Skoven var helt tyst og mørket begyndte at sænke sig. Ind imellem kunne hun høre sne falde ned fra træerne og lande med bløde bump. Hun så med jævne mellemrum på topazen, for at sikre sig, at hun gik i den rigtige retning. To gange måtte hun ændre retning og tiden gik. Solen var nu helt væk og skoven lyste med et blåt skær, på grund af al sneen. Hun for sammen, hver gang en fugl flaksede over hovedet på hende og hun holdt konstant øje med alle skyggerne omkring sig. Hun plejede ikke at være så nervøs, men nu hvor hun var bekymret for Elvil, virkede alt mere dystert og indelukket end det plejede.
Hun frøs snart fødderne så meget, at det gjorde ondt. Hvorfor havde hun ikke sørget for at få ordentligt fodtøj på, inden hun gik hjemmefra? Mad havde også været rart. Maven knurrede. Det lød meget højt imellem træerne og hun frygtede det værste. Hvad mon gemte sig derude i det hastigt tiltagende mørke. Hun begyndte at løbe, for at holde varmen bedre. Topazen lyste med en meget klar glød og hun vidste at hun nærmede sig. Hun holdt stenen op foran for at udnytte dens lys bedst muligt.
"Elvil?!" kaldte hun prøvende, men intet svar. Hun løb stærkere og det krævede al hendes styrke og årvågenhed at holde sig på benene i sneen, som lå højt. Hun snøftede hele tiden. Hænder og fødder sved af kulde. Sneen knirkede højlydt under de hurtige fødder.
"Elvil?!" råbte hun igen. Hun standsede op og lyttede. Intet, men så. Var det ikke en svag kalden? Hun så på stenen i hånden. Lyste den ikke en smule mere klart? Hun hastede fremad. Der! Lidt længere fremme, ved en lille lysning stod æslet under et stort egetræ, den havde skrabet sneen til side og græssede roligt. Da den så Atvia, rejste den ørene og kom trippende hen til hende. Oppakningen sad lidt skævt og dinglede faretruende fra side til side. Hun greb æslets grime, klappede den beroligende og trak den med sig.
"Elvil!?" kaldte hun og så sig om.
"Herovre," lød det svagt. Hun fulgte lyden med æslet efter sig. Nær ved lysningen var der en lille skrænt. Det var tydeligt, at den havde været skjult af en snedrive og Elvil var uvidende trådt ud i det rene ingenting. Hun fandt ham for foden af skrænten. Han sad lænet op af et mindre bøgetræ.
"Jeg vidste du ville finde mig!" smilede han lettet, men det var tydeligt at se hvor udmattet han var. Atvia faldt på knæ ved siden af ham og omfavnede ham grædende.
"Så, så min pige," trøstede han med rystende stemme, "nu bliver alt jo godt."
"Mit ben er brækket," sagde han så og pegede på sit venstre ben. "Jeg kunne ikke heale det. Havde brug for energien til at holde mig varm til du fandt mig," han rettede sig forsigtigt op og stønnede svagt af smerte. Atvia lagde hændernde på hans ben. Det var et ukompliceret brud. Hun kunne samle det og påbegynde healingen, men det ville kræve meget af hendes magi. Hun mærkede også efter forfrysninger, men fandt ingen. Hun så sig om efter nogle lige grene. Hun var heldig. På en gran ikke så langt derfra, sad der nogle lavthængende grene, hun kunne brække af og bruge som skinner. Hun rev noget lærred af oppakningen på æselet og rev det i lange strimler. Det måtte gå an til forbinding. Det var svært arbejde, når man havde stivfrosne fingre og det gjorde ondt helt ind i knoglerne, når hun rev de mindre kviste af pindene. Lige i det øjeblik generede det hende, at Elvil ikke havde lært hende at kanalisere magien i ren form. Så kunne hun have fjernet kvistene med magi. Hun satte benet sammen og ved hjælp af deres forenede magi helede de knoglen nok til, at Elvil kunne slæbe sig op af den stejle skrænt, med Atvia ved sin side. Hun flyttede hurtigt en del af oppakningen over på sine egne skuldre og hjalp ham op på æselets ryg. Mørket var overvældende og hun gøs, hver gang vinden fik træernes bladløse grene til vibrere. Det føltes, som et sted for de døde. Elvil var efterhånden kun halvt ved bevidsthed og dinglede med jævne mellemrum livsfarligt fra den ene side til den anden. Atvia satte hele sin vilje ind på, at få dem hjem, så hurtigt som muligt. Hun måtte ikke gå i panik.
