Jeg vågnede og følte mig allerede sløv; Jeg havde sovet alt for længe.
   Crystal var væk og jeg hørte stemmer og puslen inde fra stuen af. Jeg trak hurtigt i nogle slidte bukser og gik ind i køkkenet for at finde mad. Min mave føltes hul og knurrede højlydt. At dømme efter lyset i lejligheden, var det eftermiddag.
   I køkkenet stod der et fad med skåret frugt, brød og ost fremme. Jeg gav mig hurtigt til at spise og hørte skridt inde fra stuen og genkendte dem som Dennis'.
   "Godmorgen. Jeg skulle sige fra Crystal at hun har sen vagt i dag. Nanna, øhm, Esther er ude og besøge nogle venner og forhøre sig om et sted at bo. Jeg tror det er en god idé hvis vi bliver i Havnen, her er færre Vagter end nord- og vestpå. Charlie kan ikke være glad for at vi er sluppet væk."
   Jeg svarede ikke, men skyllede brødet ned med noget vand.
   "Fik du sovet?"
   Jeg kiggede irriteret på ham, men svarede ikke. Hvorfor kunne han ikke lade mig være i fred? Men da jeg fik øjenkontakt med ham, trak min mave sig sammen igen og jeg mistede min appetit. Der var noget over hans øjne ...
   "Lyra, har du mistet din hørelse eller stemme, skal jeg være bekymret?" spurgte han med et drillende smil.
   Jeg stillede dunken fra mig og vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. I stedet skyndte jeg mig forbi ham ud af køkkenet, med så stor afstand som muligt. Jeg greb en taske på mit værelse, og stoppede op da jeg fik øje på skuldertasken fra Sleap. Shit. Pengene! Jeg tog den med mig, trådte ned i mine støvler og forlod lejligheden uden et ord.

Jeg måtte derned hurtigst muligt og fortælle at der var for mange vagter ude, til at jeg kunne nå tilbage med tasken i nat. Jeg styrtede ned af trappen til baren, hvor Sleap havde kontor og bankede hårdt på. Intet svar. Jeg begyndte at slå hårdere og sparke lidt til den.
   "Så slap dog af." lød det derinde fra og en masse låse blev slået fra. Døren blev åbnet på klem og en af Sleap's håndlangere kiggede ud. "Hvad vil du på det her tidspunkt?"
   "Have mine penge."
   "Hvilke penge?"
   "Fuck af, jeg har ikke tid til at mundhugges med en torsk som dig." vrissede jeg og sparkede hårdt til døren igen. "Giv mig mine fordømte penge, eller jeg sparker døren ind og forstyrrer Sleap. Tror du han vil synes om at blive forstyrret for en sådan bagatel?"
   Han kiggede vurderende på mig et øjeblik. "Vent her ..."
   Døren blev låst igen bag ham. Der gik mange minutter uden at jeg hørte noget, og jeg skulle lige til at sparke til døren igen, da den hurtigt gik op og Sleaps stikkende øjne stirrede på mig inde fra mørket. Han vinkede mig ind og døren blev hurtigt lukket og låst bag mig. Jeg glippede med øjnene og forsøgte at vænne mig til den trykkende mørke i baren.
   "Hvad skete der? Jeg troede næsten du var blevet taget. Leveringen?"
   Jeg grinede inden jeg kunne stoppe mig selv. "Hvad er problemet, jeg troede du vidste alt?"
   En af hans faste muskelmænd trådte frem fra barens mørke bag mig, og jeg var lige ved at slå ud efter ham af ren forskrækkelse. Sleap rystede kort på hovedet og han trådte væk igen.
   "Ligner jeg én der morer sig? Der synes du er sjov? Hvis du ikke skulle have opdaget det, så virker din ... charme, ikke på mig." vrissede han og hans øjne gled op og ned over min krop. Jeg følte mig pludselig udstillet og havde følelsen af, at jeg skulle kaste op. Jeg sank en klump så diskret jeg kunne.
   "Leveringen er fin, jeg var nødt til at tage hjem bagefter, der var for mange blikspande ude. Noget med en brand ude vestpå. Her er tasken, hvor er mine penge?" svarede jeg og rakte den frem mod ham. Han stirrede fortsat på mig uden at bevæge en muskel i ansigtet. Til sidst gjorde han et nik og en ny muskelmand trådte frem og rakte mig posen med mønter. Sleap hev selv tasken til sig og gik i retning af sit kontor uden et ord. Yderdøren blev åbnet igen og jeg skyndte mig udenfor i lyset igen. Døren blev smækket og låst bag mig og jeg trak vejret dybt og nød den friske luft. Det gik op for mig at luften i baren var trykkende og ubehagelig. Eller også var det bare Sleaps selskab ...
