Iført sine nye klæder sad Atvia på den luksuriøse bænk i forgemakket og ventede. Renskuret fra top til tå og derefter velsignet af templets præster, som kun modvilligt udførte ritualet. Molteki havde været rasende den dag han havde modtaget en gruppe præster, som kom for at nedlægge protest imod en kvindelig Mestermagiker. Kongen kæmpede med adelen, Molteki kæmpede med præsterne. Molteki hævede så godt som aldrig stemmen havde hun efterhånden lært og det var netop, når han var allermest kølig og distanceret, at der var grund til frygt. Den dag havde han været som en isblok og præsterne havde hurtigt trukket sig tilbage. Atvia havde ikke selv været til stede, men takket være sin allestedsnærværende og meget indladende tjenerinde, vidste hun, at Molteki i den grad havde fået krammet på præsterne, ved at true med at fratage dem den støtte de fik fra magikerne. Ærede magikerne ikke templet, ærede ingen templet. Ironisk nok ringede aftenklokken fra templet i baggrunden og hun så ud på den nedgående sol igennem de store vinduer, som i anledning af det milde forårsvejr stod åbne. Grønne spirer sås overalt i den store park og dagligt kunne man møde en frustreret Grup vandrende rundt iblandt alle de nye vækster, der bragte ham mindelser om den have han havde måttet forlade, fordi pligterne atter kaldte. Ofte gik hun med den distræte mand rundt i parken, hvor de talte om løst og fast, men mest om planter. De små gåture med Grup var et af de få lyspunkter hun havde i sin tilværelse. Det og så rideturene med Andreo. Hver formiddag modtog hun undervisning fra Molteki og nogle gange var Starke til stede. Starke var evigt rastløs, ligesom det element han havde så stor magt over og derfor aldrig kedelig at være sammen med. Selvom han var en kende for overfladisk efter hendes smag, men sammenlignet med en opvækst som mineslave, så var en opvækst som barn af adelige forældre en meget beskyttet opvækst. Atvia var den eneste til stede i forgemakket. Tålmodigt glattede hun sin overkjortel og rettede forsigtigt på den dråbeformede peridot der hang ned i panden, fæstnet med et sølvbånd. En gave fra Andreo. Hun gøs af velvære og smilede genert for sig selv. Sørgetiden var ovre og hun kunne igen bære andre farver end grå. Overkjortlen var sort med sølvbroderier og underkjortlen var i samme grønne farve som den smukke peridot. Paladsets skræddere havde gjort et godt stykke arbejde måtte hun indrømme, men det havde også gjort et godt hug i hendes kapital. Ikke at det var et problem. Hun ville nu modtage en fast årlig sum af kongen. Normalt modtog en Mestermagiker både jord, ejendomme og en fast gage, men kvinder kunne ikke eje jord eller bygninger. Det var heller ikke så vigtigt. Andreo var af god adelig familie og havde alle de ejendomme de nogensinde fik behov for, havde han sagt og fjernet al hendes vrede, den dag hun havde fundet ud af det. Hun smilede og rødmede lidt ved mindet om den eftermiddag og de kys de havde udvekslet under et træ imens hestene fråsede i de allerførste forårsspirer. Aftenklokken tav og hendes hjerte sprang et slag over. Nu skete det snart. Hun havde håbet på at Elvil kunne komme, men sådan blev det ikke. Hun fandt det sidste brev hun havde modtaget fra ham frem fra en lille skjult lomme. Brevet var skuffende kort. Hun så på den rystende og utydelige håndskrift og frygtede at han måske havde været syg i løbet af vinteren.

Kære Atvia.
   Det har været en lang og kold vinter alene her i skoven, men at modtage dit brev har gjort mine dage meget lysere. Livet går sin vante gang her og inden længe vil jeg rejse til Ko'inor. Der er ikke meget at sælge. Jeg har ikke jaget meget i vinterens løb, men lidt skind har jeg da at sælge af og nogle få theblandinger.
   Elvil.

Hun læste tænksomt brevet et par gange mere, men foldede det så væk, da hun hørte de store døre glide fra hinanden. En summen af stemmer sev med lakajen ud og hjertet hoppede lidt i brystet på hende. Lakajen vinkede hende hen mod sig og hun rejste sig nærmest modvilligt. Inde i salen var der kvælende varmt og selvom det ikke var mørkt udenfor hang der stadigvæk hundredvis af magiske lyskugler oppe under loftet og badede lokalet i et gyldent skær. Magikere af alle aldre stod i små grupper rundt i salen og talte sammen, men alle tav da hun trådte ind. For enden af salen var en stol placeret på en forhøjning og lige under den stod endnu fire stole. Kongen sad tålmodigt på den øverste stol og lige nedenfor sad Molteki, Starke og Grup. Hun pustede langsomt ud, da det gik op for hende at hun havde holdt vejret. Lakajen rømmede sig højlydt og ventede med et hovent udtryk flere sekunder, til han var sikker på at han havde alles opmærksomhed.
