Tiden inden begravelsen gik godt, på trods af det sørgelige der var grund til vi var her. Jeg havde imellem alt hvad der var sket fået ringet til en mekaniker, som var en dyr, men forholdsvis hurtigt en. Som kun to dage efter min bil var blevet hentet, havde ringet til mig og vrøvlede en masse jeg sikkert i en parallel verden, hvor jeg gav en skid for biler, ville kunne forstå. Men jeg nåede dog at fange, at den var parat til afhentning, og at det blev meget dyrt. Det at hente bilen gjorde Maria for mig, imens jeg tømte ud i min fars ting, med min mor. Af en sørgede enke at være, tog hun det hele utrolig let og hver aften tog hun af sted. Det generede mig sådan set ikke, hun valgte selv hvordan hun ville leve sit liv og nu da jeg var voksen, behøvede jeg ikke længer at blive revet med ind i hende liv. Det eneste der generede mig var, at hver gang nogen ringede, begynde hun på det pokker skuespil som den sønderknuste forladte hustru. Maria kunne dog ikke lide hende, hun var altid venlig og høflig over for min mor, men hun holdt sig dog altid så meget væk fra hende som hun kunne. Det var måske også min skyld, jeg havde fortalt Maria om min barndom uden omsvøb, plus det faktum, at hun havde i en pæn lang periode boet hos mig og set min familie eller mangel på samme. Alt det havde nok gjort at hun ikke så min mor i det pæneste lys, men jeg må sgu indrømme, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få vendt min mor i et pænere lys, og aftenen inden begravelsen kollapsede det hele mellem både min mor og mig, men også mellem Maria og min mor.

Vi sad ved spisebordet efter aftensmaden og, for min mors og mit vedkommende, røg en smøg. Mor var begyndt at blive lidt rastløs, jeg forstod hende godt, klokken var snart otte, en timer senere end når hendes "transport" til at hente "smøger" plejede at hente hende. Mor skævede for fjerde gang mod uret, imens hun sagde: "Jeg bliver nok hentet snart, I ved, så jeg kan få købt nogle flere cigaretter." Maria rynkede brynene let: "Tror du ikke du har nok til at klare den for en tid? Du har været ude det mest af tiden vi har været her, og du har vel ikke kun købt en pakke hver gang, det ville da være dumt." Min mor rejste sig uroligt og begyndte at samle tallerkner: "Jeg vil bare være sikker på vi har nok." Jeg rystede let på hovedet, imens jeg hviskede: "Glem det Maria," men jeg indså hurtigt, at jeg kunne ligeså godt tale til en væg. For Maria havde det der stædige drag om munden hun altid fik når der var noget hun gerne ville have gennemtrumfet: "Din mand skal begraves i morgen, synes du ikke at du skylder ham at blive hjemme bare denne aften?" Min mor var ikke vant til at blive modsagt, hun var ikke vant til at være længe nok hjemme til at kunne blive modsagt. Så hun så både overrasket ud, men også kold, da hun svarede: "Undskyld mig, men hvordan kan det at hente cigaretter være respektløst?" Nu fik jeg nok, nok af løgne, nok af skuespil, og jeg ville også sige nok af drama, men det kan jeg vel ikke tillade mig at sige, siden det var mig der skabte det meste af det: "Hold nu op mor, vi ved sgu da godt, at du skal møde en elsker, det tager ikke fucking seks timer at hente smøger." I to sekunder stod min mor helt paf, så sprang hendes maske og vreden fyldte hele rummet: "Hvor vover du Leonora! Det kan godt være du er voksen, men glem ikke hvem der ejer det tag du er under!" Maria rejste sig nu også: "Er det ikke din afdøde ægtemand der har betalt huset? Den mand du er så respektløs overfor!"

