Jeg kedede mig. Som altid. Og jeg var rastløs. Crystal syntes jeg skulle starte i skole igen, men jeg vidste at det ikke var en god idé. Hun kunne lige så godt smide sine penge i søen; Den ulækre, forurenede, brune sø. Der ville pengene gøre ligeså meget gavn som i skolens pengekasse.
   Jeg havde ikke været i skole i flere år nu. Ikke siden ... Jeg sukkede og strøg mig ned over benet, hvor jeg kunne mærke skæftet fra den kniv jeg havde gemt i min støvle. Jeg smilede for mig selv og kiggede derefter ud på gaden, hvor en flok teenagere på min egen alder kom gående i deres skoleuniform. De andre børn og teenagere på den bænk jeg sad på, gav sig til at pifte og råbe efter uniformerne som til gengæld sendte os bange, vrede og ligegyldige blikke, uden at svare igen. Jeg genkendte en enkelt eller to, men reagerede ikke på det.
   Min situation havde godt nok forbedret sig en del det sidste års tid, men at starte i skole igen kunne ikke falde mig ind. Jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle være en del af den flok: uniformerne, faste mødetider, at skulle lave lektier og kun se dem man er havnet i klasse med. Det var her, hos de forældreløse, fattige, hjemløse og småkriminelle jeg hørte til. Selvom de ikke helt 100% så mig som en af deres, sagde de ikke noget til mig. Ikke mere. Ikke efter slåskampene.
   Fyren ved siden af mig sagde et eller andet og de andre hylede af grin, mens en pige skubbede fornærmet til ham. Han var uforberedt og hans skulder stødte ind i min. Jeg sendte ham et surt blik, men han undgik mine øjne og mumlede "undskyld."
   Ingen af de andre sagde noget og kort tid efter sad de igen og grinede af noget.
   En lille ændring i stemningen fik mig til at kigge op af gaden, hvor jeg med det samme genkendte de grå uniformer der kom gående: Vagter.
   "Blikspandene kommer!" råbte jeg, og få sekunder efter var vi spredt for alle vinde. Selv, fulgte jeg nogle af de snoede, gamle smalle veje og endte nede ved havnen. Jeg stoppede forpustet op og sikrede mig at de ikke var efter mig, før jeg begyndte at følge havnen mens jeg sparkede til alt løst på min vej.
   Og nu var det kedeligt igen. Gad vide om Vagterne fik fat i nogen? Og om de overhovedet løb efter os. Men hvis man først fik øje på Vagterne, tøvede man ikke for at finde ud af det, man løb! I hvert fald når man var i samlet gruppe, som i dag. Det var ulovlig at hænge ud sammen i grupper over tre, uanset alder. Selv gamle mennesker på gaden måtte ikke stoppe op og snakke sammen. Men det tog politiet sig for det meste af, Vagterne var hovedsageligt ude efter os, gadebørnene. Officielt. Uofficielt var det en lidt anden historie ...
   Hvad nu? Jeg gik hen mod den gamle slotsruin, hvor gadebørnene tit samledes og jeg fik hurtigt øje på nogle af dem fra tidligere. Jeg satte mig ved siden af dem uden at hilse og tog imod den joint der blev sendt rundt. De andre snakkede om at Vagterne ikke engang gad sætte efter dem, så ingen blev anholdt. Pludselig fik jeg øje på en mørk, ranglet fyr med sort pjusket hår og de største brune øjne. Han stillede sig hen foran mig og jeg smilede stort til ham. John. De andre blev stille og enkelte hviskede ivrigt.
   "Skal vi ikke finde på noget vigtigere at lave?" spurgte han og trak mig hurtigt på benene.
   "De tror begge de er blevet så vigtige. Bare fordi de har fået venner med pistoler." lød det bag mig.
   "Hvad sagde du?" vrissede jeg hurtigt og vendte mig om. De kiggede alle væk og ingen svarede mig. De møgunger! "I ved absolut ingenting, så hold jeres kæft omkring ting I er for dumme til at fatte. Er der nogen der har et problem med det?" spurgte jeg og ventede. Ingen svarede.
   John tog fat i min arm og hev mig med. "Kom nu, vi har andre ting at tage os af." Jeg lod ham trække mig væk og tilbage ind i labyrinten af gamle, smalle gader. "Ignorer dem. De ved ikke hvad det handler om."
   "Hvorfor kan vi ikke bare sige det?"
   "Fordi du ved at Andreas ville sparke os ud, hurtigere end vi kunne nå at opfatte det, hvis han hørte rygter. Og den mand opdager det altid."
   Jeg sukkede. "Du har ret. Det er nogen gange lidt uhyggeligt."
