Solen skinnede på mig, men igen som så mange gange før havde jeg en uforklarlig kulde indeni, en kulde som jeg aldrig havde kunnet forstå eller kunnet forklare før nu. Jeg prøvede at gøre det rigtige, jeg prøvede at følge Guds vej og for en tid gik det. For kort tid siden var jeg Maria, hende man altid kun hørte gode ting om i vores lille kristne landsbysamfund, hende der var kendt for det milde sind og blide smil. Selvom jeg med kruset rødt hår, hvid hud og fregner, nok til at en giraf ville blive misundelig, ikke var en skønhed blev jeg behandlet som en af det modsatte køn. Men jeg holdt dem væk uden problemer, på trods af at jeg gik i tiende klasse, hvor hormonerne normalt ville spille en så stor rolle, at det ville være totur ikke at hengive sig til dem i ny og næ. Men kunne man forvente andet? Jeg var jo præstens datter. De få hedninge der fandtes på vores skole, kaldte mig Jomfru Maria med hån i stemmen, resten af eleverne kaldte mig det sammen, men med ærefrygt i stemmen, for jeg var jo skolens mest populære pige. Jeg siger ikke dette fordi jeg havde et stort ego, for jeg havde altid inderst inde vidst at der var noget galt med mig. Jeg fortæller dette fordi det var et simpelt faktum. Det var engang sandheden. Lige indtil jeg mødte dem. Øjnene, der med den lyse brune farve burde udstråle en varme, men der var et hårdt skær over dem, så de mindede mere om sten end øjne.
Øjnene tilhørte den nye pige i klassen, som var kommet i slutning af sidste skoleår. Hendes navn var Leonora, men de få hedningevenner hun gik med, kaldte hende Lee. Hun var ikke så forskellig fra mange andre teenagere, men i vores lille kristne verden som landsbyen var, gjorde det at hun røg, drak og bandede hende næsten til satanist i vores øjne. Og hendes lange sorte hår og tynde krop gjorde at hun var blevet dømt til at bære den titel, inden hun åbnede den gudshånende mund hun åbenbart gik rundt med. Jeg anså hende som fortabt og fik kun bekræftet min konklusion da hun rakte mig sig fuckfinger, idet vi fik øjenkontakt på skolegangen den første dag efter sommerferien. Jeg ville absolut ikke have noget med hende at gøre besluttede jeg mig for med et hårdt blik mod hende. "Hun er altså heller ikke helt normal." Kom det fra min bedste ven, Tim, der så med et ligeså hårdt blik mod Lee. Jeg drejede hovedet mod ham og sukkede let med påtaget sorg: "Nej, nogle kan vel bare ikke reddes." Men der tog jeg fejl. Dog blev redningsaktionen slet ikke som jeg havde troet den ville blive.
Det hele startede søndagen efter fuckfinger episoden. Jeg sad, som jeg havde gjort så mange gange før efter min fars gudstjeneste, på det lille frimærke af en have vi kaldte vores "park", op af det eneste træ i den så velholdte "park", og var i gang med at læse en bog. Jeg var dybt fanget af Moby Dick. Da jeg lige pludselig brutalt blev væltet af en savlende kraft. Den store Sankt Berner hund vuffede glad af mig, og på to sekunder gjorde den min pæne lyserøde bluse mere eller mindre gennemblødt af savl. Jeg var låse fast i overraskelse og stirrede paralyseret på det glade dyr, da en blød, men dog meget bestemt stemme, skar igennem den varme sommer luft: "Bæst, dit fjols, kan du så komme her!" Da denne hund, der åbenbart passende nok hed Bæst, ikke så ud til at ville lytte efter kom selvsamme Lee hen. Hun var tydeligvis Bæsts ejer, endnu en ting jeg på daværende tidspunkt syntes var passende. Hun fik ham revet væk og så ikke op imens hun talte, da hun havde travlt med at få Bæst i snor: "Det må du undskylde, han plejer ellers at være relativt lydig." Jeg så stadig overrasket på hende, men det var ikke på grund af Bæst nu, men på grund af Lee. Hun var slet ikke den pige jeg havde mødt i skolen. Hun havde