Jeg holder vejret, en, to, tre pust ud. På den måde flyttede jeg sammen med min elskede Joe. En, to, tre, fire, fem, seks, pust ud, og der blev jeg så gift med ham. Og sådan har jeg håndteret det meste af mit liv, det har altid virket for mig, og gjort mig fucking god til starten af tre tabellen. Men da jeg så hende ligge død på gulvet, kunne jeg tage den skide tabel så mange gange jeg ville, men det hjalp mig stadig ikke. Hendes død var lige som hendes personlighed, så smuk med den røde farve ud over det hele, at det bliver grimt og grusomt på en måde.

Jeg må hellere starte med begyndelsen, for at I kan forstå mig, hvem end I så end er derude, som ender med at læse dette dokument. Jeg har bare brug for at nogen tror på mig, tror på at jeg fortjener en straf, tror på at jeg dræbte hende, at jeg er en morder, men kun hendes morder. For det er det jeg er nu, selvom ingen tror mig og beskylder mig for noget, jeg aldrig kunne få mig til at gøre. Dog vil jeg ikke sige det er sådan jeg altid har været. Jeg undskylder, hvis det hele her lyder som tåge snak skabt i en vanvittig mørk hjerne, men tankerne flyder rundt i en grå suppe for mig nu, og det er svært at finde hoved og hale i det. Hvilket der er en logisk grund til, eller det tror jeg i hvert fald der er, men det kommer jeg til.

En, to, tre, pust ud
   .
   Jeg må vel starte med at, fortælle lidt om mig selv, det er pænt svært ikke at få det til at lyde som en dårlig start på en jobansøgning. Hej, mit navn er Mille Svendsen og jeg er 28 år gammel. Jeg bor i en lejlighed, med min ægtemand Joe. Det lyder stift ikke? Som om jeg er en kedelig papfigur, der ikke har andet end luft bag sig, men det er ikke sandt, for jeg har en stor fed rygsæk fyldt med både gode og dårlige minder, som er lagt i to fine bunker. De hedder: tiden før Joe og tiden med Joe. Og igen, nu når jeg tænker over det, skulle den ene bunke måske slet ikke være der, for mit liv begyndte først da Joe kom ind i det, og gav det liv og lys. Nu lyder jeg som en rablende tosse igen ikke? Men lad mig prøve at uddybe.

Det første jeg kan huske fra min barndom er, at jeg som lille sidder på stuegulvet i den lejlighed jeg voksede op i. Min mor sidder i sin stol og strikker. Lyset falder ind på hendes lyse hår og giver hende en form for glorie. Jeg må have set ret sjov ud i ansigtet, for i det samme kigger mor på mig og sender mig et så varmt smil, at jeg ikke kan lade være med at komme med et smil der gik fra øre til øre tilbage mod hende. Af en eller anden grund er det, det minde jeg altid tvinger op til overfalden når jeg vil tænke på min barndom. Ikke at jeg forstår hvorfor, for det var slet ikke sådan det rigtigt var. Min mor var alenemor og boede i en toværelses lejlighed med tre piger, hvor jeg var den ældste. Hvis det ikke maler et billede af hvordan min barndom var, så gør det faktum at min mor, konstant rendte i byen det vel. Det er også de ugentlige byture der gav mig mine to søstre, Anna-Bell og Frida, som mere eller mindre blev mine børn, mit ansvar. Her vil jeg hurtigt sige, at min mor aldrig var ond mod os, hvordan skulle man kunne gøre noget ondt overfor nogen man var fuldkommen ligeglad med? Det faktum slog mig i hovedet den dag jeg fyldte ti og min mor var på vej i byen. Jeg spurgte hende om hun ikke kunne blive hjemme bare denne ene gang. Min mor pilede rundt og ledte efter en læbestift eller noget, så hun svarede ikke med det samme. Jeg blev faktisk nødt til at spørge hende flere gange før hun endelig så på mig og i en "opdragende" tone sagde: "Mille, du er gammel nok nu til at gøre som der bliver forventet af dig, og tage det ansvar jeg lægger hos dig." Andet sagde hun ikke til mig, så det gjorde jeg. Selvom sætningen ikke ligefrem gav meget mening for mig, da jeg allerede havde taget ansvar for mine søstre i et par år. Men det blev min mors mantra til mig: "Gør nu som der bliver forventet og tag det ansvar jeg lægger hos dig." Ordene blev godt nok ikke altid sagt på samme måde, men betydningen var altid den samme, og den var: Lad mig være. Så det gjorde vi og sammen fik mine søster og jeg skabt en nogenlunde barndom. Vi blev ikke pint, vi blev ikke plaget, vi så aldrig mor fuld da hun simpelthen bare undlod at komme hjem hvis det var tilfældet.

