"Du er nødt til at adskille de to ting fra hinanden ellers vil din følelser styre magien og dermed dig," han talte indtrængende og hun nikkede stille. Det gjorde ondt. Et frustreret suk undslap de tæt sammenpressede læber.
   "Okay, det er vist nok for idag," udbrød Elvil en kende irriteret. De rejste sig op. Atvia smilede undskyldende. Lettet.
   "I morgen forsøger vi igen. Måske det er svært for dig at sidde stille længe nok. Dit liv indtil videre har jo ikke været præget af at gøre netop det og måske vil noget med handling tiltale dig mere," han fortsatte med at tale imens de gik indenfor.
   "Roen kan findes i alt. Dans, syning, kamptræning, tilberedning af urter og læsning. Men den siddende ro, betragtes som den klassiske vej og den letteste at lære, fordi at finde roen da, er det eneste du fokuserer på," han puslede rundt ved ildstedet og fandt kedlen frem. Hun gned sin ømme bagdel og fandt teen frem. Hun var villig til at prøve alt. Bare hun ikke skulle sidde stille så længe igen.

"Det minder om en dans," sagde Elvil og viste hende de første enkle grundtrin og lod hende gentage dem igen og igen. Han rettede lidt på benenes stilling og lod hende atter gentage trinene, indtil det føltes, som blev hun et med bevægelserne.
   "Sådan!" udbrød han tilfreds og nikkede anerkende den tredje morgen de trænede og Atvia svarede med et tungt suk. Det var hårdt og hun svedte allerede efter bare kort tid, men det var klart bedre end at være tvunget til at sidde stille og stirre tomt ud i luften og sjovt nok faldt det hende ikke svært, at styre sin vejrtrækning, så hun kunne åbne sig selv.
   "Nu, fokuser på bevægelserne og udnyt dem til at trænge ind i dig selv og til at nå din magis indre kerne," messede Elvil i samme tålmodige tone, som de andre gange de havde forsøgt netop det. Hun havde den største lyst til at spørge, hvordan i alverden hun skulle vide, hvor den indre kerne var, men hun vidste at det eneste hun ville få ud af det var et kryptisk svar, så hun gjorde blot hvad han sagde. Første gang mislykkedes det. Hun kunne mærke hvordan det hele ligesom gled fra hende, i stedet for at samle sig og søge indad.
   Hun følte irritationen trænge ind i kroppens muskler og gøre dem spændte. Elvil rømmede sig bestemt. Han forsøgte at skjule sin morskab og hun vidste at det var fordi hun havde sat et overrasket og sørgeligt ansigt op, da det mislykkedes. Han burde jo vide hvor svært det var, tænkte hun surt og lukkede øjenene fast i. Hun trak vejret dybt et par gange for at stoppe vreden, som susede igennem kroppen og startede forfra med øvelserne. Sveden løb ned i nakken under det tunge sorte hår. Næste gang skulle det sættes op.

Bevægelserne flød. Hun mærkede hvordan den ene tog den anden per automatik og næsten uden hun behøvede at tænke på at udføre dem i korrekt rækkefølge og pludseligt var den der! Omgivet af blågrønne strenge og lysende pletter var kernen. En skinnende diamantformet kerne. Den summede uroligt og emmede af indestængt styrke. Gåsehud krøb over huden. Hun fokuserede mere. Koncentrerede sig om kernen og trak langsomt alle strengene og alle lyspletterne tilbage ind i diamanten. Da alt var kapslet inde holdt den urolige summen op og i stedet opstod en klar og smuk klang. Hun kunne mærke, hvordan en ukendt ro sænkede sig over kroppen og begav sig tilbage til virkeligheden.
   "Nåeh... Hvordan var den så?" spurgte Elvil smilende og aede sin store ugle, som havde besluttet sig for at gøre dem selskab. Svært tilfreds med sig selv, noterede hun. Som om det var ham, der havde gjort alt arbejdet. Hun smilede alligevel tilbage og gned sveden af panden.
   "Den var smuk!" sagde hun så henført.

