Atvia Trak den tunge rejsekappe på plads, greb sin stav og fulgte efter Elvil. De havde gået i to dage nu og hun måtte indrømme over for sig selv, at hun var spændt på at se byen. Hun havde aldrig færdedes imellem andre mennesker end slaver. Hun havde aldrig oplevet et rigtigt byliv. Elvils formaninger blev ved med at køre rundt i hovedet på hende. "Du er ikke slave. Se ikke ned i jorden hele tiden og se ud, som om du venter på at få et slag over nakken, men husk alligevel, at her er kvinder ikke meget mere værd en slaver, selvom de er født frie. En kvinde tilhører sin mand eller familie. En kvinde må aldrig se en mand lige ind i øjnene. En kvindes værd ligger i stand, lydighed og skønhed." Han havde ikke været i tvivl om hvad Atvia mente, om den slags regler.
   "Vi kan ikke ændre verden. Det er i hvertfald ikke nu du skal gøre det. Og du skal slet ikke sende sådanne blikke til mænd du møder, for så kan du få os i seriøse problemer," havde leet og rusket hende i nakken som en killing.

Hun mærkede hurtigt at livet på vejen ikke var noget for hende. Hun manglede sine strukturerede daglige gøremål og sin træning. Det var underligt at opdage, hvor stor en del det var blevet af hendes hverdag. Hun kunne slet ikke vågne uden. De trænede altid lidt inden de fortsatte deres rejse, men slet ikke så meget og så koncentreret som hjemme. Elvil nød turen. Det var tydeligt. Han gik og nynnede stille for sig selv eller stoppede op med jævne mellemrum for at studere en plante i vejkanten. Nogengange plukkede han et blad eller to af og udbredte sig så i flere timer, om alle de egenskaber planten indeholdt, hvor den voksede, hvad den hed og måske ville han indsamle frøstande fra den næste år. Atvia ville hellere tale om om Ko'inor, men Elvil talte altid udenom.
   "Jeg vil ikke ødelægge dit førstehåndsindtryk af byen."
   "Jamen hvor skal vi bo?" spurgte hun forvirret.
   "Vi skal bo på en kro," svarede han skødesløst
   "Hvad er det?"
   "Det er et sted, som lever af at sælge mad og drikkevarer og af at have overnattende gæster." Atvia synes ikke det i første omgang lød til at give megen mening, men hun måtte vel vente og se.

"Det der ude er voldene," næsten råbte han, for at overdøve vinden og pegede på en række høje bakker.
   "Bag dem ligger byen og havnen."
   Atvia smilede spændt og satte farten op. Først havde hun været lidt tvivlende med hensyn til turen og til at skulle opleve byen, men nu var hun spændt og ville helst se det hele med det samme. Elvil og æselet kom bagefter i et mere adstadigt tempo.
   "Vent nu kæreste," pustede Elvil og kom op på siden af hende, lige som de var på vej over volden. Dernede lå byen, badet i solens sidste varme stråler glødede den intenst. Hun fik næsten åndenød af det smukke syn. De høje tårne stod som smukke siluetter imod den røde himmel.
   "Elvil. hvor er det smukt," hviskede hun åndeløst og med øjne som var ved at trille ud af hovedet.
   "Ja Ko'inor er en smuk by."
   De blev stående lidt og betragtede det betagende syn. Atvia blev ved med at opdage nye ting. Først så var det de travle rækker af vogne, trukket af heste og mennesker som hun så, men så lagde hun mærke til de kæmpe porte, der var med jævne mellemrum i muren. Når nogen nærmede sig, åbende porten sig og lukkedes efter dem. Hun kunne være blevet stående på den plet meget længe, men Elvil skubbede hende i gang.
   "Vi skal nå ned inden de lukker portene for natten," forklarede han og skyndte på æselet, som ellers havde set sit snit til at kaste sig over græsset. Hun støttede vognen på vejen ned af bakken, imens Elvil sørgede for at æselet ikke satte i løb.