stadig en sort top på hvor der stod noget smagløs, da det vel mere eller mindre var hendes kendemærke. Men hendes øjne glødede, fyldt af liv og en god portion kærlighed når hun så på Bæst. Hun smilede et smukt smil, der dog hurtigt blev fjernet idet hun så op og dermed også så hvem hun havde reddet. Hendes øjne blev kolde sten igen, da hun fortsatte: "Men jeg troede ikke at I Bænkekneppere blev lukket ud om søndagen. Min fejl at tro der var fri bane." Om det var det at hendes øjne blev som sten igen, fornærmelsen, eller den tidligere fuckfinger der stadig irriterede mig, der gjorte at vreden brusede op i mig ved jeg ikke. Men under alle omstændigheder stod jeg pludselig op og, mod min natur, råbte af hende: "Jeg er usikker på om du har fanget det endnu, men en undskyldning virker meget dårlig, når du fornærmer en lige efter. Du er mere et Bæst end din hund og den væltede mig omkuld! Går rundt og rækker fuck til folk! Hvem tror du at du er!?" Jeg havde håbet hun ville rødme af skam, forventet hun ville råbe igen, eller i det mindst bare gå. Men alle mine forudsigelse slog fejl og mine store forbavsede blå øjne blev ikke mindre da Lee roligt lagde hovedet på skrå og så vurderende på mig: "Hvorfor skulle jeg ikke have rakt fuck til dig?" Endelig fik mit ansigt et nyt udtryk og gled over i vantro: "Undskyld mig?" Lee der nu havde Bæst under kontrol gik rolig hen til mig, og jeg så til min irritation at hun var højere end jeg så hun kunne se ned på mig. Højere, tyndere og ikke en fregne på den hvide hud. Nej, jeg kunne bestemt ikke lide hende. Hun fortsatte med let vrede i stemmen: "I Jesurøvsikkere, ser på os andre med medlidenhed eller som om vi er grove uciviliserede væsner. Det gjorte du også den dag, så hvorfor skulle jeg ikke give dig den tilfredsstillelse at få ret, når du allerede havde dømt mig? Hvorfor skulle jeg så prøve af overbevise dig om at du tager fejl? Jeg mener fuck, du er jo præstens datter, den mest populære pige på skolen, hvorfor skulle du lytte til mig?" Jeg åbnede munden for at sige: "Selvfølgelig ville jeg lytte." Men lukkede munden igen idet jeg indså, at det ville være en løgn. Jeg ville ikke lytte, jeg kendte jo den rigtig vej, Guds vej. Som om hun kunne læse mine tanker fnøs hun hånligt: "Har du overvejet, at der er flere sandheder end din Guds sandhed? Eller er du så hjernevasket at du ikke engang kan se det?" Jeg kunne ikke for ord frem, det var som om min hjerne var gået i hak, men jeg behøvede åbenbart ikke engang at tvinge nogle ord frem, for min tavshed svarede alt for klart for mig. Lee rystede kort på hovedet før hun vendte om: "Undskyld igen." Jeg så hende forsvinde og med meget mere blide ord sige: "Kom så Bæst."
De næste dage gik jeg forvirret rundt i en tænksom tåge, og da jeg var færdig med det, gik jeg rundt i irriteret frustration. Lee's ord blev ved med at spille i hovedet på mig, om og om igen som en slidt cd der var gået i hak. Det gik endda så vidt at jeg hørte mig selv spørge min far og mor ved middagsbordet: "Tror I der er nogen anden vej end Guds vej?" Min far så venlig på mig: "Selvfølgelig er der det, men Guds vej er den eneste rigtig vej." Jeg rynkede brynene let: "Men hvordan ved vi det? Vi har jo ikke prøvet andre veje." Min mor, som nok var den mest forstående af mine forældre, så opmærksomt på mig: "Det ved man heller ikke før man har prøvet andre veje, det har din far og jeg engang, og det kommer du nok også til en dag." Min far nikkede tænksomt: "Der vil altid være veje som frister dig, og det er fint at se ned af dem, så længe man ikke går ned af dem, forstår du?" Jeg var ikke helt så sikker, så barnlig og naiv var jeg for så kort tid siden. Men jeg nikkede og dermed sluttede dette farlige emne.
