Pyhäkoski

Del 1
   Vand er et fascinerende element. Vand i bevægelse suger vore øjne til sig og taler til os, som om den var en del af sjælen selv.
   Elven Pyhäkoski rørte ved min sjæl, og betog mig skiftevis med frygt og fascination og gav mig uudslettelige barndomsminder.

Vi boede i en fjern skovregion i det nordlige Finland. Bygden var lille, ikke engang en rigtig by, fordi der kun boede to bondefamilier med jord og husdyr og en husmand uden dyrket jord. Alligevel kunne vi mærke, hvem der var hjemmehørende på stedet. En respekteret plads i bygden blev kun muligt især i gennem slægtens og tildels mandens egne bestræbelser.
   Vi, som var evakueret fra Karelen, blev ikke regnet som en af deres. Vi var kun tilflyttere
   Andre løsfolk, som kom og gik med årstiderne var skovhuggere om vinteren, og raftere om foråret, som sørgede for, at tømmeret flød i elven som det skulle. Mødrene advarede deres børn: hold jer fra skovhuggere og raftere, for de er drukkenbolte og hører slet ikke til byen.
   Arketypisk byhierarki havde, forbavsende nok, fundet sin vej til en bygd, hvor der boede færre end en snes mennesker.

Skoven var fuld af liv og sommerlyde, der kunne jeg glemme voksnes hvisken om hvem der var bybo eller ikke. Et tykt, blødt nåletæppe, kildede mine fødder på vejen til elven. Finlands korte sommer pressede både planter og dyr til at leve livet fuldt ud. Spætten skød salven; rrratatatata i træet, lige over mit hoved. Skovduens hu,huu, hu, huu og egernets raslen oppe i grenene vidnede om at tiden ikke blev spildt.
   Den susende lyd i skoven var mystisk, det var som om grantræerne sukkede evigt og altid, selv i stille vejr, når det ikke blæste. På vej til elven dukkede en ny baggrundslyd op , først som en summen, senere overdøvede den susen i træerne. Lyden blev stærkere og stærkere og til sidst, slugte elven Pyhäkoski, alt hvad sidemanden forsøgte at sige.
   Igennem årtusinder havde elven ædt sig ned til grundfjeldet, hvor ujævnheder og klippeblokke skabte enorme bølger og en ørebedøvende brusen. Det strømmende vand tryllebandt mig med en uforklarlig og hypnotisk magt. Den tømte mit sind for alle tanker og fyldte mig med en frygt. Ønsket om at løbe væk rev i mine ben, men betagelsen var stærkere end min frygt og jeg kunne ikke løsrive mig fra at stirre i det forbi ilende vand.
   Mødre i landsbyen skræmte os: "Pas på, det er nøkkens magi og den trækker jer ned i elven." Det blev sagt med en stille stemme, næsten hviskende, men ordene havde des stærkere virkning.
   To kampesten vakte min beundring , de stod midt i elven og kunne klare presset fra vandmasserne. Gang på gang forsvandt de i skummende bølger for atter, til min lettelse, at dukke op igen. Det var som to jævnbyrdiges magtkamp.
   Om foråret fik elven smeltevand fra tusinder af bække og åer, og elvens vanlige brusen forvandledes til en rasende tordenlyd. Samtidigt skete der det, at isen brød løs. Isflager store som huse gned sig imod hinanden, de knustes imod klipperne og elven blev til et langt, hvidt og knurrende bælte i landskabet.
   Senere på foråret havde rafterne deres sæson. De begyndte med at rulle vinterens skovhugst ned i elven, der efter fik træet lov til at flyde i strømmen til savværket.
   I begyndelsen var der kun få stamme på elven og de sprang som guldsmede fra bølge til bølge og havde fart, som et eksprestog, hvis vogne jeg ikke nåede at tælle.
   Senere blev det til tusinder og atter tusinder af træstammer på elven og det var næsten uundgåeligt, at nogle af de lange satte sig på tværs imellem sten og klipper og skabte en forstoppelse. Resultatet blev et enormt bjerg af stammer, som voksede fra minut til minut. Situationen skulle løses hurtigst muligst.