Og mine søstre og jeg havde det godt sammen, selvom jeg vil indrømme, at jeg altid har været misundelig på dem. Ikke fordi de var smukkere end jeg, ikke fordi de var klogere end jeg, men fordi de havde en frihed som jeg aldrig fik, de havde ikke noget ansvar. Især fordi Anna-Bell flyttede hjemmefra allerede som 16 årig, så hun efterlod mig med Lille Frida som først flyttede hjemmefra som 19 årig og dermed endelig gav mig min frihed som 23 årig.

Og der skulle man så tro mit liv begyndte, men nej, bare fordi jeg havde fået en frihed, betød det ikke at jeg vidste hvad jeg skulle gøre med den. I et par år flakkede jeg hvileløst rundt. På trods af at jeg fik mig et godt job hos en bager og at jeg havde min egen lejlighed, gik jeg rundt som en zombi uden nogen større betydning, eller mening. Lige indtil den dag han kom, min Joe. Jeg kan stadig huske, hvordan hans blå øjne spillede i lyset fra udstillingsvinduet. I starten troede jeg ikke at han så på mig, men bare var meget sulten efter det brød der stod omme bag mig. Jeg var, og er ikke, en særlig flot kvinde og jeg ved ikke hvordan jeg kan være så uheldig rent genetisk, når mine søstre er høje, tynde, og lyse, imens jeg er lille, buttet, og har lys leverpostejsfarvet hår, der er så vildt og umuligt, at jeg ser ud som om jeg kronisk har vindblæst hår, ja selv min øjne er kedelige grå. Men alligevel så han på mig, det gik op for mig da han talte til mig, uden det havde noget med brød og kager at gøre: "Undskyld, men må jeg spørge dig om dit navn?" Det var de første ord han sagde til mig, og jeg kunne ikke fatte mit held da han kort efter inviterede mig ud. En uge efter det havde vi sex første gang, fire måneder efter flyttede vi sammen, og et år senere var vi gift. I den tid gik jeg som om jeg var på lykkepiller hele tiden. Joe gav mig tryghed, gav mig mening, gav mit liv en helt ny betydning. Om Joe var en god mand for mig, er der mange meninger om, Han var ikke hvad man ville se som en "normal" ægtemand. Ikke fordi han ikke ville have arbejdet hvis han kunne, han havde faktisk arbejdet som soldat i en del år. Det var der det skete. Allerede som 29 årig havde han set mere end hvad et menneske burde se, og til sidste knækkede hans psyke af den mørke tunge byrde. Lægerne har et farligt fint ord for det, men for mig var det lige meget. Alt hvad jeg havde brug for at vide var, at jeg elskede Joe, og at Joe havde brug for mig. Og jeg kan ikke have andet end respekt for en mand, hvis sind hver dag torturerer og piner ham, og på trods af det præsterer han stadig at være en god og kærlig ægtemand.

Så for at opsummere det hele, havde jeg et godt liv. Hvorfor gik det så galt? Tja, det håber jeg I kan finde ud af, jeg orker ikke mere. Det eneste jeg kan fortælle er hvordan det gik galt.

En, to, tre, pust ud.

