Okay, lad os få nogle ting på det rene. Jeg hedder Lee, eller teknisk set er mit navn vel Leonora. Men det forfærdelige navn er der kun en der må kalde mig, kun hende der elsker mig af hele hendes hjerte må kalde mig det, for jeg synes at hvis der er en der er dumdristig nok til at kunne elske mig, fortjener vedkommende en belønning. For hvis man har mødt mig vil man efter få sekunder i mit nærvær lærer at kærlighed til mig er en... Skal vi sige, meget svær ting. Jeg er en sæk, en forvirret psykotisk møgsæk, jeg kan lige så godt sige det med det samme, så der ikke kommer den typiske misforståelse: at jeg faktisk er et godt menneske på bunden. Lige meget hvor meget Maria og resten af verden hele tiden prøver at overbevise mig om det, ændrer det ikke på faktum. Hvis der endelig fandtes en fucking gud, ville jeg være djævlen selv i forklædning, jeg er ikke bange for at indrømme, at med mit sorte hår der snart er ved at være langt igen, lysebrune øjne og hvide rene hud, er det en fandens flot forklædning. Men ikke desto mindre en forklædning. Jeg flår folk ned i den flod af mørke og synd jeg selv elsker at bade i. Min største og bedste bedrift må være, at jeg præsterede at få Maria, selveste præstedatteren i den sygeligt religiøse by vi boede i, til at forlade sit hjem, sin familie og sine venner så snart hun blev myndig, og flygte med til storbyen. Ikke at det var en svær beslutning for hende, idet hun blev atten havde hendes familie og venner alle vendt hende ryggen og hun havde boet hos mig.
Hun gennemlevet alt det drama, bare for at elske mig, en kvinde.
Jeg har aldrig forstået religiøse mennesker. Det frivilligt at underkaste sig nogle gamle regler og normer, som en forlængst glemt person har skrevet ned, var et mysterium for mig. Det viste jeg da også tydeligt, den dag flyttevognen var pakket og kørte mod vores nye-gamle lille lorte lejlighed. Jeg grinte idet vi satte os ind i den lille skod bil min fordrukne forældre trods alt havde fået nosset sig sammen til at købe til mig, som min atten års fødselsdagsgave. Jeg rakte fuck til byen i bakspejlet da vi kørte ud af den. Maria græd. Jeg fortæller ikke alt det her fordi jeg har det dårligt med mig selv, eller fordi jeg ønsker Maria eller jeg selv skal få medlidenhed. Vi valgte godt nok ikke at være lesbiske, men vi valgte at komme ud med det. Nej, jeg fortæller dette for at give en forståelse for hvorfor det endte som det gjorde.
Vi troede vi kunne leve af kærlighed og kildevand. Fuck hvor var vi dumme. Vi måtte hurtigt indse, at hvis vi skulle have råd til at æde andet end pasta de næste seks år, måtte en af os droppe sin uddannelse. Og jeg var en forelsket ung tumpe, uden noget rigtige andet mål for øje end at have det sjovt og se hvornår jeg kunne kneppe Maria igen. Så selvfølgelig meldte jeg mig frivilligt til at droppe ud af den skole jeg var kommet ind på. For en af de ting jeg beundrede Maria for, var at hun havde et mål, hun havde en drøm. Jeg var ikke i tvivl om, at hun ville blive læge en dag, og en pokkers god en af slagsen. Den kvinde har et så stort hjerte, at det var lige før hun kunne kompensere for mit lille indtørrede hjerte, der kun bankede for en ting, hende. Det lyder så sukkersødt og banalt, men hvordan kunne jeg undgå det? Med hendes smukke jordbærfarvede, lange bølgede hår, lyse hud og de søde små fregner rundt om næsen. Hun lignede det hun var, med de intelligente blå øjne, en fucking engel. Og det kommer fra mig, der ikke tror på noget i denne verden. Men jeg troede på hende, jeg lo sammen med hende når vi sad på en bænk og snakkede om alt og intet, imens vi betragtede mennesker i alle storbyens farver gå forbi os. Jeg trøstede hende når jeg vågende op ved hendes sagte gråd. Hun græd ikke af selvmedlidenhed, som var den eneste type gråd jeg kunne komme med. Nej, hun græd for mennesker, deres uvidenhed, deres fordomme, deres ondskab. Det var især hendes mor og far, vores tidligere hjembys præst hun græd for, men med tiden græd hun også for mig.
