Sneen faldt lydløst fra en betongrå Moskva himmel.
   Han kunne høre larmen fra folk på gaden, bilstøj, råben, handlen ... liv.
   "Det er yderst beklageligt, at De skulle støde på denne månebase på Deres sidste flyvning," sagde Perimov udtryksløst.
   Sergei så opmærksomt på ham.
   Base? Han anede ikke at det var en base. Han havde set en grå masse, han ikke kunne identificerer, på månen under sin sidste flyvning og havde rapporteret det til Moskva.
   Da han landede, havde han øjeblikkeligt fået besked på at møde på RKA's hovedkvarter, fordi Perimov selv ønskede at debriefe ham.
   Sergei var træt og følte sig sløj efter den lange rejse, men direktøren havde insisteret på, at dette møde ikke kunne udskydes til dagen efter.
   "Det forholder sig sådan, at månebasen er klassificeret. Derfor vil jeg ikke være i stand til at fortælle Dem meget om den," sagde Perimov.
   Sergei forholdt sig tavs.
   "Men vores kontakt på basen, en vis hr. O'Connor, fik din fil tilsendt. Han har kontaktet os og ønsker at møde Dem," fortsatte direktøren.
   "Det er blevet arrangeret, at De flyver til månen allerede i morgen. Jeg håber ikke, dette er et problem?"
   Sergei rystede på hovedet. Han havde ikke lyst til at flyve igen så tidligt. Men det lød ikke på Perimov, som om det var et emne åbent for debat.
   "Meget vel, kosmonaut Zinov'yevna. Gør Dem klar til deres flyvning. Forventet afgang 0700 i morgen tidlig. Beboerne på Layka forventer Deres ankomst i morgen aften."
   Han rakte Sergei hånden, kosmonauten slog hælene sammen og bukkede for direktøren.
   Derefter gik han ud af hovedkvarteret og prajede en taxa for at komme hjem og sove et par timer.

Han kunne se det tydeligt nu.
   Det, der på afstand ikke havde været meget andet end en udtværet klat, var nu tydeligt et større kompleks, dannet af adskillige store kupler.
   De så ud til at være bygget af stålrammer, hvori man havde placeret adskillige plader af glas eller plastic. De ydre vægge var ikke beskyttet på nogen måde og Sergei spekulerede på hvilket stof, de var lavet af, siden de tilsyneladende kunne holde.
   Komplekset var stort. Set fra oven mindede det i størrelsen om Moskva, men vinduerne var dækket af noget sort indefra, hvilket gjorde stedet umuligt at se fra jorden.
   Han kunne se en bygning, hvor kuplen var åben, og vidste at stedet var en luftsluse. Det var hans landingsplads.
   Landingsfartøjet drev langsomt ned imod den.
   Sergei havde en underlig uro i kroppen. Hele stedet lignede noget fra en film.
   Tomt, majestætisk og helt igennem sterilt. Landskabet omkring kuplerne var ligeså dødt og sørgmodigt som resten af månen.
   Skibet drev ned i kuplen og kosmonauten havde en følelse af at blive ædt af en gigantisk plante. Han sank ét eller andet og tørrede sveden af sin pande.
   Interiøret i luftslusen var lavet af metal. Store boltede metalplader skinnede svagt i lyset fra hans lygter.
   Landingsstellet sprang ud på det lille fartøj og Sergei satte hende forsigtigt ned på den metalliske overflade.
   Sergei kunne høre en rumlen og kunne se gabet lukke over sig.
   Han iklædte sig sin rumdragt og åbnede slusen på landingsfartøjet.
   Tyngdekraften i kuplen svarede til månens overflade, så han hoppede forsigtigt ud på gulvet.
   Rummet omkring ham var større, end han havde forestillet sig. Han følte sig uendeligt lille, som han stod her, helt ensom på det polerede gulv.
   Cirka femhundrede meter væk kunne han se den eneste dør, der ledte ud fra kuplen.
   Han begyndte at bevæge sig hen imod den.
