Det var sen aften. Eller tidlig nat, afhængig af hvordan man så på det. For mig var det starten på en arbejdsdag. Eller nat. Jeg havde en stor kasket på, en alt for stor slidt hættetrøje jeg havde snuppet fra Andreas' hovedkvarter for et års tid siden, og stramme bukser. Jeg gjorde meget ud af at skjule mit ansigt, og mit drengede udseende var meget bevidst.
   Noget af det, jeg havde lært ved at leve lange perioder på gaden var, at piger ikke var i sikkerhed når de var alene. Jeg kunne sagtens forsvare mig selv, men jeg ville hellere undgå balladen og spare tiden og bøvlet. Især når jeg skulle ned til Sleap i håb om at han havde arbejde. Det afhang altid af, hvorvidt jeg fik fat i ham i egen person eller blev fanget med en af hans lakajer der aldrig var synderligt hjælpsomme. Især ikke, hvis de var nye og skulle til at håne mig over min manglende pik ...
   "Det var på tide du viste dig her igen." vrissede en slank mand med en dvask holdning der afslørede at han havde brugt store dele af sit liv bag et skrivebord. Han var utrolig bleg, med dårlige tænder og tyndt, sort hår der hang i fedtede tjavser. Han stod ude foran en ulovlig undergrunds bar der var gemt i en kælder og kiggede på mig med dybe, stikkende øjne. Meget kunne siges om Sleap, men tiltrækkende var ikke en af dem.
   Jeg kiggede mig hurtigt omkring for at sikre mig at der ikke var nogen i nærheden jeg kendte, som potentielt kunne sladre til Andreas. "Jeg har bedre ting at give mig til, end at føje dine mindste vink." svarede jeg trodsigt, på trods af, at jeg var lettet over at have fundet ham så nemt. Og det faktum at han overhovedet anerkendte min eksistens, betød at han havde arbejde til mig. Sleap ejede adskillige barer, der kun løb rundt, grundet de mange stoffer der blev handlet dernede. Jeg var af og til hans stik-i-rend pige, hvilket ikke var noget jeg normalt snakkede højt om.
   Han stirrede gennemtrængende på mig. "Pas du bare på tøs, jeg kunne nemt finde din afløser, du ved. Heldigvis for dig, har jeg nogle pakker der skal leveres i aften. Der står en gruppe ude ved rådhuset og venter på dem. Mit normale bud har, eh... brækket benet. Du må hellere komme af sted, inden de bliver utålmodige."
   "Hvad? Det gør jeg ikke. Er du sindssyg? Rådhuset? Der vrimler med politi og vagter."
   "- Hvilket er grunden til at du får den her." svarede han og trak en lille pose frem. Den var fyldt med mønter og klingede godt. Han åbnede den og viste mig indholdet; Guldmønter.
   Jeg stod og overvejede det lidt. "Så giv mig de pakker." sagde jeg til sidst, lidt tøvende.
   Han vinkede mig efter ham, og jeg fulgte efter ind i baren som var fyldt med larmende mennesker og musik. Sleaps barer var et af de få steder i havnen man kunne høre musik, hvilket var med til at gøre dem så populære. Dét, og så stofferne ... Jeg fulgte efter ham videre ind i baglokalerne. Der var mænd i sort tøj over det hele, som lukkede dørene bag os. De fleste kiggede skævt på mig, men sagde ikke noget. Vi endte på hans kontor, hvor han stillede sig over for mig med armene over kors.
   "Du ved hvad der skete med den sidste, Andreas sendte for at spionere på mig?"
   "Jeg ved ikke hvem Andreas er." var mit automatiske svar.
   Sleap kiggede på mig i nogle sekunder uden at reagere og brød pludselig ud i en skinger latter. Jeg fik et chok, men det lykkedes mig at holde min facade.
   "Tror du selv på, jeg ikke ved noget om dig og Oprøret? Virkelig?"
   Jeg svarede ikke.
   "Fornærm mig ikke igen." Hans stemme var så kold at det føltes som om temperaturen i lokalet faldt adskillige grader. "Svar på mit spørgsmål."
   Jeg nikkede kort. Jeg vidste godt at Andreas havde sendt en spion for et halvt år siden. Han var vendt tilbage uden en tunge. Jeg havde ikke rigtigt set ham siden.
   Sleap kiggede gennemtrængende på mig. "Årh. Ingen grund til bekymring." udbrød han og trådte frem mod mig. Han var ikke meget højere end mig, heller ikke meget bredere, hvilket ikke sagde så lidt. "Jeg ved godt at Andreas ikke har sendt dig. Han ville højst sandsynligt smide dig ud af afdelingen, hvis han vidste at du var her."
