Jeg slog aldrig Maria igen, selvom jeg havde lyst til det. Ikke fordi jeg var vred på hende, men for at fremkalde et alle andet, bare en reaktion hos hende. Om det så var at råbe og skrige af mig, jeg var ligeglad, alt andet var bedre end den tavse tomhed der var kommet imellem os. Det var ikke til at holde ud. Jeg prøvede at lægge op til hende, drille hende, snakke med hende, starte et skænderi med hende. Men hver gang ramte jeg den mur af tavs tomhed jeg bare ikke kunne trænge igennem. Jeg er sikker på, at Maria også prøvede på sin side, men det var bare umulig for nogen af os at være de mennesker vi gerne ville være overfor hinanden. Så vi gjorde det var vi var bedst til. Maria gik i skole, studerede og ordnede hjemmet, hvis der var tid til det, og jeg arbejdede eller var på "She Wolf". Vores hverdag var let, men vi så selvfølgelig næsten heller aldrig hinanden. Ofte overvejede jeg at slå op, bare skride og starte på ny, men en del af mig kunne ikke. Tanken om for evigt at give slip på hende, at jeg havde ødelagt det smukke vi engang havde, var simpelthen ubærlig. Jeg tror også Maria tænkte sådan, for hun prøvede på sin egen måde at komme tættere på mig igen, men jeg var allerede for langt væk.

Vores forholds forfald blev tydeligt den aften jeg fyldte nitten. Jeg havde været på arbejde og nogle af mine kolleger syntes at det skulle fejres, og det gjorde man jo bedst i byen. Jeg sagde ikke nej, jeg havde ikke andet end en kold Maria der ventede på mig derhjemme. Så vi turede rundt i byen. Gik fra værtshus til værtshus, fra klub til klub. Så da vi endelig brød op følte jeg mig så let og fri, som om intet kunne slå mig ud. I denne svimlede perfekte verden kunne intet knække mig, i hvert fald så længe jeg ikke var hjemme, så selvfølgelig fandt jeg mig selv sent om natten på "She Wolf "igen. Røg og musik bragede igennem de mørke rum. Kun afbrudt af dansende farvede lys og hvidt flimmer lys. Mange mennesker råbte genkendende til mig. Miranda stod i baren og smilede genkendende da jeg kom der op: "Jeg tænkte nok jeg ville se dig her i aften." Jeg ville have smilet et lille skævt smil, men det blev nok mere til et lalleglad, bredt grin i min pissefulde tilstand. "Selvfølgelig, det er jo ikke hver dag man bliver nitten." Miranda kastede en øl på bordet: "Det vidste jeg slet ikke, her, den er på huset." Jeg greb den da hun havde knappet den op: "Tak, men det skal du ikke have det dårligt med, det er jo kun ham der gedeskægget man bruger en fucking måned på at fejre. Sikke et selvglad røvhul." Miranda lagde hovedet let på skrå: " Mener du jul? Jesuses fødselsdag?!" Jeg tog øllen fra munden:" Ja, den idiot giver jeg ikke en skid for!" Råbte jeg gennem musikken, men det var ikke Miranda der svarede, men en blid klar stemme bag mig: "Ja, det har du vist nævnt mere end engang før." Jeg drejede hovedet og var ved at få øllen i den gale hals da jeg så Maria stå bag mig. Havde hun ikke set så trist og fortabt ud var jeg nok brudt ud i latter, hun lignede fucking Keld fra Olsenbanden. Hendes normale ranke holdning var præget af usikkerhed mellem de mange fulde mennesker. Og hun hold krampagtigt fast i sin lille håndtaske, som om det bare drejede sig om sekunder før en eller anden prøvede at hugge den fra hende: "Maria, hvad fanden laver du her?!" Hun gik lidt tættere på mig: "Vil du ikke godt lade være at bruge det ord? " Jeg sukkede irriteret, jeg kunne mærke mit sjov var ved at sive væk. Maria var nu helt henne ved mig så hun ikke behøvede at råbe til mig: "Jeg har ledt efter dig hele aftenen, og en del af natten." Jeg tog en tår af øllen igen før jeg svarede: "Nå, men du fandt mig, hvad vil du?" Hun trak sig lidt forvirret væk: "Fejre din fødselsdag med dig, jeg har lavet en god middag til os og..." Jeg afbrød hende, havde ikke lyst til at hun skulle siger mere der kunne give mig skyldfølelse, jeg var så træt af den følelse, den ville tage det sidste af denne sjove aften fra mig: "Nå, men så lad os fejre min fødselsdag her, skal vi danse?" Jeg greb hendes hånd, men hun trak den hurtigt væk: "Nej, jeg kan ikke lide det her sted, jeg vil hjem." Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg var meget fuld. Havde jeg tænkt tingene igennem, havde fået tænkt noget igennem, havde jeg sagde okay og taget med hende hjem. Men det gjorde jeg ikke. Mit egoistiske jeg tænkte slet ikke så langt, i stedet grinede jeg hånligt: "Hvad er der i vejen? Kan du ikke lide hvad du ser?" Jeg greb fat i hende og vendte den forpulede isdronning rundt, ud mod menneskemængden: "Se alle kvinder der kan lide kvinder. Det her er dit folk, din kultur!" Hun trak sig næsten bange væk fra mig: "Hold nu op Leonora, jeg tager hjem!" Jeg vendte mig om mod baren med ordet: "Snob" som kom i et hånligt fnys. Men jeg kunne mærke hun stadig stod og trippede bag mig: "Kommer du med hjem?" kom det bedende fra hende, men jeg svarede ikke engang, rystede bare på hovedet. Lidt efter så jeg mig over skulderen, hun var væk: "Fuck!" bandende jeg stille for mig selv, før jeg gik ud på dansegulvet, for som så mange gange før at prøve at danse problemerne væk.

