De kunne være blevet et mageløst par som unge, Inger og Jens. Men sådan skulle det ikke være. I stedet vil jeg fortælle hvordan de levede, og hvordan de kunne have levet. Filosofisk vil du måske sige. Det er det måske også på en vis måde. Netop derfor, var deres liv hver for sig, på en særegen måde forbundet.


Afsnit 1 - Inger
   Inger blev født i en familie, hvor der i begyndelsen var harmoni. Så kom krigen, anden verdenskrig. Hendes far, der havde en lille biks i Hvidovre på torvet, kunne lige klare til dagen og vejen, med de gamle ting og sager han byttede og handlede med. Inger kom til verden en januardag i 1944. Moderen var hjemmegående og hjalp lidt til i den lille butik. Fabricius hed de til efternavn.
   Faderen havde i løbet af krigen, slået sig mere og mere på pantelåner virksomhed, tjente godt på det. Også rationeringsmærker blev det til i ny og næ. Der kom både tyskere og danskere i butikken. Modstandsbevægelsen vidste godt han handlede med tyskere, men foretog sig intet. Han og den lille familie skulle jo leve, så længe det ikke havde karakter af stikkervirksomhed, lod de ham være.
   Trods alt var der mange fattige, der nød godt af et rationeringsmærke i ny og næ. Familien boede over forretningen og levede tilbagetrukket. Inger var en nem pige, det sagde hendes mor i hvert fald ofte til nabokonerne.

En forårsdag, i april 1945, kom en ung dame ind i forretningen med sin forlovede.
   "Jeg vil gerne se på noget tøj til min forlovede."
   Fabricius viste dem et par habitter, de kunne prøve dem i baglokalet. Manden sagde ikke en lyd, Fabricius talte heller ikke til ham, men lod den unge dame føre ordet. En handel var vel en handel. Efter et par minutter kom to tyske officerer ind i butikken. Det skete tit, da der ofte var varer de var interesseret i.
   Holger Fabricius talte tysk flydende, det samme gjorde hans søde kone Hanne.
   "Hvad kan jeg hjælpe med," spurgte han høfligt.
   De to officerer viste ham flere ark med rationeringsmærker, de ville gerne se på noget tøj til deres koner og børn. Holger kaldte på sin kone, og sagde han lige skulle ind og finde noget mere tøj, bad hende om at tale med de tyske kunder.
   Han brasede ind i baglokalet til de unge mennesker og sagde dæmpet:
   "Sig til din ven han skal forsvinde op i lejligheden. Her er nøglerne, men skynd dig, der er tyske officerer i forretningen. Du skal skrige op og brokke dig, komme ind og klage over jeg ikke bankede på."
   Kvinden skreg:
   "Svin, hvad laver du her? Kan du ikke se jeg prøver tøj?"
   Holger Fabricius trak sig tilbage til butikken. Han forklarede de to tyskere, at han desværre var braset ind til en ung dame, der var ved at prøve en kjole, hun havde skreget op over det. Hans kone skældte ham ud og gik ud i baglokalet. Tyskerne grinede. Den unge dame kom ud i butikken, sagde vredt til ham han var en gammel gris, at det ikke var her hun fremover ville købe sit tøj. Så gik hun og smækkede døren hårdt i efter sig.
   Fru Hanne skældte ud over de nu havde mistet en kunde. To andre herrer var kommet til, de grinede. De to tyskere fandt det de ville have. Telefonen ringede og fruen tog den.
   "Det er til dig, Holger."
   Holger tog den. Han talte tysk og sagde:
   "Ja tak, hr. oberst, det vil min hustru og jeg gerne. På Dagmarhus?.. Ja, så siger vi det, og klokken syv. Tak skal De have. Både min hustru og jeg glæder os til at være sammen med Dem i aften."
   Han lagde røret og drejede samtalen af med håndsvinget på siden af telefonen.
   De to tyskere kikkede overrasket på ham.
   "Skal De til opera på Dagmarhus i aften?"
   Han nikkede, og svarede det var en af hans venner inden for værnemagten, der havde inviteret dem, det glædede de sig til.
   "Så ses vi måske," sagde den ene af officererne.
   "Kan jeg regne med Deres diskretion? Jeg mener, jeg har ikke været i Deres butik?"
   Fabricius smilede til ham og svarede:
   "Ja, det kan De med sikkerhed. Vi har aldrig mødtes her i min butik. Har De fundet hvad De vil have?"
   De nikkede begge og gik deres vej, efter de var kommet overens med prisen på rationeringsmærkerne, og de varer de ville have med til deres familie i Tyskland.

