Jeg følte mig som en illegal indvandre idet jeg overskred grænsen mellem baren Digonen og resten af verden. Jeg må have lignet en lille bange fugl, der ikke havde flere steder at flyve hen. For bartenderens øjne fangende mine idet jeg kom ind i den næsten tomme bar. Han spurgte også hvad det skulle være, inden jeg overhovedet var nået helt op til baren: "Hun vil have en gin og tonic," kom det fra en af de mørkeste båse helt bagerst i lokalet. Jeg kunne se silhuetten af Katarina som stod afslappet på gulvet foran en bås, med en hånd hvilende på hoften. Hvordan nogen kunne være så bestemt, beslutsom, men stadig se så feminin ud, fatter jeg den dag i dag stadig ikke. Men dengang tænke jeg ikke over det, så bare betaget på hende, før jeg endelig vendte mig mod bartenderen: "Øh ja, en gin og tonic." Bartenderen skænkede hverken Katarina eller mig et blik, men nikkede blot og fremskaffende det der var blevet bestilt.

Da jeg havde betalt, gik jeg med drinken i hånden hen imod Katarina, som allerede sad ned og legede med sin benzinlighter. Jeg satte mig og for en tid var der bare helt stille, jeg var tryllebundet af lighteren der snurrede og drejede i hendes hånd. Hun åbnede den, tændte den, kun for at lukke den igen. men så stoppede den, og mit blik gled fri fra den kun for at møde Katarinas øjne: "Så, hvornår har du tænkt dig at sige noget?" Spurgte hun roligt, jeg så overrasket og lettere forvirret på hende: "Øh, om mine problemer?" Katarina fnøs og kom med et så hånligt smil at jeg måtte se væk: "Nej, jeg har sgu bedre ting at bruge min tid på end at høre på dem, Tornerose" Jeg så flovt væk og gjorde antræk til at rejse mig: "Du må undskylde hvis jeg har forstyrret dig." Men en blid hånd tog om mit håndled og et smukt smil spillede på hende læber, da hun varmt sagde: "Jeg sagde ikke at jeg ikke ville bruge min tid på dig, jeg vil bare ikke bruge min tid på dine problemer Tornerose." Jeg slappede lidt af og så opmærksomt på hende, hun smilede stadig da hun talte videre: "For pokker, jeg syntes ikke engang du skulle bruge tid på dine problemer." Stadig lidt forvirret tog jeg en tår af min gin og tonic og skar ansigt, før jeg talte igen: "Så jeg forstyrrer ikke?" Katarina rystede let på hovedet: "Nej, jeg var alligevel på vej hjem fra en bolleven, så det var rart at få en anden form for selskab." Sagde hun, nu kærtegnende mit håndled. "Så din bolleven er en mand?" sagde jeg nervøst og trak hånden til mig. Katarina lod mig gøre det uden protest og svarede, idet hun lænede sig tilbage: "Denne bolleven er en mand ja, men hvem ved i morgen er jeg måske sammen med en kvinde, eller en hermafrodit, sex kan være et stort spændende område, hvis man tør at lade det blive det" Jeg vil indrømme at jeg var en del bekymret over den udtalelse, og spurgte mig selv endnu en gang hvad pokker det var jeg var ved at rode mig ud i. Da hun sagde noget der gav mig en midlertidig ro: "Men tag det roligt, det er ikke derfor jeg er sammen med dig." Jeg så skarpt på hende: "Hvorfor så?" Hendes fine træk blev seriøse: "For at vise dig hvordan man lever livet." Nu kunne jeg ikke lade være med at smile: "Ved at drikke og bolle rundt?" Hendes svar kom prompte: "Ved at have det sjovt og lægge ansvaret fra sig, for en tid." Jeg tog endnu en tår af min drik, var det bare mig eller var den begyndt at smage bedre? "Hvor passer kærlighed så ind i det billede?" spurgte jeg da glasset igen var sat ned. Hun kom med en lille latter: "Kærlighed" sagde hun som om hun smagte på ordet: "Måske er det, det som jeg håber du kan vise mig," kom det roligt fra hende, imens hun betragtede mig intenst. En glæde over at hun også ville lære noget fra mig, boblede op og blandede sig med en ny bekymring, da jeg var helt sikker på, at min tonic og jeg var ved at komme ud på dybt vand.

