeblikket. Mørket var faldet på og tempelpladsen lå hen i komplet stilhed.
   Han kyssede hende. Han havde ønsket at gøre det siden første sekund han så hende og med den iver hvormed hun kyssede igen, var det tydeligt at hun ligesom ham ønskede det.
   Snart var de omslyngede, nøgne, på græsset foran templet. Der eksisterede ikke andre mennesker end dem i verden i dette øjeblik.
   Ung, naiv kærlighed.
   En uskyldig sommerflirt.
   Huset så forladt ud.
   Tapetet hang i laser og møblerne var overtrukket med hvide lagener. Mange af genstandende i huset så antikke ud, men det der slog ham var at der ikke var nogen billeder på væggene.
   Det var tydeligt at stedet stort set havde været tapetseret med billeder, men det eneste der var tilbage var lyse firkanter på tapetet.
   Der var ingen elektricitet herinde, men han fandt hurtigt et stearinlys i én af stuerne og tændte det med sin Zippo.
   Han gik rundt i huset og ledte efter spor efter hvem det end var der havde smækket med døren, men alt tydede på at det havde stået tomt i årevis.
   Det var først da han kom til første sals soveværelse at han fandt noget af interesse.
   Der stod en himmelseng, men himmelen var falmet og delvist faldet ned over madrassen. Der var et natbord placeret under vinduet og lyset fra måned afslørede et stort fotografi på bordet.
   Han gik hen til det og samlede det op.
   Det var et efterskole billede. 72 elever 15 stabsmedlemmer og et centralt billede af skolen selv.
   Hans skole.
   Der var han på billedet. Langhåret og iført partisaner tørklæde. Han smilede af sit eget udseende.
   Hvorfor var det billede her. Havde han ikke smidt det ud sammen med...
   ... Sammen med al korrespondance mellem hende og ham...
   Jo. Han huskede det nu. Han havde haft det til at stå i en brevholder. En holder der var fyldt med breve fra hende til ham. Det var derfor han ikke kunne finde hendes adresse nogen steder i sine ting, han havde smidt alle brevene ud da han flyttede hjemmefra.
   Hvorfor havde han gjort det?
   "Du husker forkert. Det var 8 måneder senere at jeg skrev til dig, men ikke et flyttebrev."
   "Jo. Et adresseskift, så jeg kunne skrive til dig på kasernen. Det var din drøm, at blive soldat. Du snakkede om det hele tiden."
   "Hvorfor svarede du ikke på brevet? Det tog mig lang tid at skrive det til dig."
   Han lagde billedet på bordet igen og så ud af vinduet. Der lå en have bag huset og nede midt i den kunne han pludselig se et lys. Ikke en stor lyskegle, men ganske spæd og blafrende, et stearinlys så det ud til.
   Han vendte sig og fik et chok da en person bag ham vendte sig mod ham. Han åndede lettet op og smilede af sin dumhed, et spejl. Ikke andet end et stort spejl der var placeret ved døren således at han ikke havde bemærket det da han kom ind.
   Han studerede sig selv. Han så træt ud, havde sorte rander under øjnene og daggamle skægstubbe i sit ansigt. Flængen i hans pande var ganske rigtigt harmløs, den skulle nok hele indenfor en uges tid.
   Han begav sig ud i haven, han havde under sin rundfart i huset bemærket en terrassedør i én af stuerne nedenunder og den satte han nu kursen mod.
   Mærkeligt, tænkte han, hvor kom det billede fra og havde, hvem det end var der havde placeret det, også resten af de ting han smed ud den dag?