   "Han er Oprørets egen udgave af Sleap." grinede John med sænket stemme og kiggede sig omkring for at sikre, at ingen havde hørt ham. Sleap var den ukronede konge af Havnen. Der var sikkert flere som Sleap i en by så stor som denne her, men i Havnen var det Sleap der bestemte, alle vidste det. Ikke engang Vagterne gjorde noget for at lukke hans ulovlige undergrundsklubber.
   "Jeg har hørt at der ikke er noget udgangsforbud i Nordenborg." fortsatte John, mens vi undgik at træde i mudderpølene der havde samlet sig de steder, hvor asfalten var forsvundet fra de gamle veje.
   "Wow. Det er underligt at tænke på." svarede jeg med et suk. Nordenborg lød på alle måder som et fantastisk sted at bo: det var den rige del af byen, hvor ingen var hjemløse, ingen sultede eller frøs. Folk sagde endda at der ikke blev kigget skævt til folk med en mørkere hudfarve, som John. Men de var ligeglade med os her fra slummen. Nordenborg gjorde intet for at forhindre sulten, eller at hundredevis af hjemløse døde af kulde hver vinter. Og det var sikkert et rygte at hudfarve ingen rolle spillede.
   Egentlig var det senatorens skyld. Der var separate byråd i slummen og Nordenborg, og ifølge aviserne, gjorde slummens byråd alt for at hjælpe befolkningen. Men i sidste ende var det senatoren der havde magten, så det måtte være hans skyld at tingene aldrig ændrede sig. Senator Wilhelm. Han var skurken. Ikke Sleap, ikke banderne. Og Vagterne gjorde alt hvad de kunne for ar sørge for at tingene forblev sådan. De forbandede vagter ...
   "Fuck de røvhuller ..." mumlede jeg.
   "Ja ..." svarede John. Om det var Vagterne, gadebørnene eller folk fra Nordenborg jeg snakkede om, var lige meget. John gav mig stort set altid ret. Det var fordelen ved at have venner som John. Jeg vidste han altid havde min ryg.

***

"For helvede John, hvor er du?" vrissede jeg gennem sammenbidte tænder, da det gik op for mig at gaden var tom. Jeg smed min tomme graffitidåse fra mig og gik i den retning John havde sagt han ville stille sig og male. Det var dumt at blive væk fra hinanden nu.
   Den svage gadebelysning gav sig til at blinke og pludselig var gaden mørklagt. Det gøs i mig og jeg stoppede op og lyttede. Det var midt om natten og så afgjort langt over udgangsforbuddet. Hvis vi blev taget, var vi dødsens ... så meget desto vigtigere at vi blev sammen.
   Jeg kunne stadig se lys i baggrunden, så det var kun enkelte gader der var ramt af strømsvigt. Ikke, at jeg forstod hvorfor folk overhovedet ville have det tændt om natten, når ingen måtte være ude. Men neonlys fra butiksruder og forældede gadelygter lyste alligevel de gamle gader op i farverige skær når solen var forsvundet. Måske var det noget Vagterne havde bestemt, så de lettere kunne holde øje med gaderne om natten ...
   Pludselig hørte jeg svage, fremmede stemmer og skridt. Mit hjerte hamrede af sted og jeg skyndte mig hurtigt ind i en port, hvor døren stod på klem. Den knirkede højlydt og jeg kunne mærke sveden bryde frem. Jeg turde ikke lukke den bag mig, så jeg skyndte mig ind i hjørnet, skjult fra gaden og lyttede. Håbede. De havde tilsyneladende ikke hørt noget, for få minutter senere gik de forbi, og jeg lyttede til at deres stemmer blev højere, tydeligere, for til sidst at forsvinde igen.
   "Jeg tror ikke på det! Han egner sig ikke til det, han er en oplæst nar."
   "Han er stadig din vagtkaptajn. Og han har allerede været her et år nu - et væddemål du tabte stort, husker du?"
   "hrmph. Han er for ung, uerfaren. Han går mere op i de dumme løb, end at passe sit arbejde. Jeg har hørt han ikke vil samarbejde med dem..."
   "Shh! Er du ude på at slå os ihjel?" hvæsede den anden.
   "Jamen." protesterede den anden. "Det er rigtigt. Hvor længe tror du selv han kan blive, uden at samarbejde?"
   "Hold din kæft, du er en idiot."
   Stemmerne begyndte at svinde og jeg kiggede forsigtigt frem fra mit skjulested. Idiotiske Vagter. Hvordan regnede de selv med at fange lovovertrædere når de larmede så meget? Fjolser. Jeg smilede for mig selv, og kom pludselig i tanke om John. Shit. Jeg måtte hellere finde ham, og hurtigt. Med forsigtige skridt og hamrende hjerte bevægede jeg mig hurtigt i modsatte retning af den, Vagterne var gået i. Hvorfor var han ikke blevet i nærheden?