Og det var sådan det blev. Efter den drik fik jeg en ny, og endnu en, og så lige en til. Alle forskellige alle nye og spændende. Vi pjattede og grinede over alt og... ja alt, ordet "intet "fandtes simpelthen ikke i vores ordbog, sammen med ordet "for meget", eller "for sent". Da baren lukkede ville Katarina følge mig hjem, men på en eller anden måde endte vi oppe i byen ved det store springvand der forstiller en sæl, hvor vandet kommer ud af munden på den. Uden noget varsel trådte Katarina op i det, hendes latter var som ømme berøringer for mit sultne sind: "Kom op!" grinede hun og jeg, som så mange gange før i løbet af denne aften, bakkede et skridt og rystede på hovedet: "Kom nu!" sagde hun muntert, idet hun satte sig på hovedet af sælen så den kunne stirre betuttet ud mellem hendes ben. Hun rakte en hånd frem imod mig og jeg kunne ikke lade være med at gribe den. Imens hviskede jeg en lille undskyldning til sælen, før jeg blev trukket derop. Jeg var ved at glide, så Katarina måtte hoppe ned og gribe godt fat i mig. Da jeg havde fået fodfæste, stod vi overfor hinanden og gispede efter den luft som vores latter havde stjålet fra os: "Ses vi i morgen?" spurgte hun, pludselig med en usikkerhed som jeg ikke havde troet var mulig at høre hos hende. Inden jeg
   kunne tænke over det, mærkede jeg mit hoved pumpe op og ned.

Efter det gik jeg hjem, men mit hjem var allerede blevet en ventestation, som jeg skulle vente på til jeg kunne se hende igen. Syv dage senere, hvor jeg havde set Katarina hver dag, var mit hjem bare et simpelt stoppested. For vi dansede ikke blot i springvand, men tog den videre og hoppede i havnen. Løb grinede som små piger ned af gader og slog flik flak over broer, hvis vi ikke sad på Dingoen, med et glas i hånden. Væk var bekymringerne, væk var telefonen der skulle besvares, for hvordan skulle jeg kunne besvare den, når jeg havde en drink i den ene hånd og en smøg i den anden? Og da der var gået en måned, stoppede telefonen også med at ringe og det var også godt det samme, hele verden var vores forlystelsespark. Alt var godt, det eneste der var mig en konstant underen, var det triste blik, et blik Katarina altid fik når jeg skulle hjem eller talte om Joe. Så Joe-emnet, lod jeg blive uden for vores lille verden, som mit liv nu var i. Jeg lærte aldrig noget om Katarina, selv nu ved jeg ikke meget om hende. Hvilket er utroligt frustrerende, men dengang var jeg ligeglad, bare jeg kunne være sammen med hende, bare hun ville se på mig med de der livlige
   grønne øjne, så var alt fint. Men desværre fortsatte alt ikke med at være fint.

En, to, tre, pust ud.

Det skete en almindelig onsdag, jeg burde havde regnet det ud, alt dårligt sker når man kan starte med ordet "almindelig". Jeg var lige kommet hjem da jeg skrev til hende, jeg spiste aftensmad med Joe. Da jeg tjekkede mobilen, så jeg at der ikke var kommet nogen beskeder. Jeg sendte den næste under nyhederne og jeg ringede til hende lige inden jeg var på vej i seng. Ingen tog den, der var stadig ingen beskeder, hun svarede ikke. Næste dag ringede jeg 7 gange, og sendte 8 smser. Næste dag igen ringede jeg 27 gange og sendte 31 smser. Næste dag igen var det 47 opkald og 50 smser. Næste dag igen opgav jeg og sank fortabt ind i min grå klistrede hverdag. Jeg vidste ikke hvor hun boede eller hvad hun lavede og den uvidenhed var ved at tage det bedste fra mig, hvis det ikke allerede var gjort. Jeg prøvede at gå på Dingoen et par gange, bare for at se om hun måske var der, men hun var forsvundet fra jordens overflade. Det tog 15 dage, 4 timer og 45 minutter før hun viste sig igen og selv da gjorde hun det på sin sædvanlige mystiske måde.

