En syngende og mild stemme brød det varme mørke og lod skarpe stråler af lys slippe ind. Hun lukkede straks øjnene igen, men små lysende pletter blev ved med at danse rundt på indersiden af øjenlågene.
   "Ja lyset er skarpt," mumlede den syngende stemme. Hun åbnede forsigtigt øjnene igen og så ind i et par levende blågrå øjne, omgivet af et fint net af rynker.
   "Velkommen til mit hjem i skoven," manden smilede og rynkerne blev dybere. Hun satte sig brat op, men faldt tilbage i sengen, overvældet af svimmelhed.
   "Så rolig nu.Mit navn er Elvil, jeg fandt dig ikke så langt herfra," han rejste sig fra sengekanten. Han var en meget høj mand. Slank. Hun følte sig ikke bange. Han udstrålede en godhed og varme, hun aldrig have følt før. Det lange sorte hår, med grå striber ved tindingerne, var bundet sammen i nakken med en enkel lædersnøre. Han havde et velholdt fuldskæg. Han må være rig, tænkte hun ved sig selv. Måske hun skulle være hans huslave? Han måtte have bemærket hendes tænksomme blik.
   "Der findes ingen slaver eller herrer her hos mig. Du er sikker her." Hun så undrende på ham, men i stedet for at uddybe sin udtalelse forsvandt Elvil ud af døren, for at vende tilbage et kort øjeblik efter med et krus. Han rakte det til Atvia.
   "Drik det. Det vil gøre dig godt," smilede han varmt. Fra en kiste i værelset fremdrog han en hel stak klæde. Hun holdt øje med alle hans bevægelser over kanten af kruset. Stadig ikke helt sikker på, at der ikke pludseligt ville dukke en opsynsmand frem, med lænker og pisk. Urtedrikken smagte godt. Bedre end bare kogt vand.
   "Det er et alvorligt slag du har fået i hovedet der, for ikke at tale om de sår på dine arme og dine stakkels fødder. Hunde?" han fortsatte uden at vente på svar, "men jeg tror ikke det vil vare længe inden du er kommet ovenpå igen," Elvil lagde klæderne i fodenden af sengen og rettede på de forbindinger, han havde lagt på hendes arme.
   "Du er godt nok en forsultet lille en, men overraskende stærk. Jeg tror ikke du får nogen ar udover dem du har i forvejen. Han hentydede til hendes ryg. Det gik op for hende at hun var nøgen under tæppet. Hun blev varm i kinderne. Han så det. "Jeg er Healer min ven. Jeg har set det hele før," han blinkede og smilede beroligende. Hun holdt godt fast i tæppe og satte sig forsigtigt op igen. Hun gned fraværende sit slavemærke.
   "Jeg ser de stadig brændemærker jer," mumlede han hovedrystende.
   "At behandle mennesker som kvæg. De bliver aldrig klogere."

Han forklarede hende kort, hvordan hun skulle tage klæderne på. En mere indviklet affære end bare den kjortel hun var vant til.
   "Hvis du vil vaske, så står der vand og klude henne på det lille bord ved siden af kisten," sagde han og gik ud af værelset. Atvia blev siddende lidt. Forvirret. Men rejste sig så meget langsomt, for ikke at blive svimmel igen. Hun vaskede sig hurtigt i det kolde vand og gøs. Herrerne gik meget op i det med at vaske sig. Hun fumlede lidt med tøjet, hænderne ville ikke lystre, men til sidst lykkedes det. Det underste var bare en kjortel, som dem hun havde gået med hele sit liv. Bortset fra at denne var af langt bedre klæde og at den var længere. Den nåede helt ned til fødderne og ikke bare til under knæene og så havde lange tætsluttende ærmer, der blev bredere ved håndledene. Der var også en overdel i meget kraftigere klæde og den var ærmeløs og åben hele vejen ned. Ligesom en lang frakke. Begge dele var mørkegrønne. Den skulle samles i livet med nogen læderbånd og spænder, men hun kunne ikke få båndende til at holde ved spænderne. Hun koncentrerede sig så meget at svimmelheden vendte tilbage.
