Det sved i hele overarmen, men mest lige der hvor Elvil med en meget skarp kniv havde ridset en cirkel med et lyn indeni og derefter minutiøst havde lagt små flis af irgrøn krystal ind i såret. Det blødte ikke meget og da han var færdig healede han såret. Smerten fortog sig og Atvia drejede hovedet, for at se det nye mærke, som var placeret lige under slavemærket. Hun lod fingrene følge dem begge en sidste gang inden hun trak overkjortlen på plads over skuderen..
   "Det er vist første gang de to mærker befinder sig på den samme arm," mumlede hun og kærtegnede det øverste med en underlig ømhed igennem stoffet. "Hvorfor nu?" spurgte hun og så op på Elvil, "jeg er jo slet ikke klar."
   "Det er altid den, som først opdager det magiske potentiale i en person, som har retten til at give dem, deres magiske mærke," svarede han varmt og klemte hendes skulder.
   "Jamen, hvorfor ikke senere?" spurgte hun igen.
   "Lad være med at stille så mange spørgsmål," vrissede han og blinkede skævt til hende, men hun så alvoren i hans blik og pludseligt fik han travlt med at rydde op efter ritualet.
   "Nu skal vi fejre det med noget god vin og i aften går vi begge ned til din lille skovsø og bader," sagde han bestemt og missede mod solen som sendte sine sidste varme stråler ned over dem inden den forsvandt bag træerne.
   Nu skete det snart.
   Atvia tog sig selv i at følge sin læremester tæt, de følgende dage. Han var tavs og mut. Den vin de havde med tilbage fra byen svandt hurtigt ind og mørke rande under øjnene viste med alt tydelighed, at han ikke sov om natten. Dagene tilbragte han for sig selv, med alle sine urter og bøger eller ude i skoven på jagt. Uden at spørge om hun ville med. Han undgik hende, men han virkede ikke vred. Bare tynget.

Midsommer nærmede sig hastigt og for hver dag drak han mere og mere vin indtil alt blev tåget og følelserne forsvandt. Da vinen ikke længere var nok, dryssede han euforiserende urter i. Fuldstændig handlingslammet havde han siddet iblandt sine urter og bøger da de ankom. Alt var klar. Den bedøvende urtedrik lå i sin lille flaske og ventede på at udføre sit ærinde. Alt foregik i en døs. Morgenmaden simrede over ilden, hun kom ned, han rakte hende en kop the og de spiste sammen. Havde Elvil haft bare en snert af sin elevs magiske evner, havde himmel og jord stået i ét den dag, men som det var forblev himlen udenfor lyseblå og ikke en vind rørte sig. Elvil fulgte hende med blikket så længe hun var synlig, men skoven opslugte hurtigt gruppen af ryttere. Han gned sit skæg og rystede på hovedet af sig selv. Hun havde været rasende. Bebrejdende. Som om han overgav hende til fjenden og det var vel lige præcis det han havde gjort. "Nå," mumlede han for sig selv og følte rastløsheden krybe tilbage i kroppen. Atter ene. Natja kom flyvende og satte sig ind på sin pind, for at sove dagen væk og æslet var optaget af at græsse. Han gik indenfor. Mere rungende stilhed, som lovede mange ensomme timer. Alt var ved det gamle. Det gamle var bare ikke godt nok. Hele dagen og aftenen var en endeløs række af selvbebrejdelser og selvmedlidenhed. Han havde svigtet hende. Det var ganske ligegyldigt, at han ikke havde haft noget valg. På bordet lå et officielt udseende dokument. Uåbnet. Mestermagiker Moltekis segl prydede forsiden på det dyre pergament. Elvil undgik at se på det. Det runde røde segl mindede så forfærdeligt om den amulet kaptajnen havde lagt om halsen på Atvia imens hun havde lagt bevidstløs, lige der på gulvet foran ildstedet.