"Så er det vist din tur Nielsen," sagde han og smilede til den ene af de to mænd, der ventede på det skulle blive deres tur. Nielsen kikkede på sin ledsager.
   "Hansen, det er vist dig først!"
   Hansen kikkede på Fabricius og lagde en seddel på disken. Han gjorde omkring og forlod butikken med det samme. Nielsen fulgte efter. Fabricius tog sedlen og læste. Det var en advarsel til ham. Enten stoppede han omgangen med tyskerne, eller også ville modstandsbevægelsen reagere, det kunne være farligt for ham, stod der.
   Budskabet var ikke til at tage fejl af. Det var ikke en tom trussel, men den klareste advarsel de kunne give ham. Han var ikke i tvivl om de mente det alvorligt. Han gemte sedlen, så hans kone ikke så den. Hun var netop gået op i privaten, for at se til den engelske pilot, de skulle hjælpe herfra med papirer og penge. Den såkaldte forlovede den unge pige var kommet med, var en nedskudt englænder, der var på flugt for tyskerne. Holger vidste han skulle komme, men ikke hvem der ville komme med ham.
   Han havde med det samme set hun var for ung til at forlove sig. Højst sytten år gammel, den andens tavshed sagde ham alt om, det var den mand han skulle hjælpe over til det neutrale Sverige. Han ville blive afhentet senere på eftermiddagen ved firetiden, af den samme dame der havde leveret ham. Hun var en ung kurer, tænkte han. Men hun virkede uimponeret af situationen, selvom det var en farlig mission hun havde givet sig i kast med.
   For Fabricius var det hverdags kost. Han var 'Generalen' i det netværk der var på den tid, hvor landet var besat. Det var ikke ufarligt, hidtil var det gået godt. Han sukkede. De unge mennesker var modige, men tog ofte chancer han ikke var glad for. Tiderne var ikke til blødsødenhed, de var barske i deres forfærdelige virkelighed. Dem der blev afsløret blev skudt, det vidste han.
   Hans gamle ven Sofus Gregersen kom ind.
   "Du er på listen igen Fabricius, vi må igen bede dem om ikke at likvidere dig. Hvis det bliver værre må vi tage dig ud af tjenesten. Vi kan ikke have, der er for mange der ved du er på vores side. Men pas på, det er ikke alle grupper vi kontrollerer, de har prøvet at få ram på dig en gang før. Du lever livet farligt Fabricius. Har du pengene?"
   Fabricius tog en lille taske frem og gav den til sin ven, der var i modstandsbevægelsen.
   "Jeg er på Dagmarhus i aften Sofus. Jeg bliver afhentet klokken halv syv. Er der noget særligt jeg skal være opmærksom på?"
   "Nej, det er der ikke. Er vores engelske ven her stadig?"
   "Ja, men han bliver afhentet senere."
   "Jeg tror krigen synger på sidste vers Holger. Det bliver rart igen at kunne gå og komme som man plejer, uden at skulle se sig over skulderen hele tiden, flytte til en ny seng hver aften. Det liv vi fører nu, er ikke til at holde ud i længden." Fabricius grinede.
   "Du skulle snakke. Jeg har kone og et lille barn, det bekymrer mig. Men på nuværende tidspunkt kan jeg ikke bakke ud, det ville være for farligt. Vi ville miste for mange informationer."
   De sagde farvel til hinanden, Sofus Gregersen forlod butikken.

Han levede livet farligt den lille pantelåner, der i kredse i modstandsbevægelsen blev kaldt 'Generalen'. Det var ham der organiserede de fleste transporter over Øresund, samt pengene til det, og de våben der var brug for, i fem af de grupper der var i hovedstaden. Hans virkelige arbejde, var kun kendt af ganske få. Det gjorde hans situation vanskelig. Alle vidste der kom mange tyskere i hans lille butik, men ikke han var på dansk side i kampen mod tyskerne.

