"Hvor er det pænt af jer, at I vil passe Holger i julen, mens vi er i Mallorca."
"Vi glæder os, farmor." 10 årige Harriet kastede en bold til den halvstore, legesyge labdradorhvalp.
"Ja, måske kan vi lære ham nogle tricks," foreslog Martin.
Lisbeth og Jan vekslede blikke. Jans mor havde knapt nok givet dem noget valg. Hun havde en næsten magisk evne til at få folk til at gøre tjenester for sig, selvom det egentlig ikke var belejligt for dem.
"Ingen årsag, Lilly," smilede Lisbeth. "Du er jo også altid villig til at passe ungerne, når det kniber."
"Det skulle da bare mangle, min søde pige. Det er godt, vi kan hjælpe hinanden. Jamen, der har vi jo lille Emma." Hun tog sit yngste barnebarn på halvandet år op på skødet og gav hende en knusetur.
"Er I sikre på, det er belejligt?" spurgte Jans far, der for første gang siden de var kommet, tog ordet. "I skal jo ikke være bundet til hjemmet for Holgers skyld alene."
"Åh, Sven Erik, Lisbeth sagde til mig, at de var hjemme hele julen," sagde hans kone i et tonefald, der ikke tålte modsigelse."
"Bare rolig, vi skal nok passe godt på Holger." sagde Jan. "Ungerne vil hellere end gerne underholde ham." Han gjorde en bevægelse mod de to ældste børn og hunden, der tumlede rundt på gulvet.
"Ja, er de ikke søde?" kvidrede Lilly. "Jeg er sikker på, at I vil få meget glæde af Holger i julen. Børn har også godt af at lære at omgås dyr. Da Jan var lille, købte vi en..."
"Jaja, Lilly, det er alt sammen udmærket." affejede Sven Erik hende. "Vi må se at komme videre. Der er mange ting, vi skal have ordnet inden rejsen." Tusind tak fordi I vil tage jer af rovdyret."
"Farfar, farmor!" Harriet styrtede imod dem og gav dem et bjørneknus. "Pas godt på jer selv," formanede hun.
"Ja, det skal vi nok, min skat," lo farmor hjerteligt.
Farfar ruskede den 12-årige Martin i håret. "Farvel, knægt, kan du opføre dig ordentligt, mens vi er væk?" Han kiggede over sine "halvmånebriller" med et lunt glimt i øjet.
"Det kommer an på, hvor meget tøserne driller mig."
"Hvis de gør det, må du sige det til mig, så ordner vi dem sammen. Tro mig, jeg er i træning efter snart fyrre år sammen med din farmor." Han blinkede med det ene øje, mens de gik ud af døren.
Jan kluklo. "Haha! Han tror, han bestemmer, men farmor ender altid med at få sin vilje."
***
Nej, Holger din slemme dreng, nu har du bidt gulvtæppet i stykker!" skændte Lisbeth.
"Vi må hellere gå en lang tur med ham, så han kan blive træt til aften." foreslog Jan.
"Må jeg holde ham?" spurgte Harriet ivrigt.
"Nej, det er altså min tur!" protesterede Martin. "Du holdt ham, da vi var nede i Døgneren."
"Martin har ret." sagde Lisbeth. "Men jeg tror hellere, vi skulle køre til stranden med Holger, så han kan løbe frit."
Den livlige unghund var helt ekstatisk over at blive sluppet fri. Han spurtede hen ad strandbredden, ud i vandet, ind på land igen og fandt en kæp, som børnene skiftedes til at smide ud i vandet.
Pludselig tog Pokker ved Holger. Han havde fået øje på en yndig lille puddel, der kom gående pænt ved siden af sin herre, en ældre herre, der mindede om Lektor Blomme i Det Forsømte Forår.
"Nej, Holger, kom her!" råbte Jan. Men det var for sent. Holger havde allerede i kådhed kastet sig over puddelhunden, der lå under ham og peb ynkeligt. Dens herre bandede over de uansvarlige hundeejere, der ikke havde en pind styr på deres hunde.
"De må meget undskylde." sagde Jan udglattende. "Holger gør det ikke af ond vilje. Han er bare en stor, legesyg hvalp."
"Ja, ja, den er go' med Dem." knurrede "Lektor Blomme". "Hvis De ikke øjeblikkeligt fjerner Deres køter fra min lille Perle, melder jeg Dem til politiet. Og hvis der er sket noget med hende, sender jeg dyrlægeregningen til Dem. Må jeg bede om Deres navn og adresse?"
"Kunne vi ikke ordne det i mindelighed?" spurgte Lisbeth roligt.
"I mindelighed," vrængede manden. "Perle skal på udstilling i morgen. Hun har lige været i bad og er blevet børstet og føntørret, og se nu. Nu kan vi starte forfra. Hvad skal jeg dog gøre? Perle bliver ikke Dansk Champion i år." Han løftede ærgerligt sin hund op, vendte sig og gik med ludende skuldre.
