Det var først da jeg vågnede næste morgen ved at solen brændte gennem mine øjenlåg og satte ild til min allerede krampende hjerne, at det gik til fulde op for mig hvad jeg havde gjort. Jeg havde mistet min mødom, hvilke i sig selv ikke var så slemt, hvis det ikke havde været en kvinde. Der stod ikke meget i biblen om det, men gud beskrev to mænds kærlighed som en vederstyggelighed. Og jeg troede ikke han ville se på dette med mere milde øjne fordi det var to kvinder. Så med andre ord, jeg var blevet til et monster. Den tanke fik frygten til at gribe et så fast tag rundt om mig, at jeg næsten ikke kunne hive luft ned i lungerne. Og den perfekte nat, de følelser jeg endelig havde indset jeg havde for Leonora blev kastet om i mit baghoved, jeg var blevet til et monster! Jeg rejste mig hurtigt op fra det gulv Leonora og jeg havde ligget på, kun med det tøj Leonora åbenbart havde trukket op over os som dække. Svimmel flåede jeg mit tøj til mig og tog det på. Der var intet andet end panik i min hjerne nu, jeg havde vanæret min familie, min fars navn. Da dækket af tøj forsvandt, vågende Leonora og satte sig forvirret op: "Hey, hvad sker der?" spurgte hun med morgengrødet stemme og gned sine øjne væk fra søvn. Jeg svarede ikke, for jeg havde ikke noget rigtigt svar. Jeg havde kysset en kvinde, det var så forkert som det kunne være, jeg måtte væk, jeg måtte renses. Men det så ikke ud til at jeg overhovedet behøve at svare, for man kunne næsten se Leonora lægge to og to sammen, og et så såret og trist skær kom i de smukke brune øjne, at det var lige før jeg ønskede at fanden selv ville gribe fat i mig nu og trække mig ned til de andre syndige, hvor jeg nu hørte til. Ved den tanke skød kvalmen op i min hals, så i stedet for at flygte ud af hoveddøren, som var min oprindelige plan, flygtede jeg ud på toillettet, efter en del febrilsk søgen. Jeg kastede alt mit maveindhold, som bestod mest af syret væske, op. De samme tanker kørte om og om igen i mit hoved da jeg rejste mig fra toillettet og gik hen til vasken og søgte med hurtige famlende bevægelser efter noget at rense min skyldige mund med. Til mit held var der både mundskyl og tandpasta. Jeg kørte den blå væske rundt i munden, spyttede ud, gned tandpasta med fingeren over mine ru, næsten alkohol baserede tænder, spyttede ud, og greb mundskyllet igen. Jeg gentog dette ritual et par gange, til Leonora's stemme stoppede mig: "Du kan ikke vaske billigheden ud af munden." Stemmen havde dryppet af bitterhed da hun talte og jeg så imod hende. Jeg ville svare hende, forklare hende hvad jeg følte, men hvordan skulle jeg det når ikke engang jeg selv vidste det? Det vi havde gjort var så overvældene, den eneste anden jeg havde kysset var Tim og det var i børnehaven, så det syntes jeg ikke rigtig kunne sammenlignes med denne situation. Min far ville hade mig, min mor ville bede for min sjæl med tårer i øjnene, og min ellers så trygge by ville blive et koldt fængsel, hvis det slap ud. Så det eneste jeg fik frem var et lavt: "Vær sød ikke at sige det til nogen," før jeg skubbede mig forbi hende ud af døren.

Den næste tid af mit liv ser jeg tilbage på med skam, og jeg tog med kyshånd imod mine forældres irettesættelse og stuearrest. Dog ikke fordi jeg missede gudstjenesten som var deres begrundelse, men fordi det ikke ligefremt var at studere det jeg havde lavet hos Kimmy og hvis det var studier, var det bestemt ikke den slags mine forældre ville syntes om. Jeg holdt mig fra Lee så meget jeg kunne, hun gjorde det let for mig ved simpelthen ikke at anerkende min eksistens. Så jeg brugte tiden sammen med Tim, der vist bare var glad for at få sin ven igen, han nævnte i hvert fald aldrig noget om det eventyr, der havde sluttet så brat som det var startet for mig. Jeg fortalte ikke til nogen på det tidspunkt om Leonora og min vildfarelse, det eneste jeg gjorde, hvis jeg ikke læste til eksamen eller var sammen med Tim, var at gå i kirken og bede om tilgivelse. En tilgivelse der aldrig kom, en tilgivelse jeg fik mere og mere brug for. Især fordi mine tanker blev ved med at glide hen til Leonora, selv mine drømme ville ikke give mig fred, for i den verden som var skabt af min underbevidsthed, var Leonora og jeg næsten altid i gang med heftig sex, på og i diverse steder min syge fantasi nu kunne finde på.