Det hele kørte som en film for mig, jeg sad og så og hørte alt det der skete, men kunne ikke gøre en skid ved det. Min mor skreg nu: "Jeg vil ikke høre et ord fra dig! Din hellige lebbe! Det her kommer ikke dig ved!" Nu reagerede jeg og hoppede med begge ben ind i filmen: "Det gør det jo mor, eftersom hun er den jeg vil bruge resten af mit liv med, så tal ikke sådan til hende! Det er jo sandt det hun siger?" Min mor smed tallerknerne ned i vasken: "Jeg står ikke til ansvar for nogen af jer!" Jeg stod nu op: "Nej, men du har fandme heller aldrig taget noget ansvar." Og det var det det der fik min mor til endelig at droppe de falske former og vise sit rigtige væsen: "Jeg har taget så meget ansvar som man kunne med en datter som dig, du har aldrig været rigtig, altid skabt problemer." Hun pegede hånligt mod Maria: "Ikke engang det rigtige køn kan du finde ud af at være sammen med! Ved du hvorfor jeg altid gik Leonora? Fordi jeg ikke kunne bære at se den skuffelse du var blevet til." Hendes ord burde havde prellet af som vand der preller af en regnfrakke. Men det gjorde de ikke, for hvert af hendes ord var det som om der blev hamret en knytnæve ind i brystkassen på mig. Mit blik blev sløret af tårer. Maria begyndte: "Det kan du da ikke sige til din datter, hun..." men jeg afbrød hende ved at skrige af mine lungers fulde kraft: "Det er navnet Lee for dig mor! Alt hvad jeg er, er hvad I har gjort mig til!" Jeg gik frem mod min mor, med til lyst til at lægge mine hænder om hende tynde hals og klemme til, men jeg gjorde det ikke, jeg skreg bare: "Som lille håbede jeg, ønskede desperat, at vi kunne blive en familie. At I ville se mig igennem jeres egen egoisme!" Min mor fik et bange skær i øjnene, men jeg så det ikke, jeg var alt for langt inde i fortiden: "Da jeg blev ældre bildte jeg mig selv ind, at det var bedre ikke at have en far der er der, og en alkoholisk mor der bollede rundt, for så kunne jeg være mig selv." Min mor bakkede, kun for at finde en køkkenbordskant: "Men se på mig nu mor! Jeg er fucking ødelagt! Jeg smadrer alt godt omkring mig, uden at vide hvorfor! Jeg har aldrig prøvet at have noget trygt i mit liv før nu, og fanden tage mig hvis I har lært mig hvordan man beholder det!" Min mor fik samlet sig lidt: "Du kan ikke give mig og din far skylden for dine problemer!" Gennem øjne fulde af tårer svarede jeg, med en lidt lavere stemme: "Nej, det kan jeg ikke, men I har sgu ikke gjort det lettere for mig. Du siger jeg er en skuffelse mor? Men gæt hvad, jeg er en skuffelse som du har lavet" Med de ord flåede jeg mig væk fra den parodi af en mor og drejede om på hælen, imens jeg hæst sagde: "Så hvem af os er den største skuffelse?"

Jeg stormede ud i haven, uden noget rigtig mål, eller grund, andet end at komme væk fra det hykleriske kvindemenneske. Aftenkulden slog mod min hud, og dug gjorde at græsset klæbede til min nøgne fødder, jeg så op i den stjerneklare himmel og underligt nok smilede jeg. Som om at den syre jeg havde læsset af hos min mor endelig efterlod min sjæl ren og hel. Hele mit liv havde stoffer, fester, sprut givet mig en form for frihedsfølelse, men lige der forstod jeg, at det havde været en falsk frihed, baseret på lysten til at flygte fra mit liv. Jeg forstod det, for det var første gang jeg følte mig rigtig fri, jeg var ikke flygtet, jeg var ikke bange, jeg kunne endeligt ånde frit.

Jeg ved ikke hvor længe jeg stod der, men på et tidspunkt rev Marias stemme mig væk fra de stjerner jeg fløj over: "Hun er taget af sted...jeg er virkelig ked af det, jeg skulle ikke..." Hun stoppede da hun så mit grinende ansigt: "Griner du?" Jeg drejede mig om, gik hen til hende: "Undskylder du for at bringe sandheden frem?" Hun så forvirret på mig: "Ja, eller det vil sige, nej, det var nok bare ikke det bedste tidspunkt og jeg..." Jeg stoppede hende med et blødt kys: "Tænk ikke over det, lad os gå ind og sove, vi har en begravelse hvor din lebbehadende far er præst som vi skal have overstået før vi behøver at tænke på noget andet." Et angst skær kom over hendes ansigt, men hun tog en dyb indånding og nikkede, hvorefter hun fulgte mig ind i seng.