"Puha, tænk at ha' sådanne ambitioner i forhold til sin hund." Jan rystede på hovedet. "Holger ville aldrig kunne begå sig på sådan en udstilling."
"Så skal han i hvert fald lære noget lydighedstræning først," sagde Lisbeth tørt.
"Ved du hvad, min skat? Jeg synes, du skulle overtale min mor til at gå til lydighedstræning med Holger. Det nytter ikke, at jeg eller min far gør det, men dig lytter hun trods alt til en gang imellem."
Vel hjemme igen slubrede Holger vand i sig, så han spildte ud over hele gulvet. Harriet begyndte at skraldgrine.
"Grin du bare," sagde Lisbeth. "Du kan få lov at tørre op efter ham. Værs'go'." Hun stak en mobbe i hånden på sin datter.
"Nå, ja, så gør jeg det," klukkede Harriet. Det er bare fordi, jeg kom til at tænke på, at alt det med Holger aldrig ville være gået hjemme hos moster Louise."
"Nej, det har du ret i. Hun ville ha' fået et hysterisk anfald over, at han slubrede vand ud på hendes fine gulv, og et nervesammenbrud over at han bed hendes ægte persiske tæppe i stykker. Gudskelov er vores ting da ikke så dyrebare. Lad os gå ind og hygge os i stedet for at ærgre os over en smule vand på gulvet. Jeg nægter at blive ligesom min søster."
***
Når man snakker om solen...
Aldrig så snart havde familien Petersen sat sig til rette i sofaen med en skål juleknas, før telefonen ringede.
"Det er Lisbeth... davs, Søsser... hvad siger du dog?...Faster Anna... Kommer hun og besøger jer efter alle de år?...nej, jeg ved godt, du er en travl karriere-Qvinde.. hos os?...det tror jeg ikke er nogen god ide, vi har mine svigerforældres hund i pleje, og...nå, okay da, men I må ta' forholdene som de er...godt, vi ses...hej."
Lisbeth sank ned i sofaen med et suk.
Jan kiggede op fra Kristeligt Dagblad. "Dårligt nyt, skat?"
"Vores gamle faster har meldt sin ankomst hos Anne Louise og Herbert juleaftens dag; og Anne Louise kan under ingen omstændigheder have nogen boende, så travlt som hun har i sit job, så de kommer herud med hende."
"Anne Louise og Herbert skal vel ikke arbejde juleaften?"
"Nej, der skal de stresse af, siger de."
"Nå, men hvor svært kan det være? Hun kan bare sove på divanen i kontoret. Den er ganske behagelig."
"Du kender ikke faster Anna. Hun er så bedrevidende, og hun kritiserer alting. Min mor var ved at få svip af hende, når hun kom på besøg, da vi var børn. Faster Anna kritiserede hende, det ene øjeblik for at opdrage os helt forkert; det næste øjeblik var det maden, det var galt med. Ellers var det møblerne, vores påklædning, mine forældres venner og jeg ved ikke hvad. Hun skulle nok finde på et eller andet. Vi har ikke set hende siden min fars begravelse. Dengang var det galt, at jeg ventede Harriet så hurtigt efter at vi havde fået Martin."
"Nåja, det kan jeg godt huske." Jan trak lidt på smilebåndet. "Hun syntes også, at vi kunne ha' valgt et bedre navn end Martin."
"Sikkert."
"Det kan jo være, hun er faldet lidt til ro på sine gamle dage," trøstede Jan. "Du siger jo selv, at man skal gi' folk en chance."
"Ja, det skal man vel," sukkede Lisbeth. "Jeg tvivler bare på, at hun har ændret sig."
***
Juleaftens dag havde familien Petersen travlt i køkkenet. Harriet skulle synge i kirkekoret om eftermiddag, så hun var noget overgearet. Hun skrålede julesalmer af fuld hals, mens hun pillede kartofler. Anne Louise og Herbert skulle hente faster Anna på stationen kl. 11, og så ville de alle sammen komme ud til en tidlig frokost og blive resten af dagen. Holger, der åbenbart ikke syntes, han fik nok opmærksomhed, havde fået fat i et af Jans slips. Han rystede det energisk, mens han logrede med halen.
"Nej, Holger, du må da ikke rende med mit slips. Taaaak." Jan prøvede at tage slipset fra hunden, der knurrede på skrømt.
Harriet så på Martin. "Vi gik da ellers en lang tur med ham i morges."
"Hør, hvor er Emma?" Lisbeth holdt pludselig op med at pille æg. "Jeg synes, hun er så stille."