Atvia så sig forsigtigt om. Hun var omgivet af soldater. Ikke af parade typen, som var velplejede og mest af alt lignede unge knægte, der lige havde forladt forældrenes trygge arne. Dem havde der været masser af i Ko’inor. Nej disse var hårde mænd af en hvis alder. Hun så lige frem igen. Soldaten som havde hjulpet hende op på hesten havde ikke været uvenlig, men brysk og kommanderende. Han havde et ar som gik fra det ene øre til andet over halsen. Hun gøs når hun så på det. Deres uniformer var sorte med røde detaljer og ringbrynjerne under de uldne veste var sværtet helt sorte. De måtte være ulidelige i varmen. Hun havde talt fireogtyve mænd. En del af dem have pakheste på slæb. Gad vide, hvor de var på vej hen? Hun forsøgte at se tilbage, men var faretruende tæt på at glide af hesten. Stadig påvirket af bedøvelsen var hun sløv og alting virkede tåget. Soldaten med arret red ved siden af hende og skubbede hende ublidt tilbage i sadlen. "Lær du hellere at holde balancen før du forsøger akrobatik," lo han ikke uvenligt og blinkede hurtigt. Hun rødmede flovt. Det var ikke let at ride og dyret hun red på, holdt sig ikke tilbage når det kom til narrestreger. Den søgte lavthængende grene, så Atvia måtte dukke sig hele tiden og en hudafskrabning på venstre knæ, bar vidne om et brutalt møde med en træstamme. Hun så lige frem resten af dagen indtil det var tid til at slå lejr for natten og forsøgte ellers at holde panikken fra livet. Elvil havde forrådt hende, hun var omgivet af soldater, var blevet påtvunget en eller anden amulet, som hun ikke kunne tage af uden det medførte store smerter og som blokerede for hendes magi og hun havde ingen anelse om, hvad der ventede forude. Hun forestillede sig det ene skrækscenarie efter det andet, hvor der var ét gennemgående tema. De opdagede at hun var slave og slog hende ihjel. Faktisk var den eneste variation i disse forestillinger, hvordan hun døde og med en ret begrænset forestillingsevne, så var mulighederne indtil videre hængning eller halshugning. Solen stod lavt på himlen da de endelig stoppede. Hun kunne ikke længere mærke sine ben, men det dæmrede for hende, at det ikke ville vare ved sådan. Det ville nok blive værre.

Det blev værre. Da det endeligt var holdt op med at snurre i dem, så dunkede de og fortsatte sådan resten af aftenen. Ude af stand til at heale sig selv sad hun ved et bål hele aftenen med stenansigt og frygtede et eneste venligt ord fra nogen, for så ville hun bryde sammen i tårer. Hun spiste det mad de serverede og forholdt sig tavs alt imens hun sydede indeni. Soldaten med arret rakte hende et brev med et rødt segl og efterlod hende sammen med to vagter. Hun brød sejlet og læste den sirlige håndskrift. Det var kun et par linjer.

Beklager amuletten. Et nødvendigt onde, da din fader ikke mente du ville følge frivilligt med. Undgå at genere den og den vil ikke genere dig. Soldaterne vil føre dig til Mestermagiker Harls hjem og han vil forestå din uddannelse herefter. Amuletten vil blive fjernet, når vi føler vi kan stole på hinanden.

MM
   Hun smed brevet på bålet og tørrede en enkel tåre af kinden. Svigtet sved helt ind i sjælen. Forrådt og atter smidt ud i usikkerhed følte hun sig helt knust. Nu var der ikke andet at gøre end at vente og se.

Anden og tredjedagen var lige så smertefulde at komme igennem på hesteryg, men så kunne hun alligevel mærke en forskel og snart kunne hun stå af hesten, når der var hvil og selv komme op igen. Soldaten med arret klappede hende stolt på ryggen første dag det lykkedes. "Sådan min pige!" Udbrød han tilfreds og steg selv op. Hun smilede uvilkårligt og greb chancen. "Du der, hvor er vi på vej hen?" spurgte hun inden han var udenfor rækkevidde. "Nestoria," svarede han "og navnet er Egal."