   "Mestermagiker Atvia!" meldte han så og så afventende på de for længst tavse magikere med et blik som kunne fryse alle. Hun fnes i ren nervøsitet over den ufrivilligt morsomme lakaj og skyndte sig at rømme sig lidt og se væk fra alle de stirrende blikke. Lakajen, som ikke opfattede meget andet end sig selv, trådte til side, så hun kunne passere op ad den lange midtergang. Hun rankede ryggen og gik med usikre skridt mod podiet. Ti skridt fra, standsede hun og nejede så formfuldendt man kunne, efter at have øvet sig en enkelt eftermiddag eller tre. Hun talte til ti langsomt og rejste sig så igen. Kongen nikkede anerkendende og hun kunne tage plads på den tomme stol foran. Kongen rejste sig så.
   "Lad os alle hilse på vor nye Mestermagiker," proklamerede han med høj stemme og alle magikere i salen nikkede mod hende. Hun nikkede igen, som instrueret og snart summede salen igen. Hun så nysgerrigt rundt fra sin siddeplads og fik et helt chok da Molteki henvendte sig.
   "Vi må hellere cirkulere lidt," konstaterede han og bød sin arm. Hun tog den modvilligt og lod ham føre hende rundt i salen for at hilse på den ene kåbeklædte mand efter den anden. Nogle venlige, andre køligere og andre igen vendte slet og ret ryggen til, når de nærmede sig. Der var i det hele taget en tung og træls atmosfære, som lå som en tyk dyne over det hele og trykkede humøret hos alle. Molteki lod sig ikke mærke med noget og talte med løst og fast med de magikere, som ikke vendte sig bort. Atvia svarede høfligt på deres nysgerrige spørgsmål og forsøgte at anlægge samme rolige, blaserte mine som Molteki, men alligevel rynkede øjenbrynene sig helt af sig selv over at blive afvist af så mange. Hun vidste godt hvorfor hun blev afvist. Ikke nok med at hun ikke tilhørte adelen, hun var også en kvinde. Det var meget få kvinder, som var til stede. Hun talte ikke mere end en ti stykker efter at have set sig grundigt omkring. Langt om længe, da hun for længst havde fået ondt i fødderne og hovedpine, mente Molteki, at det var tid at stoppe op og efterlod hende i et hjørne, så han kunne hente vin til dem.
   "Hej," sagde en ung kvinde og nikkede venligt. Hun var lidt ældre en Atvia med tykt brunt hår, som var kunstfærdigt sat op og så havde hun nogen af de mest fængende øjne Atvia nogensinde havde set. Hun var ikke køn, men bare tiltrækkende.
   "Mit navn er Mjunrun, det er en ære at hilse på dem Mestermagiker Atvia," sagde hun med begejstring, "det var på tide en kvinde fik sig møvet ind der," sagde hun frimodigt og spærrede øjnene op over sin egen løse tunge. Atvia begyndte at grine lettet.
   "Ja det var det vel," svarede hun og forsøgte at se alvorlig ud igen. Molteki havde prædiket god opførsel kontinuerligt og hun frygtede mere prædiken tog han hende i at grine af noget som egentlig var meget dårlig pli.
   "Ja undskyld, men jeg har bare altid været en værre en," sagde Mjunrun med et undskyldende smil.
   "Det er også befriende," svarede Atvia forsigtigt og så sig omkring. Ingen lagde mærke til dem.
   "Ja, det var et ret stort chok for alle tror jeg, da der pludseligt dukkede en kvindelig elementmagiker op," sagde Mjunrun og drak lidt vin.
   "Det har jeg ligesom fornemmet," sagde Atvia og så rundt i salen.
   "Du ligner heldigvis en som kan passe på dig selv," sagde Mjunrun venligt og klappede Atvia på armen.
   "Det håber jeg," svarede hun og smilede. Hun kunne godt lide denne Mjunrun.
   "De trænger til at blive rusket godt igennem de gamle stivstikkere," mumlede Mjunrun vidst mest til sig selv, "du er opvokset med kun din far?" spurgte hun så meget direkte, men det overraskede ikke Atvia. Hun fornemmede hurtigt at det var at forvente i selskab med Mjunrun.
   "Øh ja, min mor døde da jeg var lille," svarede hun og så Molteki komme imod dem. "Og du er fra?" spurgte hun nysgerrigt.