For på et tidspunkt når man er et par bliver de lyserøde skyer så tynde og gennemsigtige, at man til sidst falder og får den grå, hårde flade hverdag lige i masken. Maria troede, at det at komme frem med vores forhold var det hårdeste, og jeg var naiv nok til at tro hende. Men der tog vi begge fejl. Det blev tydeligt en måned efter vi havde pakket de sidste kasser ud i vores nye gamle lorte lejlighed. Jeg havde fået et job i Bilka, hvor jeg sad i kassen som en anden maskine og bippede varer på varer gennem det altid snurrende bånd. Det mest spændene der kunne ske på en arbejdsdag, var at en eller anden kunde blev utilfreds med prisen, eller noget andet ligeså meningsløst. Men selvom det er min natur at brokke mig, gjorde jeg det ikke der. Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at jeg gjorde det for Marias skyld, så hun kunne komme videre, så hun kunne folde sine vinger ud og hive os begge op af det hul jeg var så godt i gang med at trække os ned i.
Men en dag da jeg kom hjem efter en tolv timers vagt gik det galt. Jeg var så træt og udmattet at jeg var skide ligeglad med at komme op fra hullet, for min skyld kunne vi blive i det for evigt, bare der var noget at spise og et sted hvor jeg kunne sove. Men begge dele var ikke tilfældet da jeg hamrede den slidte dør op og træt kaldte: "Hej, jeg er hjemme." Intet svar kom, så jeg slæbte mig ind i det lille pisse rum der skulle forestille et køkken, i håb om at Maria var gået i gang med maden. Det var dog ikke tilfældet, selvom klokken var over otte. Så jeg gik lidt mere irriteret ind i vores stue, hvor jeg fandt den kvinde jeg elskede med næsen begravet i en bog: "Jeg sagde, jeg er hjemme!" Gentog jeg nu meget irriteret. Jeg har haft tyve mavesure kunder og en hysterisk chef, og for hvad? Den kvinde som stædigt påstod vi hørte sammen, ville ikke engang se op da hun svarede fraværende: "Hej skat, har du haft en god dag?" Havde hun kastet et blik på mig ville hun have set at det ikke var tilfældet. Jeg lænede mig op af dørkarmen med korslagte arme, imens jeg sarkastisk svarede: "Jo da, du kender jo mig, jeg nyder at blive verbalt trampet på af diverse kunder og smagen af lort i munden efter at have måtte kysse røv på min chef hele dagen, mmmh, der findes ikke noget bedre." Som nævnt før, er jeg en sæk, men ikke en urimelig sæk, jeg havde på det tidspunkt taget imod hvilket som helst trøstende ord, et kram, et mildt blik, en fucking joke, alt andet end at hun bare fraværende nikkede med ordene: "Det var da godt." Jeg stirrede nu arrigt på hende. Normalt ville jeg have syntes hun så utroligt smuk ud som hun sad der i sofaen, i havfruestilling, med løst hår bredt ud over hendes ryg, men læsebrillerne og den store tykke bog ødelagde billedet. "Og foruden det, jeg snavede med en ko i dag, den kyssede godt, men det kan aldrig blive til noget, for i morgen skal jeg giftes med en lille grøn rummand, jeg prøvede at sige nej og forklare jeg var til kvinder, men du kender jo de rummænd, de tager ikke et nej for et nej." Nu kom der liv i Maria, hun så forvirret op: "Undskyld, hvad?" Jeg kunne mærke min arrighed blive til vrede, og komme op som spydighed i min mund: "Jeg kan vel ligeså godt gifte mig med en rummand, for min kæreste gider ikke så meget som skænke mig et blik." Maria lagde nu bogen og kørte hånden gennem håret. "Undskyld, jeg har bare fået så meget for at du ikke drømmer om det, og jeg er ved at blive pænt stresset