Mine forældre måtte have lagt mærke til mit forpinte sind, for en nat hvor jeg havde haft endnu en af mine syndige drømme, og derfor havde søgt tilflugt i Faders hus, kom min far som jeg havde troet lå i sin seng og sov roligt. Jeg sad på en bænk, og som mange gange før bad så inderligt jeg kunne, med hænderne foldet så krampagtigt om hinanden, at mine knoer var hvide: "Hvad er det der trykker dig min datter?" Kom det fra hans dybe bløde stemme, idet han satte sig ved siden af mig. Jeg turde ikke se på ham da jeg svarede ham: "Jeg har syndet far." Jeg ville fortælle ham alt, det hele, så denne store sten i mig brystkasse kunne blive opløst og alt kunne blive som før. Inderst inde vidste jeg godt at det aldrig ville kunne lade sig gøre, for Leonora havde fyldt det tomrum jeg aldrig havde vidst kunne fyldes, og det ville aldrig kunne ske igen, for jeg var så sikker på at det var en fæl ting, hvilket førte til jeg gik fra at være fyldt med dårlig samvittighed til decideret ulykkelig. Min far løftede min hage så jeg så ham i øjnene: "Hvad har du gjort mit barn?" I det sekund var han ikke min far, men den præst alle elskede og beundrede: "Jeg studerede ikke hos Kimmy, men var til fest hos hende... Jeg drak og blev fuld." Pludselig var det igen min far jeg talte til, idet jeg kunne mærke hans muskler spændes og der kom en hård klang der slettede det bløde i hans dybe stemme da han talte: ''Det at gå til fest og indtage en smule alkohol er som sådan ikke en synd, men stadig, jeg bryder mig ikke om at min datter tøjter rundt. Og det at lyve for os, din mor og jeg, er en synd, husk at ære din far og din mor." Jeg så væk igen og nikkede kort: "Det femte bud." Han nikkede fast, men så dog en smule tilfreds ud: "Har du gjort andet?" Mit blik var nu boret hårdt ned i kirkens stengulv: "Jeg..." jeg tøvede, hvad skulle jeg sige? Jeg havde mistet min uskyld? At Leonora havde gjort mig til et monster, og at jeg ubevidst stadig holdt mig i denne monsterform, fordi mine tanker ikke ville slippe hende? At jeg havde vanæret ham og mor? Nej, det ville knuse dem, jeg kunne ikke få mig selv til det:. "Jeg så nogle forgifte deres krop med stoffer og jeg hjalp dem ikke" svarede jeg i stedet. Min far sukkede lettet: "Nogle gange kan man ikke redde sjæle der er drevet for langt ud Maria, så længe du ikke selv har gjort noget af den stil, tror jeg godt gud vil tilgive det." "Det har jeg ikke!" svarede jeg ærligt, og fremtvang et smil da tilgivelsen føltes ret hul. Min far smilede tilbage og klappede mig på skuldrene: "Men jeg vil ikke have du er sammen med hende Kimmy længere uden for skolen og du får en uge til med stuearrest." Jeg nikkede bare, lidt ligeglad med straffen, det eneste der var i mit hoved var at det nok i
   ikke var Kimmy min far burde forbyde mig at se.

Det hele blev dog lidt lettere med tiden, og det ville kun blive bedre da læseferien kom, troede jeg. Da tog jeg dog fejl. For en aften hvor mine forældre var gået i seng, og jeg sad og læste til lyden af min fars lettere snorken fra deres værelse ved siden af, bankede det lige pludselig på ruden. Jeg så forundret derhen og en irritation over at vi boede i etplans hus voksede i mig, da jeg gik hen til vinduet. Kun for at blive meget forvirret da jeg så Leonora stå uden for det. Jeg åbnede det og sagde med det samme lavt: "Hvad end det er, er jeg ikke interesseret, du har ført mig i syndighed nok." Leonora hævede sine øjne i overraskelse: "Du kyssede mig!" kom det fra hende i en simpel logisk tone: "Men du opmuntrede mig," hvæsede jeg uroligt, imens jeg lyttede intenst efter min fars snorken, der helst ikke skulle forandre sig det mindste, imens Leonora var her ude foran mit vindue og snakkede om kysseri. Leonora begyndte nu at blive sur: "Du er en kælling!" Hun havde ret igen, men det havde jeg ikke i sinde at fortælle hende: "Nå, men du er en..." jeg blev afbrudt da et par alt for savnede læber pressede sig i mod mig. Kysset var ikke blidt som de mange andre vi havde givet hinanden den aften, men mere en handling baseret på den frustration og længsel vi åbenbart begge havde følt. Jeg blev fanget i det, og for et øjeblik forsvandt alt andet omkring mig. Men så trak jeg mig væk, flåede mig fra det jeg længtes mest efter i verden: "Hold så op med det der!" hvæsede jeg. Leonora så beslutsomt på mig: "Så sig du ikke kunne lide det." Det kunne jeg ikke sige, at kysse hende var (mod min egen vilje) det eneste jeg havde