VI
   Han gik gennem den dugvåde have med lange skridt. Han kunne ikke se en hånd for sig for en sky var drevet for månen. Hans eneste navigationsmulighed var det spinkle lys han kunne se nede i bagenden af haven.
   Lysthuset var ikke mere end femten kvadratmeter. Det var gammelt og afpillet og havde et gulv lavet af rustrøde sten. Der var hverken døre eller vinduer i bygningen mere, kun gabende huller stod tilbage i det rådne træværk.
   Der var en lille femtrins trappe der førte op til pavillonen og han gik op ad den og stod nu i selve lysthuset.
   Bordet, som stearinlyset stod på, var vakkelvornt og gammelt. Det så ud til at man havde taget det fra huset og stillet det herud. Ud over lyset lå der en konvolut på bordet. Den var engang hvid, men nu falmet og gullig. Adressen på den var udvisket fordi den havde været våd, men man kunne stadig se modtageren: Sebastian Schmidt.
   Han åbnede konvolutten med rystende hænder. Han kunne huske brevet. Hvert eneste ord i det var blevet læst af ham tusinde gange. Men han havde sagt farvel til det for mange år siden. Nu var det tilbage i hans hånd.
   Han læste brevet med hamrende hjerte:
   Elskede Sebastian...
   Da han var færdig med det puttede han det ned i konvolutten igen og lagde den tilbage på bordet. Han famlede i sin lomme efter pakken med cigaretter og fik med en del besvær tændt en.
   Han satte sig ned på det rustrøde stengulv i lysthuset og kunne mærke tårerne trille ned af sine kinder.
   Han forsøgte at ryge, men det var umuligt. Han brød sammen og græd indtil der ikke var mere tilbage i ham at give.
   Han sad bare der, alene i lysthuset og hulkede, mens hans smøg brændte ned og slukkedes.
   Han vidste ikke hvor længe han havde siddet der da han omsider fik samlet sine tanker, men det var stadig bælgmørkt omkring ham.
   Han rejste sig, bemærkede at lyset på bordet var gået ud.
   Et sted ude i haven kunne han se en bevægelse. Han kunne ikke genkende skikkelsen, det var ikke et menneske, for småt, en hund måske, men hvad det end var, forsvandt det hurtigt ind mellem nogle buske. Virkeligheden syntes at komme tilbage.
   Han valgte at han ikke ville undersøge det nærmere og gik i stedet tilbage til huset.
   Havde han lukket døren efter sig?!
   Han gik ind i stuen og satte sig i en overdækket lænestol.
   "Jeg forstår det ikke," sagde han højt. Hans stemme gav genlyd i huset: "Hvad er det du forsøger at vise mig Ingeborg? Hvad er det jeg ikke kan forstå?" Der var ikke andet svar end ekkoet af hans egen stemme.
   Han rakte ned i sin lomme og fandt de to ting frem, billedet af hospitalssengen og uroborossen.
   Han lagde dem på et kaffebord foran sig og studerede dem nærmere. Uroboros. En tohovedet slange der bider sig selv. Hvad havde den med det hele at gøre? Han havde aldrig set sådan en før andet end i et par bøger engang.
   Han kom til at tænke på bartenderen. Han havde insisteret på at give ham slangeblod. Hvad var det med det slangeblod?
   Hvorfor kunne han ikke huske det?
   Han kiggede igen på billedet af den tomme seng og kuvøsen. Hvad?! Der hang et skilt på væggen, som han ikke havde bemærket da han først kiggede på billedet. Det var hvidt og med sorte bogstaver stod: "Namsos Sykehus"
   Et norsk sygehus? Hvad i alverden...
   
VII
   "De siger at slangeblod forener sjæle. Hvis man skåler i det er man forbundet for evigt."
   "Hvad er det for noget hokus pokus, du har været hernede for lang tid."
   "Jeg kender et sted hvor de serverer det. Harald fortalte mig om det."
   "Vil du et sted hen og drikke slangeblod... heh, du er tosset."
   "Kom nu din dødbider."
   "Ja ja, lad os da gøre det."

Han måtte have sovet. Han åbnede sine øjne og så sig rundt i stuen han sad i. Solen var på vej op og han kunne se hvordan himmelen blev farvet purpur over haven.
   Han rejste sig og strakte sig. Der var stadig helt stille i huset.
   Foran ham, på kaffebordet lå en seddel med et telefonnummer på. Hvad?! Han samlede den op og studerede nummeret. Norsk landekode.
   Han så sig om efter en telefon og huskede at han havde set en på et kontor i huset.
   Han fandt hurtigt rummet igen og ganske rigtigt stod der en drejeskivetelefon på skrivebordet.
   Han tog røret og opdagede at der var et signal. Han drejede nummeret.
   "Hallo?" Stemmen i den anden ende var fjern og næsten uhørlig gennem den kraftige statiske støj, men intet i verden kunne få ham til at glemme den stemme, hendes stemme.
   "Ingeborg?" Spurgte han, mens han kunne mærke tårerne springe frem fra hans øjne.
   "Sebastian. Ja det er mig."
   "Hvor er du henne? Jeg har ledt alle stede efter dig. Det er umuligt at finde dig."
   "Ja, Sebastian. Det er umuligt. Men du fandt adressen ikke?"
   "Så det var dig der sendte brevet?"
   "Ja. Men Sebastian, det er vigtigt at du hører efter nu. Du bliver nød til at huske det sidste brev jeg sendte til dig. Du bliver nød til at bringe det tilbage til din hukommelse, det er det eneste der kan tage smerten væk."
   "Jamen, det var jo bare et adresseskift. Det var ikke engang særligt vigtigt Ingeborg. Hvorfor skal jeg huske det?"
   "Nej Sebastian. Du husker det omvendt. Du blander tingene sammen. Der var et brev. Et du fik på efterskolen, det sidste jeg skrev til dig."
   "Jeg kan ikke..." Han slap røret. Han kunne se noget i den anden ende af den lille gang han havde benyttet for at komme frem til kontoret. Henne ved den modsatte dør, ikke mere end ti meter fra ham, stod den. Vuggen!
   "Hvor fanden kommer du fra!" Skreg han og gik hastigt hen imod den. "Hvad er det med den fucking vugge, hvorfor skal jeg se den hele tiden!" Han kom helt hen til den og så ind bag myggenettet.
   Et brev.
   Det sidste brev.
   Indpakket i en rød konvolut, samlet med et stykke tape. Gennemlæst tusind gange, overvejet tusind gange, indtil det til sidst blev smidt ud og glemt.
   Han tog det op. Men han behøvede ikke at læse det igen. Han huskede alle ordene. Han huskede det hele.
   Hans hjerte knustes tusinde gange.