   "Tak, hr Egal."
   "Bare Egal," sagde han smilende. De andre ryttere steg op og de fortsatte rejsen.
   Det var næsten mørkt da de endeligt slog lejr. Spejdere, som var redet i forvejen vendte tilbage med alvorlige miner og kaptajnen så absolut ikke glad ud, da de rapporterede. Hun lagde mærke til, at flere vagter end normalt blev posteret i udkanten af deres lille lejr og mange gav sig til at efterse våben imens aftensmåltidet blev forberedt. Mændene var tavse og alvorlige. Hun spiste sin suppe og rejste sig så fra bålet. Mange vagtsomme blikke fulgte hende, men det havde hun vænnet sig til. De gjorde intet fysisk for at tilbageholde hende og hun kunne bevæge sig frit til en hvis grænse. Hun fandt Egal i udkanten af lejren. Han var fordybet i samtale med den unge kaptajn. Hun så sig om for at sikre sig at ingen så hende gå om bag hestene og sneg sig nærmere de to.

"...pigen er rolig?" spurgte kaptajnen.
   "Ja, hun aner intet om, hvad der foregår kaptajn," svarede Egal og tog en slurk vand fra sin feltflaske inden han fortsatte, "men jeg tror ikke vi skal være nervøse for hende. Hun kan vist klare sig selv, skulle det komme til det. Hun har flere våben i sin oppakning og kan sikkert bruge dem."
   Kaptajnen nikkede alvorligt, men forblev tavs et stykke tid. "Og Amuletten?"
   Egal nikkede. "Hun forsøgte at fjerne den en gang, men jeg tror ikke hun prøver igen," han rømmede sig og spyttede til siden.
   "De ligner en flok tyve Egal, men jeg tror det er en forklædning," mumlede Kaptajnen, "lykkedes det os ikke at snige os forbi, så har vi temmeligt sikkert en meget svær kamp foran os."
   Egal var ikke en lille mand, men han måtte alligevel se op, for at møde Kaptajnens blik. "Mændene er klar skulle det komme til det," forsikrede Egal, hvorefter han nikkede kort og forlod den yngre mand. Kaptajnen blev stående lidt. Atvia blev stående bag hestene og betragtede ham. Han var høj, meget bredskuldret under den varme tunika og ringbrynje. Han havde skulderlangt brunt hår, som var bundet sammen i nakken og hun lagde mærke til at han haltede en smule, da han gik tilbage til lejren. Hun så efter at ingen var i nærheden og gled lydløst ud fra sit gemmested. Hun nåede ikke længere end to skridt, før Egal greb hende hårdt i armen.
   "Se nu hvad du har gjort," brummede han utilfreds og sendte hende et alvorligt blik under de buskede øjenbryn, hvorefter han pegede over på en gruppe forvirrede soldater, som alle diskuterede vredt med hinanden lige på den plads hun havde forladt. "Vi ville alle blive glade min unge frøken, hvis de ville blive ved det bål vi sætter dem ved," skældte han mildt. "Hvis vi mister dem, ville ingen af os turde vende hjem."
   Hun blev tør i munden. "Atvia. Kald mig Atvia," sagde hun, rev sig løs og gik over til gruppen af ophidsede soldater, maste sig ind imellem dem og satte sig ved bålet. De tav straks, så lidt forvirrede på hinanden og gik så hver til sit. Undtagen to, som satte sig overfor hende og begyndte at pudse deres sværd, imens de sendte hende mistroiske blikke. Hun manglede pludseligt sin stav eller sin bue hos sig. Et eller andet hun kunne beskæftige sine hænder med. Staven og buen, var sammen med hendes sværd, blevet pakket væk af soldaterne og hun havde ingen anelse om, hvor de nu befandt sig. Hun stirrede ind i bålet og legede fraværende med amuletten om halsen. Den var varm og summede advarende, hun vidste af smertelig erfaring, at hvis hun rev for hårdt i den eller forsøgte at fjerne den, så ville den brænde hendes hænder og stramme så voldsomt om halsen, at hun ikke kunne trække vejret. Hun slap den mut og begyndte at spekulere i stedet. Hvad mon det var der ventede forude?

