Jeg løb så stærkt, at mine lunger brændte og mine knæ syrede til. Ikke fordi jeg følte jeg havde brug for motion, da min tynde pind af en krop nærmest skrig under ernæring, og ikke fordi jeg ville nyde den varme sommeraften der allerede havde fået min hvide T-shirt til at klæbe til min ryg. Nej, jeg løb fordi "De" var efter mig, og Dramatisk nok resten af verden.
   Jeg havde prøvet at advare dem, mine venner og min familie. Men det eneste jeg havde fået ud af det, var enten hånlige grin eller bekymrede blikke. Disse bekymrede blikke var de værste, for det var hovedsagelig fra min familie, og fra Sonja. Sonja, hun var min ekskæreste, en normalt blid og forstående kvinde, som type alle følte de kunne komme til, og det kunne de fleste også. Men lige som alle andre vigtige faktor i mit liv, præsterede jeg også at ødelægge det.
   Jeg kunne tydeligt huske hendes så logiske sidste ord til mig: "Josh, jeg er ked af det, men nu er det simpelthen for meget. Du taler om ting der ikke er der, gemmer dig her i lejligheden, køber mørklægningsgardiner. I alt for lang tid har du ikke været dig selv, og nu kan jeg ikke mere, undskyld." Og så forsvandt hun. Jeg bebrejder hende det ikke, hun forstod ikke, hun kunne ikke se dem, og efter min familie hørte at Sonja var gået fra mig, og de fleste af mine venner gået samme vej, gjorde de den eneste ting de følte var ansvarligt, og sendte mig til psykiater.

Han havde været en flink gut og fik mig næsten overbevist. Overbevidst om at de skygger jeg hele tiden så i udkanten af mit synsfelt kun eksisterede i mit hoved, og at de stemmer jeg hørte, kun lød med en blid hæshed på indersiden af min hjerneskald. Men han tog fejl. Det fortalte stemmerne mig, og lige meget hvor meget medicin min venlige psykiater gav mig, forsvandt "De" aldrig helt, hvis jeg ikke allerede var sindssyg, som alle troede, var jeg ved at blive det.
   Både fordi ingen andre kunne se eller høre dem, og dermed heller ikke forstå mig, men min begyndende sindssyge bundede mest i uvished. Uvished over hvad pokker de skygger var eller hvad de sagde. Der kom aldrig et klart billede i udkanten af dem i mit syns felt, og der var aldrig tydelige ord, kun en hæs blid mumlen fra noget ikke menneskeligt, stemmerne talte i lokkende toner, mit gæt var at en havfrue ville bruge samme tonefald, lige før hun lokkede en sømand ned under vandes overflade, hvor han kun havde druknedøden i vente.

Før i tiden havde jeg altid set mig selv som en jordbunden og ærlig fyr, men begge ting måtte jeg stryge, da min, nu ikke så venlige, psykiater begyndte at snakke om indlæggelse. Da indså jeg to ting. Et: lige meget hvor meget jeg fortalte mig selv at skyggerne ikke fandtes, ville de ikke forsvinde. Og to: Hvis jeg lod mig indlægge, ville jeg ikke kunne beskytte min familie og venner mod "Dem". Så jeg gjorde det eneste logiske og tog mit "der findes min onde skygger" falske plastik smil på. På den måde blev alle glade, min familie, min psykiater, ja selv Sonja og jeg tog kontakten op igen, dog kun som venner. Selvom jeg måtte indrømme, at jeg havde håbet det kun var en midlertidig fase, dette såkaldte venskab. Jeg var ikke holdt op med at elske hende på noget tidspunkt, og min træng til at beskytte hende voksede kun dag for dag. Hvilke nok var forklaring på, at jeg spurtede mod hendes lejlighed, imens jeg kæmpede for at sluge den klump der havde bygget sig op i min hals.

Alt var gået så godt. Jeg havde næsten lært at leve med skyggerne, lige indtil de begyndte at tale rigtigt til mig, med ord. Angsten sætte sig i mit mellemgulv og gav mig kvalm, der jeg første gang kunne tyde ordrende. Beskeden var simple. Den blide hæse blev nu mere blid end hæs: "Om tre dage, så kommer vi." Det fik mig selvfølgelig til at gå i panik, og resulteret i at jeg barrikaderede mig i min lejlighed. Jeg lod mig ikke snyde af blidheden, skyggerne havde oset af død, så slem at lugten selv efter den var forsvundet igen, stadig sad i mine næsebor.