   "Jeg er fra Holt," svarede Mjunrun med en skuldertrækning, "min far ejer en del jord i det område og blev adlet for nogle år siden." Mjunrun nikkede venligt til Molteki, som afslappet hilste igen.
   "Så du er her også i aften," drævede han med et halvsmil, men uden den skarpe sarkasme, som ellers prægede hans væsen.
   "Selvfølgelig Mestermagiker," smilede hun koket og vendte sig igen mod Atvia, "vi må drikke the sammen en dag," sagde hun så henvendt til Atvia og forsvandt atter i mængden efter at have nikket et kort farvel til Molteki. Det var aftenens højdepunkt tænkte Atvia, da hun udmattet tumlede om på sin seng og overvejede om man ikke bare skulle kravle under tæpperne med at tøjet på. >Der er rådsmøde i morgen, jeg henter dig efter morgenmaden.< Hun stønnede højlydt over ordren og mumlede irriteret for sig selv imens hun hurtigt smed tøjet, kravlede under de kolde tæpper og faldt i søvn med Andreos gave i hånden imens ravnen skræppede udtilfreds over manglen på opmærksomhed.

Rådsalen var på størrelse med en af de større spisesale og mindst lige så luksuriøst indrettet. Midt i det hele var et tungt bord placeret og på væggene hang der kort over Moira, verden og de omkringliggende lande. De var nogen af de første til at ankomme og hun havde derfor masser af tid til at studere de smukt udførte kort og indretningen af salen. Lidt flere kom til. Grup hilste pænt på hende og Molteki, men de efterfølgende generaler og ældre adelsmænd ignorerede hende, men hilste stadigvæk pænt på Molteki. Kongen var den sidste til at ankomme og hun satte sig ved siden af Molteki ved bordet. Kongen overså forsamlingen med sine udsædvanlige blå øjne og tog plads for enden af bordet. Manden virkede finpudset fra isse til fod, tænkte hun for sig selv. Ikke på samme skødesløse og elegante måde som Molteki og Starke, men overdrevent. Fra de glimtende ædelstene på tøjet til det yderst velsiddende blonde hår og de polerede negle.
   "Som alle ved truer krig med Harain, derfor har jeg samlet os alle på en gang i dag," sagde kongen alvorligt og løftede hånden for langsomt at lade den falde ned på bordpladen, "vi er dårligt rustede til krig mine herrer, men det ved de allerede. Spørgsmålet er så, hvad vi skal gøre?" Han nikkede til den ældste af generalerne, som rejse sig besværet.
   "Hæren er i fuld gang med at opruste mine herrer, med hjælp fra adelen samler vi nu så mange kampdygtige mænd som muligt, men vi mangler i allerhøjeste grad befalingsmænd," sagde han og kvalte et hosteanfald.
   "Har de et forslag til, hvordan vi kan løse det problem?" spurgte en af adelsmændene. En fedladen herre med flere juveler end resten af adelen tilsammen.
   "Vi har længe ladet Andreo af huset Strevski beholde sin post som kaptajn, efter eget ønske, for Mestermagikernes garde, selvom han for længst burde være mindst oberst, jeg foreslår vi gør ham til general og forøger antallet af mænd under ham drastisk," sagde generalen og satte sig tungt ned. Atvias hjerte slog lidt hurtigere ved nævnelsen af Andro og hun blev varm i kinderne.
   "Nogen som vil tilføje noget til dette forslag?" Spurgte kongen og så rundt på de tilstedeværende. Ingen sagde noget.
   "De har frie hænder i den sag general," sagde kongen så og underskrev et hurtigt opridset dokument, som en skriver lagde foran ham. Skriveren rakte det herefter videre til generalen.
   "Vi har to forte og to byer ved grænsen," sagde kongen så og pegede på et kort, som skriveren lagde på bordet.
   "Takket være Molteki, ved vi at deres største styrke oftest befinder sig i denne by, nær Pøltrik. Starke, jeg vil gerne se dig ved fort Arte," sagde kongen og så over på Mestermagikeren, som virkede ret ligeglad. Han trak på skuldrene og accepterede sin skæbne.
   "Sammen med en gruppe fra Universitetet i Ko'inor får du ansvaret for forsvaret af Arte og Tablo i samarbejde med Andreo forestillede jeg mig." Generalerne til stede nikkede anerkendende. Atvia fik en fornemmelse af tidligere møder, med nogenlunde samme emne.
   "General Leon?" opfordrede kongen og den lidt yngre af de to generaler rømmede sig tøvende. Han virkede ikke tilpas.