Muren var enorm. Hun gloede med åben mund på den hvidkalkede mur og forsøgte at se toppen, men det var ikke muligt. Hun løsrev sig og fulgte efter Elvil til den nærmeste port. Porten var kulsort og næsten lige så høj som muren, men bred nok til at flere vogne kunne passere igennem den på samme tid. Portvagten trak i en snor, da han så dem nærme sig og straks knagede og bragede det, som porten langsomt gled op. Han hilste venligt på Elvil, men ignorerede Atvias tilstedeværelse. Hun sakkede lidt bagud og tog sig tid til at indsuge alle indtrykkene. De trådte lige ind på en brolagt vej, som var lige så bred som porten og straks summede det af liv omkring dem.
   "Godt så. Lad mig se," sagde Elvil og standsede op med tænksom mine, "vi må nok hellere vælge en anden kro end den sædvanlige. Det kunne jo være jeg havde talt over mig og afsløret, at jeg ikke har en datter, så lad os gå ned af denne gade." Han drejede ned af en mørk lille sidegade. Forvirret og skræmt af al larmen, som omringede dem fulgte hun hurtigt efter og undgik at stirre på de forbipasserende. Det var værre end i minen, når alle hakkede løs på klippen. Byen havde også alle disse forskellige lugte hele tiden. Mad, vin parfume og så de mindre tiltalende lugte. Folk skubbede sig forbi hianden, børn larmede og skreg. Inde fra de små huse kunne høres barnegråd, råben og skrigen og sang. De små vakkelvorne huse virkede meget hyggelige, men svarede ikke helt til det udtryk hun havde fået af byen fra bakken. Den by var ren skønhed, men det sande ansigt, var vist noget ganske andet.
   "Dette er et af de mere fattige kvarterer," fortalte Elvil, som om han kunen læse hendes tanker, "jeg skal nok vise dig nogen af de pænere. For eksempel er tempelkvarteret utroligt smukt."

Han stoppede op foran en lidt større bygning end de andre. Den var bygget i en firkant med en gård i midten, kunne hun se. De gik ind igennem porten.
   "Den knækkede diamant" mumlede han, "ikke et sted for guds bedste skabninger, men det må gå an. Han trak æselet efter sig ind i gården. Atvia kastede et blik på det frønnede træskilt der hang i porten. En dårlig efterligning af en diamant var malet på. Elvil stod og talte med en lille krumrygget mand.
   "To sølvmønter for hele ugen?" han rakte hånden frem til et håndtryk, men den lille mand rystede på hovedet.
   "Tre," læspede han bestemt. Elvil så lidt tvær ud.
   "To sølvmønter og tre kobber," foreslog han venligt, men fast.
   "To sølvmønter og fem kobber," besluttede den lille mand og krabbede hen imod æselet for at tage den i hovedtøjet.
   "Okay. Det er en aftale, men tag dig ekstra godt af hende," lo Elvil med tilfredshed. De gav hånd på aftalen og Elvil fulgte den lille mand ind i stalden med æselet. Atvia vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre, så hun fulgte lige så stille efter. Mørket var ved at sænke sig og lys faldt ind i gården fra en række vinduer. Det måtte være krostuen. Hun kunne høre en masse larm derinde fra. Elvil var ved at fjerne oppakningen fra æselet og stillede det ved siden af den lille vogn.
   "Skal jeg hjælpe herren med at bære tingne ind?" spurgte den lille mand hjælpsomt og kom ud fra boksen. Da Atvia så ham lidt tættere på, kunne hun se at han var deform. Hans ansigt var fordrejet til en underlig maske, som gjorde, at han så kontant overrasket ud og hænderne virkede alt for store til den lille spinkle krop. Hun blev forbavset over styrken i den lille mand da han ubesværet svang havldelen af oppakningen på ryggen. Han stirrede på hende et kort øjeblik da han gik forbi.
   "Din kvinde?" spurgte han Elvil over skulderen.
   "Min datter."
   Elvil rakte Atvia noget af oppakningen og sammen gik de over imod krostuen. En forfærelig larm slog ud imod dem, da Den lille mand åbnede døren.
   "Vent her," kvækkede han og lagde oppakningen fra sig, for så at forsvinde ind imellem borde og bænke, hvor der sad nogle få kvinder, men mange mænd. En stor mand med madpletter på sin skjorte kom sejlende imod dem fra den anden ende af krostuen.
   "To værelser i en uge?" spurgte han brysk. Elvil nikkede kort til svar.
   "Jeg skal have halvdelen af pengene på forhånd."
   "Hvor meget?" Spurgte Elvil og fandt atter den lille pung frem, som hang ved bæltet.
   "Fem sølv for hver af jer. Halvdelen på forhånd." Elvil fandt fem sølv frem. Kroværten greb de små mønter i sin kæmpe lab, tog noget af oppakningen og begyndte at bane sig vej igennem krostuen, imod en lille trappe for enden. Der blev stille omkring dem, som de bevægede sig fremad. Atvia så ned i gulvet. Sveden løb hende ned af nakken. Det føltes ubehageligt med alle de blikke og hun var glad for, at hun stadig havde hætten på. Hun var næsten ved trappen, da hun mærkede en hånd på skulderen.
   "Hvad har vi her?" En stank af billig vin, slog imod hende.
   "Hvad laver sådan en fin lille dame her?" Hun stivnede. Elvil var forsvundet op af trappen sammen med kroværten. Hun var alene. Hun løftede blikket lidt og så ind i et bredt bryst med en meget beskidt skjorte. Han lugtede ramt af sved.
   "Måske mine venner og jeg kunne byde damen på et glas varmt vin?" spurgte han smiskende og kom endnu tættere på.
   "Nej... nej tak," fik hun fremstammet og prøvede at slide sig løs, men han holdt godt fast.
   "Kom nu," smaskede han og ræbede tilfreds, "mine venner og jeg kan også lege fine." Han slog en rå latter op.
   "Atvia?" Elvil viste sig på trappen. "Kommer du?"
   "Ja," svarede hun usikkert, "denne herre ville gerne invitere os på et glas vin, sammen med sine venner." Hun kunne høre at hendes stemme rystede en smule. Elvil kom ned af trappen. "Mange tak min herre," sagde han kort for hovedet, "men desværre er vi meget trætte efter rejsen." Han bukkede høfligt og greb Atvias arm.
   "Kom min kære."