Jeg skulle lige til at tage en dyb indånding for at ruste mig til den stank af gammel brugt luft og gamle aviser, som helt sikkert gemte sig bag min hoveddør, da min mobil bippede af mig. Jeg tog den op og kastede et ligegyldigt blik på beskeden, uden noget håb om at den var fra Katarina, men da jeg så indså at det lige præcis var fra hende, hoppede min mave før den roterede en omgang. Beskeden var som altid ligefrem og
   kort.

"Mød mig på Sams Hotel om 30 minutter."

Jeg skulle have stoppet op og tænkt der, men mine fødder vendte om uden tøven og begyndte at gå ned ad trappen, som jeg lige havde kæmpet mig op ad. Jeg skulle have været blevet gal over hendes mangel på kontakt, men jeg trippede bare glad af sted og ringede efter en taxa. Jeg skulle aldrig have været taget af sted. Men det gjorde jeg og jeg overvejede ikke engang hvorfor hun ringede lige netop nu, eller hvorfor hun ville mødes på et hotel. Jeg var for længst blevet hendes personlige slave og det var sket uden at nogen af os havde lagt mærke til det. Jeg var så overlykkelig, at jeg ikke engang tænkte på at spørge hvad hendes værelsesnummer var. Men ok, det var heller ikke nødvendigt, da hun stod og ventede på mig i foyen. Glæden brusede gennem kroppen på mig, da jeg så hende stå, som altid afslappet legende med sin benzinlighter. Da jeg kom derhen var det som om min mund havde fået diare: "Hey, godt at se dig, det er lang tid siden, hvordan går det? Hvorfor har du ikke besvaret mine opkald?" Jeg skulle til at sige noget mere, jeg havde så meget at sige, at fortælle, men hun stoppede min ordstrøm med et kort koldt blik. Hvorefter hun trak på skuldrene og kom med et kort, simpelt: "Jeg havde brug for at tænke." Frygt gled op ad min rygrad og pigtråd snurrede sig om min tunge. De ord og det kolde blik kunne umuligt være en god combo. Og det gjorde ikke min uro mindre, at hun derefter vendte sig mod den ene elevator med et: " Kom med." Hun vendte sig ikke engang om for at se om jeg kom, det var blevet en selvfølgelighed for hende, en selvfølgelighed som jeg ikke engang kunne benægte, da mine fødder igen havde fået deres eget liv
   og gjorde, at jeg stille tøffede med.