Hvis min far havde vidst hvad der ville komme, havde han nok ikke sagt det så roligt og fromt til mig. For det gjorde mig nysgerrig. Det sammen med Lee's ord resulterede i at næste søndag efter kirke, hvor jeg plejede at læse, gik jeg i stedet rundt som et fredløst dyr og spejdede rundt. Jeg så hende før hun så mig, men da hun fik øje på mig så Lee ud til at ville skifte retning. Dette gjorde mig desperat og jeg råbte som en anden tosse: "Så vis mig din vej!" Lee og Bæst stoppede begge op. Selv i hundens øjne kunne jeg se forbavselse. Jeg var ligeglad og småløb væk fra den sikre lille plet græs og ud på vejen hvor hun stod. Jeg gentog: "Så vis mig din vej." Det var som om en gåde blev løst i Lee's hoved og hun slog en melodisk latter op: "Du mener, jeg skal lære dig at tænke selv? Den stolte præstedatter kan ikke selv finde ud af det?" Jeg kunne mærke mine kinder blive røde og jeg så ned i de fliser der var begyndt at flække, det stoppede hendes latter og hun svarede mere blidt: "Hør her, det er der sgu ikke andre end dig selv der kan vise dig, Maria." Jeg så op ved lyden af mit navn, stadig med brændende kinder. Underligt nok kunne jeg godt lide den måde navnet rullede på hendes tunge: "Undskyld jeg spurgte, du må se mig som et totalt fjols nu." Lee kæmpede med latteren igen, men denne gang kunne jeg ikke spore nedladenhed i den: "Nej slet ikke, det er faktisk ret sødt." Det gjorde at min rødmen forsvandt og jeg så forarget på hende: "Sødt? Det er da kun babyer der er søde, jeg er en stærk selvsikker kvinde, stærke selvsikre kvinder er ikke søde." Lee rystede på hovedet: "I bænke kne... , øh kristne, ligger for meget vægt på ord." Derefter så hun lidt på mig, og så smilede hun et så varmt smil at jeg ikke kunne lade være med at bade mig lidt i det, af forvirrende og uforklarlige grunde: "Kom, jeg kan ikke hjælpe dig med dit problem, men jeg kan godt bruge lidt selskab. Bæst er ikke mest snaksagelige." Jeg kunne ikke lade være med at smile: "Fint, men så skal du heller ikke komme med nogle nedladende ord om min tro." Lee besvarede smilet idet vi begyndte at gå: "Godt, men så skal du heller ikke prædike til mig." Jeg ved stadig ikke den dag i dag hvorfor hun rakte den hånd frem, men om det var af medlidenhed eller noget andet, ændrer ikke på at sådan blev det.
Hver søndag efter kirke stod jeg og ventede for at gå rundt med Lee og snakke om alt og intet. Jeg ved ikke hvorfor, men hendes holdning og væremåde udenfor skolen fascinerede mig. Hun tog så let på tingene, var ikke bange for at synde i denne verden, og så alt det omkring hende i så dybe farver, at jeg mistede pusten. Vi havde stiltiende nogle regler der knyttede sig til vores nye venskab, eller det troede jeg i hvert fald, det var nærmest som fem bud:
1. Vi skulle ikke diskutere religion.
2. Vi måtte ikke presse den anden ud i ting.
3. Vi måtte ikke nedgøre den andens tro.
4. Hvad der skete på vores gåture, på den efterhånden kendte rute og kom ikke videre.
5. Vi var kun venner om søndagen og skulle ikke tale sammen i skolen.
Men det viste sig dog, en grå og kedelig efterårsdag i skolen, at Lee åbenbart var bedøvende ligeglad, men mine fem opfundne bud. Det viste hun tydeligt i spisefrikvarteret hvor jeg sad og prikkede til min salat, og hørte med et halvt øre på mine veninder, der plaprede løs om en kristen pop-cd der lige var udkommet. I den anden ende af klasselokalet så Lee ud til at have en lignende situation. Hun skjulte et gab imens hendes venner var ved at forklare noget, der indholdt et faretruende højt niveau af bandeord. I det samme mødte vores blik og Lee smilede til mig, jeg var lidt usikker på hvordan jeg skulle reagere, jeg ville smile igen, men vi havde jo begge et ry at bevare. Jeg havde dog ikke behøvet at tænke over det, for jeg smilede automatisk mere end en kvinde i en dårlig tandpasta reklame når Lee så på mig. Da jeg blev opmærksom på det skulle jeg til at lade en kold is-maske glide over mit ansigt, men nåede det heldigvis ikke, for i det samme kom Lee hen i mod mig, uhøfligt, da hendes ven stadig snakkede. Hun havde et rebelsk glimt i de smilende øjne, da hun en meter fra mit bord højt sagde: "Kneppede gud virkelig Jomfru Maria? Eller var det Jesus der gjorde det? Jeg har aldrig fået styr på den del." Mine veninder rullede med øjnene af hende og forlod demonstrativt pladsen omkring mig, som om luften omkring Lee var forgiftet. Jeg så på hende med mit efterhånden vante forbavsede ansigtsudtryk, imens jeg lænede mig frem over det bord jeg sad ved og sagde lavt: "Hvorfor sagde du nu det? Jeg ved at du er ret ligeglad med hvem der gjorde hvad i Biblen." Lee grinede og satte sig på kanten af mit bord, hun hapsede et stykke gulerod fra min bakke før hun svarede: "Altså, vi kan da godt tale om Biblen hvis du brænder så meget for det, men jeg sagde det nu bare for at få dine høns væk." Jeg rystede opgivende på hovedet: "Jeg bliver aldrig klog på dig."