over hele, især fordi jeg ikke forstår halvdelen af hvad jeg skal gøre." Hvis hun havde håbet på medfølelse fik hun den ikke, ikke efter den dag jeg havde haft, jeg gik vredt ud og smed jakken: "Så fordi du er halvdum gider du ikke engang at se på mig?" Jeg kunne høre Maria rejse sig og gå hen imod mig, til min irritation stadig stille og roligt: "Leonora, du ved godt det ikke var hverken særligt sødt eller retfærdigt sagt." Det vidste jeg. Åh, tro mig, jeg vidste det, en lille stemme i mit baghoved blev ved med at minde mig om det, men fanden tage mig om jeg ville lytte til den, eller til Maria nu.
Jeg havde knoklet, var blevet råbt af, skulle gøre den samme ting om og om i en meningsløs uendelig for hendes skyld, og det var hvad jeg fik som tak: "Jeg har knoklet for os, imens du bare har siddet der og læst, du har ikke engang tænk på at lave mad, men hvorfor skulle jeg ikke også lige tage og gøre det, efter at have været på arbejde i tolv timer!" Et normalt menneske ville have bakket væk når en person går råbende imod dem, som jeg nu gik imod Maria. De ville ikke bare blive stående og stirre koldt på en, som hun gjorde, kun de røde pletter på hendes kinder afslørede hendes vrede: "Ej, hvor er det da også synd for dig!" Sagde hun så koldt og ligeglad, at jeg kunne havde tudet, var det ikke for den vrede der nu helt havde overmandet min krop: "Ja, det synes jeg lidt det er, når det ikke er nok med at jeg skal arbejde min røv i laser, kun for at kunne komme hjem og være tjener for dig!" For sent indså jeg, at Marias kolde og korte sætninger kun var for at give mig en chance for at stoppe, for at æde mine ord i mig igen, inden hun jordede mig totalt. For nu stod hun op i lys lue og med ren klar stemme råbte hun: "Tjener! Hvordan kan du få dig selv til at sige det, når det er dig der kommer hjem og forventer at maden står på bordet? Du er så selvcentreret, piver over at jeg ikke ser på dig, når det er dig der er væk i tolv timer, som du selv så fint nævnte!" Hun gik nu med hurtige skridt mod mig og det var mig der måtte bakke: "Jeg kæmper mig igennem en hård uddannelse, for at give os en fremtid, en ting du hårdnakket nægter at tænke over, og så er du så arrogant, at du tør at kalde mig dum! Når du ikke engang selv har noget mål i livet, du laller bare rundt." Hun stoppede sin rasende talestrøm og så afventende på mig, forberedt på et nyt verbalt slag fra mig, men det kom ikke. Jeg kunne ikke, hun havde jo ret. Tag ikke fejl, jeg var stadig rasende, især fordi jeg ikke kunne svare tilbage og kun kunne komme med er svagt: "Jeg sagde kun halvdum." Fordi min mundlamhed fortsatte hvæste hun: "Har du overvejet, at du ikke behøvede at arbejde så meget, hvis du ikke hele tiden gik i byen og drak hjernen ud?" Der vil jeg lige nævne, at jeg havde mange svar på læben, som: "Vi kan sgu da ikke alle leve af vievand" eller: "Undskyld, men jeg tror ikke på gud, så jeg vil ikke vente til jeg kommer op i paradisets have før jeg lever livet." Men alle de meget brugbare sætninger bed jeg i mig, i frygt for at hun bare ville affyre endnu en talestrøm, som jeg ikke rigtig kunne svare tilbage på. Så i stedet gjorde jeg præcis det hun lige havde skældt ud over, jeg greb min jakke og råbte halvhjertet: "I det mindste får jeg en drink ud af de penge jeg bruger på baren, for jeg får sgu ikke noget hos dig, ikke engang mad, lige meget hvor mange penge jeg bruger på dig!" Og med det skred jeg.
