"Vil du ikke læse det?" spurgte Harl og så op fra sin skål med dampende frugtgrød. Atvia så ned på brevet i sine skælvende hænder. "Ikke lige nu," kvækkede hun og lagde det ved siden af tallerkenen. Brevet var fra Elvil. Harl trak på skuldrene og spiste videre. Hun selv drak en slurk af sin morgente. Lidt for meget mynte i blandingen efter hendes smag. Hun satte koppen fra sig og bed fraværende i en negl imens hun stirrede på det uskyldigt udseende brev. Han havde forrådt hende Harl betragtede hende tavst fra den anden ende af det lange bord, med et tænksomt udtryk i sine brune øjne og et beslutsomt drag om munden.
   "Her er lidt visdom fra en gammel mand Atvia, lad aldrig noget komme imellem en forælder og deres barn," sagde han træt og rejste sig fra bordet.
   "Kom ud i haven, når du er klar." Hun nikkede og tog brevet med op i sine værelser.

Kæreste
   Jeg sidder her og ser ud på vores smukke urtehave og glædes over, hvor smukt alting står. En eller to af dine små regnbyger ville gøre underværker, men som det er nu, henter jeg vand op af brønden hver dag og vander. Der er ikke faldet meget regn i år, men vi klarer os herude i skovens kølighed. Dagene har fundet en ny og rolig rutine, siden du forlod os og som ensomheden før i tiden var en ønsket ven, så er den nu blevet en tung byrde.
   Du er blevet atten for flere uger siden nu. Har prøvet at finde ud af hvad jeg skulle give dig i gave, men afstanden imellem os gør det svært at sende noget af sted og jeg vil gemme gaven til vi forhåbentlig ses igen.
   Jeg prøver at forestille mig, hvad der sker, hvor du er og med hvilke følelser du ser på mig. Ikke varme følelser kan jeg forestille mig. Det piner mig selvfølgelig, at den unge kvinde, som du er blevet i tiden hos mig, som jeg holder uendeligt meget af, nu sikkert ikke vil have noget med mig at gøre. Hvilket jeg fuldt ud forstår. Jeg svigtede dig, men ikke uden vægtige grunde.
   Du er for det første en ung kvinde begavet med stærke kræfter og store evner. Evner jeg ikke kunne udvikle længere. Du har brug for læremestre, som kan hjælpe dig med at udnytte potentialet i dig og det håber jeg at du har fundet nu. Derudover ville de have fået fat i dig før eller siden.
   Det var under vores ophold i Ko’inor at beslutningen blev truffet. Jeg kontaktede Mestermagiker Molteki via brev og inden længe sendte han bud efter mig. Jeg burde have vidst at han allerede var klar over din eksistens og havde været det længe. Han vidste ikke at du var en kvinde og denne oplysning, inkluderet i mit brev, havde været et ganske stort chok for ham, siden der i flere århundreder ikke har eksisteret kvindelige magikere af din styrke.
   Jeg burde have stolet på dig og givet dig alle oplysninger dengang, men jeg frygtede at du ikke stolede nok på mig, til at tro mig, når jeg sagde at det alt sammen var til dit eget bedste. Måske vil du indse det senere, men nu forstår jeg udmærket at du ikke vil vide af mig.

Jeg håber at dette brev finder dig ved godt helbred.

Elvil
   Hun sad længe med brevet i hånden og stirrede på den sirlige håndskrift uden at læse ordene. Hun kunne dem allerede i hovedet. Så samlede hun sine bøger sammen og gik nedenunder.

Ugerne sammen med Harl havde været rolige og mod sine egne forventninger, så følte hun sig tryg. De tog en dag ad gangen og intet hun gjorde eller sagde virkede til at overraske den ældre herre. Hendes våben, hendes træning hver morgen og at hun pure nægtede at benytte de store fællesbade i villaen sammen med de andre kvinder. I stedet vaskede hun sig oppe på sine værelser i et stort kar. Han accepterede det hele. Kommenterede det ikke engang. Med bøgerne under armen trådte hun ud i haven og indsnusede den dejlige morgenluft. Det var lidt køligt, men hun var klædt på til det. Harl fandt hun siddende under et gammelt egetræ for enden af den store have. Han sad fordybet i sine egne tanker bøjet over et brev. Bag ham stod hans trofaste tjener. Hun hilste tavst på tjeneren, en ældre slave, som havde et nærmest familiært forhold til Mestermagikeren. Hun rakte hænderne ud foran sig og små skyer af damp stod op fra græsset. Efter at have sikret sig at græsset nu var tørt satte hun sig ned, bredte bøgerne ud foran sig og begyndte at læse. Sådan gik det meste af formiddagen, kun afbrudt af enkelte spørgsmål og anvisninger fra Harl. Det var næsten middag da Atvia så op imod himlen og skjulte et gab bag sin hånd.