   Jeg drejede om nogle hjørner og kom ud til en større vej. Jeg fik øje på en spinkel fyr som stod og stirrede på væggen.
   "John for helvede, hørte du ikke blikspandende? Vi må hellere komme væk!" sagde jeg lavt og løb hen til ham. Min stemme rev ham tydeligvis ud af en dyb koncentration.
   "Vagterne?" Han kiggede på mig med røde, svømmende øjne og det gik op for mig at han var skæv. Jeg rev fast i hans spinkle arm og trak ham med mig væk.
   "Ja, Vagterne, geni. De opdagede mig næsten. Kom så."
   "Uh, det var heldigt du ikke blev fanget. Så ville de nok have opdaget at du..."
   "-Knyt! Om de havde opdaget det eller ej, ville graffitien give mig en envejs billet til fængslet, det ved du."
   "Hvad så nu?"
   Jeg sukkede. "Vi må hellere komme hjem hurtigt. De Vagter er ikke nået særlig langt. Der kan ikke gå længe før de opdager vores grafitti."
   Jeg kiggede mig omkring og tænkte mig om før jeg satte kursen østpå. John fulgte skyldigt efter.
   "Hvor skal vi hen, vi går den forkerte vej?"
   "Hold nu kæft. Vi tager tunellen hen til Hovedkvarteret, det er tættere på end min lejlighed."
   John beklagede sig højlydt. "Virkelig? Hvad nu hvis Andreas er der? Jeg har ikke lyst til en skideballe lige nu."
   "Vil du hellere fanges af blikspandene?"
   Han tav.
   "Jeg har sagt du ikke behøver være bange for Andreas. Han er bare varm luft og store ord."
   "-Nemt for dig at sige ..."
   "Hold nu kæft, blev der sagt." vrissede jeg og trak ham med mig ned i de underjordiske tunneller, hvor den tunge, kolde luft overvældede mig. De var et af få levn fra de helt gamle krige. Længe før vores bedsteforældre var født, havde jeg fået at vide. Der var kulsort dernede og man skulle passe på, hvor man trådte. Jeg tændte en lille lommelygte jeg altid havde med mig når jeg var ude om natten - i tilfælde af strømsvigt eller at vi var nødt til at gå under jorden. Det var ret nemt at fare vild dernede, men heldigvis var vi efterhånden vant til at skjule os for både vagter og politi, så vi kendte tunnellerne ligeså godt som tagene, men det var ikke et sted man havde lyst til at opholde sig for længe af gangen. Luften var tung og efter et stykke tid fik vi altid hovedpine og kvalme. Desuden lugtede der ret kraftigt af rådden kompost og andet affald. Ikke en lugt man havde lyst til at bære med sig rundt.
   Vi følte os forsigtigt af sted i en halv times tid, før jeg stoppede ved en jernstige og begyndte at kravle op. "Øhm Lyra, jeg tror ikke det er endnu. Det er først næste gang til højre." mumlede John under mig.
   "Hold kæft, bong-hjerne! Jeg har mere styr på det end dig." vrissede jeg irriteret og skubbede træpladen op der fungerede som dør. Der var en del modstand, da den var vokset til med ukrudt. John kravlede op ved siden af mig og kiggede ud.
   "Hvad sagde jeg?" grinede han. Jeg slog ham med min albue og kravlede op i den friske luft.
   "Auch ... har du lagt mærke til, at du altid slår mig når jeg har ret?"
   "Vi er ikke særlig langt væk, så lad os nu bare komme videre." mumlede jeg sammenbidt og ignorerede hvad han havde sagt. Jeg stoppede op, da jeg fik øje på en gammel bygning på vores højre side. Det var et stykke tid siden jeg havde været her sidst, og en underlig følelse fik min mave til at trække sig sammen i et kort sekund. Bygningen havde tidligere fungeret som station for nogle gamle køretøjer der ikke fandtes i slummen mere. Min far havde forklaret at det havde været en slags sporvogne, der ikke behøvede skinner for at køre, men det var længe siden nu, og den eneste offentlige transport tilbage, var de få sporvogne der stadigvæk virkede. Min far havde altid været fascineret af alle slags mekaniske køretøjer ...
   Nu var det Johns tur til at hive mig videre. "Du stopper op, hver gang vi er her." sukkede han.
   "Vel gør jeg ej din spade. Du giver ikke mening."
   "Så siger vi det ..."