Atvia lavede den samme øvelse hver morgen og samlede de få strenge der løste sig fra kernen. Der blev færre og færre strenge at samle og da han så, hvor interesseret hun var i at lære mere, udvidede han bevægelserne og pludseligt var hun i fuld gang med kamptræning. Det betød at dagene fik deres faste rutiner, som efteråret gled forbi. Hun lærte en masse om at styre og fokusere sin magi. Især arbejdede de meget med healing, som hun afprøvede på Elvil og æselet. Uglen holdt hun sig fra. Elvil forøsgte at lære Atvia nogen mere huslige ting, som at sy og væve, men hun havde hverken evner eller tålmodighed til den slags nusseri. Hun vævede et tæppe og da det var færdiggjort, blev de enige om at det skulle være både det første og sidste hun nogensinde vævede. For alles bedste.

Vinteren var på sit højeste. Vågenatten kom og gik. De tilbragte vågenatten med varm te, gode bøger og en masse lækkerier, som de havde brugt hele dagen på at frembringe. Elvil holdt på, at han ikke ville læse nogen sagn højt, som traditionen ellers var og han holdt så vidt muligt bøgerne, der indeholdt disse, godt skjult for Atvias nysgerrige øjne.
   "De er løgne fra ende til anden og jeg vil ikke fortsætte det hykleri!" vrissede han, så vredt at Atvia blev forskrækket, selvom hun vidste den ikke var rettet imod hende selv.
   I stedet bad de bønner og imellem de korte bønner læste de, diskuterede og lo. Hun tænkte at dette var en af de bedste vågenætter nogensinde. Den eneste vågenat, hvor hun var varm og mæt. Hun tænkte på sin stakkels tante, som sad sammen med de andre slaver og frøs hele natten igennem. Nægtet et ordentligt bål at varme sig ved og dårlig mad at spise. Elvil så hendes triste udtryk.
   "Tænker du på din tante?" spurgte han stille og lagde bogen i skødet. Hun nikkede.
   "Fortæl mig om hende," sagde han opfordrende. "Jeg har på fornemmelsen at hun er en bemærkelsesværdig kvinde."
   "Hun tog sig af mig da mine forældre døde," Atvia lukkede øjnene. "Jeg kan ikke huske min mor så godt, men jeg ved at jeg altid vil kunne huske Tante. Hendes varme og den specielle duft der altid hænger ved hende. Hendes hår er mørkebrunt, meget langt og i de seneste år har hun fået grå striber i det. Hun smiler ofte... selv når der ikke er noget at smile af," Atvia tav og tog en slurk af sin te. "Jeg ved at jeg ofte gjorde hende trist. Hun frygtede for mig, når jeg satte mig op imod herrerne. Når jeg svarede igen eller ikke var ærbødig nok, så undskyldte hun altid på mine vegne. Det irriterede mig nogengange," sagde hun og gabte. "Jeg synes det var kujonagtigt, men nu kan jeg godt se at hun altid sørgede for at passe på mig," tavshed.
   "Tantes mand var en dårlig mand og hun flygtede til mine forældres hytte, men han kommer stadigvæk og ligger med hende med jævne mellemrum. Ofte havde jeg lyst til at slå ham ihjel," sagde hun så med kulde i stemmen. "Han gør hende fortræd, men Tante sagde altid at det ikke kun var hans skyld, at han er som han er, hun siger at mænd kun gør, hvad de har lært og at det ikke er alle mænd, som mener de er mere end kvinder." Atvia tørrede den ene tåre væk, som var løbet ud af øjenkrogen.
   "Jeg troede aldrig på hende."

De fordybede sig begge i deres egne tanker igen og pludseligt var det morgen og solen listede de første stråler op over horisonten. Elvil mumlede noget om vellykkede ritualer for præsterne og gik ind i sit kammer. Atvia gik også ovenpå og lagde sig. De sov et par timer og stod så op for at forberede et lækkert måltid, bestående af råvildtssteg og stegt fisk. Atvia, som aldrig havde vidst at kød kunne smage godt, nød alle måltider, som suppen hun havde fået den første dag hos Elvil. Det kunne ses. Hun fyldte mere i landskabet end nogensinde før og tøjet passede nu perfekt. Hun kunne stadig i sine drømme smage det tørre mugne brød og det halvrådne kød, som hun var opvokset med, så var det så meget desto større nydelse at kunne stå op og spise friskbagt brød, grøntsager og ordentligt kød.