   "Keder det dig Atvia?" spurgte Harl med et glimt i øjet. Hun smilede og nikkede lidt undskyldende. Han rejste sig.
   "Så vil det glæde dig, at du må lægge bogen på hylden i en periode nu," sagde han og blev så pludseligt bleg. Hun skyndte sig på benene, men Harls tjener var allerede ved siden af sin herre og støttede ham, så han ikke faldt om på plænen.
   "Der rejste jeg mig vidst for hurtigt," lo Harl da han var kommet lidt til sig selv igen og så beroligende på de bekymrede ansigter, som betragtede ham vagtsomt.
   "Så, pjat med jer to," brummede han lidt forlegen og gik op imod villaen. Både Atvia og tjeneren fulgte med.
   "Det sker mere og mere hyppigt gør det ikke Djub?" spurgte Atvia forsigtigt. Tjeneren nikkede.
   "Han hostede blod i morges," svarede han trist og satte tempoet op, så han hurtigt var oppe på siden af sin herre.

Atvia pakkede sine få ejendele. Der var blevet sendt bud efter Harl og de måtte afsted til hovedstaden og det skulle være så hurtigt som muligt, så de kunne udnytte sommerens sidste varme. Det var lige efter frokost og det meste af villaen var stille. Alle sov til middag. En vane hun ikke rigtig kunne finde sig til rette med og efterhånden nød hun disse timer hver dag i total ensomhed. Det var derfor lidt af en overraskelse, da det bankede på døren. Hun åbnede og nikkede venligt til tjenerinden, som stod udenfor.
   "En gæst venter dem i haven," sagde hun.
   "Tak, jeg kommer ned nu," sagde Atvia og smed de klæder hun havde båret i favnen ned på en udskåret stol ved døren.
   "Jeg pakker deres ting imens," sagde Tjenerinden og gik resolut ind i værelset og efter et hurtigt overblik gik hun i gang. Atvia gik ned i haven. Hun havde ingen anelse om hvem gæsten kunne være. Hun kendte ikke nogen. Det var meget varmt i haven og ubevidst samlede hun lidt vinde omkring sig. Først kunne hun ikke se nogen derude, men så lagde hun mærke til en skikkelse under æbletræet. Det var Kaptajnen.
   "Kaptajn?!" Udbrød hun glædeligt overrasket.
   "Goddag Atvia," svarede han og trådte ud af træets skygge.
   "Du burde kalde mig Andreo," han rømmede sig, "du reddede mig liv, det bør fjerne den slags formaliteter, bør det ikke?" Hun nikkede blot samstemmende og smilede varmt. De satte sig på en af de utallige bænke placeret rundt om i haven. De var begge tavse en rum tid og Atvia pillede nervøst ved sin løse fletning. Endeligt tog Andreo ordet.
   "Jeg er kommet med en gave til dig," og så skyndte han sig at tilføje, "som tak for det du gjorde for mig." Hun begyndte straks at protestere, så høfligt som muligt, men han godtog ingen argumenter og bad hende følge efter ham. De gik ud til staldene og lige som hun følte sig helt på bar bund, så gennede han hende stolt ind i en boks. Først genkendte hun ikke hesten, men så gik det op for hende at det var Hoda. Ikke helt sikker på, hvad hun synes om gaven smilede hun og takkede ham varmt. En hest altså. Hun så ned i jorden og smilede for sig selv. De gik sammen tilbage til haven og en tjener serverede kold frugtsaft for dem, sammen med en bunke små søde kager og de sad længe og talte sammen om løst og fast. Hun følte sig tilpas i hans selskab, men havde alligevel lidt sommerfugle i maven, hver gang han så på hende med de gennemborende dybblå øjne. Som Kaptajn i Mestermagikernes garde skulle han og en gruppe soldater følge dem til hovedstaden og hun så pludseligt frem til turen. De skiltes i skumringen. Da de tog afsked ved indgangen til den store have, tog han hendes hånd i sin og de stod sådan længe sammen. Han kyssede dvælende hendes hånd og steg til hest og var hurtigt ude af syne. Hun gik indenfor med en underligt lethed i brystet og nynnede sagte for sig selv imens hun så sig i et spejl i hallen og rettede lidt på sit hår. Måske skulle hun gøre mere ud af sætte det op?

