En køretur
   Ellen stod ude ved den nye omfartsvej og ventede på, at der skulle komme en bil forbi. Ved siden af hende stod hendes lille Fjällräven rygsæk med lidt skiftetøj, og hendes sovepose og liggeunderlag. Der var ikke megen trafik på denne tid af dagen, og hun havde allerede stået der et kvarterstid, da den første bil nærmede sig. Hun stak tommelfingeren i vejret, og den stoppede. Det var Ditlev, som hun kendte fra skolen. Han skulle ind til Aalborg efter nogle ting i VVS-Engros, så hvis hun ville med derind kunne hun da godt det. Hun fortalte hvor hun skulle hen, og de blev enige om, at det bedste ville være, hvis hun tog med ind og blev sat af ved motorvejstilkørslen.
   De nåede motorvejen, og Ditlev holdt ind i siden. Ellen takkede for turen og sagde farvel og vi ses på Kroen. Så hankede hun op i sin bagage og gik over til motorvejstilkørslen, som førte sydpå. Hun gik en halv snes meter hen ad tilkørslen, hvor hun stillede sig og gav sig til at vente på en bil.
   Der kom ikke ret mange biler, men allerede den anden standsede. Det var en rød personvogn, og føreren var en ung fyr. Hun tænkte på, om det var en, som kunne give hende problemer. Da bilen var standset, og hun åbnede den højre dør, så hun, at fyren var iført en eller anden militæruniform, olivengrønne garbardinebukser og lyseblå skjorte med slips. Hvilken uniform, der var tale om, havde hun ingen forstand på, hun interesserede sig mildt sagt ikke for militæret. Men på en måde gjorde uniformen hende mere tryg ved fyren.
   Jesper bar sin bagage ud og lagde den i bilens bagagerum. Han stod et øjeblik og sludrede med sin mor inden han gav hende et knus og sagde farvel. Så satte han sig ind i bilen og bakkede ud af indkørslen. Moren blev stående, og lige inden han mistede hende af syne, vinkede de til hinanden. Han fik vendt bilen og kørte ud til landevejen, hvor han drejede af mod Aalborg. Der var næsten ingen trafik og der var dejligt vejr, så han kørte en lille smule hurtigere end det tilladte.
   Efter et kvarters tid nåede han motorvejstilkørslen. Han sagtnede farten og trak ud til et venstresving. Da han drejede, så han, at der stod en blaffer i vejsiden en halv snes meter henne ad tilkørselsvejen. Han tog en hurtig beslutning og holdt ind til vejsiden. Det kunne nok være meget hyggeligt med en at snakke med på noget af turen, som jo ville blive lang nok. Blafferen var en ung kvinde, iklædt en sort omfangsrig nederdel af bomuld og en slags anorak af grønligt velour med broderier i flere farver.
   Ellen åbnede den højre fordør. "Hej," sagde hun og smilede til ham. "Hvor skal du hen?"
   "Hej." Jesper gengældte hendes smil. "Jeg skal til Sønderborg."
   "Okay! Jeg skal til Sønderjyllands Musikfestival," svarede hun. "Så jeg vil gerne med til Aabenraa. Hvis altså du vil have mig med." Hun lagde trykket på mig.
   "Jamen hvis du vil køre med mig, så kan du komme med så langt, du har lyst." Jesper lagde også trykket på mig. De lo lidt til hinanden. "Vi kan jo snakke om hvad vi skal stille op med russernes nye SS20 raketter. Så kan jeg vel holde mig vågen til at køre til Basel, hvis det skulle være." De lo igen til hinanden. Jesper steg ud af bilen, gik om bag den og åbnede bagagerummet. Ellen lagde sin bagage derned og de satte sig ind i bilen. Jesper satte den i gang, og kørte ned ad tilkørselsvejen. Han lod bilen accelerere indtil han kørte nøjagtigt de 110 km/t, som var tilladt. Ellen bemærkede, at han ikke overtrådte hastighedsgrænsen. Det passede hende fint, at det ikke var en eller anden fartidiot, hun var kommet med.
   "Hvad så? Er du general eller hvad?" spurgte Ellen.