Det hele startede for lidt over et år siden. Det er helt uvirkeligt at det kun er så kort tid siden. Det føles som om det er i flere årtier, at jeg har leve med den skyld, med hendes blod på mine hænder. Hvis jeg havde vidst hvad jeg ved nu, ville jeg aldrig have talt med hende, aldrig have smilet til hende. Hvis jeg havde den viden som jeg har i dag, ville hun have været som luft for mig og jeg ville været gået forbi hende uden så meget som at skænke hende et blik. Men nu så jeg hende, smilede til hende og mit sind vil for evigt have et minde om hende brændende lige bag mine øjenlåg.
   Jeg mødte hende første gang da jeg gik ud af bageriets bagdør, for at holde en af mine fem minutters pauser. Hvilket var underligt, men ok, det havde hele den dag jo været. Normalt ville jeg have holdt min pause omme i baglokalet, men lige den dag havde jeg brug for luft, brug for at klare tankerne. For mit gode liv havde lige fået en kort afbrydelse, eller faktisk flere kort afbrydelser. Først ringede Frida op og græd sine øjne ud over at hendes kæreste var gået fra hende, så nu var hun alene med sin lille dreng igen. Jeg trøstede hende så godt jeg kunne, men det var ikke nok, det vidste jeg allerede idet jeg hørte det første hulk. Hun havde brug for en der var hos hende i lidt tid, hun havde brug for sin søster og siden Anna-Bell kun nødtvungent tog kontakt til os, var det mig der hoppede på et tog og var hos hende i tre dage. Da jeg kom hjem igen var Joes sindstilstand blevet værre. Han skiftevis græd og mumlede for sig selv. Jeg gjorde det jeg var bedst til, holdt ham, lyttede til ham og støttede ham. Som jeg havde gjort med mine søstre da jeg var lille: "Gør nu som der bliver forventet af dig og tag det ansvar der ligger hos dig." Og det gjorde jeg, så meget at min chef ringede og kort sagde, at hvis jeg ikke snart kom på arbejde igen, ville der ikke være et arbejde til mig. Så selvom Joe stadig rystede og græd i sengen når jeg ikke var der til at tale roligt og blidt til ham, gik jeg på arbejde igen. Det var også der jeg fik telefonopkaldet om at min mor var død. Jeg prøvede at tage det hele i stiv arm, jeg gjorde virkelig mit bedst for at være der for begge mine søstre, da Anna-Bell mod alt forventning dukkede op til begravelsen. Alt dette var ikke mere en 14 dage gammelt da jeg stod bag bageren og tog en dyb indånding, en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, og pust ud.

"Hjælper det?" kom det fra en honningblød stemme, så mystisk og spændende, at jeg bare måtte vende mig om mod den. En høj tynd kvinde stod foran mig, med en smøg afslappet hængende i hånden. Hendes hvide hud blev brudt af sorte tatoveringer op og ned af armene. Ligesom hendes natsorte hår blev brudt af knald røde striber. Et let smil spillede på hendes læber, imens hun betragtede mig gennem et par skrå katte-grønne øjne. Jeg stod som hypnotiseret og måtte fysik ryste på hovedet for at bryde trancen: "Øh undskyld?" Kvinden smed den nu færdig røgede smøg væk, og sagde næsten ligegyldigt: "Det så ud som om du prøvede at samle dig, lykkes det dig?" I få sekunder var jeg mundlam over det højst besynderlige spørgsmål, men sært nok hørte jeg mig selv svare: "Det plejer at virke når jeg gør det på den måde, men af en eller anden grund har det ikke samme effekt som det plejer." Kvinden smilede som om hun allerede kendte svaret, hun slentrede hen i mod mig og stak en smøg i hånden på mig: "Her, det plejer at berolig mig." Jeg rynkede forvirret brynene og så ned på den hvide pind, som jeg per automatik holdt som om det var den mest dyrebare gave i verden: "Men jeg ryger ikke." Kvinden tog en benzinlighter frem med ordene: "En gang skal jo være den første." Hun skubbede hætten af og tændte den i en flydende bevægelse og jeg, uden at tænke mere over det, tog smøgen i munden og holdt den ind over flammen: "Sug!" kom det så beordrende fra hende, at jeg med det samme sugede på livet løs. Det resulterede selvfølgelig i et kraftigt hosteanfald der gjorde at jeg var ved at tabe smøgen. Jeg må have lignet en klodsmajor, for i det sammen fyldte en blød varm latter luften. Jeg blev lidt irriteret, for jeg følte hun hånede mig og mit sørgelige forsøg på at ryge en smøg, så ikke helt ufjendsk spurgte jeg: "Hvem er du overhovedet?" Kvinden stoppede med at grine og så drilsk på mig, imens hun forvirrende nok svarede med en alvorlig stemme: "Katarina, og hvem er du?" Jeg måtte bekæmpe et hosteanfald før jeg svarede: " Mille, mit navn er Mille." Katarina hævede det ene øjenbryn, imens hun så underfundigt på mig: "Mille, var? Nå, men så håber jeg du finder det der skal til for at samle dig Mille." Hun gav mig et sidste kækt smil, før hun vendte sig for at gå. Jeg ved ikke hvad der skete for mig lige der, hele denne situation har jeg spillet om og om igen, som om mit hoved er en ødelagt båndoptager. Det eneste jeg kan sige, som muligvis kan give en form for forklaring, er at lige da hun skulle til at gå fik jeg en følelse af, at denne kvinde var vigtig for mig, at denne smukke kvinde kunne give mig den lille ting jeg manglede, hvad end det så skulle være. Jeg ved det lyder sindssygt, men det var lige som i en af de gamle kærlighedsfilm, hvor en fyr står i baren og får øje på en smuk pige tværs over dansegulvet, som kigger tilbage på ham. Derefter, uden varsel, prikker fyren til sin fjollede ven, som selvfølgelig altid er med, og siger: "Hende der skal jeg giftes med, hun skal være mor til mine børn." Nu mener jeg selvfølgelig ikke at jeg ville have børn eller giftes med Katarina, den første ting kan ikke engang fysisk lade sig gøre. Men lige som den fyr vidste, at det var kvinden han ville tilbringe resten af sit liv med, vidste jeg at Katarina ville være den eneste der kunne vise mig et nyt og bedre liv, som jeg ikke engang havde troet eksisterede for få minutter siden.