Han nærmest hev hende med op ad trappen og skubbede hende ublidt ind i et lille lavloftet værelse. Hun var chokeret.
   "Atvia! Du må for guds skyld forsøge, at holde dig borte fra sådanne typer!" udbrød Elvil efter at have lukket døren efter sig, "de er ikke behagelige og tro mig, de vil dig ikke noget godt."
   "Jamen jeg...." begyndte Atvia, men blev straks afbrudt af Elvil, som nu travede oprørt frem og tilbage, på den lille smule plads der nu var.
   "Jeg har fuld forståelse for, at du har brug for mandligt selskab, men kæreste, du kunne finde mænd, der er så meget bedre end han."
   Atvia slog opgivende ud med hænderne og satte sig ned på en lille briks der udgjorde det for seng. Elvil var i et af sine "lange taler" humører og hun vidste at det ikke nyttede noget at afbryde ham.
   "Selvfølgelig har du brug for det. Vi har alle brug for, at finde en at dele vores liv med, men jeg beder dig Atvia. Husk hvad der ligger foran dig. Det er en lang rejse og du ved ikke hvad der kan vise sig hen ad vejen. Fald ikke for den første fyr du møder på din vej, men husk at du nok skal finde den rette en gang," sgde han tænksomt og standsede op et kort øjeblik. Hun åbnede munden for at svare, men han var allerede videre i teksten.
   "Kærligheden imellem en mand og en kvinde er ikke noget man skal tage løseligt på. Og lige den mand?" Sukkede han spørgende og standsede op foran hende.
   "Det er alt hvad jeg beder dig om at overveje," sukkede han sørgmodigt. Hun greb hans hænder.
   "Jeg er helt enig med dig. Jeg ville netop ikke drikke vin med den herre, men han greb fat i mig og jeg kunne ikke komme fri, uden at skabe en masse postyr, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre," sagde hun og smilede forsigtigt, som hun så rødmen stige op i Elvils kinder.
   "Jeg er ked af at jeg misforstod situationen Atvia," sukkede han flovt. Han klappede hendes hånd og trak sig løs.
   "Desuden, så er jeg alt for ung til at tænke på den slags ting," slog hun fast og smilede.