   "Hvordan ved du det?" spurgte jeg og kunne mærke sveden bryde frem i mine håndflader.
   Han trak på skuldrene. "Hvordan ved nogen overhovedet noget? Måske lyver jeg, måske ikke. Men din reaktion har lige bekræftet min påstand."
   Øv, hvor jeg hadede den mand. Jeg mødte hans kolde blik, og ventede, men han sagde ikke mere.
   "Giv mig så de forbandede tasker, jeg har ikke tid til det her ..."
   Han trak på skuldrene. "Som du vil. Men det er dit eget problem hvis han opdager det. Og tro mig, hvis noget sker med tasken eller indholdet, vil han få det at vide. Er du med?"
   Jeg nikkede. Han trådte bag skrivebordet og låste en skuldertaske frem. Han lagde 5 poser på størrelse med en knytnæve frem, alle med hvidt pulver i. "De er alle forseglet. Kommer der bare det mindste hul i en af poserne, bliver du holdt ansvarlig. Aflever dem direkte til Henrik, ingen andre! De venter på tredje sidegade ved rådhuset."
   Jeg greb hanken til tasken og skulle til at gå, men han slap ikke sit greb. "Jeg vil opdage det, hvis du ikke følger mine regler, stol på det."
   "Jeg har fattet det, lad mig nu bare komme af sted for helvede." vrissede jeg og trak tasken til mig. Han blottede sine rådne tænder i et skævt smil og jeg skyndte mig at forlade baren. Den mand gav mig myrekryb! Men det var den letteste måde at tjene penge på, for mig. John og jeg kendte til Sleap gennem Oprøret. Nordenborg brugte pengesedler, mens der i slummen kun blev brugt mønter. Hvis Oprøret på en eller anden måde have skaffet sedler, hjalp Sleap med at få dem vekslet - Andreas var ikke bleg for at brokke sig over den pris Sleap tog for det. Men jeg gik ud fra at vi ikke havde andre muligheder. Jeg vidste at Andreas hadede Sleap, kunne han undgå at have noget med ham at gøre, ville han det. Derfor var det heller ikke strengt nødvendigt at han kendte til mit arbejde for Sleap. Han ville ikke bryde sig om det. Overhovedet.
   Men som sagt var det nemme penge for mig. Jeg havde egentlig regnet ud, at Sleap vidste jeg var med Oprøret, men han var ligeglad. I hans øjne var jeg bare en stik-i-rend pige der havde let ved at sno sig uden om Vagterne.
   Det meste af slummen var mørklagt til aften, og jeg mødte ingen Vagter. Nogen gange kunne man godt fristes til at tro at de simpelthen ikke gad patruljere gaderne - folk turde alligevel ikke tjekke efter om de var der eller ej. Efter halvanden times rask gang og lunten, nåede jeg frem. Rådhuset lå i nærheden af søen, og havde engang været en ret imponerende bygning. Men manglende penge, gjorde at det kun var hovedbygningen der var i brug. De tilstødende bygninger var faldefærdige og kun for syns skyld. Foran rådhuset lå der en lang, bred gade, som i dagstimerne var fyldt til randen med mennesker. Jeg havde aldrig set den være tom før. Og som Sleap havde sagt: Henne ved tredje sidegade, stod en lille gruppe mænd og talte lavmælt sammen. De havde ikke set mig endnu, men i dét jeg gik frem mod dem blev de stille. Jeg stillede mig over for dem i nogle meters afstand.
   "Hvem er jer er Henrik?"
   Der lød den sædvanlige latterbølge da de hørte min stemme og konkluderede at jeg var hunkøn.
   "Hey, røvhuller!" råbte jeg højt.
   De blev stille og stirrede på mig med vantro, selvom det var svært at bedømme i den dårlige belysning. "Vær stille tøs, du behøver ikke tiltrække samtlige Vagter i slummen."
   "Jeg er stille så længe I ikke spilder min tid. Henrik?"
   De kiggede afventende på hinanden, før en af dem til sidst trådte frem og nikkede. Han var bred og havde et stort ar ned over sit ene øje. I det svage lys, så det næsten ud som om øjet manglede. Jeg åbnede tasken og lagde poserne i hans fremstrakte hånd, én efter én mens han rakt dem til de andre.
   "5 poser, forseglingen er ikke brudt. Jeg skrider nu." sagde jeg og lukkede tasken. I en hurtig bevægelse havde manden der hed Henrik, grebet fat i min arm og forhindrede mig i at gå.