"Hvornår?!" hun trampede efter Elvil om bag hytten.
   "Når du er klar," svarede han med en ubestridelig ro, modsat Atvias hede vrede, der nærmest smeltede al sneen omkring hendes fødder, han greb en bunke af det tørrede græs fra foderskuret, gik ind i den lille stald og skubbede det ind i båsen til det lille æsel. For at gøre det endnu værre, ignorerede han fuldstændig Atvias tilstedeværelse og nussede om det lille æsel imens han mumlende talte med det.
   "Arh!" vrissede Atvia og gik med knyttede hænder, tilbage til bænken foran hytten, hvor hun fortsatte sit arbejde med at sno reb. Solen var lige gået ned og uden dens varme stråler til at kæmpe imod kulden, blev det hurtigt koldt, så koldt, at selv mange lag tøj gjorde det meget ubehageligt at befinde sig udenfor. Vreden ville ikke forlade hende og hun måtte hurtigt opgive rebet. Elvil havde ret. Når man var vred, var det svært at fremstille noget som helst smukt eller godt. Rebet var fyldt med knuder. Han plejede endda at påstå at var teen brygget i vrede kunne det smages og det samme gjaldt maden. Hun sukkede og lagde hænderne i skødet. Hun vidste at hun ikke burde være så utålmodig. De gik allerede hurtigere frem end normalt, sagde Elvil. Det var fordi hun var så lærenem og allerede beherskede sin magi så godt. Atvia rødmede. Hun burde være mere tålmodig. Han vidste hvad han gjorde. Hun gik ovenpå til sit kammer. Vreden sad der stadig og hun måtte hellere overlade aftensmaden til Elvil, hvis det skulle være et spiseligt måltid.

Hun satte sig til at læse i en af bøgerne om urter. Det skulle besluttes hvilke der skulle plantes i urtehaven dette forår, så han kunne skaffe frøene. Elvil havde fortalt at han foretog en tur til byen efter bøger og proviant en gang om året. Her solgte han en del teblandinger til de lokale købmænd og medbragte lægesalver. Atvia syntes ikke om ideen med at han rejste til byen og især ikke da rejsen tog et par dage hver vej. Hun skulle blive alene tilbage i hytten. Så kort tid efter at hun var sluppet væk fra landsbyen, ville det ikke være sikkert at bevæge sig væk fra skovens skjul. Hun fandt papir, pen og blæk og frem fra sit lille bord og begyndte at liste op hvad hun mente de skulle have af lægeurter. De havde kun plads til et begrænset antal urter og derfor gjaldt det om at finde urter, som kunne benyttes både som medicin, teblandinger og krydderier. På den måde slap man med en plante i stedet for tre forskellige. Hun havde allerede besluttet sig for en del urter, men næsten hver dag blev nogen af disse slettet fra listen, for at blive erstattet af andre, når Elvil kom med på råd. Hun kunne ikke forstå hvorfor han ikke lavede den liste selv, men første gang hun sagde det efterfulgte en lang prædiken om ansvar, om at lære og at stå på egne ben, så det var ligesom ikke en mulighed at spørge ham igen.

Da hun havde arbejdet lidt på listen og tilføjet tre urter mere gik hun som altid ned i Elvil ryddelige arbejdsværelse og gennemgik frølageret for at finde ud af hvilke de allerede havde og hvilke der skulle skaffes fra byen. Hun kunne lugte og høre at Elvil var kommet ind fra stalden og var i fuld gang med aftensmaden. Han talte stille med sin ugle, der svarede med små tilfredse kuhlyde. Al Atvias vrede var forsvundet, men hun følte sig stadig en smule flov over sine udbrud, da hun gik ind i opholdsrummet. Elvil lod som ingenting og fortsatte sin samtale med uglen imens han skar tørret kød ud til stuvning.
   "Nå der er du Atvia," sagde han og så op, "har du arbejdet med planerne for urtehaven?" spurgte han og pegede med kniven ud af vinduet i den retning haven kom til at ligge. Hun nikkede viste ham listen og den tegning hun var begyndt på. Indtil videre var det bare en løs skitse af, hvor de forskellige urter skulle være i haven, men hun regnede med at når tiden for såningen kom ville hun have helt styr på præcist, hvor tingene skulle være. "Flot," nikkede han, "tager du ikke lige og snitter et løg?" spurgte han og lagde det tørrede kød i blød i en sjat kogende vand.