"Du vil uværgeligt komme til, at støde på en del slaver i denne by. Også lige her på kroen. Hvad troede du staldmesteren var?" Spurgte han hårdt. Atvia så ned i bordet for at undgå Elvils stirrende blik. Hun havde faktisk ikke tænkt over, at der ville være en stor chance for at hun ville støde på andre slaver.
   "Lad det ikke ødelægge denne tur. Huslavers liv er ofte bedre end mine slavernes. Husk det," sagde han mildere, "vi holder os væk fra havnen. En havneslaves liv ville jeg ikke ønske for min værste fjende." Han skovlede det sidste stuvning op med brødet og sukkede tilfreds. Atvia havde mistet appetitten. Hun vidste det jo godt, men det havde alligevel været et chok at se det med egne øjne.
   "Skal vi ikke gennemgå varerne og finde ud af hvad vi skal sælge i morgen?" spurgte hun. ivrig efter at komme igang med turens formål og fordi hun havde behov for at tænke på noget andet.
   "Lad os sidde lidt og slappe af efter turen og måltiddet," sagde Elvil og lænede sig tilfreds tilbage i stolen og tømte sit vinglas. Atvia lagde mærke til at han var blevet lidt rød i kinderne. Det var også det tredje glas vin han drak. Hun kunne også selv mærke effekten af den alkoholiske drik.
   "I morgen finder vi først en syerske og får taget mål til dine nye klæder. Jeg har på fornemmelsen at du meget snart får brug for en god garderobe," sagde han og fortsatte, "du skal ikke forlade min arne uden det rette udstyr." Han klappede sig let på maven og smilede selvtilfreds. Som altid valgte Atvia, at overhøre det han sagde. Hun ville ikke tænke på det.
   "Vil du en dag fortælle mig, hvorfor du bor alene ude i skoven?" spurgte hun i stedet og skubbede sin mad til side. Han gned tænksomt sit skæg.
   "Jeg har tit overvejet, at fortælle dig det. Hvorfor ikke i dag," mumlede han, "nu har vinen jo løsnet min tunge." Han rejste sig og skubbede sin stol hen til den lille kamin. Hun gjorde det samme.
   "Jeg voksede op i Nestoria. En stor havneby som denne. Min familie var velhavende. Min mor havde lidt evner indenfor healing, men som kvinde, var hun afskåret fra at bruge dem til andet end at heale en slave i ny og næ og så mine søskende og jeg. Min far anså sig selv for, for meget en mand, til at lade en kvinde heale sig," mumlede han og rystede på hovedet.
   "Min far var pelshandler. Han importerede pelse, fra den anden side af havet. Pelse, som så blev syet om til dyrebare kåber, kraver og luffer. Han solgte dem til den fineste adel. Mine brødre og jeg, vi var tre, fik alle en adelsmands opdragelse. Det var min fars ønske, at vi alle ville gifte os med unge adelskvinder af den fineste familie. På den måde kunne vores familie få det blå blod han tragtede sådan efter. Det viste sig at jeg havde lidt evner indenfor healing. Min mor har aldrig insisteret på noget, men hun insisterede på, at jeg skulle have undervisning i kunsten at heale og dyrke urter," sagde han og tav så lidt, imens han stirrede tænksomt ind i ilden. Atvia forholdt sig tavs. Han havde aldrig fortalt så meget om sig selv før.
   "Jeg var en af dem Atvia. Jeg var ung og uden bekymringer. Slaver var der for at jeg kunne leve så behageligt som muligt," lo han hårdt, "jeg troede endda på de bøger, som skulle indeholde beviset for at vi var Herrefolket. Udpeget af gud til at lede slaverne. De var ikke lige så kloge som os!" Han skænkede et glas vin mere. Hun vidste at hun egentlig burde protestere og stoppe ham. Så meget drak han aldrig, men hun ville høre mere og tav.
   "Jeg blev færdig på universitet og flyttede hjem til familien igen. Jeg fik større værelser og to private slaver. Jeg valgte en ung kvinde og en lidt ældre mand. Manden husker jeg ikke så meget om. Men kvinden." sukkede han tungt og blev fjern i blikket, "hun var smuk." Mere vin. "Det var forfærdeligt. Jeg ønskede at røre hende, gøre hende til min, men jeg vidste og hun vidste, at det aldrig ville kunne lade sig gøre. Vi sneg os til små øjeblikke sammen. Vi talte, vi drømte," sagde han og smilede trist, "men det var ikke det, som mine forældre havde et problem med. Jeg kunne have hende i min seng, så ofte jeg ønskede. Problemet var at jeg ville giftes med hende. Gøre hende fri. Gøre hende til en af os. Min far var overbevist om, at det bare var en fase. Min mor derimod havde en meget bedre fornemmelse af, hvad der foregik. Hun opdagede de penge jeg havde samlet sammen. Til flugten." Tavshed. Atvia sad stille som en mus. Han ænsede ikke længere hendes tilstedeværelse.
   "De hængte hende i haven." Det sidste vin forsvandt i en slurk.

Der var mennesker over alt. De snakkede, råbte, skændte og pruttede om priserne ved de små boder. Der var alskens ting og sager til salg, nogen mere brugbare end andet. hvem for eksempel ville købe den skårede lerpotte hun så i en bod, eller den bulede gryde hun så i en anden?
   "Se godt efter hvordan det foregår kære. I morgen skal vi selv stå i en af disse og sælge vores varer" sagde Elvil højt og tog fastere i hendes arm. Hun så op på ham. Han så klart bedre ud nu, end han havde gjort til morgenmaden. Der blev skubbet fra alle sider og hun holdt sig tæt op af ham, men fulgte nysgerrigt med i alt hvad der foregik og forsøgte at få glimt af bodernes skatte. Det var alt sammen så spændende.
   "Køb dine stoffer her! Kun de fineste stoffer. Syv kobber pr. mål!" råbte manden i en af boderne og blinkede kækt til Atvia, som de gik forbi.
   "Hvad med dem unge dame?" spurgte han og fremviste rødbrunt uldklæde, som var det det fineste silke. Hun rødmede, rystede på hovedet og så ned i jorden, for at undslippe det direkte spørgende blik. Elvil ignorerede manden og trak hende med sig videre igennem mylderet.