Da vi kom op på hendes hotelværelse så hun ikke en gang på mig, som om jeg var en ubetydelig skulptur som var så grim, at hun ikke ville se på den. Den første glæde ved at se hende var nu væk og erstattet af en uro, blandet med en lille portion vrede. Jeg mener, her havde jeg ringet og skrevet til hende hvor jeg tiggede hende om at give svar, og når hun så endelig gjorde det, behandlede hun mig som om jeg var luft, og jeg kom stadig løbende. Hvis jeg skal være ærlig, vidste jeg ikke om jeg var mest vred på hende eller mig selv. Måske var det også derfor at jeg havde en hvæsende undertone da jeg sagde: "Så nu har du mig her, efter jeg ikke har hørt fra dig i over 14 dage. Syntes du ikke snart du skylder mig en forklaring?" Katarina gik over til minibaren og tog en lille flaske som hun tømte før hun svarede: "Som sagt havde jeg brug for at tænke." Jeg fnøs surt: "Det har du så haft godt tid til, ville det være muligt at spørger om hvad du tænkte over, eller i det mindste bare hvad du fandt frem til?" Katarina tog en ny lille flaske og åbnede den med vant hånd, før hun gik hen mod mig: "Du kan ikke undvære mig, og jeg... finder dit nærvær behageligt." Forvirring fyldte mig igen da jeg tøvende sagde: " Du er min bedste veninde og jeg kan være din, hvis du vil lade mig." En stille latter kom fra hende, men latteren endte ud i et opgivende suk: "Ser du, det er problemet, det er ikke nok for mig, jeg vil have mere." Stadig helt fortabt og i fuldkommen vildrede gned jeg nakken: "Mere?" Men, typisk Katarina, svarede hun ikke ligefremt på spørgsmålet, men sagde: "Ved du hvorfor jeg kalder dig Tornerose?" Jeg rystede usikkert på hovedet og det fik hende til at forsætte: "Du har sovet det meste af dit liv væk, du har måske gået rundt og set frisk ud, men sandheden er, at du har gået rundt i en tåge, du har aldrig rigtig levet livet. Det var derfor jeg blev så fanget af dig, jeg ville vise dig hvad livet kan byde på, og det er lige hvad jeg har gjort. Mit job er slut, der er ikke mere jeg kan gøre for dig." En frygt sneg sig ind på mig og mit hjerte hamrede rædselsslagent ved hendes ord: "Var det kun derfor du ville være sammen med mig?! Det er jo sygt, render du bare rundt og viser mennesker hvordan du synes de skal leve, kun for at gå igen? Får du en pervers tilfredsstillelse ved at lade mennesker knytte sig til dig og så gå igen?!" råbte jeg bange. Katarina svarede køligt og objektivt på det: "Ikke mennesker, kun dig, der er noget specielt ved dig, det er derfor jeg ringede til dig, jeg har ikke lyst til at forsvinde." Jeg gik hen og næsten panisk greb fat i hende, imens jeg bedende sagde: "Så lad vær med at forlade mig." Nu så hun på mig med et seriøst intenst blik: "Giv dig til mig helt og jeg vil aldrig forsvinde." Igen var det som om min krop reagerede før mit hoved, og jeg nikkede. Uden nogen tøven lukkede Katarina mellem rummet mellem os og tog mine læber i hendes besiddelse i et lidenskabeligt, men samtidigt også underligt familiært og trygt kys.

Jeg kan ikke retfærdiggøre hvad jeg gjorde derefter, eller hvad hun gjorde, det der skete skulle aldrig have været sket, og jeg skammer mig så meget over det. Så I må bære over med mig når jeg ikke vil gå i detaljer. Det er vist mere end rigeligt at sige, jeg at var Joe utro, jeg kan stadig ikke fatte det, selvom jeg skriver det ned nu og det er 100% sandt, virker det stadig så surrealistisk. Jeg kan ikke sige andet end, at jeg aldrig stoppede med at elske Joe, selv når jeg var viklet ind i Katarina var han i mit hjerte, sammen med den dårlige samvittighed. Og nu spørger I nok hvorfor gjorde jeg det så? Jeg er bange for at selv her vil min forklaring være så banal, at den er svær at tro på. Men har I prøvet at få noget der er så fantastisk og dyrebart, at I vil gøre alt for at beholde det? Sådan havde jeg det. Jeg ville gøre alt for at beholde hende og det var derfor jeg gav mig til hende. Selvom jeg allerede da vidste at det var sygt, jeg hadede at nyde hendes berøringer, og jeg tror virkelig hun nød at jeg hadede det, og nød at sætte mig i et dilemma gang på gang. Som jeg har nævnt utallige gange skulle jeg have ladet være med så mange ting angående Katarina, men den ting jeg mest skammer mig over var, at selvom jeg elskede min mand, min Joe, fandt jeg mig selv opsøge hende og længes efter hende. Samtidig med at jeg græd over savnet af min Joe, gjorde jeg ting i sengen med Katarina som jeg ikke engang kan få mig selv til at skrive ned. Lige meget hvor mange gange jeg går rundt om bordet, stopper min hånd når jeg vil forklare nærmere, når jeg vil skrive sandheden, så alt hvad jeg kan sige er, at dette varede i lidt over en måned, hvor jeg var mere sammen med Katarina end med min mand.

Flovhed gør mine kinder røde, når jeg skriver at jeg faktisk var dybt lykkelig i min ulykke i den tid. Men jeg burde have gættet at det ikke ville forsætte, jeg burde havde
   set at lige meget hvad jeg gav Katarina ville det ikke være nok.