Hun trak sjalet tættere op over hovedet og skuttede sig i den kolde vind. De var løbet tør for forsyninger før end beregnet og Elvil mente, at det bedste ville være at tage afsted så hurtigt som muligt. Der lå stadigvæk sne og kulden viste ingen tegn på at ville slippe landskabet fra dets isgreb. Tanken om at tilbringe over en uge alene i hytten var ikke tiltalende og endnu mindre tiltalende var tanken om, hvad der måske kunne tilstøde Elvil undervejs. Hun havde de mest forfærdelige billeder på nethinden af hvad der kunne ske. Han kunne falde ned af en skjult skrænt i sneen. Han kunne blive overfaldet af ulve, landevejsrøvere, det kunne blive snestorm og mange mange flere ulykker kunne ske på den tid han var væk. Elvil derimod virkede til at tage det hele roligt og slog alle hendes dystre forudanelser væk med en håndbevægelse. overlegent
   "Der sker ikke noget. Jeg har foretaget denne tur så mange gange at jeg kender hver eneste sten på vejen," sagde han roligt og snakkede løs om alle de gode ting, han kunne få for de penge deres vævede tæpper og duftende sæber ville indbringe. Der var endda en god stak rævepelse at sælge også.
   "Bare vent og se. Jeg kommer hjem med klæde til nye kjortler, salt, frø og måske en overraskelse til dig," han lo og blinkede til hende. Hun kunne ikke lade være med at smile tilbage på trods af uroen.
   "Bare medbring dig selv i et helt stykke læremester," svarede hun stille.
   "Det lover jeg dig," sagde han alvorligt.
   "Nå, men imens jeg er væk må du holde dig til de allerede indlærte øvelser i kamptræningen og i stedet arbejde på at få mere styrke. Derfor har jeg fundet mine gamle træningsvåben frem. Staven er indlagt med bly for mere vægt og det samme er træsværdet," han kløede sig i det gråstribede skæg med en tænksom mine. "Ja, jeg ved jo egentlig ikke om det er det rigtige at gøre. Ingen har før trænet kvinder på den måde her i landet, men jeg regnede med at det sikkert ville vise sig nyttigt for dig i din videre færd i livet, jeg har på fornemmelsen at det vil vise sig meget nyttigt endda og du er jo heller ikke som andre kvinder," sagde han, gav hende et klap på skulderen og omfavnede hende varmt.
   "Pas på dig selv imens jeg er væk. Hav staven stående ved døren og hold dig tæt på hytten," formanede han og trykkede en lille topaz ned i hænderne på hende.
   "Jeg har gået med denne et stykke tid og givet den noget af min magi. Jo tættere den er på mig jo mere lyser den, på den måde kan du se, når jeg er på vej hjem. I det højst usandsynlige tilfælde, at noget skulle tilstøde mig, vil du se at stenen bliver mere grumset i farven."
   Hun greb den lysende ædelsten, men så ikke rigtigt på den, før end han var forsvundet ind i skoven.
   Hele dagen lyste den med en klar glød. Først da hun var ved at gøre klar til natten begyndte gløden at falme og ved middagstid dagen efter, var den helt slukket. Først blev hun grebet af en melankolsk følelse, men besluttede hurtigt, at der var bedre ting at bruge sin tid på. Hun kunne for eksempel gå formålsløst frem og tilbage foran pejsen og panikke over at hun nu for første gang i sit liv, ikke var omgivet af mennesker. Natja så til fra sin siddepind i hjørnet med selvtilfreds mine. Atvia tog sig sammen.

Nu hvor Elvil ikke var der til at undervise hende i urter og healing, halverede hun den tid hun normalt brugte på disse ting og koncentrerede sig om sin kamptræning. Det var den måde hun bedst kunne lide at bruge sin tid. I starten havde hun været øm på steder, hun ikke anede eksisterede, men som månederne gled forbi kunne hun mærke hvordan kroppen blev hårdfør. Mere smidig. Det var en rar fornemmelse at opbygge i stedet for nedbryde. Arbejdet i minen virkede nedbrydende på alle. De blytunge våben var sværere at styre og bevægelserne blev træge igen. Hun hadede det faktum, at hun ikke kunne få staven til at svinge i præcis den bue hun ønskede og trænede mere indædt end nogensinde og glædede sig til at vise de forhåbentlig opnåede fremskridt til Elvil, når han vendte tilbage. Måske hun så endeligt kunne få lov til at prøve det sværd han havde stående inde på arbejdsværelset. Et rigtigt sværd. Ikke bare en tilskåret træpind.