Heldigvis kendte æselet vejen hjem og førte selvsikkert an på ben, som vaklede af udmattelse. Hun blev ved med at love æslet, at en varm stald og fyldt krybbe ventede derhjemme. I sikkerhed.
Hvis det ikke havde været for den lysende topaz, ville de ikke kunne se hvor de satte deres fødder, men i dens gullige lys, kunne hun holde øje med eventuelle driver, der var på deres vej. Atvia havde ikke styr på, hvor længe de havde været på vejen, men pludseligt begyndte hun at kunne genkende en del af skoven og vidste, at der ikke var mere end en halv times gang til hytten. Elvil stønnede tungt og hun kunne mærke, hvordan hans livskraft flakkede nervøst i udkanten af hendes bevidsthed. Hun samlede de sidste rester af sin magi og sendte varme stråler ind i Elvil. Vel vidende, at hun selv var ved at pådrage sig en ordentlig omgang forkølelse. De var ynkelige.
"Ikke mere. Du må ikke blive for svag," mumlede Elvil stille, "jeg kan godt klare mig nu."
Hun mærkede efter. Jo livskræften var blevet mere bestandig. Hun blev lidt varmere af ren og skær lettelse. Pludseligt virkede den oppakning hun bar på ryggen, ikke så tung længere og skridtene blev raskere. De var snart tilbage i den lune hytte.
De første par dage lå en stærkt utilfreds Elvil i sengen og måtte finde sig i, at blive puslet om af en meget forkølet Atvia. De skændtes, bed og snappede af hinanden, som aldrig før, men på samme tid, var de glade for atter at være sammen igen. I hytten, i skoven. Så snart Elvil var i stand til at sidde op, uden at blive svimmel, sad de nede foran pejsen med varme kopper urtete og nogle af de nye bøger, han havde købt. Deriblandt en bog om alle de store vindmagikere igennem tiderne og også en om grundtræning i de større magier. Hvordan han havde anskaffet disse var et mysterium. Bøger om magi var forbeholdt universiterne og magikerne selv. Almindelige mennesker, var ikke tilladt at eje disse bøger. Bøgerne var slidte og visse steder, var teskterne næsten ulæselige. Måske havde han reddet dem fra en skæbne som brændsel. Det havde været chokerende at læse om de store bedrifter. Tornadoer, storme, som rev huse med sig. Regnskyl, som havde skyllet en hel hær bort. Så langt ville hun aldrig komme. Elvil mindede om, at sådanne bedrifter, ofte var med livet som indsats for magikeren. Magiker tolv, efter den nye verdensorden, havde forsøgt at styre et jordskælv udenom en bjerglandsby, men det endte med, at jordskælvet opslugte ham og udnyttede hans kraft til at blive altødelæggende. Atvia gøs ved tanken og trak ubevidst sin kraft længere ind kernen. Det ville vare længe, inden hun ville turde pille ved naturkræfterne i så stor skala. Hun sendte en stille tanke til den lille hvirvelvind og sukkede lettet.
Små grønne spirer tittede frem alle steder og dagene blev længere og længere. Atvia havde stadig ikke fået lov til at gå videre med sin magi, men hun havde opgivet alle ideer om at gå videre uden Elvils hjælp. Det betød hun måtte fremgrave al den tålmodighed hun kunne, for at afholde sig selv fra at plage hele tiden. Hun kunne få nogle forfærdelige raseri anfald, men nu udløste de ikke storme eller tordenvejr. Skønt en lille regnbyge kunne dukke op i hendes kølvand på dårlige dage. Noget Elvil altid fandt meget morsomt. Ligesom små vinde kunne gemme sig i kjortlens folder eller rode i hendes hår. Jo mere hun lærte at styre sin magi, jo mere tiltrak hun åbenbart disse små fænomener. Det var heller ikke at forkaste en kølende vind, når man arbejdede i urtehaven på varme dage og en byge lettede vandingsarbejdet meget.