   Det bankede på døren. Hun fór sammen.
   "Er du klar?" spurgte han fra den anden side af døren.
   "Jeg kan ikke finde ud af overdelen," hun blev overrasket ved lyden af sin egen stemme. Den rystede lidt. Hun forsøgte at samle overdelen igen. Han kom ind.
   "Det ser ellers ud til at være i den rigtige størrelse. Måske ikke helt stram nok, men lidt god mad skal nok ændre på det," han tog båndene. Hun lagde mærke til at han bar en overdel, som mindede en del om hendes, bare kortere.
   "Se, du sætter læderstykket ind her, trækker den igennem der og så strammer du godt til. Enden sætter du så ind i den lille ring der. Sådan," sagde han tilfreds og gik et skridt tibage.
   "Ja nu sidder den vist ikke helt så stramt som den burde, men det skal vi nok få lavet om på med noget ordentlig kost," smilede han kækt, men hun så at øjnene var sørgmodige. Hun lod blikket glide ned af sig selv. Skulle den virkeligt sidde endnu strammere? Hun kunne jo knapt trække vejret som det var nu.

Elvil satte de to skåle med den varme suppe på det renskurede bord.
   "Husk at spise langsomt," formanede han.
   "Når man ikke har spist i flere dage, kan maven ikke klare en masse mad på en gang," han rakte hende en benske og viste hende hvordan den skulle bruges. Slaver spiste ellers kun med fingrene. Atvia holdt sig på sin knurrende mave og spiste langsomt den ene skefuld velsmagende suppe efter den anden. Det så ikke kønt ud. I hvertfald ikke ligeså kønt, som når Elvil spiste. Det var næsten som en dans. Hver bevægelse var overlagt, kontrolleret og yndefuld. Han slubrede ikke og spildte ikke en dråbe.
   Det var en dejlig fornemmelse at få maven fyldt og hun ville gerne have haft endnu en skål suppe. Det var vist tydeligt nok med de blikke hun sendte til gryden, som hang over ilden, men i stedet fik hun udleveret et krus med en ildelugtende drik af Elvil.
   "Den vil fjerne hovedpinen og give dig lidt af dine kræfter igen. Er du nogensinde blevet healet?" spurgte han og så koncentreret til, mens hun hurtigt tømte kruset og prøvede at lade være med at skære ansigt af smagen.
   "N..nej," gabte hun lidt overvældet.
   Elvil gennede hende ovenpå.
   "Jeg vil gerne forsøge at gøre noget ved dit hoved og arme, det kommer ikke til at gøre ondt," tilføjede han hurtigt, da hun så mere end tvivlsom ud.
   "Hvis du bare lægger dig på sengen og lukker øjnene," han smilede beroligende og hun gjorde som han bad. Han tog hendes hånd og hele kroppen blev varm og summende, men så faldt hun i søvn.

Hun lå i sengen og prøvede at vænne sig til dens blødhed. Hun havde aldrig lagt i en seng før. Hun lå og tænkte på om han mon havde tænkt sig at sende hende tilbage til landsbyen, eller om han ville forsøge at sælge hende. Måske det ville være det bedste hvis hun stak af igen. Elvil virkede flink, men man kunne aldrig være sikker. Det havde hun lært af smertelig erfaring. Herrerne kunne man ikke stole på. Det var stadigvæk lyst udenfor. Det måtte være tidlig eftermiddag. Hvor længe mon hun havde sovet? Ikke mere end en time eller to. Hvor mange dage havde hun egentlig været væk fra slavelejren? Det virkede meget frustrerende at have mistet tidsfornemmelsen på den måde. Hun satte sig op i sengen. Svimmelheden var væk. Skulle hun se at komme afsted? Hun rejste sig op og gik hen til døren og lyttede. Stille. Ikke en lyd kom nedefra. Hun åbnede lige så forsigtigt døren og listede ud i den lille gang. Stadig helt stille. Hver gang hun tog et trin på trappen knirkede den stille. Hun holdt vejret og lyttede. Intet. Hun tog de sidste to trin. Døren var i den anden ende, men stadig ingen Elvil. Hun listede igennem den lille stue og så var hun ved døren. Bare lidt længere.