Det var stadig mørkt, da hun blev rusket vågen af Egal, som tyssede på hende, da hun forskrækket åbnede munden. Han hjalp hende på benene og trak hende med sig. Alle soldaterne var oppe og stod klar med buer og spyd. Alt var tyst. Kun bålenes knitren og hestenes blide prusten kunne høres. Kaptajnen stod i midten og gav ordrer med håndtegn. Hun så spørgende på Egal, som havde trukket sit sværd. Han nikkede over mod skoven. Hun så ind imellem træerne, men kunne ikke se andet end mørke bag dem. En sky, som havde dækket månen, forsvandt og noget glimtede i det blege lys. Hun gøs. De var tydeligvis omringet. Hun bed sig hårdt i læben og så sig om efter noget at forsvare sig med, men nåede ikke at få fat i noget, før angriberne råbende stormede ind i lejren. Nogle få stykker på hesteryg, men de fleste på egne ben. Hun samlede sig og forsøge at få et overblik. Måske kunne hun hjælpe. Hun søgte automatisk efter vinde, men et smerteligt jag i halsen, mindede hende om amuletten og dens kræfter. Hun bandede sagte og forsøgte at se, hvad der skete foran hende. Egal råbte ordrer til soldaterne omkring dem, som sluttede ring omkring hende. Det larmede. Mænd der skreg, heste som skreg og lyden af sværd og spyd som slog imod hinanden. Hun havde ingen fornemmelse af, hvordan det gik. Egal fældede en mand i et hug. Blodet sprøjtede ham ind i ansigtet, men han nåede knap at tørre det væk, før to mere kom løbende imod ham. Andre fjender kom til. Det lykkedes dem at bryde cirklen og pludseligt stod hun ansigt til ansigt med en bred, lidt fedladen mand. Han blødte fra et sår i panden, men mærkede det nok ikke. Ansigtet lyste af blodtørst og han smilede bredt. Ondt. Han var klædt i ydmyge klæder, men et sværd havde flænget kjortlen og afslørede en dyr ringbrynje underneden. Han kastede sig imod hende, men hun undveg, som så mange gange før under træningen med Elvil. Hun så sig febrilsk om efter hjælp, men alle var trængte. Lidt borte lå et svært ved siden af en falden fjende, men det var for langt væk. Hendes angriber havde fundet balancen efter det fejlede angreb og gjorde sig klar til endnu et udfald. Hun gik bagud, til hun næsten var henne ved sværdet og holdt blikket fast på sin angriber. Han smilede grumt og nød tydeligvis hele situationen. Hun satte sig på hug og famlede efter sværdet. Hun havde næsten fat i det. Han kom løbende imod hende og hun var nødt til at falde til siden og rulle væk. Angriberen mistede balancen et kort øjeblik og hun fik fat i sværdet, men hurtigt var han over hende igen. Denne gang parerede hun og et angreb fulgte hurtigt efter. Han undveg med en hurtighed hun ikke havde regnet med og hun så sig flere gange trængt. Han slog igennem og hun kunne mærke sine kræfter svinde hurtigt. Til sidst kunne hun knapt løfte sværdet og parere hans slag. Hjertet hamrede i brystet og lungerne gjorde ondt. Armene smertede og hun sank en klump i halsen, da hun indså at hun ikke kunne mere. Hun forsøgte at løfte det tunge sværd igen, men armene svigtede og angriberen lo råt, da han indså, hvordan det stod til. Han løftede sværdet til et sidste hug, men i samme øjeblik, kom kaptajnen løbende ind fra siden og borede sin klinge ind i mandens hals. Der var blod overalt. Det sprøjtede på både hende og kaptajnen. Kaptajnen trak sit sværd til sig og sparkede angriberens livløse krop til side. Hun faldt på knæ og svajede lidt frem og tilbage. Et par angribere mere kom til, men Egal og Kaptajnen fik dem slået tilbage. Hun så sig om. Det var næsten ovre. Der lå sårede og døde mænd spredt over hele lejren, men næsten ingen fjender stod oprejst og de der gjorde løb mod skoven.