Da var det jeg mødte hende. Den dag i dag kan jeg ved alt i verden ikke huske hvad hun hed. Det eneste jeg kan fortælle er, at jeg dansede alene det ene øjeblik og det næste var der et par hænder på mine hofter. Jeg vendte mig halv om i en naiv tro på, at Maria havde ombestemt sig, men de øjne jeg mødte var ikke blå men grønne, og håret var lyst. Hun var det man kalder en skønhed. I hvert fald i min hjerne, der ikke havde fået sex i over to måneder men til gengæld fået alkohol. Jeg så det som en harmløs flirt, vi dansede til et par sange og derefter gik vi hen i et sofahjørne, hvor vi snakkede. Der fik jeg sikkert hendes navn af vide, men det gik med det samme i glemmebogen, da jeg undskyldte mig selv for at gå ud på toilettet. Men jeg nåede kun lige ind af døren, før jeg indså at hun var fulgt efter mig. Før jeg vidste af det havde hendes læber fanget mine i et vildt kys. Jeg indrømmer at jeg kyssede med, ivrigt endda. Det var lang tid siden jeg havde fået den slags opmærksomhed. Jeg skammer mig stadig den dag i dag over det, jeg skulle ikke have opmuntret hende ved alt lægge armen rundt om hendes hals. Jeg skulle ikke været kommet med lyde da hun pressede mig op at væggen. Men det gjorte jeg. Det var først da jeg mærkede en hånd nede i mine bukser, begyndende på en rytmisk bevægelse at mit hovede brød igennem min kneppetrang, ved simpelthen at skrige: "STOP" Jeg flåede mig væk, en ting jeg følte jeg efterhånden ofte gjorde af den ene eller anden grund: "Nej! Undskyld, men det her er forkert, jeg kan ikke... Jeg må... Jeg må hjem ..." sagde jeg uden at flytte blikket fra gulvet og se på hende, hvorpå jeg forlod toilettet, forlod baren og i hurtigt tempo, stadig med åbne bukser, skyndte mig hjem.

Det var da jeg kom hjem at jeg så det som der fik min mave til at krympe sig og mit hjerte stoppede med at slå for en tid, Jeg fucking idiot! Den middag Maria nævnte var ikke bare en middag, men min skide livret, og ikke nok med det, var der fint dække op med en hvid dug jeg ikke engang vidste vi havde. En rose lå på en af tallerknerne og resten af stuen var fyldt med stearinlys, nedbrændte stearinlys. Hun havde prøvet! Hun havde gjort hvad hun kunne og min taknemmelighed var at lade et kvindemenneske være ved at komme i mine bukser. Jeg tog og duftede til rosen imens jeg så hen mod soveværelsesdøren. Hun fortjent bedre end hvad jeg kunne blive, bedre end hvad jeg kunne give, og jeg fortjente ikke hende, fortjente ikke engang at være i nærheden af hende. At jeg skulle lægge mig ind til hende, med stanken fra en anden kvinde stadig på mig, var en utænkelig ting i mine øjne. Så jeg smed tøjet og lagde mig på sofaen, for det var nu her jeg hørte til.