   Vi fandt frem til en lille plads med en masse skrald og murbrokker. En tung stenplade afslørede et hul, som ved første øjenkast lignede en kloak, men det var faktisk en del af de gamle bunkere. Vi fjernede nogle hullede blikplader der lå smidt henover, og gik forsigtigt ind. John trak pladerne tilbage over indgangen og jeg tændte min lygte igen. Fra indgangen, var der ikke langt hen til en tung jerndør. Jeg bankede forsigtigt på 5 gange i et mønster og ventede. Kort tid efter kunne vi høre at døren blev låst op indefra og lys væltede ud i gangen. Vi skyndte os indenfor og døren blev lukket bag os. Der var køjesenge langs væggene og folk lå og sov tungt i de fleste af dem. Manden der havde lukket os ind, sendte os et sigende blik og lagde sig igen hen i en køje. Jeg følte mig pludselig overvåget og kiggede op mod skrivebordet der var placeret i den fjerneste ende af lokalet. En mand med lange, mørke dreadloks og ubehagelige grønne øjne, stod lænet op af bordet med armene over kors og kiggede gennemtrængende på os. Jeg kunne mærke John krympe bag mig.
   "Hvad laver I ude så sent?" spurgte han køligt.
   "Rager ikke dig, gamle mand" svarede jeg og gemte min lommelygte væk i tasken, opmærksom på ikke at afsløre malingdåserne i bunden af tasken.
   "Årh, hey! Jo. Æhm... Ser du..." startede John, men gik i stå. Andreas pustede tungt ud gennem næsen, trådte hurtigt frem mod os og greb fat i Johns hånd som var dækket af maling.
   "For helvede! Lærer I aldrig noget? Jeg troede snart I var blevet for kloge til at lave det lort. Det er for stor en risiko at løbe, for en smule maling der alligevel bliver malet over inden solen står op igen." mumlede han, og drejede så hurtigt omkring, at hans lange dreads ramte John i ansigtet. Han skar en grimasse til mig, og jeg fnisede højlydt. Andreas kiggede på os med et blik der straks fik mig til at være stille igen. Han var helt rød i hovedet.
   "Andreas, chill. Blikspandende var ikke engang tæt på os."
   "Lyra, 'blikspandende' har pistoler. Et faktum du tit har det med at glemme."
   "Nu var vi altså begge ude ... og ... øhm." begyndte John, men gik hurtigt i stå igen.
   Andreas skulede ondt til ham. "Gå i seng. Begge to! Du stinker langt væk af hash." Hans stemme var iskold. "- Og jeg er snart træt af at advare jer mod tunnelerne." tilføjede han og rynkede på næsen.
   John krøb skyldigt hen i den nærmeste køjeseng og trak et tæppe over sig.
   "Jeg kan ikke sove endnu." mumlede jeg, traskede demonstrativt op i den anden ende af lokalet og satte mig på skrivebordet. Jeg gav mig til at studere de enorme, krøllede kort over byen der hang på væggen bag skrivebordet.
   "Lyra, du er 15 år gammel. Du burde sove."
   Jeg ignorerede hans kommentar. "Har du ikke nogle gode opgaver til mig? Jeg keder mig."
   Andreas sukkede og stillede sig med armene over kors. "De 'gode opgaver' er for folk der passer deres træning og møder op til debatmøderne."
   "Hey, jeg passer skam min træning! Jeg træner bare bedre alene og med John, end med jer. Og hvorfor skal jeg komme til de møder? Jeg har gået til dem flere gange uden at få noget ud af det, og har flere gange været ved at blive arresteret om natten, husker du?"
   Han fnøs. "Du ved udmærket godt hvordan man undgår Vagterne, det er en dårlig undskyldning. Fint, hvis møderne keder dig, så arranger dine egne eller rent faktisk prøv at deltage i debatten?"
   "Årh, hvorfor?" vrissede jeg. "Jeg vil med til Nordenborg, jeg ved at I planlægger at røve Hovedbanken."
   "- Du ved ingenting!" skar Andreas mig af. "Pas din træning og kom til møderne, så kan vi snakkes ved igen! Oprøret handler om flere ting end at spille smart med en pistol og lave graffiti om natten."
   "Røvfjæs." mumlede jeg.
   "Hvad sagde du?"
   "Du hørte mig."
   Andreas' ansigt blev hurtigt rødt igen og en blodåre stod tydeligt frem i hans pande. Det var mit hint til at tie stille. "Fint, hvis du ikke vil have min hjælp kan du undvære den." vrissede jeg og gik hen og smed mig i en af køjerne.
   "Vil du hjælpe? Så hold dig væk fra Vagterne og bed til at folk ikke opdager, at en 15-årig pige har en pistol."