Harl var meget bleg og var ikke sit sædvanlige muntre jeg. Hun red op på siden af ham og så til imens han kæmpede for at holde sig i sadlen. Uden tøven satte hun Hoda i gallop og søgte efter Andreo blandt sodaterne foran i kolonnen.
   "Andreo!" råbte hun, da hun så ham lidt længere fremme og han stoppede straks kollonnen. Det var tredje dag på rejsen og undervejs var Harl blevet mere og mere syg. Det pinte hende at se sygdommen æde sig ind på ham og han ville ikke lade hende heale ham. Hun red tilbage og sammen med Harls trofaste tjener, fik de ham ned fra hesten og lagt ned på et tæppe. Soldaterne gik i gang med at rejse telte straks og lave bål. Da det første telt stod flyttede de Harl derind og på trods af svage protester fra hans side, så undersøgte hun ham grundigt. Tjeneren var sendt ud efter kogende vand til te. Hun satte sig tilbage på hælene. Det var slemt. Meget værre end hun egentlig havde forestillet sig. Sorte pletter af uforgængelig sygdom åd sig langsomt ind alle steder i kroppen. Værst var det i maven og leveren. Hun bed irriteret i en flækket negl. Hun vidste ikke nok om healing til at gøre noget effektivt ved noget så alvorligt og den tanke, at der ikke var noget at gøre for en mere erfaren healer bed hende i nakken. Hun drak en slurk af sin feltflaske og så op på den ældre slave, som kom ind i teltet. Han så hendes udtryk og faldt sammen i skuldrene. Længe sad de på hver sin side af Harl og stirrede tavst. Han var ikke længere ved bevidsthed. Havde hun noget valg? Hun tog en hånd i sin og lod sin magi identificere de skadede steder. Hun søgte de meste alvorlige områder og med stor forsigtighed byggede hun magiske kapsler omkring dem, som forhindrede dårligdommen i at sprede sig. Det ville købe dem lidt tid. Det var langsommeligt arbejde. Hun måtte sikre at blodet havde mulighed for at fortsætte sin færd rundt i kroppen og da hun endeligt var færdig var det for længst mørkt udenfor. Hun havde ikke lagt mærke til at Andreo var kommet ind i teltet. Han sad på en primitiv stol og stirrede bekymret på hende. Hun smilede beroligende og forsøgte at rejse sig, men fordybet, som hun havde været, havde hun tømt sig selv næsten helt og lod sig taknemmeligt gribe af Andreo. Hun havde grædt. Han tørrede en tåre væk og satte hende ned på stolen.
   "Lad os finde noget mad til dig," sagde han bekymret og vinkede Djub ud af teltet. Den gamle slave smilede taknemmeligt, men trist til hende, inden han forsvandt for at vende tilbage med en tallerkenfuld stuvning. Hun spiste grådigt og var glad for, at det var en af de bedre kokke blandt soldaterne, der havde haft madtjeneste den dag. Nogen af dem ejede bare ikke evner i den retning. Imens hun spiste blev endu en soveplads gjort klar i teltet og hun lod sig udmattet dratte om med alt sit tøj på, så snart Andreo modvilligt havde forladt teltet. Harl trak vejret tungt og regelmæssigt og hun gled hurtigt ind i søvnen.

Harl havde det bedre og de kunne fortsætte et par dage senere. Hun healede ham og styrkede de magiske barrierer hver dag og åndede lettet op, da de endeligt nåede hovedstaden. Byen var storslået. Som den største by i riget, var dens rigdomme enorme og hele tiden var der noget nyt at se. De passerede byens offentlige have, som var omgivet af universitetet. Havde hun fundet Ko’inors universitet stort og overvældende, så var dette ubegribeligt. Over alt så man unge novicer i deres karakteristiske dragter på vej til undervisning og tårne i forskellige højder stod placeret rundt omkring i den kæmpemæssige have. Der var et leben over alt, selvom det næsten var mørkt, viste byen ingen tegn på at falde til ro. Paladset lå ikke langt fra universitetet. Sammen udgjorde de to områder byens midte, men på grund af deres enorme størrelse, så tog turen alligevel et godt stykke tid. Langt om længe nåede de de kongelige stalde og de store træningsområder med ridebaner, ecksersits pladser og de kongelige haver. Paladset havde tre mure med hver deres port og indergård. Bag hver mur boede der forskellige mennesker med tilknytning til paladset i rækkevis af helt ens små huse. Alle kalkede hvide og alle med små velholdte haver udenfor. Tjenestefolk, håndværkere og slaver. Slaverne boede ved den yderste af murene, men deres forhold var langt bedre end hun nogensinde havde drømt om. Duften af nyslået græs og lyden af springvand nåede dem alle, som de red igennem den sidste port ind på den storslåede slotsplads. Staldrenge og tjenere kom løbende og tog sig af heste såvel som oppakning.

