De hvide kondisko havde set bedre dage. Så afgjort. Noget af sålen var slidt af, så den ene sko knirkede hver gang hun tog et skridt. Der blev taget mange skridt den aften. Tænksomme skridt i regnvejret. Det var mørkt, sent og området mennesketomt, på trods af at hun kun befandt sig par hundrede meter fra byens centrum. En regndråbe landede på hendes pande, trillede ned i øjenkrogen, og fortsatte turen ned over kinden som en tåre. Hun smilede ved sig selv og tørrede den væk.
Om hendes hals hang den første udgave af Apple's Ipod Nano. Uundværligt stykke teknologi for hende, musik fungerede som en terapi, når verden og alle dens problemer kom hende for nær. Tonerne - oplivende, optimistiske, støttende eller sørgmodige. Evigt afspejlede de hendes humør. Og dog havde hun i dag svært ved at finde præcis den sang, der dækkede stemningen perfekt. Hun gjorde holdt ved en bro. Nød aftenbrisen der lod en lun, blød vind blæse op under jakken. Det føltes næsten som kærtegn. Solnedgangen spejledes i det mørke vand. Træerne kastede deres skygger ud over søens regnkrusede overflade - de eneste bevægelser der sås, var to svaner der fulgtes rundt på søen. Så smukt knejsende med halsen. Idyl. Hun blev stående og betragtede de to prægtige fugle. De vendte den nedgående sol ryggen og flød hen mod hende. De kom nærmere, for til sidst at glide ind under broens dække, i tørvejr. Hun skuttede sig i den våde sommeraften. De hvide kondisko fortsatte deres tur henover brostenene - hjem.
På afstand betragtede hun lejlighedens vinduer. Gardinerne var ikke trukket for, så fjernsynet kastede lys op på væggen. Ud fra farverne at dømme, måtte han være ved at se fodbold. Hun åbnede jakken, nød at regnen blev til smusk og mærkede at de små vindpust blev til flere. Hun lænede hovedet tilbage, et vindpust fangede hendes hår, og kærtegnede hendes hals. Hun gik ind i opgangen. Hver anden gang hun satte foden mod trappens trin, knirkede skoen. Næsten rytmisk.
Døren var åben, hun smøg sig indenfor, tog jakken af og trådte ud af skoene. Så sig i spejlet, de blå øjne så tilbage. Det regnvåde hår faldt ned over ansigtet, på en måde man ellers kun læser sig til - eller ser på film. Hendes krop søgte tydeligvis en omfavnelse, en velkomst, da hun gik ind i stuen, men hun fik ingenting. Hendes kæreste havde inviteret et par kammerater over, der nu alle, ham selv inklusiv, sad og sov. Øldåser, chipsrester, popcorn og sokker flød over det meste af den lille stue - dog vidnede de tomme tallerkner om, at hendes hjemmelavede burgere var gået rent ind. Hun havde bedt ham gemme en, men den var væk. En kammerat vågnede, rejste sig fra stolen og kom hen for at hilse på. Med hviskende stemmer præsenterede de sig for hinanden. Han mente han lige ville sig tak for mad, til den fantastiske kvinde der havde lavet det. Hun blev et kort sekund blød i knæene, og måtte lukke øjnene, da han gav hende et kram. Hun blev forbløffet over varmen, over ægtheden der lå i hans måde at slutte hans arme om hende. Hun rystede på hovedet, da han tilbød at hjælpe med oprydningen, så han tog sin jakke og smuttede stille ud af døren.
Hun kastede et blik over de sidste tre sovende i stuen. Hendes kæreste lå ligbleg, på den største af de to sofaer. Fuld, og med savl ned ad kinden. Hun hentede en pude til en af de andre sovende, der havde fået sig klemt sidelæns ned i den anden af stuens to lænestole. Han vågnede med et lille grynt, der tydeligt indikerede den smerte han følte i kroppen. Kammeraten måtte støtte sig til hende, for at komme ud af stolen. Hun førte ham ind til dobbeltsengen, så han kunne strække sig lidt ud for det sidste af natten. Ud fra kærestens blege ansigtskonturer at dømme, var der intet der tydede på at han ville vågne foreløbig, og kræve sin seng tilbage.
De halvvåde tøjstykker blev hængt til tørre på badeværelset, hun fandt en tør t-shirt og smuttede ind i seng. Kammeraten ventede på hende, gav hende et kram og takkede for buddet om sengeplads. Han løftede dynen for hende, og puttede hende under den, mens han selv lod den anden dække hans egen krop bagefter. Kort efter sov de begge to. Et par timer senere begyndte hun at ligge lidt uroligt i sengen. Hun drømte. Ud fra bevægelser at dømme, måtte hun være bange for et eller andet. I søvne kom først et par uforstående ord ud gennem hendes læber, efterfulgt af et par forståelige: "Hold om mig." Sengekammeraten mærkede uroen, om han hørte ordene er uvist, men han drejede sig om og lagde en arm om hende. Hun faldt til ro. Hans åndedræt blev tungt.
Næste formiddag vågnede hun ved sengekammeraten der stod op. Han havde i modsætning til de andre, ikke været fuld. Han forlod lejligheden, som den anden også efter at have tilbudt hjælp med oprydning.
Hun stod lidt og så ud over de sidste to sovende i stuen. Pr refleks blev det tjekket om vejen til badeværelset var fri - hun hentede en gulvspand, hældte lidt vand i bunden og satte den ved siden af sengen. Der gik ikke mange minutter før han rejste sig fra sengen og stavrede ud på badeværelset, den dårlige balance til trods - temmelig hurtigt. Hun sagde ingenting men gik ud i køkkenet og sukkede over rodet. Sollyset spillede på gulvet, så hun spiste færdig på den lille altan. I fred for scenariet der udspillede sig indenfor og med solen i ansigtet.
Da hun var færdig blev hun mødt af den sidste sovende, der havde bevæget sig ud i køkkenet, læsset med brugte tallerkner, tomme skåle og glas. Han smilede lidt groggy til hende efter at have sat det hele i opvaskemaskinen. Hans ansigt røbede hans behov for et par hovedpinepiller. Hun fandt dem frem fra skabet, og han modtog med kyshånd. Ryddede det sidste op fra stuen, takkede hende for den lækre mad og forsvandt.
I sengen lå han, ynkelig og sur. Han begyndte at råbe, at komme med uforståelige ordre. Hun ignorerede bevidst. Hun så sig omkring, fandt en taske og begyndte at pakke. Skoene i gangen blev stående. I stedet valgte hun et par høje sorte støvler, med hæl. Det lød beslutsomt, da hun gik rundt i lejligheden en sidste gang.
Hun lukkede døren bag sig. Hendes hårde fodtrin gav ekko i opgangen. Ned på gaden, videre over broen, hvor hendes blik igen faldt på de to svaner. Hun observerede først nu, hvordan den ene manglede et øje. Øjenhulen var simpelthen tom, hvordan den havde klaret sig stod ikke til at forklare, men under alle omstændigheder var den endt umådelig smuk. Støvlerne trampede videre med retning mod stationen. Ved første øjekast var der mennesketomt, men det varede ikke ved. Folk indfandt sig efterhånden som toget ankomsttidspunkt rykkede nærmere.
Instinktivt fandt hendes hånd vej mod jakkelommen, ganske som telefonen begyndte at vibrere. Opkaldene blev afvist pr refleks. Nattens oplevelser af taknemmelighed, havde skabt endelig klarhed om hendes beslutning.
Ingen af hendes sko fandt nogensinde vej tilbage til lejligheden. Derimod glemte hun aldrig den smukke enøjede svane.