   Da han nåede frem, trykkede han forsigtigt på knappen, der ville sætte låsemekanismen i gang, og med et svagt sug gik den tykke metaldør op.
   Han gik indenfor og fandt sig selv i en lang sluse, der mindede om et dekompressions kammer. Døren lukkede bag ham og maskineriet gik i gang med en skrigende larm.
   Det tog tre minutter, hvor han kunne mærke at han blev tungere og tungere. Så gik døren i den fjerne ende af rummet op. Sergei kunne se lys bag den.
   Han satte kursen ned imod rummet på den anden side.

Da han nåede derned så han, at rummet lignede en lodseplads.
   Her stod adskillige store maskiner, som han ikke umiddelbart kunne genkende, samt række efter række af containere. Han var i endnu en kuppel, den lille luftsluse syntes at være det eneste der forbandt dem.
   Nede i bunden af labyrinten af containere kunne han se endnu en dør. Men i modsætning til den, han netop havde været igennem, ledte denne dør til en lift, der kunne gå opad igennem et massivt rør, som stod ud fra væggen.
   Han satte forsigtigt kursen ned forbi de mastodontiske maskiner.
   Da han kom hen til containerne, kastede han et flygtigt blik ned i den forreste af dem. Den var fyldt med metalliske rester, samt en sær kviksølvs lignende væske. Han rynkede brynene i forundring og gik videre igennem labyrinten.
   Halvvejs nede mod liften hørte han pludselig en lyd, der fik ham til at fare sammen og se til alle sider. Der var intet tegn på liv.
   Sergei stod helt stille og forsøgte at høre noget over larmen fra sit eget hamrende hjerte.
   Det var ikke noget at høre til at starte med, men snart efter kunne han høre en lyd.
   En våd klaskende lyd, han ikke kunne præcisere.
   Hastigt bevægede han sig videre ned imod liften. Hvad det end måtte være der levede hernede havde han ikke noget ønske om at møde.
   Da han var mindre end fem meter fra liften, fangede han en bevægelse i sin øjenkrog.
   Han snurrede rundt og stod ansigt til ansigt med det, der havde afgivet lyden.
   Sergeis nervøse fornemmelse blev erstattet med rædsel, da han så den ødelagte skikkelse, der nu, på alle fire, kravlede hen over det matte metal gulv.
   Hans hjerne kunne ikke finde nogen måde at beskrive hende. Hun forblev, for evigt, et minde af ren rædsel, der i mange nætter for fremtiden ville vække ham, badet i sved og urin og skælvende af frygt.
   Panisk så han sig om efter ét eller andet, han kunne beskytte sig med og fik øje på et jernrør, der havde forladt en container.
   Han kastede sig hen imod røret og greb det i samme øjeblik, som den våde, nøgne skikkelse kastede sig bestialsk over ham.
   Det lykkedes ham at drejede sig rundt, så han lå på ryggen og ansigt til ansigt med hende. Hendes øjne var de smukkeste blå safirer han nogensinde havde set.
   Hun forsøgte at slå hans hjelm i stykker med noget der måske engang havde været en hånd.
   Han gengældte, i panik, hendes vold og slog røret, én, to, tre gange ind i tindingen på hende indtil hendes kranie gav efter med et vådt smæk.
   Hun sank sammen over ham og med en følelse, der blandede afsky og rædsel, flåede han hende til siden og væk fra sig.
   Han kravlede hastigt væk fra hende og så på jernrøret, der nu var indsmurt i klumpet blod og den samme metalliske substans han havde set i containeren.
   Kosmonauten kæmpede mod kvalmen mens han febrilsk forsøgte at komme på benene.
   Et latterligt "ding" genlød i maskine kirkegården og han så over mod liften, med jernrøret løftet over hovedet, klar til at slås igen.
   Døren til liften, åbnede med et stille suk.
   Inde i elevatoren kunne han se et velplejet trægulv og et panel der havde én enkelt knap.
   Han gik forsigtigt hen til liften og ind i den.