"Åh, åh! Det er godt gjort, vi glemmer vores yngste barn, fordi sådan en bandit af en hundehvalp stjæler al opmærksomheden," mumlede Jan. Harriet for ind på sit værelse, som om, hun vidste, hvad der var i gære. Der lød et brøl derinde fra.
"Emma, din møgunge! Du kan være glad for, at du er så lille, ellers svarer jeg ikke for, hvad jeg ville ha' gjort ved dig!"
Emma satte i et vræl. Og hvilket syn, der mødte Lisbeth, da hun kom farende ind på værelset:
Harriets nederste skuffe stod vidt åben; alle hendes tusser og farver lå spredt rundt omkring på gulvet; og midt i det hele sad Emma, som angiveligt havde hygget sig med at male på vægge, tæpper og hvad der ellers kunne males på, da Harriet kom ind og råbte op. Emma selv var lige så overmalet med tusch.
"Åh, nej, Emma dog!" Lisbeth tog sin yngste op. "Og vi kan dårligt nå at få vasket dig inden gæsterne kommer. Harriet, du bliver lige nødt til at rydde op."
"Øv, det gider jeg altså ikke. Jeg vil meget hellere hjælpe dig med at lave ris a la mande."
"Der skal nok blive masser at lave i køkkenet også," svarede hendes mor. "Gå nu bare i gang."
Pokkers også! Hendes gode humør var væk. Hvorfor skulle sådan en dum lillesøster også ødelægge det hele, når man nu hellere ville hjælpe til i køkkenet? Og så var det ikke engang hendes skyld. Tårerne trillede ned over hendes kinder.
"Okay, min pige, jeg skal nok hjælpe dig," sukkede Lisbeth. "Så kan vi hjælpes om julemaden bagefter." Hun gav sin datter et langt knus. "Årh, Harriet, den Faster Anna. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve at have hende."
"Så må vi også ordne hende sammen," Harriet tørrede tårerne væk og blinkede med øjet. "Ligesom vi hjælper hinanden med alt muligt andet."
"Ja, det er godt, vi har hinanden."
Før Lisbeth nåede ud på badeværelset med en stortudende Emma, ringede dørklokken. Hun var nærmest til at lukke op, så der stod hun med et grædende barn, der var malet i ansigtet, på hænderne, på tøjet, ja alle steder.
"Wow, har I leget indianere?" Udbrød Carl Frederik ivrigt. "Ærgerligt, jeg ikke var her fra morgenstunden."
Anne Louise sendte Lisbeth et af sine anklagende blikke. Som så mange gange før tænkte Lisbeth på, om det var den slags blikke, hendes advokat-søster gav modpartens klienter i retten. Herbert rømmede sig usikkert. Faster Anna, som knapt nåede Anne Louise til skuldrene, kiggede vurderende over sine firkantede, grønne briller.
"Der er da ikke noget at sige til, at det stakkels barn hyler, når I majer hende ud på den måde." sagde hun med en høj, skinger stemme. "Er det noget, du har lært på børnehaveseminariet, lille Lisbeth?"
I det samme kom Holger, logrende med hele bagkroppen. Glæden ved at se nye mennesker fik ham til at tisse på gulvet. Før nogen kunne forhindre det, stak han snuden ind under Anne Louises elegante ternede nederdel. Hun stod fuldstændig som forstenet, mens hun blev mere og mere rød i hovedet.
Lisbeth greb hunden i halsbåndet og trak ham væk. "Nej! Kan du gå ind i stuen." Emma kluklo og prøvede at gøre sig fri af sin mor. "Gogo," grinede hun og pegede på Holger.
"Ja, gå du bare ind til Holger." Lisbeth satte hende ned på gulvet og bød gæsterne velkommen. Det var alligevel for sent at begynde at vaske Emma nu. Det var vigtigere at få tørret op efter Holger.
"I må undskylde alt det her postyr. Men kom nu med ind i stuen. Frokosten er klar."
"Jamen, søde Lisbeth," skingrede faster Anna. "Har du da slet ikke styr på dit hus og dine børn? Og du er endda børnehavelærerinde."
Lisbeth valgte, for husfredens skyld, at ignorere sin faster. I stedet begyndte hun sammenbidt at vaske entre gulvet.
***
"Uhm, du kan altså bare det der med at lave mad, moster Lisbeth," sagde Carl Frederik med munden fuld af mad.
"Har du ikke lært, at det er uhøfligt at tale med mad i munden, lille Frede?" Faster Anna sendte ham et hvast blik. "Lille Lisbeth, har du selv lavet dine karry sild?"
"Ja, det har jeg gået og hygget mig lidt med om eftermiddagen," smilede hun stolt.
"Du bruger alt for meget karry, min skat, og du skulle nok have tilsat lidt mere sukker."
"Det er de bedste sild, jeg nogensinde har smagt," sagde Herbert - også med mad i munden. "Du kunne godt blive ansat i mit support firma til at lave forretningsfrokost."
