En lærestreg for livet
   Besøg hos moster Louise
   Den 24. juli startede Lisbeth sin gamle grønne citroen - også kaldet "pædagog-bil" eller "Bedstemor And-bil" - og kørte efter Carl Frederik sammen med Harriet og lille Emma. Vejen, hvor familien Duenhøegh boede, hed pudsigt nok Dronning Louises vej. Det var et af de finere villa kvarterer. Hun parkerede bilen udenfor det store hus, hvor søsteren boede. Anne Louise var ellers ikke uddelt begejstret for at få besøg af familien Petersen ved dagslys. Det var for pinligt, hvis naboerne fandt ud af, at Duenhøeghs kendte nogen, der kørte i sådan en gammel spand. Anne Louise kom ud i indkørslen.

"Lissen, vil du ikke nok være sød at køre ind i carporten og lukke efter dig?" bad hun. "Naboerne."

"Hvad, er min gode gamle Bedstemor And bil ikke fin nok til at stå ude?" spurgte Lisbeth, fornærmet. "Jeg kan da værk'lig ikke ta' mig af, hvad dine snobbede naboer tænker."

"Det hedder "virkelig," rettede søsteren arrogant. "Kan du ikke engang tale rigsdansk, og vi har endda gået på den samme skole."

"Har du glemt, vi er af lollandsk herkomst. Vi må da holde fast i vores dialekt."

I mellemtiden var Harriet begyndt at sprutte af grin, som hun altid gjorde, når moderen sagde "værk'lig ," "ævler" eller "sæve." For slet ikke at snakke om "ka'tøfler." Hendes hjertelige latter smittede af på de to søstre og fik dem til at glemme deres ærgrelser over hinanden for en stund. De gik ind og drak kaffe sammen. Og sludrede hyggeligt, indtil de, som sædvanligt, begyndte at diskutere højlydt.

"Du forkæler den dreng," sagde Lisbeth. "Men på en helt forkert måde. Det kan da ikke nytte noget, at du lader ham leve af flødekager og burgere samtidig med, at du lader ham sidde alene hele eftermiddagen og se de der voldsfilm."

"Vores Carl Frederik er skam en selvstændig dreng, der er vant til at tage ansvar for sig selv" sagde Anne Louise forarget. "Ikke som dine unger, der har deres mor rendende i hælene på sig hele tiden. Det er på tide, du giver dem ansvar, Lissen."

"Ansvar," fnøs Lisbeth. "Det kan godt være, de ikke får lov at se alt det møg, der er i fjernsynet og på video og DVD, mens de propper sig med burgere og chips. Men de har ansvar. Bl. a. skal de vaske op efter aftensmaden og deltage i rengøringen. Desuden har de to store en ugentlig maddag hver."

"Og det bare fordi du ikke har råd til at betale for en hushjælp," gav Anne Louise igen.

"Ja, ja, Søsser, jeg elsker også dig, og jeg tror slet ikke, jeg kunne undvære vores kontroverser," lo Lisbeth. "Hvor ville det ærlig talt være kedeligt, hvis vi var ens - selvom jeg engang imellem har indtryk af, at det er det, du vil ha', vi skal være."

"Overhovedet ikke," svarede Anne Louise og snerpede munden fornærmet sammen.

"Nå, men vi må vel også se at komme hjemad." Lisbeth drak den sidste slurk af sin kaffe. "Er du klar, Carl Frederik?"

"Vent lidt," sagde Anne Louise. "Du skal lige have gaverne med til Harriet." Hun fandt to flot indpakkede gaver frem. "Den med det røde papir er fra Carl Frederik, og den med det grønne papir er fra moster Louise og onkel Herbert. Du kan give Harriet dem imorgen, Carl Frederik."

"Tusind tak, moster Louise." Harriet rakte høfligt hånden frem.

"Velbekomme, min pige, og hav en god fødselsdag imorgen." Hun gav niecen et "tante-kind-kys." "Jeg er ked af, at jeg ikke kan komme, men du ved, når man kommer op i min alder, er der så meget, der skal repareres og vedligeholdes."

"Især, når man er så tyk og fed som Moster," tilføjede Lisbeth ironisk.

"Tyk?" Harriet så helt desorienteret ud. "Moster Louise er da så tynd. Jeg tør vædde på, hun kan være i mit tøj."

En mærkelig familie
   "Hva? har I ingen video?" Carl Frederik var målløs over den måde hans moster og hendes familie levede på.

"Næh, du" lo onkel Jan. "Det kniber rigeligt med få tid til at se Dr. 1 og 2, så jeg ved ikke, hvordan vi skulle nå at se alt det, vi optager."