Hun så sig om i værelset og fik helt ondt i øjnene af at forsøge at sluge alle detaljerne. Det var overvældende, men det var ikke det hun var gået ovenpå efter. Hvor mon de havde sat hendes oppakning hen? Hun så sig om. Den lå ved sengen og tingene var bredt ud, så hun selv kunne sætte dem på plads. Hun fandt hurtigt den theblanding hun var gået op efter og en lindrende salve Elvil havde lavet. Hun nikkede til tjenestepigen som ventede tålmodigt ved døren. Harl var kollapset lige som de gik ind i den kølige hall og straks blev han båret ind i sine værelser og healere var blevet tilkaldt. Hun bankede på. Djub åbende døren og hun gik stille ind. Ingen lagde mærke til hendes tilstedeværelse, som tre healere stod over Harl og Mestermagiker Molteki stod ved sin faders side, som en brændvarm statue. Så forskellige de to. Harl venlig, rolig og lys af sind. Sønnen nærmest emmede af mørke og et dystert sind. Hun gøs og trak sig lidt væk. Hun følte en distance imellem dem, som hun så dem sammen der. Healerne, færdige med deres undersøgelser talte lavmeldt sammen indtil Mestermagiker Molteki rømmede sig stille. De farede sammen og en trådte forsigtigt hen til sengen igen og så over på den høje mørke mand.
   "Mestermagikeren har været heldig. Han har været i hænderne på en ganske dygtig healer for nylig. Desværre, så kan vi ikke gøre mere for ham, end der allerede er blevet gjort," sagde healeren. En mand i fyrrerne med venlige øjne. Atvia havde svært ved at høre, hvad der blev sagt og listede sig nærmere. Healeren lagde mærke til hende og de ting hun holdt i favnen. "Det er måske den unge frøken der, som er at takke for det gode arbejde?" spurgte han venligt og smilede tillidsvækkende. Hun nikkede stumt og rødmede lidt. Elvil ville være så stolt. Hun måtte se få skrevet til ham, men hvordan skulle hun begynde? Molteki vendte sig om og målte hende koldt og hun var klar over, at han havde været vidende om hendes tilstedeværelse fra start af. Der var ingen følelser at se i hans stenansigt. Ikke engang bekymring for sin syge far.
   "Måske ser vi dem snart på universitetets hospital?" spurgte healeren og så spørgende på Atvia. Ikke overrasket over at hun var en kvinde. Selvom kvindelige magikere var et særsyn, så var de fleste af dem healere.
   "Glem det Gam, hun er elementmagiker," sagde Molteki koldt.
   "Skam," mumlede healeren og vinkede sine to fæller med sig ud af døren. Han nikkede og smilede til Atvia, da han passerede hende. Atvia sank en klump. Molteki stirrede tomt på hende. Hun rankede sig og gik hen til sengen. Harl sov tungt. Hun tog den ene hånd, som lå ovenpå tæpperne. Den var varm, men ikke feberhed. Kroppen skreg på hvile efter den lange rejse. Hun mærkede efter, hvordan de magiske barrierer klarede det og kunne føle at de var blevet forstærket af de de kyndige healere. Det bekræftede hende i, at hun havde gjort det rette. Moltekis tilstedeværelse fik hende til at ryste lidt på hænderne, men hun nægtede at lade sig kue af ham. Hun satte krukken og teen på et lille bord ved sengen og trådte tilbage. Djub, rettede sengetøjet og smilede sørgmodigt til Atvia, som nikkede venligt til ham og forlod værelset uden at sige farvel til Molteki. Hun gik ovenpå og lagde sine ting på plads. Det var for længst blevet aften og hun kunne mærke sulten gnave, men hun anede ikke, hvordan hun skulle få fat i noget mad. Faktisk var hun ved at gå en smule i panik over det, da det bankede på døren. En tjenerinde stod med en bakke.
   "Mestermagiker Molteki mente de nok var sulten nu," sagde hun og satte bakken fra sig på et bord midt i værelset.