Det havde tit undret Atvia at en mand som havde healingens gave og urternes også var så veluddannet i brug af våben, men Elvil havde tålmodigt forklaret at sådan var det mange steder i Sa'al. Alle unge mænd skulle lære at kæmpe. Det var en del af alle adelige mænds uddannelse. Det lå implicit i det, at Elvil var af adelig herkomst, men Atvia havde på fornemmelsen at han ikke ønskede nogen som helst indblanding i hans fortid og hun regnede med at han nok skulle fortælle hende, hvad han ønskede hun skulle vide, når han ønskede at hun skulle vide det. Han var uddannet på noget der hed et universitet. Atvia havde lidt svært ved at forstå hvad det præcist var, men havde dog opfattet at det var noget med en masse ældre mænd, der læste en masse støvede bøger, imens de gav alle mulige og umulige ordrer til unge mænd. Elvil som ellers elskede at tilegne sig viden, man kunne bare så på den enorme mængde bøger og skriftruller han ejede, talte aldrig særligt varmt om dette sted, men fik altid et udtryk af afsky når han talte om det. Hvilket han ikke ofte gjorde. Atvia måtte dog indrømme, at jo mere Elvil fortalte hende om sin fortid, jo mere ønskede hun at vide. Der var så mange ubesvarede spørgsmål. Som hvorfor han for eksempel boede alene ude midt i en skov, midt i det alle andre i Sa'al frygtede. Ingen bevægede sig frivilligt særligt langt ind i skoven, medmindre de var jægere.

Hun ømmede sig. Nakke og skuldre var helt stive og meget ømme efter de sidste dages træning med de tungere våben og hun brugte lidt tid på almindelige smidighedsøvelser for at varme musklerne op. Hun havde lært lidt om at heale sig selv og forsøgte at lade magien lægge sine helende kræfter omkring de hårde muskler. Det hjalp lidt og hun fortsatte træningen. Selvom det var koldt udenfor og sneen lå til knæene nogen steder, bar hun alligevel kun den tynde dragt, Elvil havde lavet til hende. Den bestod af et par løstsiddende bukser og en løstsiddende skjorte. Denne beklædning gav hende større bevægelsesfrihed, selvom hun i starten havde været meget tæt på at nægte at bære den. Kvinder gik ikke i herretøj, men da hun opdagede, hvor behagelig den var kunne hun næsten ønske at det var. Kulden bed hende ikke ,da træningen gav masser af varme til kroppen og hun huskede altid på at skynde sig ind i varmen efter end træning og drikke en stor kop forebyggende te.
   Det var slet ikke det samme at træne uden Elvils tilstedeværelse og ubevidst blev hun ved med at lytte efter hans små irettesættelser og lyden af hans bevægelser ved hendes side. Det var meget trist at være alene også selvom de kunne gå hinanden på nerverne, men så holdt de sig bare til hver sit. Hun lavede de sidste sving med sværdet. Stadig frustreret over at de ikke var helt korrekte og gik indenfor.

Selvom dagen var fyldt op med gøremål og der var masser af læsning, så kedede hun sig alligevel og det brændte i hende for at prøve at bruge sin magi på andet end healing, men hun var ikke helt sikker på hvordan og egentlig så brød hun sig ikke om at modsætte sig en direkte ordrer fra Elvil. Ikke af frygt, men af ren og skær respekt og hengivenhed. Hun sukkede og slog det svedfugtede hår væk fra panden. Så man ind i de lysende grønne øjne nu, ville man let kunne se den indre kamp. Der var stadig denne fornemmelse af at der var noget hun skulle nå og siden Elvil ikke kunne føle dette, gik han sikkkert for langsomt frem. Hun skulle være klar når det skete. Nej hun måtte starte selv.