De nåede en af de mere velhavende bydele og Elvil styrede hurtigt imod smukt lille hus, der lå klemt inde imellem to meget store dominerende bygninger. Udenfor hang et pænt lille skilt med nål og tråd påmalet. Over døren stod: Neas systue. med sirlige guld bogstaver. Indenfor var der varmt og hyggeligt. En kraftig kvinde med kæmpe smilehuller og grånende hår kom ud fra baglokalet. Venlig.
   "Kan jeg hjælpe jer med noget?" spurgte hun frisk. Det var tydeligt, at hun tog mål af dem begge og selvfølgelig vurderede om dette ville blive en god forretning.
   "Ja tak." svarede Elvil. Ikke længere eneboeren fra skoven, men nu en ældre distingveret herre, som havde mange penge.
   "Min datter trænger sådan til nye klæder og jeg har hørt at dette skulle være et af de absolut bedste steder at få det."

"God figur. Måske lidt meget på sidebenene, men hende skal vi nok få lavet noget specielt til," sagde kvinden forpustet af ophidselse, som hun vimsede rundt om Atvia og målte. Hun trådte tilbage og smilet blev atter mindre.
   "Hvad havde i helt bestemt tænkt jer?" spurgte hun beregnende. Hun bød Elvil tage plads ved et lille bord foran et bækken fyldt med glohede kul. Elvil satte sig ned og fjernede nonchelant de brune læderhandsker, han havde båret og smed dem på bordet. Så begyndte han at liste op. Vinterkjortler, kapper, støvler, sko, sommerkjortler, natklæder og alt skulle udsmykkes med broderier, sten og være af udsøgt kvalitet.
   "Intet skal der spares på," sluttede han selvtilfreds og så nedladende på Nea, som nikkede ivrigt.
   "Deres datter vil blive byens smukkeste," forsikrede hun slesk og ringede på en lille klokke. Ind kom en yngre kvinde med en bakke.
   Atvia troede aldrig hun skulle slippe væk fra den lille butik, men kort før middag slap de endeligt derfra. Godt mætte af te og små udsøgte kager. Elvil havde nøje vurderet hver eneste stofprøve, tegning og opmåling Nea havde lavet og fremvist, forkastet nogen, foreslået ændringer og godkent andre. Atvia var helt rundt på gulvet ved tanken om, at alle de smukke stoffer, broderier og bløde pelse ville komme i hendes eje.
   "Jamen Elvil!" udbrød hun og slap al sin forundring og forkastelse løs i de ord, men han lo bare og rystede på hovedet.
   "Lad mig gøre som jeg vil min kære og lad os så få noget at spise," sagde han og trak hende med ind i en lille kro. Der var fyldt, men kroværten fik fundet et bord i et uforstyrret hjørne. Elvil bestilte varm suppe, brød og skinke til dem.
   "Jeg synes nu alligevel det er alt for meget," mumlede Atvia og smilede. Han kunne spare alle sine argumenter.

Resten af dagen brugte de på sightseeing i byen. Elvil viste Atvia de fine kvarterer, hvor de rige boede og museerne, der lå ved universitetet. Nu kunne hun genkende den by hun havde set fra volden. Her var de smukke tårne og glitrende tage. Smukke haver og statelige bygninger lå side om side. Universitet var enormt og alle steder man så hen, kom novicer løbende med bunker af bøger i favnen, efterfulgt af alvorligt udseende mænd, som skyndte værdigt. De var alle iført disse smukke kåber, som gik helt ned til jorden og gav det udseende at de nærmest gled over trapperne og flisegangene.
   "Det er magikerne og deres novicer," fortalte Elvil.
   "De leviterer, bevæger sig lidt over jorden med magi" forklarede han og fulgte Atvias spørgende blik til en af magikerne.
   "Sikken en måde at spilde sin magi på. Ikke?" sagde han misbilligende og gik videre. Atvia blev stående lidt. Kunne hun lære denne leviteren? Hun ville gerne stå og observere på novicerne og magikerne længere tid, men Elvil fandt det tydeligvis ganske uinteressant og det var ret koldt at stå stille så længe ad gangen. De vendte næsen mod kroen, da mørket begyndte at sænke sig, men på vejen derhen, kom de forbi et større hus med et "til leje" skilt udenfor "Henvendelse ved naboen". Elvil standsede op.
   "Måske skulle vi leje dette hus vinteren over?" sagde han mest for sig selv, men så spørgende på Atvia.