Efter krigen var det et helvede for ham. Han røg ud og ind af diverse fængsler, indtil det blev klart for alle han var 'Generalen'. En dobbeltagent, der havde held til at være en stor hjælp for modstandsbevægelsen under hele krigen. Han var en dygtig organisator. Efter krigen gik det først ned ad bakke, men ved stor flid sadlede han om, fik en helt lille sund forretning med radio og cykler. Han tjente godt, men fandt desværre trøst i flasken, når alle de farlige situationer han havde været igennem under krigen, blev for meget for ham.
   "Det er de satans nerver," sagde han, når konen og andre spurgte, eller bebrejdede ham han drak. Holger Fabricius var blevet alkoholiker.
   En søn kom til i maj 1948. Det gjorde ikke familiefaderen mere ædru. Han blev mere og mere urimelig, skældte tit på børnene, når han midt på dagen ville sove brandert ud. Forretningen gik nogenlunde, med hjælp fra en ansat ung mand der tog sig af cyklerne, både salget og de reparationer der var. Konen stod for salget af radioerne. Familien vantrivedes, den lille Inger trak sig for hver dag der gik med faderens drikkeri, mere og mere ind i sig selv. Kun dyrene havde hendes store interesse. Sammen med dem var hun glad og smilende.
   "Alt levende har en sjæl," sagde hun.
   Drenge ville hun ikke vide af. Faderens alkoholmisbrug, måtte have skræmt hende fra vid og sans, hvad det modsatte køn angik. Hun havde aldrig kammerater med hjem. I skolen var hun dygtig, hun fik en god studentereksamen. Hun havde bestemt sig for hvad hun ville uddanne sig til. Hun ville være præst.
   Hendes fars drikkeri gik hende mere og mere på, de havde mange skænderier. Hun kunne ikke invitere venner med hjem, det var hun ked af. Familien havde købt et mindre sommerhus på Ulvshale ved Faxe, hvor de altid tilbragte flere uger hvert år. Inger boede i et telt i haven, det var hun godt tilfreds med. Så skulle hun ikke høre på faderens snorken, og hans grovheder overfor sin mor, der var en svag kvinde. Inger sagde tit til moderen, når hun blev færdig som præst og fik embede, skulle hun lade sig skille fra den voldelige og fordrukne far.
   Hans helbred blev dårligt, men han ville ikke slippe flasken, selvom lægerne havde sagt til ham, at fortsatte han, ville han dø indenfor et år. Han grinede og tog sig en lille en ekstra.

Inger blev færdig som præst, ville ikke have faderen med til den højtidelighed det var, da hun blev ordineret. Det var kun moderen og hendes lillebror der var med. Hendes lillebror kom året efter på et hjem for lettere åndssvage, da han ofte så syner og hørte stemmer. Det hele var kommet som lyn fra en klar himmel. Den ene dag var han rask, ugen efter var han så syg, at han kom på en lukket afdeling.
   Faderen døde, den lille familie kunne ånde lettet op. For at bruge et af hendes egne udtryk. I de første år efter hun var blevet ordineret som præst, underviste hun i diverse skoler og læreanstalter. Hun søgte embede mange steder, men der var ikke nogen der ville have en kvinde, og da slet ikke en der ikke var gift eller forlovet. Inger var nu sidst i tyverne, men stadig alene.

Endelig var der et embede til hende. En kirke i Vestjylland ville gerne have hende, da hun prædikede godt og sang så smukt. Det var fire små sogne og to kirker hun skulle betjene. Hun havde stadig dyr omkring sig, var hellere sammen med dem, end med de mennesker der var på den egn hvor hun nu boede.
   Hjemme i Hvidovre var hun ikke så tit. Hun gik sine egne veje, var sin egen herre, det kunne ses og mærkes på den måde hun omgikkes folk på. Det var få der havde hendes tillid, det var få hun kaldte for sine venner. En af dem hed Jens. Det var ikke så ofte de sås, men hun kunne godt lide hans kone ikke var jaloux på hende, når hun af og til gæstede deres hjem.