Det var blevet lyst for længst. Hun brugte sværdet som stok og kom på benene. Det var ovre. Egal stod lidt væk. Bøjet over Kaptajnen, som lå på jorden med lukkede øjne. Hans tunika var blodig og hun så at en pil, var gået igennem ringbrynjen. Hun gik derover. Så mange sårede. Hun så sig om. "Egal!" råbte hun udmattet. "De sårede, healere?!" Han så op og rystede på hovedet.
   "Den eneste healer er død", han pegede bagud på en soldat, som lå et stykke borte med et spyd igennem sin brystkasse. Hun sukkede opgivende og faldt sammen foran Kaptajnen. Han var ligbleg og hun kunne se livet sive ud af ham. Hun kunne redde ham og måske også mange af de andre sårede. "Egal, min oppakning," bad hun og så op. Han så uforstående på hende. "Healende sten.... i min oppakning.. Elvil..." Han lyste op og løb mod det lille telt, som beskyttede oppakningerne imod nattens dug. Hun bøjede sig ned over Kaptajnen og lyttede til hans besværede vejrtrækning. Han var bevidstløs. Frustrationerne byggede sig op. Hvis det ikke havde været for den amulet, så kunne hun have hjulpet. Gjort nytte. Hun skumlede og følte på den tunge kæde. Den måtte kunne fjernes. Hun undersøgte den hurtigt, men fandt intet, som lignede en lås eller anden mekanisme. Hun forsøgte at trække den over hovedet. Den blev varm og summede advarende. Hun fortsatte og varmen blev mere intens. Den var så tung, så varm og nu skød stærke smerter igennem hendes hals og ned igennem kroppen. Hovedet blev tungt og tankerne tågede. Hun kunne ikke få vejret. Den måtte væk, hun måtte hjælpe. Det sved i håndfladerne. Den var næsten af nu. Bare lidt mere. Hun trak den over issen og med sin sidste viljestyrke kastede hun den til siden. Smerterne fortog sig. Hun så ned på sine hænder. Store brandvabler begyndte at træde frem i håndfladerne og de sved ubærligt. Hun gøs og vendte sin opmærksomhed imod den sårede Kaptajn. Hun kunne stadig nå det. Hun lagde sine hænder på hans brystkasse. Jo, der var stadig liv i ham. Egal vendte tilbage, så hurtigt på den bortkastede amulet og tøvede kort, men smed så posen med healende sten i skødet på hende. "Vi må have pilen ud," sagde hun stakåndet. Egal faldt på knæ, udmattelsen tydelig i hans bevægelser og trak pilen ud. Hun dækkede hurtigt såret med sine hænder og standsede blodet med sin magi. Hun healede det mest nødvendige, men resten måtte han selv klare.
   Andre havde brug for hjælp. Hun healede sine håndflader nødtørftigt og forbandt de værste af sårene. Egal var gået imens hun arbejdede på kaptajnen, men vendte tilbage med brød, vand og kød. Hun spiste og drak lidt imellem hver mand hun tilså. Nogen kunne klare sig med en healende sten eller to. En for smerter og en til at stoppe blodet og rense såret. Det var alt hun kunne gøre. De soldater der stadig stod på benene begravede de faldne og fjernede også ligene af de faldne fjender. Enkelte af fjendens soldater var taget til fange, men de havde ikke nogen alvorlige sår. Deres leder var væk og de tilfangetagne soldater var tavse som graven. Atvia forstod intet af hvad der foregik og ingen havde tænkt sig at forklare.
   Det var vel over middag, da hun endeligt kollapsede på et tæppe, som en venlig sjæl havde bredt ud. Hun lå der, blandt sårede soldater, med den overvældende søde lugt af blod i sine næsebor og sov tungt i mange timer.

