"Lille kat, lille kat,
lille kat på vejen.
Hvis er du, hvis er du?
Jeg er sgu min egen!"
Klaus Rifbjerg

Ja, Ronja var sin egen. Men hun bar klart præg af at savne mennesker denne smukke august aften, hvor jeg mødte hende første gang.

Jeg var på vej hjem fra min aften gåtur, da den lille trefarvede kat kom frem af buskaset og smøg sig kælent op ad mine ben. Jeg bøjede mig ned og kælede den. Satte mig på bænken og nød udsigten. Solen var ved at gå ned og spejlede sig smukt i vandet. Min lille ny veninde hoppede op og lagde sig tæt op ad mig, idet hun spandt og spandt. Et ret idyllisk billede, hvis det ikke lige var fordi, Ronja ingen andre steder havde end den bagved liggende eng.

"Jeg ville ønske, du kunne tale menneskesprog, lille ven" mumlede jeg ned i hendes pels. I givet fald ville jeg frygte at høre en historie om ubetænksomme sommerhus gæster, der havde taget en sød lille mis til sig, mens de var på ferie. På vej hjem tager de katten med og sætter den af i et naturområde, hvor de regner med, den kan klare sig selv.

"...men sådan fungerer det ikke for jer tamkatte," småsnakkede jeg. "Mon ikke, du skulle gå med mig hjem?"

Ronja var imidlertid mere indstillet på, at jeg skulle blive hos hende. Da jeg skulle til at gå hjemad, løb hun igen hen mod buskaset, idet hun kaldte på mig. "Miav! Kom du og bo hos mig, jeg er så alene."

Ronja og jeg endte dog med at bo sammen hos mig og min gemal. Tilsyneladende faldt hun godt til. Som en anden Ronja Røverdatter løb hun ude i det nærliggende naturområde og hyggede sig om dagen - deraf navnet Ronja. Om aftenen hyggede hun sig herhjemme sammen med os. Hun elskede især, når vi så film. Så rullede hun om på ryggen med alle fire ud til siderne og bare nød det.

Der var dog én ting den unge "frue" glemte at fortælle os: Hun var i lykkelige omstændigheder. Hun fødte præcis otte uger efter, at vi havde adopteret hende (eller var det hende der havde adopteret os?), så det var ikke fordi vi havde sløset med p-pillerne. Derimod stoppede vi prompte med at give hende dem, i samme øjeblik vi fik mistanke om, at hun var gravid.

Den 6. oktober 2010 kl. 8.00 kom den sort- og guldfarvede Pippi til verden. Lige ved siden af fryseren. Herefter fulgte rød- og hvid brogede Emil, Røde Rasmus og lille sort/hvid brogede Ida med de charmerende øjne.

Ronja var en rørende kærlig mor. Jeg husker en situation, hvor en af killingerne peb ynkeligt efter at have forvildet sig lidt væk fra sin mor. Med sin pote trak Ronjamor den nænsomt ind til sig.

Men som den Ronja Røverdatter hun stadig var, blev Ronja udesyg igen efter nogle få uger. I starten var hun dog rigtig god til at afpasse sine ture i forhold til firlingernes spisetid. Men en smuk efterårsaften gik det galt.

Ronja havde været væk måske 3-4 timer, da de små begyndte at røre uroligt på sig. Jeg strøg dem forsigtigt over ryggen. De to piger lod sig midlertidigt berolige, hvorimod deres røde brødre hvæsede som farlige løver. "Du er ikke vores mor, hold dig væk!" Senere kom der andre boller på suppen.

Vi varmede lidt piskefløde i mikroovnen, og ved hjælp af en injektionssprøjte fik vi lidt af det i killingerne, en efter en. De var ikke helt tilfredse med kosten, men i mangel af bedre gik det, og de blev lidt roligere. Omkring midnat vendte Ronjamor tilbage - til stor lettelse for både os og børnene.

Lille Ida var kvik. Hun var den første, der forsøgte at kravle op ad kassen og efter sin mor. Pippi, den ældste, eller i hvert fald først fødte, påtog sig storesøster rollen, til morskab for os andre. Hun vaskede sine søskende, når deres mor var gået. Selv i dag kan hun finde på at tjekke kattebakken og skrabe efter, når én af hendes søskende har været på "tønden".

