Da alle sad henslængte i behagelige lave stole med en buldrende ild foran sig og netop havde fortæret en utrolig veltillavet bærtærte begyndte dét, Atvia hurtigt fornemmede, var den virkelige grund til aftenens sammenkomst. Spørgsmål. Det ene spørgsmål efter det andet blev kastet imod hende, til hun efterhånden følte sig sat godt og grundigt til vægs. Hun besvarede dem så godt hun kunne, men det virkede ikke som om det var nok. Molteki stirrede på hende under halvt sænkede øjenlåg som om han kedede sig og hun så ham endda gabe en enkelt gang, selvom han skjulte det bag en hånd. Magiker Kobek stirrede bare på hende med en isnende kulde i sit blik imens han rynkede panden. Hun vidste ikke, hvor længe de sad der, men det måtte være blevet sent. Hun var overvældende træt og hun vidste at de havde fundet store huller i hendes viden.
   "Det må vel gå an," sagde Magiker Kobek endeligt og så hovent på Atvia som sad ret op og ned i en meget ubekvem stol og var helt øm af at sidde med så ret ryg.
   "Jeg stoler på at du vil sige til, når hun er klar til at modtage mærket og blive præsenteret for kongen," sagde han og så på Molteki, som nikkede stift og på Harl som smilede varmt, "selvfølgelig mangler pigebarnet meget viden endnu, men en vis basisviden er der da heldigvis til stede."
   "Jeg synes nu du klarede det virkelig flot Atvia," sagde Gam og nikkede opmuntrende til hende, "din far har givet dig en god uddannelse." Kobek snøftede hånligt og viftede med hånden.
   "Nu er det heldigvis mig, der står for eksaminationen af magikerne," mumlede han og rullede med øjnene på en så barnlig facon at Atvia undertrykte et fnis og hun kunne se at Harl og Gam morede sig vældigt.
   "Min fader og jeg vil selvfølgelig sørge for at det sidste af Atvias uddannelse falder på plads snarest muligt. Jeg må dog minde alle til stede her om, at grundet min faders....tilstand, så har vi ikke meget tid. Vi har brug for at omverdenen tror vi har endnu en Mestermagiker til vores rådighed," sagde Molteki roligt. De nikkede allesammen. Atvia sad et øjeblik fordybet i sine egne tanker. Skulle hun sige det og ville de tro på hende eller kræve beviser? Hun kunne ikke risikere at vise dem armen.
   "Jeg har modtaget mit mærke," sagde hun tøvende rødmede så, da alles blikke rettedes imod hende. Uønsket opmærksomhed efter en hel aften i ilden.
   "Allerede?" spurgte Gam forundret, men med venlighed i stemmen.
   "Ja, min far... det betød meget for ham," sagde hun sagte og glattede sit kjortel foran. Åh, hvor strammede overdelen. Hun skulle ikke have spist det stykke tærte.
   "Ja, men så kan vi jo springe den ceremoni over," sagde Harl tilfreds og blinkede lunt til hende. Hun smilede lettet til ham. De troede heldigvis på hende.

Den følgende tid var præget meget af Harls sygdom og Atvias dage gik ved hans side. Hun læste en masse, red ture med Andreo og trænede hver morgen på det hemmelige sted. Vinteren virkede endeløs og hele verden var dækket af et tykt lag sne, som dæmpede alle lyde og gav en fornemmelse af uvirkelighed. Til hendes lettelse og glæde og var Molteki rejst kort efter den middag med Gam og Kobek. Det var umuligt for kurerer at komme frem i det vejr, så hun modtag ingen breve fra Elvil. Når hun gik rundt i paladset grebet af kedsomhed brugte hun sin tid på at gætte, hvem der var slaver og hvem der var frie tjenestefolk. Hun bildte sig ind at kunne pege slaverne ud, men kunne ikke være sikker. Deres forhold var heller ikke, hvad en mineslaves var. Her var der heller ikke nogen opsynsmænd med piske og hårde ord og det var tydeligt at alle fik andet end muggent brød og varmt vand. Nogle gange tog hun sig selv i at studere sine hænder. Forundret over at alt den hårde hud var væk og nu erstattet af blød glat hud de steder, hvor staven ikke sled huden. Ingen sår, revner eller blå mærker. Som om alle årene som slave var visket væk. Men det vidste hun jo godt de ikke var. Hun havde stadigvæk en masse minder og ikke mindst arrene efter pisken på ryggen. De forsvandt i hvert fald aldrig. Når hun sad og lo med Harl, diskuterede livligt med Andreo eller iklædte sig sine varme gode klæder, så følte hun sig skyldig. Altid skyldig. Hun tænkte oftere og oftere på sit folk og deres liv, hvilket resulterede i mange eftertænksomme dage, men der skete så meget omkring hende hele tiden og de eftertænksomme dage blev få.