   "Jeg vil med min styrke overse forsvaret af Pøltrik og forsøge at få byens milits kampklar," sagde han og så på den anden General.
   "General Masuks oberster vil patruljere grænsen. Vestian ligger ret beskyttet så Masuk vil blot hjælpe byen med dens forsvar, men det er ikke der, vi forventer seriøse angreb på grund af bjergene," sluttede han og satte sig tilbage med et lettet udtryk. De andre ved bordet nikkede anerkendende.
   "Grup vil få ansvaret for den flygtningelejr vi regner med at det bliver nødvendigt at oprette. Du vil selvfølgelig få hjælp af mine bedste skrivere og et par magikere med grønne fingre, så I kan nå at få lidt afgrøder ind inden vinteren" sagde kongen henvendt til Grup, som forsøgte at virke usynlig i hjørnet. Atvia havde ondt af manden, som så tydeligt ikke befandt sig godt her.
   "Det efterlader Mestermagiker Molteki," sagde en adelsmand og undlod at nævne Atvia. Faktisk lod de helt som om hun ikke eksisterede.
   "Jeg vil tage til Pøltrik med Mestermagiker Atvia og en gruppe fra Universitetet her i byen for at støtte general Leon," sagde Molteki koldt og studerede kortet nøje, "vi skal ikke undervurdere deres strategiske evner," påpegede han og pegede tre steder på kortet.
   "Deres hævntørst er vokset med tiden og nu da de igen har kæmpet sig ud af økonomisk ruin er de i fuld gang med at bygge forter på de tre steder. Måske endda større byer," sagde han med rynket pande.
   "Det er lykkedes dronningen at samle sin adel under sig igen og det har hun gjort ved at love dem os." Mændene rundt om bordet nikkede samstemmende og sammenbidte.
   "Uvurderlig," mumlede kongen pillede sit korte fipskæg, "din lille rejse har virkelig vist sig at være uvurderlig," sagde han lidt højere og henvendt til Molteki, som trak på skuldrene med et usædvanligt tragisk drag om munden.

Mødet sluttede, men da Atvia senere på dagen sad og fodrede ravnen, som hun nu imod al fornuft havde navngivet Skæp, kunne hun ikke slippe billedet af Moltekis ansigtsudtryk. Det var vist ikke bare en rejse. Skæp hoppede tilfreds rundt i det fuglebur Atvia havde skaffet til den og det gik op for hende, at den ikke havde nappet en eneste gang under måltidet. Nu havde hun endda skaffet et par kraftige handsker magen til dem falkonererne brugte. Hun lukkede lågen efter hurtigt at have aet den smukke fugl over næbbet, som den sad der mæt og skinnende sort, så var den uimodståelig. Hun fløjtede lidt for den og nynnede en af Anjis viser. Det blev meget svært at sætte den fri tænkte hun og skubbede tanken væk igen. Normalt undgik hun al kommunikation med Molteki, men det var jo meningen hun skulle øve sig i at kommunikere med sindet, så hvorfor ikke få sin nysgerrighed stillet på samme tid? Hun tænkte på Moltekis irriterende overlegne halvsmil og fornemmede ham straks. Han var langt væk. I byen? >Hvornår har du været i Harain?< spurgte hun og forsøgte ikke at lade sin nysgerrighed skinne alt for kraftigt igennem. >Ikke nu Atvia,< svarede han en kende utålmodigt. >Det er dig, som siger jeg skal øve mig,< sagde hun småfornærmet og begyndte at lukke forbindelsen ned. >Jeg har ikke tid ligenu,< svarede han roligt og hun modtog et billede. Et smukt rum med røde vægge og en buldrende pejs, han kunne aldrig få nok varme, og en smuk kvinde med hvidt hår og let adskilte, inviterende, smilende læber, som så beundrende på ham. Atvia nåede lige at fornemme morskab inden hun lukkede forbindelsen helt. Fornærmet snøftede hun og besluttede sig for en sen aftentur i parken med sig selv. Parken var tom. Der var denne fornemmelse i luften. Næsten en duft. Den fornemmelse, som kun opstod i skumringen efter en lang og solrig forårsdag. Hun snusede ind og pustede ud, helt svimmel af pludseligt velvære. I sine egne tanker vandrede hun rundt i parken og stoppede flere gange for at beundre smukke forårsbebudere og se på fuglene, som byggede reder i træerne og buskene. Om nogle måneder var det forhåbentlig hendes tur til at bygge rede. Hun smilede ved tanken om Andreo og maven trak sig sammen i et behageligt sug. Alt var dejligt. Bortset fra en forestående krig, at Andreo intet vidste om hendes rigtige fortid og så Tante, som stadig var i minerne. Hun rystede de dystre tanker af sig, men nu havde hun inviteret dem indenfor og blev belønnet med et morads af forvirrede og triste tanker. Hun forsøgte at skyde tankerne om sin tante fra sig i hverdagen, men det var svært. Hun følte sig kulsort indeni. Hun var selv sluppet væk, men Tante var der stadigvæk. Dag efter dag i minerne. Ligesom alle andre slaver. Dertil var Andreos kærlighed til hende bygget på en løgn og sørgede hun nok over tabet af Anji? Der var dage, hvor hun ikke længere kunne huske hans stemme eller hans ansigt.
