"Jeg ringer og inviterer moster og onkel til fødselsdagen" meddelte Jo. "Du ved godt, at din onkel ikke vil komme. Han nægter at være i stue med mig" svarede moren. "Ja, jeg ved det godt, men derfor skal han have tilbuddet alligevel." Hun dæmpede stemmen og tilføjede: "Jeg ville bare ønske, at ham den lille kunne komme med til fødselsdagen..."
Heldigvis var moren i gang med at fylde øl i køleskabet, så hun hørte ikke, hvad Jo sagde. Moren ville ikke høre tale om Bo, der var blevet tvangsfjernet som spæd. Jo havde forsigtigt spurgt, om ikke lillebroren kunne komme med til festen. Moren var af den opfattelse, at plejefamilien var en flok snobber, og hun ville derfor ikke have dem indenfor døren. Suk. Moren var ekspert i at rage uklart med folk. Onklen og moren plejede at skændes, så det bragede. Det stoppede så brat, da onklen simpelthen nægtede at være i samme rum som moren.
Jo gik ind og satte sig i sofaen tæt ved telefonen. Hun mumlede for sig selv: "Det er da ikke min fejl, at onkel ikke vil besøge os..." Hun tastede telefonnummeret og ventede. "Hej moster. Det er Jo. Jeg vil invitere til fødselsdag på lørdag. Det bliver bare mig, mor og dig. Onkel må også gerne komme med." Hun lyttede til mosterens stemme. "Nej, det ved jeg godt" sukkede Jo "men han skal vide, at han er velkommen." De talte videre i et stykke tid. Det var rart at snakke med mosteren. Det var lidt trist, at hun og onklen boede så langt væk, syntes Jo.
"Moster kommer til fødselsdag på lørdag. Hun tager kagemand og slik med, som hun plejer. Selv om det er lidt barnligt" smilede Jo. "Det er 11 år, du bliver, ikke 41. Til den tid kan vi diskutere, om du er vokset fra kagemand og slik" svarede moren. "Er der ellers ved at være styr på det hele?" ville moren vide. Jo tænkte sig om et øjeblik. Så svarede hun: "Moster er inviteret, kagemand og slik er der styr på. Der skal købes ind, bages boller og gøres rent. Rengøring og indkøb skal ordnes fredag. Bollerne bager jeg lørdag" svarede Jo.
Hun vidste godt, at der var noget unaturligt over deres hverdag og deres samtaler. Det var ikke noget, hun tænkte så meget over, men en dag som i dag, hvor moren spurgte, om den 10-årige datter havde styr på fødselsdagen, kunne hun godt høre, at det var helt skævt. Følelsen blev understreget af lyden af en øl, der blev bundet og derefter en langtrukken bøvs fra moren.
Dagen oprandt. Helt usædvanligt havde moren hjulpet med rengøringen og ladet sig hundse med. Jo havde dirigeret slagets gang og var nu i gang med at bage boller. Moren havde insisteret på, at der skulle bages en stor portion. Det var mærkeligt, for de blev kun tre: moren, mosteren og hende selv.
En halv time før det aftalte tidspunkt for fødselsdagen, ringede det på døren. Jo så undrende på moren og signalerede, at hun ikke kunne åbne døren. Hænderne var fedtede ind i dej. Moren smilede et underligt smil, inden hun gik ud og lukkede op. Det havde hun i øvrigt gjort flere gange den dag. Altså smilet underligt. Ligesom hemmelighedsfuldt. Jo kunne ikke gennemskue, hvad det gik ud på. Måske betød det i virkeligheden slet ingenting. Moren gjorde bare underlige og uforklarlige ting af og til.
Døren blev åbnet. Ude fra køkkenet kunne Jo høre, at det var mosteren. Mærkeligt, hun er da alt for tidligt på den" tænkte Jo.
"Hej, Jo!" udbrød mosteren, da hun kom ud i køkkenet. "Nå, der er gang i bagningen? Skal jeg hjælpe med noget?" Efter lidt hyggesnak gav mosteren sig til at dække bord.
Mens moren og mosteren sad i stuen, kunne Jo høre deres samtale. "Du har vel ikke lidt du kan undvære?" spurgte moren forsigtigt. Mosteren forsøgte med et emneskift ved at tale om den garage, onklen var ved at bygge. Der gik ikke lang tid, før moren prøvede sig igen: "Du ved... Der har været så mange udgifter på det sidste... Jos fødselsdag blandt andet."