Det var den aften jeg fandt klubben "She Wolf". Jeg blev forelsket i den med det samme, det var et lille sted, proppet med kvinder der fortrak kvinder og sprut der ikke var for dyrt. Klubbens musik bankede i takt med mit hjerte og jeg følte mig med det samme hjemme, hvilke skulle vise sig at være smart, da det skulle komme til at blive mit andet hjem. Men det var dog først senere, første gang snakker jeg ikke med nogen, jeg bestilte bare drink på drink til at jeg var usikker på benene og sikker på at min mobil i løbet af aftenen og natten havde groet et par ben og var løbet væk, for væk var den (jeg fandt den dog i baglommen dagen efter). Hvilket vel også var et klogt træk, fra mobilens side, for det eneste jeg ville have gjort hvis jeg fandt den, var vel bare at ringe til Maria og så var skænderiet startet forfra. Men det gjorde det ikke. Da jeg omsider fik slæbt mig hjem og kastede mit sprutstinkende korpus i seng, havde jeg forventet at Maria ville fryse hendes side af sengen til med hendes kulde, men hun lagde en arm rundt om mig og snøftende hviskede: "Undskyld." Jeg nussede hendes arm, hun havde nok håbet at jeg havde gjort noget mere, at jeg sagt noget mere end: "Okay," men der var søvnen allerede ved at tage mig ud af denne snurrende verden.
Næste dag var alt fint og næste dag igen. Men det var også den eneste våbenhvile vi fik, så skændtes vi over penge, og næste gang var det over fremtiden, og så var det fordi jeg kom fuld hjem. Hvorpå vi fortsatte næste dag, hvor Maria pludselig var forsvundet, kun for at skænderi temaet ændrede sig til, at det var fordi jeg ikke respekterede hendes tro og var så ligeglad, at jeg ikke engang kunne huske hun tog i kirke om søndagen. Til mit forsvar troede jeg at ethvert almindeligt menneske ville se det som tidsspilde, når man kunne bruge tiden sammen med sin kæreste, som man i forvejen ikke så særlig meget til. Hvor var jeg dog egoistisk dengang. Nå, men som man nok kan gætte sig til, brugte jeg mere af min fritid på "She Wolf". Nogle gange cuttede jeg skænderiet med Maria og gik bare direkte hen til klubben. Der lærte jeg mange mennesker at kende. Inklusiv barens ejer, Miranda, en sød pige og sikkert en jeg ville have prøvet at kommer i bukserne på, var det ikke fordi jeg jo var i et "lykkeligt" forhold. Det så det i hvert fald ud til, når de få fælles venner vi havde skaffet os, kom til middag. Det var også der det første gang gik rigtig galt. Vi havde haft vores lejlighed så længe at jeg nu bare simpelthen kun kaldte den vores gamle lorte lejlighed. Martin fra Marias klasse, med sin kæreste Susan, kom til middag. De var lette mennesker at omgås og aftenen gik fra hyggelig til nærmest sjov. Jeg snakkede godt med Susan, imens Maria og Martin brugte det mest af deres tid på at diskutere skole. Det var da Susan og jeg sad og var i gang med vinflaske nummer fire, kun med svag hjælp fra de to andre, at Susan sagde en ting der fik en skræmmende sandhed til at gå op for mig: "Gud, hvor er I heldige at have fundet hinanden, I er jo som skabt for hinanden." Da kiggede jeg på Maria der sad med seriøse blå øjne og lyttede til Martin, og da indså jeg, at vi var blevet falske. Vi talte pænt til hinanden og lod som vi var glade og forelskede, men det var en rolle vi ikke engang havde tænkt over, for vi havde gjort det for at overleve, men det ændrede ikke sandheden. Der var ingen kærlige blikke, ingen varme berøringer der normalt fik min krop til at ryste. Selv sex var der næsten ikke, og hvis den var der, var den hul og meningsløs, uden nogle følelser. Det var bare en metode til at få dækket et behov, som vi oftere og oftere bare gjorde selv. Den tanke skræmte mig og under resten af aftenen fløj den tankerække rundt og rundt i mit hovede, som en forvirret fugl flyver rundt i et bur, desperat for at finde en udvej.