Denne tid hos Elvil i den lille hytte i den store skov, var fyldt med tilfredshed. Enkelhed. Det daglige arbejde. Rutinerne. Det var så let at lade sig opsluge i dette gode liv. Det var hvad hun gjorde. Hun tænkte ofte på Tante og Anji. Som om adskillelsen lod dem træde frem i et skarpere lys. Anji. Hun fik altid denne varme, trygge følelse indeni, når hun tænkte på ham. Nogengange vrede. Han havde overgivet sig. Han havde ikke kæmpet. Ikke som hun selv. Han havde overgivet sit liv til dem. Ikke fordi han ikke kunne mønstre kræfterne, men fordi han havde givet op. Det var det letteste. Han gad ikke mere. Hun vidste godt at det var okay. At det var i orden ikke at kæmpe længere, men alligevel ikke. De havde kæmpet så længe sammen og så den dag, besluttede han at det skulle være slut. Nu kæmpede hun alene. Næsten alene. Alle måtte træffe deres egne valg. Tante. Atvia prøvede tit at forestille sig, hvordan tanten havde det. Hvordan livet formede sig. Mon hun fortrød ikke at være stukket af? Mon Herrerne straffede hende efter Atvias forsvinden? Atvia rejste sig fra bænken foran hytten og gik inenfor, imensh un forsøgte at ryste spekulationerne af sig. Hun orkede ikke disse følelser lige nu.
"Spred benene lidt mere. Sørg for godt fodfæste. Træk vejret dybt. Sigt efter pælen Atvia. Ligesom en pil," formanede Elvil. Hun forsøgte at gøre, som han bød. Lod en kugle af lyn forme sig i håndfladen og sendte den imod pælen. Det knitrede og en lugt af brændt træ spredte sig.
"Det lykkedes!!" jublede hun og hoppede rundt om Elvil. Hun var helt henne ved træpælen og lod fingrene føle de svedne pletter.
"Du lærer sandeligt hurtigt," sagde en lidt overrasket Elvil. Bare dagen før havde de forsøgt sig med at lave lynkugler. Elvil stirrede tænksomt på hende. Noget han gjorde oftere og oftere. Han overvejede noget.
Efter træningen gik hun igang med at luge i urtehaven. Alle urterne voksede godt, men ukrudtet voksede bedre. Hun synes selv at haven var blevet flot og hun nød at sidde og mærke alle duftene omkring sig. Det var beroligende. Især efter at have trænet magi. Det var som om lynene ophidsede hende og hun kunne ofte føle sig rastløs hele dagen efter træningen, hvis ikke hun sørgede for at slappe godt af. Hun tørrede sved af panden og fortsatte lugningen. Vejret var varmt og trykkende. Hun længtes næsten efter minens kølighed og de små kjortler, når hun kæmpede sig igennem de hede dage i sine tunge overkjortler. Elvil insisterede på, at det ville være uanstændigt, kun at rende rundt i underkjortlen, men synes alligevel det var en god ide, da hun foreslog de satte korte ærmer på en underkjortel, syet af det stof, han havde hjembragt. Dagene gik ellers deres stille gang. Hver aften gik hun ned til en lille skovsø og badede, imens solen lod sine sidste stråler danse over vandet. Når hun svømmede rundt i det kølige vand, var det som om alle tanker om fortid og fremtid smeltede væk og efterlod en tom ro. Hun blev som et kar, klar til at blive fyldt.