"Tak, Herbert, men jeg er udmærket tilfreds med mit halvdags job i Solstrålen."
"At du gider. Der er da ingen karriere muligheder i at passe handicappede børn."
"Det er så dejligt, livsbekræftende at se de små fremskridt, de børn gør."
Anne Louise sad og stak til en tør skive rugbrød med et par skiver tomat. Hendes vægt var steget til hele 53 kg fordelt på 170 cm.
"Lille Anne Louise, du skulle virkelig spise lidt mere," formanede faster Anna. "Du er alt for tynd."
"Jeg har fået en fedtsugning i sommers," påpegede Anne Louise. Den skulle jeg nødigt ødelægge. Jeg er i øvrigt kaldt ind til en plastik operation for mine rynker ved øjnene."
"Jeg kan godt lide folk, der gør noget ud af deres udseende," nikkede Faster Anna anerkendende. "Du kunne også godt trænge til en plastik operation, lille Lisbeth. Hvis du havde lyttet til din storesøster og læst jura, havde du også haft råd til en ansigtsløftning. Og et større og flottere hus, og en indretnings arkitekt til at møblere dit hus lidt mere elegant. Foruden hushjælp, vinduespudser, havemand og opvaskemaskine."
"Det kan godt være, at arkitekt-tegnede møbler og hjælp til alt det praktiske er lykken for Anne Louise," svarede Lisbeth. "Men her skal børnene kunne røre sig, og vores ting skal kunne holde til det. Desuden er de to ældste store nok til at give en hånd med det praktiske."
"Det er fuldstændig urimeligt at sætte børnene til at lave noget derhjemme," sagde Anne Louise. "Hvis du var fulgt i mine fodspor, havde du ikke haft nød at sætte dem til huslige opgaver, mens du selv passer andres ufuldkomne unger."
"Må jeg være fri!" Lisbeth slog vredt i bordet og farven steg hende til ansigtet. "Der skal være plads til os alle sammen, også dem der ikke er som folk er flest. Der er så sandelig også brug for nogen til at passe dem. Det kan godt være, jeg ikke arbejder tres timer om ugen, men jeg har til gengæld tid til mine børn, Og for den sags skyld også Carl Frederik. Vær du glad for, at han kan være her, når du ikke selv har overskud til at tage dig af ham, fordi du absolut SKAL arbejde til klokken ni-ti stykker om aftenen. Og han er meget velkommen vil jeg lige understrege."
Harriet og drengene vekslede blikke.
"Undskyld?" sagde Harriet. "Må vi gå ind og pynte juletræ?"
"Ja, det må I godt." nikkede Lisbeth.
"Hvad? Skal pigen ikke hjælpe til med at vaske op?" spurgte Faster Anna.
"Nej. Hun skal synge i kirken i eftermiddag, så hun skal have lidt fritid."
***
"Jeg gider altså ikke høre på alt deres ævl om hvem der har det flotteste hus, og hvem der har mest tid til sine børn," sukkede Harriet, mens de fandt julepynt frem. "Carl Frederik, du er så høj, gider du sætte stjernen fast i toppen af træet?"
"No problem. Men jeg kommer nok alligevel til at stå op på en stol."
"Nej, Holger, din gris, kan du komme ud herfra!" Harriet tjattede til hunden, der lettede ben op ad det flotte grantræ.
Imens juletræet blev pyntet, gik Jan igang med julemiddagen, og Lisbeth dækkede et flot bord med blå dug dekoreret med stjerner, så den så ud som en nattehimmel; røde lys og servietter.
"Blå dug og røde servietter!" udbrød Faster Anna forfærdet. "Jamen søde Lisbeth, det kan man da ikke! Din far ville vende sig i sin grav."
"Julemanden er human og ikke en hård banan," lød det fra radioens ønskekoncert.
"Faster Anna, skal du ikke ha' dig en lur?" Lisbeth tog hende ved armen og førte hende mod Jans arbejdsværelse, hvor hun havde redt op og gjort det så hyggeligt, hun kunne. Bunkerne på skrivebordet kunne hun ikke gøre så meget ved. Til gengæld havde hun lagt et hvidt hæklet tæppe over sengetøjet. Et hendes farmor i sin tid havde hæklet, så det kunne faster Anna da umuligt have noget imod. Ved siden af sovesofaen havde hun sat et lille rundt bord med en nissedug og en julestjerne og lagt et par ugeblade. Et par røde julegardiner og flettede julehjerter havde hun også nået at hænge op.
"Det bliver en lang aften, så gå du nu ind og hvil dig, så skal Jan og jeg nok klare alle de andre ting. Vi vækker dig ved kaffetid."
"Nå, fik du stuvet hende lidt af vejen?" spurgte Jan lavmælt, da Lisbeth kom ud i køkkenet.