   "Bla, bla. Som om jeg nogensinde får en chance for at bruge den ..."
   Han svarede ikke, men efter nogle få minutter kunne jeg høre at han forlod lokalet og smækkede den tunge dør hårdt efter sig.
   "For helvede Lyra, hvorfor skal du altid opføre dig som en møgunge ..." hvæsede en af de andre fra køjen over mig. Jeg svarede ikke, men lukkede vredt mine øjne og døsede til sidst hen i en overfladisk søvn. En lang hyletone vækkede mig efter adskillige timer. Udgangsforbuddet var ophørt.
   John sov tungt, så jeg vækkede ham ikke inden jeg gik. Jeg trængte også til at sove alene nu. John havde sovet ved mig den sidste uges tid, og han foretrak at sove på mit værelse, selvom vi havde en ledig sofa i stuen. Crystal var helt sikker på at det var fordi John var hemmeligt forelsket i mig, men hun tog fejl. Jeg kunne ikke lide at sove sammen med folk, men det var okay når det var John, for jeg vidste han ikke var interesseret på den måde. Han brød sig - i modsætning til mig - ikke om at sove alene. Han boede af og til hjemme ved os, når det blev for meget at være i hans egen lejlighed. Han boede sammen med to junkier som ikke tog meget hensyn til ham.
   En af de første gange han havde sovet hos os, havde Crystal set ham sove uden tæppe med stådreng. Hun blev så forskrækket at hun gik ind i døren med et knald, John vågnede, helt rød i hovedet og sagde ikke et ord. Han havde sovet på mit værelse lige siden. Jeg mistænkte at han rent faktisk var hemmeligt forelsket i Crystal, men kommenterede aldrig på det. Jeg ville hade det, hvis han pludselig begyndte at pive over kedelige kæreste-relaterede ting.
   En kold, monoton stemme rungede pludselig højlydt gennem gaderne: "Nogen er født til at lede, andre til at følge - følg den sti der er lagt ud foran dig, og du vil ikke lide nød." sætningen blev gentaget to gange mere. De få folk der allerede var ude på gaden, tog sig ikke af det. Heller ikke mig. Min far havde altid smilet af det, og kaldt det propaganda med bagslag. Hvad det så end betød. Han havde sagt at det mindede ham om kampen, og hvad der var vigtigt. Nu, mindede lyden af den monotone stemme mig, kun om min far.
   Jeg nåede hjem uden at se nogen Vagter og låste mig stille ind i lejligheden.
   "Hvor har du været?" lød det skarpt bag mig. Jeg sprang forskrækket omkring og fik øje på en pige med lange, blonde krøller og fregner. Hun stod med armene over kors og kiggede på mig med smalle øjne. Crystal.
   "Bare ude med John. Det blev sent og vi sov ved Andreas for at undgå Vagterne."
   "Hvad lavede I?"
   "Ingenting." svarede jeg og rullede med øjnene. Jeg smed min taske fra mig, men det var en fejl. Der lød et højt klang fra dåserne i tasken og jeg kunne mærke Crystals irritation vokse. Hun havde regnet mig ud. Jeg undgik hendes blik og gik i køkkenet, hvor jeg hældte vand op i et krus fra en af de store dunke på gulvet. Vi havde sjældent rindende vand, så det blev hentet i gården og opbevaret i store dunke.
   "Hvorfor gør du det? Jeg forstår det virkelig ikke, I får ikke noget ud af den graffiti. Det får jo aldrig lov til at blive der, så hvorfor risikere det?"
   "Jeg gider ikke snakke om det nu, jeg har forklaret dig det før. Folk ser det og snakken går. Det er ikke altid de får det fjernet i tide."
   "Lyra, Vagterne er farlig! Det har allerede været tæt på mere end én gang, især efter den nye vagtkaptajn ... Og hvorfor? Er det virkelig dét værd? Din hævn vil ikke give dig fred."
   Jeg tabte det krus jeg lige havde hældt vand i, som faldt til jorden med et hult klang og sprøjtede vand ud over hele gulvet. "Min hævn?" hvæsede jeg og pegede på hende med en dirrende finger. "Du! ... Du..."
   "- Det er den eneste grund til at du er med i det fordømte oprør, jeg ved det! Men det bringer dem ikke tilbage at slå endnu flere ihjel, eller får dig selv dræbt."
   "Du ved ingenting!" råbte jeg. "Bare bland dig langt udenom! Jeg har ikke bedt dig om at blande dig, det rager dig ikke en skid hvorfor jeg er med i Oprøret."