   Jesper lo. "Nej ikke helt. Jeg blev taget til sergent, da jeg blev indkaldt. De tager stort set alle med studentereksamen til sergenter. Jeg er heldigvis næsten færdig nu, jeg skal bare ned på sergentskolen i Sønderborg et par uger til et afsluttende forløb." Han overhalede en lastbil. "Hvad med dig? Er du pædagog eller hvad?"
   "Jeg er lige gået ud af gymnasiet," svarede Ellen. "Lige nu arbejder jeg på Kroen derhjemme for at spare nogle penge sammen. Jeg regner med at tage ud at rejse om et halvt års tid."
   Jesper spurgte om hvor hun kom fra. Det fortalte hun. "Nå det var sjovt." Jesper fortalte hvor han kom fra. "Vi har kun en halv snes kilometer over til Jer. Jeg er tit kommet på Kroen."
   De talte lidt om hvordan ballerne var på Kroen. Jesper var kommet der en del, men Ellen brød sig ikke meget om dem, når hun skulle i byen, foregik det mest på Multimaren og Jazzhus Louis i Aalborg.
   De nåede motorvejsafslutningen og Jesper satte farten ned. Efter nogle minutters kørsel nåede de lysreguleringen, hvor vejen til Viborg drejede til højre, og de fortsatte ind i Støvring. Jesper blinkede til højre og drejede ind på tankstationen. "Vi er nødt til at have noget benzin på," sagde han.
   "Okay. Så vil jeg lige trække de her strømpebukser af. Det er alt for varmt, når solen skinner," sagde Ellen og forsvandt ind på toilettet, mens Jesper hældte benzin på. Et øjeblik senere kom hun ud med sine bomuldsstrømpebukser i den ene hånd og sine sko i den anden. Jesper betragtede hende mens hun gik over pladsen til bilen. Hun var en meget køn pige, slank og spinkelt bygget, med halvlangt lyst hår og brune øjne.
   Han så, at hun gik forbi en affaldsspand og uden at stoppe op smed sine sko i. Hun åbnede den højre fordør og smed strømpebukserne ind på bagsædet. Så trak hun sin anorak af og smed bagefter. Under anorakken var hun iklædt en gammeldags langærmet herreundertrøje, som hun havde farvet i en lys lilla farve. Den var flere numre for stor til hende.
   Jesper gik ind og betalte benzinen. Han købte to colaer og to Bounty-barer, gik ud til bilen og satte sig ind. Han gav Ellen en cola og en Bounty-bar. Så åbnede han den anden Bounty-bar og lagde den på hylden under instrumentbrættet. Colaen satte han imellem forsæderne. Derefter satte han bilen i gang og kørte videre mod Hobro. Ellen takkede og spiste straks begge chokoladestykkerne inden hun tog hul på colaen. Jespers Bounty-bar holdt indtil Hobro.
   "Sønderjyllands Musikfestival. Den har jeg aldrig hørt om. Hvad er det for en slags festival?" spurgte Jesper.
   "Jeg har aldrig været der før, men jeg har hørt, det skulle være sådan en hyggelig lille en," svarede Ellen. Hun kom i tanker om, at hun faktisk ikke var klar over hvem, der skulle spille. "De spiller al mulig forskellig slags musik, men mest almindelig rockmusik her fra Danmark." De sad lidt. "Hvad slags musik kan du lide?" spurgte Ellen.
   "Åh, sådan lidt forskelligt," svarede Jesper. "Jeg købte for eksempel den her i en motorvejskiosk, sidst jeg kørte hjem fra Sønderborg. Den synes jeg da er meget god." Han satte et kasettebånd ind i bilens båndoptager og startede det. Han skruede lidt ned for lyden; når han var alene i bilen, hørte han ind imellem høj musik.
   Sangeren sang om at køre på en motorvej. "Hvem er det?" spurgte Ellen. Hun tog kasettehylstret og læste udenpå. "Fantastiske Toyota. TV2," sagde hun. "Jeg har set en plakat på gymnasiet med dem, men jeg har aldrig hørt dem."