ønsket mig lige siden jeg løb hjem morgenen efter festen. Og jeg følte jeg havde løjet nok her på det sidste, så jeg gjorde den næstbedste ting og smækkede vinduet i hovedet på hende, i håb om at den handling ville sige rigeligt. Men Leonora gav dog ikke så let op og begynde at hamre og banke som en gal på glasset, så slemt at jeg blev bang for at mine forældre ville vågne. Og det var præcis det jeg gjorde opmærksom på da jeg åbnede vinduet igen. Nu var Leonora igen den der flove. usikre pige og jeg blev betaget af det smukke syn det var at det svage måneskær legede med hende hvid hud: "Hø-hør her, jeg vil bare snakke med dig, jeg kan ikke lide hvordan det hele sluttede, jeg skal nok lade være med at kysse dig igen." Jeg rystede frustreret på hovedet: "Hvorfor nu? Hvorfor ikke i skolen eller over mobil?" Leonora så trist op: "Ville du have svaret mig?" Det var et retorisk spørgsmål, det vidste vi begge for nej, det ville jeg ikke. Og hvorfor ville jeg så ikke det? Når sandheden skulle frem var jeg jo lige så skyldig som hun og hvis hun var lige forvirret som jeg fortjente hun så ikke svar? Jeg nikkede kort og sagde imens jeg svingede det ene ben ud af vinduet: "Kom, lad os gå lidt." Leonora kom med et lille smil, imens jeg bad til at mine forældre ikke vågnede jeg ville meget gerne prøve en uge uden stuearrest, for en gangs skyld.

Lyden af vores fodtrin i gruset skreg i mine ører da vi var på vej væk fra huset, og jeg pustede lettet luft ud, som jeg ikke vidste jeg havde holdt, da huset var uden for syns og hørevidde. Vi sagde ikke noget til hinanden det første stykke tid, men jeg kunne se ud af øjenkrogen at Leonora blev ved med at kaste usikre sideblikke til mig. Til sidst blev det for meget for mig og jeg tvang min mund til at sige noget til den kvinde der havde givet mig så mange kvaler. Hvad jeg ville sige vidste jeg ikke, jeg var faktisk helt rådvild, som var ved at være en lidt for typisk tilstand for mig, men jeg håbede det ville lyde klogt. Heldigvis, må jeg nok sige, kom hun mig i forkøbet: "Jeg har savnet dig." Ordene var hurtige og afsnuppede, men de var samtidig fyldt med så meget oprigtighed ,at jeg endelig fik min stemme igang igen: "Jeg har også savnet dig, men det vi gjorde den nat var forfærdeligt og en vedstyggelighed." Leonoras øjne blev sårede og vrede, men de blev ikke til sten som jeg havde forventet og efterhånden var vant til efter hun havde givet mig den kolde skulder i skolen: "Og hvorfor er det så det?" kom det skarpt, for skarpt. Jeg fortsatte med at gå imens hun stoppede op: "Fordi det siger de i biblen, det er ikke herrens vilje." Leonora råbte frustreret: "Og?! Jeg giver ikke en skid for Jesus!" Jeg vendte mig om, desperat for at få hende til at forstå hvorfor det var så forfærdeligt det var vi havde gjort, det vi stadig gjorde, disse følelser, jeg kunne mærke mine øjne blive blanke: "Nej, men det gør jeg og det var nu guds ord ikke Jesus, det ville du vide hvis du bare gik lidt op i mig og mit liv!" Leonora gik med faste skridt hen imod mig med vrede lysende i øjnene: "Og hvis du gik op i mig og mit liv, ville du forstå hvor ondt det gør, at den pige man holder af bare skrider uden et ord!" Jeg prøvede, om muligt mere indtrængende: "Hvad skulle jeg sige?! Vi er monstre? Det vi gjorde er ækelt? Hvad skulle jeg sige?!" råbte jeg, så det ekkoede gennem det tavse by. Leonoras fod landende på en flise fyldt med så mange revner at hun var ved at snuble da hun trådte bagud. Jeg greb per automatik hendes hånd, men hun trak den hurtigt væk og hvæsede med en meget lavere stemme: "Ækelt? Det vi havde syntes du var ækelt?" Jeg så bedende på hende, tiggede efter den forståelse Leonora aldrig ville kunne give: "Leonora jeg..." Hun holdt en hånd op og stoppede mig: "Nej, kald mig ikke det. Jeg forelskede mig i en fantastisk pige, men nu tvivler jeg på om hun overhovedet har været der, eller om det kun var i mit hoved hun fandtes, denne omvandrende bibel kender jeg ikke, og den har ikke fået lov til at bruge mit rigtige navn." Med de ord vendte hun om og gik. Uforståelig panik brusede igennem mig og jeg hørte mig selv kalde: "Leono ... jeg mener Lee, vent, jeg..." mere fik jeg ikke sagt da hun rakte hånden op og viste mig den midterfinger jeg havde gjorde bekendtskab med for en del måneder siden, imens hun gik videre. Jeg bander sjældent, selv den dag i dag, men alligevel råbte jeg rådvild: "Pis også!" imens jeg
   begyndte at gå hjem.