"Ja," sukkede hun. "Jeg ved snart ikke, hvem der er værst; faster Anna eller hunden."
"Du kunne jo prøve at sætte snor på Faster Anna og gå en tur med hende," Foreslog Jan.
"Jeg er bange for, at det ikke hjælper noget." lo Lisbeth. "Nå, jeg må videre med forberedelserne, nu hvor der er arbejdsro. Jeg håber, at Emma sover et par timer."
Anne Louise gik hvileløst rundt uden at vide, hvad hun skulle stille op med sig selv i søsterens hus. Hun turde ikke tilbyde sin hjælp. I alle de år, hun havde været gift og arbejdet som advokat, havde hun haft hushjælp, og hendes håndelag var langt fra så godt som Lisbeths.
Herbert, vil du ikke med ud og gå en tur?" plagede hun.
"Mmmm," brummede han bag avisen. Han havde sat sig godt til rette i husets bedste stol.
"Åh, jo kom nu. Tænk på alt det julemad. Det sætter sig. Du har godt af motion."
Han lagde modvilligt avisen fra sig og brummede noget uforståeligt.
Holger sprang muntert omkring dem, mens de tog overtøj på.
"Du kommer ikke med, hund!" brummede Herbert.
"Holger, kom her!" kaldte Lisbeth. "Vi må hellere få drengene til at gå en tur med ham, før vi skal i kirke. Harriet kan ikke nå det. Hun er vist allerede ved at klæde om til kirkekoret."
***
Eftermiddagskaffen forløb omtrent som frokosten. Faster Anna kritiserede kaffen, der var for tynd, og havregrynskuglerne, der smagte for meget af havregryn. Og hvorfor havde Lisbeth i øvrigt ikke bagt finskbrød? Anne Louise drog et lettelsens suk over, at hun havde fået den gamle dame indlogeret hos sin søster.
"Altså faster Anna." sagde Lisbeth, som efterhånden var ved at miste tålmodigheden. "Du må nøjes vaniljekranse, brunekager, jødekager, marcipankonfekt og havregrynskugler. Vi skal både have and og flæskesteg til aften. Og inden du er færdig med ris a la manden, tror jeg, du er rigeligt mæt."
Harriet kom ind i stuen i sort nederdel og rød bluse. Hendes kinder var lige så hektisk røde som hendes bluse, og de grønne øjne skinnede endnu mere klart end sædvanligt.
"Mor, vil du lige hjælpe mig med at sætte hår?"
"Ja, sæt dig ned her." Hun klappede på sofaen ved siden af sig. " Skal vi lave en fransk fletning?"
Harriet nikkede ivrigt.
"Det var dog en frygtelig skrigende rød farve, hendes bluse har." kritiserede Faster Anna. "Den gang, I to piger sang i kirkekor, havde I pæne hvide bluser og mørkeblå nederdele.
"Nye tider, nye skikke," svarede Lisbeth, mens hun flettede hår.
"Jeg kan virkelig ikke forstå, hvorfor børn skal tvinges til noget så kedeligt som kirkekor," sagde Anne Louise. "Jeg kan huske, hvordan det hang mig ud af halsen. Men vi blev tvunget til det."
"Jeg syntes, det var sjovt," svarede Lisbeth.
"Det synes jeg også," sagde Harriet. "Jeg er ikke blevet tvunget. Vi har det så hyggeligt i koret. Vi snakker godt sammen; og når vi har øvet, får vi saftevand og småkager."
"Og så fniser I piger så godt sammen," tilføjede Jan. Han kiggede beundrende på sin datter. "Hvor er du smuk."
"Tak." Harriet smilede lidt genert. Hun havde fået øjenkontakt med Carl Frederik, der kiggede stjålent på hende. Herefter så han forlegent ned i gulvet.
"Jeg må hellere se at komme afsted, så vi kan nå at øve en sidste gang," sagde Harriet.
"Jeg følger dig over til kirken," sagde Jan. Lisbeth omfavnede sin datter og ønskede held og lykke.
En time senere så Jan på sit ur. "Nu må vi også hellere gøre os klar til at gå i kirke. Herbert og Anne Louise, kan I have Faster Anna med i bilen? Lisbeth og jeg og ungerne plejer at gå over til kirken."
"Må jeg ikke nok gå sammen med jer?" bad Carl Frederik.
"Selvfølgelig," svarede Jan.
"Du plejer da ikke at være så ivrig efter at gå, min dreng." sagde Herbert med undren.
Carl Frederik gjorde et diskret nik mod Faster Anna.
"Åh, ja, jeg forstår." Herbert klappede sin søn medfølende på skulderen.
***
"Jeg er bange for, vi er kommet for sent i kirke." Jan kiggede sig omkring efter siddepladser, men alt var optaget. Kordegnen og kirketjeneren kom bærende med en lang bænk.