Snart opstod der konflikter mellem hende, og de menighedsråd hun havde kontakt med, gennem sit embede som præst ovre vestpå. Konflikter der blev mere og mere tilspidset. Hendes kirke var altid fuld, når det var hende der prædikede. Hun sang smukt, det var der heller ikke noget at sige hende på med. Ofte kom en og anden forbi hendes dør, spurgte om hun dog ikke kunne finde en mand.
   "De snakker i sognet," sagde man til hende.
   I begyndelsen var hun ligeglad, men de natlige besøg, af forskellige af menighedsrådenes mandlige medlemmer, var en belastning for hende. De kom altid tilfældigt forbi sagde de. De ville kun snakke smiskede de, og prøvede på at få hende til at lukke dem indenfor. Men hun afviste dem altid, venligt men bestemt.
   Hun så ofte på dem om søndagen i kirken, og følte de klædte hende af. En slags åndelig voldtægt, kan man vel sige. Uoverensstemmelserne var til sidst så store, at kirkeministeren tyede til afskedigelse af hende. Hun var nedtrykt.
   "Jeg er anderledes," sagde hun til pressen, "derfor skal jeg kanøfles," det blev hun.

Hun flyttede tilbage til sjælland, men kunne ikke finde sig et embede. Hun var Paria, præst uden embede. Hendes ven Jens så hun nu en del mere til, de havde mange gode stunder sammen. Hun var ofte i deres hjem, følte sig velkommen. De talte om hendes alene tilværelse, hun smilede og sagde altid:
   "Den rigtige! ham på den hvide hest, er ikke kommet forbi endnu. Måske kommer han aldrig."
   Jens og hans søde kone håbede han ville vise sig, men det trak ud. Hun var nu 51 år gammel, han havde stadig ikke vist sig, prinsen på den hvide hest.


Afsnit 2 - Jens
   Jens, manden der var Ingers ven, havde en sød kone og dejlige unger. Han var født i 1937. Han er bedste ven med Inger, der ofte er gæst i deres hjem. Ofte diskuteres der religion, men ikke den missionerende. Dertil er de begge for afslappede, overfor dem selv og deres omgivelser. Jens er mere til det med de gamle kloge Shamaner. De har det godt sammen, taler også tit om deres fælles glæde ved den klassiske musik.
   "Jens, du er et godt menneske," sagde hun ofte til ham.
   "Din kone er ikke jaloux på mig når jeg er på besøg, det værdsætter jeg. Vi kan gå ture og sejle sammen, uden hun bliver sur eller tror der er andet end venskab mellem os. Jeg er glad for jeres venskab."
   De gik ofte ture sammen, hvor de talte om naturen og alt det den indeholdt. Jens var ikke ateist, men heller ikke så troende så han jævnligt gik i kirke. De havde det godt i hinandens selskab, nærede sympati for hinanden. De respekterede hinandens synspunkter og talte om alt. Der var ikke noget der var Tabu imellem dem.
   Jens var af fattige kår. Opvokset hos plejeforældre, hans egne var døde da han var helt lille. Hans barndom havde ikke været let. Den familie der havde taget ham til sig, så kun på pengene de fik for at have ham. De interesserede sig ikke meget for Jens eller hans problemer. Det var ren forretning for dem. Han klarede sig dog nogenlunde. Jens var fisker, der kun lige havde til dagen og vejen. Hans søde kone arbejdede som syerske på en systue, knoklede ofte til sent om aftenen, for at deres økonomi kunne komme til at hænge sammen. Men de beklagede sig ikke. De var vel på deres måde lykkelige.
   Det fortaltes i byen det var en smutter, der havde været skyld i de giftede sig. Om de elskede hinanden?.. Jeg ved det ikke, men de blev sammen, ikke mindst for børnenes skyld, fortaltes det på den lokale kro. Ikke fordi Jens drak eller havde et spiritusproblem, men af og til var han gæst til sent på kroen. De andre undte ham de friaftener. Konen var skrap i deres øjne. Han knoklede ind imellem i alle døgnets fire og tyve timer.
   Jens var lidt sær, sagde de andre fiskere. Han lyttede til klassisk og læste bøger. Søren Kirkegård, H.C. Andersen og klassiske værker, som vi ikke forstår en pind af, sagde en af fiskerne, når jeg spurgte til hvad det var Jens læste. Jens ville på efterløn når han fyldte tres år. Det lå helt fast. Båden skulle hugges op, men det var tvivlsomt om han kunne få støtte til det. Ellers var Jens vellidt på havnen blandt de andre fiskere. En god kammerat, man altid kan stole på, sagde de.