En, to, tre, pust ud.

Og det er så her i min fortælling at vi kommer til det vederstyggelige jeg gjorde og den lige så frastødende ting Katarina gjorde. Jeg vil på forhånd undskylde hvis jeg går lidt let hen over nogle ting her. Men sandheden er, at meget af det stadig er et stort spørgsmålstegn for mig, om hvad der præcis skete den dag, hvor alt i mit liv blev destrueret.

Jeg skulle vel have gættet at noget var galt da jeg ikke havde fået nogen besked fra Katarina om vi skulle mødes. Mangel på beskeder havde ikke fundet sted efter vores først nat sammen, altså det vil sige indtil nu, hvor jeg derfor gik med tunge skridt op til vores hoveddør. Jeg kom med et:" Hej jeg er hjemme," som var ligeså tungt som mine skridt. Men jeg stoppede op midt i et skridt, da stanken af død, fyldte mine næsebor: "Hvad fanden," bandende jeg idet jeg gik i gang igen, nu med hånden for næse og mund, på vej ud i køkkenet, hvor jeg tvang de gamle vinduer åbne.
   Jeg stak selv hovedet ud og hev begærligt luft ned i lungerne. Da en højst uventet stemme lød bag mig: "Nå, du er hjemme." Mine øjne blev kuglerunde og jeg glemte alt om lugten idet jeg snurrede rundt og så ind i Katarinas øjne, hendes blik slugte mig næsten: "Hvad pokker laver du her?! Ved Joe at du er her?" Katarina smilede skævt og lagde en besiddende arm rundt om mig: "Ja, det gjorde han nok, men det er ligegyldigt, jeg er her for dig." Jeg trak mig forvirret væk og spurgte med bange anelser: "Du har ikke fortalt ham noget vel?!" Katarina svarede ligegyldigt: "Jo da, han blev ikke glad." Panikken overtog mig og jeg pressede mig forbi hende i vores lille smalle køkken: "Hvad ?! hvordan kunne du gøre det?! Hvor er han?" Katarina fulgte afslappet med mig gennem gangen. Det næste der kom ud af munden på hende hjemsøger mig stadig, men om det var indholdet af det hun sagde, eller om det var det kolde ligeglade tonefald der var værst, ved jeg ikke: "Du og dine spørgsmål, hvor skal jeg starte... Jo grunden til jeg fortalte ham det var fordi jeg har besluttet mig for at jeg ikke gider dele dig mere, og hvad angår hans del af den samtale kom han med mange forskellige ting, ingen af dem særlige pæne dog." Jeg frys da jeg kom ind i stuen og mit hjerte stoppede i så lang tid, at jeg troede jeg ville falde om. Imens hele min mave kørte rundt og trykkede på min blære: "Hvad har du gjort!" Peb jeg højt, med en stemme der ikke lød som min. Katarina svarede, med en stemme der stadig var tør og flad som om hun var i gang med at forklare mig et matematikstykke: "Ja ,han blev så umulig da jeg fortalt ham om min beslutning om du og jeg at han slet ikke var til at tale med så, ja jeg blev nødt til at dræbe ham, hvilke er sværere end man skulle tro, når alt man har er en af dine sløve køkkenknive." Jeg ænsede hende næsten ikke, alt hvad jeg kunne se var en hvid hånd dækket af lig-pletter. Den stak ud under en kæmpe avisbunke som fyldte det meste af sofaen. Jeg kan