   "Jeg kommer med noget varmt vin til dem senere," sagde hun venligt og stirrede nysgerrigt rundt i værelset inden hun forsvandt igen. Atvia blev stående lidt og stirrede på døren pigen lige var forsvundet ud af. Hun følte sig meget ensom.

Det var stadig mørkt udenfor da Atvia slog den store kappe om sig og sneg sig ned i parken. Hun havde udset sig en beskyttet plet, hvor hun kunne træne ubemærket. Hun havde sine våben med under kappen. Kun sværdet og staven. Bueskydning måtte vente til hun havde fundet noget der kunne bruges som mål. Hun måtte lede lidt efter udgangen til den store park og hun var meget glad for de store pelssko med bløde såler Elvil havde foræret hende. Ellers havde hun sikkert vækket det halve af paladset. Luften var bidende kold. Vinteren var over dem og der lå et fint lag rimfrost over parkens græs og træernes sidste blade. Der var længere ned til den plet hun havde udset sig, end hun huskede, men da hun nåede frem klappede hun sig selv på skulderen, for at have fundet et godt sted. Hun var lidt rusten for på hele rejsen til Morain havde der ikke været megen mulighed for at træne og i ugerne efter ankomsten havde alt været så nyt, at hun ikke havde følt sig modig nok til et sådant foretagende. Der havde været så mange ting hun skulle tage sig af. Hoda skulle opstaldes i paladsets stalde, mod betaling selvfølgelig og det havde betydet, at hun måtte bruge af de penge Elvil havde givet hende med, men så var opstaldningen også betalt for et år nu. Så var der selvfølgelig også Harl. Han forsøgte at undervise hende fra sin sygeseng, når han ikke havde siddet i møde med kongen, men det meste af tiden holdt hun ham bare med selskab. Når Molteki ikke var der altså. Hver gang han gjorde sin entre, så fandt hun på diverse undskyldninger for at smutte væk. Den mand gav hende kuldegysninger og han gjorde det sikkert med vilje! Hun lagde kappen fra sig på en bænk og løsnede skuldrene op og snart faldt hun ind i de velkendte bevægelser og kunne mærke, hvordan kernen inde i hende selv begyndte at trække løsrevne tråde til sig. Det var vist på tide, tænkte hun for sig selv, det kunne hurtigt være endt galt, havde flere tråde løsrevet sig. Efter at have varmet op med staven gik hun hen til bænken og satte sig et øjeblik. Hun så op i den lysnende himmel og nød at mærke blodet løbe stærkt i kroppen igen.
   "Hvad foregår der her?" tonen overrasket, overlegen og kold. Det var ham! Hun farede sammen og så hen på ham. Han stod få skridt borte og stirrede irritabelt på hende. Et øjeblik var hun sig meget bevidst om de røde kinder og det uglede hår.
   "Hvad laver du ude på denne tid?" han kom nærmere, "stævnemøde?" Hun rejste sig op og trak kappen om sig.
   "Jeg træner," mumlede hun og forsøgte ikke at rødme. Bare det at han troede det havde været et stævnemøde!
   "Træner?" spurgte han overrasket.
   "Ja, med min stav," svarede hun og pegede på staven, som stod op ad bænken. Han kom nærmere og rakte ud efter den, hun skulle lige til at protestere, men så greb han om den. Et ryk ved den ene mundvig indikerede at han havde opdaget ejerskabsbesværgelsen, men han slap ikke sit greb. I stedet gav han sig til at se nærmere på den. Hun stod overrasket og så til. "Smukt håndværk," han nikkede for sig selv, "det er heller ikke en dårlig besværgelse," han rakte hende den tilbage.
   "For eftertiden, skal du informere mig, når du går herned og træner," en trækning ved mundvigen viste klart, hvad han mente om denne ‘træning’, "når du vil ride, så skal jeg også informeres, ligesom du skal medbringe rideknægt og vagt, hvis du forlader paladsets område. Ønsker du besøg, så skal du spørge mig om lov først. Vil du sende breve, så skal jeg nok sende dem for dig," han pegede på hendes træningstøj og rynkede svagt på næsen.
   "Jeg kan forhåbentlig regne med at du kun bærer disse klæder under træningen?" Hun nikkede lamslået.
   "Godt," han vendte sig om og gik tilbage mod paladset.
   "Forresten, så venter jeg dig på mit arbejdsværelse efter morgenmaden," sagde han over skulderen. Samtalen var afsluttet. Hun blev stående lidt betuttet i flere minutter, men pakkede så sine ting sammen og gik tilbage. Hun orkede ikke mere træning den dag.

