Huset var et stort skrummel set med nutidens øjne.Det blev bygget i 1898 af den for længst afdøde baron Ludvig von Hasselfeldt og hans hustru Ingeborg født Gyldenlund.
Det lå i ensom majestæt på toppen af den store bakke uden for byen. Måske var det netop afsondretheden fra de lokale beboere, der havde tiltrukket ægteparret. De følte sig hævet over den almindelige og simple hob, og at bakken blev kaldt "Galgebakken" afskrækkede dem ikke. Det blev fortalt, at hængte voldsmænd gik igen deroppe, og afhuggede hænder kom ud af den blå luft, men det havde baronen og baronessen kun et skuldertræk til overs for. De var ikke overtroiske, og havde så høje tanker om sig selv, at de var sikre på, at intet overnaturligt ville kunne nå dem,
Huset blev bygget netop på det sted,hvor galgen havde været. Måske som en manifestation eller bare på grund af udsigten, det er ikke til at vide.Baronessen var en viljefast dame, der ikke lod sig noget byde. Det gav hun et bevis på den dag, hvor hun kom ind i spisestuen, og en hovedløs mand sad henslængt i en af hendes fine forgyldte stole. Hovedet lå i hans skød med skelende øjne og tungen ud af munden."Kan De så se at komme ud,her har De intet at gøre."Hun sendte et iskoldt, hovent blik i retning af hovedet."Har De da slet ingen manerer?" Den hovedløse mand havde aldrig oplevet noget lignende.Han rejste sig fortørnet med øjne der rullede hver sin vej og forsvandt ind igennem væggen.Han viste sig aldrig mere.

Ganske langsomt blev ægteparret dog alligevel drevet til vanvid af uforklarlige hændelser, og blandt tjenestefolkene var der en lind strøm af udskiftninger. Det endte med at baronen og baronessen sad alene tilbage i det store hus. Situationen blev ganske uholdbar.
De begyndte at tale om, at sælge det.
Det, der slog hovedet på sømmet,skete en morgenstund hvor baronessen stod ud af sengen for at begive sig ned til morgenbordet. Endnu ikke helt vågen kastede hun et hurtigt blik ind i spejlet, der hang på væggen for enden af hendes seng.Ved det syn, der mødte hende udstødte hun et skrig, der var så skingert, at det kunne få de døde til at stå op af deres grave.Hendes smukke lange hår var blevet klippet af om natten, og de tilbageværende totter var irgrønne.
Nu kunne det være nok.Bægeret var flydt over.
Enten blev huset solgt,eller hun forlod baronen, rasede baronessen, samtidig med at hun rev sig i de irgrønne totter.
For det første elskede baronen sin hustru højt, og for det andet var han jo selv grundig træt af alle disse uforklarlige ting, der skete.Aldrig helt at vide, hvor hans lange, hvide underbukser, som han altid bar om vinteren, befandt sig, var umådelig frustrerende.
Flere gange havde han til sin forbitrelse måtte hente dem ned fra flagstangen , hvor de i udspilet tilstand med blå og gule striber signalerede, at her boede en farveglad mandsperson.Langt værre var det dog, at han var begyndt at hallucinere.Flere gange hvor han havde siddet i sit bibliotek fordybet i Machiavellis's skrifter, havde han pludselig set maddiker kravle rundt på en død rotte, der lå på gulvet. Han havde følt væggene ånde og hørt den dunkende lyd af et hjerte komme fra de samme vægge.Han var sig meget bevidst om, at disse hændelser i biblioteket ikke var hans fantasi, der drev gæk med ham, for han var et ret fantasiløst menneske. Det var et eller andet ved rummets atmosfære, der påvirkede ham. Det skete aldrig andre steder end netop i biblioteket, han fik disse modbydelige livagtige oplevelser.
Det endte med, at han aflåste rummet i erkendelse af, at rygterne havde talt sandt. Det uforklarlige havde magten i huset.
Han gik derfor ind på baronessens forlangende.
Baronen og baronessen rejste udenlands og lod hus være hus. De havde penge nok.
Langsomt stod det og forfaldt. Kun beboet af vilde duer,mus og andet kravl.