Hun satte sig på hug ved det lille bål. Først rakte hun en finger frem, men intet skete. Hun fokuserede på den lille samling kviste med hele sit sind, men stadig intet skete. Hun lukke øjnene helt i af anstrengelse, men åbnede dem forbløffet da noget ramte hende på kinden. En lille hvirvelvind susede rundt i sneen foran hende og sne og pinde stod ud til alle sidder. Forbavset faldt hun bagover og skyndte sig så at rejse sig op. Panik. Hvirvelvinden voksede sig større med stor fart til den til sidst var på højde med hende selv. Den hev og sled i hendes klæder og hår og sneen blev kastet rundt. Hvad skulle hun nu gøre?
   "Nej nej nej..." mumlede hun panikken og bed sig knoerne. Hun lukkede øjnene. Prøvede at få den mindre. Tænke den mindre. Hun så efter den. Helt ude af kontrol var den begyndt at bevæge sig ned af den lille skråning og ned mod stalden. Hun gispede. Atter lukkede hun øjnene. Træk vejret. Hun kunne nu nå sin indre kerne uden forudgående øvelser og det var hvad hun gjorde. Hun fandt den del der styrede hvirvelvinden. En løsreven streng. Hun fæstnede den til kernen igen og følte hvirvelvindens styrke rive i sit indre.
   "Rooolig nu lille ven," mumlede hun stille og nærmest vuggede hvirvelvinden til ro, som var den et lille barn. Hjertet hamrede i brystet. Den var næsten ved stalden. Hun kunne se hvordan den blev mindre og mindre, for til sidst at forsvinde helt lige foran stalddøren. Benene gav efter og hun dejsede om i en stor sky af sne. Hun kunne slet ikke styre sine rystende hænder og det tog flere forsøg inden hun kom på benene. Hun slæbte sig ind i hytten igen og sad flere minutter rystende og med hjertebanken i stolen ved ilden. Når man prøvede at lave ild med et lille lyn og i stedet lavede en hvirvelvind, der kom ud af kontrol, så var det nok bedst at vente på Elvil og hans vejledning.

Fem dage var gået og hver dag efter træning, så hun på den lille ædelsten og ledte efter selv den mindste glød, men intet endnu. Hun havde lavet næsten alt hvad der synes muligt i den lille hytte. Alt var blevet rengjort, alle tæpper var blevet luftet, hun havde lappet tre skjorter af Elvils og hendes egen træningsskjorte. Hun havde eksperimenteret med nye teblandinger, hvoraf kun en var drikkelig og hun havde det meget underligt i flere timer efter, hun havde læst to bøger. Den ene kunne hun snart udenad. Hun trænede så meget kroppen tillod hende, men var nødsaget til at begrænse tiden, da de tungere våben ellers ville give skader i de utrænede skuldre og arme, ja hun havde endda skrubbet ildstedets sten helt rene for sod. Et arbejde hun ellers nødigt gjorde. Hun efterså alle våben i hytten. Pudsede træningssværdene med fint sand og efterpolerede med blød voks til de skinnede og var bløde som silke. På den sjette dag var hun ved at gå ud af sit gode skind og besluttede at bruge eftermiddagen på at gå på jagt, selvom der ikke manglede hverken kød eller skind. Hun fik fat i to harer.

Da hun gik til ro den aften lagde hun mærke til at stenen havde fået en lille klar glød inde i midten. Elvil var snart hjemme. Hun sov roligere den nat, end hun havde nogen af de andre nætter og sov endda længere end hun plejede at gøre. Hun var glad over at se at gløden var vokset en smule natten over. Han ville sikkert være der næste morgen eller måske allerede i aften. Hun trænede med ekstra energi og glædede sig til at vise Elvil de små fremskridt der var sket, imens han havde været væk.Efter træningen lavede hun en blanding af opfriskende krydderurter og tog en af harerne ind for at den kunne tø op. Rullede den ind i krydderurterne og lagde løg og gulerødder ned omkring den. Det skulle nok blive et velsmagende måltid. Flere gange i timen, så hun på stenen og følte en stigende glæde i takt med at gløden voksede. Lige indtil gløden flakkede og fik en underlig grumset farve. Hun løb ud af hytten. Hvad foregik der? Hun stod lidt og spejdede ind imellem træerne, hvor han ville dukke frem, men intet var at se. Hun stod der i et par minutterne og prøvede at ignorere kulden, men til sidst måtte hun gå ind igen. Kun for at hente den tykke vinterfrakke og det uldsjal Elvil havde lavet til hende. Hun stod og spejdede i noget tid. Intet. Hun gik ind i hytten efter topazen og sin stav.