Hun havde netop afsluttet sin morgentræning og lod den kugle af lys hun havde haft hængende over sig slukke. Stjernerne var stadig fremme, men nu kunne hun se lys i få af paladsets vinduer. Folk var ved at vågne. Hun trådte ud på stien og begyndte med raske skridt at søge imod paladset, da et svagt dump inde i nogen buske fangede hendes opmærksomhed. Hun dannede endnu en lyskugle og gik vagtsomt nærmere. Først kunne hun ikke se noget usædvanligt, men så lagde hun mærke til noget inde i skyggerne. Det tog lidt tid før det gik op for hende at det var en ravn hun så. Den lå midt i sneen. Helt stille. Langsomt og forsigtigt rørte hun ved den. Den var sikkert død, men et lille ryk med den ene vinge beviste modsat. Hun lagde sin stav fra sig og kravlede helt ind i buskene. Nej, den levede godt nok. Hun lod sin magi søge igennem dens krop. Afmagret, kold og syg. Fuglen var ung. Hun samlede den op og tog den under sig varme kappe. Måske kunne hun redde den. Oppe på sit værelse smed hun mere brænde i pejsen og gik i gang. Varmen havde været godt for den. Hjertet slog mere regelmæssigt og en del af stivheden var væk. Tydeligvis havde den ikke været i stand til at skaffe sig nok føde. Hun så hurtigt forklaringen. Dens ene ben og vinge var brækkede. Hun gav den en masse varme og påbegyndte helingen for vingen og benet. Udfordringen ville være at få nok mad i fuglen. Hun ringede efter en tjenerinde.
   "Du kan altså ikke have det dyr der her," udbrød tjenerinden som det første, da hun ankom, "det går de altså aldrig med til," fortsatte hun og stillede sig op med hænderne i siden og rystede på hovedet. Atvia ignorerede hende.
   "Kan du skaffe lidt kød fra køkkenet?" spurgte hun i stedet for at svare på tjenerindens udbrud og fortsatte med at sende varme ind i dyrets krop efter at ben og vinge var næsten healede. Tjenerinden blev stående lidt og så på, men forsvandt så. Hun vendte tilbage nogen tid senere med en skål med lidt frisk kød i små stykker, lidt tørrede æbler og en trækasse.
   "Hvis du insisterer på at have dyret her, så må du hellere putte den i kassen her, inden den får kræfter nok til at gøre skade på noget inventar," sagde hun småfornærmet og satte kassen fra sig på gulvet. Atvia så, at tjenerinden havde foret den med lidt slidt klæde.
   "Ja, det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide dyr," sagde den trivelige tjenerinde og pegede på ravnen, "men vilde kræ som den der er ikke velsete indenfor paladsets mure," afsluttede hun bestemt.
   "Mange tak," svarede Atvia og tog imod kassen, "den er perfekt," sagde hun og smilede varmt til tjenerinde, "du er alt for god ved mig." Hun lagde ravnen fra sig på sengen, hvor den lå indsvøbt i klæde med lukkede øjne og fandt sin pung frem, men tjenerinden rystede bestemt på hovedet.
   "Jeg behøver ikke ekstra belønning for at være mit herskab tro," sagde hun fast og lidt fornærmet.
   "Undskyld," svarede Atvia og lagde pungen væk igen, "du har bare været så god en hjælp for mig," sagde hun undskyldende og smilede afvæbnende.