   Der stod ikke noget på knappen. Han trykkede forsigtigt på den. Døren lukkede igen og liften satte i bevægelse.
   Elevatoren kørte opad igennem det store rør. Sergei løsnede sin hjelm og tog den af og under armen. Han følte sig klaustrofobisk og begyndte at hyperventilere.
   Han blev løftet op over selve kuplen og fik et blik ud over månens overflade igen, mens han befandt sig i et led imellem denne kuppel og den der lå over ham.
   Snart efter kom han op i den næste kuppel og kørte et stykke tid længere op, indtil liften forsigtigt stoppede med endnu et patetisk "ding".
   Dørene gik op.
   Sergei stod klar med røret.

Sergei fandt sig selv i en kuppel, ulig dem han allerede havde set.
   Stedet her var fint dekoreret med plakater og malerier. Der lå rækker af gader, hver med deres unikke samling af butikker og cafeer.
   Han kunne se adskillige mennesker, der gik rundt og handlede i butikkerne, eller blot sad på de mange cafeer og nød kaffe under en kunstig sol. Sergei bemærkede at langt størstedelen af dem røg.
   Lige foran ham stod en mand.
   Manden var iført en nyrenset smoking. Han havde kort, tilbagestrøget sort hår og et overskæg, der tegnede sig som to streger under hans næse.
   Manden, der som alle andre, stod og røg en cigaret, lyste op i et smil, da han så Sergei.
   "Endelig, min ven, endelig," sagde han på engelsk og rakte hånden frem.
   Sergei tog den.
   "Mit navn er Frank O´Conner, det er mig der har inviteret Dem herop."
   Sergei smilede anstrengt til manden.
   "Men de ser træt ud. I morgen skal jeg fortælle Dem alt om, hvorfor De er her, men i aften må De blot hvile dem og slappe af. Er det en aftale?"
   Sergei var træt, trættere end han troede og mandens invitation lød fornuftig. Han nikkede.
   "Jeg har taget mig den frihed at indkvarterer Dem hos min datter, Ayn," sagde Frank.
   "Hvis De vil være så venlig at følge med."
   Frank ledte Sergei ned igennem gaderne, indtil de nåede frem til en lift, der førte til et enormt lejlighedskompleks.
   Her førte Frank Sergei ind i en bygning og op på den øverste etage, hvor hans datter boede i en penthouse lejlighed.
   Hun var ikke hjemme, men Frank havde en nøgle og låste dem ind i den overdådige lejlighed.
   De satte sig i en komfortabel sofa og Frank fandt en flaske vodka frem og skænkede op til Sergei.

"Vi byggede Laika på en drøm," sagde Frank, åbenbart ude af stand til at gemme samtalen til morgendagen, "Hun udsprang som en idealistisk idé og endte som dette perfekte univers, hvor kreativitet og genialitet kan blive dyrket uden smålige parasitter til at trække det ned."
   Sergei tog en slurk af sin vodka og så på Frank. Han havde det, som om han drømte. Hele stedet var så uvirkeligt.
   Udover den usikkerhed, han havde i forbindelse med dette absurde sted, lå væsnet i indgangen stadig som en trykkende skygge i hans sind.
   "Vi er ikke et lukket selskab," sagde Frank. "Vi ynder at invitere nye kræfter til vores projekt, men lad mig med det samme sige, at vi er kræsne med, hvem vi vælger. Da vi hørte, at De havde opdaget vores lokation, blev vi først oprørte over vores ringe koordination med RKA, men derefter også nysgerrige efter at høre, hvem De var.
   De har, som sagt, de varmeste anbefalinger fra Perminov og han gav os lov til at studerer Deres sagsakt."
   Sergei rynkede brynene.
   Frank smilede: "Vi ønskede at vide, hvem De var, og vi er meget imponerede. Forestil Dem dette møde som en invitation. En håndsudrækning der indbyder til et ligesindet kammeratskab."
   Sergei tog en slurk af sin vodka.