Jo, som var ved at sætte bollerne i ovnen blev rasende. Skulle hun nu have skylden for, at moren ingen penge havde? Moren havde forslået, at de både skulle købe balloner, ost og pålægschokolade. Det var Jo, der havde talt hende fra både balloner og ost.
Mosteren sukkede irriteret. "Jeg er ikke nogen bank. Jeg har også udgifter, og jeg er ikke millionær, selv om du tydeligvis tror det."
Moren lod sig ikke slå ud: "Arh, du kan vel undvære lidt? Bare en lille smule?" Mosteren var helt tydeligt irritabel nu: "For det første er det mig, der har betalt for din datters gave, selv om du lovede, at du ville betale halvdelen. For det andet har jeg ikke taget penge med i dag. Med fuldt overlæg. Jeg er træt af dine tiggerier. Jeg ser aldrig en krone af de penge, jeg låner dig."
Moren var på vej ind i en længere forsvarstale, da Jo dukkede op i døren. "Hold så op! Jeg gider ikke høre på jeres dumme snak om penge. Vi skal holde fødselsdag."
Både moren og mosteren så lidt flove ud. Så nikkede de. Mosteren, der var ekspert i emneskift, kommenterede duften fra køkkenet, der nu havde spredt sig til hele lejligheden. Idet samme ringede det på døren. De voksne kikkede spændte og hemmelighedsfulde på hinanden. Først nu opdagede Jo, at der var dækket bord til mere end tre personer.
Hun gik ud for at lukke op. Udenfor stod en mand, der så bekendt ud, men hun kunne ikke placere ham. Bag ved ham stod en dreng. Han stak hovedet frem og smilede over hele hovedet. "Jo!" råbte han og styrtede lige mod sin søster. "Bo!" nåede hun lige at råbe, inden han havde væltet hende omkuld i entreen. De rullede rundt på gulvet, mens de skiftedes til at råbe den andens navn. De opdagede slet ikke at moren, mosteren og plejefaren alle stod og morede sig over gensynet.
De voksne gav pænt hinanden hånden og bød velkommen. Til sidst rømmede moren sig og sagde: "Så! I fjollehoveder! Kan I nu komme ind og få boller og kakao." Jo stoppede midt i en bevægelse. "Bollerne!" råbte hun og fløj op. "Bare rolig" sagde mosteren, "jeg har taget bollerne ud af ovnen."
Da alle var placeret rundt om bordet og alle havde fået serveret en bolle og en kop kakao, gik samtalen trægt. Bo guflede boller i sig. Storesøster sad og så helt betaget på ham. Hun glemte helt at spise og drikke. Hvor havde hun dog savnet ham! Hun havde spurgt, om hun måtte tage bussen og besøge ham en dag, men moren havde sagt nej. Hun var for lille til at køre i bus selv. Og moren nægtede at besøge dem.
Da Bo var mæt, smilede han sit ivrige smil og udbrød: "Vi har gaver med! En stor en og en lille. I den store er der..." Plejefaren nåede at holde ham for munden, inden han fik afsløret for meget. "Kom. Vi henter gaver nu" sagde han, og drengen og manden forsvandt ud i gangen. Snart kom de tilbage med de to gaver.
Først blev den lille gave åbnet. Bo fik lov til hjælpe. Han var mere begejstret end Jo. Den mindste pakke indeholdt et verdensatlas. Jo strøg hånden over forsiden. Så snusede hun til bogen. Hun elskede duften af nye bøger. Hun åbnede forsigtig bogen, som var hun bange for at ødelægge den. "Tak" sagde hun "den er meget flot." Bo var utålmodig. "Flere gaver!" råbte han. Plejefaren tyssede på ham, men lod ham alligevel overrække den store gave.
Ved fælles hjælp fik de det raslende papir af, og frem kom en natlampe. Den var lidt barnlig med en killing på, men Jo smilede alligevel og sagde tak for gaven. Hun manglede faktisk en natlampe. Det måtte være mosterens værk. Både det med gaverne, og at de overhovedet var kommet til hendes fødselsdag.
Bo sled i kassen og rystede den, for at få lampen pakket helt ud. Jo hjalp ham. Mosteren sagde: "Jeg har brug for en stærk mand til at hente noget ude i bilen." Plejefaren og mosteren gik ud ad huset.