   "Det er helt i orden," svarede tjenerinden formildet og var på vej ud af døren igen. "Du må endeligt sige til, hvis jeg på nogen måde kan hjælpe dig engang," kaldte Atvia efter hende, lige inden døren lukkedes i. Hun vendte sin opmærksomhed mod ravnen atter engang. Den var begyndt at røre på sig. Hun varmede noget vand med lidt magi og lod æblerne bløde op deri. Den havde stadig ikke åbnet øjnene, men da Atvia holdt et stykke duftende æble mod dens næb, greb den det og sank. Hun fodrede den med et par stykker mere og lagde den ned i kassen. Hun vævede et net af magi og lagde det over kassen, så der kunne slippe lys ind til fuglen. Nu var det på tide at få noget andet tøj på og komme ned til morgenmaden.

Hun skulle spise morgenmad med Harl og efter et hurtigt bad og tøjskift gik hun hen til spisestuen, blot for at finde den tom. Maden stod på bordet, men ingen tjenere eller Harl var til stede. Mystificeret og lidt nervøs gik hun til hans værelse. Han lå i sengen. Ligbleg. Djub sad på knæ ved sengen og så lettet op, da Atvia trådte ind.
   "Han..." begyndte den ældre tjener, men tav, da stemmen truede med at knække over. Hun løb hen til sengen.
   "Harl?!"
   "Så så Atvia," sagde han stille og tog hendes hånd, "jeg har sendt bud efter Molteki." Hans hånd var som is og hun mærkede straks det gennemtrængende mørke i ham, som forsøgte at kvæle alt liv.
   "Healerne?" spurgte hun tjeneren, som rystede på hovedet.
   "Det nytter ikke," sagde Harl, "tror du ikke godt jeg kan mærke, når det er ved at være slut?" spurgte han alvorligt. Hun så ned på lagenet og blinkede et par tårer væk. Langsomt lod hun lindrende kræfter sive ind i ham. Han var tømt for kræfter selv. Al magi var brugt op i et forsøg på at hænge fast ved livet. En raspende hoste og en klud gennemvædet af blod. Hun så væk fra det grusomme syn og begyndte stille at nynne en af Anjis yndlingsmelodier. De sad sådan længe. For hvert minut kunne hun mærke, hvordan han gled længere og længere væk. Nogengange sov han, men det meste af tiden var han vågen, som det ene hosteanfald efter det andet gennemrystede den prøvede krop. Djub bragte hende suppe omkring middag, men hun havde næsten ingen appetit og ønskede ikke at slippe Harls hånd.
   >Hvor længe har han igen?< Hun farede sammen og så sig om i lokalet. Hun hørte stemmen, men hvor var han? >Jeg ved det er forvirrende, men jeg forklarer senere.< Hun så sig om i lokalet igen, men så dæmrede det for hende at ingen andre virkede til at høre stemmen. Den var i hendes hoved. >Fokusér på mig og forsøg så at sende beskeden, men uden at tale højt.< Hun lukkede sine øjne og åbnede sit sind. Hun kunne mærke ham i udkanten af sin bevidsthed, som en varm strøm af magi. Hun fokuserede på strømmen af magi, som bar en tydelig identitet af Molteki. En bro opstod og hun samlede beskeden og slyngede den imod ham. >IKKE LÆNGE! NÅR DU FREM?!< Strømmen af magi krympede sig og forsvandt næsten. >Fint, måske ikke så højt næste gang.< Tydelig irritation og smerte fulgte beskeden. >Jeg er i udkanten af byen nu. Så var han væk igen.< Hun vendte sin opmærksomhed mod Harl igen. Del for del slog hans krop fra og til sidst var der kun et svagt hjerteslag tilbage. Hun sendte mere magi ind i kroppen. Uanset, hvor meget hun foragtede Molteki, skulle Harl have lov til at sige farvel til sin søn besluttede hun fast. Hun mistede al tidsfornemmelse og begyndte at føle en underlig lethed i sin krop og så dukkede Molteki endelig op. Han bar ikke sin kåbe, men var i stedet iført anonymt rejsetøj. Han virkede ikke mindre dominerende af den grund. Djub græd, men han hjalp Atvia på benene og sammen gik de udenfor døren og lod den vindblæste Molteki alene med sin far. Få minutter senere hentede Molteki dem ind i værelset igen. Hun så ham lige ind i de mørke øjne, men ingen følelser var at spore. Harl lå med lukkede øjne og vejrtrækningen var så svag, at man ikke længere kunne se brystkassen bevæge sig. Hænderne der lå foldede ovenpå tæppet var blå og meget kolde måtte hun sande, da hun forsigtigt rørte ved den ene. Fuldstændig udmattet faldt Atvia atter på knæ ved sengen. Harl åbnede øjnene og så kærligt på hende og så sin søn. "Pas på ham for mig, Atvia," hviskede han hæst og vendte sig så mod sin tjener. "Du har altid været en god og tro tjener, men også en kær ven," sagde han med et smil og knugede sin vens hånd. Alle var tavse et øjeblik og så lagde hun mærke til hvordan han langsomt åndede ud. Det var det. Harl var væk. Hun blinkede tårerne væk og forsøgte at rejse sig, men hele verden sejlede et øjeblik for hendes øjne og alt blev sort.