   "Jeg har et arbejde til dig. Jeg har kunder der er ude efter din ... type."
   Som svar havde jeg hurtigt trukket min pistol og rettet den mod hans pande. Han bevægede sig ikke, men stirrede bare koldt på mig, og det gik op for mig at han virkelig kun havde ét øje.
   "Giv slip."
   Langsomt løsnede han sin hånd og jeg bakkede langsomt væk. De stod alle helt stille, deres blik fikseret på mig og mine bevægelser. Da jeg var langt nok væk, vendte jeg mig om og gik stille væk fra gaden. Jeg kunne høre dem grine bag mig. Røvhuller. Men det havde ikke været en usædvanlig aften. Faktisk var det gået overraskende let: ingen Vagter og ingen slåskamp.
   Nu skulle jeg bare nå tilbage til Sleaps klub og bytte den tomme taske for pengene. Jeg stoppede pludselig op og holdt vejret. Jeg havde hørt noget. Stemmer. Jeg gik forsigtigt videre og fulgte lyden. Kort tid efter fik jeg lokaliseret dem: to mænd stod midt på en mindre, åben plads og diskuterede højlydt. Jeg følte mig pludselig tung over det hele og fik en grim smag i munden da det gik op for mig at den ene var vagtkaptajnen. Charlie. Jeg burde være vendt om, have gemt mig. Det havde været let for mig, de havde ikke set mig endnu.
   Men selvfølgelig rørte jeg mig ikke ud af flækken - og værre endnu, min nysgerrighed tvang mig tættere på, jeg ville vide hvad de skændes om! Måske kunne jeg opfange en eller anden vigtig hemmelighed som jeg kunne give videre til Andreas. Så ville han opdage hvor uundværlig jeg egentlig var, og tigge mig om at blive mere aktiv.
   Et ben foran det andet, stille og forsigtigt sneg jeg mig nærmere. Pludselig lød der et skingert skrig fra en skygge ret foran mig og skyggen pilede afsted væk fra mig. Jeg gispede forskrækket inden jeg kunne nå at stoppe mig selv, og bandede den forbandede kat langt væk. Mændene havde uden tvivl opdaget mig nu, de stod begge og stirrede i min retning. Jeg drejede omkring og løb væk så hurtigt jeg kunne. Men jeg nåede ikke langt før der lød et skud, og kuglen skramlede gnistrende ind i et nedløbsrør, kun en meter fra mig.
   "Holdt, ikke et skridt længere, næste gang skyder jeg for at ramme!" lød Charlies stemme bag mig. Jeg kunne høre at han var tættere på end jeg brød mig om. Jeg stoppede op og vendte mig mod ham. En gadelampe lyste pludselig gaden op i en dyb summen. Charlie stod få meter fra mig, den velkendte pistol rettet mod mig. Igen.
   "Prinsesse!" smilede han og gemte den væk igen. Igen? Hvorfor skød han mig ikke? "To gange på en uge, hvor heldig har man lov at være?"
   Han trådte frem mod mig og jeg trådte hurtigt i modsatte retning, men stod pludselig med ryggen mod en mur. Jeg kiggede mig chokeret omkring for at finde en vej væk, men i samme sekund jeg kiggede væk, låste hans hænder sig fast omkring min hals. Jeg gispede efter luft og var ved at gå i panik, indtil jeg huskede min træning. Med en fast bevægelse, tvang jeg hans hænder væk fra min hals, men han havde hurtigt låst mig fast op mod muren igen.
   "Hmm. Hvad laver du mon ude på sådan en aften?" hans ansigt strøg sig tæt op af mit. "Du har ikke engang drukket, og jeg ser ingen maling. Hvad kan en lille prinsesse som dig så finde på at lave? Arbejder du?" han slap mig, og mine hænder lagde sig beskyttende over min ømme hals, mens jeg fortsat gispede efter luft. Han åbnede hurtigt Sleaps tomme skuldertaske og kiggede på mig med smalle øjne. "Interessant."
   "Hey, lad hende være i fred." lød det henne fra enden af gaden. Jeg kiggede hurtigt derhen og fik øje på en ung fyr med mørkt, løst hår. Det var manden Charlie havde skændes med.
   "Gå hjem, hr. Oldenborg, jeg giver dig kun én advarsel."
   "Hun er bare en lille pige." svarede han igen.
   "Hey, pas dig selv din nar!" vrissede jeg hæst. Så vidt jeg vidste, kunne han ligeså godt være en vagt uden for arbejdstid, og jeg havde ikke brug for hans hjælp.