   "Næ, de er vist ret ny," sagde Jesper. "Men den passer da godt til at høre på sådan en tur."
   "Jeg synes nu, de lyder lidt underlige," sagde Ellen. "Hvad har du ellers?" Hun gav sig til at rode i bunken af kasettebånd. "Gnags! Dem er jeg vild med. Den her købte jeg sidste år, da den kom." Hun standsede TV2-båndet og satte live-optagelsen af Gnags på. Hun skruede lidt op for lydstyrken, og da musikken var kommet godt i gang, sang hun med på stumper af den.
   Jesper smilede. Hun havde siddet i bilen i en halv time, og nu sad hun allerede og sang med på musikken. Hun virkede meget sød i forhold til det, han havde forventet, da han så hendes tøj. Han havde forventet en mere forbeholden holdning til ham, når han nu var iklædt sin uniform.
   "Skal du mødes med nogen til festivallen?" spurgte Jesper. Han måtte nærmest råbe.
   "Nej, jeg skulle have været afsted sammen med en veninde, men hun meldte fra," svarede Ellen, da hun havde skruet lidt ned for musikken. "Men jeg håber da, at jeg møder nogen, jeg kender."
   "Nå, så må du da kende mange mennesker, hvis det er videre sandsynligt, at du møder nogen, du kender," sagde Jesper.
   "Jamen så vidt jeg ved, er der nogle stykker fra min gymnasieklasse, som tager derned. Måske kan jeg mødes med dem," sagde Ellen.
   "Hvorfor er du så ikke fulgtes med dem?" spurgte Jesper.
   "Det kom lidt pludseligt, at vi ville afsted. Vi aftalte det faktisk først i aftes. Og så var det, at Johanne, som min veninde hedder, ikke ville med her i formiddags, da det kom til stykket," sagde Ellen.
   "Hvor skal du sove henne, hvis du ikke finder nogen, du kender?" spurgte Jesper.
   "Der viser sig nok noget. Ellers sover jeg under et træ," svarede Ellen.
   "Hvad hvis der kommer regn?"
   "Det gør der ikke."
   "Nåh nej, det glemte jeg," sagde Jesper.
   "Nu skal du ikke være sådan en lyseslukker," sagde Ellen. Samtidig lagde hun kort hånden på hans ben.
   "Nej, undskyld," sagde Jesper. "Det skal selvfølgelig nok gå. Jeg er bare ikke vant til at gøre tingene så spontant. Havde det været mig, havde jeg haft det planlagt fra engang først på sommeren, jeg havde købt billet inden de blev udsolgt, og jeg ville have haft et telt med, så jeg var sikker på at have et tørt sted at sove. Alt sammen meget kedeligt og forudsigeligt."
   Ellen svarede ikke. Hun sad og tænkte på, at Jesper måske havde ret i, at det var for vildt at tage afsted så spontant. Hun havde ikke tænkt så meget over hvordan hun skulle overnatte, og hun så pludselig sig selv ligge under et træ med et skybrud haglende ned over sig. Måske skulle hun bede Jesper om at sætte sig af næste gang, der var en chance for at komme op at køre i den modsatte retning.
   "Desuden ser det jo ud til, at vejret endelig bliver lidt bedre. Jeg har hjulpet min far med at høste de sidste to uger, og jeg tror ikke, at jeg har været i marken mere end en fire dage ialt. Det er hele tiden blevet stoppet af regn. Men nu, hvor jeg er nødt til at tage afsted, kommer højtryksvejret endelig. Det passer lige med, at kornet er tørt, og der bliver et fantastisk høstvejr her fra på mandag, hvor jeg får travlt i Sønderborg," sagde Jesper. Han kunne mærke, at Ellen var blevet lidt tavs, og han snakkede løs for at få gang i samtalen igen.
   "Jamen du har nok ret," sagde Ellen. "Det er for vildt at tage afsted sådan på lykke og fromme. Jeg ved ikke engang om jeg kan få en billet."
   "Nej, nu må du holde op," sagde Jesper. "Selvfølgelig er det ikke for vildt. Hvor galt kan det gå? At du bliver våd?" De sad lidt. "Indtil nu er det jo gået meget godt," fortsatte Jesper. "Du har fået et lift stort set hele vejen, og oven i købet med en flink fyr."