   Hun fór sammen da det pludseligt raslede kraftigt i nogle buske bag hende og inden hun nåede at reagere blev hun grebet bagfra af stærke hænder og en klud blev bundet for hendes øjne. Hun forsøgte at skubbe angriberne væk, sparke dem over skinnebenene og frydede sig, da hun følte en slippe og ømme sig højlydt efterfølgende. Sejren var kort, en kraft slog imod hende og tvang hende ned på det fugtige græs. Magikere! Hun stoppede med at kæmpe. Med kluden for øjnene kunne hun ikke se noget. Automatisk søgte hun efter vinde eller skyer, men tøvede med at bruge dem. Mindet om flugten i skoven og hundeførernes skæbne stod tydeligt for hendes indre blik. Hun koncentrerede sig. Brugte vinden til at fortælle hende, hvad der skete. De var mange. Mindst fem fornemmede hun, men vinden viste hende fem mere længere tilbage. Konturerne stod tydeligt på nethinden. En evne hun ikke anede hun havde. "Find giften!" hvislede en af dem. Hun forsøgte at røre på sig, men kraften holdt hende stadig nede. Hun begyndte at føle panikken krybe ind i kroppen. I et sidste forsøg på at forblive sammenhængende testede hun forsigtigt deres styrke. Overraskende nok, var de ikke så stærke, medmindre de undervurderede hende og ikke lagde fuld styrke i fastholdelsen. Hun gjorde sig klar, men så følte hun pludseligt nogen gribe hendes ene arm og flænse ærmet med en kniv. Hun prøvede at røre på sig, rykke sin arm til sig, men styrken i deres greb om hende intensiveredes. Panikken blev et øjeblik til en håndgribelig kraft og noget gik løs indeni, en fjeder sprang op. Hun åbnede munden, ville advare dem, men ingen lyd kom over hendes læber og så, som hun mærkede et sviende prik i armen, gik det galt. Et sekund eller to var fortabt i mørke og da hun kom til sig selv hang hun oppe i luften med håret flagrende vildt til alle sider. Klædet for øjnene var væk og det stormede kraftigt. Vindens hylen var øredøvende Hun rystede på hovedet og så ned af sig selv. Huden var helt mørk og mønstre af vild energi flød under den. Lyn sprang rundt fra fingerspidserne. Nervøst rystede hun dem væk og så sig omkring. To træer lå lidt væk. Revet op af jorden og græsset lignede noget, som var flænset af kæmpemæssige kløer. Med bange anelser lod hun sig svæve ned på græsset igen. Tre mænd lå under den ene trækrone. Deres ben stak ud. Åh nej, hvad havde hun gjort? Hjælp. Hun måtte have hjælp. Molteki. Hun søgte og fandt ham hurtigt og sendte et mentalt billede. >Hjælp, jeg tror jeg har slået dem ihjel, det var ikke med vilje, jeg kunne ikke...< Hun lukkede forbindelsen og begyndte at lede efter de andre. Hun fandt to mere bag en busk, som var sortsveden. Begge var døde. Den ene havde brandsår i ansigtet. Mændene under træet var også døde, men hvor var resten? Hun faldt sammen op ad træstammen. Knæene rystede så meget at hun ikke kunne holde sig oprejst længere. Hun følte Molteki forsøge at få kontakt, men svarede ham ikke. Fakler. Hun så fakler. De kom fra paladset, men de blæste alle sammen ud i stormvejret. Som i trance stoppede hun vinden og så blev alt pludseligt så forunderligt stille. "Hvad er der sket?" råbte en lakaj og kom løbende efterfulgt at flere mænd. Nogle af dem adelsmænd og magikere. Alle overraskede og uforstående. Hun svarede ikke. De opdagede hurtigt selv ligene og hun så at de havde fundet de sidste fem. Hun rejste sig, var de mon i live. Bare de nu var i live. Hun vaklede over til det sted de var blevet anbragt. Da hun nærmede sig trak folk ud til siden. Alle var rædselsslagne. Hun så væk fra deres ansigter med de anklagende blikke og koncentrerede sig om de fundne mænd. "Hvad er der sket med hendes hud?" spurgte en køkkenpige stadig i uniform. Atvia ignorerede dem og faldt på knæ ved mændene. En stod ikke til at redde, to ville overleve uden hjælp og de sidste to så ikke for godt ud. Hun lagde sin hånd på den enes arm. Hans brystkasse var smadret, men hvis hun nu? Hun sendte helende magi igennem ham og fik lappet hullet i lungen, så han igen kunne trække vejret frit. Hun anede ikke hvor længe hun sad ved hans side, men nogen lagde en hånd på hendes skulder. "Kom med," sagde Molteki og hjalp hende på benene. Hun mistede balancen og faldt ind mod hans bryst, men han rettede hende op og støttede hende hele vejen op igennem parken. Hvor kom alle de mennesker fra? På hele plænen foran paladset stod små grupper og talte sammen imens de stirrede intenst og forfærdet på hende. Hun lukkede sine øjne og så væk. Så skamfuld. Ligenu var det slemt, men hun vidste alligevel, at når hun kom mere til sig selv, så ville hun få det meget meget værre.