Hun satte sig op i sengen. Drømmene havde været så livagtige, at hun måtte bruge flere minutter på at falde til ro. Hun havde set sig selv stå i et højt tårn, med udsigt over en kæmpemæssig by. Det lynede og tordnede. Flere lyn slog ned ved tårnet og hun elskede det! Hun ønskede at omfavne dem og mærke dem opfylde sig. Hun ønskede at mærke deres ustyrlige vildskab i sig. Hun vidste at hun var magtfuld. Frygtet og hadet, men også elsket. Det trak i hende. En dyb længsel efter at nå dertil og et kort sekund, havde hun set vejen ligge åben foran sig. Det var bare at tage de første skridt. Så var hun vågnet. Drømmen efterlod en tom livløs følelse. Hun havde været så opfyldt af styrke, glæde og jublende længsel, at alt andet nu virkede, som et stort antiklimaks. Alt havde været klart. Vejen lå åben og så, så var hun vågnet med et indre kaos og tilbage var fornemmelsen af, at livet var en stor knude og hun kunne ikke finde garnenden.
Hun skubbede tæppet til side, stod op og begyndte at klæde sig på. Det var hendes fødselsdag. Hun smilede stille ved tanken. Følte sig mere rolig og lod tankerne kærtegne mindet om Anji. Det var et år siden nu. Et par tårer trillede ned af kinderne, men sorgen var ikke længere den bidende smerte, den havde været i starten. Nu var den bare en tung, varm følelse i brystet og hun kunne nemmere ryste de tunge tanker af sig. Han ville altid være sammen med hende i minderne. Hun lukkede øjnene og brugte et øjeblik eller to på at mindes ham.
Elvil rumsterede nede i køkkenet, imens han nynnede falsk. En gryde blev tabt på gulvet og Natja protesterede over larmen fra sin vanlige plads. Atvia gik nedenunder. Der stod grød over ilden og det duftede af herligt nybagt brød.
"Til lykke med fødselsdagen," udbrød han ved synet af Atvia og smilede stort, "hele sytten år."
Det var tydeligt at han havde gjort lidt ekstra ud af sig selv i dagens anledning. Skægget var nytrimmet og håret bundet tilbage med ekstra stor omhu. Hun blev lidt flov, men hun havde aldrig oplevet, at der blev gjort stads af hende eller midsommer dagen. Det var ikke for slaver. De arbejdede. Uanset hvilken dag på året det var, så kaldte minen og fødselsdage blev sjældent husket. Hun havde husket sin egen, fordi det var på selve midsommer dagen og faktisk var det de færreste, som havde vidst det. Elvil fandt ost og smør frem til brøddet og de syltede jordbær Atvia havde lavet, bare ugen før. Hun satte sig til bordet og ventede på, at Elvil skulle blive færdig med de sidste ting, men i stedet forsvandt han ind på sit arbejdsværelse og vendte tilbage med en stor uformelig pakke. Først forstod Atvia ikke, hvad der foregik, men så kom hun i tanke om, at herrefolket havde en tradition med at give hinanden gaver på deres fødselsdage. Først blev hun overvældet ved tanken om, at der var noget til hende. Bare det at hun overhovedet fik noget, var ikke til at forstå.
Elvil smilede smørret.
"Du må åbne den efter maden," sagde han og blinkede frisk til hende over bordet. Hun så længselsfuldt på pakken og slugte sit måltid, imens hun trippede af forventning. Elvil var knapt færdig med grøden, før end Atvia havde slugt både grød og de to skiver brød.
"Må jeg?!" spurgte hun og sank den sidste bid brød uden at tykke den ordentligt og hostede lidt. Elvil så ud til at ville protestere, men nikkede, så med et skævt, selvtilfreds smil.
Den var meget lang. Næsten lige så lang som hende selv. Hun fjernede forsigtigt papiret og så med tilfredshed ud af øjenkrogen, hvordan Elvil sad uroligt. Det var en stav. Den var i mørkt, næsten sort træ. Indlagt med figurer og besværgelser i sølv. Den var ikke lige, men bugtede sig svagt og visse steder var den ligefrem knudret, men alligevel var den i perfekt balance. Hun rejste sig op for bedre at kunne beundre den.