   "Vi, der bor her, ser os selv som pionerer af en slags. En gruppe der ikke længere fandt tilfredsstillelse i jordens konforme etiske og politiske retningslinier. Vi tror på, at et blomstrende og ekspanderende intellekt er grundstenen for enhver civilisation.
   Ser De, absolut frihed er det vi stræber efter og med absolut frihed mener jeg, i sidste ende, den medfødte menneskeret til at vælge, agere og leve efter egen evne og måske endnu vigtigere ambition."
   Sergei tømte sit glas og hældte op igen til sig selv og Frank.
   Den anden takkede og så tænksomt på sit den gennemsigtige væske: "Vi skylder meget til vores egen opdagelse. Vores deux ex machina." Frank smilede nostalgisk: "Jeg skal introducere Dem for den i morgen."
   Døren gik og Sergei kunne høre bestøvlede fødder mod det polerede trægulv.
   Frank vendte sin opmærksomhed mod den nyankomne og Sergei, der sad med ryggen til døren, kunne høre hendes distingverede stemme sige: "Jeg har set frem til at møde Dem hr. Zinov'yevna." Hun trådte frem foran ham og han rejste sig for at kysse hendes hånd.
   Dette var, uden tvivl, én af de smukkeste kvinder, han nogensinde havde set.
   Hun havde langt lyst hår, der var sat op. To slangekrøller slikkede kælent hendes skuldre og hals. Hun havde skinnende grønne øjne, en smuk kaukasisk næse og en rødmalet, sensuel og lidt bred mund. Hendes hage var stærk, men stadig feminin.
   Den balkjole hun bar, var en skrædders håndværk. Den var et, for Sergei, uvant snit.
   Halsen var høj og en udskæring løb i et smalt V ned til under hendes fyldige bryst.
   Hun røg en cigaret, der var sat i et langt cigaretrør, og pustede næsten konfronterende røgen ud mod Sergei.
   Han rakte en hånd frem, tog hendes og kyssede den.
   Frank præsenterede dem: "Dette er Ayn."
   Hun smilede bredt og nejede: "Fortryllende endelig at møde Dem hr. Zinov'yevna," sagde hun.
   Sergei syntes bestemt, at Frank havde præsenteret hende som sin datter, men der måtte tydeligvis være tale om en misforståelse. Hun kunne ikke være mere end fem år yngre end ham. Han slyngede tanken væk, han måtte have misforstået.
   Ayn satte sig i sofaen ved siden af ham og skænkede sig et glas vodka.
   "Ayn arbejder i Laikas biotek afdeling. Hun leder et forskerhold bestående af nogen af de dygtigste forskere verden endnu har set," sagde Frank: "Jeg er sikker på, at I to har meget at tale om." Han rejste sig og rakte Sergei hånden: "Vi tales ved i morgen. Jeg er gammel og må gå til ro, jeg føler mig tryk ved at efterlade Dem i Ayns hænder."
   Frank forlod lejligheden.
   Ayn så på ham med et frækt glimt i øjet: "Såeh, Sergei... De har ikke noget imod, at jeg kalder Dem Sergei?"

Da han vågnede i Ayns veldekorerede lejlighed og så op i det hvide stukloft, var han først i tvivl om, hvor han befandt sig. Kort efter kom minderne tilbage.
   Han satte sig op i hendes dobbeltseng og så sig om i lejligheden, kunne høre hende på badeværelset, hun måtte stå under bruseren.
   Der var lagt et sæt tøj frem på en hvidmalet stol, som han kunne regne ud måtte være til ham.
   Han tog tøjet på, grå bukser og en hvid skjorte, og gik hen til rummets eneste vindue.
   Månen lå kold og død udenfor og han kunne se jorden, langt over dem. Han lagde sin hånd på ruden og bankede på den. Det var en form for plastic, lavet med de samme egenskaber som envejsglas.
   "Har du sovet godt?"
   Han for sammen og snurrede rundt.
   Ayn stod i døren til badeværelset, nøgen og i færd med at tørre sit hår i et håndklæde.