   Jeg gemte hurtigt pengene væk i min bæltetaske og følte mig fristet til at lægge vejen forbi min nyeste stambar, Casino. Der var næsten altid åbent og fyldt med ældre, fulde mænd. De var efterhånden så vant til mig at jeg for det meste kunne få lov til at drikke i fred dernede.

Jeg genkendte pludselig en mørk fyr som gik længere foran mig på gaden. Jeg indhentede ham hurtigt og skubbede drillende til ham.
   "Jeg har fået penge, skal vi gå på druk og finde tobak?" spurgte jeg.
   John stoppede op og kiggede alvorligt på mig. Han kiggede sig vagtsomt omkring, og hev mig med ned af en sidegade.
   "Jeg var faktisk på vej ned til dig. Michael har lige været forbi min lejlighed, der har været en brand i nat, ude vestpå, blikspandene. Andreas vil gerne have at vi holder øjne og ører åbne, prøver på at finde lidt info om det. Han tror ikke det havde noget med Oprøret at gøre, men det er underligt. Det er længe siden de har brændt en hel bygning på den måde."
   Michael var min og Johns kontakt i Oprøret, som var ansvarlig for at viderebringe beskeder fra Andreas, men det var sjældent vi så eller hørte noget fra ham.
   "Øhm ..." startede jeg og min mave føltes som sten.
   John rullede med øjnene. "For helvede, du ved noget? Åh nej ... ikke sig du har været på arbejde i nat?"
   "Shh!" jeg skubbede irriteret til ham. Han vidste at jeg nogen gange tjente penge hos Sleap, men vi snakkede aldrig om detaljerne.
   "Oh, shit. Okay, øhm. Jeg går igen, vi lader som om vi ikke har set hinanden i dag." sagde han og skulle til at gå, men jeg greb fat i hans arm og trak ham tilbage.
   "Hvor er han?"
   John sukkede og bandede for sig selv. "Hjemme ved Kai."
   Forbandet, hvorfor lige Kai? John kiggede afventende på mig og sukkede så. "Lad os få det overstået ... jeg tager med dig." mumlede han så og begyndte at gå i retning af havnefronten. Jeg fulgte stille efter. Jeg havde kun været der en enkelt gang før, og det var længe siden. Andreas opholdt sig af og til i forskellige medlemmers lejligheder - dem af os der altså havde en.

Da vi var nogle få gader fra havnefronten, drejede vi af ind til en smal vej og jeg genkendte en opgang. Jeg fulgte efter John ind, og kort tid inden vi nåede Kais lejlighed, stoppede han op. Han åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke noget.
   Jeg trak på skuldrene og kiggede irriteret på ham, men han sagde ikke noget. Jeg sukkede og gik op til døren og bankede på.
   "Hvem der?" lød det fra lejligheden.
   "Lyra og John." svarede jeg.
   Døren blev låst op og åbnet og vi gik hurtigt derind. Kai skulede efter os, men sagde ikke noget. Jeg havde aldrig brudt mig om ham. Der lugtede af røg i lejligheden, og Andreas stod henne ved et åbent vindue og betragtede os med armene over kors.
   "Hvad vil I?" spurgte Kai og lænede sig op af væggen i stuen.
   Jeg ignorerede ham og fik øjenkontakt med Andreas. Han så træt ud.
   "Det er omkring branden ..." jeg bemærkede at hans øjne blev smalle mens jeg snakkede. "Det var Charlie der stod bag."
   "Tror du ikke jeg allerede ved det?" brummede han. "Hvorfor ved du det?"
   Jeg sukkede og mærkede hvordan alle øjne i lokalet var låst mod mig. "Jeg var der. Der var en fyr som var oppe og skændes med Charlie, som besluttede sig for at straffe ham. Den sædvanlige metode."
   "Hvorfor?" spurgte Kai, men jeg ignorerede ham fortsat.
   "Hvad lavede du i den del af byen?" spurgte Andreas.
   "Jeg var på vej hjem fra en fest." svarede jeg.
   Andreas stirrede fortsat på mig med smalle øjne. "Hvorfor gik Charlie efter hans familie?"
   Jeg trak på skuldrene. Jeg vidste det ærlig talt ikke. "Men han bad om min hjælp, og jeg hjalp ham med at få sin familie i sikkerhed. Da vi var på vej væk, dukkede vagterne op og brændte huset."
   "Tre mennesker døde i den brand!" vrissede Andreas. "Og du siger, du ikke ved hvad det handlede om?"
   Jeg svarede ikke, men stirrede stift tilbage på ham.