Alt derefter var som en drøm. Jeg var der i kød og blod, men så var jeg der alligevel ikke. Jeg stod stille imens hele verden kørte rundt omkring mig. Eksamener kom og gik, jeg klarede mig vist nogenlunde og mine forældre var stolte, men for første gang i mit liv var jeg ligeglad. Tim og jeg begyndte at hænge mere ud igen og han var vist glad for det, alligevel egoistisk som jeg var, var jeg ligeglad, jeg skulle snart starte på gymnasiet og igen var den eneste følelser jeg havde ved det, ligegyldighed. Jeg smilede, grinede, snakkede, men det hele var bare en meningsløs facade. Mine forældre opfangede ikke mit indre efterår, selv om det var sommer igen, et år siden jeg mødte den rigtig Leonora første gang. Den eneste der så den depression jeg var på vej ind i, var Tim.

Og det fik højst uventede konsekvenser. Da vi sad hjemme hos ham og så en film, som jeg hverken den dag i dag, eller på det tidspunkt, kunne huske hvad gik ud på. Jeg sad som en robot på pause og bare ventede til filmen var overstået så jeg kunne komme videre, til en ny ting folk forventede jeg gad at gøre. Da Tims stemme lige pludselig afbrød mig: "Hvornår fortæller du mig hvad der går dig på, er det noget jeg har gjort galt?" Jeg så forskrækket på ham: "Nej, selvfølgelig har du ikke gjort noget galt." Tim som ellers havde siddet på gulvet satte sig op på sin sovesofa som jeg også sad på , ved siden af mig: "Hvad er det så?"Hans tonefald var så mildt, så varmt at jeg bare ikke kunne holde det inde mere, det havde ædt så længe, så meget at min perfekte og velholdte film knækkede, jeg brød samme og fortalte ham alt, uden at lægge skjul på noget. Tim lyttede bare stille til mig, og jeg sluttede med ordene: "Så nu er jeg en skøge og et ondt mennesker overfor Lee." Tårer gled ned af mine røde kinder, og jeg hulkede. Jeg havde forventet Tim ville hade mig, eller i det mindste afsky mig for min syndighed. Men han lagde bare sine rolige arme om mig og tyssede blidt på min hulken. Efter lidt tid hvor min hulken lidt efter lidt stilnede af, sagde han roligt: "Maria, alle kommer til at gøre noget de fortryder, og gud tilgiver alle sine børn, hvis de bare bekender deres skyld." Jeg nikkede stille i det øjeblik havde han ret, jeg havde bedt og søgt om tilgivelse hos gud i så lang tid, så måske ville alt blive godt igen. Tim fortsatte: "Og hvad angår Lee, skal du ikke have dårlig samvittighed overfor hende, jeg er ikke engang sikker på at hun føler noget, hun er en slange. Det var sikker bare et sjovt spil for hende, du har ikke hørt mere fra hende efter den aften vel?" Jeg rystede stille på hovedet og mærkede en sten lægge sig i maven på mig. Dog, på trods af stenen, troede jeg stadig Tim havde ret, men det var lige indtil Tim sagde: "Du fortjener en som værdsætter dig, en rigtig mand der forstår dig." Jeg så undrende på ham, da han lagde tryk på ordet mand. Min undren forsvandt dog hurtigt, da han pressede sine læber mod mine, i et vådt ivrigt kys. Jeg tillod det og kyssede igen, med tanken om at det nok var sådan det skulle være.

Min fortælling skulle have sluttet her ikke? Med at Tim og jeg fandt sammen den aften, og vi levede lykkeligt til vores dages ende. Men nej, sådan blev det ikke, for idet Tim pressede sin tykke tunge ind i min mund, rasede mine tanker med hundrede-firs kilometer i sekundet. Det her var noget der skulle føles rigtigt, Tim var min bedste ven, han så godt ud, han var lige så kristen som jeg og vigtigst af alt for mig på daværende tidspunkt, var han en mand. Men hvorfor føltes det så mere forkert end da Lee kyssede mig? Hvorfor følte jeg mig mere beskidt? Tim kyssede ikke dårligt og det her var det rigtige, men alligevel var hans tunge for fedtet og stor i min mund, han var for masende, det her var for... Forkert. Da de tanker slog ind i mit hoved, reagerede jeg uden at tænke og hev mig væk, jeg rejste mig op, Tim så med forvirrede øjne på mig. "Undskyld, men jeg kan ikke det her" sagde jeg med rystende stemme. Og skyndte mig ud af værelset, kastede mine sko på ude i gangen og løb derefter ud af døren.

