I en alder af ti år, skulle pigens blå øjne være unge og uerfarne og ikke med bekymrede furer under dem. Det smukke lyse hår hang løst ned da hun sad i sin seng og så ud af vinduet. Hendes lillebror lå og sov trygt i sin seng, alt var som det skulle være. Alligevel vidste hun inderst inde at det var en løgn, det havde været en løgn siden hun var otte. For moren og manden var til fest, hvilket der ikke var noget galt i, men pigen vidste hvad mandens "morgenfest" ville være, når moren var faldet i søvn. Der gik en gysen igennem den tynde krop hvor de kvindelige former ikke var kommet frem endnu, selvom hun havde været kvinde i mange år. Hun gyser ved tanken om den varme øl-ånde mod hendes hals, hun gyser ved billedet af de to skyggepletter der skær igennem den lille lysrevne under hendes dør. Pigen tager en dyb indånding for at bekæmpe den kvalme der presser sig op igennem halsen, hun ved ikke om syren i hendes spiserør kommer fordi hun er bange for hvad der skal ske, eller det er fordi hun for sit indre øre kan høre et ekko af den dybe og hæse stønnen. Had og triumf glider over pigens ansigt, hun hader manden. Hader hvad han får hende til at føle, især her det sidste år. Før i tiden følte hun kun angst og had, når hun mærkede der kom ekstra vægt i sengen.
   Hun havde følt sig forvirret og magtesløs når lugten af sprut ramte hendes næsebor og væmmelse når de alt for bløde ord trængte igennem hendes øregange. Men her det sidste år var der kommet en anden følelse. Den følelse hun hun hadede og foragtede mest. Det var den følelse der langsomt opbyggedes i hendes krop, når de bløde ord blev til væmmelige støn, følelsen måtte vel kaldes ophidselse, og den frustrerede hende, især fordi den ikke stemte overens med de følelser der skreg i hendes hoved, når nattens mareridt stod på.

Piges triumferende smil blev lidt større idet hun stille for sig selv sagde: "Jeg skal nok gøre dig stolt mor, for jeg er en stor pige nu." Imens hun greb lidt mere fast om det plastik hun allerede holdt så krampagtigt fast i.

Hun og moren havde altid været alene. Pigen huskede tilbage på den tid med glæde, moren havde været der for hende i tykt og tyndt, men der var en flænge i det ellers så smukke billede, moren smilede aldrig. Ikke før manden trængte ind i det pæne billede og gjorde det surrealistisk. Det var også den gang morens stemme kom til at lyde som en automatisk båndoptager, når hun gang på gang sagde, i de få tilfælde hvor pigen afveg fra den norm der hedder at være en pæn pige: "Vær nu en stor pige og lad være med at lave en scene." Pigen havde adlydt til punkt og prikke, selv når hun om natten havde hørt fodtrin på det blanke parketgulv, fodtrin der kom mod hendes værelse. Hun havde aldrig sagt noget, da hun forgudede sin mor og sin lillebror da han kom til verden. Kun en gang var hun kommet til at fortælle om de ting der skete om natten. Da mosteren kom på besøg, lige efter at lillebror var blevet født. Hun kunne stadig se mosteren for sig, hun som altid havde leget og grinet med hende så nu med vrede øjne på hende og sagde: "Det er forståeligt hvis du føler dig lidt overset, nu hvor lillebror er kommet, men det er uacceptabelt at lave sådan en forfærdelig løgn. Du burde skamme dig, sådan noget gør store piger ikke." Og det havde hun gjort lige siden, hun skammede sig hver dag over hvad der skete hver nat. Men hun var stolt af sig selv, for hun havde ikke sagt et ord til nogen, siden den gang med mosteren. Ikke engang i skolen, hvor hun gled rund som et spøgelse, men åbenbart var det at være gennemsigtig en god ting. For hun fik som belønning ros fra lærerne til forældresamtalerne og derved en glad mor der stolt sagde til hende: "Du er også mors store pige." Det eneste punkt hvor moren ikke var tilfreds med hende, var at pigen ikke kaldte manden for far. Hun brugte hans navn, selvom han i hendes hoved bare var "manden", hun havde aldrig mødt sin far. Men hun havde set den mand i reklamefilmen der løb med sine børn ned af en hvid sandstrand, hans øjne var så glade og trygge, når han stoppede op, kun for at tage sit barn i sin stærke favn og slynge det grinende rundt. Sådan var manden ikke. Hans øjne var enten døde og blanke eller fyldt med noget pigen ikke forstod og hans arme var hårde og brutale. Hun vidste ikke hvad manden var, men hun vidste at han i hvert fald ikke var en rigtig far.

Pigen skruede låget af den lille plastikdåse og hældte de små hvide piller, der glinsede i natlampes skær, ud i sin hånd imens hendes spinkle stemme sagde, som om hendes mor var lige ved siden af hende: "Jeg vil ikke lave nogen scene mor, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre, barnepigen passer på lillebror, så jeg er stadig din store pige." Hun ventede ikke på svar fra det tomme værelse før hun puttede håndfulden af de små tic-tac lignende piller i munden og slugte dem, idet hun lagde sig tilfreds ned i den, på nuværende tidspunkt, trygge seng.

Hun havde gjort alt for at passe på lillebror og heldigvis var manden aldrig gået ind til ham om natten, det var hun sikker på, for hun holdt sig altid vågen og lyttede efter fodtrin, hvis manden med vaklende fodtrin ikke skulle gå mod hendes dør. Men heldigvis kom der aldrig nogle fodtrin hvis det ikke var til hende. Det var nok fordi lillebror var en dreng så familiens eneste problem ville forsvinde idet hun forsvandt. Det glædede hende og tanken om det gjorde det lidt lettere at bære de krampe der begyndte med voldsom kraft at skyde gennem hendes lille blege krop. Da brækket fyldte hendes mund slugte hun så meget af det hun kunne, imens hun fremtvang et lille smil, hun kunne ikke klare tanke om at mærke manden hos hende igen. Men hun ville ikke lave nogen scene, hun ville være en stor pige.

Det føltes som en evighed før hendes ikke fuldt udvoksede lunger stoppede med at hive luft under den alt for tynde pyjamas, med næsten blå læber hviskede pigen, næsten uhørligt med den sidste luft: "Så mor, nu vil jeg altid være din store pige."

Efter at have sendt barnepigen hjem fulgte kvinden grinende den slingrende mand op af trappen. Kvinden sukkede tilfreds da hun mærkede mandens kraftige arm låse sig om hende, da de nåede op på gangen. Hans ølmættede ånde pustede in i hendes øre og fik hende til at fnise, selvom hun ikke var fuld. Han sagde: "Gå du bare i seng skat, så ser jeg til vores lille pige og stærke dreng, jeg vil ikke have du overanstrenger dig." Kvinde nikkede og sagde imens manden gik hen mod pigens dør: "Ja, jeg skal jo passe på, jeg glæder mig lige til at fortælle vores lille pige at hun får en lillesøster at lege med, det har hun jo altid ønsket sig."