Elvil forlod Atvia sammen med den meget forknytte tjenestepige, for at sikre sig at de kunne få en bod til dagen efter. Hun Atvia og tjeneste pigen gjorde rent i resten af huset og tændte op i den store pejs i stuen. Elvil havde efterladt et par mønter og hun sendte tjenestepigen ud efter noget varmt mad, fra en af de gode kroer i området, da hun mente det var ved at være den tid han ville være tilbage på. Pigen kom tilbage med maden og Elvil kom træt tilbage kort efter. Han talte om boden under hele måltiddet.
   "Den ligger godt centralt, men jeg måtte godt nok også slippe en del i bestikkelse," sagde han selvtilfreds imellem to mundfulde indbagt oksekød.
   "Hvad er bestikkelse?" spurgte hun undrende. Hun havde aldrig hørt om dette før.
   "Det vil sige at man betaler manden lidt ekstra, for at han skal behandle en bedre," forklarede han med en skuldertrækning, "ikke særligt pænt gjort overfor andre, som ikke har råd til det, men desværre er det en meget brugt praksis her i landet."
   Atvia nikkede. Det var ikke særligt pænt. Hun hjalp Elvil med opvasken og trak sig så tilbage til det værelse, hun havde valgt til sig selv. Hun klædte sig derefter af og gik til ro. Sengen lugtede lidt af hengemthed, men det måtte hun leve med. Næste morgen ville hun placere en duftepung i den.

Der var en summende aktivitet på markedet da de ankom, men Elvil banede sig roligt vej hen til den mere eksklusive ende, hvor han havde skaffet dem en bod. Begge bar de på pakker og poser med urter og te. Elvil havde endda snakket om at de ville købe ædelsten og krystaller senere på dagen og så fylde dem med forskellige helende egenskaber og sælge dem senere på ugen. men først skulle de af med alle urterne. Ved middagstid ville tjenestepigen fra dagen før, komme og hjælpe dem med ærinder og i boden. Elvil havde betalt en beskeden sum for at leje hende. Boden var af en pæn størrelse og velholdt. Den lignede et lille skur, som kunne åbnes fortil, så der blev dannet en disk og et baglokale. Inde i boden stod et par behagelige stole og et lille bord. De satte hurtigt deres sager op og arrangerede det hele så indbydende som muligt. Inden de var taget hjemmefra havde de skrevet små sirlige sedler til hver ting og instruktioner til, hvordan de skulle bruges. Eller, Elvil havde skrevet sedler. Atvias håndskrift kunne kun tydes af hende selv. Uanset, hvor meget hun anstrengte sig, så lignede det små edderkopper, som kravlede forvirret rundt på papiret. Øvelse, øvelse, øvelse. Det gad hun bare ikke.
   Allerede inden de havde fået alt sat op kom de første kunder og Elvil handlede imens Atvia satte tingene op. Hun holdt sit blik nedslået og beholdt hætten på.
   "Atvia, du er altså nødt til at se op. Du skal bare lade være med at stirre ondt på kunderne, men det er altså mest kvinder, som kommer på markedet," sagde Elvil smilende.
   "Men det skal ikke bliver overrasket, hvis nogen forsøger at købe dig. Det er en ganske anvendt praksis, at finder man en køn ung kvinde, så prøver man at købe hende som hustru til sin søn eller barnebarn," sagde han med latter i stemmen og blinkede kækt. Hun gøs.
   "Denne praksis med at købe og sælge mennesker, bryder jeg mig overhovedet ikke om," mumlede hun.
   "Det ved jeg, men du har det hængt sådan sammen i henved tusinde år, så er det ikke lige noget man kan få lavet om i en håndevending kæreste," sagde han alvorligt, men fortsatte smilende, "i øvrigt ville jeg da, som din "far", blive meget smigret, hvis sådanne tilbud skulle opstå, men vær blot sikker på at jeg nok skulle sige nej til alle. uanset hvor meget de så tilbyder." Det blik hun sendte ham, var dræbende.
   Salget gik strålende. Elvil forsøgte at oplære Atvia imellem kunder, men det gik meget langsomt, for der var kunder hele tiden og halvvejs ved middag, havde de allerede solgt over halvdelen af det de havde medbragt og Elvil havde to healinger dagen efter. Hun begyndte at opfange nogen af de små tips og tricks. Det gjaldt om at se tegnene. En kvinde der så træt ud, kunne man tilbyde den opkvikkende te eller urter til varme urteomslag, med samme effekt osv. De var næsten løbet helt tør for varer og Atvia havde haft et par kunder selv, da pigen ankom til middag. Elvil forlod dem kort, for at vende hjem og hente flere urter og teblandinger. Atvia var en smule nervøs, ved at stå alene i boden og brød sig absolut ikke om folks stirrende blikke. Så snart de lagde mærke til de grønne øjne, stirrede de måbede på hende. hun vidste godt, at grønne øjne var meget sjældne, men hun brød sig absolut ikke om opmærksomheden.
   Markedsdagen var ved at slutte og de havde solgt alt hvad de havde af teer og urter. Elvil gav pigen nogen mønter og sendte hende hjem, imens han og Atvia fortsatte til den nærmste kro for at finde noget at spise, inden de tog hjem.
   "Det gik jo ganske glimrende!" roste Elvil glad og rystede pungen, som klirrede af de mange mønter. Det kunne tydeligt mærkes, at han nedstammede fra en købmandsfamilie. Han virkede oplivet af dagens begivenheder. Hun selv synes nu ikke det havde været så spændende igen, men at folk var så begejstrede for noget, hun havde været med til at lave var nu alligevel en meget rar fornemmelse. De fandt et lille madhus og satte sig ind.
   "I morgen slår vi et smut om markedet og køber de krystaller og ædelsetene jeg snakkede om. Jeg synes ikke jeg så nogen, som solgte healende sten," sagde han spekulerende. De blev siddende i det lille madhus længe og nød det lækre måltid og snakkede om fremtiden imens solen gik ned over byen. Kun den allernærmeste fremtid.