"Kan I kun tage Dr. 1 og 2?" Nu var Carl Frederik endnu mere forbløffet. "Så ser I aldrig TV Zulu og Discovery? Jamen hvad laver I så om aftenen?"

"Ser du, min dreng," sagde moster Lisbeth. "Her i sommer er der en hel del havearbejde."

"I ku' da bare få en havemand, ligesom os," foreslog Carl Frederik.

"Det kunne vi godt, men jeg kan lide at arbejde i haven," svarede Lisbeth. "Ellers cykler vi nogle gange en aftentur. Så tager vi en kande te og boller med, som vi hygger os med ved stranden eller i skoven."

"Er I virkelig nødt til at cykle? Hvorfor ta' r I ikke bare bilen? Det gør vi, når vi skal på tur. Så kører vi ned til Syd Frankrig eller Italien."

"Det er så dejligt at cykle om aftenen, når solen er ved at gå ned," sagde Harriet. "Himlen er så smuk."

Det havde Carl Frederik aldrig tænkt på. Selv var han ikke meget for motion. Hvorfor gøre livet besværligt for sig selv? Og hvorfor gøre ting, man kan betale andre for at gøre? Det var, hvad han altid havde hørt derhjemme.

"Jamen, hvad skal vi så lave imorgen aften, når dine klassekammerater kommer?" Spurgte han nervøst. "Jeg tar' altså ikke med på cykeltur."

"Det skal du nok blive fri for," lo moster Lisbeth.

"Hvis vejret holder, skal vi starte med at grille," svarede Harriet.

"Fedt!" svarede fætteren. Her var endelig noget, han kendte til hjemmefra.

"Og bagefter skal vi ha' noget fællesdans og nogle forskellige selskabslege. Kender du "To mand frem for en enke?"

"Næ." Igen så han helt nervøs ud. "Og jeg kan heller ikke danse."

"Det kan vi andre heller ikke. Vi skal bare ha' det sjovt."


* * *
   Tidligt næste morgen stod hele familien samlet om Harriets seng og sang fødselsdagssang. Derefter fik hun gaver på sengen. Carl Frederik syntes ikke, at de to gaver, hun fik, foruden de to, han selv havde haft med, var ret meget, i betragtning af, at hun fyldte 10. Hendes første runde fødselsdag. Selv havde han haft et bugnende gavebord, da han selv fyldte 10. Og det var store gaver. Computer, video, stereo anlæg, en ny "mobillos." Og en racercykel. Ikke at han brød sig om at bruge den, men det var sejt, at have den stående fremme som status symbol.

Harriets øjne strålede, da hun åbnede pakken fra far og mor. Lige præcis den super smarte sportstaske, hun længe havde plaget om, men fået at vide, at de ikke havde råd til. Hun var en aktiv pige, der gik til gymnastik og svømning. For ganske nylig var hun desuden begyndt at ride. "Tusind tak!" Hun faldt først sin mor om halsen, derefter far.

"Jeg håber, du får glæde af den," sagde mor. "Jeg kan godt se, den vil være god for dig, når du dyrker så meget sport. Og det er en god kvalitet."

Af Martin og Emma fik hun "Bogen om Hesten." Martin havde til dels købt den for sine egne lommepenge, men mor havde spædet lidt til og sagt, at han kunne købe en ting, som både var fra ham selv og Emma. "Tusind tak, Martin." Martin følte sig lidt pinligt berørt over sin lillesøsters knus, mens lille Emma klukkede hjerteligt over en kræmmetur. Nu var turen kommet til Carl Frederiks gave. Det var en fuldt moderne Nokia. Det var også én af de ting, hun havde ønsket sig. De fleste i hendes klasse havde mobil, men Lisbeth syntes ikke, det var noget at give 10-12 årige børn. Ikke fordi hun var modstander af ny teknologi - hun havde selv en mobil, som børnene fik lov at låne i særlige tilfælde - men alt kan bruges og misbruges. Lisbeth kogte indvendig over sin søster. Hun kunne i det mindste have spurgt, om det var okay, at Harriet fik en mobil. Men hun gjorde gode miner til slet spil for Carl Frederiks skyld. Han var åbenlyst stolt af at forære sin kusine den gave.

"Wow, en super moderne mobillos!" Udbrød Harriet glad. "Tusind tak, Carl Frederik!" Han blev totalt lamslået af Harriets tak-for-gaven-knus. Den kommunikations form var totalt fremmed for ham.