Jeg løb, hvorhen vidste jeg ikke, jeg var næsten ikke sikker på noget i den verden der var ved at bryde sammen omkring mig, og jeg kunne tydeligvis ikke styrer noget i mit liv. Men en ting vidste jeg, jeg løb og jeg kunne styre at min krop løb, det fandt jeg lidt tryghed i, og lod tankerne løbe sammen med mig. lidt efter lidt faldt få vigtige bidder på plads, i takt med at sveden drev ned af min ryg. Jeg måtte konkludere at jeg kunne lide at kysse Leonora, som nu åbenbart hed Lee igen og som var en kvinde, og at jeg ikke kunne lide at kysse Tim som hele tiden bare havde heddet Tim og var en mand. Jeg kunne også fastlægge, at jeg var præstens datter og troede på gud, som fordømte en hvis man var sammen med en af sit eget køn. Jeg stoppede op og hev efter vejret. Og der kom min hjerne med det logiske spørgsmål: "Hvad så nu?" Den anden mere følelsesmæssige del af min hjerne svarede: "Lad mig putte det sådan, har jeg lyst at være ulykkelig resten af mit liv?" Logikdelen svarede irriteret tilbage: "Nej da, men jeg har heller ikke lyst til at komme i helvede." Følelsesmæssige hjernehalvdel svarer: "Så hellere lade det ødelægge resten af livet? For at komme til himmelen om en 60 års tid? Hvor jeg ikke engang er sikker på at komme ind, med alle de syndige tanker jeg har. " Logikken var stille lidt tid før den surt svarede: "Det er også din skyld jeg har de tanker." Følelsesmæssigedel sukkede: "Kom nu, hvem siger overhovedet at jeg kommer i helvede, guds ord kan tolkes på mange måder og ingen dødelige kan være sikker på hvilken måde der er den rigtige at tolke guds ord på, så tænk, har jeg virkelig noget valg?" Jeg rejste mig op fra den sten jeg havde sat mig på imens jeg havde tænkt og svarede mig selv stille ud i luften: "Nej... Det har jeg ikke."

Det var nærmest som et deja-vu, bortset fra det var mig der bankede på Lees, som håbenligt snart hed Leonora igen, vindue. Jeg måtte banke en del gange før en kvinde med uglet sort hår åbnede vinduet. Der var så mange rigtige ting jeg gerne vil sige, men da jeg så hvor kort det uglede sorte hår var blevet, fløj det ud: "Hvad der du gjort ved dit hår?" Lee rynkede panden: "Vækker du mig midt om natten for at lære om de store konsekvenser en saks kan have? He, du er for meget Maria, farvel." Hun skulle til at lukke vinduet da jeg stoppede, nu for første gang helt sikker på hvad jeg ville sige: "Tim kyssede mig." En smertetrækning gled over hendes ansigt, begyndende jalousi steg op i hendes øjne, men jeg fortsatte hurtigt, opmuntret ved at se at hun i hvert fald ikke var helt ligeglad: "Men jeg kunne ikke lide det, det var ikke rigtigt, det var ikke ligesom med dig." Lee rystede forvirret på hovedet: "Okay Maria, hvad foregår..." jeg lod hende ikke tale færdig: "Tim skulle være rigtig, han skulle være perfekt, men det er han ikke, jeg kommer måske i helvedet, men så har jeg i det mindste været mig selv, så har jeg fået lidt mere tid sammen med dig, Le-leonora. Men alt det er kun hvis du stadig vil have mig, du ville få den rigtige mig og ikke præstens datter, kun mig Maria." I starten hang hun bare ud af vinduet og stirrede på mig som om jeg var skør, hvilke jeg vel også var, når jeg havde besluttet at kaste alt hvad jeg havde over skulderen. Men så tog hun og hoppede ud af vinduet, åbenbart mere ligeglad med byens og hendes rygte end jeg, for hun hoppede ud på gaden kun i undertøj. Og så kyssede hun mig så varmt og dybt at min krop rystede af gode gys, jeg lagde armene om hende og nød den varme der fyldte mig indeni. Efter lidt tid trak hun sig åndeløst væk og sagde med et lille skævt smil: "Jeg sagde det jo, jeg giver ikke en skid for Jesus, men du Maria, jeg ville give alt for dig." Lee fik store øjne da hun indså det kunne misforstås, og den usikre pige kom igen: "Altså ikke give alt for dig, som jeg skulle betale, jeg ved du ikke er til salg..." Jeg grinede og trak hende hen til mig igen i et svimlende kys, og da hun trak mig ind igennem vinduet var jeg ligeglad med at jeg havde dømt mig selv til at være præstens monster, jeg havde fundet min plads i livet og det var ved Leonoras side. Og da vi var sammen igen, forstod jeg til fulde mine tidligere fejl, og at følelser som disse aldrig ville kunne ties væk. Jeg vil ikke kalde det at elske, det vi gjorde der, ikke den nat. Da vores kroppe bevægede sig i næsten panisk desperation, det var mere voldtægt end en kærlig omfavnelse, men hvem der voldtog hvem, kunne ikke siges. Sved og rifter blev tydelige på Leonoras ryg, vores hårde vilde bevægelser viste tydeligt det savn og længsel vi havde følt. Det var dyrisk, der var ingen tryghed, ingen blidhed. Det kom først senere da vi udmattede faldt i søvn i hinandens arme, med følelsen af, at det nok skulle gå nu.