"Forestil dig at du skal heale en med smerter i hovedet. Lindring, varme og omsorg," sagde Elvil messende og stille, for ikke at bryde koncentrationen, "lad den healende energi gå ind i stenen." Atvia fokuserede på den lille glatslebne krystal og lod den healende energi synke ind i den.
   "Hvor meget?" mumlede hun
   "Skal vi sige til tre gange?" svarede han en smule anstrengt.
   Han sad selv med en lidt større sten og koncentrerede sig. Hun sendte den rette mængde energi ind i stenen og og lukkede den kanal af, hun havde sendt magien ind igennem. Hun placerede stenen Foran sig og tog endnu en. Gentog ritualet og sådan fortsatte hun indtil der lå en lille bunke foran hende og hendes hoved værkede.
   "Ja det er vist nok for i dag," sagde Elvil og samlede stenene sammen i en mindre pung. Han selv, havde fyldt sten med healing til rygsmerter og tandpine.
   "Vi hviler os resten af dagen og drikker noget energigivende urtete," gabte han, "Så må vi fylde nogen flere de næste par dage. Jeg regner med at vi kan sælge dem en af dagene i næste uge." Han rystede på hovedet.
   "Jeg skal bare lige have tilladelse til at sælge dem først."

Atvia begyndte at vænne sig til bylivet. Hun gik selv på markedet, for at handle og genoptog sin morgentræning i den lille gård ved huset, som skjulte hende for omverdenens blikke. Hun følte sig mere alligevel mere udsat inde i byen og siden hun var uregistreret magiker, så kunne Elvil ikke undervise hende på samme måde, som før. Magikerne på universitetet, ville hurtigt mærke hendes tilstedeværelse. Frustrerende. Hun ville tilbage tilbage til skoven, men Elvil insisterede på at de blev i byen vinteren over. Han var ofte ude i løbet af dagen. Han fik flere henvendelser om healinger og nød tydeligvis at have noget at bruge sine evner til. Det lykkedes ham at skaffe en del bøger om magi og opfordrede hende til at læse dem grundigt og skrive notater til. Hvilket hun gjorde. Hun lærte at skabe lys, levitere, drømmevandring og mange andre ting, men kun i teorien. Hun kunne ikke afprøve sin viden. Ikke før de vendte tilbage til skoven. Sneen var begyndt at falde. Det var en eftertænksom tid for dem begge. Hun måtte revurdere sin mening om herrefolket konstant. De var ikke den rene ondskab, hun før havde set dem som. Når hun så mødre med børn, når hun lo ad kålsælgerens lune vittigheder og når fiskehandleren gav hende lidt ekstra med i købet for et smil, så følte hun sig underligt tom bagefter. De var ikke onde. Ikke allesammen i hvertfald.
   Elvil nød tydeligvis tilværelsen i byen, men hun tog ham ofte i at se med eftertænksomt blik på hende. Beregnende. Hun var bekymret for ham. Han virkede melankolsk og forsvandt i flere timer ad gangen, for at vende tilbage mut og træg i humøret.

De havde snart to store punge fyldt med sten, delt op i flere små punge. Alle indeholdende forskellige former for healende magi. Det var tid at tage på markedet. Atvia gabte demstrativt og trak sine nye vinterstøvler på. Hentet fra Neas lille butik for kun et par dage siden. Endnu engang, havde Elvil skaffet en bod. Han insisterede på at de skulle være der, så tidligt som muligt og hun ville nå en times træning inden de skulle afsted. Det var mørkt og meget koldt da hun startede med at varme kroppen op. Hun kunne se sin hvide ånde stå ud af munden som tåge og gøs. Det var på en måde lidt uhyggeligt at stå inde midt i den store by så tidligt om morgenen i mørket. Det føltes mere ensomt, blandt alle disse mennesker end det nogensinde havde gjort i skoven. Hun var næsten færdig med sine øvelser, da det bankede hårdt på porten. Hun fór sammen og stod som lammet i et kort øjeblik. Det bankede igen. Hun tøvede, men åbnede så forsigtigt porten på klem.
   "Brev til Healer Elvil!" udbasunerede den lille mand hård og rakte et brev frem. Hun åbnede porten lidt mere og tog det forsigtigt.
   "Jeg skal nok give ham det," forsikrede hun. Manden bukkede kort og forsvandt. Hun blev stående et øjeblik og så efter ham. Et brev?