   "Siden hvornår er du begyndt at hjælpe andre uden at der er noget i det for dig?" kom det fra Kai.
   "Bland dig udenom!" vrissede jeg.
   "Hold kæft, begge to." brummede Andreas. "Hvor er han nu, og hans familie?"
   Jeg trak på skuldrene igen. "Jeg hjalp dem til Havnen, hvor de kendte et sted de kunne bo. Mere ved jeg ikke."
   "Og du har aldrig set ham før?"
   Jeg rystede på hovedet. "Hans navn er Dennis, det er alt jeg ved."
   Der var stille et stykke tid. "Godt. Hvis det var alt, må du gerne gå igen."
   Jeg skubbede til Kais skulder på vej ud og han sendte mig et mørkt blik. John fulgte stille efter mig ud i opgangen, hvor døren hurtigt blev låst igen bag os. Vi skyndte os ned af trapperne og ud i den lyse sommeraften, hvor skyggerne efterhånden var ved at blive lange.
   "Såh, Charlie? Vildt. To gange på en uge. Jeg tror godt han kan li' dig, Lyra."
   "Hold kæft." vrissede jeg. "Han var tæt på at hive mig på stationen."
   "Hvad skete der?" spurgte han.
   "Det har jeg sagt." svarede jeg. Han sagde ikke noget, men jeg vidste han var såret. Vi delte normalt det meste. Og han vidste jeg ikke havde været helt ærlig foran Kai.
   "Okay ... han er hjemme ved mig nu, tror jeg. Han var der i hvert fald stadig for et par timer siden."
   "Hvad, hjemme ved jer? Hvad med Crystal? Er hun alene med ham?"
   "Slap nu af. Crystal er på arbejde, og han er ikke farlig. Han har sin bedstemor og søster med, det er bare indtil de finder på noget nyt."
   John stoppede op og kiggede i retning af handelsgaden. "Er hun på arbejde nu?"
   "Det var jo det jeg sagde?"
   "Øhm ... Jeg skal for resten hente ris til lejligheden, det havde jeg glemt. Er du okay?"
   Jeg stoppede også op og satte hænderne i siden. Hvorfor skulle jeg ikke være okay? Men da jeg opdagede at han rødmede, sukkede jeg opgivende. Han ville op og savle over hende. "Alt er fint, hent du bare ris. Vi ses senere."
   Han nikkede og forsvandt hurtigt i retning af handelsgaden, hvor Crystal arbejdede på en lille restaurant, hvor de ansatte piger blev tvunget til at bære meget korte nederdele. Den dreng var alt andet end diskret. Jeg rystede på hovedet og gik hjem igen.

Dennis sad i sofaen og sov med Anna på sit skød, da jeg kom hjem. Han vågnede med et sæt da døren lukkede bag mig. Han lagde forsigtigt Anna fra sig og rejste sig op. Jeg gik ud i køkkenet og han fulgte efter mig, mens han rodede rundt i sit mørke hår på en måde der fik mine kinder til at brænde.
   "Nanna er stadig ude og forhøre sig rundt omkring. Jeg har en veninde i nærheden som måske kan hjælpe os, men jeg er bange for at Charlie let kan spore os igen, gennem hende." Han smilede let til mig og jeg lagde mærke til at han havde smilehuller. Jeg kiggede ud af vinduet og stillede mig med armene over kors, mens jeg håbede at han ikke kunne se hvor meget mine kinder fortsat brændte.
   "Det er okay." svarede jeg til sidst.
   "Årh, godt. Du kan stadig tale. Jeg var bange for du havde mistet din stemme."
   "Ha, ha, hvor sjovt."
   "Du har en pæn stemme, det ville være trist hvis den forsvandt."
   "Spar mig, det er Crystals lejlighed. Hvis du vil fedte, er det spildt på mig."
   Han grinede. "Jeg tager Anna med ud en tur inden udgangsforbuddet. Vi kan tage lidt mad med tilbage til os alle? Nanna er nok ikke tilbage før i morgen, det går ikke så hurtigt med hende."
   Jeg nikkede og tog en vanddunk op fra gulvet, som var tom. "Jeg går med jer ud, jeg skal hente mere vand."
   Han vækkede Anna og vi fulgtes ud i opgangen.
   "Vi ses lidt senere." smilede han. Jeg nikkede som svar og skyndte mig om i baggården for at fylde vand i dunken. Godt nok var der ikke rindende vand i de fleste lejligheder, men der var haner i stort set hver baggård som man kunne benytte. Om vinteren var man dog nogen gange nødt til at gå på handelsgaden efter det, da hanerne frøs til is.