"Det var rigtig sødt af dig, Carl Frederik," smilede Lisbeth. Til Harriet sagde hun en anelse strengt: "Den skal altså ikke bruges til hygge-snak i tide og utide. Kun til korte, vigtige beskeder."

"Jaja," svarede Harriet ærgerligt. Nu manglede hun kun gaven fra moster Louise og onkel Herbert. Det var et sæt tøj fra én af byens førende modeforretninger. Det bestod af et par kakki-bukser, en soltop og en jakke.

"Wow!" Udbrød Lisbeth, for en gangs skyld imponeret over sin søsters påfund. "Det ser meget stilfuldt ud."

"Jah, såmænd," svarede Harriet. Da Carl Frederik var udenfor hørevidde, betroede hun dog sin mor, at hun synes, farverne var lidt kedelige. Det var jordfarverne, der var på mode nu, men Harriet - og for den sags skyld hendes mor - var til "pangfarver."

"Det kan byttes," trøstede Lisbeth. "Nu må du hellere stå op og gå i bad, inden farmor og farfar kommer til brunch."

Efter en hyggelig formiddag med farmor og farfar og en afslappende eftermiddag, arbejdede Jan på
   at få liv i havegrillen til Harriets klasse kammerater skulle komme kl. 18. Hidtil havde det udelukkende været pigefødselsdag, men i år var drengene inviteret med. Solen havde skinnet gavmildt og varmt hele dagen, og den smule vind, der havde været, var stilnet helt af til aften. Harriet og hendes mor havde dækket et langt bord i haven. Det var pyntet med serpentiner i forskellige farver og engangs service med Harry Potter og Disney motiver.

Aftenen startede godt. Stemningen var høj ved bordet. Jan serverede grill-pølser og bøffer for sin datter og hendes kammerater - og selvfølgelig Martin og Carl Frederik. Lisbeth holdt sig lidt i baggrunden med Emma. Jan trak sig også tilbage, da han fornemmede, at børnene var ved at være mætte.

"Psst, Carl Frederik." Martin vinkede af sin fætter, da ingen syntes at bemærke dem. Harriet og hendes kammerater var allerede godt igang med fællesdansen, ledet af Lisbeth. Jan var ved at putte Emma. "Nu har vi chancen," hviskede Martin. "Vi smutter ind til byen og går på Sofie Amalie.

"Hvem er Sofie Amalie?" Ville Carl Frederik vide. "Er hun lækker?"

"Ja, det er ikke en pige, selvfølgelig," lo Martin. "Det er et diskotek. Det skulle være så spændende."

"Bliver din mor og far ikke vrede?"

"De opdager ikke noget. Vi er kun væk en times tid eller sådan."

Hvad der skete på Sofie Amalie
   Der var en sødlig, lettere berusende duft i lokalet. I et hjørne af diskoteket sad en gruppe mennesker og lod en pibe gå på omgang. "Har du prøvet at ryge hash?" spurgte Carl Frederik.

"Nej, har du?"

"Nej, jeg har ikke. Men én af mine kammerater har prøvet det, og han siger, det er fedt. Mand blir' høj af det."

"Høj? Så må jeg hellere la' være med at prøve. Min mor siger, jeg vokser alt for hurtigt ud af mit tøj for tiden."

"Nej, altså høj betyder... høj. Sådan at du er totalt glad i låget og kan klare hele verden og holde dig vågen og feste hele natten."

"Wow!" Det ku' være sjovt at prøve."

"Hva' så, drenge? Må jeg byde jer på en sodavand?" En fyr på 16-17 stod overfor dem. Han havde karseklippet lyst hår og en grøn "hanekam" i toppen. "Kom med hen til mit bord. Hvad med en af de blå? De virker, som hvis I drak en bajer, men de smager langt bedre."

Martin havde dårligt drukket halvdelen af sin "sodavand," da han begyndte at blive søvnig. "Du kommer over det, hvis du drikker resten," trøstede den unge fyr, der hed Brian. Men Martin skulle ikke nyde mere. Mor og far ville undre sig over hans pludselige sløvhed. Carl Frederik, derimod spildte ikke de kostbare dråber. Han var ikke længe om at få drukket sin. Han mærkede ganske rigtigt ikke sløvheden, men begyndte at vrøvle temmelig højlydt, fortælle vulgære vittigheder og grine umotiveret.

"Jeg tror hellere, vi må gå hjem" sagde Martin. "Mor og far..."

"Åh, la' dog være at være sådan en dødbider," sagde Brian. "Klokken er kun halv ti. Du ku' lære noget af din kammerat."