   "Nå er du oppe?" Hun fór sammen og så sig forvirret omkring. Opdaget. Han kom ud fra bag et lille forhæng.
   "Du kunne garanteret godt klare en skål suppe mere," sagde han og sendte hende et blik fyldt med viden. Han var ikke dum nej, sagde det. Hun sank en klump og nikkede stumt.

Der var efterhånden gået en uge siden Ativa var kommet til den lille hytte i skoven. Hun var næsten vendt tilbage til sit gamle jeg, eller en endnu bedre udgave skulle man mene. Hun var stadig lidt svag, men Elvil forklarede at slag i hovedet altid tog lang tid om at blive bedre. På trods af healing og urtedrikke. Sårene på armene var så godt som væk og fødderne var bedre end nogensinde før. Han havde forsikret hende om at han ikke havde nogen intentioner om at benytte sig af hende som slave eller sælge hende videre og at sende hende tilbage til landsbyen, var heller ikke en mulighed han havde overvejet. han havde bare tilbudt hende at hun kunne blive boende, så længe hun ønskede det. Det eneste han forlangte var at hun hjalp til så godt hun kunne. Og det betød blandt andet at hun skulle lære at lave mad og vaske op.

Det med madlavningen gik meget trægt, men opvasken kunne hun nemt klare. Elvil sagde at det var alt, indtil hun fik det bedre. Atvia samlede tallerkner og knive sammen efter det lille middagsmåltid og han forsvandt ovenpå, op i sit lille arbejdsværelse. Han var urtekyndig og healer og havde gjort det klart for Atvia, at hvis hun ikke drak en kop af den urtedrik han havde brygget til hende efter middagsmaden hver dag, ville der ske alverens ulykker. Den smagte hæsligt, men hun fulgte pænt hans ordrer. Dog ventede hun med at drikke den til efter opvasken, for den gjorde hende altid meget søvning og hun skulle alligevel hvile efter middagsmaden. Hun tog kruset med drikken og gik ovenpå op i sit lille kammer.
   Hun stoppede indenfor døren og lod blikket glide over de få ting der stod i værelset. Der var sengen, som hun var ved at vænne sig til at sove på, hun kunne stadigvæk finde på at kravle ned på gulvet i løbet af natten. Det føltes ligesom mere hjemligt. Der var også et lille bord og en stol og ved siden af sengen var der et vindue. Hun kunne ligge på sengen i flere minutter og bare stirre ud af vinduet. Hun havde aldrig befundet sig så langt over jordniveau og havde aldrig før kunnet se ud igennem et stykke glas. Det var ikke helt glat og forvrængede billedet af verden udenfor en smule. Hun kunne godt lide det.
   Hun tog de bløde lædersko af som Elvil havde lavet til hende og satte dem ovenpå den lille kiste som indeholdt de klæder hun også havde fået. Han havde fundet en kjortel og en overdel mere, så hun nu havde to sæt at skifte imellem. Hvor havde en enlig mand langt ude i skoven kvindeklæder fra? Det virkede ikke til at være et emne han ønskede at berøre, så hun spurgte ikke. De havde begge deres hemmeligheder. Atvia synes allerede at to sæt tøj var meget at eje, men Elvil blev ved med at snakke om at hun da i hvertfald skulle have mindst et sæt mere og nogen støvler, til når kulden kom. Måske endda sandaler. Hun lagde sig på sengen og tænkte på Anji. Det gjorde hun mindst en gang om dagen. Imens hun lå og stirrede ud af vinduet og tænkte på Anji begyndte det at regne. En stille blid sensommerregn. Hun forsøgte at holde alle vrede tanker ude af sit sind.