   Jeg fik et chok da jeg trådte ind i opgangen igen og fik øje på en høj mand der stod henne ved vores dør og kiggede på mig. Hans lange dreadloks faldt løst over hans skuldre og hans grønne øjne stirrede gennemtrængende på mig.
   Han lavede et lille kast med hovedet og jeg fulgte modvilligt efter ham ind i lejligheden. Jeg stillede dunken fra mig og forberedte mig på et møgfald.
   "Var det ham der lige forlod din lejlighed?"
   Jeg nikkede og satte mig ind i lænestolen. Han satte sig på sofaens armlæn ved siden af mig.
   "Og du har aldrig set ham før?"
   Jeg rystede på hovedet.
   "Virkelig? Lyver du stadig, eller følger du bare ikke med?"
   "Hvad snakker du om?" vrissede jeg.
   "Det er Dennis Oldenborg, racerkøreren."
   "Er han kører?"
   Andreas svarede ikke, men lagde armene over kors. Det betød ja. Løbene var en stor begivenhed, kørerne var halvberømte i det meste af slummen, men jeg havde ikke fulgt med i det, siden jeg droppede ud af skolen.
   "Og han skændes med Charlie siger du?"
   "Det har jeg jo sagt, ja."
   "Jeg vil gerne snakke med ham. Så snart han har fundet et ny sted at bo, vil jeg havde adressen."
   "Hvorfor?"
   Han sendte mig et blik der kunne dræbe. Jeg holdt min mund, kiggede ned i gulvet og nikkede så, selvom jeg ikke brød mig om det. Dennis havde ikke noget med Oprøret at gøre og sådan burde det blive.
   "Hvad lavede du i byen midt om natten så langt væk?"
   "Det har jeg sagt."
   "Du løj. Var du oppe og slås med Charlie?"
   Jeg tøvede, i tvivl om, hvad jeg skulle gøre.
   "Du har mærker på din hals."
   Jeg tog mig til halsen og mindet om Charlies greb kom tilbage. Det havde faktisk været ret tæt på.
   "Hvorfor blev du rodet ind i deres konflikt, og hvordan endte du i slagsmål med Charlie?"
   Jeg sukkede og min hjerne arbejdede for fuldtryk. "Jeg overhørte deres samtale og besluttede mig for at hjælpe Dennis. Charlie rettede sin opmærksomhed mod mig og Dennis slog ham ud."
   Andreas åndede tungt ud, og jeg kunne se åren der pulserede på hans tinding. Ballade-åren.
   "Hvorfor fanden kan du ikke passe dig selv? Du ved udmærket godt, hvor farlig Vagtkaptajnen er! Især efter at han opdagede at du er Jans datter."
   "Hold min far ude af det! Det har intet med ham at gøre."
   "Det har alt med ham at gøre. Vagtkaptajnen ved, at han var med til at starte Oprøret. Det sætter dig i en farlig position, kan du ikke forstå det?"
   "Nej, det kan jeg ikke!" råbte jeg.
   "Så lad mig skære det ud i pap for dig!" vrissede han og rejste sig op så han stod lige over for mig. "Jan var en grundlægger af Oprøret, du er hans datter. En levende arv, en videreførelse af hans idéer. Medlemmer af Oprøret så op til din far, og ved at du nu er en aktiv del af det. Det indgyder håb! Charlie blev Vagtkaptajn længe efter Jans død..."
   "-Han blev myrdet." afbrød jeg koldt.
   Andreas sukkede og fortsatte så; "Efter Jan blev myrdet, men forestil dig hvilken sejr det vil være at få ram på 'Grundlæggerens datter', at udrydde den sidste overlevende del af hans slægt, og de idéer det symboliserer."
   Jeg kiggede ud til siden og svarede ikke.
   "Var det klart nok?"
   "Ja! Jeg er en pokal, et trofæ for den idiot til Charlie. Hvorfor låser du mig ikke bare inde, som den pokal jeg er? Jeg er åbenbart alligevel ikke nyttig nok for Oprøret til at få opgaver for tiden." vrissede jeg bittert.
   Der blev stille i stuen. "Lyra, du er så meget mere end det. Jeg vil have at du passer på dig selv, til du er gammel nok til at tage en større del i Oprøret. Alt til sin tid."
   "Fuck det lort!" råbte jeg, rejste mig og skubbede til ham. "Jeg er træt af, at høre at jeg ikke er gammel nok."
   "Du kommer til at høre det, indtil du viser dig moden nok til at undgå Vagtkaptajnens opmærksomhed. Se det som en 'opgave for Oprøret'." vrissede Andreas sarkastisk.
   "Ud!"
   Han kastede sine arme op i luften i en opgivende bevægelse. "Fint. Jeg går igen så."