"Hjælp!" lød det pludslelig ude på fortrappen. "Kom og luk døren op! Hurtigt!" Alle styrede ud i gangen. Jo var hurtigst fremme og åbnede døren. Udenfor stod mosteren med ryggen til og længere ude stod manden. Mellem dem var en meget lang og tilsyneladende meget tung pakke. De bar i hver sin ende. Meget langsomt og med stort besvær fik de pakken lempet ind ad døren og helt ind i stuen.
Da Bo fik øje på den store gave, hoppede han op og ned på stedet, mens han klappede i hænderne. "Gaver!" råbte han begejstret. Fødselaren selv gjorde også store øjne. Sammen fik børnene åbnet gaven. Den var fra moren og mosteren, stod der udenpå.
Det tog sin tid at få alt papiret af. Frem dukkede en stor papkasse med et billede af en seng. Jo fløj op og sprang først mosteren, så moren om halsen. Tænk, at de havde købt en seng til hende!
Bos plejefar tilbød at samle sengen. Mosteren protesterede. Det behøvede han da ikke... Moren syntes, at det var en god idé. Manden sagde, at han havde værktøjskassen med i det tilfælde, at han skulle sætte sengelampen op. Sådan blev det. Begge børn fulgte nøje med i arbejdet. Bo gik mest i vejen, men de fik ham til at føle, at han var til hjælp.
Ude i stuen snakkede og grinede de to kvinder. Da der var gået et stykke tid, stak moren hovedet ind: "Så skal der pyntes kagemand." Bo, som ikke længere syntes, at det var sjovt at lege Byggemand Bob, blev ivrig. "Må jeg det?" Moren smilede. "Ja, selvfølgelig. Kom, så laver vi verdens flotteste kagemand." Jo ville hellere hjælpe med at lave sengen færdig.
Endelig var sengen samlet. Som kronen på værket blev lampen hængt op.
Alle skulle ind og se sengen og sengelampen, inden de skulle have kagemand. Jo var glad for sin seng. Det var længe siden hun havde haft en seng. Hun lå bare på en madras på gulvet. Moren havde lovet, at de snart skulle købe en seng til hende, men det var ikke blevet til noget.
På et tidspunkt meddelte manden, at nu måtte han og Bo hellere tage hjem. "Øv. Allerede?" ville Jo vide. Moren overraskede alle ved at sige: "Det kan være, at du kan tage bussen og besøge dem en dag. Nu er du 11 år og ikke nogen baby mere. Det tror jeg godt, at du kan finde ud af." Bo fortalte ivrigt, om alt det han ville vise Jo, når hun kom på besøg: Kattene og kaninerne og hønsene og hulen i træet og den blå cykel og... Han snakkede i ét væk, når først han kom i gang.
Der blev vinket farvel ude på fortrappen. Jo syntes, at tiden var gået alt for hurtigt. Da bilen var drejet om hjørnet og dermed ude af syne, sjoskede hun ind og begyndte på opvasken. Mosteren kom ud i køkkenet og tog viskestykket. Moren gik i køleskabet og tog to øl med ind i stuen. Mosteren kommenterede: "Tager du to? Du kan vel kun drikke én ad gangen?" Moren vrissede: "Er du klar over, at jeg ikke har drukket siden gæsterne kom? Jeg må vel have lov til at drikke i mit eget hjem?" Mosteren svarede ikke. Det var ikke værd at diskutere.
Omkring halvvejs i opvasken spidsede mosteren ører. Inde i stuen blev en lynlås meget langsomt lynet op. Derefter lyden af papirer og andet, der raslede. Mosteren listede hen til døren og kikkede ind i stuen. Så råbte hun: "Hvad laver du? Er du blevet fuldstændig vanvittig? Hvor vover du at rode i min taske?" Mosteren rev tasken til sig. Morens mumlende stemme hørtes. Mosteren råbte igen: "Jeg HAR sagt, at jeg ingen penge har med. Alligevel roder du i mine ting. Du er SÅ for meget!" Morens stemme var højere nu: "Arh, du har vel lidt, du kan undvære? Bare nogle småpenge..." Mosteren var virkelig rasende nu. "Jeg tager hjem. Let røven og hjælp din datter med resten af opvasken."