   "Stop lige," sagde Molteki og tog hendes arm. Først nu så hun, hvordan en lind strøm af blod løb fra et langt sår på underarmen. Huden var normal i farven igen.
   "Vi kan ikke hele det endnu," sagde han og rev resten af ærmet af og brugte det til forbinding, "jeg renser det om lidt, men vi skal bruge det som bevis," sagde han sammenbidt og bandt en knude.

Atvia stirrede tomt op i loftet. Tjenerinden gik mumlende rundt i værelset og gjorde rent med hidsige bevægelser. Atvia kunne kun høre brudstykker, men det var ikke pæne ting som blev sagt. "Tene? spurgte hun forsigtigt, men blev ikke hørt. Tene var helt opslugt i sin lange enetale. "...overfalde en pige på den måde. Fik hvad de fortjente gjorde de," sagde Tene og rystede en pude så kraftigt at Skæp flaksede i sit bur. Nu var det virkeligt også på tide at lukke fuglen ud i friheden igen, tænkte Atvia og besluttede sig for at stå op. Hun var lidt svag i koderne stadigvæk og det ligblege ansigt, som stirrede på hende fra spejlet var ikke behageligt. Hun var helt rød om øjnene. Atvia, kom ned i rådsalen så snart du har klædt dig på. Hun svarede ikke Molteki, men sendte Tene ud af værelset og lod sig udmattet glide ned i det bad Tene havde gjort klar. Da hun fjernede forbindingen og så til såret på armen gik det op for hende, hvor tæt de havde været på at opdage slavemærket. Hun gøs. Mon Molteki havde set noget? Var det ikke ligemeget nu? Hun skulle stå for en domstol. Hun kendte udmærket lovene efter at have læst den ene samling efter den anden. Straffen var døden alligevel. Hun steg op af badet, tog sit tøj på med stort besvær på grund af smerterne i armen og valgte en overkjortel med løse ærmer. Inden hun gik nedenunder åbnede hun de store vinduer ud mod parken og så lågen i fugleburet. Hun satte et skål med tørret grugt i bunden af buret, et sidste måltid til den første dag i friheden og forlod værelset. Nu var hun alene igen.

Rådsalen var næsten tom. Kongen var der sammen med Grup og Molteki. Starke var rejst. De sad alle og så dystre ud omkring bordet. Tavse. Grup havde mørke pletter flere steder på sin kåbe. Han havde allerede været ude at ordne parken. Han smilede bekræftende til hende, men hun anede et tungt slør af bekymring i ham. Molteki var ulæselig, men han havde mørke rande under øjnene og lignede en der havde været ude hele natten, kongen emmede at utilfredshed og bekymring.
   "Hvad skete der Mestermagiker Atvia?" spurgte han alvorligt og vinkede hende hen i stolen overfor sig. Med rystende stemme genfortalte hun begivenhederne. Da hun sluttede ankom en lakaj med frugter og små brød fyldt med krydret kød og grøntsager. Tanken om mad gav hende kvalme og hun takkede nej, da Grup skubbede en tallerken over mod hende.
   "Må jeg se såret?" spurgte kongen alvorligt og hun trak ærmet op, så forbindingen kunne løsnes.
   "De talte om gift siger du?" spurgte han og hun nikkede. Hun tog forbindingen bort og et langt sår kom til syne.