   En svag rødme fra Crystals kinder bredte sig til resten af hendes ansigt og hendes ellers så fyldige læber blev stramme og smalle. "Tror du virkelig de ville være stolte af dig nu? Tror du din far ville havet givet dig lov til at være med i Oprøret så tidligt? Han grundlagde det vel ikke for at sætte en flok teenageres liv på spil?" spurgte hun dæmpet.
   Hun havde ramt et ømt punkt. Jeg kunne mærke hvordan alle mine tanker forsvandt og blev overtaget af en brændende vrede.
   "Hold din kæft!" skreg jeg, trådte hårdt henover det våde gulv og smækkede døren efter mig ind til mit værelse. Vreden pulserede gennem mig og gjorde mig rastløs. Heldigvis havde jeg en sandsæk stående i et hjørne som jeg gav mig til at slå og sparke, mens jeg skreg højt for at få afløb for vreden. Den ... uh! Jeg slog hårdere og hårdere, indtil jeg havde skrabet den yderste hud af mine arrede knoer. Den dunkende smerte havde en beroligende effekt på mig.
   Jeg satte mig pustende ned på gulvet med rystende hænder. Jeg var udmattet nu. Vreden var blevet afløst af en overvældende tomhed. Jeg sparkede mine støvler af og smed mig hen på min madras. Sandsækken var bevidst blevet stillet ind på mit værelse efter et skænderi, hvor jeg havde slået Crystal i gulvet. Skammen over at miste kontrol på den måde havde været slem, selvom hun altid tilgav mig.
   Det stoppede hende alligevel ikke fra at sige sine tanker højt. Tanken om det nylige skænderi fik det til at brænde i mine øjne. Jeg ville ikke tænke på det. Jeg begravede mit ansigt i min pude og faldt efterfølgende i søvn. Jeg havde ikke sovet særlig godt ved Andreas ...
   Jeg vidste godt at hun bare var bekymret for mig. Men i min verden, var det et svaghedstegn. Og svage mennesker overlevede ikke særlig længe her.

***

Jeg vågnede igen om eftermiddagen med en knugende, tom følelse i kroppen. Sådan havde jeg det altid efter et skænderi. Og nu var både Andreas og Crystal sure på mig. Det var egentlig ret godt gået på en enkelt nat ...
   Jeg skiftede til mit træningstøj og gik i kælderen, hvor John og jeg havde hængt en sandsæk op til træning. Andreas og hans træning kunne rende mig et vist sted. Selvom jeg egentlig godt vidste at jeg havde brug for det; han vandt stadig over mig i langt de fleste kampe. Jeg var en af de bedste i vores afdeling, men Andreas var lysår foran mig i teknik og styrke. Jeg trænede min teknik og udholdenhed på sandsækken indtil jeg var gennemblødt af sved. Derefter løb jeg rundt i havnen indtil tomheden blev afløst af træthed. Jeg kunne efterhånden løbe i flere timer og var så småt ved at opdage at det hjalp på tomhedsfølelsen. Crystal brød sig ikke om at jeg løb. Hun synes jeg var for tynd til at brænde så meget energi af på ingenting. Men jeg kunne egentlig godt lide turene i Havnen, der var noget kendt og trygt ved at løbe den samme rute igen og igen.
   Jeg sluttede af med at klatre over nogle mure, og havnede på handelsgaden. Jeg traskede stille rundt, mens solen langsomt tørrede mit svedige tøj igen. Det var sidst på eftermiddagen og himlen var ved at blive gylden og skyggerne lange. Handelsgaden summede af liv og jeg nød anonymiteten. En enkelt eller to af kvinderne i boderne, sendte lange sigende blikke efter mig. Jeg var blevet taget i at stjæle et par gange, men efterhånden var jeg blevet så god, at de ikke opdagede det mere. Enkelte var dog skræmmende gode til at huske ens ansigt hvis først man var blevet taget én gang. Det begyndte at tynde ud på gaden og jeg besluttede mig for at vaske mig i det offentlige bad inden jeg tog hjem. Jeg vendte om for at gå tilbage mod den del af havnen, hvor Crystal og jeg boede, da mine øjne blev fanget af en grå uniform.
   Jeg stoppede overrasket op og kunne mærke hvordan min mave blev som is da jeg fik øje på hans tre mørkeblå streger over brystet: Det var vagtkaptajnen, Charlie. I samme sekund jeg stoppede op, gik det op for mig at det var en farlig fejl. Hans blik strejfede omkring og stoppede, fastlåst i min retning: han havde lagt mærke til mig. Jeg satte hurtigt i løb og bad til at han var ligeglad med mig. Havde vigtigere ting at give sig til end at jage et gadebarn. Men nej. Jeg kunne hurtigt høre på folks skrig og skridtene bag mig, at han havde taget jagten op. Shit! Jeg skyndte mig væk fra handelsgaden, i retning mod den gamle bydel med de krogede gader, hvor jeg lettere kunne ryste ham af. Men han var for hurtig og til min store rædsel, fik han et fast greb omkring min underarm. Han rykkede hårdt bagud med det resultat, at jeg mistede balancen og faldt hårdt til jorden. Jeg var hurtigt på benene igen, men han stod allerede med en pistol rettet mod mig.