En tjenerinde var blevet fast tilknyttet til Atvia og hun havde lagt rene klæder frem på sengen og gjort klar til et varmt bad. En ny og meget velkommen luksus. Hun studerede sit ansigt i et lille håndholdt spejl, som hun lå i blød i det varme sæbevand. Snart lyserød som en lille babygris. Den lille spidse mund med de lidt for fyldige læber. Det var ikke en mund om hvilken man kunne sige den altid var på vej til et smil, men i stedet havde hun nærmest et tragisk drag om den. En art beslutsomhed. Hun så opad. Mod de fint tegnede sorte øjenbryn og lange vipper, som omkransede et par meget store grønne øjne. Harl havde foræret hende en lille æske med makeup i. Sort kul til at tegne øjnene op med og rødt til læberne. Der var også nuancer til at lægge på øjenlågene, sværte til at ligge på vipperne med en lille kam, så de fremstod længere og et pincet til at plukke øjenbrynene med. Hun havde kun brugt pincettet. En ældre tjenerinde havde i Villaen lært hende hvordan. Hun havde også vist Atvia hvordan man lagde makeuppen, men Atvia følte det som en maske og havde besluttet sig for ikke at bruge det så meget. Hun lagde spejlet væk og så mut rundt i værelset. Mestermagiker Molteki var bestemt ærefrygtindgydende og meget irriterende. Blev hun enig med sig selv om og stod op af badet. Det var svært at komme op af badet alene fordi det var så dybt, men hun kunne ikke risikere, at nogen som helst så de to mærker på venstre overarm. Ikke engang andre slaver. Hun tørrede sig i et stykke tung klæde foran pejsen for at holde varmen, tog hurtigt sine klæder på og ringede efter lidt morgenmad.

Måske var det for at bevise noget over for sig selv, men da hun var færdig med morgenmaden, gik hun ikke til Molteki, men satte sig i stedet ned og skrev sit første brev til Elvil. Hun bed hårdt sammen og rynkede panden i et forsøg på at koncentrere sig om den svære kunst at skrive læseligt. Brevet blev ikke langt, men hun fandt at det indeholdt nok livsklogskab og tilgivelse til, at det var acceptabelt. Hun overvejede at tilgøje et par linjer, hvor hun udtrykte sin harme over Mestermagiker Molteki, men undlod det. Han ville højst sandsynligt gennemlæse det, inden det blev sendt.

Mestermagikerens arbejdsværelse lå i en anden fløj sammen med de andre mestermagikereres. Riget havde fire mestermagikere for tiden, som alle fungerede som kongens rådgivere. Hun gik bagved en spradebasse af en lakaj, som havde allermest travlt med at gøre øjne til samtlige tjenerinder de passerede på de lange gange. Paladset var enormt og hun havde for længst opgivet at finde rundt ved egen hjælp, men ringede i stedet efter en lakaj til hjælp. Lakajen stoppede op foran en høj dør i mørkt træ og bankede forsigtigt på. Åbnede og anmeldte Atvias ankomst. Hun gik ind bag ham da han vinkede efter hende, hvorefter han forsvandt. Arbejdsværelset var stort og meget varmt. Mestermagikeren sad bag et smukt skrivebord og havde en masse skriftruller liggende foran sig. Tydeligvis travlt optaget ventede han flere sekunder, før han så op fra sit arbejde.
   "Du er forsinket," konstaterede han let og rejste sig. han bød hende tage plads i en imponerende lænestol foran den buldrende pejs og satte sig selv overfor.
   "Jeg kan forstå på min far, at du allerede har tilegnet dig en del færdigheder, før du ankom her," sagde han med rynket pande.
   "Der er sikkert nogen dårlige vaner, vi skal have pillet af dig, men det når vi nok," han rømmede sig.
   "Du er vel spændt på at høre om, hvad der videre skal ske?" spurgte han blasert. Hun nikkede bare tavst og fortrød sit valg af beklædning. Hun svedte. Der var alt for varmt i rummet.
   "Ja, min far har en tendens til at springe den slags ting over," snerrede han lidt irritabelt, men ikke helt uden varme i sin stemme.
   "Jeg kan forstå på din far, at du er her imod din egen vilje," sagde han let, men tilføjede så, "det er bare ærgeligt. Som elementmagiker og en af de stærkere af slagsen, så har du en pligt til at hjælpe din konge og dit folk." Han rejste sig og hun lagde mærke til at han holdt amuletten i sin ene hånd.