Og jeg blev heller ikke mere tryg næste dag, da de talte til mig igen, mens jeg var ved at banke brædder for vinduerne: "Rolig Josh, vi vil ikke gøre dig ondt." Jeg tabte hammeren i forskrækkelse, og vendte hoved den, og til min store forvirring forsvandt den ikke, som de ellers plejet at gøre, forvirring og tvivl fylde mig, var de ikke onde? Men så rystede jeg på hoved af mig selv, jeg vidste at disse skygger ikke var menneskelig, jeg vidste på trods af deres ord stank de af råd, så hvordan kunne jeg tvivle? Jeg måtte havde "Dem" væk, holdt på afstand, inden jeg blev helt sindssyg, bare i nok tid til at jeg kunne advare nogen, så jeg kunne få nogen til at tro mig.
   Så jeg gjorde noget jeg aldrig havde gjort før, jeg råbte, næsten som en gal: "Hvad vil i mig?!" Min rå stemme skar igennem den tomme stue og blev for en tid kun mødt af tavshed. Jeg troede lige der var fri bane, da en skygge tonede frem, lige foran mig. Det var næsten som et omrids af noget der kunne minde om en menneskeform. Som hvis man tegner en detaljeret tegning på papir, kun for at bruge al sin energi på at viske den ud igen. Kun det der nok var øjne var tydeligt og lyst, som to mandelformede små lygter i det utydelige ansigt: "Vi vil have liv, Josh og du skal give os det, du skal give os dem." Ved de ord reagerede min krop af sig selv og uden at tænke jeg samlede min hammer op og kastede den efter skyggen med ordene: "Tag til det helvede du kommer fra!" Hammeren snurrede gennem luften og gennem skyggen, som opløstes som om den aldrig havde været der.

Efter det troede jeg, at jeg var sikker eller håbede nærmere sagt. For på andendagen hørte eller så jeg ikke noget til dem, og hele tredjedagen pustede jeg lettet ud og blev sikker. Så sikker at da jeg skulle til at gøre mig klar til at gå i seng om aften, nynnede jeg en lille melodi, i tryg vished om at jeg havde klaret frisag.
   Men der tog jeg grueligt fejl. For midt i at jeg lod min tandbørste glide i små cirkler over mit tandkød, så jeg dem. Tre af de udviskede væsner så tilbage på mig. Mine blå øjne mødte deres lygteøjne i spejlet. Deres stemmer lød som et faretruende, blidt kor: "Er du klar Josh?" Panikken overtog mig, jeg skreg og drejede rundt og løb lige igennem dem.
   Det var næsten ulogisk at løbe igennem det eller dem jeg var kommet til at frygte mest, men min krop reagerede per automatik og jeg havde ikke længere styr over den. Det var nok også derfor det først gik op for mig hvor jeg var på vej hen, da mine lunger tvang mig til at stoppe op og hive krampagtigt efter vejret. Siden jeg var løbet ud af min lejlighed, og smækket døren efter mig, kun for at døren kort efter nærmest var eksploderet op, havde mine ben været mere aktive end hos en techno-danser på speed. Jeg så mig tilbage, i nattemørket langt væk kunne jeg se noget lys komme i mod mig, men om det var en bil eller en af "dem", kunne jeg ikke sige. Jeg turde ikke tage chancen og satte igen i løb mod Sonjas lejlighed igen.