"Den er perfekt!" sukkede hun og kærtegnede det glatte træ. Den var kølig at røre ved og så hård som sten.
"Det var derfor jeg var væk en smule længere end planlagt. Den skulle være perfekt," sagde han stolt og rejste sig. Hun satte staven op ad væggen og omfavnede ham.
"Tak!" lo hun og kyssede ham impulsivt på kinden. Hun gav slip og trådte lidt tilbage.
Han rømmede sig og virkede bevæget.
"Jeg synes du skulle have noget helt specielt," sagde han stille og så ned i gulvet et kort øjeblik. Atvia vidste ikke, hvad hun skulle sige og rødmede af glæde og generthed.
"Nå, men skulle vi ikke rydde bordet og så gå en tur med din nye stav?"
Hun måtte hele tiden hen og lige røre ved sine gave, imens de ryddede op. Elvil fortalte om diverse fødselsdagstraditioner blandt Herrefolket. Atvia lyttede kun med et halvt øre. Hun kunne ikke lade være med hele tiden at tænke på den dejlige stav. I øvrigt var hun ved at være lidt træt af at høre om alle Herrefolkets traditioner hele tiden. Elvil insisterede på at hun skulle vide så meget som muligt.
"Når alle så er færdige med at spise, leges der som regel diverse selvskabslege og danses. En gave der ofte er brugt i de mere velhavende kredse, i de større byer er... ja undskyld kære, slaver," sagde han og fremdrog en stegt fasan og nogen små hårde oste fra kølerummet. Kølerummet havde altid bare været mørkt og ja, køligt, men nu var der koldt dernede. Atvia havde lært at fremstille is og hvor var bedre at gøre af det end i kælderen? Nu kunne de holde kødet frisk i flere dage, på trods af sommervarmen. Hun gøs ved tanken om at bruge andre mennesker som en gave, men hun kunne ikk sige at det kom som en overraskelse.
Atvia greb staven med den ene hånd og blev mødt af en nærmest begejstret summen, som fik hende til at føle sig velkommen og spændt. Som om staven overførte noget af sin styrke til hende. De gik udenfor. Hun svingede prøvende staven. Den var perfekt. Den føltes nærmest vægtløs, når hun svang den rundt, men alligevel ikke så meget at hun mistede kontrollen over, hvor hårdt hun svingede.
"Jeg vidste, at det var den gave du ville blive mest begejstret for," råbte Elvil, som han kom kom ud fra stalden med buen over skulderen. Man kunne lige så godt se, om der ikke skulle dukke noget bytte op, sagde han altid, når de gik i skoven.
"Prøv den," tilbød hun og rakte den frem imod ham, men han trådte hurtigt tilbage og undgik at røre den.
"Det kan jeg ikke. Kun du kan røre den," sagde han alvorligt. Hun så forundret på ham.
"Jeg tog en lok af dit hår med. Den er blevet lagt ind i staven. Det er kun dig der kan røre den. Ingen anden. På den måde kan du være sikker på at ingen kan stjæle den," sagde han selvtilfreds.
Dagene gled forbi, som vandet i bækken baved hytten. Sommeren gik på hæld og de brugte en del af deres tid på at sørge for, at diverse urter blev tørret og få skaffet hø nok til æselet vinteren over. Atvias lille urtehave var ved at synge på sit sidste vers, men hun vidste at hun havde klaret opgaven godt. Elvils tilfredse brummen når hun hentede bunker af urter ind var ros nok for hende. Bladene begyndte at visne og hver eftermiddag gik de på jagt imellem de skønne farver. Atvia kunne få timer til at gå i skoven og foruden bytte slæbte hun blade og grene med hjem fra skoven og om aftenen flettede hun smukke kranse og hængte op på hyttens vægge. Aldrig havde hun troet at livet kunne indeholde en sådan indre ro og velvære. En dyb tilfredshed. Alligevel var det som om skyerne trak sammen til stormvejr. Hun kunne føle det i kroppen og igennem de urolige drømme, som kom om natten.