   Ellen smilede. "Ja, og han har en flot uniform på," sagde hun i et ironisk tonefald.
   Da de var i nærheden af Vejle, drejede Jesper ind til et cafeteria. "Jeg har en madpakke med. Den kunne jeg godt spise nu," sagde han. "Hvad med dig?"
   "Nej, jeg er ikke sulten," løj Ellen.
   Jesper fik bilen parkeret, og de gik ind. "Du kan godt få lidt af min madpakke hvis du vil," sagde Jesper. "Vi kan købe en kop kaffe og et stykke kage bagefter."
   "Nej tak," sagde Ellen.
   "Jamen du skal da have noget at spise. Du kan da ikke gå der hele dagen uden at spise," sagde Jesper. "Jeg køber en tallerken dagens ret til dig."
   Ellen overgav sig. "Okay, hvis du vil købe noget til mig, så vil jeg nu hellere have sådan en skål salade niçoise der," sagde hun og pegede.
   Ellen satte sig ved et ledigt bord mens Jesper købte maden og et par colaer. Ellen fulgte ham med øjnene. Han var nu meget sød. Synd han havde den uniform på, han kunne se godt ud i noget ordentligt tøj.
   Jesper kom hen til bordet, og de spiste. "Salat med ansjoser i. Det har jeg aldrig set før," sagde Jesper.
   "Det er lækkert," sagde Ellen. "Vil du ikke smage lidt?"
   Jesper tog en lille smule af Ellens salat med sin gaffel og smagte. "Hvad er de små grønne for nogle?" spurgte Jesper.
   "Det er oliven. Kan du lide dem?" spurgte Ellen.
   Jesper svarede ikke.
   "Nej, mors mørbradbøffer, det ved man, hvad er," sagde Ellen. "Hun har vel også smurt madpakken."
   "Nej, den har jeg selv smurt," sagde Jesper. "Men mørbradbøfferne stegte hun i aftes."
   "Ja, du er vist mors dreng," sagde Ellen drillende.
   "Og hvad så om jeg er?" sagde Jesper med et komisk fornærmet ansigtsudtryk.
   Ellen lo lidt ad ham, og snart lo Jesper med. De spiste færdigt og gik ud til bilen. "Tak for mad," sagde Ellen og berørte hans arm.
   "Velbekom," sagde Jesper.
   "Hvor er det, du siger, den festival er?" spurgte Jesper.
   Ellen sagde navnet på byen.
   "Hvis du tager kortet der i lommen på døren og finder ud af, hvordan vi kommer dertil, så gider jeg godt køre den lille omvej," sagde Jesper.
   "Det behøver du altså ikke," sagde Ellen.
   "Men det kunne jo være, at jeg gerne ville," sagde Jesper. "Det betyder ikke ret meget at køre lidt ekstra."
   Ellen bladede i kortet og fandt ud af, hvor de skulle dreje fra hovedvejen.
   Da de nåede afkørselsvejen, sænkede Jesper farten og blinkede til højre. Han så over i det højre sidespejl. Ellen sad med fødderne oppe på kanten af instrumentbrættet og holdt om knæene med sine arme. Han kiggede på hendes fint tegnede hænder og på de små hår, der lyste på baggrund af hendes solbrune arme og skinneben. På hendes bare fødder var der mønster efter hendes sandaler i det solbrændte.
   De nåede festivalpladsen, og Jesper fandt et sted at holde.
   "Tak for turen," sagde Ellen.
   "Selv tak. det har været hyggeligt at have dig med," sagde Jesper. Han steg ud af bilen og gik om til bagagerummet og låste op. Ellen tog sin bagage.
   "Måske kan vi ses engang?" sagde Jesper. "Måske næste gang jeg drikker mig fuld på Kroen?"
   "Måske kan vi nå at drikke en øl sammen, inden du kører videre til Sønderborg?" sagde Ellen.
   "Tjo, det kan vi måske nok," sagde Jesper.
   "Måske jeg kan lade tingene ligge her imens?" sagde Ellen.