Det adelige par ville gerne have haft børn, men det lykkedes ikke. Mæt af dage døde de med få dages mellemrum i det herrens år 1998.

Da testamentet blev åbnet viste det sig, at huset på Galgebakken var blevet testamenteret til: "De vilde kattes værn".
I begyndelsen var der stor glæde over den uventede gave. Rygterne om spøgeriet var i de forløbne 100 år døet hen, så man tog med tak imod huset, men da repræsentanterne for "De vilde kattes værn" havde besigtiget det faldefærdige hus, kølnedes glæden mærkbart.
Man havde regnet med at sælge huset, men nu kunne man se, at det ikke kunne lade sig gøre, men selve grunden var nok mulig at sælge.Der blev sat salgsannoncer i aviserne, og en dag var der en køber.

Køberen var en ung mand, der havde vundet i Lotto. Det var ikke den store gevinst men dog stor nok til, at han kunne erhverve grunden med det faldefærdige hus.
Hænderne sad godt på ham, og han regnede med at han sagtens selv med et par gode venners hjælp kunne restaurere huset.
Arbejdet skred lidt langsommere frem, end han havde regnet med,da der skete forskellige uheld under ombygningen. Selv var han faldet ned fra stilladset og havde brækket håndleddet.

Familien består af fadere Jens Otte, hans italienske kone Carmen Rosita og deres fire børn. Adam på 12 år, Bob på 10,Catarina 8 og som rosinen i pølseenden lille Verner på 2 år.Egentlig skulle han havde været navngivet med bogstavet D,men nu kom han altså til at hedde Verner.
Det var Carmen Rosita, der havde insisteret på dette, skønt det ellers havde været hendes ide fra begyndelsen at give børnene navne i alfabetisk orden.Jens Otto havde hende mistænkt for at have et lidt for godt øje til en bagersvend, der hed Verner, men bevise kunne han det ikke. Egentlig har han heller ikke rigtig lyst til at bore i det, da han stadig var vild med hende og hendes frodige krop.
Hun har varmt sydlandsk blod flydende i årerne og kan danse en så forrygende flaminco, at gulvet nærmest gløder under de rappe fødder. Desværre kommer ånden ikke så ofte over hende længere til stor fortrydelse for Jens Otto. Han havde mødt hende på en ferie på Costa del Sol, hvor hun havde optrådt til en grisefest, og her var han blevet fuldstændig bjergtaget af hendes yppige former.

Det er lummervarmt,da flyttevognen ruller op foran den nye hoveddør. En svag rumlen ude i horisonten varsler torden.Der høres ingen fuglekvidder længere, kun en enkel humlebi flyver summende rundt fuldt lastet med nektar.Møbler bliver båret ind og fordelt i de forskellige rum efter Carmen Rositas anvisninger. De tre største børn hjælper til, medikke ens den lille Verner bare går i vejen.
"Jens Otto, Jens Otto kom og se. Skynd dig". Det er Carmen Rositas stemme, der har et anstrøg af panik over sig. "Hvad er der los? Hvorfor råber du sådan op?" Jens Otto kommer hurtigt på sin kones kalden men standser brat. Hendes kropssprog viser tydeligt, at der er noget galt. Hun slår kors for sig og peger derefter med dirrende finger op imod loftet.
Dryp, dryp, dryp.Der er allerede en våd plet på sofaen,der står lige under. "så skulle da også...Jens Otto fuldfører ikke sætningen, men styrter op ad trappen til førstesalen. "Find en skål og sæt under" råber han halvvejs oppe.Stedet, det drypper fra, svarer til gulvet i det værelse, som de to ældste drenge skal deles om.Rørene på første sal bliver grundigt undersøgt, men Jens Otto kan ikke finde nogen utætheder.Hovedrystende går han ned." Der er altså ingen utætheder sådan umiddelbart at se, men nu er det da ogej,selvfølgelig er jegså holdt op." "Jamen hvad nu, hvis det begynder igen?" vil Carmen Rosita vide."Ja, så må vi tage den derfra" svarer Jens Otto med en ro, han absolut natten ikke føler.