   "Jeg håber(,) du kan tilgive mig for ikke at vække dig. Du måtte være træt efter i går," sagde hun.
   Han nikkede.
   "Tøjet klæder dig."
   Hun greb ud efter en pakke cigaretter og skruede én ind mellem sine velformede læber.
   "Passer det?"
   Han nikkede og tog et par skridt væk fra vinduet og satte sig på sengen.
   Hun smilede: "Du ser undrende ud. Jeg forstår, det må være uvirkeligt at ankomme til dette sted fra jorden. Det er fremtiden Sergei."
   Hun tændte sin cigaret med en slank sølvlighter.
   Han så tænksomt på den.
   Hun lo og sagde, som kunne hun læse hans tanker: "Du må undre dig over, at så mange af os heroppe ryger. Jeg har ladet mig fortælle, at rygning er ulovligt i de fleste lande på jorden. Heroppe er rygning næsten en livsnødvendighed. Vi gør det for at nedbryde vores celler, men de vil opdage hvorfor senere i dag, når min far kommer og henter dem."
   Han havde altså ikke hørt forkert dagen forinden. Frank var virkelig hendes far, men hvordan kunne det være muligt?
   Han valgte ikke at kommentere hendes svar, for ikke at blive endnu mere forvirret.
   Hun greb et par trusser i skuffen og trak dem på, derefter iførte hun sig en nederdel og en skjorte og til sidst en hvid laboratorium kittel.
   "Hvis du er sulten, er der mad i køleskabet. Jeg skal på arbejde nu. Frank sagde, at han ville komme forbi og hente dig i løbet af formiddagen." Hun vendte sig og forlod soveværelset.
   Sergei gik ud i køkkenet for at finde noget at spise.
   Da han havde spist, satte han sig i en stuens eneste sofa og så tomt ud i luften.
   Der stod en computer på bordet foran ham, men han havde ikke lyst til at rode i Ayns personlige ting, så han lod den være.
   Han så sig om efter noget han kunne fordrive tiden med, men her var underligt strippet for enhver form for underholdning.
   Han endte med bare at læne sig tilbage med en kop sort kaffe og stirre ud ad vinduet og ned på månen.

Omkring klokken 10 gik døren op og Frank trådte ind. Han var iklædt et gråt jakkesæt og et rødt, flamboyant slips
   "Ah, hr. Zinov'yevna, er De klar?" spurgte han.
   Sergei rejste sig og nikkede.
   Frank lo: "Velkommen til fremtiden," sagde han

Laboratoriet så futuristisk ud i Sergeis øjne. Her var adskillige maskiner, han ikke havde set før, og en tydelig teknologi, der langt oversteg jordens.
   Han så nysgerrigt på de mange processer, der blev udført af folk i hvide kitler, og fulgte Frank rundt i sektionen.
   Frank havde sat kursen mod de bagerste laboratorier, han kendte vejen og førte dem hastigt og præcist igennem labyrinten.
   Endelig kom de til en metaldør. Frank satte sit øje op mod retinal scanneren og døren gik lydløst op.
   Indenfor stod endnu flere maskiner. Der var en lavmælt, mekanisk summen i luften.
   Frank så begejstret ud, da han gik hen til noget, der mindede om en kryocontainer, og åbnede lågen til den.
   Han trak en anonym kasse frem og stillede den på et beskedent operationsbord.
   "Sergei. I denne kasse holder jeg redskabet for denne verdens udvikling. Hele Laika er blevet etableret takket være dette." Han åbnede kassen: "I en verden, der stagnerede på grund af mangel på mod og svækket af fokus på etik, viste dette sig at være en sand deus ex machina, hvis blot vi turde tage det og bruge det."
   Sergei lænede sig frem og så ned i kassen, hvor Frank hev en mindre container frem. Den lille container indeholdt fem EDTA-glas med den kviksølvs lignende væske, som Sergei havde set dagen før, først i containeren, derefter i forbindelse med væsnets kraniebrud.