   "Jeg må antage at du har betydelige evner, siden det lykkedes dig at fjerne denne," han løftede den op og lod den hænge fra to fingre. Hun så ned og knyttede hænderne så arrene efter kampen med amuletten ikke kunne ses og smilede undseeligt.
   "Der er mange, som ikke ønsker dig her. Mange som ikke bryder sig om at have en kvindelig elementmagiker her i landet," sagde han og løftede den ene mundvig til et lille halvsmil. Det gav ham et ondt udtryk.
   "Det opdagede du vel efter den lille oplevelse på turen her til," sagde han med tryk på lille. Hun så irriteret til siden. Hun ville ikke være der, ingen ville have hende der. Hvorfor var hun der så?
   "Adelen er meget indflydelsesrige. Især den konservative adel, som gerne ser tingene forblive som de er," sagde han og studerede skødesløst amuletten, men så så op med et intenst blik i de mørke øjne. Hun lagde mærke til at han havde sorte rande under øjnene og virkede hulkindet.
   "Vi står for en krig med Harain, min far er svag og landet vil ikke stå godt uden en stærk vejrmagiker. Derfor er din tilstedeværelse nødvendig." Hun så til siden. Irriteret over at være fanget på den måde. En slave stadigvæk, men i et pænere bur. Hun sukkede stille.
   "Hvad skal der ske nu?" spurgte hun og så tøvende på ham.
   "Min far og jeg færdiggør så vidt muligt din træning og du modtager det mærke der vil gøre dig til anerkendt magiker," han rømmede sig, "derefter vil du have visse pligter og ansvarsområder," sagde han og satte sig ned overfor hende. Hun nikkede tavst og trak på skuldrene.
   "Jeg har et brev jeg gerne vil sende," hun rejste sig op og tog brevet frem fra lommen. Han tog imod det.
   "Godt, jeg vil sørge for en kurér," svarede han og lagde det på skrivebordet. "Forresten er der også kommet et brev til dig i dag," tilføjede han og rakte hende det forseglede dokument. Hun studerede det nysgerrigt og puttede det i lommen.
   "Jeg ser gerne du læser det her og fortæller mig om indholdet," sagde han bydende. Vredt, men ikke overrasket, tog hun brevet frem, brød forseglingen. Det var ikke mere end et par korte linjer. En invitation til en ridetur fra Andreo.
   "Det er en invitation til en ridetur i eftermiddag," sagde hun og rakte ham brevet. Han læste de to linjer og rakte det tilbage.
   "Jeg forventer I er tilbage til aftensmåltidet. Vi spiser sammen med min far og to lektorer i den grønne sal," han gik hen og åbnede døren for hende, "da Kaptajn Andreo er en mand jeg i det store hele ser som en god soldat, så vil jeg lade jer ride med en lille eskorte."

Hun skumlede hele vejen op til sig selv og selv ikke da hun stod nede i staldene og ventede på at Hoda blev sadlet op forlod irritationen hende.
   "Jeg er ikke sikker på at jeg tør ride med dig i dag, når du sender sådanne blikke efter mig," sagde Andreo og hilste venligt, da han trådte ind i stalden. Det dårlige humør forsvand næsten ved synet af ham og hun smilede bredt.
   "Jeg.... det var bare nogen mørke tanker," sagde hun afvæbnende og rakte ham sin hånd til hilsen. Han tog den og trykkede den varmt.
   "Du ser godt ud Atvia," stemmen var blød og varm. Hun gøs, på en god måde - ikke ligesom når hun befandt sig i nærheden af Molteki. En rideknægt kom trækkende med Hoda, som prustede tilfreds over udsigten til en god ridetur og hun vrinskede højt ved synet af sin gamle herre. Andreo hilste kærligt på hoppen og efterså hende hurtigt.
   "De er gode ved hende her," sagde han og smed en kobbermønt til rideknægten, "jeg hjælper selv damen op." Rideknægten nikkede, skubbede mønten i lommen og forsvandt. To stalddrenge kiggede frem fra de bokse de var ved at muge ud og så misundeligt efter rideknægten.
   De red via en smutvej ud af byen. Den kunne kun benyttes af folk med tilladelse og var derfor langt den hurtigste. Nu, hvor hun ikke skulle tilbringe dage på ryggen af den store hoppe, kunne hun nyde ridtet på en helt ny måde og når de ikke talte stille sammen, så galloperede de vildt over de tørre stepper, som var hårde af frost. De holdt hestene an på toppen af en høj bakke og så ned over byen.