Jo kom løbende. "Nej, du må ikke tage hjem nu." Men mosteren havde allerede taget skoene på. Hun hev jakken til sig og skyndte sig ud til bilen. Jo fulgte efter.
Jo sad på passagesædet. "Tag mig med hjem" bad hun stille. Mosteren sukkede. "Det ved du godt, at jeg ikke kan. Du skal i skole på mandag. Det er for langt at køre hjem til mig nu og så køre dig tilbage allerede i morgen. "Må jeg ikke snart komme på besøg i lang tid?" prøvede Jo så. "I efterårsferien kan du komme på besøg. Så finder vi på noget sjovt" lovede mosteren.
Der var stille i et minuts tid. Så lød det så stille, at det knapt var hørligt: "Hvorfor er det ikke dig, der er min mor?" Mosteren så forbløffet på pigen. "Hvad sagde du?" Jo kikkede den anden vej uden at svare. "Du må ikke sige sådan noget!" Jo begyndte at græde. Mosteren fik så frygteligt ondt af hende. Hun trak niecen ind til sig. "Kom her" sagde hun stille. Jo trykkede sig ind i mosterens favn. De sagde ingenting. Sad der bare.
Så sagde mosteren: "Det kan godt være, at du ikke tror på mig, men hun gør det så godt, hun kan." Jo svarede ikke, så mosteren fortsatte: "Hun dummer sig, ja, men tænk på, at hun besluttede, at du skulle have en ny seng i gave og en lampe og en bog. Og hun sørgede for, at Bo kom til din fødselsdag." Jo rettede sig op og så forbavset på mosteren. "Er det ikke dig, der har fået hende til at invitere Bo og fortalt, hvad jeg ønskede mig?" Mosteren rystede smilende på hovedet. Hun rodede lidt i Jos hår. "Du må hellere smutte ind, inden du kommer til at fryse."
Jo blev siddende. "Bliver I gode venner igen?" spurgte hun nervøst. Mosteren grinede lidt. "Ja. Vi bliver altid gode venner igen. Om et par dage ringer din mor og siger undskyld. Eller hun ringer og snakker om alt muligt andet og lader som om intet er hændt."
Da Jo kom ind i huset igen, var moren i gang med opvasken. Jo tog viskestykket. Moren så sur ud. "Nå, så fik I rigtig bagtalt mig, hva?" Jo svarede ikke. Hun tog en tallerken og tørrede den af. "I talte om, hvilken elendig mor jeg er, og hvor synd det er for dig. Stakkels lille Jo, som har sådan en dårlig mor." Jo vendte sig mod moren og sagde: "Vil du gerne vide, hvad vi talte om? Vi talte om, at du er et fjols nogen gange, men at du gør det bedste du kan. Moster fortalte, at det var dig, der havde sørget for, at det blev sådan en god fødselsdag. Hun sagde, at du havde inviteret Bo og sagt, hvad jeg ønskede mig, og hun sagde, at I snart bliver gode venner igen."
Resten af opvasken blev taget i tavshed.
Om aftenen krøb Jo under dynen med atlasset. Hun kikkede i det i lyset fra lampen. Det bankede forsigtig på døren. Så forsigtigt, at Jo var i tvivl, om hun havde hørt rigtigt. Døren blev åbnet på klem. "Må jeg komme ind?" spurgte moren. "Ja" svarede Jo.
Moren satte sig på sengekanten. Så lagde hun sig langtsomt ned. "Læs lidt for mig" bad hun. Jo grinede. "Det er et atlas, jeg kikker i. Den eneste tekst er forordet og registeret." Moren insistede: "Så læs forordet." Jo rystede på hovedet af morens forslag, men gav sig alligevel til at læse. Da hun havde læst færdigt, ville moren vide: "Er det rigtigt, at moster sagde, at vi bliver gode venner igen?" Jo nikkede. "Og det med, at jeg havde hjulpet til, at det blev en god dag?" Jo nikkede igen. "Det var en god dag. Bortset fra lige til sidst. Tak, fordi Bo kom." Moren sagde ikke noget, men rodede i Jos hår, som mosteren havde gjort det.
Der gik ikke lang tid, før moren snorkede. Jo slukkede lampen og lå og stirrede ud i mørket. Hun bestemte sig til kun at huske de gode ting, der var sket den dag. Snart efter sov hun også.