Elvil havde ikke spurgt til hvorfor hun var flygtet, faktisk havde han ikke spurgt om noget som helst. I stedet fortalte han om små sjove oplevelser, spurgte hende om hvilken slags mad hun kunne lide, et spørgsmål som hurtigt var besvaret, om hun kunne tænke sig at lære at væve og en masse små ting. Atvia var glad for at han ikke udspurgte hende, hun følte sig tryg her, men hvordan mon han ville reagere, når han fandt ud af sandheden? At hun havde forladt sin Tante og sin bedste ven? Overladt sin ven til døden? Hun gøs usikkert. Eller hvad med hundene og opsynsmændene i skoven? Hvad var der sket der? Hvem eller hvad havde reddet hende? Pludseligt myldrede det med rodede tanker, ideer og spørgsmål. Hun kunne ikke ryste dem af sig og regnen tog til i styrke udenfor. Beslutsomt drak hun hurtigt krusets indhold og sendte de sidste tanker til Anji inden hendes øjne gled i.

Stammende og tøvende læste hun højt af "Bogen om de basale urter og deres anvendelse" Hun havde været i den lille hytte i skoven i næsten to måneder. Det var blevet sensommer. Det stille liv tiltalte hende. Ingen opsynsmænd. Ingen pisk og ingen lange dage i minen. bare det at hun kunne spise sig mæt hver dag og kunne gøre det i et adstadigt tempo, var en oplevelse i sig selv. Elvil mente dog stadig at hun nærmest slugte maden og formanede konstant til mere ro. Det var bare det, at hun nogengange følte sig meget rastløs. Som om det var et eller andet i hende, som ikke kom til udtryk. Måske var det blot fordi hun var vat til hårdt arbejde hele dagen. Elvil mærkede det også. Han tolkede det som manglende beskæftigelse og så snart han mente at hun ikke længere havde brug for så megen hvile, satte han sig for at hun skulle lære at læse og da de eneste bøger han næsten ejede var om urter kunne hun ligeså godt lære om dem på samme tid. Atvia sluttede kapitlet og lukkede bogen imens hun undertrykte et gab. Så spændende var urter altså ikke. Kun for Elvil. Han kunne snakke om dem hele dagen. Hvordan man såede dem, passede dem, høstede dem og deres egenskaber.
   "Det går fint," Elvil smilede anerkendende. "Du kan snart læse flydende."
   Hun rystede på hovedet af den overdrevne ros, men værdsatte den alligevel meget. Hun lagde bogen væk og lagde mere brænde i pejsen. Det var blevet mærkbart køligere om aftenen nu, men hun mærkede det ikke så meget her i Elvil hyggelige hytte, som før. Bare tanken om alle de kolde vinternætter, hvor hun næsten ikke havde sovet, fordi hun havde frosset så meget, fik tæerne til at føles kolde.
   De drak det sidste af deres urtete imens Elvils kære ugle, Natja, så til fra hjørnet. Den var kommet flyvede ind gennem døren en aften og havde skræmt Atvia så meget at hun var løbet skrigende ovenpå og Natja var i panik over postyret fløjet ind i væggen. Elvil havde brugt lang tid på at præsentere de to for hinanden, men helt trygge sammen var de stadigvæk ikke. De holdt altid øje med hinanden, men havde nu opnået en vis fælles overenskomst. De holdt sig i hver sin ende af stuen.
   Atvia blev ved med at kredse om den viden at hun snart måtte videre. At hun ikke kunne blive hos Elvil for evigt. Hun havde invaderet hans stille liv og hun vidste at han løb en stor risiko ved hendes tilstedeværelse. Blev den opdaget var det dødstraf for dem begge. Det gjorde hende trist at skulle væk. Hvordan skulle hun også nogensinde kunne tilbagebetale, hvad han havde gjort for hende?
   "Hvad tænker du på, der få dig til at sukke så tungt?" spurgte han blidt. Hun så op fra sine hænder, som hun havde studeret indgående.
   "Jeg tænker på hvor meget du har gjort for mig, hvor meget jeg skylder dig og at jeg snart må videre." Han så tænksomt på hende over sit krus og hun fortsatte hurtigt.
   "Jeg kan ikke blive ved med at lægge beslag på dig. Hvis de finder mig her vil din straf blive ligeså slem som min," hun kunne høre hvor meget stemmen rystede og så væk fra det intense blik, som mødte hendes.