Min elskede Sebastian.
   Lægerne siger at jeg skal føde i næste uge. Hvis ikke jeg kan det sætter de mig i gang.
   Jeg ville virkelig ønske at du kunne komme herop når vores barn bliver til, men jeg forstår at du har travlt med din skole og dine eksamener og alt det.
   Jeg er ked af at du ikke svarede på mit sidste brev, men når alt kommer til alt kan jeg godt forstå at det er svært at forholde sig til det lille mirakel der skal til at udspille sig heroppe.
   Jeg er bange for fødslen, men jeg ved at det er det rigtige at gøre. Jeg håber du kommer herop når du er færdig med skolen, så vi endelig kan være sammen, som en rigtig familie. Mine forældre siger at de gerne vil købe en lejlighed til os i Bergen. Der er rig mulighed for at du kan fortsætte med skole der, ellers kan vi jo altid flytte til Danmark hvis du hellere vil bo der.
   Jeg savner dig så forfærdeligt meget, det er to måneder siden vi sidst sås.
   Jeg har den lille sølvslange hængende over min seng. Det er den bedste gave nogen nogensinde har givet mig, den aften i Hong Kong hvor vi drak slangeblod. Jeg håber bare at det passer det de siger, at man bliver forbundet for evigt.
   Jeg elsker dig min egen.

Din Ingeborg
   Han faldt til jorden. Hans hoved gjorde ondt.
   Telefonen på skrivebordet ringede.
   Han vidste præcist hvem det var. Det var den drejeskive telefon de havde på hans efterskole. Den der havde et nødstilfælde nummer hvis nogen virkelig skulle i kontakt med én af eleverne.
   Som en søvngænger gik han hen til den. Samlede røret op og satte det til øret.
   Han rømmede sig, ligesom han havde gjort dengang, for ti år siden: "Det er Sebastian."
   Stemmen var ikke blevet en dag ældre: "Goddag Sebastian. Du taler med Thor Hammerdahl fra Namsos sykehus. Sidder du ned?"


* * *
   Den gamle kone smilede kærligt til ham, som en bedstemor smiler til sit barnebarn: "Min kære dreng. Er du sikker på at det er hende du savner?" Hun lod ordene hænge i luften mens han tænkte sig om.
   Måske kan han tvinge de to verdener til at mødet og dermed aldrig helt vågne, men stadig være bevidst.
   "Du kan umuligt mene..."
   Den gamle blinkede med det ene øje: "Er du sikker på at det ikke er præcis hvad jeg mener?"

Ung, naiv kærlighed.

Foran ham sidder hun, som en skygge af tryghed og ungdommelig kærlighed. Den slags kærlighed der er evig og ukompliceret. Den slags kærlighed der er perfekt og som alt for hurtigt forsvinder fra livet på grund af fiaskoer og brudte hjerter.
   
VIII
   "Hvorfor svarede du ikke på mit brev?"
   "Jeg kunne ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre."
   "Hvad mener du?"
   "Jeg var kun femten år gammel. Hvordan skulle jeg kunne... åh gud Ingeborg, hvordan skulle jeg kunne tage det ansvar."
   "Du kunne have sagt fra Sebastian. Du kunne have sagt at du ikke elskede mig og at du ikke ville være sammen med mig og din søn."
   "Jeg elskede dig. Jeg elsker dig stadig. Men Ingeborg. Jeg kunne ikke opgive mit liv for dig, heller ikke for ham, vores søn. Jeg..."
   "Stille min elskede. Det er okay. Jeg savnede dig bare så meget i de sidste dage, jeg ville ønske du havde været der sammen med mig. Jeg var så ensom."

Min elskede Sebastian.
   Lægerne siger at jeg skal føde i næste uge. Hvis ikke jeg kan det sætter de mig i gang.
   Jeg ville virkelig ønske at du kunne komme herop når vores barn bliver til, men jeg forstår at du har travlt med din skole og dine eksamener og alt det.
   Jeg er ked af at du ikke svarede på mit sidste brev, men når alt kommer til alt kan jeg godt forstå at det er svært at forholde sig til det lille mirakel der skal til at udspille sig heroppe.
   Jeg er bange for fødslen, men jeg ved at det er det rigtige at gøre. Jeg håber du kommer herop når du er færdig med skolen, så vi endelig kan være sammen, som en rigtig familie. Mine forældre siger at de gerne vil købe en lejlighed til os i Bergen. Der er rig mulighed for at du kan fortsætte med skole der, ellers kan vi jo altid flytte til Danmark hvis du hellere vil bo der.
   Jeg savner dig så forfærdeligt meget, det er to måneder siden vi sidst sås.
   Jeg har den lille sølvslange hængende over min seng. Det er den bedste gave nogen nogensinde har givet mig, den aften i Hong Kong hvor vi drak slangeblod. Jeg håber bare at det passer det de siger, at man bliver forbundet for evigt.
   Jeg elsker dig min egen.

Din Ingeborg