"Dit fjols," udbrød Molteki irriteret og koldt. Han så ned på den unge kvinde for sine fødder. Ansigtet røbede ikke noget om nogen sorg. Det var som sædvanligt ulæseligt. Djub vred sine hænder og græd. Helt og aldeles handlingslammet i sin sorg. Molteki satte sig på hug og skubbede den sorte fletning til side, så han kunne mærke hendes puls. Hun var kold og næsten tom for magi, men det var ikke noget en god nats søvn ikke ville tage sig af vurderede han. Rutineret løsnede han spænderne i overkjortlen, så hun bedre kunne trække vejret og løftede hende så op i sine arme. Hun var ikke en af de svage adelige kvinder, men robust og rundkindet. Alligevel var hun ikke for tung. Han bar hende ind på hendes værelse og ringede efter tjenerinden, som straks kom løbende og sammen fik de Atvia viklet ud af sin overkjortel. Han lod tjenerinden om, at pakke tæpperne om hende og mørklægge værelset. Han gik rundt om sengen for at komme ud og lagde mærke til kassen som stod for enden. Han så uinteresseret ned i den. En ravn sad op og stirrede nysgerrigt på den høje mand, som tårnede sig op over den. Så satte den sig bedre til rette og lukkede sine øjne. Tydeligvis ikke imponeret. Molteki smilede imod sin vilje og mærkede hurtigt mundvigene trække den anden vej, men han rankede blot ryggen og forlod værelset med hastige skridt. Kongen havde sikkert allerede indkaldt til møde. Molteki gik til sine egne værelser for at smide rejsetøjet.

"Spionerne vil være vidende om vores svaghed nu," sagde Mestermagiker Starke og legede irritabelt med vinen i glasset foran sig. Det snoede sig sammen og steg op af glasset i en søjle, for så langsomt at falde på plads igen. Kongen sad lidt længere nede af bordet og så mut ud. Mange havde igennem tiden taget fejl af ham. Han virkede som et forvokset og forkælet barn på omverdenen, men som alle omkring bordet vidste, så skulle man ikke skue denne hund på hårene. Han var klog og snu. Dog ikke videre tålmodig.
   "Hvad mener du, Grup?" spurgte kongen stille og stirrede på manden overfor ham med sine glasklare lyseblå øjne.
   "Jeg må erklære mig enig med Starke," svarede Grup og rettede ryggen. Tydeligvis utilpas. Han var blevet kaldt ind fra sin villa midt i et vigtigt eksperiment og skulle man være helt ærlig, så lå det ham tungere på sinde end en truende invasion. Hvis eksperimentet lykkedes, så ville han om få år kunne præsentere kirsebær på størrelse med æbler på universitetet. Grup kunne beskyldes for at være en smule distræt og mangle en smule proportionssans, men den lavstammede tavse mørke mand, befandt sig nu engang bedst på sin gode jord omkring villaen og sammen med sine mange planter der. Han kom kun til Morain, når han blev tilkaldt til råd eller tvunget med til en eller anden ligegyldig banket. Både Starke og han var blevet hidkaldt, så snart Harl var gået bort og begge sørgede over tabet af en kær ven og ikke mindst læremester. Harl havde været den ældste af dem alle, en uofficel leder af Mestermagikerne. Nu vidste de alle, at sønnen ville overtage den plads. Han var ikke den ældste, men besad i stedet evner og havde en vis aura af lederskab, der gjorde ham til et naturligt valg. Men lige nu forholdt Molteki sig tavs.