   Jeg blev stående hvor jeg var, og lagde armene over kors. Jeg kunne høre at han gik ud i gangen, åbnede døren og trådte ud. "Nårh ja, og Lyra? Lige en sidste ting; Hold dig væk fra Kai og andre medlemmer. Du har kun kontakt til mig, John og Michael indtil du hører andet." Han lukkede døren og gik.
   "Røvhul." mumlede jeg for mig selv og satte mig ind i vindueskarmen i stuen, hvorfra jeg kunne se Andreas forsvinde ned af gaden. Mit blik blev derefter draget mod Dennis' rygsæk som lå på gulvet ved siden af sofaen. Så han var racerkører.
   Pludselig kom jeg i tanke om, at Charlie også var kører. Han var blevet vagtkaptajn for omkring et år siden, og det eneste folk i slummen havde snakket om i et halvt år, var hvilken skam det var at miste Charlie som kører, for at han kunne blive Vagtkaptajn. Jeg havde ikke tænkt meget over det, og folks 'bekymringer' var også forgæves: Charlie havde sagtens kunne finde tid til træning, samtidig med at han gjorde livet surt for os. Det var dér Dennis og Charlie kendte hinanden fra ...

Der gik ikke længe før Dennis kom tilbage til lejligheden med to plastikposer med mad. Han havde købt det på et lille lokalt madsted der havde krydret mad til gode penge, og et sted jeg foretrak at spise når Crystal ikke var hjemme til at lave mad. Men tanken om at skulle sidde i stuen med ham og Anna og spise, gav en ubehagelig, klemmende følelse i kroppen. Jeg følte mig fristet til at forfølge mine oprindelige planer og tage på Casino, men jeg mærkede uroen i kroppen i samme sekund jeg gik ud i opgangen. Jeg løb ned i kælderen og nåede at fange et glimt af Crystal der kom tilbage fra arbejdet, inden jeg smækkede kælderdøren bag mig.
   Jeg satte pris på at hun lod mig være, når jeg gik i kælderen. Jeg trænede med boksepuden det meste af aftenen, indtil det begyndte at blive for mørkt til at se særlig meget. Det var lummert og sveden rendte af mig. Jeg var sur på Andreas. Jeg savnede min træning med ham, men hadede ham for dét han havde sagt tidligere i dag. Mage til arrogante røvhul skulle man lede længe efter.
   Han opførte sig om han var fuldstændig ligeglad med mig. Branden ... Jeg slog hårdt til sækken en sidste gang og lænede mig forpustet mod den. Jeg havde sjusket med forbindingen til mine knoer, og tykt blod løb ned over mine fingre på højre hånd. Jeg gik ud i baggården og vaskede mig hurtigt i det kolde vand fra hanen.
   Crystal og Dennis sad i stuen og snakkede da jeg kom tilbage op i lejligheden. Jeg skiftede til noget tørt tøj og smed det beskidte hen i en bunke i hjørnet af værelset. Jeg måtte hellere tage det til vaskeri snart, jeg gad sjældent selv at vaske det - især ikke når jeg havde penge til at betale mig fra det. Jeg tøvede inden jeg gik ind i stuen. De sad i hver sin ende af sofaen og jeg gættede på at Anna var kommet i seng.
   "Alt okay?" spurgte Crystal.
   Jeg nikkede som svar og satte mig i lænestolen. Crystal rejste sig hurtigt og kom tilbage med plaster-kassen. Jeg trak min hånd til mig, men med et fast greb hev hun fat og pakkede mine knoer ind med en sikker hånd. Hun havde efterhånden gjort det en del gange ...
   "Vil du have noget at spise? Det er masser af mad til overs." sagde Dennis. Jeg rystede på hovedet. Appetitten var væk igen. Crystal sendte mig et skarp blik og jeg kiggede den anden vej.
   "Hvad er der med dig? Du er aldrig så stille?"
   "Andreas er et røvhul." svarede jeg.
   Hun sukkede. "På den måde. Tag en kop te og gå tidligt i seng. Jeg går i hvert fald i seng nu, jeg har taget en tidlig vagt i morgen. Godnat." smilede hun til os og forlod stuen.

Det var ikke ligefrem planen at jeg skulle havne alene med Dennis igen, men det var alt for tidligt at gå i seng.
   "Hvem er Andreas?"
   "Hvorfor stiller du altid så mange spørgsmål?"
   Han smilede, men svarede ikke.
   "Hvorfor var Charlie efter dig?" spurgte jeg.
   Han smilede fortsat. "Hvad siger du til at vi bytter? Du svarer på et af mine spørgsmål, og jeg svarer på et af dine?"