   "Du rører dig ikke! Hvorfor fik du pludselig så travlt?" spurgte han roligt uden at vise tegn på udmattelse efter løbeturen. Hans hår var så lyst at det næsten var hvidt og sad i en kort hestehale, som det var mode blandt vagterne. Hans øjne var grå og kølige og gav mig myrekryb. Jeg svarede ham ikke, stod bare helt stille med blikket fæstnet på pistolen.
   Hans kolde øjne undersøgte mig hurtigt og tøvede ved mit ansigt. Åh nej. Bare han ikke genkendte mig. Hvad nu? Skulle jeg prøve at stikke af? Mit blik flakkede ud mod siderne, gaden var tom. Folk var gode til at forsvinde ved optræk til ballade.
   "Jeg tror ærlig talt ikke på, at du kan løbe hurtigere end jeg kan nå at trække på aftrækkeren, gør du?"
   Jeg svarede ham ikke. I en hurtigt bevægelse havde han sat pistolen tilbage i sit bælte og trådte hen foran mig. Med et hårdt greb i min ene arm, lagde han sin frie hånd under min hage og tvang mig til at kigge op. "Jeg har set dig før."
   Jeg forsøgte at rive mig fri, men uden held. "Slip mig dit kryb!" hvæsede jeg.
   Hans frie hånd rev ned i halsen til min bluse og blottede min skulder. Et hvidt ar stod tydeligt frem og han lod sin finger glide hen over det. Hans berøring gav mig gåsehud.
   "Jeg tænkte det nok. Du er min lille prinsesse. Jeg har ikke set dig længe, jeg troede næsten du var død."
   Jeg gengældte hans kølige blik, men svarede ikke. Jeg var genkendt, og dermed så godt som død.
   "Hvad laver min lille oprørske prinsesse for tiden? Graffiti?" Hans greb blev strammere, men jeg stirrede fortsat tilbage uden at reagere på smerten. Jeg måtte gøre noget nu, uroen i min mave voksede og jeg sparkede hurtigt ud efter ham. Han slap mig, og jeg stillede mig i sikker afstand til ham, for at sikre mig at han ikke fandt sin pistol frem igen.
   "Så, så. Ingen grund til at være så aggressiv, det var bare et spørgsmål. Løb du bare af sted, prinsesse. Løb! Men husk at jeg holder øje med dig."
   Jeg kiggede mistroisk på ham. Lod han mig virkelig gå? Jeg trådte langsomt bagud, væk fra ham. Han stod bare og kiggede efter mig, smilende. Jeg hadede det smil! Da jeg var nået langt nok væk, vendte jeg mig om og spænede hurtigt videre, væk fra gaden, væk fra den djævel.
   Jeg kunne næsten ikke tro mit eget held da jeg løb gennem gaderne, der langsomt blev fyldt med mennesker igen. Jeg var sluppet fra ham! Jeg drejede om et hjørne og satte kursen hjem. Jeg kiggede mig tilbage bare for at være sikker, men så ingen grå uniformer.
   "Lyra. Hvad sker der?" John stod foran mig på gaden og kiggede på mig med rynkede bryn.
   Jeg rystede på hovedet og fortsatte i rask gang. Han fulgte hurtigt efter mig og kiggede også bagud. "Er der nogen efter dig? Er det Vagterne?"
   "Charlie!" svarede jeg forpustet.
   "Wow, er du okay?"
   Jeg nikkede, men stoppede ikke op en eneste gang, før jeg lukkede døren bag mig ind til lejligheden. Jeg smed mig tungt ind i sofaen og John satte sig på en kasse ved siden af sofaen.
   "Hvad skete der? Løb du fra ham?"
   Jeg rystede på hovedet. "Han fangede mig, men lod mig gå."
   "Han hvad?"
   Jeg trak på skuldrene. "Jeg forstår det heller ikke ..."
   "Måske genkendte han dig bare ikke? Du havde vel ikke gjort noget?"
   "Nej, det var mærkeligt ... Han så mit ar, han genkendte mig helt sikkert."
   Johns øjne søgte mod min skulder, og jeg tog mig til den af ren refleks. "Og han fulgte ikke efter dig?"