   Jesper åbnede bagagerummet igen, og Ellen smed sine ting ned. Så gik de hen mod festivallens hovedindgang. De fandt en lille ølbod udenfor selve festivalområdet, og Ellen købte to fadøl. "Skål og tak for turen," sagde hun.
   "Skål," sagde Jesper. De drak. "Jeg troede ikke, du havde nogen penge," sagde han.
   "Det er et spørgsmål om at prioritere," sagde Ellen. "Jeg har til billetten, og hvis jeg så køber noget mad hos en købmand, så er der lige nok til at give en øl nu."
   Ellen fandt et festivalprogram, og sammen gav de sig til at læse om, hvem der skulle spille. Der var flere kendte navne med. "Nej, TV2 skal også spille her," sagde hun.
   De drak ud. "Kan du drikke en til?" sagde Jesper.
   "Så tror jeg, at jeg bliver fuld," sagde Ellen. "Og skal du ikke ud at køre?"
   "Det haster ikke," sagde Jesper. "I virkeligheden skal jeg ikke møde før mandag morgen. Men der er fest på kassernen i aften, det er grunden til, at jeg er taget afsted allerede i dag."
   "Jamen hvis du alligevel vil blive lidt, vil du så ikke med ind?" spurgte Ellen. "Du kan da købe en dagsbillet, de er ikke så dyre."
   Jesper kiggede igen på programmet. "Tjo, det kunne godt se ud som om det blev sjovere her end på kassernen i Sønderborg. Måske skulle jeg også prøve at lave noget helt vildt og spontant." Han sad lidt og smilede frem for sig inden han rejste sig.
   De fandt billetboden og købte en dagsbillet til Jesper og en billet til hele festivallen til Ellen. Så gik de ind på festivalområdet, der myldrede med mennesker, ølboder, madboder og telte, hvor der foregik forskellige musikalske ting. De gik over til den store scene, hvor et rockorkester var i gang med en koncert. De fandt et sted at stå, og Ellen sagde ja tak, da Jesper bød hende en øl. De stod en tid og lyttede til koncerten. Ind imellem råbte de kommentarer om musikken til hinanden.
   Da orkesteret var færdig med koncerten og det næste gik i gang med at gøre sig klar, gik de videre. De kom forbi et lille telt, som tilbød unge bands mulighed for at optræde for et publikum. De gik ind. På scenen var et band ved at være klar til at optræde. Bandets medlemmer var iklædt lasede cowboybukser eller læderbukser, læderjakker og militærstøvler. Jakker og bukser var bemalet med forskellige slagord og tegn. De havde alle klippet deres hår på iøjnefaldende måder og farvet det i stærke unaturlige farver.
   Efter nogle øjeblikke gik musikerne igang. De spillede utrolig højt, og lyden blev forvrænget af forstærkerne. Rytmen var usædvanlig hurtig, sangeren råbte en strøm af vrede ord i mikrofonen. Ordene blev forvrænget og var helt uforståelige.
   Jesper og Ellen så på hinanden og smilede. Efter det første nummer forlod de teltet.
   "Det er mere skadelig for hørelsen end en artilleriøvelse," sagde Jesper leende. "Det var da helt utroligt."
   "Ja, det var ikke noget, der sagde mig noget," sagde Ellen.
   "Jeg synes nu, de var meget sjove," sagde Jesper.
   "Okay," sagde Ellen. "Det skulle jeg jo have gættet, da jeg så din påklædning og din frisure."
   "Ja, ja, jeg går nu nok ikke hen og køber en LP med dem," sagde Jesper.
   De gik tilbage til den store scene og hørte det næste band. Jesper købte en omgang øl mere. De kunne begge lide musikken, og de blev stående og lyttede. Da bandet var færdigt, blev de enige om at gå lidt rundt og finde noget at spise. De fandt en bod, hvor en indvandrer stegte falafler i olie i en enorm wok. Jesper købte to pitabrød med falaffel.