"Hvornår ankommer de?" Spurgte kongen og vinkede de to tjenere væk imens han stirrede intenst på den høje mørke mand ved sin side.
   "De er i Nestoria om nogen dage," svarede han og betragtede fraværende skuet nedenfor balkonen.
   "Jeg håber du ved hvad du gør Molteki," sagde kongen irritabelt.
   "Mon ikke hun nok skal vise sig at være ganske harmløs og min fader skal nok tage sig godt af hende," svarede Molteki og hilste ligegyldigt på de folk som vinkede og råbte mod balkonen.
   "Jeg ville bekymre mig mere om adelen Deres Højhed." Kongen ignorede det sidste og koncentrerede sig om at smile og vinke venligt til de mange mennesker. De blev stående derude lidt længere, men trak sig så begge tilbage. "Jeg har brug for adelen, hvis vi skal overleve endnu en krig Molteki," sagde kongen, som de gik igennem de brede døre fra balkonen. Molteki nikkede kort, men forblev tavs og tog imod det glas vin en tjener bød ham.
   "Hvis vi ikke kan kontrollere hende, risikerer vi at kaste landet ud i borgerkrig," sagde kongen opgivende og tog en ordentlig slurk af sin vin.

Telte var stillet op til de sårede. Hun tilså dem alle jævnligt og healede så mange som muligt. Aldrig havde hun lært så meget og travlheden forjog de mørke tanker om en usikker fremtid og vreden havde samlet sig som en kold kugle i brystet. Kaptajnen var stadig svag. Hun fjernede tæppet fra hans brystkasse. Såret var næsten lægt nu. Han stirrede træt, men vagtsomt på hende.
   "Nu venter der problemer," mumlede han med et skævt smil. Hun så uforstående på ham. Havde de ikke lige haft problemer nok? "Mestermagiker Molteki, gav strenge ordrer. Amuletten skulle blive på," han rystede på hovedet. Atvia bed et skarpt svar i sig.
   "Ville I hellere at alle jeres sårede soldater og dem selv, var døde?" spurgte hun og rejste sig for at gå igen.
   "Nej," svarede han træt og hun standsede op, "men ingen trodser Mestermagikeren."
   Hun fnøs. "Ja, det indtryk fik jeg også, da jeg blev hevet væk fra mit hjem," sagde hun koldt og gik ud af teltet. Et par dage senere pakkede de lejren sammen og fortsatte. Alle var i stand til selv at ride nu. Amuletten var der ikke nogen som nævnte igen og hun havde ikke selv set den, siden hun havde revet den af.

Nestorias tårne rakte imod skyerne og glimtede så stærkt i solen at stirrede man for længe, blev man blændet og så lysende pletter for øjnene. Atvia holdt hesten an og gned sine trætte øjne. Hun kunne ikke ankomme til resten af sit liv med hængende øjne og helt støvet til. Egal red op på siden af hende.
   "Smuk by ikke?" Han nikkede ned imod den massive samling af mur og huse der ragede op over. Det var en smuk by. Tagene var alle som en dækket af sorte skinnende sten og murene var kalket hvide. Her og der kunne vimpler anes på de højeste af tårnene og hun lagde mærke til at klokker ringede klart i et stort virvar af toner. "De ringer solen ned," sagde Egal og satte efter de andre ryttere, som red uimponerede videre. Hun fulgte efter og inden længe var de ved byportene. Hundredevis af mennesker stod sammenklumpede foran portene og maste for at komme ind. Kvinder med deres spædbørn bundet op i sjaler og bønder med deres trækvogne efter sig. Det var kaos og flere kom til. En vagt stod på en træstige og forsøgte at råbe noget ud over mængden, men ingen kunne høre ham igennem al larmen og flere forsøg på at tysse folk ned, var frugtesløse.
   "Hvad foregår der?" spurgte Atvia Egal og så spørgende over på ham, men det var ikke Egal som stod ved siden af hende, det var Kaptajnen. Han smilede tålmodigt og hun lagde pludseligt mærke til at han havde et behageligt smil og meget blå øjne.
