Det var en aften under karnevalet, at jeg besluttede mig for at slippe væk fra alle festlighederne og gå en tur nede i de hængende haver.
   Jeg trådte ind på stien, der var oplyst af skildpaddelys, og gik gennem den labyrintine underbevoksning.
   Det var varmt og jeg kunne svagt skimte månen på himmelen. De eneste lyde, der var at høre, var cikadernes melankolske nattesang. Jeg smilede og indåndede duften af haverne og bare nød mit eget selskab.
   Pludselig faldt en cikade ned fra haven over mig og landede på min skulder. I stedet for at gå i panik over insektets størrelse og bare puffe det af mig med en hurtig bevægelse, tog jeg ganske forsigtigt fat i cikkaden og lod den hvile i min håndflade.
   Jeg satte mig på en bænk, stadig med dyret i hånden, og studerede den. Efter et kort stykke tid, hvor insektet og jeg havde set hinanden an, begyndte den at spille den smukkeste sang for mig.
   Jeg, dens eneste publikum, sad lykkeligt og lyttede til dens koncert.
   Da den besluttede sig for at være færdig, pakkede den sit instrument sammen og hoppede fra min hånd tilbage til haven.
   Jeg sad et stykke tid og så op efter den, hvor den var forsvundet.
   "Hej du." Stemmen var blød og ganske uventet. Jeg snurrede rundt og så bag mig en skikkelse der var cirka et hoved mindre end mig.
   Langt sort hår, dybe mørke øjne. Hendes smil var på een gang en kvindes sensuelle og en piges uskyldigt, drilske.
   Hun stod i skyggen af haven og smilede glad til mig: "De siger at cikadernes sang varsler forandring," sagde hun og kom tættere på mig.
   Jeg svarede at det havde jeg aldrig hørt, men hvis det passede ville forandring være kærkommen.
   Hun lo, hendes lattersom klokkeklang i natten. Kort derefter så hun alvorlig ud. Hun tog min hånd og så på mig med de dybe, næsten sorte øjne og sagde: "Vil du hjælpe mig med noget?" Jeg tænkte ikke yderligere over hvad denne invitation kunne betyde og svarede, næsten passivt, at selvfølgelig ville jeg det.
   "Så kom," sagde hun og ledte mig gennem underbevoksningen.
   Vi gik i næsten tyve minutter, indtil vi endelig kom frem til centrum for haverne. Her stod et lille hus, der var lavet af gråt beton, men var overbegroet af planter fra jorden, der ville op i haverne. Døren ind til huset var lukke, men hun gik hen til den og åbnede den, den knirkede ildevarslende og af alle de dufte rummet på den anden side kunne have bragt, lugtede jeg den bedske lugt af klor.
   Hun ledte mig ind i det mærkeligste rum jeg endnu har set.
   Det meste af rummet var en pool. Bunden af poolen var dækket af alger der afgav et underligt phosforiserende grønt lys.
   Tre, ud af fire vægge var dækket af skrift. Ord jeg ikke forstod, men som jeg var sikker på var skrevet på mit eget sprog.
   I enden af lokalet stod en statue af en gammel sagnehelt, eller måske en gud af en art, jeg genkendte ham ikke. I sin hånd holdt han en metalplade og på den stod flere linier af ord, jeg kunne ikke læse dem på denne afstand.
   Jeg så på min nyfundne veninde og hun smilede mens hun forklarede: "Det er en gåde. Den plade han holder i hånden er en gåde der siges at være uløselig. Mange har forsøgt at løse den gennem årene, de skrifter på væggene er hjælpelinierfolk har nedfældet for at kommende eventyrer, som du og jeg, kan forsøge at løse den.
   Jeg så over på statuen og derefter tilbage på hende: "Og det er det du vil have at jeg skal hjælpe dig med?" spurgte jeg, selvom jeg allerede kendte svaret. Hun nikkede og gik ned til statuen.
   Jeg gik med hende og så på tavlen, der nu, da jeg var tættere på, kunne identificeres som lavet af sølv. Ordene på den tog pusten fra mig.
   Umiddelbart kunne jeg sagtens læse det, men de myriader af meninger hvert ord gav, fik mig til at tvivle på, at den umiddelbare sætning var den samme sætning der i virkeligheden stod. Jeg så væk fra ordene, der allerede var begyndt at give mig hovedpine og studerede i stedet hjælpelinierne på væggene. Samme princip, ord, i ord, i ord, kontekst definerede betydningog een lille grammatisk fejl ville uden tvivl ændre helhedsbilledet og dermed svaret på gåden.
   Hun vendte sig mod mig og smilede: "De siger, at hvis du løser gåden får du et ønske opfyldt." Jeg så på hende og smilede: "Jeg ville ønske..." Hun afbrød: "Du har allerede ønsket," sagde hun og vendte sig drilsk bort.