Det var dog først da Martin og Susan var taget afsted at det gik galt. Vi stod i det lille køkken og var ved at vaske op. Vi havde de vante pladser, Maria vaskede og jeg tørrede. Det blev gjort i stilhed, til omkring halvvejs da Maria brød den med en atypisk vrede: "Behøvede du at lave den joke med vores sexliv?" Jeg stoppede tørringen og tændte en smøg, imens jeg tænkte mig godt om, jeg gad ikke at skændes igen og jeg var fuld. I den tilstand plejede selv mine mest poetisk ord at ende ud som mundlort, så derfor valgte jeg mine ord omhyggeligt: "Vi jokede jo bare, jeg tror ikke nogen af dem tog det alvorligt." Maria vendte hovedet mod mig, små lyn gemte sig i hendes øjne, parate for at samle sig og skyde mod mig, for at forvandle mig til aske: "Det at vi ikke har det særlig ofte er der ikke noget at joke med, og behøver du at ryge lige i hovedet på mig?" Jeg ville som sagt ikke skændes, så jeg ville have sat det fad ned jeg netop havde tørret af og slukket smøgen. Men takket været min tilstand var min afstandsbedømmelse ikke ligefrem den bedst. Fadet dansede i få nanosekunder på bordkanten, før det faldt ned og knustes mod det slidte stengulv. Maria reagerede med det samme og vrissede: "Se nu hvad du har gjort." Jeg bøjede mig ned for at hjælpe: "Undskyld, her lad mig." "Nej, du er alligevel for fuld til at kunne finde ud af det," snerrede hun vredt. Jeg rettede mig forurettet op: "Det var sgu da ikke kun mig der drak, Susan var totalt vissen!" Maria rettede sig op: "Ja, men jeg tror ikke hun også gør det i hverdagen!" Til mit uheld faldt asken fra min smøg ned og blandede sig med de rester af fadet der stadig var på gulvet, og til min ulykke så Maria det. Et frustreret udbrud kom fra hende, idet hun smed det første hold skår i skraldespanden: "Du er da fuldkommen umulig! Du drikker næsten hver dag, hjælper aldrig til, er ikke til at snakke med." Vreden sneg sig langsomt ind på mig, og sveden begyndte at springe frem og gøre min hud glinsende "Maria, vil du ikke godt stoppe?" svarede jeg halvkvalt i vrede, men hun hverken hørte eller så mig idet hun fortsatte: "Tænk, at jeg gav slip på alt i mit gamle liv for det her! For dig!" råbte hun vredt og frustrationen strålede ud af hendes ellers så smukke ansigt. Jeg prøvede at bekæmpe vreden, men ordene formede sig alligevel i min mund og pressede sig brutal gennem mine læber: "Hvorfor tager du så ikke hjem til din skide kristne familie? Det kan være din elskede gud stadig vil tilgive dig. Jeg hører at tilgivelse og frelse er en ting han gør meget ud af. Det er i hvert fald det du beder om, efter vi har bollet!" Maria blev helt hvid i hovedet før hun skreg: "Hvor vover du! Jeg har gjort det en gang for over et år siden og så skal jeg stadig høre for det! Du er så ussel! Du er ikke bedre en din utro dranker mor!" Her gjorde jeg noget jeg aldrig havde gjort før. Jeg tænke ikke engang, det skete før min hjerne kunne nå at følge med, hvis den havde været hurtig nok ville det aldrig have været sket, men inden jeg vidste af det, reagerede min krop. Min arm slyngede sig tilbage, kun for kort efter at suse frem og med flad hånd ramme Maria på hendes fine og glatte kind med et smæk. Hun stoppede al bevægelse og stirrede forbavset og skræmt på mig. Jeg stirrede ligeså forbavset og skæmt på hendes kind, hvor et rødt mærke af en hånd begynde at komme frem. Derefter stirrede jeg på min snurrede hånd, før jeg panisk peb: "Nej!" Hvor jeg derefter drejede om på hælene og løb.