   "Det er et ganske velkendt scenarie i disse tider," han pegede over på vagten som febrilsk forsøgte at få beroliget den store menneskemængde. Moira er på grænsen til krig med Harain og kongen har beordret at byporten til alle større byer skal stænges, så snart solen ringes ned," han nikkede over mod menneskemængden, "de er alle bange for at tilbringe natten udenfor byens mure og derfor stimler de sammen, så snart klokkerne ringer." En mand kom løbende og skubbede til Atvias hest og da den var lidt nervøs i forvejen, så begyndte den at arrigt at sparke. Hun forsøgte at berolige den, men havde svært ved overhovedet, at blive siddende. Hun var langtfra en rutineret rytter.
   "Hoda!" sagde Kaptajnen og greb fat i tøjlerne på det ophidsede dyr. "Hold nu op med det pjat," sagde han og klappede den blidt på halsen til den stod helt stille. "Sådan, god hest," mumlede han og smilede til en meget bleg Atvia, som smilede taknemmeligt igen.
   "Jeg har selv opdrættet hende," sagde han og rettede sig op i sadlen. Forsigtigt, som om han ventede på en smerte og da den ikke kom sukkede han lettet. Han healede godt.
   "Virkelig?" udbrød Atvia ret uinteresseret og lod sine tanker vende tilbage til emnet. Indtil videre, var hun ikke særligt begejstret for heste måtte hun sande. Han måtte have læst hendes ansigtsudtryk, for han smilede og rystede på hovedet. "Hoda er en god hest. En dag vil du også opdage det." Atvia så til siden. Det var hun nu ikke så sikker på.
   Solen var helt væk, da de som de sidste kunne ride ind i den nu mørke by. Hun havde det som om hun kunne falde i søvn på ryggen af hesten og havde hun ikke vidst af smertelig erfaring, hvor ondt det gjorde at falde af, så var hun sikkert døset hen. De red igennem den store port og Kaptajnen hilste venligt på de trætte vagter, som ventede utålmodigt på at lukke for natten. Husene lå tæt i de ydre kvarterer og lugten af by slog imod dem. Ikke mange mennesker befandt sig i gaderne og de kom hurtigt frem. Det tyndede efterhånden ud i husene og gaderne blev bredere. Til sidst nåede de et kvarter, hvor der lå store villaer bygget i hvid marmor og andre sten. De var omgivet af høje mure og bag dem kunne man ane store haver der lå badet i gyldent lys fra store kugler, som stod på piedestaler. Hun kunne fornemme magien som nærede dem.
   "Vi er der snart," sagde Egal, som de drejede ned af en stor sidegade, der til forveksling lignede alle de andre.
   "Mestermagikeren har sin egen villa i dette kvarter. Han skulle gerne være hjemme i dag og ikke på universitetet," sagde han og efter endnu et par sving nåede de villaen. Atvia var meget træt og gled uelegant ned fra den store hoppe. Hun så op på villaen. Den var ikke større eller mindre end de andre på vejen, men haven var måske en anelse mere frodig og det havde lige regnet kunne hun se på græsset og træernes blanke blade. Kaptajnen var kommet hen på siden af hende. Han bukkede høfligt med et skævt smil og bød hende sin arm. Hun tog den og fulgte ham op ad den lange fortrappe. Nervøsiteten steg op i hende og hun kunne ikke holde sin vejrtrækning i ro. Døren åbnede sig, som de kom nærmere og ud trådte en ældre herre. Hun så ned på sine fødder som de forcerede de sidste trin, ude af stand til at møde blikket i de mørke øjne.
   "Velkommen Atvia," sagde han med en dyb, velklingende stemme og hun så forsigtigt op. Han var meget høj og klædt ganske enkelt. Han tog hendes hånd og hold den et kort øjeblik i sin, for så at slippe den og vende sig mod Kaptajnen med et stort smil.