"Kom tilbage, Rasmus! Du må ikke, det er farligt!" Den 12 årige Ronja tog sig forfærdet til hovedet. Hendes to år yngre lillebror lod ikke til at høre hende, da han gik længere ud i vandet.

"Årh, den lille skovsø her kan man da ikke drukne i. La' nu være at være sådan en party killer, Ronja."

Party killer. Det var hvad far plejede at kalde personer, der tog glæden fra andre ved selv at være negative. Hun fik tårer i øjnene ved tanken om faderen. "Du ved, hvordan det gik far," snøftede hun. "Han forsvandt ned i søen, da han gik herude og fiskede."

"Hvis han virkelig var druknet, ville de ha' fundet ham på bunden," mente Rasmus.

"Problemet er, at søen er bundløs," svarede søsteren. "Hvis du går længere ud, bliver du trukket længere og længere ned af kviksand, og ingen kan hjælpe dig op."

"Bundløs," funderede Rasmus. "Jamen et eller andet sted må den vel ende?"

"Kan du huske, oldemor fortalte os om sin bror, der forsvandt i denne sø?"

"Oldemor og alle hendes historier. Farmor siger, hun er ved at være dement. Der må være sket noget andet med ham. En sø kan ikke være bundløs."

"Jamen, hvad så med den gamle præst, der forsvandt sporløst sidste efterår? Eller Pølse-Pouls kone?"

"Ja, ja, eller min den ene sok med Anders And."

"Rasmus, vær sød at komme op, vi skal hjem til aftensmad.

*

"Uhm, ravioli!" Rasmus øste en stor portion op på sin tallerken og kom godt med ketchup på.

Mor smilede, men hendes smil nåede ikke de rødrandede øjne. "Det er godt, I har fået lidt af jeres gode humør tilbage."

"Hvad med dig, mor?" Ronja sendte hende et undersøgende blik.

Mor strøg hende over det tykke røde hår. "Åh, jo, min pige, livet skal jo gå videre. Men svært er det - for os alle sammen."

Rasmus holdt pludselig op med at guffe ravioli i sig. "Hva' nu hvis far ik' er død?"

"Ja, hvad-nu-hvis?" svarede mor eftertænksomt. Jeg har også svært ved at forlige mig med tanken. Men efter så lang tid må vi nok indstille os på, at sådan er det."

"Det er godt nok lidt mærkeligt, både med far og alle de andre, der er forsvundet i søen," mente Ronja.

"Ja, det er mærkeligt," indrømmede mor. "Men vi må se. Måske kommer sandheden frem en dag.

*

"Puh, hvor her stinker." Ronja holdt sig for næsen, idet hun sammen med sin lillebror gik forbi Pølse Pouls slamsuger. "Pouls Pølser" stod der på siden af bilen.

"Hva' mon det er for en slags pølser?" spurgte Rasmus.

"Halløj, unger, hva' så!" råbte Pouls muntre stemme. "Var det noget med en hotdog med det hele?"

"Ellers tak," svarede Ronja.

"Nånå, er man kræsen?" drillede Pølse Poul. "Jamen hva' så med en sodavand?"

"Jo, tak, en cola!" udbrød Rasmus. "Dem må vi ik' få derhjemme. Mor siger, vi bli'r tykke og fede og får huller i tænderne."

"Nå nå, men vi la'r være med at sige noget til jeres mor." Pølse Poul gav dem hver en dåse-cola. "Det er vores hemmelighed. Nå, hvordan er jeres dag så gået, unger?"

"Jeg har fået 12 i dansk stil!" jublede Ronja. Hun havde tilsyneladende glemt alt om lugten fra slamsugeren.

"Øjj, hvor flot, smilede Poul. "Du bli'r forfatter en daw."

"Og jeg er kommet med på skolens fodboldhold," bidrog Rasmus.

"Det var sandelig dejligt for dig."

Jaa, men ve' du hva' der er træls, Poul?" Rasmus' brede smil svandt ind til en smal streg. "Carl og Stefan driller og råber fodbold freak efter mig."

"Årh, det skal du ik' ta' dig af, min dreng. De er bare misundelige."

Sådan gik mange eftermiddage. Børnene standsede ved slamsugeren og fik en cola og en snak med Pølse Poul. Men intet varer evigt.

*

"Neeej, det er løgn!" Louise så op fra sin avis.

"Hva' er der sket, mor?" spurgte Ronja.

"Det er Pølse Poul. Jeg kan ikke tro det." Hun viste sin datter overskriften.


Lokal entrepenør mistænkt for mord.

Liget af kvinde fundet ved skovsø.


"Nej! Ikke Pølse Poul!" snøftede Ronja. Tårene løb ned ad kinderne på hende om kap med regnen, der slog mod ruden.

"Hva' der los?" Rasmus kom ned ad trappen, slæbende på skoletaske og fodboldtøj.

"De har fundet en død kvinde ved skovsøen," forklarede Ronja grådkvalt. "De mener, det er Pølse Pouls kone, og nu har de anholdt ham, fordi de tror, han har dræbt hende."

"De ku' vel sige sig selv, at Pølse Poul aldrig ku' gøre en kat fortræd," sagde Rasmus oprørt. "Han er da så flink."

"Ja, det er ubegribeligt," indrømmede mor. "Men hvem ved? Man kan ikke se folk længere end til tænderne." Hun trak på skuldrene.

"Jeg nægter at tro, Pølse Poul ku' gøre sådan noget," snøftede Ronja.

"Vel ku' han ej," svarede Rasmus. "Det må være en anden, der har gjort det."

"Ja, Rasmus," sukkede mor. "Det må være en anden. Sørg nu for at få jeres regntøj på, børn, det er frygteligt vejr i dag."

"Sku' vi ik' skyde genvej gennem skoven?" foreslog Rasmus.

"Så skal I i hvert fald ta' gummistøvler på," sagde mor. "Det har regnet hele aftenen og natten."


Ronja trak hårdt i sin lillebror, da de kom forbi skovsøen. Den var afspærret p.g.a. den uhyggelige hændelse med liget, der var skyllet op på land. Men søen var løbet over sine bredder. Børnene sank i til skafterne af deres gummistøvler. I et nu blev himlen oplyst af et lyn. Et kæmpe tordenbrag rasede, og de sank længere og længere ned, ude af stand til at gøre modstand.
   **