   "Lyt til den lille pige. Hun kommer med mig på stationen nu, og medmindre du vil gøre hende selskab, så tag hjem."
   Charlie var distraheret i et kort øjeblik og jeg brugte chancen til at løbe, men han greb hårdt fat i min arm. "Ikke så hurtigt, hørte du ikke hvad jeg sagde? Du og jeg skal på eventyr sammen."
   Der lød et hult klang og Charlie slap sit greb og faldt på knæ. Den fremmede mand stod bag Charlie med et jernrør i hånden. Han kiggede frem og tilbage mellem røret og Charlie og lod det falde til jorden med et undrende ansigtsudtryk. Jeg handlede hurtigt og skyndte mig at fjerne Charlies pistol fra hans bælte. Han blev siddende på sine knæ og glippede med øjnene, tydeligvis kæmpende for at holde sig ved bevidsthed. Hvad nu? Jeg kiggede på den skinnende pistol i mine hænder. Jeg kunne skyde Charlie, gøre Oprøret en tjeneste.
   "Hey, hvad laver du? Lad os komme væk!" sagde den fremmede.
   "Hvorfor så travlt? Han har ingen pistol mere, han kan ikke skade os."
   "Det er vagtkaptajnen! Selvfølgelig kan han skade os, og endnu mere hvis vi stadig er her når de andre vagter kommer."
   Jeg vidste han havde ret. Hvis en vagt kom til skade, flokkedes de andre til som om en usynlig kraft tiltrak dem. Som kakerlakker. Når en vagt var skadet, løb man, og hurtigt. Der var dødsstraf for at skade en vagt på nogen måder. Deres grimme uniformer var deres livsforsikring i slummen.
   "Fucking blikpande." vrissede jeg, og slog Charlie til jorden med skæftet til hans pistol. Derefter smed jeg pistolen fra mig og satte i løb. Den fremmede fulgte efter, og da vi var kommet tilpas langt væk stoppede jeg op. Han gjorde det samme og jeg trak min egen pistol. Hvorfor havde jeg smidt Charlies væk, den var meget pænere end min?
   "Hvis jeg var dig, ville jeg fortsætte med at løbe."
   Han kiggede roligt på mig og løftede stille hænderne. Hans blik fangede mit, og min mave trak sig sammen. Han var ... anderledes!
   "Jeg har lige hjulpet dig, hvorfor skulle jeg gøre dig noget nu?"
   "Jeg skylder dig ikke noget."
   Han trak på skuldrene. "Måske ikke, men jeg har brug for din hjælp alligevel."
   "Kommer ikke til at ske." svarede jeg hurtigt og afsikrede pistolen.
   "Wow, okay! Ikke den slags hjælp, slap nu af. Det er Charlie ... så snart han vågner vil han huske hvad jeg gjorde ... min familie ..." han sank en klump og sænkede sine arme.
   Jeg sænkede modvilligt min pistol. Jeg vidste godt hvad Vagterne gjorde ved efterlystes familier.
   "Hvorfor gjorde du det, din idiot? Alle ved, at hvis man lægger sig ud med Vagterne, må de ikke kunne spore én. Og nu siger du at din familie er i fare for at blive taget af Vagterne?"
   Han slog ud med armene. "Jeg havde ikke ligefrem planlagt at slå Charlie ud med et jernrør til aften. Men havde jeg ikke gjort det, sad du i en låst celle på stationen lige nu."
   Jeg svarede ham ikke. Han var en idiot, og en svag en af slagsen. Han havde familie der kunne skades, og Charlie kendte til dem. Det var kun et spørgsmål om tid, nu hvor Charlie havde set sig sur på ham.
   "Jeg er nødt til at få dem væk, nu. Vil du hjælpe mig?" spurgte fyren. Hans øjne var store og hans vejrtrækning var hurtig. Han virkede oprigtig bange. "Årh, glem det." sagde han og begyndte at løbe væk, da jeg ikke svarede.
   Jeg kiggede efter ham i nogle sekunder, inden jeg satte efter ham. "Men rør mig og du er død."
   "Hvis du siger det."
   Vi løb i små 10 minutter, før han stoppede op ved et stort, ældre hus der var delt op i mindre lejligheder. "Jeg får dem ud, vær sød at holde vagt."
   Han forsvandt hurtigt ind i bygningen og jeg stillede mig med armene over kors og kiggede ned langs gaden.