Og sådan præsterede jeg fuldkommen at ødelægge den bedste ting der var sket i mit taberliv. Maria stillede ikke spørgsmål til hvorfor jeg skiftede sovested. Inderst inde tror jeg hun vidste at jeg havde ødelagt det sidste i vores forhold. Inderst inde vidste jeg efterhånden, at slaget var tabt og at jeg måtte give slip på min engel. Men at indse at man må slå op til at man gør det, er der langt. Vores hverdag gik jo fint og koldt. Og jeg blev ved med at udskyde det, for jeg vidste at idet hun var helt væk, var jeg helt fortabt. Jeg ville som det grimme menneske jeg var, falde ned i det mørke jeg engang havde været så glad for, med druk og fester, men som nu fortærede mig langsomt. Jeg ville sikkert have mig taget sammen til at gøre det, hvis det ikke var fordi noget højst uventet skete.

Det var da vi havde boet i lejligheden i over et år at vores kolde fred blev ødelagt. Det var en af de sjældne dage hvor vi begge var hjemme at min mobil ringede. Jeg havde siddet og stenet fjernsyn da jeg greb den fraværende: "Ja, det er Lee." Min mors snøftende skærebrænder stemme lød: "Lee? Leonora er det dig?" Jeg skævede til uret. De eneste gange min mor havde ringet til mig før i tiden var når hun i sin fuldskab kom til, ved en fejl, at ringe til mig i stedet for til en af hendes elskere. Så havde jeg været dømt til at høre hende pibe om at ingen forstod hende, selvom hun altid havde gjort sit bedste. Og at hun muligvis, teknisk set, kunne have været en god mor i en parallel verden. Men det havde været om aftenen, nærmest nat, og klokken var ikke engang elleve om formiddagen. Hvis hun var fuld nu slog hun sgu sin egen rekord: "Ja, det er mig mor, hvad er der?" Min mor græd, noget jeg slet ikke kunne forstå. "Mor, jeg kan slet ikke forstå hvad det er du siger, du er nødt til at stoppe med at græde så meget" sagde jeg med let uro i stemmen. Nu så Maria, som ellers havde siddet ved skrivebordet og læst, opmærksomt på mig. Min mor tog sig lidt sammen: "Det er din far, han... han er væk!" Jeg rynkede lidt uforstående mine øjenbryn: "Væk? Har du prøvet hans mobil, han tager normalt..." Min mor afbrød mig med en hulken før hun fremtvang: "Jeg mener ikke væk på den måde, han... Han fik en blodprop og døde her til morgen, der var ikke noget lægerne kunne gøre... Han er død Lee." Derpå knækkede hendes stemme over i en hysterisk hulken, men jeg hørte det ikke, alt stod stille for mig, jeg sagde stille: "Død?"

Mine øjne blev blanke. Godt nok kendte jeg ikke manden særlig godt, men han var trods alt min far, og havde jævnligt tittet forbi, imellem min mors elskere. Inden i bandede jeg af mig selv, jeg kendte ikke den mand der var død, og alligevel flashede der de få minder jeg havde med ham forbi mine øjne, minder der aldrig ville komme flere af. Nu begyndte min mor at ævle en masse om begravelse. Med en kraftanstrengelse lykkedes det mig at gøre min stemme kold og kontant, selvom alt andet i mig var i oprør: "Jeg kommer hjem og hjælper dig mor, jeg ved ikke om Maria også komme, men det er sikker jeg kommer." Der kom et skær af forvirring i min mors stemme: "Hvem er Maria?" Jeg sukkede let: "Maria, min kæreste." Dyb tavshed i telefonen: "Præstens datter?" Stadig tavshed: "Hun boede hjemme hos os i otte måneder." Utrolig nok stadig tavshed! Midt i min sorg kom der en stor irritation over den kvinde der ikke gik op i noget andet end sig selv: "Har du gemt din hukommelse i den nærmeste vinflaske? Maria, hendes der sprang ud som lesbiske, der var stort oprør i byen over det, hende der flytte med mig da jeg flyttede hjemmefra?!" Endelig kom der lyd fra den anden ende: "Nå, hende den rødhårede, jamen hun er da også velkomme, hvis hun er præstens datter ved hun sikkert også en ting eller to om begravelser." Min første vurdering af min mors alkoholprocent kom op til revurdering igen, da jeg kort sagde: "Jeg må lige ringe til mit arbejde og se hvornår jeg kan få fri. Jeg ringer til dig når jeg ved mere."