Dermed havde vores venskab udviklet sig videre end søndags-snak, man skulle tro det ville stoppe der, ikke? Men nej, uden nogen af os tænkte over det, så vi hinanden næsten hver dag efter skole, og da sneen kom til byen kunne jeg mærke at noget havde forandret sig hos mig. Jeg så ikke længere på Lee med medlidenhed. Syntes jeg stadig hun var skør? Ja, helt sikkert, men det at hun ikke levede livet til punkt og prikke var det så slemt? Hun var et godt menneske, selvom gud kunne skride derhen hvor man plukker jordbær, efter Lee's mening. Hvis jeg skulle være helt ærlig, var jeg vel på en måde lidt misundelig på hende. På den måde hun levede, så frit. Nu når jeg tænker tilbage, tror jeg også at Lee havde det på samme måde, for hun forandrede sig også. Hun bandede, røg, drak stadig mere end hvad der kunne være godt, men hun pjækkede ikke mere, selvom hun havde været dronningen af alle pjækkere førhen, hun var også mere venlig overfor andre i skolen. Og rullede kun med øjnene af min venindeflok bag deres ryg nu, ikke at jeg var så meget sammen med dem mere, da jeg ofte tog mig i at kede mig i deres selskab. Alt i alt ville mit liv have været godt og uden problemer, havde det ikke været for Tim.
Kort efter vi havde fejret Herrens søns fødselsdag, lød Tims sure stemme i min mobil: "Så du aflyser igen? Vi plejer da altid at skøjte denne dag, det er en tradition!" Jeg indrømmer gerne jeg nok var den dårligste ven man kunne få på det tidspunkt, men mit hovede var helt andre steder, imens jeg gik rundt og ledte efter mit halstørklæde: "Jeg ved det godt, men kan vi ikke bare rykke det til i morgen formiddag?" Tims stemme lød fuldkommen i oprør: "Søndag formiddag?!" Jeg sukkede let: "Nå nej, det havde jeg nær glemt." Tims stemme truede med at ødelægge min mobils højttalere: "Glemt? Maria hvad går der af dig?! Det er som om du ikke er dig selv længere, er det hende Lee der gør det?!" Jeg stoppede min søgning efter det åbenbart usynlig tøjstykke og svarede: "Vær nu ikke så dramatisk." Tims stemme blev lavere, mere faretruende: "Hun er en slange Maria." Jeg rullede med øjnene: "Hold nu op, hun er slet ikke som alle andre tror, og foruden det hvad er der så slemt ved slanger, de er faktisk ret søde dyr." Tim lød nu næsten bange på mine vegne, hvilket bare irriterede mig endnu mere. "Maria, hører du hvad du selv siger?" Min tålmodighed, som jeg var så stolt af, var utroligt nok ved at løbe tør: "Stop med at være så selvhøjtidelig, jeg må smutte nu, jeg har travlt." Jeg afbrød opkaldet, og skyndte mig videre, jeg ville ikke lade Lee vente.
Jeg vil godt indrømme, at jeg var det man kalder for en kælling der, men jeg var forvirret, frustreret og spændt samtidig, Jeg følte mig på tærsklen til noget nyt og fantastisk, uden jeg kunne forklare hvad dette nye var. Og min betagelse af Lee fik mig til at lægge stakkels Tim i glemmebogen, ikke at det retfærdiggøre det, men jeg havde sværere og sværere ved at være en del af den verden som Tim var i og jeg var blevet født ind i. Inden jeg nåede at se mig rigtig om, smeltede den kolde sne igen, og foråret var snart på vej sammen med eksamener, og optog næsten alles tanker. For ikke nok med det, så skulle man også til at have den dybe samtale med vores vejleder om hvad man ville efter skolen. For en gangs skyld var det simpelt for mig. Jeg havde allerede bestemt mig for at det lokale gymnasium ville være mit næste stoppested, da jeg altid havde vidst jeg skulle være læge og arbejde i "Læger uden grænser" programmet, når jeg nåede så langt.