   Han kunne mærke sit hjerte hamre hårdere i brystet igen. Hvad laver de her? Kunne det væsen fra i går være et produkt af dette laboratorium?
   Frank rakte stolt glassene hen imod Sergei: "Dette er morgendagens teknologi hr. Zinov'yevna. Nanobotter," sagde han og fortsatte: "Mikroskopiske AI’er i en biologisk celleform, i stand til at mime og fungere som en hvilken som helst anden celle."
   Sergei tog ét af glassene og studerede væsken. Han havde taget fejl dagen i forvejen. Det mindede kun overfladisk om kviksølv. Denne væske var tyndere og en lille smule klar. Han kunne se sin hånd på den anden side af glasset.
   Han ville spørge, hvad man brugte dem til, men frygtede allerede, at han kendte svaret.
   Væsnet fra i går kom tilbage i hans tanker. Hvordan hun så ud til at være dækket af svulster, som om en kræftsygdom forsøgte at penetrere hendes krop.
   "De bruges til at forbedre din krop. Ikke bare gøre den bedre inden for menneskelig formåen, men ud over. De optages naturligt og fordeler sig selv via blodårer rundt i kroppen, hvor de erstatter døende og syge celler. De er kuren på alle genetiske sygdomme, alle vira ... Kuren mod alderdom."
   Det løb Sergei koldt ned ad ryggen. Han stod med en kunstigt frembragt ungdommens kilde. Hvis disse mennesker var i stand til at lave en biologisk kunstig intelligens på cellebasis, hvis det virkelig passede det Frank fortalte ham, så stod han her med nøglen til det evige liv!
   "Vi har kunnet i mange år, men problemet har aldrig været teknologien, problemet har været etikken. Hvis man vil skabe, må man give ofre. Hvis ét af de ofre skulle vise sig at blive mig selv, vil jeg gå i min grav velvidende, at jeg dør som en fri mand, dør fordi jeg har valgt det, fordi jeg har min skæbne i mine egne hænder. Er det ikke menneskets nobleste opgave at vælge for sig selv i stedet for at forsøge at tvinge andre?
   Kun via fremskridt og ofre kan menneskeheden komme videre. Kun gennem frihed til at udforske kan vi træde nærmere perfektion. Vi skaber teknologi, som I på jorden ikke engang kan drømme om og vi distribuere det på jorden, skaber vores egen uafhængige markedsøkonomi." Han smilede stolt: "Her sværger vi ikke til moralske dilemmaer, for vi har forstået, at enhver skal realisere sig selv uden tøjler og rammer. Alles opgave er at rationalisere og visualisere. Når alle er indforstået med dette princip, er der ikke længere behov for regeringer eller magthavere eller parasitter til at trække os ned på et fælles plan. Når alle indser det, kan mennesket blomstre, og fremskridt og lykke er ikke længere en abstrakt ambition, men den eneste reelle virkelighed,"
   Sergei rystede på hovedet, men valgte at holde sine meninger stille.
   Frank så alvorligt på ham og sagde så: "Men de ofre, der har været, er selvfølgelig et sår på Laykas sjæl. Jeg vil gerne vise Dem det, men det kræver, at De er objektiv, at de ser dem, som de er. Frie mennesker der har valgt deres skæbne."
   Sergei så nysgerrigt på ham.
   Frank smilede faderligt og lagde en hånd på hans skulder: "Hvis De er klar. Husk, objektivitet. Når De engang skal vælge, om De ønsker at blive hos os, er det vigtigt, at De forstår, at valget ikke er godt mod ondt, men konformitet kontra non-konformitet"
   Han stillede glassene på bordet og ledte Sergei ud af laboratoriet og ned ad en lang gang, der ledte til en lift.
   Han trykkede på én af knapperne på det store kontrolpanel og liften satte i bevægelse.