Jeg mødte dem, Inger og Jens, en aften jeg var ude at gå mig en tur ved feddet på Ulvshale. Jeg havde ofte set dem sammen, troede faktisk de var mand og kone. Ikke at de gik med hinanden i hånden, kyssede eller andre ting der er typisk for ægtepar, men alligevel. Der var noget ved dem der vakte min interesse. De havde kendt hinanden over tyve år. Og de mødtes altid om sommeren, når Inger var med sine forældre i deres sommerhus. Inger var siden flyttet derned. Hun elskede det sted, sagde hun altid når man spurgte hende hvorfor.
   Ofte havde jeg set dem med en lille rygsæk på ryggen, gående langs stranden. Vi hilste altid, jeg havde ikke før nu talt med dem. Jeg ved ikke hvorfor, men deres skæbner hver især, fascinerede mig, jeg gjorde et tankeeksperiment.
   Sæt nu de havde haft en anden opvækst end den de havde? Havde mødt så hinanden? Havde levet deres liv sammen som mand og hustru? Hvad var det så for et ægteskab der ville være kommet ud af det?..
   Jeg havde netop skrevet en lille bog om alkoholismens svøber, var på ferie i mit lille sommerhus da jeg mødte dem, og talte med dem. Det blev, over sommeren, til mange samtaler. Og ideen om historien der er et eksperiment, to menneskeskæbner imellem, tog form i mit hoved.


Afsnit 3 - eksperimentet!
   Inger var 18 år gammel, kom fra et arbejderhjem vil man vel sige. Faderen havde en lille cykel og radioforretning, det var en god og vellidt familie. Naboerne sagde altid om dem, havde man problemer, kunne man altid tale med radiomanden eller hans kone. De vidste altid råd. En kernefamilie var det. Far, mor og en sød og dygtig datter, der ville fremad i livet. Og en lille forkælet lillebror, der nok var efternøler, men også ønsket og meget forkælet af dem alle sammen.
   Inger havde veninder, hun var nu i den alder hvor drengene så efter hende. Hun ville godt tale med dem, så heller ikke mere. Hun sagde altid:
   "Jeg har et mål med mit liv. Jeg vil være præst, døbe de små og udbringe evangeliet."
   Hun var ikke en almindelig pige i den forstand, men fornuftig og afholdt. Hun havde andre interesser end sine jævnaldrende, havde ikke noget problem med det. Det havde de heller ikke.
   Ofte var det hendes hjem der genlød af glade barnestemmer og sang. Hendes dygtighed, hjælpsomhed og altid venlige væsen gjorde hun var afholdt. Ingen gik forgæves til hende, og bad om hjælp til babysitning. Hun var alle steder, deltog aktivt i det liv der var omkring hende. Én gang om året, arrangerede hendes far og mor en gårdfest for alle husets beboere. Alle kendte alle, der var sammenhold i den lille ejendom på torvet i Hvidovre.