Om natten kommer det længe ventede uvejr.
Det blæser kraftigt op, og guden Thor kører med sine geder hen over himmelhvælvingen, der er broderet med guld af de mægtige lyn.
Adam og Bob sover godt efter dagens mange gøremål, men nu vågner Bob ved et mægtigt tordenbrag,lynene glimter hurtigt efter hinanden, tordenkanonerne brager og vinduerne klirrer.
Noget slår imod ruden, men Bob der ikke er en tøsedreng, ved godt, at det bare er en gren af det store træ, der slår imod ruden, så han bliver ikke nervøs. Adam vender sig i sengen med et stort snork. Murmeldyr, tænker Bob og forsøger at falde i søvn igen. Han skal egentlig tisse men gider ikke stå op.Træet kaster lange skygger på væggene hver gang lynene blinker. Bob synes, at de ligner groteske uhyrer.Egentlig vil han godt ønske nu, at uvejret stilner af.Vinduerne må være ret utætte, tænker han. Egentlig lidt mærkeligt, når faderen lige har repareret hele huset, men der kommer altså en kold vind. Han trækker dynen længere op omkring ørerne. Han bliver mere og mere vågen og kigger hen imod vinduet, hvor han tror, at vinden kommer fra.Han kan kun se vinduet tydeligt når lynene flammer. Regnen siler ned, men alligevel synes han bestemt, at bag vinduesglasset er der noget, som ikke skal være der.
Bob skubber til Adam, der bare grynter noget uforståeligt. Bos skubber til ham igen. Denne gang kraftigere. "Adam vågn op" Endelig. Adam vågner langsomt. "Hvad er der?" spørger han søvndrukken.Bob når ikke at svare, for Adam udbryder "Hold da kæft for et vejr.Er du bange?"
"Nej,selvfølgelig er jeg ikke det,"svaret kommer hurtigt,men er ikke helt i overensstemmelse med sandheden længere, "men der er altså noget uden for vinduet."
"Sikke da noget vrøvl. Vores værelse ligger på første sal, så hvis der er nogen, skal vedkommende kunne flyve." Adam gaber højlydt og gør sig klar til at sove igen.
"Se,se." Bobs stemme nærmest drukner i et mægtigt tordenskrald.
Det næste lyn følger hurtigt efter, og Adam stirrer forbløffet på det nu oplyste vindue.Bob har ret. Der ER noget!
Han fumler efter kontakten på natbordslampen. Han trykker flere gange, men lyset er forsvundet.Han svinger sine lange ben ud over sengekanten og sætter fødderne ned i noget vådt. "For satan da ," udbryder han irriteret, "det må have regnet ned, her ligger vand."
"Hvad vil du gøre?" spørger Bob.
Han er ikke længere så modig, som han har været. Faktisk har han overhovedet ikke lyst til at være alene på værelset.
"Jeg finder en lommelygte, der ligger vist en i kommoden." Adam fumler sig ved hen til kommoden , hvor der ganske rigtigt ligger en lygte. Han tænder den, og lader lyskeglen feje hen over den regnvåde rude.Det, der måske har været uden for ruden, er nu væk. "Det har nok bare været en skygge eller sådan noget,"siger han og belaver sig på at gå i seng igen. Med en gysen mærker han pludselig, at noget kravler over hans bare tæer. Han vender lyskeglen imod gulvet og giver et vræl fra sig.
"Hvad er der?" Bob følger Adams rædselsslagne blik, og ser en bleg hånd, der hurtigt krabber ind under sengen.