   Han tændte en cigaret og så tænksomt på Sergei: "Jeg er ikke sikker på, at De vil kunne lide det, De nu skal se. Men jeg vil bede Dem forstå et grundlæggende princip i selvopofrelse. Ingen af de mennesker, De vil se nu, er blevet tvunget til noget. Vi tror ikke på magtanvendelse af nogen art. Aggression og tvang er langt fra vores forestilling om en bedre morgendag. Hver eneste af de mennesker, De skal se nu, har forseglet deres egen skæbne. De er frivilligt gået med til det, der er blevet dem gjort. De har ofret sig, på lige basis, som alle os andre, for denne sag, for at dette paradis´ eksistens er muligt."
   Sergei havde allerede en forestilling om, hvad han skulle være vidne til.
   Døren til liften gik op og de kom ud i en kuppel af samme dimensioner, som den han oprindeligt var landet i.
   Gulvet var af samme polerede metal og rummet var helt tomt for møbler, maskiner eller andre objekter.
   Forskellen på denne kuppel og hangaren var, at denne kuppel var delt på midten af en kolossal glasmur.
   Den side, de stod på, var tom for mennesker, men Sergei kunne se skikkelser bevæge sig på den anden side af muren.
   Frank ledte ham igennem kuplen og hen til glasset.
   Sergei så på skikkelserne, der lå, stod og sad på den anden side.
   Væsnerne var et virvar af svulster og sepsis.
   Deres rådnende hud hang i trævler ned over deres benede og syge kroppe. Nogen af dem sad apatisk og stirrede ud i luften med deres alt for menneskelige øjne, andre var i gang med at spise blodigt, råt kød. Hvis nogen kom for tæt på deres bytte, bjæffede de dyrisk af dem eller slog ud med deres krogede, deforme lemmer.
   Det var ikke synet af deres kræftødelagte kroppe, der fik Sergei til at kaste op. Det var det faktum, at det de sad og tyggede i sig med suttende lyde, var hinanden.
   Den sølvfarvede væske løb ned af deres hager i en slimet strøm af blod og indvolde.
   Frank så på dem uden skyggen af medlidenhed.
   "Hver eneste af dem har valgt deres egen skæbne," sagde han. "Deres kroppe og sind er blevet ædt af nanobotterne, der ignorant har ødelagt deres værter med for hurtig celleforandring." Han tændte en cigaret.
   "Se på dem, i virkeligheden er de ikke så forskellige fra folk på jorden. De ønsker kun at konsumere og ekspandere. De er blottet for nogen egentlige visioner, men er drevet af de mest basale behov: sex, magt og føde" Han fnøs, "Ikke så forskellige fra jordboerne."
   "Hvorfor?" Spurgte Sergei og rettede sig op, mens han tørrede sig om munden: "Hvorfor har I bedt mig komme?
   Frank smilede kærligt: "Efter at have læst deres sag, besluttede min datter, at De ville være den perfekte far til hendes barn. Hun ønskede at undfange sit barn på traditionel vis og hun ønskede de bedste gener, hun kunne få fat i. De er ingeniør og kemiker. De har en god alder og er i perfekt fysisk form. Vi tilsmiler vores held for, at der skete en fejl, så de opdagede os, men efter at have studeret Dem og talt med Dem, er jeg sikker på, at De ville være blevet kontaktet før eller siden alligevel. I sidste ende er grunden til, at De er her, deres arvemasse. Ser De, vigtigere end noget andet er fremskridtet og fremskridtet er, trods alt også i næste generations hænder."
   Sergei så vredt på ham: "Så De importerede mig for min sæd?!"
   "Både det og for at give Dem chancen for at blive en del af denne verden. De er mere end velkommen til at blive, hvis De ønsker det. Ingen vil tvinge Dem, De kan vende tilbage til moralsk indoktrinering og religiøst diktatur, hvis De ønsker det. Denne dør er åben for Dem, hvad De end vælger, er op til Dem selv, og ingen her vil dømme Dem for deres valg.

Sergei forlod kuplen med muren som en truende skygge bag sig.
   Han kunne høre væsnerne... menneskerne, smaske lystigt i deres kannibalistiske orgie.
   Han så på Frank, der udtryksløst trykkede på knappen til elevatoren.