Der er ingen undskyldning for hvad jeg gjorde, jeg vil ikke engang prøve at komme med en. Men jeg vil dog komme med en forklaring på hvorfor jeg reagerede så stærkt. For man må kende til min familie før man til fulde kan forstå, at Maria ikke bare fornærmede mig, men også spyttede, grinede, hånede og overpissede mig, rent ordmæssigt. Jeg er så uheldig at have en far og en mor der stadig er gift. Jeg bruger ordet uheldig, fordi hvis de nu havde været skilt ville mit liv nok have været en hel del bedre. Når jeg siger at min forældre drak for meget, mener jeg ikke at de er den type der sidder på en bænk og bæller øl i sig. Nej, min far var skam en dygtig forretningsmand. Ikke så dygtig at vi var pisserige, men dygtig nok til at han kunne købe et pænt hus til sin familie, altså hvis han arbejde seksten timer i døgnet, hvilket han gjorde. Så, som man kan tænke sig til, så jeg ikke meget til min far, hvilke vel også var godt det samme, for de timer han ikke arbejdede, drak han og skændtes med min mor. Den dag i dag, hvor jeg tænker tilbage på min tid sammen med Maria i den lille lejlighed, skræmmer det mig at se ligheden mellem min fars og min egen opførelse. Jeg kan kun takke den ikke eksisterede gud for at Maria på ingen måde mindede om min mor. Min mor var en helt anden sag. Hun arbejdede ikke, selvom hun kunne, men nød bare godt af at hun havde et talent for at vælge ægtemand og leve højt på hans penge. Hun og hendes elsker, som hun nød at drikke og kneppe med. Hun udskiftede dem jævnligt, jeg kan ikke huske nogen bestemt. Udover en, der engang gav mig en bamse da han kom, imod at jeg lovede ham at gå ud og lege i haven en times tid imens han og mor "snakkede". Jeg gik ud i haven og brændte bamsen, efter jeg havde flået den op med noget af min mors haveværktøj. Jeg var den slags barn der aldrig skulle være kommet. For det meste var jeg bare et irritationselement for mine forældre og som lille savnede jeg ofte opmærksomhed fra dem, men i takt med at jeg blev ældre begyndte jeg at værdsætte deres ligegyldighed overfor mig. De holdt ikke hele tiden øje med mig, de havde for travlt med deres eget liv, med tilhørende skænderier hver aften, og så længe jeg ikke forstyrrede dem lå alt sådan set frit for mig, og jeg kunne gøre som jeg ville. Selv som teenager, da jeg fandt ud af at jeg var til kvinder, kom jeg ud med det til mine forældre ved at skrive det på et stykke papir. Det lød noget i retning af: "Hej far eller mor, synes lige I skal vide at jeg er lesbisk. K.H. Lee" Jeg ved det blev læste, for næste gang jeg så hen på køkkenbordet hvor jeg havde lagt det, var det væk, men hvem der havde læst det, eller om de fik snakket om det, imellem deres skænderier, ved jeg ikke. Jeg var desuden også fucking ligeglad. Jeg levede for at nyde livet fuldt ud, fandt andre som mig og vi var måske lidt for ligeglade med skolen, men ellers gjorde vi ikke andet end det vores forældre ville have: holdt os fra dem. Sex, sprut, stoffer og høj musik var vores hverdag og en plads under en gangbro blev vores hjem. Den sandede jord og de graffitimalede betonvægge og stolper blev hurtigt mere trygge for mig end mit "rigtige" hjem. Livet under broen var et fucking paradis for os. Men så sket det forfærdelige. Nogle hysteriske forældre fik nys om os. De kaldte os for en bande og før jeg vidste af det, havde jeg en råbende far og en mor som græd krokodilletårer imens hun skrålede: "Jeg ved ikke hvor jeg har fejlet." Jeg kunne give hende en lang liste. Men i stedet for besluttede min forældre sig for, for første og eneste gang at være forældre, og flytte til en isoleret meget religiøs lille landsby. Der stoppede jeg med stofferne og da jeg kom i klasse med Maria, kom alt andet ned på et meget mere moderat niveau.