   "Der er slet ingen af de unge novicer, på universitetet, som viser evner i retning af vejrmagi?" spurgte kongen håbefuldt. Molteki så nedladende på den lidt ældre mand foran sig.
   "Jeg ved det," sagde kongen irriteret og slog ud med hænderne, "men de konservative i adelen vil kræve mit hoved på et fad." Han rystede på hovedet og sukkede.
   "Hvad er de konservative ikke utilfredse med?" spurgte Grup med usædvanlig skarphed. Det fik da også alle til at vende hovederne og se på ham. Molteki smilede endda et af sine berygtede halvsmil.
   "Er hun overhovedet stærk?" spurgte Starke, som nu sad og legede med en kugle af væske som langsomt svævede rundt om glasset. Alle så hen på Molteki. Afventende. Han nikkede efter lidt tid.
   "Mere end hun selv aner," sagde han og så alvorligt på kongen, "hun er stærkere end min far... var." Kongen nikkede.
   "Vi har altså ikke andet valg," sagde han så og ville tømme sit vinglas, men det var tomt. Kuglen Starke legede med, var tilsvarende større. Kongen sukkede opgivende.
   "Du kender hende bedst, hun er dit ansvar," sagde han så og rejste sig, "nu vil jeg gyde olie på vandene og håbe på at de konservative afholder sig fra at lave borgerkrig."
   Starke så op.
   "De afholder sig vel fra sådanne dumheder, når de ved krig med Harain er nært forestående," skød han ind med rynkede bryn. Alle ved bordet gav ham stille ret. Kongen nikkede venligt til alle og gik. På vejen ud, lagde han en venlig hånd på Moltekis skulder og klemte den kort. De andre forlod også audiensværelset og gik hver til sit. Grup nedslået over en nær vens død, men også over udsigten til krig, da det betød mange dage, måske måneder borte fra sin villa. Starke også en smule berørt, men da han aldrig havde været typen, som lod sig hensætte i tungsind længere tid ad gangen, var han allerede en kende opstemt ved tanken om krig. Det betød spænding. Et priveligeret liv, langt fra alt hårdt i verden, havde gjort ham en kende overfladisk og selvisk. Molteki derimod forlod mødet med en dyb rynke i panden.

Da Atvia var vågnet dagen efter Harls død, kunne hun først ikke helt huske, hvad der var foregået, men snart kom minderne tilbage og hun lå længe og stirrede tomt frem for sig. Hendes krop var helt udmattet og hun have en mægtig hovedpine. En skræppen for enden af sengen mindede hende svagt om en forpligtigelse, hun havde påtaget sig. Hun ringede efter tjenerinden, som bragte mad til både Atvia og fuglen. Ravnen virkede meget mere frisk og spiste grådigt alt, hvad hun sendte ned til den igennem det magiske net. Efterfølgende spiste hun selv, tog et langt bad og iklædte sig de sørgeklæder kammerpigen havde lagt frem. Grå. Hun samlede sit hår i nakken med et bånd i samme farve. Alt foregik i en tilstand af nær døs. Hun var der, men så alligevel ikke. Hun udskiftede klædet i bunden af kassen og modtog et par grove hak fra et meget skarpt næb som tak. Ellers sad hun blot og stirrede ved vinduet. Det var over middag, da han kom. Han var også iført gråt. En grå kåbe. Farven klædte ham ikke. Den gyldenbrune hud fik et sygeligt grønt skær mod det grå klæde.
   "Vi begraver ham i morgen," sagde han og så fraværende på kassen. Atvia nikkede og blinkede et par tårer væk. Hun håbede han ikke så dem.
   "Bagefter er der en banket til hans ære. Jeg forventer du deltager," beordrede han og forlod værelset. Som ofte før, tog hun sig i at fundere over, hvordan en varm og glad person som Harl kunne fostre en søn, så kold og uvenlig. Hun vendte sin opmærksomhed mod ravnen, som var begyndt at rode uroligt i sin kasse.