Da jeg nåede hendes opgang, tog jeg trappen i to trin af gangen, og kastede mig nærmest mod døren og bankede så hård på at mine knoer gjorte ondt. Det krævede mange bank, før min platinblonde skønhed åbnede.
   Hun så med urolige øjne på mig: "Josh! Hva ..." jeg gav hende ikke tid til at svare, men pressede mig bare ind og gispende: "Lås døren!" Hun så mistroisk på mig, men gjorde dog som jeg sagde. Imens gik jeg ind i hendes lyse stue, hun var lige efter mig: "Josh, hvad sker der? Ved du hvad klokken er?" Det vidste jeg udmærket godt og lige nu var tid ikke det vi havde mest af, så jeg svarede ikke på hendes retoriske spørgsmål, men talte hurtigt: "Sonja, skyggerne er på vej vi må ..." mere nåede jeg ikke at sige, for i det samme rullede Sonja med øjnene: "Josh, ikke igen." Jeg var desperat, men kæmpede mig til ro, da jeg tog hendes hænder: "Sonja, du må tro på mig, jeg ved godt det er sygt, men jeg beder dig."
   I få sekunder så det næsten ud til at Sonja ville høre på mig, og måske endda tro mig, men så hamrede det voldsomt på døren og dør håndtaget vippede op og ned. Sonja så undrende mod døren: "Hvad i alverden?" Nu blev der hamret så hårdt på døren, at væggene rystede.Jeg sagde panisk: "Det er dem, kom vi må ud af vinduet, er der en brandtrappe?" Den hamrende lyd blev dobbelt tonet, som om der var en hel hær på den anden side, hvilket der vel også godt kunne være, jeg vidste ikke hvor mange der var.
   Sonja rev sig fri fra mig med vrede og forvirring i blikket men desværre var der også alt for meget beslutsomhed i hendes blå øjne: "Nej, nu er det nok!" sagde hun i en nøgtern tone. Jeg prøvede at gribe fat i hende og nåede hende næsten, men da hun kom ud i gangen kom der lim under mine fødder og jeg kunne ikke for alle verdens penge flytte dem en millimeter. Om det var skyggernes spil eller min egen frygt der gjorde det, fandt jeg aldrig ud af. I det sekund vidste jeg hvad der ville ske som om jeg var synsk og jeg kunne ikke gøre noget, tåre kom op i mine øjne. Sonja var lige ved døren da den ligesom min eksploderede, og skygger væltede ind. Jeg stod og så på det skete, så på at Sonja døde, jeg vidste ikke præcis hvornår det skete, alt hvad jeg vidste var at Sonja endelig så, hun så "Dem".
   Hendes munden åbnede for at skrige, men ingen lyd nåede at komme ud, for samtidig skubbede en skygge sine udviskede hænder ind i hendes mund og med vold pressede den sig ind i hende, Sonja knækkede sammen. Det var som en omvendt natur film, hvor sommerfuglen kæmpede sig ind i puppen, i stedet for at søge sin fri udenfor. En svage klynkende lyde kom fra Sonja, før hun vendte det hvide ud af øjnene og faldt om. Jeg stod og stirrede paralyseret på hende i et par minutter, imens de andre skygger bare stod der, nærmest afventende.

Men så skete det, det jeg aldrig vil kunne fjerne fra min nethinde. Sonja flækkede, bogstaveligt talt, på få minutter havde hendes hud fået en grålig tone, og stank som om hun havde været rådden i flere dag. Og som om det ikke var nok, blev det kun mere absurd i det at i stedet for knogler og indvolde, som normalt ville komme til syne ved hud der flækker, kom en sølvgrå hud frem og en kvinde steg op fra det hylster, som engang havde været Sonja.
   Hun var hårløs og havde de glødende lygteøjne, men med hendes harmoniske ansigtstræk og udstråling, fik hun mig på trods at denne rædselsvækkende situation, til at beundre denne overmenneskelige smuk skabning om det var hende der påvirkede mig eller min egen forstyrrede tanke gang der spillede ind kan jeg ikke sige.
   For da den nøgne kvinde yndefuldt drejet sig mod mig, vendte virkelighed af det der var sket tilbage til mig og det kunne min mave, eller mit sind, ikke klare. Limen under mine fødder forsvandt og jeg knækkede sammen, idet en stråle opkast skød ud af min mund. Da jeg var færdig, glid tårerne ned af mine kinder. Kvinden kom med bløde skridt hen til mig og lod en medlidende hånd hvile på min skulder.
   Jeg ville trække mig væk imens jeg kæmpede med mig selv, og at forstå, for at hende som det hun virkelig var. Men hvad var hun? noget ubestemmeligt og mystisk fik mig til at falde til at blive, der hendes varme hånd forsigtigt kørte op og ned af min ryg: "Viser du os hen til den næste?" jeg så usikkert op fra mit bræk og tåre: "Det næste hvad?" fik jeg fremtvunget.
   Kvinden smilede forunderligt og med livsglad stemme svarede hun: "Den næste livsgiver selvfølgelig, vi kan ikke klare os uden dig, du er jo vores livs giver." Jeg stirrede stift på hende, forstod ikke helt og så alligevel måske gjorte jeg, de ville følge mig som mine skygger, overtage hvert menneske der kom mig nær og skabe det om, men om til hvad? Et monster eller noget bedre end mennesket selv? Kvinden spurgte tålmodigt: "Er du klar Josh?"