   "Du er en magtfuld ung kvinde," sagde Andreo forpustet og strøg nogen vildfarne lokker væk fra sit ansigt, "de er alle meget usikre på dig." Han så over på hende og smilede sit smittende smil og hun smilede igen og trak på skuldrene. De to soldater i eskorten holdt en pæn afstand og hun kunne næsten glemme deres tilstedeværelse.
   "Jeg er opvokset i skoven med min far, jeg aner intet om deres poltik og intriger" svarede hun og kæmpede lidt med den ivrige Hoda, som stampede utålmodigt for at komme videre, "jeg bryder mig bare ikke om at blive overvåget." Hun lo lidt nervøst og de satte i skridt ned mod byen igen. Andreo red tættere på.
   "Ja, men når du er færdig, så vil du kunne flytte tilbage til skoven en del af tiden, hvis det er det du ønsker." Hun så tvivlende på ham.
   "Det er sandt," sagde han med et stort grin, "som Mestermagiker, vil det være dig muligt selv at bestemme over en del af din tid. Sevfølgelig er der tidspunkter, hvor kongen ønsker din tilstedeværelse her, men kvindelige magikere bliver aldrig tvunget ind i ægteskaber og nyder i høj grad en frihed der ikke ses meget i landet her."
   "Du lyder jo nærmest som en traditionsforræder," udbrød hun overrasket med et drillende glimt i øjet.
   "Lad os bare sige at jeg har set nok ulykkelige ægteskaber, som følge af traditionerne," sagde han stille. De var begge tavse en rum tid og nød synet af den nedgående sol. Det var tid at vende hjem. Hoda satte farten lidt op, da hun opfangede at de var på vej hjem. Hjemme til fodertid. Andreo hjalp hende ned fra hesten.
   "Tak," mumlede hun nervøst og så til siden. Befippet over at være ham så nær. Han duftede godt. Ikke af dyre parfumer, men friskt og varmt. Lidt af hest. Han gav ikke slip på hende med det samme, men holdt sine arme om hende og de stod sådan lidt. Da hun først var kommet sig over den første generthed, var det rart. Hun kunne mærke sit hjerte slå hårdt imod ribbene og hun var lidt stakåndet, men på en helt igennem dejlig måde.

Hun bandede sagte for sig selv, da hun løb op ad de mange trapper til sit værelse. Hun havde glemt alt om tiden og nu havde hun ikke megen tid at klæde om i. Der var sat vand frem, så hun kunne vaske sig og en af hendes bedre kjoler var lagt frem på sengen. Hun sendte en venlig tanke til tjenerinden og klædte om i hast. Alligevel var hun lidt forsinket og alle stod og ventede i salen. En tjener bød hende et glas vin, men hun takkede nej og gik hen til Harl imens hun hilste så venligt som muligt på Molteki og den mand han stod fordybet i samtale med. Alle bar de smukke kåber kantede med pelsværk. Varierende i farve og detaljer, men ellers ens. Harl smilede varmt til hende da hun kom og præsenterede hende for den venlige healer.
   "Undskyld forsinkelsen," sagde hun og nikkede høfligt til de to herrer.
   "Det er i orden min ven," sagde Harl og viftede skødesløst med den ene hånd, "jeg håber bare du nød dine ridetur." Han vendte sig mod Gam.
   "Hun har været en forbilledlig elev denne unge dame og har siddet vagt ved min seng og underholdt mig i mange dage." Han klappede hende venligt på armen og udvekslede et tilfreds blik med Gam.
   "Jeg sagde også til Mestermagiker Molteki at hun ville være en sand velsignelse som healer, men desværre for mig, så går hendes evner i en anden retning," klagede Gam med en tragisk mine, som hurtigt veg for et drillende smil. Atvia kunne ikke lade være med at smile igen og følte sig behageligt tilpas i de to mænds selskab. Tjenere havde sat maden på det runde bord i mellemtiden og de satte sig til bords. Stor var skuffelsen, da hun opdagede at hun ikke skulle sidde ved Harl, men i stedet sad hun ved siden af Molteki med den anden magiker, som hed Kobek, på sin anden side. Hun klappede selvfølgelig i med det samme og sagde knapt et ord under det hele. Samtalen gik på mange emner i løbet af måltidet, men hun var ikke i stand til at deltage. Alle emnerne gik over hendes forstand og hun koncentrerede sig om at nyde maden. De talte om den måske uundgåelige krig med Harain, lokale intriger og poltik. Hun lyttede så godt hun kunne, men mange ord og begreber forstod hun ikke. Da den sidste ret blev taget af bordet rejste Molteki sig og foreslog at de indtog efterretten i en mere behagelig stue.