   Opgaven med at bringe dynamitladningen på den rette plads var livsfarlig. Jeg så, hvordan mændenes diskussion var hektisk - alle ville være den som fik opgaven, men de var samtidig bange for at få den. Endelig efter en lang diskussion tog Antero rygsækken med dynamitten og sagde: "jeg går med ladningen". Ingen protesterede.
   Antero begyndte langsomt at gå fra stamme til stamme imod det sted, som var valgt til sprængningsstedet. Barken på nogle af stammerne var løsnet og blevet slimet i vandet - de var som dødsfælder at træde på. Undervejs var der en af stammerne som rokkede sig en smule. Folk på stranden stivnede og holdt op med at ånde.
   Efter et par minutter valgte Antero en andet stamme at træde på, og den sad fast. Mændene på stranden sukkede af lettelse. Det føltes som en evighed, før han nåede frem til det rette sted. Der placerede han rygsækken med dynamitten så langt under træstammerne som muligt og tændte lunten med gløden fra sin pibe. Til hans uheld tabte han sin pibe, men lunten havde fænget og brændte som den skulle. Så lod han pipen ligge der hvor den var havnet. Nu havde han travlt med at komme tilbage, og det gik lidt lettere, for nu vidste han, hvilke af stammerne han kunne træde på. Han nåede til den næstsidste stamme tættest på stranden, da sprængningen gik af.
   I løbet af et splitsekund så jeg, hvordan træsplinterne fløj rundt omkring som en flok gale hvepse, piiffrr, piiiffr, phiiffrrr. Derefter kom lyden af sprængningen, hvis ekko gav en rungende genlyd i floddalen. Kaboom, boom, boom.
   Bjerget af stammerne løftede sig, som om de havde fået et gigantisk spark nedefra. Stammerne begyndte at rulle langsomt ned i floden - i begyndelsen som tykt flydende sirup, men da de indestængte vandmasser fik frit løb, fløj tømmeret ud som fra vulkanens gab. Antero nåede til den sidste stamme tættest på stranden. En af mændene rakte sin hånd til ham, og han nåede lige at hoppe til fast grund, før tømmeret under hans fødder blev revet med i strømmen. Anteros ansigt var kridhvidt.
   Alle stod stille og stirrede i tavshed på flodens majestætiske kraftopvisning. Uh, det lykkedes denne gang, sukkede flere af dem.
   Efter et stykke tid da det største mylder af stammer var løbet med i strømmen, trak flodfolkenes formand en flaske vodka frem fra inderlommen og rakte den til Antero, og nikkede til ham som tegn på, at den flaske var ment til ham alene. Antero tømte grådigt nær på det halve af flasken i et drag. Derefter rakte han flasken til manden, som havde trukket ham på land. De andre fik en anden flaske til at gå rundt fra mand til mand.
   Da det meste af træet var løbet ned ad strømmen, og der var frit løb i elven igen, begyndte flodfolkene at gå op til deres bosted. På vejen op ad skråningen så mændene mig, men de sagde ingenting.
   Begivenhederne ved elven gjorde så stærkt et indtryk på mig, at jeg var tavs de følgende tre dage. Familien undrede sig: hvad er der gået i knægten når han vanligvis ustandseligt spørger om et eller andet eller plaprer løs om alting?
   Omtrent en uge senere begyndte flodfolkene at samle deres ting og gå til deres næste arbejde. Antero mødte mig ude på gårdspladsen, han havde en ny, flot pibe i munden. Han kiggede på mig og sagde: "du så vist det hele ved sprængningen, det er ingen leg med den slags sager."
   "For resten, firmaet gav mig en ny, prima, fin pibe med navn i guldbogstaver og det hele." Han bankede med pegefingeren på sit pibehoved, der var indgraveret to flotte guldbogstaver: AK. Og tilføjede: "jeg fik til og med en stor blikdåse tobak med." Jeg nikkede tavst til ham. Så slængede han sin rygsæk på sig og begyndte at gå til sit nye arbejde.
   Det var ikke svært, at sige farvel til Antero, men jeg havde alligevel en tung fornemmelse af, at det her ikke var en permanent afsked. Vi skulle mødes igen når det gjaldt liv og død.


MKN