De var begyndt med jævnlige tvekampe for blot en uge siden. Før havde de da kæmpet lidt imod hinanden, men Elvil havde altid været meget forsigtig. Men nu var det noget andet. Nu vidste han, at hun næsten var så god som han. De hentede træningsstavene og stillede sig ind i den lille ring de havde lavet. Den som først kom udenfor ringen havde tabt. Det var som regel Elvil der vandt, men hun havde haft en enkelt sejr eller to imellem. De stillede sig ovefor hinanden, bukkede kort og begyndte så at gå rundt om hinanden. Hun huske hvad han havde lært hende. Der var både fordele og ulemper ved at være passiv eller agressiv. Den agressive kunne hurtigt forglemme sig selv og lave åbninger i sit forsvar, som man hurtigt kunne udnytte. Var man for passiv kunne kampen trække ud i meget lang tid og havde man ikke udholdenhed nok, ville man begynde at lave fejl. Elvil valgte ofte den passive. Han nærmest tvang hende ind i rollen, som den agressive, fordi hun slet ikke havde tålmodighed nok til at blive ved med at se ham an og lave små skinangreb, for at læse modstanderen. Men denne gang skulle det være noget andet besluttede hun sig for og tog sig selv i at sætte det første slag ind. Denne gang var det ham som skulle begynde. Hun koncentrerede sig om hans bevægelser. Prøvede at læse, hvornår han ville sætte et slag ind. Han lo. Fuldstændig klar over hvad det var hun lavede. Det irriterede, at han altid kunne læse hendes tanker og handlinger så nemt. Så kom det første slag. Hun nåede at sætte en parade op, men blev skubbet et par skridt bagud. Hun svarede igen og fik igen den tabte afstand indhentet. Hun blev ved med at holde den passive linje og kun forsvare sig, alt imens hun ledte efter åbninger og fejl i hans angreb. Hun fik sat to slag ind og imens han lavede en parade til højre svingede hun sin stav om bag hans knæ og med et kort ryk fik hun ham lagt ned. Hun havde vundet. "Flot!" udbrød Elvil imponeret og forpustet, som hun hjalp ham tilbage på benene. "Du er ved at blive mere tålmodig."
Elvil tog en slurk af sin te imens han tænksomt studerede Atvia imens hun sorterede urterne. Hun lavede op til flere fejl i ren og skær nervøsitet. "Hvorfor kigger du sådan på mig hele tiden? Spurgte hun til sidst irriteret og satte tingene væk.
"Jeg har sort hår. Du har sort hår. Hvis vi ville kunne vi godt gå for at være far og datter," svarede Elvil kryptisk.
"Ja og?" Atvia var forvirret. Det gjorde de jo allerede i forvejen. Han havde hele tiden sagt, at skulle der dukke uventede gæster op, så var de far og datter. Ingen i miles omkreds kendte ham godt nok til, at vide, om det var sandt eller ej. "Jeg skal snart til Ko'inor. Jeg tror måske det er på tide du kommer lidt mere ud i verden," sagde han og trak på den ene skulder, "måske kunne vi tilbringe vinteren der."
Hun stivnede.
"Slap nu af," sagde han sagte og stillede sig bagved hende og lagde sine hænder på hendes skuldre. "Vi ved begge at du kun er her på lånt tid. Måske er det på tide at du får lidt mere af verden at se. At du bliver forberedt."
Hun ønskede absolut ikke at tale om muligheden for dette. Måske netop fordi hun vidste at hun ikke kunne blive for evigt.
"Hvad med dette?" hvislede hun vredt og vendte sig om og trak kjortlen ned over skulderen, så slavemærket kom til syne. "Hvis de opdager det?"
Elvil lod en finger følge de kantede konturer af brændemærket. "De ser det kun hvis du lader det sidde på sjælen," svarede han sagte og trak kjortlen på plads.
"Du kan ikke fjerne det mærke, som sidder brændt ind i din skulder, men du kan fjerne det der sidder på din sjæl. Og uden det, opdager de det aldrig."