   Mens de spiste, gik de videre rundt for at se resten af pladsen. De fandt et telt, som hed "Retroteltet," hvor de gik ind. Der var ingen levende musik, men en disc-jockey spillede plader fra -60'erne og -70'erne. Foran discoteket var en plads, hvor en del mennesker trængtes på et lille dansegulv. Rundt om dansegulvet var der borde og stole, og i den ene side af teltet var en bar, som udover fadøl også serverede stærk spiritus.
   "Trænger vi ikke til at sidde lidt ned? Og måske drikke noget, som ikke er fadøl?" spurgte Jesper.
   "Vi kan godt sidde lidt. Men jeg er faktisk ved at have fået nok," sagde Ellen. "Måske skulle jeg nøjes med en sodavand."
   "Okay," sagde Jesper, og de fulgtes op i baren. Jesper købte en sodavand til Ellen og en Blå Thor til sig selv. "Jeg har opgivet at komme til Sønderborg i aften. Nu kan jeg lige så godt drikke noget ordentligt øl," sagde han. De maste sig igennem til et hjørne, hvor der var to ledige stole. De satte sig og drak mens de lyttede til musikken.
   "Nu ved jeg hvad vi skal," sagde Ellen. "Vi skal da ud at danse. Kom." Hun rejste sig, tog fat i Jespers hånd og trak ham med sig hen mod dansegulvet.
   "Jamen jeg kan kun danse lancier," sagde Jesper. "Den her havde vi ikke i gymnasiet." Han fulgte ikke desto mindre med.
   "Nu ikke så meget vrøvl med dig," sagde Ellen.
   De kom ind på dansegulvet og fik mast sig plads til at danse. Jesper tog fat om Ellen og forsøgte at føre hende, men de øvrige dansende hoppede rundt uden at holde ved hinanden, og de kom hele tiden til at skubbe til Jesper og Ellen. Jesper opgav og slap Ellen. De dansede hver for sig indtil musikken skiftede.
   Det næste nummer var med Poul Dissing og Benny Holst. De sang om sølvstænk i det gyldne hår i en næsten umulig langsom rytme. En del dansende forlod dansegulvet mens de buhede, resten tog fat i hinanden. Jesper tog om Ellen, som lod sig falde tilbage i hans arm i en ironisk henført bevægelse.
   De bevægede sig stille i takt til musikken. Jesper førte hånden om bag Ellens ryg og kærtegnede hende. Han følte på muskulaturen langs hendes rygrad og kløften med ryghvirvlerne. Hun tog fat i hans skuldre med hænderne og lænede sit hoved ind til ham. Han lænede hovedet lidt frem. Han kunne dufte hendes hår, og han følte hendes spinkle og varme krop ind mod sin. Han følte med hænderne langs linningen på hendes nederdel under hendes store bluse, og med tommelfingrene følte han muskulaturen på hendes bare mave. Hun trak sig tættere ind til ham og lagde armene om hans hals.
   Dissing og Holst blev færdige med sangen. "Øhh.. Jeg henter to isvand," sagde Jesper. Ellen smilede til ham og holdt fast i hans hånd. Hun trak ham med mod teltets udgang. Udenfor var det blevet mørkt. De fortsatte hen mod festivallens hovedindgang uden at Ellen slap hans hånd. De nåede hen til Jespers bil. De omfavnede hinanden. Jespers hånd gik påny på opdagelse under Ellens bluse. Han følte forsigtigt på hendes ene bryst. Det var varmt og blødt. De kyssede hinanden.
   "Kan man ikke lægge sæderne ned?" spurgte Ellen.
   "Jo, og det virker fint, hvis man vil sove," svarede Jesper. "Men jeg tror, vi skal sætte os ind på bagsædet."
   Jesper og Ellen krøb ind bag i bilen, TV2 lød ud over festivalpladsen, himlen ovenover blev lyst op af blå glimt fra deres lysshov, det duftede af hø fra det tørre nedtrampede græs, stjernerne lyste, Jespers røde Ford Cortina fra 1976 duvede blidt mens ruderne duggede til.


Natlig samtale I
   "Det lyder godt, det der. Det kunne du få udgivet." Casper rakte ud efter sit glas mens han talte.