   Jeg tænkte over det. "Okay, hvis jeg må starte. Hvor er din far?"
   Han sukkede. "I Nordenborg med sit firma og sine penge."
   Det føltes som om et elektrisk stød lynede gennem min krop. "Nordenborg?" råbte jeg og rejste mig op. "Er du en af dem?" hvæsede jeg. Hvis han var fra Nordenborg, var han en af de folk jeg hadede så meget. Dem, der ignorerede forholdene i slummen, kun brød sig om at leve deres rene liv på den anden side af muren.
   "Vær stille, Anna sover." svarede han roligt. Hans rolige holdning til det hele forvirrede mig. Folk plejede gerne at svare igen med samme mængde aggression jeg smed i deres retning. Jeg satte mig langsomt ned igen.
   "Min tur. Hvor længe har du været i Oprøret?"
   Jeg rystede på hovedet. "Jeg svarer ikke på noget før du forklarer."
   Han trak på skuldrene. "Du er ikke så god til det her, men okay. Ja, jeg er født og opvokset i Nordenborg. Min mor forlod min far og jeg, da jeg var omkring 10 år gammel. Min fars husholderske var fra slummen, Anita hed hun. Hun var virkelig køn, men fra slummen. Hun var som en mor for mig, jeg var virkelig glad for hende. Hun blev gravid med Anna da jeg var 15, og døde kort tid efter fødslen. Hun havde holdt det hemmeligt, da hun vidste at min far aldrig ville tillade hende at gennemføre graviditeten. Jeg hjalp hende med at skjule det ... Min farmor nægtede at anerkende Annas eksistens og ville sende hende på børnehjem i slummen. Da det gik op for mig at min far overvejede at følge hendes råd, sagde jeg fra. Jeg sagde at hvis han gjorde det, ville han miste sin arving.
   Min farmor har aldrig været en varm person for at sige det mildt, og hun tog ikke mit ultimatum særlig pænt. Så allerede da Anna var et år gammel valgte jeg frivilligt at tage til slummen for at tage mig af hende. Jeg kunne ikke lade dem sende hende væk, hun var jo bare et barn. Bare fordi hun ikke var 'ren' i deres øjne."
   Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Han var en af dem. Men samtidig ... hvis det han fortalte var rigtigt, hvad ret havde jeg til at hade ham? Han havde opgivet sit liv i Nordenborg for at passe på sin halvsøster.
   "Det var hårdt i slummen." fortsatte han. "Jeg havde aldrig lært at klare mig på den måde. Kun 17 år gammel og med en lille pige at sørge for. Hvis ikke Nanna havde taget os til sig og hjulpet mig med at finde arbejde, havde jeg ikke klaret det. Vi var ved at fryse ihjel og sulten ... jeg har aldrig kendt sult på den måde, jeg troede jeg var ved at blive vanvittig."
   Jeg kiggede ned i gulvet. De fleste oplevede sult om vinteren. Maden var dyr og sparsom. Crystal sørgede altid for at fylde skabene med dåsemad til de dårlige perioder.
   "Men hvad med Charlie. Hvorfor var han efter dig?"
   Han rystede på hovedet. "Nu er det min tur. Hvordan er det gået til at en pige som dig er havnet i Oprøret?"
   "Fordi det er det eneste fornuftige at give sig til i Havnen." svarede jeg.
   Han grinede stille. "Okay, fair nok."
   "Charlie?"
   Han sukkede. "Du kender til løbene?"
   Jeg hævede et øjenbryn. Selvfølgelig, hvem gjorde ikke det?
   "Jeg begyndte at træne allerede da jeg var gammel nok til selv at tage initiativ. Min far brød sig ikke om det, synes det var spild af tid. I Nordenborg giver det ikke den store økonomiske gevinst, og folk er overvejende ligeglade med løbene, de går mere op i reality stjerner og andre folk fra 1. klasse. Løbene bliver betragtet som tankeløst tidsfordriv for slumfolk. Det er kun i slummen og blandt Nordenborgs underklasse at kørerne er kendte. Charlie startede da jeg var 15. Jeg havde flere års træning og lå langt foran ham. Han er arrogant.
   Efter jeg flyttede til slummen, er jeg fortsat med i løbene fordi det giver mad på bordet, men Charlie forsøger at presse mig ud, nu hvor jeg ikke har den rigtige adresse mere, og han har sin fine titel."
   "Et løb? Han er efter dig på grund af et fjollet racerløb?"
   Han trak på skuldrene. "I Nordenborg er det 'bare' et løb. Her i slummen er det meget mere: det er ære og popularitet. De fleste deltagere er fra Nordenborg, da det er ret dyrt at starte op, hvorfor præmierne heller ikke betyder det store. Men har man adresse i slummen er det faktisk ret mange penge der kan række ret lang tid ... jeg deltog ikke sidste år fordi Anna var syg, men i år er jeg skrevet op."