ikke beskrive de følelser der løb igennem mig da jeg så min elskede Joe ligge død under et bjerg af aviser. Jeg kan kun sige, at de følelser jeg endte med efter jeg havde stirret på min Joe, jeg ved ikke hvor længe, var dyb sorg og had mod Katarina, ja selv de ord ved jeg ikke om de helt omfatter hvad jeg følte. Katarina var dog underligt nok så empatiløs, at hun ikke kunne regne en så simpel ting ud, for i det samme lagde hun en kold hånd på min skulder. "Du skal ikke være ked af det, nu kan vi endelig være sammen." Jeg flåede mig væk fra hende imens jeg hvæsede: "Hold dig fra mig din kælling!" Hvorefter jeg vendte mig mod hende. "Du har dræbt min mand!" Katarina fik et vredt og forurettet udtryk i øjnene da hun svarede: "Jeg gjorde det for os." Jeg gik hen imod hende, skrigende som en gal: "Der er ikke noget os! Fatter du ikke det!?" Men det gjorde hun åbenbart ikke, for et triumferende smil kom over hendes læber i det samme: "Jo der er, for du kan ikke undvære mig, du har brug for mig." I det samme så jeg hvorfor hun kun havde brugt en hånd i alle hendes forsøg på berøring. For i den anden hånd glimtede en af mine køkkenknive og frisk rødt blod der spillede uhyggeligt i lyset fra stuevinduet. Jeg blev som en tyr da jeg så det røde blod. Jeg kunne mærke en del af mig selv tippe ned i blodet, kun for aldrig at komme tilbage igen. En del af mig var væk, knust under kilo på kilo af aviser: "JEG HAR BRUG FOR JOE!!" skreg jeg med fråde om munden, imens jeg i alt for høj fart mistede grebet om min forstand. "Nej du har brug for mig!" kom det bestemt fra hende, idet hun smed kniven for at omfavne mig. Jeg kæmpede for at komme fri af hende, hvilke resulterede i at vi faldt, så aviserne fløj om ørerne på os. Jeg lå øverst og klemte om hendes hals i vild vrede, men det var som om det næsten ikke påvirkede hende, for Katarina, hvislede gennem sammenbidte tænder: "Du tilhører mig!" Jeg svarede, stadig med den stemme jeg ikke kunne genkende: "Nej." Katarina kom med et af sine sejrssmil: "Jo, ligesom jeg tilhøre dig, vi er et." Absurd nok gav en lille del af mig hende ret, hvilket kun gjorde mig endnu mere desperat: "Nej ! Jeg er ikke din! Jeg er ikke dig! Jeg er ikke dig!" Jeg ved ikke hvor jeg fandt kniven henne, eller hvordan den endte i min hånd, men inden jeg kunne genvinde nogen kontrol, hvis det overhoved havde været muligt, fandt jeg mig selv hakke kniven igen og igen ned i brystkassen på hende med ordene: "Jeg er ikke dig! Jeg er ikke dig! Jeg er ikke dig!" Ordene kom i en uendelighed ud gennem mine læber der var fortrukket af had. Mit toneleje blev højere og højere for at overdøve hendes skrig som om jeg ville understrege, at det var sandheden som jeg spyttede hårdt ud. Jeg var ikke helt sikker på hvem jeg prøvede at overbevise hende, eller mig selv. Men jeg blev først overbevist da rødt blod fyldte hendes mund og hendes skrig gik over i slimede våde gylpelyde, for kun langsomt at dø hen.