Banketten var en pine. Begravelsen havde været lang og kold og hun havde endda holdt de koldeste vinde på afstand, men banketten var den rene tortur. De havde stået i den høje sne imens præsterne havde sunget over liget og Molteki havde holdt en meget kort tale. Egentlig havde hun forventet et større opbud af mennesker, men kun hende selv, Molteki, præsterne og den gamle tjener havde været til stede. Harl havde ønsket det sådan, forklarede Djub på vej tilbage til paladset. Den officielle afsked, var banketten. Hun var der og så alligevel ikke. Placeret i udkanten af den store sal havde hun fået strenge ordrer af Molteki. Ikke tale uopfordret, spis ikke noget og forlad ikke salen. Så nu havde hun stået på den samme plads i snart to timer og så folk i forskellige toner af grå glide forbi. Nogle stirrede nysgerrigt på hende, andre ignorerede hende og andre igen sendte stikkende blikke. Molteki var ikke at se nogen steder. Hendes mave knurrede af sult og hun følte sig svimmel.
   "Kom," sagde en dyb stemme lige ved siden af hendes øre. Hun farede sammen, hun havde ikke hørt ham komme. Molteki løftede spørgende det ene øjenbryn og smilede skævt, som om det morede ham, at han havde forskrækket hende. Hun fulgte efter ham, hen til en lille gruppe mennesker, hvor to brød ud og gik dem i møde. Den ene var lille, mørk og følte sig tydeligvis mindst lige så utilpas som hende selv. Den anden var høj, slank og meget bevidst om sit eget gode udseende. Han var den yngste af de tre. Hun vidste hvem de var, før de endnu var blevet præsenteret. Det var de andre Mestermagikere. Molteki præsenterede dem kort for hinanden og de hilste omend reserveret, så alligevel ikke uvenligt. Grup og Starke. Grup var den venligste. Molteki og Starke stod lidt væk, fordybet i en alvorlig samtale og efter lidt tid med pinlig stilhed og panikkens sved på Atvias pande, spurgte Grup til hendes opvækst. Hun fortalte om livet i skoven med Elvil og hans glæde ved healing og dyrkningen af urter. Straks var Mestermagikeren foran hende fyr og flamme og spurgte ind til flere ting og det endte med, at han fortalte i detaljer om sin egen villa og sine mange eksperimenter. Lettet lyttede hun interesseret på trods af, at hun nu havde hovedpine af sult. En tjener med et næsten tomt fad, kom gående forbi og bød hende et fyldt æble, for fristet besluttede hun sig for at trodse Moltekis ordre. Bare et æble, hvad skade kunne det gøre? Lige som hun skulle til at tage en bid af det fyldte æble blev det slået ud af hånden på hende. Hun nåede lige at se Grups og Starkes overraskede ansigtsudtryk inden Molteki stille greb hendes arm.
   "Måske er det på tide du trækker dig tilbage Atvia, det har været en lang dag," snerrede han roligt og nikkede venligt til sine kolleger. Han slap ikke hendes arm før de var ude af salen.
   "Fjols," hvæsede han, "vil du gerne dø?" spurgte han alvorligt. Hun stirrede bare spørgende på ham. Måtte hun ikke spise et fyldt æble?
   "Det æble var muligvis forgiftet," sagde han så, lidt mere sit sædvanlige jeg. Hun slog hånden for munden i overraskelse.
   "Men andre havde jo..?" begyndte hun så tvivlende.
   "Tro mig, det er muligt at lave en gift, som kun angriber den fjende man vil til livs," afbrød han, "du er ikke ligefrem i sikkerhed her, Atvia," sagde han alvorligt, "jeg sender noget mad op, gå i seng, i morgen taler vi mere om det her."

Først fik Atvia et chok, men hun kunne ikke benægte at det var noget hun havde fantaseret om, når hun var alene i løbet af dagen. Andreos varme læber imod hendes. Hun gøs og det føg med følelser, som det føg med sne udenfor det skjold hun havde lavet omkring dem. Han duftede godt og smagte af sød vin. Da han endeligt slap hende stod de tæt sammen længe med panderne hvilende mod hinanden. Ingen af dem mærkede kulden. Gid det kunne vare sådan ved. Hun sukkede og lukkede sine øjne. Han kyssede hende igen og trak hende tæt ind til sig.