Det viste sig, at Brian havde ret. I hvert fald lærte Martin noget meget vigtigt den aften, selvom det var til den negative side. Brian rakte Carl Frederik endnu en alkoholiseret "sodavand."

"Nej, nu stopper du, Carl Frederik!" Martin rev desperat flasken fra sin fætter. "Vi skal hjem." Martin var i panik. Det var ham, der havde lokket Carl Frederik med herhen af nysgerrighed. Det hævnede sig nu.

"Hov, hov, du." Brian rev brutalt flasken fra Martin igen og gav den til Carl Frederik. "Fordi du selv er sådan en dengse, behøver du ikke også være en party-killer. Du har aldeles ingen ret til at fortælle andre, hvad de skal gøre."

Tankerne for igennem Martins hoved. Han turde ikke komme hjem uden Carl Frederik. "De gamle" ville om ikke ligefrem slå ham ihjel, så i hvert fald blive edder spændt rasende. På den anden side kunne det her ikke fortsætter. Skulle han gå hen i præstegården i stedet? Præsten havde jo tavshedspligt. Men hvad ville han sige til, at sognemedhjælperens søn gjorde sådan noget? Måske ville far blive fyret - og under alle omstændigheder få at vide, hvad der var foregået. Så var han lige vidt.

I mellemtiden var Carl Frederik sunket sammen som en klud over bordet. Martin blev alvorligt bekymret. Der var ingen vej udenom. Han måtte have fat i sine forældre og så tage balladen.

Panik hos Petersens
   "Jan, hvor er Martin og Carl Frederik?" Lisbeth havde fået kolde fødder, da hun ikke kunne finde drengene nogen steder i huset.

"De gemmer sig nok lidt på Martins værelse" svarede hendes mand. "De gider ikke alt det halløj."

"De er ikke på nogen af værelserne, og heller ikke i baghaven."

"Nå, men så er de nok gået en tur, for at slippe lidt væk fra festivitassen her."

"Men de har været væk i to timer."

Harriets klassekammerater var ved at gå hjem, da telefonen ringede. Lisbeth tog den med bankende hjerte. "Det er Lisbeth... Martin?... Hvad i alverden laver I der? Har jeg ikke sagt, at... Hva' sir' du dog... Carl Frederik... Og der er ingen, der har opsyn med stedet? ... Det var dog forkasteligt. Nå, men der er ingen tid at spilde, vi må ha' en ambulance ud til jer. Hvor sagde du, det var? ... Sofie Amalie, Adelgade 12... godt, jeg ringer øjeblikkeligt 112."


* * *
   Harriet græd i sin fars arme, chokeret over den pludselige tumult..

"Ja, Harriet," sagde Lisbeth blødt og satte sig ned ved siden af sin mand og datter. "Jeg er ked af, at du skulle opleve sådan en redelighed på din ti års fødselsdag. Jeg er nødt til at køre på sygehuset. Jan, jeg tror, det er bedst, du bliver hjemme hos Harriet og Emma."

"Bli'r... snøft... Carl Frederik... snøft... rask igen?" hulkede Harriet.

"Ja, ja, han skal nok komme sig," beroligede Lisbeth. "Han skal bare have pumpet sprutten ud af kroppen. Det er ikke så behageligt, men det må man nogen gange ta' med. Men selvfølgelig virker det meget dramatisk, når der pludselig bliver ringet efter ambulance til et sted nede i byen, og man ikke ved, hvad der er sket."

"Hvad med Martin?" Spurgte Jan.

"Han kører med i ambulancen."

"Fint nok. Harriet, mon ikke, vi to lige skulle ha' en kop kakao, før jeg putter dig? Du trænger til noget at falde ned på efter den forskrækkelse." Far og datter gik ud i køkkenet. Lisbeth startede "Bedstemor And bilen" og kørte mod sygehuset, mens hun spekulerede som en gal på, hvad hun skulle sige til sin søster.

En dyr lærerstreg
   Intensiv afdelingen bar præg af en dyster stilhed. Lisbeth standsede en sygeplejerske på gangen. Hun havde kort, leverpostejsfarvet hår og et imødekommende blik. "Kan jeg hjælpe dig?"

"Er Carl Frederik Duenhøegh her?"

"Carl Frederik? Og hans fætter Martin?" Hun smilede skævt. "Jo, de holder til på stue fem. Jeg tror, de har fået sig en grundig lærerstreg." Sygeplejersken fulgte Lisbeth hen til Carl Frederiks stue. Han var i færd med at kaste op, mens Martin holdt hans bakke. "Nå, Carl Frederik," sagde sygeplejersken og bøjede sig ind over hans seng. "Din mor er kommet."