   Der var stille mellem os. Et fjollet løb, var det eneste jeg kunne tænke på.
   "Nu er det min tur. Hvor er din far?"
   "Død." svarede jeg kort.
   "Længe siden?"
   Jeg nikkede og han sukkede, rystende på hovedet.
   "Hvem er Andreas?"
   "Et gammelt røvhul."
   "Altså ikke din far?"
   Jeg fnøs højlydt. "Nej!"
   Dennis smilede igen. Jeg kunne ikke vurdere om han grinede af mig, og jeg brød mig ikke om det. Var jeg virkelig så underholdende?
   "Du sagde 1. klasse og underklasse før. Hvad mener du med det?" spurgte jeg for at skifte emnet tilbage til ham.
   "Nordenborg er opdelt i klasser. 5 i alt for at være præcis. Man fødes ind i en klasse, og jo højere, des flere muligheder har man. Jeg var 2. klasse, ligesom Charlie var. Men når man bliver Vagt eller flytter til slummen som mig, mister man sin klasse og sin rang i Nordenborg. Underklassen er 4. og 5. klasse. De er bærere af genetiske fejl og må ikke altid føde deres egne børn. De udfører alt det hårde manuelle arbejde, mens 1. klasse er tv-værter, kunstnere - kort sagt berømtheder."'
   "det vidste jeg ikke ..."
   Han trak på skuldrene. "Det er heller ikke noget man snakker højt om. Men de er gode til at minde én om, hvor godt man har det i Nordenborg. Medierne fremstiller slummen som helvede på jord, hvor folk har mistet al sans for morale: daglige mord og voldtægter bliver rapporteret fra slummen. Folk tror at Vagterne er en slags helte der sørger for at opretholde nogenlunde ro og orden. Det var et chok at opdage at folk i slummen kun tror at Vagterne eksisterer for at afløse politiet om natten og tage sig af gadebørn. Det gav ikke meget mening."
   Jeg stirrede afventende på ham. For at være ærlig, havde jeg aldrig talt med mennesker fra Nordenborg før. Der fandtes overløbere, det vidste alle. Men de var oftest efterlyste og overlevede ikke særlig længe. Rygterne sagde også at Vagterne gerne fangede dem, hvorefter de forsvandt igen. Men hvorfor folk overhovedet skulle så meget som tænke på at tage til slummen, overgik min fantasi. De havde penge, mad, tag over hovedet. Sikkerhed! Ingen sygdom, ingen bander.
   "Oprøret fascinerer mig."
   Jeg rørte uroligt på mig. "Oprøret er farligt. Folk dør - især folk der ikke er vokset op med en kniv i hånden."
   "Er du det? Vokset op sådan?"
   Jeg trak på skuldrene.
   "Du lever tilsyneladende stadigvæk."
   Jeg tog mig til halsen og de mærker Charlie havde givet mig. Det var et ubehageligt emne at snakke om. Hans mørke øjne fangede mine og jeg rejste mig op og fiskede en flaske frem som jeg havde gemt under stolen, så Crystal ikke fandt den. Det var vist nok sladder for en enkelt aften.
   "Jamen godnat så." sagde Dennis inden jeg forlod stuen og gik ind på mit værelset. Jeg satte mig stille hen i vindueskarmen, påpasselig med ikke at vække Crystal. Ginen brændte i min hals og tomme mave, men jeg drak videre indtil jeg var tilpas tung i hovedet og let nok i kroppen til at kunne sove.

***

Det var møgvejr dagen efter. Jeg forlod lejligheden tidligt og vandrede rundt på gaden. Jeg mødte nogle af gadebørnene i et skur i nærheden af slotsruinen. Vi røg en joint sammen og kiggede ud på regnen, men deres selskab kedede mig hurtigt. De snakkede altid om, hvem der havde været sammen med hvem og hvornår. De fleste af dem boede på ungdomshjem og lavede ikke meget andet end at ryge, drikke og stjæle. Det havde også været min hverdag, indtil Andreas var dukket op igen for tre år siden. Han havde fundet en lejlighed til mig og Crystal, og åbnet muligheden for at jeg kunne slutte mig til Oprøret ...
   Jeg trak hætten op over hovedet og gik ud i regnen igen, mens de andre blev siddende og tog hul på en ny joint. Mon ikke snart Dennis var forsvundet fra lejligheden?
   Der var i hvert fald ret stille da jeg åbnede døren. Crystal sad i stuen med en bog i skødet.