Adam står et øjeblik som fastnaglet til gulvet men tager så et hovedspring op i sengen til Bob, der nærmest slet ikke registrerer det, så optaget er han af det helt usandsynlige, der netop er sket for øjnene af ham. En hånd der ser ud som om, den er hugget af. Det størknede blod ses tydeligt der, hvor hugget er blevet foretaget.
Adam er noget bleg om næsen, men er dog kommet sig så meget til sig selv at han får fremstammet :"Hvad pokker er det, der foregår her i huset?" Uden at
vente på svar bøjer han sig ud over sengekanten med lygten i hånden og kigger ind under sengen. Hurtigt trækker han hovedet til sig. Hans ansigtskulør har antaget en let grønlig farve. Han kravler tæt hen til Bob og hvisker: " Der er to hænder nu."
"WHAT?" Bob stirrer vantro på broderen. "Det passer ikke vel?"
"Se selv," opfordrer Adam og rækker lygten til ham, men Bob har absolut ikke lyst til at blive konfronteret med to herreløse hænder. "Hvad gør vi?" hvisker han.
"Det er sådan noget, man ser i en gyserfilm," hvisker Adam tilbage, "men det sker sgu da ikke i virkeligheden."
Han ryster kraftigt på hovedet, som om han derved kan få hænderne til at forsvinde, men de er den skinbarlige virkelighed.
Et kæmpelyn slår ned i et træ udenfor fulgt af et tordenbrag, der får huset til at ryste i sin grundvold. Luften er ladet med elektricitet, og pludselig ligger hænderne i fodenden ved siden af hinanden. Helt blege og stille.
Brødrene farer skrigende ud på gulvet, og i det samme tænder lampen.
Hænderne rører sig stadig ikke. Uhyggen kommer listende ved fodpanelerne og fylder værelset med uigennemtrængelig gru.
"Lad os komme ud," skriger Bob og styrter hen imod døren. Han flår i håndtaget. Døren gir sig ikke en tomme.
Adam skynder sig hen for at hjælpe, men rammer i farten en stol med de bare tæer og giver et smertenshyl fra sig.
Nu tager begivenhederne fart, og Adam føler det som om, han er med i en film, der kører i slow motion.
Han ser hænderne komme langsomt og nærmest sejlende igennem luften og lægge sig rundt om Bobs hals. Hans ansigt skifter farve, læberne bliver blå og øjnene mere og mere glasagtige. Munden åbner sig, men ikke en lyd kommer over de blå læber. Langsom synker Bob sammen op ad døren.
En lille klagende lyd trænger sig op igennem Adams hals, og han slår hænderne for ansigtet. Han vil ikke se mere. Hans hjerne kan ikke rumme dette uvirkelige og dog så nærværende rædselsscenarie. Han mærker noget iskoldt mod sin kind.

Den næste morgen er uvejret draget videre, og familien bortset fra de 2
ældste drenge sidder ved morgenbordet.
"Hvor bliver Adam og Bob mon af, kald lige på dem." Carmen Rositas stemme lyder utålmodig, og Jens Otto rejser sig for at gå op til drengene. De sover sikkert endnu oven på det rabaldervejr, vi havde i nat. tænker han. Han banker på deres dør og åbner den uden at vente på svar.
Det syn, der møder ham, vil forfølge ham resten af hans dage. Bob er død, og Adam sidder på gulvet og rokker frem og tilbage. Jens Otto kan ikke få kontakt med ham.
Vild opstandelse. Politi og ambulancer ankommer, og begge drenge bliver båret ud af huset.

Ingen kan forstå, hvad der er sket, men efter mange og lange undersøgelser bliver Adam dømt til anbringelse på en lukket afdeling for brodermord og sindssyge i gerningsøjeblikket.