En, to, tre, pust ud.

Da hun utvivlsomt var død, trak jeg mig væk og lænede mit hoved op af en avis bunke. Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der, alt hvad jeg kan sige er, at jeg der fik rigtig godt kendskab til mit gulvtæppe. For jeg kunne ikke se op, jeg kunne ikke få blikket til at møde grunden til de nye røde pletter på gulvet. Jeg sad der til mine ben begyndte at sove, før jeg tog min mobil op og tastede det eneste nummer jeg kendte på tre cifre. Jeg hørte kun lige stemmen alvorligt svare, før jeg hulkede: "Hallo, mit navn er Mille, og jeg er ret sikker på at jeg har dræbt et menneske."

Derfra er alt meget mørkt og utydeligt for mig, der er kun et stærkt mentalt billede i mit hoved, et billede der for altid vil være en gåde for mig, et billede der gør at jeg bliver straffet for det forkerte mord. Jeg kan nogenlunde gætte mig til de simple ting, så som at jeg må have givet den alvorlige stemme min adresse. For kort efter kom der to politimænd. Jeg ved det, for de hev mig op og med utydelige ophidsede stemmer stillede mig en masse spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Deres hårde hænder holdt fast i mig, så jeg ikke kunne få luft og jeg hev mig grædende væk. Det var da mit blik faldt hen til stedet, hvor det evigt brændende metale billede blev taget. Det var et stykke bart tæppe, hvor der ganske rigtig var blod på, men af en uforklarlige grund var det gammelt og indtørret. Mit blik flyttede sig desperat hen til det stykke tæppet hvor Katarina skulle have ligget. Det var tomt, tomt, der var ingen krop på tæppet og det så ikke ud til at der nogensinde havde været en. Det eneste bevis på der var sket noget, var en masse hakker ned i det tykke beskidte gulvtæppe, hakker lavet af en kniv. Kniv! Mine øjne rykkede sig hurtigt hen til min hånd der stadig klemte om kniven, hvor der ganske rigtig var blod på. Brunt, størknet blod. Min krop blev helt slap og død, da det gik op for mig, at Joe havde haft ret hele vejen igennem. "De" var kommet og af deres egne syge grunde, havde de dækket over mordet på Katarina.

En, to, tre, pust ud.

Jeg vil spare jer for alt den kedelige tågesnak der foregik bagefter, for alt hvad de kom frem til var en vrangforestilling af sandheden. Jeg blev anklaget og dømt for at dræbe Joe og hvorfor skulle de ikke også det? Mine fingeraftryk var jo overalt, det er forståeligt. Og at jeg ryger ind på en galeanstalt er en mild straf for det jeg har gjort, lige meget om jeg så er straffet for det forkerte mord. Men det jeg ikke kan tage er, at politiet, lægerne, psykiaterne, dem alle, lyver for mig. De siger jeg er syg, og at Joe havde været død i lang tid inden de kom, og at jeg foruden ikke ringede til dem, men at det var min søster, som altid havde tjekket op på mig efter jeg åbenbart var gået ned med flaget da min mor døde, som havde bedt politiet om at komme, da hun ikke have kunne få fat på mig i lang tid. Det er en uvirkelig virkelighed, som de fine myndigheder digter i deres rapporter, såsom jeg dag ud og dag ind havde hentet aviser for at kaste dem over min døde mand. Hvorfor skulle jeg det? Hvis Joe var død, kunne han jo ikke holde øje med "Dem", vel? For nu ved jeg "De" findes og fordrejer politiets hoved. Det er en af grundene til at "De" er så farlige, jeg prøvede i starten at advare min psykiater om "Dem", men så gik det op for mig at han er en af "Dem". Det er egenlig smart ikke? Den eneste person, der ved "De" eksisterer har "De" fået erklæret sindssyg og puttet hende i et fængsel, hvor der er hvide puder på væggene, imens en af deres egne holder konstant øje med hende. Men jeg ved det er løgn på løgn, det eneste jeg virkelig ikke kan snurre mit hoved rundt om er, hvor er Katarinas lig? Min psykiater siger selvfølgelig, at Katarina aldrig fandtes, men jeg ved jo bedre. Jeg ved hun levede og på en måde fik " De" hendes lig til at forsvinde. Måske skulle det ikke undre mig, "De" har taget alt hvad jeg elskede, inklusiv de sidste jordiske rester af Katarina. Jeg ved "De" er derude og holder øje med mig, selv imens jeg skriver dette. Og fra dette sted kan jeg ikke gøre andet end at tage dybe indåndinger og puste ud, ganske langsomt, så jeg ikke går i panik over at vide vi alle er fortabte.

En.

To.

Tre.

Pust ud.

Klik-klik, klik-klik, klik-klik. Lyden løber igennem den hvide gang, imens lighteren danser rundt i en hvid kvindes hånd. Kvinden selv ser med øjne der spiller glade igennem den lille rude i en dør. Bag ruden sidder en person over et skrivebord, og skriver på papir, med hurtig vild skrift. I få sekunder betragter kvinden personen, der er et glimt af længsel i hendes øjne, men hun smiler og forsætter med at smile, idet hun vender sig og begynder at halv-skippe ned af gangen.

En, to, tre......