   "Du kan blive så længe du ønsker. Jeg kan godt lide du er her. Jeg nyder dit selskab og ingen ved at jeg er her. Ingen af herrefolket viser sig så langt inde i skoven og ingen leder længere efter dig. De er overbeviste om at du er død." Han smilede skælmsk.
   "Mit folk har ikke ligefrem meget tiltro til deres slaver jo." De var begge tavse. Billedet af de døde hunde og opsynsmænd flimrede kort på nethinden.
   "Vil du blive?" spurgte Elvil så endeligt. Hun gned slavemærket. Konturerne af de to halvmåner og tegnet for arbejde virkede altid besynderligt beroligende.
   "Ja," svarede hun tøvende, men glad og lettet.
   "Godt så," han tog hendes hånd og klemte den.
   "Så må vi se om du kan udholde selskab fra en aldrende herre, der ikke har haft andet selskab end dyr og urter i mange år." De lo begge og kort tænkte Atvia på, hvor lidt hun havde leet førhen i sit liv og så på den person der havde været lyset i hendes liv. Elvil så det triste blik, men tav.

"Anji!!" Hun løb efter ham, men han kom ikke nærmere, blev bare ved med at være fjern. Hun strakte armene frem. Hele det indre føltes som et kæmpe tomt hul. "Anji!!" Hun græd voldsomt. Han blev langsomt opslugt af mørke tåger. Hun rakte panisk ud efter ham. Hænderne greb fat i den tynde slavekjortel, men klædet forsvandt ud af hænderne på hende, som var det luft. "Anji, kom tilbage!" Han var væk. De havde taget ham. Taget ham fra hende. Vreden kogte i hende, ude af kontrol. Hun ville gøre unævnelige ting ved dem alle. De fortjente straf. De skulle... Pludseligt var hundene over hende. Opsynsmændende råbte, men hun kunne ikke opfatte det. Hundene bed hende i armene. Hun forsøgte at slå dem væk, men de holdt ved. Hun kæmpede indædt. Hun flød over af vrede, det var som om der var alt for meget til at hun kunne rumme det i sit indre. Opsynsmændenes råb blev højere og mere indtrængende. Hvad var det de sagde? Hun glemte hundene og lyttede efter opsynsmændenes råb
   "Atvia!" Elvil ruskede hende hårdt.
   "Atvia! Vågn op!" Hun slog øjnene op og så ind i Elvils paniske øjne. Med rystende hænder tørrede hun tårerne bort. Gråden sad stadig i brystet og hun hulkede. Det var en drøm. Det var bare en drøm.
   "Hvad drømte du Atvia?!" Hun rystede på hænderne, så meget at det var svært at sætte sig op i sengen. Kontrol. Hele hendes indre føltes som var det ude af kontrol. Elvil trak vejret hurtigt og virkede meget utilpas. Hun forstod hvorfor, da hun så ud. Det regnede og stormede voldsomt og det ene lysglimt efter det andet slog ned omkring hytten, efterfulgt af kæmpe brag, som fik hytten til at ryste.
   "Du er nødt til at slappe af Atvia," sagde han og tørrede sveden af panden. Han så hende ind i øjnene. Hun trak vejret dybt. Skubbede drømmen og de forfærdelige følelser i baggrunden. Tænkte på sin tante, varme og hvile. Langsomt blev det oprørte indre mere roligt og hun kunne se at lynene forsvandt. Regnen tog af, men holdt ikke helt op. Elvil så på hende med et underligt blik.
   "Jeg tænder op nedenunder," sagde han kort for hovedet og gik hen til døren.
   "Vi kunne vist begge to bruge en kop varm the at falde til ro på," smilede han forsigtigt, men tydeligt rystet. Han forsvandt nedenunder. Hun stod op af sengen, viklede tæppet rundt om sig og fulgte efter. Fyldt med urolige tanker. Hvad var det der lige var sket? Hvorfor holdt lynene op da hun faldt til ro og hvorfor var der såden et uvejr? Det havde været en smuk og skyfri dag. Ingen tegn på at et uvejr ville opstå. Nedenunder var Elvil allerede i gang med at koge vandet til teen. Hun fandt krusene frem og trak to stole tættere på pejsen.