Da jeg slog øjnene op denne gang, spillede frygten i mit hjerte. Men jeg ville ikke flygte denne gang, fordi det var ikke på grund af det vi havde gjort at jeg var bange, men fordi det stod klart for mig, at der var en ting jeg var nødt til at gøre. Jeg smilede mildt da jeg snurrede mig ud af Leonoras omfavnelse, og gik hen og begyndte at tage tøj på: "Du løber ikke væk igen vel?" Kom det fra en bekymret stemme i sengen, jeg vendte mig mod Leonoras bange ansigt, jeg smilede og satte mig på sengekanten imens jeg knappede min bluse: "Nej, ikke denne gang, men jeg er nødt til at gå." Leonora rynkede øjenbrynene: "Hvorfor det?" Jeg tog en dyb indånding før jeg svarede hende, imens jeg berørte hende let: "Fordi jeg skal hjem og fortælle mine forældre at jeg er lesbisk, og dermed lever i synd, men har det fint med det, fordi hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke gud har noget imod det." Leonora grinede trist: "Hvis du siger det på den måde er du sikker på at de finder høtyve frem og jager dig ud af byen." Jeg sank bange en klump, der var jo en muligt sandhed i Leonoras ord: "Muligvis, eller også vil de forstå, jeg er faktisk ikke sikker, min mor kan måske dysse min far ned, men under alle omstændigheder er jeg nødt til at sige det til dem." Leonora spurgte skeptisk: "Og hvad hvis det værste sker, og de smider dig ud?" Jeg rystede på hovedet: "Jeg ved ikke, der er jo ikke så langt til at jeg bliver atten og der må da være et eller andet værelse at leje i nærheden af min uddannelse." Leonora slog irriteret med tungen: "Det var ikke det jeg mente, du bliver selvfølgelig bare her hos mig, de gamle lægger sgu ikke mærke til en skid og hvis de gør, vil de være ligeglade. Jeg tænker mere på dig, ville du kunne klare at miste dem?" Jeg smilede trist: "I så fald er det enten det, eller resten af mit liv fornægte hvem jeg er." Leonora nikkede tankefuld og skulle til at stige ud af sengen med ordene: "Fint nok, jeg tager med dig." Jeg var på vej ud af døren, jeg så kort på hende og smilede blidt, men benægtende: "Nej, det her er en ting jeg er nødt til at klare selv, men jeg kommer tilbage så snart det er overstået, okay?" Leonora så ikke ud som om hun var glad for det, men så lignede det at hun stille tog en beslutning da hun svarede: "Okay, jeg er på mobilen hvis du har brug for mig." Jeg smilede lykkeligt til hende, for det var jeg på det tidspunkt og gik tilbage, kun for at kysse hende farvel før jeg forsvandt ud af døren.

Jeg har en teori om at vi mennesker har en sjette sans, et instinkt om man vil, som en overfølsom sans der bliver aktiveret i uvante situationer. Lidt ligesom når man føler en kigger på en, kun for at vende sig om for at se at man havde ret, eller når man får en fornemmelse af, at man ikke skal gå i en bestemt retning, uden man kan forklare hvorfor. Det var sådan en fornemmelse jeg havde da jeg trådte ind i mine forældres hus. Der var en os af fare inde i det tidligere så hyggelige hus. Hjertet som allerede var oppe i halsen på mig begyndte at banke vildt så jeg ikke kunne få luft. Min stemme rystede da jeg kaldte: "Mor! Far! Er I der? Undskyld jeg bare forsvandt, jeg ved godt det var forkert men..." Jeg var gået rundt i det stille hus og nået ind i stuen, imens jeg råbte. Det syn der mødte mig i stuen fik mine ord til at forstumme. Min far sad i stuens gamle lædersofa, hvilket ikke var underligt, men det hans uglede hår og skægstubbe var ting man aldrig så hos min far og den halvtømte whiskeyflaske på bordet gjorde billedet forøget absurd. Han så dog roligt på mig: "Min kone er her ikke og det er vel nok også for det bedste." Jeg gik med angsten malet i ansigtet imod ham: "Hvor er hun far?" Han smilede bittert imens han hældte mere af den gyldne væske i sit glas, stadig med skæmmede ro: "Hun er på politistation for at melde vores datter savnet, det nytter ikke noget, men det ved hun ikke, hun ved ikke det jeg ved." Mine knæ ramte bordkanten før jeg stoppede lige overfor ham: "Hvad snakker du om far?" Min far så for første gang op og fangede mine øjne, vrede, måske endda had brændte i hans øjne sammen med en så dyb sorg så jeg havde lyst til at gå hen og kramme ham. Men frygt stoppede mig, uforklarlig frygt for min far fik mig til at blive. Han svarede med et glimt af vrede i stemmen: "Min kone ved ikke endnu at vores datter er fortabt, jeg har ikke haft hjerte til at sige det til hende." Jeg blev forvirret: "Hvorfor taler du til mig som om jeg er en fremmed far? Ring dog til mor og sig jeg er her." Han rystede stille på hovedet: "Det må vente, ser du jeg var også bekymret lige indtil jeg ringede til Tims forældre, for det var jo der min datter skulle have været, og fik Tim selv i røret, han fortalte mig nogle ting der fik