"I skal da ikke snydes for Juleevangeliet," smilede den gamle kordegn.
"Meget fint. Kan du klare det, Faster Anna?" hviskede Jan.
"Ja, jo, det må man jo."
Den kvindelige kirketjener rakte hende et par puder.
Der blev sunget nogle julesalmer. Blandt andre "Julen Har Bragt Velsignet Bud." Kirkesangeren, der var falstring til fingerspidserne, sang Bu' i stedet for Bud; "Dans lille barn i moars skø', i stedet for "moders skød." og "Fralser" i stedet for "Frelser". Carl Frederik kunne ikke lade være med at fnise højlydt. Hans mor tjattede til ham, mens hendes øjne flakkede uroligt omkring, for at se om nogen opdagede det. Præsten smilede imidlertid indforstået til dem.
Koret sang Come All Ye Faithful og En Rose så jeg Skyde. Selv faster Anna måtte tørre en tåre væk. Carl Frederik kiggede henført på sin kusine, når han ikke troede, nogen så det.
Præsten forkyndte Juleevangeliet og sluttede: "Vi ønsker os så meget til jul. Der er så meget vi skal nå, for at julen bliver perfekt og vi kan være glade. Når det er jul, skal man være glad. Men vi ved jo alle sammen godt, at julen er højtid for frustrationer og skænderier. Måske har vi mistet en af vore kære. Da kan julen være særdeles tung at komme igennem. Sorgen skal have sin tid, uanset det er jul, påske, pinse eller hvad. Men kære venner, julen handler ikke om dyre gaver, smart udsmykning og perfekt julemiddag. Den handler ikke engang om, hvordan vi har det. Julen handler om Jesus. Han er vores største gave. Han gjorde det, som intet menneske magter. Han var helt igennem syndfri. Alligevel blev han korsfæstet - for os. For vores synders skyld, sådan at vi kan være sammen med Gud i evigheden, når vi tror på Ham."
"Aha, ligesom Aslan i Narnia?" hviskede Carl Frederik til Martin. Fætteren nikkede.
Præsten gav hånd til hver af kirkegængerne efter gudstjenesten. Den høje mand måtte bøje sig nogle centimeter, da han hilste på den lille faster Anna.
"Dejligt at se nye ansigter," smilede han. "Er du her fra egnen?"
"Nej, jeg bor i Hillerød," svarede faster Anna. "Jeg er kommet for at være lidt sammen med mine niecer og deres familier her i julen. Jeg skal bo hos Lisbeth og Jan et par dage."
"Ja, så er du heldig," mente præsten. "Men det er ligegodt noget af en tur helt fra Hillerød. Du må da være godt træt?"
"Nårh, det er såmænd ikke så slemt. De unge mennesker lod mig få en god middagslur. Det var i øvrigt en god prædiken, du holdt, præst. Lige hvad jeg trængte til at høre."
"Det er jeg glad for. Sommetider er det godt at stoppe op og erkende, at der er noget større end os selv, ikke?"
"Mor, far!" Harriet kom styrtende og kastede sig efter tur i armene på sin Lisbeth, Jan, og Martin. Hun tog Emma op og gav hende en svingtur.
"Halløjsa, Harriet, det er godt, at du har juleglæden i behold," smilede præsten.
"Det var en flot optræden, min skat." sagde Lisbeth kærligt. "I er dygtige, I korpiger." Vendt mod præsten sagde hun: "Harriet bliver altid så ekstatisk, når hun har sunget."
"Det er rigtig dejligt, at der er nogle, der vil," svarede ham. "Rigtig glædelig jul, alle sammen."
Med de ord tog den i forvejen høje præst sin høje hat på og krummede sig sammen i sin lille bil til morskab for de omkringstående.
Det varede længe, før familien kunne sætte sig til bords. Der ventede dem et større oprydningsarbejde. Juletræet var væltet hen over det pyntede spisebord, vandet var løbet ud af juletræsfoden. Julepynt, tallerkener, smadrede glas og glaskugler og bestik lå spredt rundt omkring. Og midt i det hele lå Holger og hyggede sig med at gnave julehjerter."
"Åh, nej, jeg holder det ikke ud længere!" Lisbeth tog sig til hovedet.
"Så lad mig klare det, lille Lisbeth." Faster Anna klappede hende på armen. "Sæt dig nu hen og slap lidt af, min pige. Husk på, hvad præsten sagde. Julen er mere og andet end juletræ og et fint dækket bord. Lille Harriet, kan du finde en stak håndklæder til at suge vandet op? Og Herbert, du må hellere samle julepynten sammen. Pas på glasskårene."
I det samme stak Emma i et vræl. Hendes lille hånd var fyldt med blod.