Teen var god og stærk. Hun kunne smage at det var den specielt beroligende te Elvil havde valgt, men han havde også puttet lidt i af den blanding som han kaldte klarhed i. Hun var et øjeblik stolt af sig selv, over at hun allerede, efter så kort tid, kunne skelne imellem de forskellige blandinger og deres virkninger. Elvil lavede aldrig teblandinger kun for smagens skyld. De havde alle deres specielle formål. Ligesom den te de drak hver morgen havde styrkende og opfriskende egenskaber, havde den de drak om aftenen beroligende. Den beroligende virkning i teen skubbede hendes forvirrede tanker i baggrunden og skubbede følelsen af at være ude af kontrol i væk. Hun var stadig forvirret og havde en masse spørgsmål brændende på tungen, men de var pludseligt ikke så svære at holde tilbage og de drak deres te i tavshed.

Elvil stirrede ind i ilden med rynket pande og bevægede læberne som om han talte med sig selv. Hun oplevede tit at han virkede fjern og tænksom, men aldrig så meget som i det øjeblik. Pludseligt uden varsel rejste han sig og forsvandt ovenpå ind i sit arbejdesværelse, hun kunne høre ham rumstere, for at vende tilbage med en lille læderpung knuget i hånden. Han åbnede den og fremdrog fire ædelsten. Atvia genkendte dem som: Rubin, Aquamarine, Peridot og Opal. Hun havde aldrig set dem før, men da hun var opvokset iblandt slaver, der tilbragte deres liv med at bryde disse sten, genkendte hun dem på beskrivelser alene. Hun kunne endda fortælle, i hvilken slags klippe der var størst chance for at finde dem.
   "Ræk din hånd frem Atvia," bad han. Hun rakte sin stadig rystende hånd frem og han placerede forsigtigt de fire sten på håndfladen. Den grønne peridot føltes usædvanlig varm i forhold til de andre og efter lidt tid begyndte den at lyse. Lyset blev langsomt kraftigere og kraftigere, indtil det var blændende hvidt og stenen nærmest sved håndfladen.
   "Tænkte jeg det ikke nok," mumlede Elvil stille, men overrasket og fjernede stenene igen. "Hvad? hvad tænkte du?" spurgte hun hurtigt og åndeløst.
   "Hvad betyder det? Hvorfor lyste den?" hun kunne føle panikken brede sig i maven.
   Elvil satte sig ned i den anden stol ved pejsen.
   "Kender du til de fire hovedmagier?" spurgte han. Hun rystede på hovedet. Hun vidste at der fandtes magi, men hvad det hele egenligt gik ud på, havde hun igen anelse om. Slaver fortalte man aldrig noget.
   "Jeg vil ikke trætte dig med alle sagnene og historierne, de er sikkert alligevel usande," han rejste sig og hældte mere te op til dem begge.
   "Der findes fire elementale magier. Ild, Luft, Jord og Vand. De er hovedmagierne i magiens rangorden og de stærkeste. Derunder findes der så en masse mindre stærke magier. Jeg, for eksempel, har urtemagi og healing. Andre mindre magier er synet, evnen til at læse fremtiden, transformering, evnen til at forvandle sig og mange andre. Du derimod har luftens magi, vejrets magi, tror jeg," han sluttede og drak en stor slurk af sin te.
   "Spørgsmålet er bare, hvor stærk du er og noget siger mig, det er stærk" mumlede han tænksomt og lod hånden glide igennem sit lange hår. Atvia trak vejret dybt. Det var noget han bildte sig selv ind. Andre muligheder var der ikke. Hun, en simpel slave, kunne ikke indeholde sådanne ting.
   "Har du lagt mærke til hvordan vejret ændres efter dine følelser, når det er meget stærke følelser?" spurgte han så. Hun tænkte lidt over det. Over det uvejr der havde raset efter hende forældres død, at det altid regnede når hun var ked af det og stormede voldsomt når hun var vred eller oprørt.