mig til at forstå, at min datter havde hengivet sig selv og en anden stakkels sjæl til djævlen." Mit hjerte faldt ned i maven på mig, hvor det stoppede med at slå, han vidste det allerede: "Far, jeg ville have fortalt jer det, jeg vil stadig, ring til mor så-så..." Det var som om en dæmon overtog min far, for da bankede han sin hånden vredt ned i bordet og rejste sig op på vaklende ben: "Hvad skal det nytte! Du er en vanskabning! Et udyr! Monster! Du har ligget med en af dit eget køn, ved du hvad guds staf er for det?" Tårer kom frem ved min fars ord og hele min krop rystede, men alligevel fremtvang jeg: "Nej far, du tager fejl, Leonora og jeg elsker hinanden, det kan der da ikke være noget vanskabt i." Min far var rød i hovedet da han gik med hurtige skridt hen til mig: "Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, fremstår nu som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild. Judas kapitel et vers syv kan du huske det!" Skreg han ind i mit hovede så jeg vaklede tilbage, vreden begyndte endelig at komme op i mig: "Stop nu far! Det blev også sagt: Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud, det kommer fra Johannes brevet!" råbte jeg panisk, men far svarede bare tilbage: "Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed, tredje mosebog." Jeg græd nu så meget at jeg ikke kunne se ham tydeligt: "Ja, men jeg er ikke en mand far." Det var en svag sejr baseret på den ligegyldige detalje, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, især da min far slyngede sin hånd mod mig og jeg tumlede tilbage med en dunkede kind: "Kvinder må ikke bære mandsdragt, og mænd må ikke gå i kvindeklæder. Herren din Gud afskyr enhver, som gør den slags!" Jeg kæmpede for at komme op, vrede, frygt, gråd og chok kæmpede for at få førstepladsen, men jeg hørte mig selv sige: "Lad den som er ren kaste den første sten.. Ser du dig selv som ren far?" Far var måske et forkert ord at bruge om ham, for den mand der stod foran var ikke min far, ikke nu som han skreg: "Hvor vover du at tvivle! Husker du ikke ordene om at være samme med sit eget køn?! For enhver, som gør nogen af disse vederstyggeligheder det menneske skal udryddes fra sit folk. Tredje mose..." "Jeg ved godt hvor det er!" skreg jeg, "Men kan du huske disse ord: Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast. Kan du huske dem fader?!"

Det fik filmen til at knække helt for den mand der engang havde været min far og han greb fat i mit hår og skreg: "Jeg skal vise dig hvad guds vilje er!" Jeg strittede imod, men det var ingen nytte, jeg sparkede alt hvad jeg kunne, da jeg blev bøjet forover så jeg lå over bordkanten. Og jeg skreg da jeg mærkede mine bukser blive flået ned og blusen revet op. Men det nyttede ikke, manden holdt mig i et jerntag, selv når jeg ignorerede smerten ved at rive og flå mit hoved fra side til side, havde han for meget af mit hår, da jeg hørte ham hive sit bælte af bag mig: "At optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand, hun skal leve i stilhed." Citerede han idet han første gang lod bæltet hvine over min bare hud med alt hans kraft, jeg skreg da smerten skød igennem mig og tårer ikke blev det eneste der løb varmt ned af min hud. Han talte mellem hvert slag, men denne gang var det ikke biblens ord, men hans egne: "Hvorfor skulle jeg fortælle din mor dette?! Hendes eneste datter!" Jeg kæmpede for at komme fri ved at slå og sparke, men manden ignorerede det. Hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg, at jeg var for meget i chok over det der skete til at gøre særlig meget, jeg havde ikke i mine vildeste mareridt troet at min far havde det i sig at gøre sådan en ting, men igen dette var heller ikke min far mere, ikke i mine øjne. "Du har vanhelliget din familie, vores mæle, vores by!" skreg han. Og det var da det skete, kulden kom over mig som en lydløs lavine. Jeg stoppede med at skrige og kæmpe. Han kunne gøre som han ville tænkte jeg, for han ville aldrig kunne lave mig om til at være andet end det jeg var, ligeså lidt som jeg ville kunne ændre på mit hjerte, min natur, mit jeg. Slagene fortsatte selv da han stoppede med at tale og kun kom med udmattede stønnelyde. Det gjorde så ondt at en del af mig havde lyst til at skrige igen, bede om tilgivelse. Men det ville intet nytte, for inderst inde vidste jeg at jeg ikke ønskede tilgivelse for at være den jeg var, jeg havde gået rundt så bange og forvirret i så mange måneder, angst for en ting der burde være så ligegyldigt, om det var en kvinde eller en mand. Og da det endelig som et lyn var gået op for mig, at jeg ikke var forkert eller noget monster, havde jeg ikke tænkt mig at give slip på den viden igen, jeg ville ikke give slip på Leonora igen, så jeg forholdt mig tavs.