Vi kælede rigtig meget med dem alle sammen, men især Emil og Rasmus gjorde jeg meget ud af at socialisere, for at de ikke fortsat skulle være nogle små arrigtrolde, når de, (troede vi), fik nye hjem. Og resultatet gav pote - bogstavelig talt. De endte med at blive de mest kærlige i flokken.

Ronja var glad for lidt aflastning efterhånden som ungerne voksede. I starten holdt hun et skarpt øje med mig, når jeg "babysittede." Men efterhånden slappede hun af og overlod pasningen mere og mere til "mormor og morfar." Men sikke et blik, hun sendte os, hvis vi havde den frækhed at kommentere hendes børnepasning. "I skal bare være der for mig og passe mine unger, når jeg har brug for det - og så i øvrigt blande jer udenom." Jo, budskabet var klart nok.

Som alle andre mødre måtte Ronja jo skubbe sine unger ud af reden før eller senere. Og fair nok. Alle individer må lære at stå på egne ben, både for deres egen og moderens skyld. Desuden - mente vi - kunne vi ikke have alle de misser. Derfor satte vi en planche på opslagstavlen på dyrehospitalet, samtidig med at vi fik killingerne vaccineret, øremærket og neutraliseret. Vi ville ikke sælge dem til hvem som helst, så vi blev enige om, at dem der kom på dyrehospitalet, var seriøse mennesker, der ville deres dyr det godt.

Til vores skuffelse - og lettelse - var der ingen aftagere til de små. Vi var nødt til at beholde dem. Næste hurdle var at få Ronjamor til at acceptere sine børn som bofæller i stedet for omsorgskrævende børn. Det var Ronja imidlertid ikke indstillet på. Hun gjorde alt for at komme af med dem. Hun hvæsede, bed, og var i det hele taget rigtig ubehagelig overfor sit eget afkom. Det ligger dybt i hunkatten, at hun skal afvise sine unger, når de er 3-4 måneder, for at lære dem selvstændighed. Men i dette tilfælde var det bare ikke praktisk muligt at lade mor og børn bo hver for sig.

Vi gjorde alle mulige krumspring for at få dem til at fungere sammen, hver især som selvstændige individer. Vi lavede små oaser til Ronja, hvor hun kunne have lidt privatliv; vi vænnede killingerne til at være lidt ude, til trods for, at det var februar, og de knapt var fire måneder. Det gik også over al forventning. De udforskede haven og kom ind igen efter en times tid. Lidt efter lidt lærte de at bruge kattelem.

Vores plan slog fejl. Katte er - som bekendt - sgu deres egne. Ronja var mere og mere hjemmefra efterhånden som foråret skred frem. Når hun endelig var hjemme, var hun på kant med sine børn. I mit stille sind tænkte jeg, at vi havde det hyggeligere uden hende. Men en anden del af mig - trods alt den største - elskede hende og savnede den Ronja, hun var før.

En dag blev hun væk for altid. Efter nogle dage, hvor vi intet havde set til Ronja, efterlyste vi hende på Katteregisteret. Foruden at hænge opslag rundt omkring i nabolaget og fortsat søge i området. Ingen Ronja, ingen resultater.

Skulle vi have lagt os mere i selen for at komme af med killingerne? Nej, som sagt var det ikke ligegyldigt, hvor de havnede. Skulle vi have taget dem fra hende allerede efter fødslen? Det kunne vi ikke nænne. Set i bagklogskabens lys skulle vi måske have fået hende steriliseret samtidig med at hun blev øremærket og vaccineret. Men så igen - hvis hun allerede var med killinger dengang, skulle hun så have haft en abort? Og skulle jeg udsætte min kat for noget, jeg aldrig ville udsætte mig selv for? Spørgsmålene og dilemmaerne er mange. Men de fører ingen steder hen længere.

Vores Ronja har nu været væk i tre år. Jeg tænker tit på, hvad der kan være sket med hende. Er hun kørt over? Strejfer hun omkring? Eller har hun fundet sig en anden familie? Uanset hvad ville jeg ønske, nogen havde været opmærksom på hendes øremærkning og kontaktet os. Hvis Ronja var faldet godt til i en anden familie - hvilket jeg helst vil håbe på - ville det være okay med os, hvis vi bare vidste, hun havde det godt. Det er uvisheden der plager os.

Men Ronja har ikke levet - eller strejfet vores vej forgæves. Hendes fire børn, Pippi, Emil, Ida og Rasmus bor stadig hos os i Katholt, som vi kalder vores hus. Og selvom de er meget menneske afhængige, er de, ligesom deres mor, helt deres egne.