Jeg burde nok have overtalt hende til ikke at tage med, men inden i skræppede min egen egoisme for højt, for selvom jeg stadig ville påstå at jeg ikke kendte den mand der skulle begraves, kunne jeg ikke komme udenom at det var mig far, og jeg havde brug for at hun var der. Så det blev kun til et tøvende: "Du behøver ikke at tage med, hvis du helst vil være fri." Det kom fra mig næste morgen imens jeg var i gang med at hive i et par sorte cowboybukser. Hun tøvede dog ikke, selvom hendes ansigt var af snehvid sten lige nu: "Jeg tager med..jeg ..." nu så hun væk: "Jeg vil være der for dig." Jeg ville have gået hen og givet hende et kram, kysse hende, men i det samme kom min mor ind, uden at banke på vil jeg lige nævne, klædt i sort. Hun talte koldt og præcist: "Vi kører om tyve minutter." Hverken Maria eller jeg så på hende, jeg gjorde det mest af høflighed, for hvis hun havde set ind i mine øjne der, ville hun også have set foragten der brændte i dem. Hun tøvede let før hun fortsatte: "Og efter i går aftes synes jeg det vil være bedst hvis I tager af sted lige efter begravelsen." Nu kunne jeg ikke lade være med at se på hende, hun så med forventningsfulde øjne på mig, som om hun håbede på et skænderi igen, at jeg ville reagere ved at råbe eller måske tigge om at lade os blive lidt længere. Jeg ville have reageret med en kold ligegyldig maske, men et total uhensigtsmæssigt smil kunne ikke lade være med at brede sig over mit ansigt. Jeg mener fuck! Hun troede virkelig, at det at smide os ud af denne kolde undskyldning for et kærligt hjem ville være en straf for mig? Hvis hun havde kendt mig bare lidt, ville hun vide det ikke var tilfældet, men jeg svarede dog høfligt." Som du vil mor." "Det vil jeg!" svarede hun dog lidt for hurtigt, lidt for desperat efter en anden reaktion. Maria svarede roligt som altid: "Fint, vi kommer ud om lidt."

Så Maria og jeg kørte, i min nu fiksede bil, hen til begravelsen, som var mildest talt absurd, alt virkede som en uvirkelig film, hvor Maria og jeg var nogle modvillige hovedrolleindehavere. Min mor knækkede sammen i gråd inden vi overhovedet kom ind i den skide kirke, og fik opmærksomhed fra alle min fars firmavenner, som kendte hende fra firmafester, og nogle fra lidt mere venlig omstædigheder. Jeg stirrede vantro på den ene mand der talte beroligende til min mor. Det var ham der havde givet mig bamsen i en ti år ældre version. Jeg ville have sagt noget spydigt, var det ikke fordi Maria netop da holdt krampagtig fast i min arm. Folk begyndte at gå ind, og som tradition tro, stod præsten, Marias far, i døren og gav hånd: "Du behøver ikke at gå med ind." Hviskede jeg sødt til hende, men hun rankede ryggen og sagde næsten umærkeligt: "Jo, han skal se mig som den jeg er." Igen fattede jeg ikke rigtig hvad hun mente og fik ikke en chance for at finde ud af det, for nu var det Maria der næsten trak mig derhen. Så, som sagt absurd, og som om det ikke var nok, havde jeg regnet med at han ville sprøjte vievand på os, i håb om vi veg væk, eller i det mindste havde nægtet os adgang. Men han reagerede ikke, det eneste der skete var bare at hans ansigt blev lidt mere sammenbidt og det var det. Han tøvede ikke engang med at tage min hånd, ok jeg har nævnt jeg var en sæk, ikke? Det eneste jeg kunne tænke da, var ikke på min døde far eller hysterisk mor, men hvordan en far kunne virke så ligeglad med sin datter han havde været om i sytten år. Især når hans datter var et så fantastik menneske som Maria. Så jeg er ked af at må indrømme det, men min lille hviskende dæmon fik mig sgu overtaget, da jeg tog hans hånd og trykkede den fast til at komme med et: "Ja, det er rigtig, det er mig der knepper din datter." Til min tilfredshed så jeg den pæne mands kinder blive let røde, Maria så ham dog ikke i øjnene eller smilede, alt hendes mod var med et væk, hun så ud som en bange mus, så ned i jorden og gav et så let håndtryk, som knap nok var en berøring, før hun skyndte sig hen til mig.