Denne gang havde Elvil medbragt et smukt stykke klæde og en masse små punge købt hos Nea. Han bredte klædet ud og Atvia begyndte at brede varerne ud. Han havde været underlig hele morgenen. Efter det med brevet. Hun sendte ham et blik fra siden. Han kløede sig distræt i skægget og hun så at hænderne rystede lidt. Han var gået ind til sig selv med brevet og havde været væk længe. De var kommet for sent afsted. Hun løsrev sit blik, da den første kunde dukkede op. Stenene blev solgt hurtigt og de havde svært ved at følge med mængden af kunder. Elvil livede op, men var stadigvæk langtfra sig selv. Hun var netop ved at række en ældre kvinde de sten hun havde købt, da det pludseligt tyndede ud i mængden og der blev stille. Folk trak sig ud til siderne og gloede uhæmmet på et eller andet for enden af gaden. Atvia strakte nysgerrigt hals. En prossesion kom glidende. Der var en yngre mand. Lidt ældre end hende selv, omgivet af tre tjenere eller slaver. Han bare en lang blodrød kappe broderet med gyldne flammer i kanten og var højere end alle andre tilstede. Han stilede selvsikkert imod deres lille bod. Atvia gøs ved synes af de hårde drag om munden. Han var meget tynd lagde hun mærke til. Kinderne virkede hule, han havde sultet.
   "Mestermagiker Molteki!" mumlede Elvil ud af mundvigen, "nej, når han passerer forbi. Atvia gjorde som Elvil sagde, alt imens hendes hjerte galloperede som en vanvittig i brystet. Kunne han mærke hende? Ville han afsløre hende? Kunne han læse tanker? Håndfalderne bed våde af sved.
   "Goddag." Det var ikke en hilsen. Det var mere en ordre. Stemmen var kold som is. Hun var sikker på, at kulden blev mere intens, på trods af den mærkværdige varme der emmede fra hans krop. Hun så forsigtigt op, men sørgede for ikke at se ind i de sorte øjne. Det lange mørke hår var samlet skødesløst i en hestehale bagtil.
   "Jeg forstår i sælger healende sten her?" spurgte han. Uinteresseret.
   "Ja Mestermagiker," svarede Elvil tilpas høfligt, men Atvia lagde mærke til den anderledes tone. Han var nervøs. Mestermagikeren tog et par af stenene op og lukkede øjnene.
   "Godt lavet." Kold konstatering. Han lagde stenene på plads og gik videre.
   "Uh...kold..." mumlede Atvia og gøs. Elvil lo lidt nervøst.
   "Han er en af de mægtigste magikere her i landet. Allerede i en alder af femten sad han i rådet og udførte nogle af de mest spetakulære ting med sin magi. Han er meget stærk." Elvil var tydeligt påvirket, men hun kunne ikke se om det var på en god måde.

Elvil så på de novicer, som hurtigt småløb forbi ham i deres store vinterkåber. Han løftede blikket til den tunge vinterhimmel. Hvor blev han af? Atvia ventede derhjemme. Hun skulle ikke få mistanke.
   "Mestermagikeren har tid til dem nu." Elvil farede sammen. Manden var kommet bagfra. Han samlede sig og fulgte efter den lille mand op ad de mange trapper. Han blev hurtigt forpustet og fortrød at han havde glemt alt om at levitere. Endeligt nåede de toppen. Rummet de kom ind i, var kvælende varmt og udsmykket med smukke billedtæpper på alle vægge. Først kunne han ikke få øje på Mestermagikeren, men så kom han frem fra en skjult dør i væggen.
   "Healer Elvil. Velkommen." De nikkede høfligt til hinanden.
   "De fik mit brev?" spurgte han og fortsatte uden at vente på svar, "troede de virkeligt jeg var så dum?"
   Elvil forblev tavs.
   "Jeg har kunnet mærke hendes tilstedeværelse i byen i ugevis," sagde Mestermagikeren tålmodigt.
   "Hvad vil I gøre?" sagde han og rømmede sig, som ordene sad fast.
   "Hvad kan vi gøre? Der har ikke været noget kvindelige magikere i århundreder. Ingen stærke magikere," svarede han og slog ud med armene.
   "Hvornår?" spurgte Elvil og pillede nervøst ved sit skæg.
   "Efter midsommer. Sørg for at hun er klar."
   Elvil nikkede.
   "Hun har ingen mistanke?" spurgte Mestermagikeren med løftet øjenbryn.
   "Nej. Hun stoler på mig," svarede han og følte et stik af meget dårlig samvittighed. Hun stolede på ham.