Indtil nu. Jeg gik dog ikke hen til "She Wolf "den aften. Nej, jeg endte i udkanten af byen, der hvor parcelhusene med de små velplejede haver begyndte at dukke op. Jeg stirrede som hypnotiseret på et gult hus. Der var spredt børnelegetøj i haven og da en bils lygter ramte huset kunne jeg se en svag lyselilla væg. Jeg kan huske at jeg tænkte, at det måtte være det perfekte sted at vokse op i, sådan et sted kunne der umuligt være skygger der formørkede livet for den familie der nu boede derinde. Jeg sad på kantstenen, som en anden idiot, og så på huset, væk i mine skyldbetonede og smertelige tanker, til det begynde at lysne. Da rejste jeg mig og slæbte min trætte krop hjem. Jeg håbede inderligt at Maria var gået i seng. Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige til hende, det jeg havde gjort var forkasteligt. Man hæver aldrig sin hånd i vrede, var en af de få ting min far fik lært mig.
Men jeg var dog ikke så heldig. Idet jeg lukkede hoveddøren efter mig, tændes lyset i stuen og en alt for vågen Maria kom ud. Jeg kunne se hun havde grædt, det fik min mave til at vride og krampe sig, jeg kæmpede med en klump i halsen da jeg begynde at tale: "Maria, jeg er ked af det, jeg..." Jeg stoppede, hvad skulle jeg sige? Hvad var der at sige? Marias kind var hævet og et blåt mærke var ved at komme til syne. Hun gik forsigtigt hen til mig. Jeg var glad for at løbeturen havde brændt det meste af vinen væk, for ellers var jeg sgu begyndt at flæbe. Jeg elskede hende så satans højt, hun var den smukkeste kvinde jeg nogen sinde havde set, selv nu. Så hvordan kunne jeg gøre et så godt og smukt væsen fortræd? "Det var ikke min mening..." Hun stoppede mig med en stille tyssen, nu sikker på at jeg ikke var vred, og at jeg ikke ville gøre sådan noget igen. Hun lagde sin bløde hånd på min hvide og umærkede kind: "Det gør du ikke igen vel?" spurgte hun blidt. Jeg rystede stille på hovedet. Hun strakte sig lidt og gav mig et blidt kys: "Godt, så lad os gå i seng." Jeg gik villigt med ind i vores lille, rodede soveværelse. Men så snart vi lå i sengen var der ingen rare berøringer eller varme kys. Der var kun kold luft idet Maria lagde sig om på siden for at sove. Jeg havde lyst til at putte mig ind til hende, hviske til hende hvor højt jeg elskede hende, men jeg lod være. Tænk nu hvis hun afviste mig, eller værre, hviskede tilbage om de samme følelser hun havde for mig, følelser jeg ikke mere fortjente.