"Og hvorfor i alverden vil du så det?" kom det fra Lee i et frikvarter, hvor hun lå med en smøg og fyldte næsten alle bænkens siddepladser. Jeg sad ude på enden af bænken, som hun generøst havde givet mig, dog med hendes hoved i skødet, det manglede vel også bare. Jeg smilede også spøgende: "Skal jeg nu hakkes på igen fordi jeg gerne vil gøre noget for min omverden? Husk, du må ikke nedgøre." I det samme hapsede jeg smøgen ud af munden på hende, og viftede med en belærende finger: "Din krop er dit tempel." Lee grinede og rakte ud efter den: "Hvilket bud er det så? Lige ved siden af, du må ikke prædike?" Jeg lo og gav hende smøgen igen. Det var utroligt, på lidt over et halvt år, havde Lee fuldkommen forandret sig overfor mig, aldrig mere stenøjne, aldrig mere hånlig, nå ja, næsten aldrig hånlig. Lee fangede mine øjne og vi så lidt på hinanden, før hun højst uventet sagde: "Tag til fest med mig nu på lørdag." Jeg så vantro på hende: "Hvorfor skulle jeg dog gøre det? Jeg troede vi var blevet enige om at det var en del af dit liv du måtte beholde helt for dig selv?" Lee rettede sig op og så på mig: "Vi har aldrig rigtig snakket om det. Kom nu, vi gør det for at fejre min atten års fødselsdag." Jeg hævede det ene øjenbryn: "Jeg troede vi var blevet stiltiende enige om det, og der er næsten et år til din atten års fødselsdag hvis jeg husker korrekt." Lee svarede ikke, hun så bare på mig med de lysebrune hundeøjne, jeg sukkede og så op i himmelen: "Min far ville aldrig gå med til det, for de fester du vil til der er der alkohol og... og mange andre farlige ting." Lee begyndte at le højt og varmt: "Du ved jo ikke engang hvad de andre farlige ting er." Hun hulkede af latter, jeg kunne ikke lade være med at grine med, selvom hun teknisk set lo af mig, var den latter så smittede så jeg kunne ikke lade være. "Du skal ikke lytte til hende, Maria, hun er djævlen i forklædning," kom det med dyb stemme fra en der nu stod over for os. Tim så hadefuldt på Lee, som besvarede blikket. "Hvorfor kryber du ikke tilbage til din bænk, kordreng!" hvæsede Lee. "Lee!" svarede jeg så surt jeg kunne præstere, i bund og grund kunne jeg godt forstå hende, kristen eller ej, ingen vil vel bryde sig om at blive kaldt en djævel. Men på en eller anden måde var Lee og jeg blevet så tætte, at jeg troede jeg havde større held med at stoppe hende end Tim min barndoms ven. Det viste sig da også at jeg havde ret. Men Tim tog det som et tegn på overgivelse at Lee så ned i jorden. Han fortsatte, blind som han var: "Se, hun ved godt selv at hun ikke hører til her, hun er uren, Maria." Det var som om der gik et lyn igennem mig, det fik mig til at springe på benene: "Hold op med at tale sådan om folk du ikke engang kender, Tim, hun er ikke mere uren end du og jeg." Tim bakkede forvirret: "Men, jeg hørte hende prøve at lokke dig med til en fest du ikke vil til, hvad ..." Jeg lod ham ikke snakke færdig før jeg stædigt sagde: "Og hvem siger at jeg ikke vil det?" Nu så Lee lige så forvirret ud som Tim og jeg måtte tage mig selv i ikke at grine af deres fårede udtryk. I stedet så jeg fast på Lee: "Jeg vil gerne med."
Bagefter prøvede jeg selvfølgelig at fortælle Lee, at jeg kun havde sagt det til Tim for at lukke munden på ham. Men fælden var klappet, og Lee ville ikke høre tale om at jeg bakkede ud. Hvis jeg skal være helt ærlig, ville en del af mig også gerne med. Det liv Lee viste mig var nyt og næsten lige så fascinerende som Lee selv, for ikke at snakke om, at for hver dør hun åbnede for mig åbnede der sig også en dør inde i mig. Jeg så en helt ny side af mig selv jeg ikke engang troede eksisterede. Det var nok derfor jeg stod selvsamme lørdag på Lee's værelse og så ned af mig selv med vantro øjne: "Du kan ikke få mig til at gå i den her." Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne jeg have svoret på at Lee's øjne var næsten sultne, men de skiftede hurtigt til de mere normale selvsikre, glade øjne: "Og hvorfor så ikke?" Jeg hev ud i den bluse hun havde proppet på mig, den var sort og med så lidt stof at selv et barn fra Afrika ville fryse i den: "Den er nedringet og så kort at den ikke engang dækker min navle, derfor! Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke bare kan have min egen bluse på?" Lee løftede et sigende øjenbryn: "Der er et kors i Rhinsten på." Jeg pegede på min bluse, der brutalt var blevet kastet hen i hjørnet af det lille beskidte værelse: "Flotte Rhinsten." Lee rejste sig fra sengen hun havde ligget på: "Et kors!" Jeg svarede ikke, hvad skulle jeg sige? Så jeg slog bare med tungen imens jeg rullede utilfreds med øjnene. Mine nerver sad uden på mit meget sparsomme tøj. Ikke nok med at jeg for første gang skulle til en fest hvor der rent faktisk var alkohol, men jeg havde også løjet for mine forældre. Det var ikke første gang jeg ligesom alle andre børn havde fundet mig selv i en situation hvor man var nødt til at stikke sine forældre en hvid løgn, men det var første gang løgnen var så stor. "Hvordan slap du egentlig væk fra de gamle?" kom det fra Lee, imens hun havde næsten hele overkroppen inde i skabet for at finde en mere passende bluse til mig. Jeg så ned på mine sko og cowboybukser, som trods alt var mine egne: "Jeg studerer sammen med Kimmy og overnatter hos hende." Lee hev en mere præsentabel bluse frem, som også var nedringet, men ville dække hele min mave, og så var den hvid, renhedens farve, den kunne jeg vel ikke sige nej til. Hun gav mig den, imens hun svarede: "Dygtig pige, du kan jo tænke selv, du er jo næsten et menneske." Det sidste blev sagt mens hendes øjne igen fik det måske ikke helt indbildte sultne skær, og der kom et andet mere mystisk glimt i dem. Jeg ignorerede det forvirret, det var efterhånden en permanent tilstand for mig. Jeg tog en tår af den flaske Lee havde givet mig: "Ja, og så er det i det mindste ikke helt løgn, festen bliver jo holdt hos Kimmy, ikke?" Lee nikkede, men jeg så det ikke, jeg havde travlt med at studere flasken i min hånd. Jeg vidste ikke helt hvad det var, andet end at det hed Cult, havde alkohol i sig og smagte af sodavand. En meget farlig kombination fandt jeg senere ud af, men nu drak jeg dem med glæde. Selvom mit hovede hele tiden prædikede for mig at alkohol var ondt og farligt, lagde det en dæmper på mine nerver og så smagte det jo godt, bedre og bedre, utroligt nok, jo flere jeg drak af dem. Dette viste sig også senere at være en ligeså farlig ting ved dem. Dog nåede jeg ikke at nyde meget af den væske jeg havde fået en nyfunden kærlighed for, før vi skulle hen til festen der blev holdt i udkanten af byen, hos min førnævnte "klassekammerat" Kimmy. En jeg for få måneder siden ville have se med medlidenhed på, på grund af hendes trosløse livsstil, eller også slet ikke have skænket en tanke.
Men det gjorde jeg da vi kom ind i huset hvor festen var. Faktisk var der mange tanker der fløj gennem min allerede slørede hjerne. Høj musik bragede gennem hele huset og fik mit hjerte til at pumpe i takt med de vilde technotoner. Det og den tykke røg der flød gennem luften og pressede på min brystkasse gjorde at jeg næsten ikke kunne få luft. Jeg klyngede mig til Lee's arm, imens Lee pressede os igennem den store menneskemængde der var i huset. Jeg så rundt med store øjne og vurderede at mange af de unge mennesker måtte komme fra en anden by. Der kunne da ikke findes så mange ikke troende unge i vores førhen så perfekte lille landsby, kunne der? Lee hilste på en masse mennesker, samtidig med at hun scannede rummet for et sikkert sted at putte mig. Jeg så selv rundt. Der var mennesker overalt, mennesker der dansede, mennesker der grinede og lo, mennesker der... hvad gjorde de? En lille gruppe sad rundt om sofabordet og røg på noget der lignede en meget stor smøg, selvom den bestemt ikke lugtede sådan. Lugten af gran fyldte hele rummet og gjorte mit hovede let. Lee så også gruppen med den mystiske smøg og rynkede brynene, hvorpå hun næsten beskyttende førte mig ud i husets køkken, imens hun råbte gennem musikken: "Lad os hænge lidt ud i køkkenet." Jeg slappede lidt mere af derude og lænede mig op af et køkkenbord der var proppet med flasker i alle regnbuens farver: "Er der slet ingen forældre til at holde øje med os?" spurgte jeg dumt. Lee grinede og hev to af de velsmagende flasker op: "Kimmys forældre er sgu ligeglade, synd for hende, godt for os." Hun rakte mig den ene flaske og jeg tog den halvsur: "Det kan du da ikke bare sige, man skal elske sin næste." Lee spruttede ved disse ord og måtte holde sig for munden. En anden stemme svarede mig, en mere fuld og snøvlende stemme: "Hun er ikke rigtig min type, med kvindelige kønsdele og jeg hører, at hun er mere til alterkrammere." Her vil jeg lige nævne to ting som begrundelse for at jeg ikke fangede hendes bemærkning. Et, jeg var allerede ved at blive godt fuld, det var første gang jeg drak noget stærkere end altervin, og min far brugte saftevand til nadveren. To, jeg var pokkers uskyldig den gang og havde slet ikke tænkt i de baner som Kimmy havde. Lee havde fået samlet sig og så surt på Kimmy: "Hold nu kæft, det er slet ikke sådan, hun er slet ikke sådan." Mit røde hår gled over min skulder, da jeg lagde hovedet på skrå: "Hvad er ikke hvordan?" Lee rømmede sig og svarede kort: "Drik nu bare din Cult." Kimmy satte hænderne i siden: "Okay, men hvis der kommer noget tros-pis, er det altså ud. Jeg gider sgu ikke at have ødelagt den gode stemning." Lee smilede skævt: "Nej selvfølgelig ikke, Dronning." "Godt!" svarede Kimmy mens hun ignorerede Lee's spydighed, og trippede ud af køkkenet, i de alt for høje hæle. Lee så næsten undskyldende på mig, men blev dog lidt beroliget da jeg smilede til hende.