   "Jeg tror kanylen rev hendes arm op, da hun skubbede dem bort," sagde Molteki, "jeg rensede såret i aftes og fandt ingen spor af gift," erklærede han og så spørgende på kongen som nikkede. Molteki lagde en varm hånd ovenpå såret og helede det til kun et langt rødt ar var tilbage og hun vidste det ville falme helt væk indenfor et par dage. Hun ignorerede kløen i det nye ar og trak ærmet på plads.
   "Det er ikke uhørt at magikere har mistet kontrollen over deres kræfter i farlige situationer," sagde Grup forsigtigt fra sin plads og pillede lidt ved en fyldt bolle han havde taget fra fadet. Kongen nikkede vist.
   "Jeg har talt med adelen Atvia," sagde han og så indtrængende på hende.
   "De ved at denne sag kan skade dem," han rømmede sig, "en del af de mest indflydelsesrige mistede sønner i går aftes, de som overlevede er blevet afhørt af Molteki og de bekræfter din forklaring," sagde kongen og kløede sig i skægget.
   "Det er slet ikke godt det her, men heldigt nok for alle parter er vi blevet enige om at slå en streg over alt dette," han så indtrængende på alle ved bordet, "jeg kan ikke have at mine Mestermagikere går rundt og slår folk ihjel," erklærede han og slog i bordet, "men jeg vil heller ikke finde mig i at min egen adel ikke stoler på mine beslutninger. Snigmord accepteres ikke!" Ingen sagde noget. Atvia følte sig svimmel og så tynget ned i bordpladen. Så var det bare det? Alt var glemt igen? Alt var pludseligt så tungt. Hun blinkede tårerne væk og bed sig hård i kinden.
   "De involverede skal alle betale bøder til kronen," sagde kongen beslutsomt, "da du ikke har nogen formue Atvia, vil pengene blive trukket fra din gage de første fem år." Hun nikkede træt. Så ligegyldigt det hele var, det bragte ikke de mænd hun havde dræbt tilbage.
   Hun forlod rådsalen og var i vildrede. Hun ville ikke ned i parken, hun ville heller ikke tilbage til sine værelser. Måske stalden?
   Tilbage i rådsalen sad Molteki og stirrede vredt på sin konge med korslagte arme. Grup holdt sig beklemt udenfor og selv kongen virkede pludseligt ikke for sikker på sig selv.
   "Du så hvordan parken så ud efterfølgende," sagde kongen indtrængende, "halvdelen af parken raseret, tre huse i byen har mistet taget og seks unge mænd er slået ihjel. Fire af dem stærke magikere." Moltekis udtryk ændrede sig ikke.
   "Kvinder bliver medgørlige når de bliver gift," slog kongen fast og forsøgte ikke at lade usikkerheden skinne for kraftigt igennem. Molteki var ikke typen man kommanderede med og kongen vidste han var på usikker grund.
   "Du er den stærkeste og den hun kender bedst," sluttede kongen rækken af argumenter og lænede sig tilbage med rynkede bryn. Ingen af dem forstod det. Han kunne se fordømmelsen i Moltekis blik og Grups forfærdelse. De forstod ikke, at han som konge altid balancerede på en knivsæg omkring sine magikere. Magikerne var hans stærkeste redskab og mest betroede rådgivere, men de var også hans største trussel.
   "Hun hader mig," sagde Molteki koldt og rejste sig og gik mod døren uden tilladelse til at forlade kongen. Majestætsfornærmelse at gå på den måde, men kongen holdt sig i skindet. Molteki kunne man ikke revse, men han kendte sin pligt når det kom til stykket.
   "Jeg vil have hende under kontrol!" råbte kongen skingert. Molteki standsede foran de store døre, vendte sig om, bukkede kort og så op.
   "Jeg skal gøre som min konge befaler," mumlede han og gik ud. Dørene lukkedes lydløst bag ham.

Ude af stand til at vende tilbage til det tomme værelse og slet ikke i stand til at gå ned i parken, så besluttede Atvia at gå ned i staldene. Kun stalddrenge og rideknægte dernede. Hoda prustede tungt og kom hende i møde ved boksdøren. Et par stalddrenge havde været ved at muge ud i boksene, da hun kom, men alle var forsvundet da hun ankom. En var ligefrem løbet, for at komme væk så hurtigt som muligt. Det sårede hende. Hun nød normalt at komme i stalden. De kække stalddrenge var altid gode for lidt sladder fra paladset, men hun forstod dem godt. Hun var også bange for sig selv. Hun greb en balle med hø og slæbte den ind i boksen og satte sig så ned. Hoda puslede lidt rundt og stak mulen hen for at blive nusset lidt, men mistede hurtigt interessen og gik i gang med at gumle på lidt tørt hø. Det passede Atvia fint. Hun lænede sig op af de ru trævægge og lukkede øjnene. Hun var så træt, men hun kunne ikke sove. Billeder af ødelæggelserne og de unge mænd, som de havde lagt der i forvredne stillinger, blev ved med at dukke op. Hun opgav og åbnede øjnene igen. Hun var ikke engang drænet for magi efter aftenens hændelser. Underligt, med de kraftudladninger hun havde følt gå igennem sin krop og de ødelæggelser det havde efterladt, så burde hun være tømt. Hun lod prøvende et par små lyn dannes i håndfladerne. Ikke nogen kraftanstrengelse. Hun søgte vinden udenfor og brugte den til at holdeøje med den tomme plads foran staldene. Hun havde siddet der længe, da nogen nærmede sig staldene. Hun kunne fornemme en tilstedeværelse igennem vinden og hun smilede lidt for sig selv da det gik op for hende at det var Andreo.