"Moster," rettede Lisbeth. "Det er Martin, der er min søn."

"Åh, det var godt, der kom nogen til den stakkels dreng" sagde den gamle dame i sengen ved siden af.

"Ja, det er lidt synd for så unge drenge," indrømmede sygeplejersken. De er blevet lokket af nogle ældre drenge, og selvfølgelig kan en dreng i 11-12 års alderen ikke overskue konsekvenserne. Men jeg er sikker på, at det både er første og sidste gang for Carl Frederiks vedkommende, og at Martin aldrig vil drikke sig fra sans og samling efter det, han har oplevet."

"Nej, jeg skal i hvert fald aldrig være fuld," forsikrede Martin. "Tænk at få sådan en slange gennem næsen og ned i maven."

"Vi lod Martin overvære behandlingen til skræk og advarsel," forklarede sygeplejersken. "Det er en barsk måde at lære det på, men det er netop de helt unge, vi skal advare."

"Helt fint med mig," svarede Lisbeth. "I er nogle rigtige møgunger, at I bare sådan stikker af, uden at sige noget til os," sagde hun vredt til Carl Frederik og Martin. Og hvad havde I også at gøre på det diskotek? Martin, du ved udmærket, at jeg ikke vil ha', du går derhen. Far, Harriet og jeg har været så urolige for jer. Harriet begyndte at græde over al den postyr, og så lige på sin første runde fødselsdag. Det kan I virkelig ikke være bekendt."

Martin så ned i gulvet. Det at han havde ødelagt sin lillesøsters fødselsdag gjorde ham mere skamfuld end at være gået hen et sted, hvor han havde forbud imod at gå.

"Jeg er ked af det for Harriet," mumlede han. "Men mor, jeg prøvede virkelig at få Carl Frederik til at la' være med at drikke det sprut, og at få ham med hjem..."

"Det ved jeg, Martin" svarede mor, nu i et noget blidere tonefald. "Men I skulle aldrig være gået derhen. I kan jo ikke overskue konsekvenserne af det, de store drenge vil ha' lokket jer til. Det forstår du nok nu. Jeg tror også, I begge har fået en lærestreg, og at I har fået straf nok. Vi må se at komme hjemad. Kan vi hente Carl Frederik imorgen?" spurgte hun sygeplejersken.

"Det kan I," smilede hun.

Jeg gør det aldrig mere," forsikrede Martin.

Samvittighedskvaler og forsvarsmekanismer
   Lisbeth var flov over ikke at have holdt ordentligt øje med drengene. Havde det bare været hendes egen søn, i stedet for søsterens søn, som hun havde ansvaret for! Anne Louise ville blive fuldstændig hysterisk. Lisbeth indstillede sig på, at det sikkert både var første og sidste gang, Carl Frederik fik lov at besøge dem.

Hendes hjerte sad oppe i halsen, da Anne Louise ringede fra privat hospitalet.

"Hvordan har Frede-drengen det?"

"Jo, han har det godt efter omstændighederne."

"Hvad i alverden mener du? Savner han mig?"

Lisbeth tog en dyb indånding, før hun gik til bekendelse. "Jeg er virkelig ked af det, Søsser, jeg skulle ha' passet bedre på. Et øjebliks uopmærksomhed, og drengene var forsvundet."

"Åh, nej dog, nu igen," sukkede Anne Louise. "Det er sket engang før for Carl Frederik og en af hans kammerater. Jeg ville ønske, han var blevet klogere."

"Hva' siger du dog, har Carl Frederik været til udpumpning før? Det er lidt usædvanligt for en elleve årig."

"Nej, det er desværre slet ikke så ualmindeligt blandt Carl Frederik og hans kammerater. Men hvad kan vi forældre gøre? Vi kan ikke gå og holde øje med dem hele tiden," sagde Anne Louise forsvarsberedt. Alle i vores kvarter arbejder jo meget." Hun lagde et særligt tryk på den sidste sætning, som om hun lagde en speciel ære i at arbejde så meget, at man ikke har tid til børnene. "For øvrigt, Lissen, kan du hente Carl Frederik på sygehuset og holde ham et par dage ekstra?"

"Ja, jeg havde faktisk planer om at hente Carl Frederik her i formiddag, og han er velkommen til at blive lidt længere - hvis du tør la' ham blive her. Carl Frederik og Martin er blevet rigtig gode venner."

"Godt, for jeg kommer først hjem sidst på dagen, og jeg er så fryyyyygtelig træt. Jeg har behov for fred og ro til at hvile mig et par dage."

Lisbeth tænkte sit, men tav klogelig stille.