   "Vi burde ride tilbage inden de savner os," sagde han stille og kørte hænderne op og ned af hendes arme, som for at varme hende. Hun nikkede imens hun bed sig fraværende i læben.
   "Det burde vi," sagde hun så og smilede trist. Alt var så enkelt og ligetil, lige så snart Andreo var i nærheden. Hun glemte alt om alle problemerne. Hun glemte endda dèt. De trak sig væk fra hinanden og hun gned fraværende sin skulder, der hvor slavemærket sad. Han ville forstå det. Han ville acceptere det, sådan måtte det være. Han hjalp hende op på hesten og de red tilbage mod byen. Det var næsten mørkt, men sneen lysnede og hun behøvede ikke lave nogen lyskugle til at lede dem. Hoda var træt og kold og hoppen styrede selv mod byen i et raskt tempo. Begge var tavse, men hun tog ham i at stirre fraværende på hende gentagne gange og hver gang følte hun en varm tilfredshed i maven.
   "Vi bør vente til du er mindst nitten," sagde han fortrydeligt, da de tog afsked ved stalden.
   "Det er jeg til sommer," konstaterede hun tænksomt og smilede skælmsk. Han kyssede hende på næsen til afsked og hun gik tilbage til paladset med et fjollet smil på læben.
   Selv ikke kragens insisteren på at hakke i hendes hånd generede hende den aften og hun tog endda en ordre om et møde fra Molteki, ganske roligt og gik til hans kontor uden nervøsitet.

"Godaften Atvia," sagde han roligt, da hun trådte ind igennem de store døre. Hun nikkede afmålt til ham og satte sig i den store lænestol han pegede på. Hun havde ikke set meget til ham på det sidste og det passede hende glimrende.
   "Som du ved, så har vi besluttet at du skal optages som Mestermagiker," sagde han og legede fraværende med en guldmønt.
   "Jeg ved at der har været tale om det ja," svarede hun og rykkede nervøst ud på kanten af stolen. Hun var splittet. Mestermagiker. Titlen og friheden. De ting hun ville have mulighed for at gøre. Hun kunne gifte sig med Andreo, hun kunne forbedre slavernes vilkår med tiden og..... ville hun virkelig blive mere fri? Politik og intriger var ikke for hende. Hun var i konstant fare for at blive forgiftet eller snigmyrdet af de konservative adelige, som ikke ønskede en kvindelig magiker ifølge Molteki. Han havde brugt en helt eftermiddag på at indvie hende i de store problemer hendes tilstedeværelse skabte. Derudover var hun tvunget til at tilbringe tid i Moltekis selskab og vidste hun virkelig nok om noget som helst, til at kunne hjælpe kongen med at træffe svære beslutninger?
   "Jeg skal forestå det sidste af din undervisning og forberede dig til dine pligter. Hvis Harain angriber kan det betyde mange problemer for os. De har magtfulde magikere og siden min fader gik bort, har de anset os for så godt som forsvarsløse," sagde han uberørt og lagde mønten væk.
   "Vi kan være rimeligt sikre på en invasion i foråret." Hun lænede sig tilbage i stolen med rynket pande og bed sig nervøst i læben.
   "Hvis jeg nu ikke ønsker at blive mestermagiker?" spurgte hun stille og blev straks irriteret over, hvor svag hun lød.
   "Der er ikke noget hvis, du har ikke noget valg," sagde han med en skuldertrækning, "kongen ønsker det, landet behøver det og imellem de to går din stemme tabt. Lad os indse det, du har været heldig," han rejste sig, "du er ikke af adelig familie og du er kvinde" sagde han og så hånligt ned på hende.
   "Du har så sandelig været heldig," sluttede han henvendt til sig selv. Hun ømmede sig og kunne smage blod. Hun havde bidt hul i sin kind af arrigskab. Hvor vovede han?! Hun rejste sig brat og stormede ud, men dørene smækkede i lige for næsen af hende, skubbet af en usynlig kraft.
   "Jeg troede du var klogere end det," sagde han træt og rystede på hovedet.