Vi blev lidt i køkkenet og snakkede med enhver fortabt sjæl der var så dum at komme ud i køkkenet til os to efterhånden meget glade kvinder. I starten var det svært for mig at være omringet af mennesker der var så langt væk fra min virkelighed. Men efter min syvende Cult virkede alt lidt lysere, lidt lettere, altså bortset fra det med at stå på benene. Det var begyndt at blive en del sværere. Foruden det havde jeg lagt mærke til, at nogen åbenbart havde udskiftet det faste gulv med et skibsgulv der vippede rundt. Det tog jeg mig dog ikke af da jeg med et lidt for bedende smil sagde: "Liiii, giver du ikke en til af dem der, som er dem der vi drikker." Lee smilede halvfuld: "Tror du ikke du skulle tage den lidt med ro, det her bliver din nummer otte." Hun rakte mig dog en til, men så blev hendes ansigt hårdt da hun fik øje på en uden for køkkendøren. Hun sagde kort, og betydelig mere ædru end jeg: "Bliv her, jeg kommer lige om lidt." Jeg nikkede, men Lee var allerede ud af døren, så jeg ventede i hvad der lignede en evighed, selvom det nok nærmere var en halv time. Jeg talte lidt med forbipasserende der skulle hente noget at drikke, eller "tanke op" som de sagde. Det var først da en eller anden fyr stoppede op, at jeg fik rigtig kontakt med nogen, men det var bestemt ikke den slags kontakt jeg ønskede mig. Han så med slørede grå øjne på mig og spurgte med en rå stemme: "Du er hende der præstedatteren, ikke?" Jeg havde ikke lugtet faren endnu, nok på grund af røgen og alkoholen der osede fra ham, så jeg smilede: "Jo, det mig." Fyren gik helt hen til mig og lænede sig mod mig med en hånd støttet på køleskabet ved siden af mig: "Så du er lidt den forbudte frugt?" En ubehagelig uro voksede i kroppen på mig da jeg mere nervøst sagde: "Øh, ne-nej, jeg er bare mig og jeg er virkelig ikke interesseret i andet end at være her og have det sjovt." Fyren lagde en klodset hånd på mit bryst og pressede sig mod mig. Kvalmen skød op i min hals, men om det var alkoholen eller hans sure lugt var ikke til at finde ud af i min tilstand: "Det er også bare sjov jeg gerne vil have." Som jeg har nævnt, var der ikke meget jeg vidste eller kunne finde ud af i min tilstand, men en ting vidste jeg dog, jeg følte ikke andet end væmmelse og afsky ved denne fyr der savlede mig på halsen i forsøg på et kys: "Jeg har altså ikke lyst!" sagde jeg og forsøgte at skubbe ham væk. Men han blev skubbet væk af en anden kraft der kom fra siden af. "Hørte du hende ikke Phil? Hun har ikke lyst." Phil, som den ulækre fyr måtte hedde, blev nødt til at gribe fat i bordet for ikke at tumle ned og kysse gulvet med sit baghoved: "Slap dog af," hvæsede han. Lee hørte ham ikke, men havde sin fulde opmærksomhed på mig: "Er du okay?" Hendes blik var bekymret, så jeg svarede hurtigt, pludselig lidt mere ædru: "Ja, jeg har det fint, men jeg ville ikke have noget imod hvis vi gik et lidt mere stille sted hen, bare for en tid." Lee nikkede og tog mig i hånden, hvorefter hun førte mig ovenpå til et værelse der måtte være et kontor.