Med de ord lagde jeg på og lænede mig tilbage: "Min far er død." Først da ramte virkeligheden mig og tårer begyndte at falde. Jeg græd nok ikke så meget over at ham som for evigt ville være ude af mit liv, som over at jeg nu aldrig ville få mulighed for at få ham ind i mit liv. Med et var Maria ved min side. Hun sagde ikke noget, holdt bare om mig imens jeg skiftevis kaldte mig selv en hykler over at græde over en mand jeg ikke rigtig kendte og tømte mine tårekanaler på hendes skuldre. Jeg ved ikke hvor længe vi sad sådan, men på et tidspunkt var der ikke flere tårer og mine hulkende ord fortonede sig. Første da trak hun mig lidt væk fra mig og tørrede mine kinder med sin hånd: "Du er ikke en hykler skat, lige meget hvad der er sket eller ikke sket, vil han altid være din far." Jeg kyssede hende let, men trak mig så væk: "Jeg har haft så travlt med at han ikke rigtig var en far, men hvor meget datter har jeg været for ham?" Maria hev bestemt i mig, så jeg så på hende. Hun så ikke gal ud, men udtrykket af bestemthed med et blødt skær prægede hendes smukke ansigt: "Hey! Du gjorde alt hvad du kunne, af hvad du har fortalt mig rakte du som lille tit hånden frem, i den alder skulle det slet ikke havde været dig, men ham der gjorde det. Og du ville stadig have været parat til at tage imod ham, selv nu som voksen, hvor du har dit eget liv" Jeg mumlede stille: "Måske har du ret." I hendes stemme kom der kun mere ro og blidhed: "Det ved jeg at jeg har, jeg er sikker på at din far ville havde været stolt af dig, hvis han kendte dig og så den fantastisk kvinde du er." Med det kyssede hun mig igen, længere og hårdere end mit lette kys, hun trak sig kun væk for at se mig i øjnene og lettere forpustet sige: "Du er fantastik." Med det kyssede hun mig hårdt og lod vores tunger glide op ad hinanden, fast og krævende. Men det var kun indtil at der kom liv i min egen krop, der havde været begravet i den smerte ved at min far var væk. Ikke nok med det, kom forvirringen over Marias pludselig kærlige væremåde. Men på trods af det, havde jeg ikke fået sex i over fem måneder, hvis man så bort fra den pige jeg næsten var sammen med på "She Wolf", så om jeg ville det eller ej tog mine instinkter over. Jeg greb fast i hende og fik hende til at sadle mig, stadig med vores læber låst gav Maria slip på kontrollen og dominansen, hun ville lade mig bestemme og styre. Hvilke normalt ikke var en ting jeg havde noget imod, men selvom jeg blev belønnet med et let støn fra hende da jeg kyssede hende ned af halsen samtidigt med at jeg hev ned i hendes bluse, var der en ting der gik op for min allerede tågede hjerne. Vi havde ikke bollet i over fem måneder og nu, hvis vi fortsatte, ville det ikke blive at elske, som Maria altid kaldte det vi gjorde det. Det ville ikke en gang være vild lidenskab, hvor vi kneppede hinanden gule og blå. Det ville være et sørgeligt medlidenhedsknald, uden nogle andre følelser end trang og medfølelse. Som jeg foruden det slet ikke fortjente, sådan som jeg havde behandlet hende. Slaget og den anden kvinde lyste tydeligt i min hukommelse, så selvom en stemme brølede i mit hoved at jeg skulle tage hvad jeg kunne få, vidste jeg, at Maria fortjente bedre. For ikke at snakke om, at det næsten ville være lidt for makabert at humpe løs på min fars dødsdag. Hvis en af os havde været en mand kunne man have forsvaret det med at man bare ville være med til at opretholde den naturlige balance, ved at skabe nyt liv, når et andet var taget fra os. Ja, det kunne næsten lyde poetisk, hvis det ikke lige var fordi at lige meget hvordan Maria og jeg gjorde det her, ville det være frugtløst. Nej, dette her var forkert på så mange måder. Det føltes forkert. Det indså jeg idet mine bukser blev åbnet, jeg greb Marias håndled og hev min anden hånd ud af hendes bh, hvor den havde forvildet sig ind, med et gispede: "Nej!"