Og på det grundlag sagde jeg højt: "Vent!" og greb fat om hendes håndled. Hun vendte sig igen mod mig, igen med et hævet øjenbryn, men der var ingen forbavselse at spore i hendes øjne, kun et muntert glimt: "Ja?" kom det blidt. Jeg blev helt mundlam, min pludselig utroligt spontane hjerne havde åbenbart ikke tænkt så langt som til hvad jeg skulle sige, hvis hun endelig stoppede når jeg greb fat i hende, så jeg stod bare der som en latterlig statue. Men Katarina grinede ikke, hun sænkede bare sit øjenbryn roligt og vurderende, imens hun tiltede hovedet let på skrå: "Du har ikke rigtig nogen venner." Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering, en udtalelse der var så sand, at jeg ikke kunne gøre andet end at lade øjnene ramme jorden. Jeg havde aldrig været god til at få venner, jeg havde aldrig haft lyst eller tid til at lære hvordan man fik det, og til min skam var det tydeligvis en åbenlys ting. Men min skam blev til forlegenhed idet Katarina med oprigtig undern i stemmen sagde: "Hvordan kan sådan en flot pige som du have så svært ved det mon?" Den dag i dag ved jeg ikke om det var et retorisk spørgsmål, for jeg kunne ikke svare, alt hvad jeg kunne var at møde hendes blik med et overrasket udtryk og blive rød i kinderne. Katarina ventede dog heller ikke på svaret, men gjorde sig blidt fri, hvilke ikke var særligt svært, da min hånd på daværende tidspunkt næsten ikke var andet end en slap vaskeklud. Katarina hev noget op fra baglommen af sine slidte bukser og trykkede det i hånden på mig med ordene: "Det må vi gøre noget ved." Som en tungnem så jeg ned på det hun havde trykket i hånden på mig. Det var et lille hvidt kort, hvor der med sorte neutrale bogstaver stod: Katarina Gregersen og et telefonnummer. Jeg så op med ordet tak liggende på tungen, men da var hun allerede væk og jeg var alene igen.

Tiden gik, jeg fik overbevist mig selv om at det hele var skørt, og jeg gjorde sådan et godt job, at hændelsen, gik hen og blev et minde, hvad pokker lavede jeg også? At gå rundt sådan og bede fremmede kvinder om deres nummer, og Katarina som bare gav mig det, hun kunne heller ikke være helt normal, så selv om jeg ikke kunne få billede af hende ud af mit hoved, røg jeg igen ind i den trygge grå zone som var mit liv. Lige indtil dagen hvor alt gik galt. Dengang så jeg det selvfølgelig som den bedste dag i mit liv, men dengang vidste jeg heller ikke det jeg ved nu.

Der var gået fjorten dage, fjorten dage hvor mine tanker om hende var reserveret til om natten, hvor jeg vågede over Joe. Han havde fået det værre, og det var den eneste måde jeg kunne få ham til at falde til ro på og få de timer på øjet som han havde så hårdt brug for. Nu undre I jer nok over hvorfor det offentlige ikke skred ind, hvorfor jeg ikke bad om hjælp. Jeg er lidt flov over at måtte indrømme, at den eneste grund til det ikke skete, var fordi jeg ikke lod det ske. Joe ville ikke væk herfra og vi vidste begge det var det der ville ske, hvis vi gik til lægen igen. Og jeg, he, ja jeg ville ikke have andre skulle gå ind og tage Joe fra mig, han var mit ansvar, de vidste ikke hvad Joe havde brug for, de vidste ikke at Joe ikke kunne lide farven hvid. Men det gjorde jeg, jeg var den eneste der kunne hjælpe ham, det vidste vi begge, som de eneste. Eller, vi troede i hvert fald at det var sådan tingene hang sammen, vi skulle blive så meget klogere. Katarina skulle gøre mig så meget klogere, men det var en lang proces, som hun startede med om aftenen fjorten dage efter jeg havde mødt hende første gang. Men jeg vil forsætte min fortælle få timer før.