"Åh nej, lille skat dog!" Lisbeth for op, løftede sin lille pige op og bar hende ud på badeværelset, mens hun trøstede. "Så så så, lille skat, nu skal vi nok få lappet dig lidt sammen."
"Sikke en redelighed," sagde Faster Anna. "Anne Louise, min skat, går du ud og gør maden færdig? Lisbeth har rigeligt at gøre med den lille."
"Jamen, Faster Anna, jeg...øh..." stammede hun med et forfærdet udtryk i ansigtet.
"Åh, ja, du er chokeret, selvfølgelig. Sæt dig ned, så skal jeg klare det, mens I andre rydder op. Har I nogle gummihandsker, I kan tage på, mens I fejer glasskår op?"
"Gummihandsker? Ja, det var egentlig en udmærket ide, faster Anna," nikkede Jan. "Vi har vist nok et par i rengøringsskabet."
Omsider var det ryddet op, og anden og rødkålen duftede fra køkkenet. Emma havde fået sit gode humør tilbage. Hun gik stolt og viste sit Minnie Mouse plaster frem.
"Ja, i må altså nøjes med voksdug og engangs service. Det var hvad jeg kunne finde," undskyldte Faster Anna, der havde dækket bord i køkkenet.
"Det var dejligt," svarede Lisbeth. "Så sparer vi opvasken."
"Vi har da stadig nogle røde lys og servietter." trøstede Harriet. "Så ser det trods alt lidt juleagtigt ud. Og som præsten sagde, er Jesus vigtigere end at ha' en perfekt jul."
***
Efter bordbønnen forløb julemiddagen ganske hyggeligt. De tre ældste børn snakkede livligt; Herbert guffede i sig med god appetit; Anne Louise og Lisbeth hyggede sig med deres små orddueller.
"Jeg fatter ikke, hvordan I kan leve uden en opvaskemaskine," sagde Anne Louise.
"Du fatter vist i det hele taget ikke, hvordan vi kan leve som vi gør, Søsser," gav Lisbeth igen. "Hvad ville du dog gøre, hvis du var født hundrede år tidligere? Du ville aldrig overleve at vaske tøj på et vaskebræt eller lave al mad fra bunden af. Eller for den sags skyld ligge på alle fire og skure gulv."
"Man skulle nærmest tro, du var født i det forrige århundrede sådan som I lever, Lissen."
"Det er vi begge to, Søsser," svarede Lisbeth. "Vi er endda født i det forrige årtusind."
For en gangs skyld blandede Faster Anna sig ikke. Selv Holger forholdt sig i ro; bortset fra at snorke højlydt på den gamle badekåbe, hans "mor" havde sendt med ham.
"Nå, hvem har så fået mandlen?" spurgte faster Anna, da alle var ved at være færdige med den anden portion ris a la mande.
"Gud!" Lisbeth tog sig til hovedet. "Jeg er bange for, at jeg glemte at putte den i."
"Neej, mor, det gjorde du bare ikke," skændte Martin.
Imens lagde faster Anna noget i Emmas hånd. "Kan du vise dem alle sammen den?" hviskede hun.
"SE!" udbrød lille Emma, idet hun viste den lille ting, der var til stor lettelse for især hendes mor.
"Åh, gudskelov!" sukkede Lisbeth. Så huskede jeg den alligevel."
"Nej, men det gjorde jeg," sagde Harriet, "imens du tog imod vores gæster."
"Hvor er du bare en gutterpige." Lisbeth gav sin datter en krammer.
Med faster Annas hjælp fik Emma pakket den lyserøde marcipangris ud og viste den stolt frem.
"Den er da til Carl Frederik," spøgte fætteren. "Må jeg ikke få den, Emma?"
"Nej!" Emma holdt grisen tæt ind til sig.
Opvasken blev afviklet i munter stemning. Harriet og Lisbeth sang julesange, og faster Anna stemte i. Carl Frederik og Martin fortalte sjove historier, og Jan truede ad dem på skrømt, når de blev for frække. Anne Louise og Herbert julekyssede i kaminkrogen. Det gik fint uden en mistelten. Endelig var det tid til at tænde lysene på juletræet, men...
Jan rømmede sig. "Øh, jeg vil nødig ødelægge den gode stemning, men det lykkedes altså ikke at få juletræet op og stå igen, så det kan vi ikke danse rundt om."
"Hvad med jeres troldhassel i haven?" foreslog Carl Frederik. "Der er jo lyskæder på."
"Carl Frederik, du er simpelthen genial!" Jan klappede ham hårdt på skulderen. "Klæd jer godt på, folkens, så går vi ud og danser om troldhasselen."
"Det kan jeg ikke med mine høje hæle," protesterede Anne Louise.
"Jeg har et par trigger-støvler, du kan låne," foreslog Lisbeth. "Vi to bruger samme skonummer."