Jeg puffede blidt Maria af mig, Forvirring, sorg og frustration kæmpede for at få førstepladsen i hendes ansigt: "Jeg troede at det var det her du ville?" kom det fra hende, imens jeg rejste mig fra sofaen og lukkede bukserne. En stemme i mig havde skreget nogenlunde det samme, bare med mindre pæne ord: "Ja, det er det også, men ikke på den her måde." Forvirring vandt hos hende: "Hvad mener du?" Ja, hvad mente jeg? Her tilbød den smukkeste kvinde sig til mig og jeg takkede nej- Desværre kendte jeg svaret lidt for godt. Jeg vidste at hun ikke så meget som ville have rørt mig, hvis hun havde vidst hvad jeg næsten havde gjort på "She Wolfs" toilet. Så hvis jeg gjorde noget med hende nu, imens det stadig væk var usagt, ville jeg synke ned på en på et om muligt lavere niveau, men jeg kunne stadig ikke få mig selv til at fortælle hende det, så jeg sagde: "Helt ærligt Maria, vi har ikke haft god sex i over otte måneder, vi har slet ikke havde sex i over fem måneder, vi har næsten ikke talt sammen i to og nu vil du pludselig gerne have mig? Det holder ikke og det ved du godt, et forhold er ikke bare en knap man tænder og slukker for." Nu fik frustrationen første plads hos hende: "Ja, men så fortæl mig hvad du vil have?! Hvad skal jeg gøre?!" råbte hun: "Jeg ved det ikke!" råbte jeg igen. Alle tanker om min far, min mor der ventede på at høre fra mig om det kun ville være mig eller om Maria også kom, og hele denne tid med Maria kørte i hovedet på mig: "Hør her, jeg skal ringe til arbejde og se om hvornår jeg kan få fri, vi må snakke om det her senere." Maria svarede ikke idet jeg gik ind i soveværelset for at få lidt fred.

Mit arbejde var meget forstående og gav mig fjorten dage fri, startende fra i dag, så jeg kunne samle mig lidt. Det manglede også bare, efter alt det overarbejde jeg havde taget, godt nok for at slippe for at skulle se Maria i øjnene, men alligevel, ret skal være ret. Da jeg kom ind igen var Marias frustrerede udtryk fuldkomment forsvundet, som om det aldrig havde været der og et mystisk ansigtsudtryk jeg ikke kunne tyde havde taget plads. Jeg lærte senere at det var en blanding af beslutsomhed og frygt for at miste mig. Men da så jeg bare forvirret på hende: "De gav mig fri, jeg tager af sted i morgen." Hun rejste sig roligt: "Jeg tager med." Jeg hævede øjenbrynene i overraskelse: "Du vil tage med til min fars begravelse? Du vil tage med til en begravelse hvor din far er præsten? Din far der tævede dig med et bælte og nu ikke vil have noget med dig at gøre?" Maria sukkede trist ved mindet: "Mor sendte os da et julekort og hvis han ikke vil vedkende sig mig som sin datter, kan han vel ikke have noget imod en fremmed kvinde kommer til en begravelse." Jeg så usikkert på hende: "Er du sikker på dette?" Hun tøvede ikke engang før hun nikkede: "Jeg vil være der for dig." Ordene var søde, men der var ingen varme i hendes stemme, jeg nikkede bare, for træt i hovedet til at indvende hvor dårlig en ide det var, og dermed starte et ikke-skænderi, som kun bestod af tavshed.