Resten af begravelsen var så meningsløs. Jeg hørte Marias far sige en masse pæne ting om min far, der sikkert godt kunne være rigtige, det virkede bare lidt malplaceret at en præst fortalte at min ateistisk far nu var hos gud, hans herre, og min mor der sad på første række og græd, hendes tårer kunne sikker også være ægte nok, det var bare lidt malplaceret at bamsegutten sad så tæt op af hende. Jeg skævede til Maria der bare sad som en sten gennem det hele. Dette måtte være en langtrukket pinsel for hende, for at udnytte den nyligt nedbrudte mur mellem os, tog jeg hendes hånd, hun så taknemmelig på mig og lagde sin anden hånd over min, med et stille: "Det burde være mig der holdt din hånd," og det var der det gik op for mig til fulde, det kan godt være jeg trak hende ned i mit mørke, at jeg var en kælling for det meste, at jeg ikke kunne tro på gud. Men nu vidste jeg at jeg troede på os, Maria og jeg samme, lige meget hvor mørkt det kunne blive, ville vi altid skabe lys og måske en dag blive til noget smukt, en familie måske. Jeg ved godt det lyder kvalmende poetisk, men jeg kan ikke finde nogen bedre måde at forklare det på.

Efter begravelsen sukkede hun lettet da vi kom ud i luften og jeg kunne underligt nok ikke lade være med at smile, upassende nok mellem alle de sørgende mennesker. Vi gik hen imod bilen, da en stemme kalde: "Maria! Det er ikke for sent, gud kan tilgive!" Vi så begge forbavset mod byens så elskede præst, der stod som en pæl og brølede efter sin datter. Maria havde nu blanke øjne og jeg må indrømme, at lige der var jeg bekymret. Jeg havde ikke ligefrem været den bedste kæreste, så jeg kunne ikke fortænke hende i at ønske at stikke halen mellem benene og tage hjem, selv nu med vores nyfundne åbenhed overfor hinanden, selv på trods af vores kærlighed. Vores liv var ikke en dans på roser og jeg havde været tæt på at være sammen med en anden, men et sus gik igennem mig da jeg hørte Maria klart sige: "Gud har ikke noget at tilgive mig for, jeg skammer mig ikke for at elske og det burde du heller ikke skamme dig over. Sig til mor at hun kan ringe hvis hun tør, men ellers er jeg færdig med alt i denne by." Og med det gik vi hen til bilen.

Vi var lidt stille i bilen, i et stykke tid, det var først da vi var kørt ud af byen jeg hørte et kvalt fnis fra Maria, jeg så undrende på hende, hun var rød i hovedet af at holde latteren tilbage. Lige i starten fattede jeg det ikke, men så så jeg det, min mor hylende højere end en tonedøv ulv. Marias far der stod der som en anden sindsforvirret tumpe. Pludselige kunne jeg ikke holde en latter tilbage, det hele havde været så tragikomisk, at man ikke vidste om man skulle grine eller græde. Vi valgte det første, min latter fik Maria til det at opgive at holde latteren tilbage og bilen blev fyldt af latter. Jeg måtte holde ind til siden, vi skreg af grin og blev næsten hæse før vi stoppede. Bagefter hev vi efter vejret og jeg kunne ikke stoppe det, men da slog det mig, at jeg nok aldrig så min mor igen og helt sikkert ikke så min far igen. Hvad var der sjovt ved det? Mit grin forsvandt som om det aldrig havde været der og en tåre gled ned af min kind. Jeg følte mig pludselig alene, men så tørrede Maria min tåre væk. En varme fyldte mig. Jeg havde lige haft verdens største humørsving, men alligevel præsterede hun at holde mig fast på en sikker vej, som om hun havde læst mine tanker, kom det blidt fra hende: "Jeg vil altid være her." Jeg greb hendes hånd og kyssede den før jeg sagde, med tøven, pludselig følte jeg mig som en stor skolepige, en ting kun Maria kunne få mig til at føle: "Je-jeg går ikke på "She Wolf" mere, jeg vil ikke være sammen med andre mere, så meget kan jeg love dig." Hendes stemme rystede let: "Jeg kan ikke ønske mere end det." Hvorpå hun bøjede sig frem og gav mig et kys. Hun tøvede let før hun sagde: "Jeg vil prøve at sørge for der er mere tid til os." Jeg kunne ikke lade være med at grine skævt: "Det bliver en del lettere nu når jeg er der." Nu så hun på mig med et meget mere underfundigt blik, imens jeg startede bilen igen.