"Jeg er jo ikke vant til at rende rundt i sådan nogle kolosser," sagde Anne Louise overlegent.
Lisbeth trak på skulderen. "Det er op til dig selv, Søsser. Hvis du hellere vil vralte rundt om troldhasselen på dine fine høje hæle og blive våd og kold af sneen, er det din egen sag."
"Nå, der er vel alligevel ikke nogen, der kan se, hvad man har på fødderne ude i den mørke have." mente Anne Louise. "Lad mig bare låne dine fodformede, Lissen."
Holger vågned, da de alle sammen begyndte at gøre klar til at gå ud. Han sprang omkring og gøede ivrigt; lavede mavelandinger i sneen og rullede sig af hjertens lyst, mens de andre sang glade jul, højt fra træets grønne top, Mary's Boychild og Søren Banjomus. Da de kom til "Lurifaks, hans kat, som ellers altid er så fræk..." ville Holger danse med, så han hoppede op mellem Anne Louise og Faster Anna og lavede en rift i armen på sidstnævnte.
"Din slemme hund!" skændte Faster Anna. Men overraskende nok kløede hun hunden bag ørerne med et smil på læben.
Lisbeth for ind efter et plaster. "Du må altså finde dig i, at det er med Minni Mouse," sagde hun.
"Tak skal du ha' min pige." smilede Faster Anna.
***
Julegaverne blev åbnet over en kop varm te.
"Det var en kold omgang." Herbert skuttede sig.
"Ja, men nu har vi prøvet det med." sagde Faster Anna, mens hun kælede for Holger.
"Er du slet ikke vred på Holger, Faster Anna?" undrede Martin sig.
"Nej, herregud. Han vil jo bare være sammen med os andre. Hunde er flokdyr. Ligesom os mennesker. Vi bliver sære af at gå rundt for os selv. Lille Lisbeth, jeg er ked af, hvis jeg har været for kritisk overfor dig."
"Du er såmænd ikke den eneste." Lisbeth smilede skævt. "Søsser fortæller mig altid, at vores livsstil er håbløst gammeldags og at vi er uambitiøse og stillestående."
"Det har jeg aldrig sagt, Lissen," protesterede Anne Louise."
"Såså, piger." Faster Anna gjorde en afværgende bevægelse med hånden. "Jeg fordømmer ikke nogens livsstil; jeg vil bare så gerne gøre mig nyttig i stedet for bare at blive vartet op. Det fik jeg så lejlighed til her til aften."
"Det var godt du tog over, Faster Anna," sagde Lisbeth. "Jeg var begyndt at føle mig helt mislykket."
"Det var ikke meningen, min pige." Faster Anna klappede hende blidt på kinden. "Det er den bedste jul, jeg har oplevet i mange år."
"Det er dejligt at høre, Faster Anna," sagde Jan. "Det er også rart at vide, at der er en, som aldrig svigter os, uanset hvor mislykkede, vi føler os, og uanset vi spiser ved et fint julebord eller ved køkkenbordet og danser omkring en troldhassel."
"Ja, og Jesus selv blev jo født i en stald," tilføjede Harriet.
"Og Han levede aldrig noget luksusliv, mens Han var på jorden," sagde Martin. "Så behøver vi heller ikke at gøre det."
"Nej, det vigtigste er, at vi tror på Ham," svarede Lisbeth. "Nu skal vi ha' kaffe og konfekt."
"Lad mig hjælpe," Faster Anna rejste sig.
I mellemtiden var lille Emma gået omkuld på gulvet mellem sine gaver. Jan bar hende i seng.
Carl Frederik begyndte også at gabe. "Skal vi ikke snart hjem, mor?"
"Vi spørger da bare vores mor og far, om du må sove her," foreslog Martin. "Så kan vi for min skyld godt gå i seng nu."
"Carl Frederik er velkommen til at blive, så længe han vil," nikkede Lisbeth. "Men nytårsaften skal vi have gæster."
"Nu havde jeg jo ellers regnet med, at vi skulle spille Starwars på computeren i morgen," sagde Herbert.
"Ja, vi skulle da have lidt kvalitetstid sammen, nu når vi alle sammen endelig har ferie," supplerede Anne Louise.
"Jamen jeg kan altså ikke holde mig vågen længere," gabte Carl Frederik.
"Så pyt da, det lader til, I er mange mod to," smilede Anne Louise, som nærmest så lettet ud, tænkte Lisbeth.
"Og I skal altså ikke aflevere ham før tidligts klokken elleve i morgen," sagde Herbert. "Vi skal ha' vores morgensøvn."
Lisbeth rystede på hovedet og skænkede kaffen.
"Altså lille Lisbeth, du laver kaffen alt for stærk. Så kan vi ikke sove."
Lisbeth og Anne Louise vekslede blikke. For en gangs skyld var de enige om en ting: Faster Anna var uforbederlig.