hun farvede sit mørke hår til blonde lange lokker
hun stiftede bekendtskab til vinden og lærte at løbe uden modvind
hun forvandlede sine uendelige tåre til dråber af guld
i dagevis ledte hun efter sin værdighed og sit smil
men der vankede stive prygl da hun fandt dem bag din ryg
du lo og du var overbevist om sejreren lå i dine hænder
det troede hun også
indtil hun fandt sig selv bag alt sorgen du havde pålagt hende
hun rev kniven ud du havde placeret dybt mellem hendes ribben
jeg havde regnet og håbet på hun ville tage kniven mod din strube
men hun var stærkere end det