   "Tillykke. Hvis det var din intention at skræmme ham væk på rekordtid, tror jeg det lykkedes."
   "Hvad snakker du om?" vrissede jeg, smed min våde trøje fra mig og lagde mig hen i sofaen.
   "De har fundet en lejlighed, lige overfor den gamle markedsplads. De er ved at flytte ind."
   Jeg svarede ikke.
   "Du har opført dig underligt lige siden du hev dem med hjem. Hvad er der galt?"
   Jeg rystede stille på hovedet. "Han er fra Nordenborg ..." svarede jeg.
   "Og for få år siden var du et gadebarn. Af alle mennesker burde du være den sidste til at dømme." der faldt en stilhed over stuen. "Ved du hvad, du kan være virkelig fordomsfuld nogen gange." Hendes stemme lød anklagende.
   "Fordomsfuld? De tror at de er bedre end os, bare fordi de er født på den rigtige side af muren. At de har krav på et bedre liv, når de intet har gjort for det?"
   "Det virker ikke som om Dennis har det på den måde?"
   "Hvad ved du om det?"
   Hun rystede på hovedet og smilede på en måde jeg hadede. Hun mente selv at hun havde ret, men gad ikke skændes med mig - derfor nøjedes hun med at smile og ryste på hovedet af mig. Jeg var ikke i humør til hendes bedrevidende blik. Jeg fandt en tør trøje frem og gik ud igen, i retning af Johns lejlighed. Hvis jeg var heldig kunne jeg fange ham hjemme og vi kunne træne lidt sammen. De mørke skyer gjorde ikke ligefrem mit humør bedre. Måske vi skulle tage ned i hallen og skydetræne lidt. Det plejede altid at muntre mig op.

Af en eller anden grund befandt jeg mig pludselig på gaden over for den gamle markedsplads. Pladsen var en stor plæne som var spærret af det meste af året. Men af og til når der var byfest blev den åbnet og var hjemsted for boder, gøglere og musik. Det havde været et magisk sted da jeg var lille.
   Vinduerne til en af lejlighederne overfor, stod vidt åbne. Der lød stemmer og aktivitet derindefra. Jeg fangede et glimt af Esther der lænede sig op af vinduet. Jeg stillede mig i læ et sted i nærheden og betragtede lejligheden, skjult bag en busk. Pludselig gik yderdøren op og Dennis kom ud, slæbende på et støvet gulvtæppe. Før jeg tænkte videre over det, trådte jeg frem og gik ligegyldigt i hans retning. Gaderne var tomme grundet det triste vejr og han fik hurtigt øje på mig, smed tæppet fra sig i en støvsky og smilede.
   "Hey. Du var væk før jeg kunne snakke med dig i morges. Vi fandt en lejlighed. Tak for ... din hjælp. Jeg værdsætter det virkelig." han smilede og afslørede sine smilehuller og hvide tænder.
   Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg nikkede bare.
   Yderdøren gik op igen, og en høj, køn pige med langt, glat hår kom ud, også slæbende på et støvet tæppe. Hun smed det også fra sig og hostede dramatisk. I en hurtig bevægelse havde hun lagt armen over Dennis' skulder og betragtede mig smilende.
   "Jeg troede du var stukket af, og havde overladt alt det sure arbejde til os?"
   Han rystede på hovedet, stadig smilende. "Simone, det her er Lyra. Det er hende der hjalp mig."
   "Årh, hey. Det er rart at møde dig, Dennis har fortalt alt om dig."
   Jeg lagde armene over kors. Alt?
   Dennis blinkede hurtigt til mig. "Bare hvor venligt det var af dig og Crystal at hjælpe os på den måde." sagde han. "Lyra, Simone er min veninde, og er den person der hjælper mig med alt det praktiske i forhold til løbene."
   Hun smilede fortsat stort til mig, og jeg måtte arbejde hårdt for ikke at fiksere mit blik på hendes dybe kavalergang, eller de blottede hofter der var synlige under en alt for kort top.
   Jeg sank en klump. "Jeg skal videre." mumlede jeg og trådte ud til siden, men Dennis stoppede mig.
   "Vil du ikke med op og se lejligheden? Det er et dødsbo, så der mangler en del oprydning. Men jeg vil gerne lave mad til os i aften?"
   Jeg rystede på hovedet. "Jeg har travlt." jeg skyndte mig videre og kiggede mig ikke tilbage. Jeg kunne høre dem snakke lavmælt sammen. Fuck det her. Han var ude af mit liv nu, og jeg behøvede aldrig se ham igen. Han kunne hygge sig så tosset han ville med Simone og hendes store bryster med hjemmelavet mad og familiehygge. Fuck ham.