Lige indtil en kvindestemme, min mors stemme, lød gennem stuen der var blevet til mit torturkammer og stoppede ham i hans gøremål. "Manfred, hvad er det dog du gør!" Hun stod der på stuegulvet som en statue og manden så på hende med tårer i øjnene. Det var kun mig der reagerede da jeg mærkede hans tag slappedes, jeg flåede mig væk og så underlig koldt på dem, imens jeg langsomt hev mine bukser op over de stribede baller, der dryppede af blod. De stirrede begge på mig som tåber og der gik det op for mig at de ikke var kristne, ikke rigtigt, for en rigtig kristen ville ikke gøre sådan, ville ikke lade sådan noget ske. Med en uhyggelig kold stemme talte jeg ud i det tavse rum, da mit tøj smertefuldt var kommet på plads igen: "Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." Manden stirrede paf på mig, og min mor kom med et stille: "Marie!" Jeg gik selv roligt hen til døren der føret ud fra dette helvede, men ved lyden af mit navn stoppede jeg op og nu med følelser sagde: "Jeg elsker en kvinde, jeg elsker Leonora og som de hellige ord siger: Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten. Så derfor går jeg nu og kommer ikke tilbage, jeg håber en dag I finder fred med hvad der er sket i dag" og med de ord gik jeg, uden at se på nogen af dem igen, uden at pakke noget. Mine fødder førte mig på rette vej ud af hoveddøren og videre.

Og det er her jeg er nu, der er kommet en af de uforklarlige kolde sommerregn. Men på trods af alt det der lige er sket i huset bag mig føler jeg mig varm og kan ikke lade være med at smile imens jeg kigger ned på det hele, våde fliser. Idet jeg går ned af den vej der engang havde været min barndoms vej, sårene på mine baller og ryg brænder og skær for hvert skridt, imens jeg mærker blodet trænge igennem mit tøj, men det gør ikke noget, jeg er endelig fri. Fri for frygt og anger, fri for desperation og vrede, fri, det eneste jeg stadig føler er sorg, men det er ikke sorg over at jeg ikke kunne være det alle forventede af mig, men sorg over at deres forventninger ville forblive uopfyldte, imens jeg vil gå herfra som et helt og fyldt menneske. Løbende fodtrin kommer mod mig og en bange stemme møder mig: "Fuck, hvad er der sket?" Jeg ser op og møder de brune øjne som jeg inderst inde ved giver mig den varme jeg har, de øjne jeg ville vågnede op og kigge ind i resten af mit liv. Et liv der altid vil blive levet som kristen, skønt det nok aldrig bliver så fanatisk med Leonora i mit liv, som det ellers ville været blevet hvis hun ikke var kommet og reddet mig. Jeg svarer ikke, skynder mig bare helt hen til hende ligeglad med mine smerter. Leonora taler videre: "Du har blod på bukserne, hvad er der sket?" Jeg burde nok sige noget til hende, men det er tydeligvis ikke min stærke side, fortiden, men mit blik tier de næste ord hun vil sige, regnen er kold, men jeg glad og varm imens jeg lægger armen rundt om nakken på hende og kysser hende. Det er ligeså varmt og blidt som hun får mig til at føle indeni, og lykken bruser igennem mig og blæser alt det negative væk for en tid. Hun kysser villigt igen, men så trækker hun sige lidt spørgende væk. Hun er ikke kristen, men alligevel får hun mig til at være et bedre menneske, hun får mig til at være mig selv, og det er bare en af de millioner grunde til at jeg sikkert og ærligt kan sige, jeg Maria, elsker Leonora. Men det er ikke det rigtige at sige nu, den sandhed må vente til senere. Jeg smiler stort og ser hende ind i øjnene, det eneste der er rigtigt at sige nu, er den sidste sandhed der gik op for mig idet jeg hørte mit barndomshjems hoveddør lukke bag mig, lettet lykke er i min stemme idet jeg siger: "Jeg giver ikke en skid for Præstedatteren."
   Slut.