   "Så du ham måske?" vrissede jeg.
   Nu var det John der rystede på hovedet. "Er du sikker på han genkendte dig?"
   "Helt sikker. Han vidste hvor arret var. Jeg kunne se på ham at han huskede mig."
   "Hvor lang tid siden er det nu?"
   "Omkring et år." Jeg tænkte tilbage ... første gang jeg mødte Charlie, var på en ulovlig bar, hvor jeg havde involveret i en slåskamp. Jeg var tydeligvis mindreårig, og burde ikke være der til at starte med. Han havde troet på min historie om, at jeg var sendt ud af min mor for at finde min fordrukne far. Men ugen efter stod jeg i samme situation igen, denne gang så fuld, at jeg knap kunne stå oprejst. Af en eller anden grund, vidste Charlie hvem min far var. Havde været. Jeg slap kun væk fordi nogle af de lokale stamkunder protesterede og stillede sig imellem, da Charlie fandt en kniv frem og slog ud efter mig. Arret havde fulgt mig siden, som en påmindelse om, ikke at drikke mig så fuld at jeg ikke kunne forsvare mig selv. To mænd blev dræbt af Charlie den nat og jeg var ikke længere velkommen på den bar. Hvordan Charlie havde regnet ud, hvem min far var, vidste jeg stadig ikke. Jeg havde heldigvis ikke set ham siden, indtil i dag.
   "Det er længe siden han har vist sig i Havnen. Jeg burde advare folk i hovedkvarteret." sagde John og gik hen mod døren.
   Jeg sank en klump. "Han nævnte graffitien."
   John stoppede op, midt i et skridt. "Okay, den detalje behøver vi ikke fortæller videre. De andre lyncher mig hvis de tror det er vores skyld han er kommet tilbage til Havnen."
   Han forlod lejligheden og jeg sad tilbage i stilhed. Jeg lugtede til min bluse og rynkede på næsen. Mit tøj var helt stift af sved og lugtede ikke særlig godt efterhånden. Jeg hældte vand fra en af dunkende op i en stor kedel og tændte for gasblusset. Vandet blev derefter hældt i en stor plastikspand i badeværelset når det var blevet varmt nok. Jeg smed mit tøj i en bunke i gangen, og gav mig til at vaske mig. Jeg kunne høre en rumsteren fra døren, og Crystal trådte ind i lejligheden.
   "Hej." sagde hun, men kiggede ikke på mig.
   "Hej." svarede jeg, og vred det sidste vand ud af mit korte hår, og gik i gang med at tørre mig.
   "Jeg har købt en ny powerbank."
   "Okay. Jeg skal nok prøve at skaffe lidt penge igen snart."
   Powerbanks var små kasser med energi, som man kunne bruge til elektriske apparater - hvis man havde nogen. Crystal brugte den til lys og nogen gange til en gammel blender der var fulgt med lejligheden. Når gassen var for dyr, kunne de også bruges til elektriske varmeapparater og kogeplader. Egentlig var der elektricitet i lejligheden, men der var strømsvigt 23 timer i døgnet, så det gjorde ikke den store forskel. Det var mest om vinteren vi havde brug for dem. Officielt var de ulovlige, men de blev handlet over alt i slummen og alle brugte dem. Uden dem, ville folk fryse ihjel om vinteren.
   "Det er okay. Jeg har timer nok lige nu."
   Jeg svarede ikke, trak i en stor trøje og et par hullede gamacher Crystal havde syet til mig. det beskidte tøj lagde jeg i blød i resten af det varme vand og jeg begyndte at gå hen mod mit værelse.
   "Vent ..." Crystal stod i stueåbningen og havde holdt øje med mig. "Undskyld."
   Jeg nikkede. "Jeg har ikke lyst til at snakke om det. Mine forældre er lukket område."
   "Jeg ved det godt, jeg nævner det ikke igen. Her, jeg har lidt vin med hjemme, skal vi dele det?"
   Jeg sukkede og smilede. Jeg kunne godt bruge lidt vin lige nu.
   "Hvad har du lavet i dag?"
   "Ikke noget spændende." svarede jeg ligegyldigt og smed mig hen i sofaen mens hun hældte vin op i nogle glas. "Bare træning ..." løj jeg, og tog mig selv i at gnide mig på min arrede skulder. Charlies stemme strøg gennem mit hoved: Løb du bare af sted, prinsesse. Løb! Men husk at jeg holder øje med dig. Pludselig fik jeg lyst til gin i stedet for vin. Jeg ville ønske jeg kunne fjerne ham fra min hukommelse, men det var svært. Hans stemme og følelsen af hans greb i min arm var kommet for at blive ...