Inger Fabricius skulle starte på præsteseminariet. Hun var en dygtig pige, der var vellidt af de andre studerende. Hun havde set med interesse på den noget ældre Jens, når de havde været på ferie nede på feddet ved Faxe. Han var en stille fyr, der ikke gik meget ud. Inger mente han var en mand efter hendes hoved. I begyndelsen var de begge generte, men efterhånden kom de tættere på hinanden.
   Jens var fisker. Han havde øje for Inger, men ikke for der skulle blive et par af dem, dertil var han for forsigtig og genert. Hun var både meget yngre end ham, og så læste hun til præst. Det var ikke lige det han havde som den ideelle kvinde for ham. Men han var altid glad i hendes selskab, så med glæde frem til familien skulle komme på weekend eller ferie på feddet.
   Jens fiskede alene, med garn. Han havde haft en makker, men der var ikke nok at fange så de begge kunne leve af det. Jens var en slider der var tidligt på færde. Han havde én lidenskab, det var klassisk musik. Jens elskede Maria Callas, opera, operette og alle de gamle komponister. Brahms, Schubert, Grieg, Sibelius, Mozart, dem alle, samt en del moderne gospel og jazz. Han var mest til den traditionelle jazz, men også gamle viser havde hans interesse. Ofte når han var på havet, hørte han sine yndlingsnumre for fuld udblæsning.
   Han havde mødt Inger på havnen en tidlig morgen, hvor han lyttede til Maria Callas, samtidig med han rensede dagens fangst. Hun var kommet hen til ham, havde sagt det også var hendes smag. Hun havde spurgt ham om hun måtte slå sig ned og lytte med. Hun havde smilet til ham, på en sådan måde at han blev helt flov og genert. Inger havde drillet ham, egentlig var han gal på hende. Men da hun bad ham gå med til en koncert i Næstved, havde han sagt ja. Det var der hans dybere interesse for hende var opstået. Hun var en sød og naturlig pige, de talte godt sammen. Det var nu flere år siden de første gang mødtes, deres venskab havde udviklet sig til egentligt kæresteri. Ikke at de gik i seng med hinanden, men de kyssede og krammede hinanden lidt i ny og næ, når der ikke var andre der så det.
   Inger søgte embede på Lolland og fik det. Hun glædede sig til at starte, og bad Jens om at komme til hendes første prædiken. Jens kom i kirken, og var gæst hos hende efter gudstjenesten. Båden var på værft, den skulle have ny motor og have skiftet et par bord under vandlinien, der var tid nok for dem til at være sammen. Inger gav kaffe til sognets medlemmer og menighedsrådet, der havde været til gudstjenesten. Jens var genert. Men da Inger smilende sagde, på spørgsmålet om hvem han var, at det var den mand hun gerne ville være sammen med, blev han aldeles rød i hovedet, vidste ikke hvad eller hvor han skulle gøre af sig selv. Alle havde kikket på ham, han kunne have krøbet i et musehul.
   "Jens," sagde Inger da alle var gået.
   "Vil du have mig til kone?" Hun var så ligefrem at det kom helt bag på ham…
   "Det ved jeg ikke," stammede han.
   "Jeg kan lide dig, men er du ikke lige lidt for ung til mig?" hun smilede.
   "Jens," sagde hun og omfavnede ham.
   "Jeg ikke alene holder af dig, kysser og krammer dig af og til. Jeg tror nok jeg kan sige til dig jeg elsker dig. Og kan du ikke tage dig sammen til at fri til mig, så må du finde dig i at jeg frier til dig. Vil du gifte dig med mig?.. Nu har vi været mere eller mindre kærester i over tre år, så nu synes jeg det er på tide vi bliver til et par."
   Jens så på hende, genert.
   "Inger, du ved godt jeg kan lide dig. Jeg mener som du, jeg elsker dig. Men vil du have en mand der er på havet det meste af tiden?" Hun smilede til ham.
   "Så længe du kommer hjem til mig igen, er der ikke noget i vejen for du er fisker. Jeg kan også hjælpe dig en gang imellem med at rense fisken, det ved du jeg godt kan. Når jeg har tid til det, kan jeg være sammen med dig ombord på båden. Vil du ikke gerne have det?"
   Han nikkede.
   "Jo, Inger, det har vi ofte gjort, vi går godt i spænd sammen."

Den nat blev Jens hos Inger, de sov sammen for første gang. Jens var lykkelig for sin dame, som han udtrykte det til de andre fiskere. To måneder efter den første nat sammen, giftede de sig. Jo, Jens og Inger var et lykkeligt par, de supplerede hinanden godt. De var først og fremmest glade for at være sammen, det kunne enhver se der gad kikke efter.
   Jens var tit på havet, også når det var et forfærdeligt vejr. Inger var altid utryg når det stormede. Hun var ikke bange, men urolig. Var det søndag og hun havde gudstjeneste, var der altid et trøstens ord til de andre koner, der også havde mænd på havet. Alle vidste hun også tænkte på sin mand. De havde i mellemtiden fået et par børn og var lykkelige. Jens fiskede i Østersøen om sommeren efter torsk, det var der flere der gjorde, Men Jens båd var den mindste, han var alene om fiskeriet. Han var en slider der gerne gav en hånd med, hvis der var andre der havde brug for det. Alle på havnen kom af og til i den lille kirke. Ingers prædikener, var altid nærværende og lette at forholde sig til. Hun havde altid et budskab, den lille kirke var næsten altid fuld, når det var hende der prædikede. Og så sang hun så smukt. Hun var en god og afholdt præst. Den lille familie befandt sig godt i det lille samfund. Hele sognet glædede sig på deres vegne, over den harmoni der var i deres ægteskab.