Således gik vi igang med opgaven. Nat efter nat kom jeg tilbage med ordbøger, tegninger og blokke, således vi kunne nedfælde vores fremskridt. Ordenes betydninger blev skrevet ned, derefter deres dobbeltbetydninger og deres tertiære betydninger. De blev byttet rundt, bøjet på alle tænkelige måder og vendt og drejet. Hvem der end havde skrevet denne gåde vidste alt om sprog. Han måtte være en mester, for gåden var ikke linier af symboler på betydninger, men et kunstværk så ufatteligt at selv den mest drevne artist måtte bøje sig for det.
   Jeg er selv kunstner, en maler, men denne kunstners lærred var sølv, hans pensel, hammer og mejsel og hans motiv, vores bevidsthed.
   Vi arbejdede koncentreret, om at løse gåden. Til tider lo vi fordi vi havde fundet et ord, andre gange græd hun i fortvivlelse og jeg måtte holde hende i mine arme og kysse hendes hår, mens jeg hviskede betryggene ord i hendes øre.
   Dage blev til uger og uger til måneder. Jeg kunne ikke sove mere, jeg kunne ikke spise. Alt i verden drejede sig om gåden og dens uløselighed.
   En gordisk knude. Vi hev visse tråde løse, blot for at stramme andre steder.
   Men pludselig en dag løste den sig.

Vi stod i mørket omkring bassinet og så på vores papirer og på hjælpelinierne. Vi var stille og forbløffede, for ordene der stod på vores papir var så vidunderlige at vi næsten græd af lykke. De perfekte ord. Med bævende stemme fremsagde jeg gådens svar, mens jeg frygtede at min stemme ikke ville bære ordene ud, men den holdt.
   Stilheden sænkede sig derefter. Jeg så på hende, min muse, min unge ven. Hun var halvt mine tredive år. Hun så tilbage på mig mig, med sine sorte øjne.
   Vi vidste i vores hjerter at vi havde løst gåden, men der skete intet ved at fremsige svaret.
   Jeg lænede mig frem mod hende og kyssede hendes smukke læber. Hun gengældte og snart var vi omfavnet og nøgne, på det glatte gulv.
   Hendes krop opslugte mig. Hendes hud mod min, duften af hendes køn.
   Cikadernes sang varslede om forandring.

Vi gik ud af huset og gennem haven, hånd i hånd.
   Vi kom til udkanten af de hængene haver og satte os på den lille mole, der ledte ud til den omkringliggende sø. Det var varmt, men regntiden kom snart og der var en elektrisk summen i luften. Cikadernes sang var ophørt. Et sted på søen sprang en fisk og dens plask var den eneste lyd i natten.
   Jeg så på hende og smilede: "Jeg vil ønske mig..." hun afbrød mig, som hun havde for vane at gøre, og sagde smilende: "Du har fået dit ønske." Jeg så uforstående på hende. Hun rakte over og lagde hånden på min lænd: "Mit ønske er også ved at gå i opfyldelse," smilede hun og med det skubbede hun, med kræfter langt større end jeg havde forventet.
   Jeg ramte vandet og sank ned i mørket.
   Da jeg kom op til overfladen igen, var hun væk. Der var ikke andet tilbage end den fjerne, kærlige latter fra hende og alle mine andre spøgelser.