   "Sød min bare røv ..." mumlede jeg for mig selv. Jeg hørte tumulter fra huset bag mig og efter få minutter der sneglede sig afsted, dukkede han op igen med en lille pige på armen og en ældre dame der støttede sig op af ham. Pigen kiggede sig skræmt omkring, tydeligvis revet ud af søvnen. Den ældre dame sagde ikke noget, men kiggede sig ængsteligt omkring.
   "Dennis, hvad sker der?" spurgte pigen.
   Han tyssede hurtigt på hende. "Det er ligesom dét vi har øvet. Bare vær stille." Han rettede sit blik mod mig. "Vi er nødt til at komme væk fra området, men Anna skal have varmt tøj på først."
   Vi bevægede os hen mod nogle aflåste brændeskure som lå i nærheden, hvor man let kunne gemme sig fra gaden. Han fandt hurtigt noget tøj frem fra en rygsæk og gav pigen det på. Han havde tydeligvis været forberedt. Den gamle havde allerede varmt tøj på.
   "Jeg vil i seng igen, jeg drømte lige så godt." begyndte pigen hikstende.
   "Anna, vær stille! Du må sove senere, lige nu skal vi ud og gå en tur først."
   Pigen hulkede videre, og den gamle trådte hen og tog om hende. "Vær stille, kind. Det skal nok gå det hele, ja?" trøstede hun. Hun havde en stærk accent, som jeg genkendte hos mange ældre mennesker. Efterhånden var den dog ved at forsvinde helt.
   "Hvad så nu, geni?" spurgte jeg.
   "Nu, skal vi væk herfra." svarede han og trådte forsigtigt ud på gaden igen. Jeg skulle til at følge efter. Jo før jeg kunne komme væk herfra, jo bedre, men han holdt advarende en arm op bag sig.
   "Der kommer nogen ..." hviskede han. Jeg kunne også høre det nu: skridt og stemmer. Vi skyndte os tilbage i skjul bag skurene. De var ikke særlig høje, så vi var nødt til at dukke os, for ikke at være synlige fra gaden. Jeg listede mig til at kigge frem, og så at en mindre hær af Vagter var dukket op. Døre blev sparket ind og huset blev gennemsøgt. Der lød skrig og klir fra ruder der blev knust. Det summede i mine fingre og jeg skulle anstrenge mig, for ikke at løbe væk, redde mig selv. Det her var vanvid! De Vagter var tydeligvis ude på Charlies ordre for at lave ballade. Det kunne let gå hen og blive en blodig nat ...
   Vagterne snakkede heftigt sammen, og uden at tænke mig om, sneg jeg mig hen til kanten af skuret for at kunne lytte med.
   "De er her ikke." blev der sagt. "Alt er gennemsøgt."
   "Vi har vores ordre." svarede en anden Vagt, der tydeligvis havde kommandoen. Charlies ordre. Min mund blev tør og mit hjerte hamrede af sted, da de første flammer dukkede op og lyste gaden op i et blodigt skær. Det føltes som om min strube snørede sig sammen og jeg var som forstenet på stedet. Flammerne tog hurtigt fat i bygningen og folk løb paniske og skrigende rundt, mens Vagterne stod og betragtede det. Jeg hørte ikke folks skrig, selvom jeg vidste de var der. I stedet summede det højt for mine ører, en dyb brusen, uendelig og tung. Jeg bemærkede ikke at han hev i min arm, før han rev mig på benene. Det var som om jeg blev vækket fra en trance og virkeligheden kom susende tilbage. Nu, var vores bedste chance for at stikke af. Jeg greb pigens hånd, mens fyren støttede den gamle. Sammen, skyndte vi os væk fra flammerne, larmen og Vagterne. Pigen sakkede hurtigt bagefter, og efter lidt tid tog jeg hende op og slæbte hende med videre. Hun var tungere end jeg havde regnet med, og faktisk også større. Omkring 5 år gammel. Ubevidst, havde jeg sat kursen mod Havnen og hjem.
   "Ved du hvor vi er på vej hen?" spurgte fyren efter en halv times gang i stilhed.
   "Havnen."
   "Nanna, har du ikke en søster i havnen?"
   "Tot." svarede den gamle dystert.
   "Nårh ja. Måske er der et herberg et sted ... vi skal bare. Finde på noget til udgangsforbuddet slutter."
   Jeg sukkede. Og før jeg åbnede munden, bandede jeg ordene og mig selv langt væk. "Bare følg efter mig, jeg kender et sted I kan være i nat."
   Det var som om ordene hang i luften, lang tid efter de havde forladt min mund. Jeg håbede han havde en anden plan, eller afslog. Men nej.
   "Tak." svarede han. Crystal ville slå mig ihjel!