Afsnit 4 - Epilog
   Jeg gik mig en tur på Feddet. Der mødte jeg Inger. Hun hilste mig glad og stoppede op.
   "Hvad har du så på bedding denne gang forfatter?" hun smilede.
   Jeg studsede. Inger var vel nu omkring 53 år gammel. Jens var på efterløn, jeg havde ikke set dem længe, det vil sige et par uger. Nu var det snart jul. Jeg var taget et par dage ned til mit sommerhus, for at gøre en lille novellesamling færdig.
   "Inger! hvorfor så glad? det er ikke altid du smiler sådan til mig?"
   "Nej, der er også en dejlig anledning til det, det hører du nok om når det er tid. Og du skal ikke spørge mig hvorfor." Hun smålo og så ud over feddet.
   Jeg kunne gætte så meget jeg ville, jeg vidste hun under ingen omstændigheder ville fortælle mig, hvad det var der gjorde hende så glad. Vi sludrede om det arbejde jeg var ved at gøre færdigt, hun bad mig om at sende hende titlen, på den samling jeg havde undervejs.
   "Jeg har læst flere ting af dig. Du skriver anderledes end andre, det er godt det du skriver."
   Jeg lovede hende at fortælle hvad det var for en samling, vel vidende hun jo nok kunne genkende sig selv i den ene af de historier, der var i den lille novellesamling, selvom jeg på papiret havde ændret deres navne. Vi skiltes og jeg gik hen på kroen for at spise aftensmad. Jeg havde kun taget noget mad med til i morgen tidlig, lidt brød og en lille smule dåsemad til frokost. Jeg regnede med at tage hjem dagen efter.

På kroen, spiste man godt. Jeg var ikke i slyngelstuen, men i det lokale hvor gæster udefra normalt sad. Ingen forstyrrede her, det bekom mig vel. Efter maden gik jeg ind i det andet lokale, satte mig og bad om en øl. Jeg fik den og lyttede til de andres snakken.
   "Nå," sagde Nilen der var pensioneret fisker.
   "Så fik præsten da endelig en stodder i nettet." Alle grinede.
   "Ja, men tror i hun kan klare de børn Jens har?" sagde en anden.
   "Han var sgu ensom her til sidst," sagde Nilen.
   "Det var synd han ikke kunne få støtte til den ophugning. Og at konen midt i det hele blev alvorligt syg og døde, det havde nær slået ham ud. Hans datter Grete sagde forleden, at det var i orden han flyttede sammen med præsten, og at de, børnene, ikke ville blande sig."

Hans kone måtte være død for nylig. Jeg havde i hvert fald ikke hørt det før, men jeg havde heller ikke været i sommerhuset mere end et par gange siden i sommers. Ingen havde sagt til mig at Jens havde mistet sin hustru. Jeg lyttede til deres samtale, men blandede mig ikke. Derigennem fik jeg den information, om det lille samfund jeg ville have. Jeg fulgte med på afstand, i hvad der skete i det lille samfund. De var ellers flinke nok, men de blandede sig ikke med fremmede. Selvom jeg havde haft huset i flere år, var jeg stadig fremmed her i byen, men en fremmed de accepterede. Nu vidste jeg hvorfor Inger var så glad, jeg kunne kun glæde mig med hende. Jeg undte dem begge at få et otium de kunne bruge til noget. Det følte jeg de havde fortjent.

På vej hjem i bilen den næste dag, så jeg dem gå hånd i hånd langs stranden. Jeg var sikker på det nok skulle gå godt for dem. De havde haft det svært begge to, men nu var der endelig et lyspunkt forude, i hvert fald for Inger der aldrig havde kendt en mand, men altid havde ønsket sig ham på den hvide hest. Jeg håbede på det nu var ham, i skikkelse af Jens, der nu endelig var kommet forbi. Glad kørte jeg mod København.