   "Måske lidt," fik hun endeligt fremstammet.

"Hvad drømte du?" spurgte Elvil stille og lænede sig frem i stolen.
   "Det må have været noget meget smertefuldt siden det kunne sætte sådan et uvejr i gang. Havde det noget med din flugt at gøre?"
   Atvia trak vejret dybt. Ville han tro at hun havde lokket opsynsmanden med tomme løfter? At hun havde bedt Anji gøre, hvad han havde gjort og derefter var stukket af og havde ladt ham alene i stikken? Ville han se hende for den slette person hun var? Hun var stukket af og havde ladt sin nærmeste i stikken, hun var en slet person. Ingen tvivl om det. Hvad med Tante? Hun samlede sine rystende hænder i skødet og udenfor lød et tordenbrag, som fik tallerknerne på hylden til at rasle.
   "Slap af, Atvia. Du er nødt til at fortælle mig det, men også nødt til at slappe af, for ellers ender det med at du jævner hele skoven med jorden og vores hjem," han stirrede intenst.
   Hun nikkede. Stadig ikke helt med på, at hun på en eller anden måde havde noget med vejret udenfor at gøre. Tøvende fortalte hun om sin opvækst, sin tante, sine forældre, hvad der var sket med Anji, flugten og hvad hun havde oplevet da hundene angreb hende i skoven under flugten.
   Under det hele koncentrerede hun sig om at trække vejret langsomt og ikke lade følelserne komme ud af kontrol, men det regnede stadigvæk voldsomt, men ingen storm og ingen lyn eller torden. Elvil lænede sig tilbage i stolen og nikkede langsomt.
   "Det var ikke din skyld Atvia," sagde han blødt. Hun rystede på hovedet.
   "I drømmen... jeg prøvede at nå ham, prøvede at få ham tilbage, men han blev ved med at være så fjern," hun kunne mærke store tårer trille ned af sine kinder.
   "Og i skoven, hundene og mændene... De var," ordene sad fast i halsen. Hun så det hele for sig igen. Den raserede lysning. Manden som var forbrændt over det hele. Hundenes hjernemasse på træerne.
   "Det var dig eller dem," sagde Elvil kynisk. Hun så på spørgende på ham.
   "Jamen, hvordan? Hvad slog dem ihjel?" spurgte hun og håbede på svar, for spørgsmålet lurede ofte i baghovedet.
   "Det gjorde du, min pige," sagde Elvil roligt.
   "Oh gud!" udbrød hun forfærdet og holdt hånden op for munden, som for at stoppe ordene.
   "Jeg, det var ikke med vilje!" sagde hun hurtigt og erkendte at hun havde kendt svaret hele tiden. Elvil smilede blot varmt.
   "Selvfølgelig gjorde du ikke det," forsikrede han hende og klappede hende beroligende på håret, som var hun et barn.
   "Du sørgede blot for at overleve. Magien styres af dine følelser endnu. Du havde sikkert ikke kunnet stoppe det alligevel," sagde han og stirrede på hende til hun nikkede.
   "Atvia. Jeg tror..." han tav, men fortsatte så. "Jeg tror at du står på tærkslen til noget stort. Og jeg er stolt af at være vidne til det og endda få æren af at være din første læremester," sagde han alvorligt. Atvia blinkede uforstående og prøvede at finde en passende grimasse, der ikke var en dybrød rødmen. Hun drak det sidste af sin te og så ind i ilden.
   "Du er i sandhed en bemærkelsesværdig ung kvinde," nikkede han. Hun rystede på hovedet.
   "Jeg er kujon. Jeg stak af fra de to personer, som betyder mest for mig og nu er den ene død," selvhadet i stemmen var tyk.
   "Det er min skyld at han døde, hvis jeg bare..."
   "Hvis du bare hvad?" spurgte Elvil hurtigt?
   "Du gjorde intet forkert. Lad være med at pine dig selv," tonen var hård, men blikket kærligt. Hun nikkede blot. Måske havde Elvil ret.
   "Og nu tror jeg vi skal gå til ro igen. I morgen taler vi mere om dette."