   "Det er her man skal finde dig," sagde Andreo varmt og kom ind i boksen.
   "Sikker på du tør?" spurgte hun med et trist smil og mødte spørgende hans blik.
   "Jeg bliver aldrig bange for dig," sagde han og satte sig ved siden af hende. Hun lænede sig tillidsfuldt op af hans brede skulder.
   "Jeg har gjort noget forfærdeligt," sagde hun, "jeg er bange for mig." Andreo rystede på hovedet og kyssede hende på issen.
   "Du forsvarede dig selv," sagde han mørkt og hun lagde mærke til at han blev anspændt, "jeg ville ønske jeg havde været der og hjælpe dig." Hun rettede sig op og klappede Hoda på halsen. Hoppen krævede opmærksomhed fra sin tidligere ejer, som gav den fraværende.
   "Jeg skal betale en bøde til kronen. Ligesom de der forsøgte at forgifte mig," sagde hun og trak på skuldrene. Ikke helt i stand til at beslutte om hun var ligeglad eller ej.
   "Nu skal du være general," sagde hun glad i et forsøg på at skifte emne, men kunne godt selv høre, hvor falsk det lød.
   "Ja, det skal jeg vist," sagde Andreo og rystede på hovedet, "nu har jeg ellers undgået det i mange år." Han smilede opgivende.
   "Så ser vi da hinanden til rådsmøderne," sagde han lidt mere kækt og blinkede til hende. Hun smilede varmt og det knugede hårdt i maven, da hun mødte hans øjne. Så kærlige og dybe. Hun lod forsigtigt en finger følge den stærke kæbe og Andreo lænede sig ind mod hende. Langsomt lod han sine læber trykke imod hendes og lagde en arm om livet på hende. Kysset blev dybere og hun blev varm over hele kroppen. Tiden stod stille og hun holdt vejret. Forpustet slap de hinanden og hun rødmede lidt, da han så varmt på hende.
   "Mestermagiker Atvia," mumlede han og smilede kærligt, "bliver du ikke snart min?" Hun bed nervøst i sine opsvulmede læber.
   "Hvis du gør det der igen, så bliver jeg nok nødt til at bortføre dig nu," erklærede han og kyssede hende igen. De mistede balancen og faldt ned i halmen. Hoda prustede irriteret og stak sin mule ned og prustede varm hølugtende ånde på dem, til de afbrød kysset.
   "Åh din gamle tante," brokkede Andreo varmt og skubbede hoppen væk. Han rejste sig og hjalp Atvia på benene. Han pillede et par halmstrå ud af hendes hår og hun gengældte tjenesten. Hun så ud af vinduet bag hans skulder. Det var blevet sen eftermiddag. De satte sig igen og med hans ene arm om sig og hovedet på hans brystkasse faldt hun endelig i søvn.

Tene havde ikke lukket vinduet og den kolde forårsluft fyldte værelset. Atvia lavede en lyskugle og gik straks hen til fugleburet. Tomt. Trist, men ikke overrasket lagde hun de varme boller og frugten hun havde med fra køkkenet fra sig og gik hen for at lukke det store vindue. Det var mørkt udenfor og hun kunne ikke se noget. Hun havde næsten skubbet vinduet helt i, da det raslede i en nær trætop og snart efter skød en sort skygge ind igennem sprækken og landede på toppen af fugleburet, hvor den straks gik i gang med at pudse sine fjer. Da Atvia bare stirrede forbavset på ravnen og ikke lukkede vinduet begyndte den at trippe rundt på buret og skræppe. Hun løsrev sig og med et smil lukkede hun vinduet helt i. De delte en bolle og da hun gjorde klar til at gå i seng hoppede Skæp ind i buret og satte sig på pinden med lukkede øjne, åbenbart tilbage for at blive.