Døren nåede knap nok at lukke før Marias arm var rundt om min nakke, jeg kyssede hende ivrigt og lod endelig mine hænder glide ned af hendes ryg, ikke et spor af tvivl var i mit sind. Dette her føltes rigtig, dette var hvor jeg følte mig hjemme. Maria måtte føle det på samme måde, for hun kunne ikke få mig afklædt hurtigt nok. Jeg hader når sex lyder for sukkersødt, men der er ingen mulighed for at slippe uden om det her, vi kneppede ikke, jeg er ikke engang sikker på at elske er et stærkt nok ord, det var mere. Alt den vrede og kulde der havde været, blev revet og flået i stykker, til det var tilintetgjort og man ikke kunne finde noget spor af det, kun for at blive erstattet med øm kærlighed, blandet med en længsel så stor at jeg troede den var umulig at slukke. Alt der var i min verden der, var Marias hvide hud og bløde berøringer. Det var som om vi ikke kunne få nok, som vi lå i sengen så tæt sammen, bange for at miste hinanden igen, Jeg plantede varme kys på hendes hals, der allerede var fugtig af sved, imens gode gys skød igennem kroppen på mig og min hænder desperat prøvede at være over alt på Maria, tiden forsvandt til vi tilsidste sammen fik revet den sidste af vores mure ned. Og begge lå og hev efter vejret
   .
   Maria smilede stort imens hun så på mig: "Jeg var bange for vi aldrig kunne fuldt ud være sammen mere, at der var for meget der var sket, du ved." Jeg svarede hende ikke da jeg skubbe mig op på skulderen, jeg så bare på hende for en kort tid, kunne ikke fatte mit held, før jeg talte: "Gift dig med mig?" Maria så overrasket ud, og jeg fortsatte før hun kunne svare: "Jeg ved godt vi har meget at arbejde på, og at du vil giftes i en kirke. Men en dag må det vel blive lovligt, jeg mener, de kan ikke alle være så tykpandede." Jeg sukkede let og grinede af min egen hakken og rødmen, det var måske ikke den mest romantisk måde at fri på, i bar røv, men jeg kunne ikke finde noget mere behagelig stadie at tage springet i: "Det jeg prøver at sige er, jeg vil gerne have du er min resten af vores liv, og jeg vil altid være din lige meget hvad ." Heldigvis afbrød hun mine forvirrede sætninger med et kærligt dybt kys.

Ja og tro det eller ej, men det var bare starten, jeg ville gerne fortælle jer om hvordan vi holdt de løfter vi havde givet hinanden, eller fortælle om de problemer vi havde undervejs, for som I nok ved, er livet ikke altid noget man kan danse igennem. Der er så mange ting der er sket, så meget der er værd at blive sagt, som at Marias mor faktisk ringede efter Marias far gik bort, en begravelse som vi ikke kom til. Men de historier der er mest værd at fortælle, som hvordan vi klarer familielivet med børnene og villaen må vente, for jeg er nødt til at smutte. Jeg kan ikke være andet bekendt, når det kommer til stykket, har Maria ventet længe på denne dag og jeg tror ikke hun ville værdsætte at jeg kommer for sent, ikke til vores eget bryllup.

Slut.