   "Kom herhen," stemmen var bydende og irritabel. Hun gik modstræbende tilbage mod ham, men nægtede at tage plads i stolen igen og lagde armene over kors imens hun så til siden. Hun kunne se ud af øjenkrogen at hendes vrede morede ham og så blev hun bare endnu mere harm og fik lyst til at stampe vredt i gulvet.
   "Jeg kan regne ud, at min far ikke fik lært dig at tale via sindet," han så over på hende. Hun nægtede at reagere, selvom hun var interesseret. Hun ville ikke lyve overfor sig selv, hun havde tænkt på, hvordan de havde kommunikeret den dag.
   "Kom nærmere," bød han og hun hadede sig selv for at gå to skridt frem imod ham. Nysgerrigheden drev hende, bildte hun sig selv ind.
   "Forsøg at send mig en besked, men ikke med for megen kraft, det kan være ret smertefuldt," han rynkede panden ved mindet om deres første samtale. Hun lukkede øjnene fast i og koncentrerede sig. Det gik op for hende hvor sjov hun måtte se ud, da hun kunne fornemme stor morskab blandet med utålmodighed og noget andet, hun kunne ikke lige fange det, men... >Det er dårlig opførsel at søge folks følelser Atvia, du skal sende mig en besked.< Irritation. Hun rullede med skuldrene og forsøgte igen. >Søg efter min bevidsthed, men denne gang ligger den ikke lige i udkanten af din.< Hun følte den ellers ligge lige for, men han trak den hurtigt væk igen. Hun søgte i større og større cirkler omkring sig, men pludseligt fornemmede hun en overvældende mængde af åbne sind omkring sig. De søgte imod hende som lysende pletter og med dem en masse stemmer og følelser, som et øjeblik truede med at overvælde hende. De var for mange. Hun kunne ikke sortere i dem. En overvældende larm gav hende hovedpine og kvalme. >Stop! Fokuser på mig.< Igen lå hans bevidsthed på tærsklen til hendes og hun blokerede de andre ude. >Når du søger nogen, så er du nødt til at søge deres essens. Forestil dig et eller andet kendetegn ved vedkommende. En samtale, en gestus, noget ved udseendet. Et eller andet. Det er farligt at søge folk på den måde du lige gjorde.< Hun åbnede øjnene et kort øjeblik og helede sin hovedpine væk. Han stod meget tæt på hende og ubevidst gik hun et skridt tilbage. Med lukkede øjne forsøgte hun igen. Hun så ham foran sig med det sædvanlige halvsmil og efter et par sekunder, så kunne hun følge en linje fra sig selv til ham. Selvom de stod lige ved siden af hinanden, så virkede det som om han var meget langt væk. >Kan jeg tale med min far SÅDAN HER?< Hun trak sig hurtigt tilbage da hun mærkede at hun havde sendt de sidste ord afsted med for megen kraft. >Det er ok, jeg var forberedt denne gang Atvia. Du kan ikke kommunikere med Elvil sådan her. Det er kun forbeholdt Mestermagikere,< forklarede han tålmodigt. >Hvorfor?< spurgte hun ærgerligt. >Det blev besluttet for mange århundreder siden. Kongen så det som den eneste måde at sikre sig på. Han frygtede sammensværgelser.< Hun lagde mærke til at der var et fravær af følelser og reaktioner fra hans side. Hun undrede sig, uden at være klar over deres forbindelse stadig var åben. >Man kan lære at blokere følelser ude.< Atvia kunne så regne ud, at hun i hvertfald ikke havde blokeret sine, siden han kunne fornemme hendes undren. >Det anses for uhøfligt at læse andres følelser, som du gjorde før. Det er noget vi kan gøre ved alle dog. Også ikke magikere, men det anses stadig for at være dårlig opførsel.< Forbindelsen imellem dem forsvandt og hun åbnede sine øjne.
   "Man behøver heller ikke lukke sine øjne," sagde han med et af sine halvsmil.
   "Vi øver mere en anden dag," sagde han og dørene bag hende åbnedes. Det var blevet sent og det meste af paladset var for længst gået til ro.
   "Husk nu, ingen andre end mestermagikere," sagde han og fulgte hende ud. Hun nikkede og ønskede pænt god nat inden hun gik. Alt for optaget af sin nye lærdom til at nære sin vrede mod ham.