En, to, tre, pust ud.

Jeg kom træt hjem fra arbejdet, det havde været en hård og varm dag, da jeg åbnede døren til vores endnu varmere og indelukkede lejlighed. Jeg nåede kun lige at åbne døren før Joes paniske stemme lød gennem den mørke gang: "Er det dig Mille?" jeg svarede, imens jeg prøvede at kæmpe mig igennem gangen, hvor avis på avisbunker lå tæt op ad væggen: "Så skynd dig at lukke og låse, vi kan ikke have nogle af dem også slipper ind." Jeg sukkede let, men gjorde som der blev sagt. Jeg havde aldrig set de eller dem som Joe var så bange for, men det gav ham mere ro, så jeg gjorde det med glæde, ligesom aviserne. Hver dag købte jeg tre forskellige aviser til Joe, som han altid læse igennem fra ende til anden, ikke fordi han ville vide hvad der skete omkring os, eller jo måske var det netop derfor, han gjorde det, i hvert fald i hans eget hoved. For det var på den måde han kunne holde øje med dem, han var overbevist om at gennem aviserne sendte de koder til hinanden, koder som ingen andre end Joe selv og så selvfølgelig dem, hvem end de så var, kunne forstå. Dette var en ting jeg havde gjort hver evig eneste dag siden jeg blev gift med ham. Jeg fik blanke øjne da jeg kom i tanke om den glade udadvendte mand som jeg havde mødt i bagerbutikken. Hvor var han blevet af? Pludselig blev jeg uendelig træt af det hele, træt af Joes ubegrundet frygt, træt af min konstant ringende lillesøster Frida, træt af Anna-Bell som nu igen ikke svarede på mine opkald, træt. Min hals lukkede sig sammen og jeg kunne ikke få luft, jeg maste mig gennem avisbunkerne, og ud på badeværelset. Ligeglad med at min make-up ville få mig til at ligne en panda, klaskede jeg vand i hovedet, der jeg hørte Joe kalde inde fra stuen: "Din søster har ringet, du skulle ringe tilbage hurtigst muligt." Jeg stønnede let: "Selvfølgelig har hun det" og dykkede ned i min lette sommerjakkes lomme og fiskede min mobil op, men idet jeg gjorde det, faldt et lille hvidt kort ud og ned i den gule vask, jeg tog det hurtig op inden det blev for vådt. Katarinas navn og telefon nummer lyste imod mig. Jeg skulle have skyllet det ud i toilettet, men i stedet for fandt jeg mig selv skrive en besked til hende, fremfor at ringe til min søster som jeg egentlig skulle gøre.

Hey Katarina, hvordan går det?
   Hilsen Mille fra bageren :-)

Jeg så lidt på mobilen før jeg trykkede send og gik ud af badeværelset. Jeg smed pligtskyldigt, aviserne på bordet foran Joe som lå på sofaen. Derefter gik jeg ud for at starte på maden, da min telefon bippede. Det var en besked fra Katarina.

Hey Tornerose, jo jeg har det perfekt ;-) du?

Jeg stoppede brat op og begyndte at skrive midt i min bane på vej til køkkenet.

Jo jeg har det skam fint, jeg føler bare lidt at mine problemer ikke gider blive mindre. Kender du det? Joe, min mand, har det ikke så godt og min søster ringer hele tiden og nogle gange bliver det bare for meget for mig.

Jeg så overvejende på beskeden, men endte med at trykke send, til min forbavselse kom der hurtigt en besked igen, jeg så undrende på den, hastigheden hvormed den nye besked kom hang ikke sammen med hvor lang min besked havde været.

Stoppede med at læse din sms efter ordet problemer, mød mig om tyve minutter. På baren Dingoen.

Og det var det. Normalt ville jeg havde skrevet tilbage at det ikke passede ind lige nu, men beskeden lød så færdiggørende og jeg havde ikke nogen rigtig undskyldning, i hvert fald ikke en undskyldning som jeg selv kunne godtage. Maden kunne vel vente lidt, og baren lå ikke ret langt væk her fra, så jeg kunne hurtigt komme tilbage. Jeg vendte rundt og gik mod badeværelset igen for at lægge en ny make-up, imens jeg råbte til Joe: "Jeg bliver nødt til at løbe et ærinde, jeg er tilbage om et par timer." Men Joe svarede ikke, han var allerede begravet i sine aviser.