I kontorlampens skær så Lee brødebetynget på mig: "Jeg skulle have holdt bedre øje med dig, måske kunne jeg været kommet før, men der var bare et skænderi mellem to gimper jeg ville stoppe inden Kimmy flippede ud over det og lukkede festen." Jeg så ned i gulvet, flov over at jeg overhovedet havde brug for nogen til at holde øje med mig: "Du havde ikke behøvet at holde øje med mig." Jeg så op og så det lille smil der spillede på Lee's læber: "Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke jeg ville kunne lade være med at holde øje med dig, du er den smukkeste pige her." Pludselig blev jeg opmærksom på hvor tæt vi stod på hinanden og hvor hurtigt min hjerte bankede. Som om det gik op for Lee hvad hun lige havde sagt, så hun ned mod gulvet og gned sin nakke, imens røde pletter hurtigt bredte sig på hendes kinder: "Jeg mener, je-jeg synes bare at ... Nej, det jeg vil sige er ..." hun stoppede sin hakkende talestrøm og tog en dyb indånding. Billedet foran mig var utroligt. Den flotte, selvsikre Lee var nervøs, den stædige rebelske kvinde var flov over sig selv. Da var det at det gik op for mig. Jeg var ikke den smukkeste pige her i aften, det var hun. Lee var et enestående menneske og jeg var ufattelig heldig, bare det at jeg kendte hende. Lee sukkede: "Det jeg prøver at sige er..." gentog hun. "Ja?" svarede jeg og mærkede mine fødder flytte sig og lukke mellemrummet mellem os. Som om min krop havde fået sit eget liv, vores øjne mødtes og låste sig fast i hinanden. Lee droppede sin ubehjælpsomme forklaring og bøjede hovedet let og som om det var det mest naturlige i verden, tiltede jeg mit hoved op, så mine læber mødte hendes i et blidt kys. Det var længselsfuldt, men samtidig så let og forsigtigt, at var det ikke for den fyrværkerifabrik der sprang i luften i min brystkasse og sendte lyn og gnister gennem hele min krop, ville man næsten ikke have taget det for andet end to par læber der strejfede hinanden. I det splitsekund blev jeg bange for at det var et uheld fra Lee side, at hun ikke havde ment det på den måde da hun bøjede hovedet. Men lige så hurtigt den frygt var kommet, lige så hurtigt forsvandt den igen, da hun lod sin tunge glide ind og danse med min. Mit bryst blev om muligt mere varmt og mere fyrværkeri blev fyret af. Men så blev denne fantastiske fornemmelse af at have Lee's bløde læber mod mine på det groveste taget fra mig da hun trak sig væk: "Undskyld, jeg mente ikke.. eller jo, jeg mente det, men du er jo meget troende og ..." Mere lod jeg hende ikke sige, jeg lod igen vores læber mødes. På daværende tidspunkt var jeg så ligeglad med gud som jeg kunne være. Kæmpe flammer kunne bare skyde op fra gulvet og opsluge mig helt, hvis det var det de ville, for det ville være intet i forhold til det Lee fik mig til at føle. Kysset blev dog hurtigt hårdt, mere krævende end det første og før jeg vidste af det lå vi på gulvet, med Lee øverst. Hvem der fik hvis tøj af var ikke til at sige, da vi begge var tågede af begær og alkohol. Alt hvad jeg kunne fokusere på var Lee's hud mod min og de bølger af behagelige gys der flød gennem kroppen på mig ved hendes berøringer. De fik min krop til at føle ting jeg aldrig havde troet den kunne, på grænsen til det ubærlige, indtil jeg blev sat fri og åbnede øjnene for første gang som kvinde. Selvom jeg stadig ikke havde nogen anelse om hvad jeg lavede, nød jeg til fulde endelig fysisk at kunne vise den kærlighed og fascination for Lee, der havde opbygget sig hos mig over flere måneder. Som jeg først nu til fulde forstod. Hvis Lee ikke havde set hvad jeg virkelig følte for hende, fandt hun ud af det nu, da hun ligesom jeg havde mærket kraften af vores bånd rase gennem hendes krop. Selvom det, at to "hormonsyge" teenagere taber besindelsen og går i gang med at humpe hinanden ikke lyder særlig specielt, vil jeg sige, at den første gang jeg elskede med Lee, den første gang jeg elskede med nogen, var perfekt. Og den blev kun mere perfekt da vi begge lå tæt sammen og gispede på gulvet, og jeg så ind i de glødende øjne: "Wauw Lee, det var... perfekt." Lee smilede lykkelig til mig: "Ja, du var perfekt, men du må godt kalde mig Leonora, hvis du ønsker det." Jeg mærkede at jeg var ved at døse hen da jeg smilede: "Okay, Leonora."