   "Typisk dig," svarede Jesper. "Her krænger jeg vrangsiden ud på mig selv, og det eneste, du har i hovedet er penge."
   "Nå, det var nu ikke så meget for pengenes skyld," sagde Casper. "Men der er da status i at få noget udgivet."
   "Hvad rager det mig?" sagde Jesper med foragt i stemmen.
   "Jeg vidste ikke, du havde været i militæret, Jesper." Det var Jonathan, som blandede sig.
   "Det har jeg da heller ikke. Det er digt," sagde Jesper.
   "Men sagde du ikke, at historien var den rene og skære sandhed?" spurgte Jonathan.
   "Jo, det er den også i princippet. Det er kun detaljerne, der er ændret af hensyn til fremstillingen." Jesper tog en lang slurk af sin Royal Selection. "Men i princippet er den fuldstændig sand," tilføjede han med eftertryk i stemmen.
   De sad et øjeblik i tavshed.
   "Men hvad så?" Det var Casper, der spurgte. Han var lidt ked af, at han havde fornærmet Jesper med sine bemærkninger om hans historie, og han ville gerne gøre det godt. "Så du mere til hende?"
   "Ja, det gjorde jeg," sagde Jesper.


Besøg på Kroen
   Selv om Jesper ofte kom på Kroen, havde han sommerfugle i maven. Han havde brugt et par dage til at tage tilløb, og nu i aften havde han endelig taget sig sammen til at køre over til Kroen. Han parkerede bag Kroen, gik ind ad hovedindgangen og drejede til højre ind i slyngelstuen.
   Rummet var domineret af musikken fra en jukebox og lydene fra en spillemaskine, der hang på væggen. Ved et af bordene sad en mand i arbejdstøj og drak sammen med en ældre mand i habitjakke og træsko. I baren sad en pige og en fyr og snakkede med barpigen. Det var Ellen.
   Da han kom ind, kiggede alle hen på ham. De to mænd ved bordet kastede et kort udtryksløst blik på ham, de to i baren gjorde det samme, men Ellen lo genert. "Hej Jesper," sagde hun.
   "Hej," sagde Jesper. Han gik hen i baren. "Og tak for sidst."
   Ellen lo igen. "Selv tak for sidst," sagde hun. "Det er Ditlev, det er Johanne, min veninde. Og det er Jesper, som jeg var på stop med til Sønderjyllandsfestivallen her for tre uger siden."
   De hilste på hinanden.
   "Skal du have noget at drikke? Du er jo meget til de her," sagde Ellen og fandt en Blå Thor frem. Han sagde jatak og betalte.
   Der var kun de to barstole, som Ditlev og Johanne sad ved, så Jesper stillede sig for enden af baren. Ellen sad på en barstol på den anden side af baren, i hjørnet længst væk fra Jesper. Jesper skålede med de andre og de drak. Ellen og Johanne havde været i gang med en samtale, som de nu fortsatte. De snakkede i munden på hinanden og lo ind imellem. Ditlev blandede sig en gang imellem med en kommentar.
   Jesper drak lidt af sin øl. Så gik han hen og kiggede efter hvad der var i jukeboxen. Han puttede en krone i og bestilte et par melodier. Han gik tilbage og stillede sig ved baren. Ditlev fortalte en vittighed, og Johanne og Ellen lo. Jesper smilede.
   Han gik hen og så på spillemaskinen, der var en slags terningespil. Man skulle putte en krone i, og ved at trykke på nogle knapper, kunne man få yatzy og vinde sin krone tilbage. Han gik tilbage mod baren.
   "Er du inspektør af en slags?" Det var den gamle mand i habitjakken, der spurgte.
   "Næ," sagde Jesper. "Jeg er bare født nysgerrig."
   Han havde efterhånden fået drukket al sin øl. "Nå, måske skulle man se at komme hjem igen," sagde han mens han strakte sig.
   "Men du er jo lige kommet," sagde Ellen.
   "Nå, ja," sagde Jesper. Johanne og Ditlev så på ham. "Ja, måske kan jeg drikke en mere. Men så må jeg hellere nøjes med en almindelig Top. Man skulle jo nødigt miste kørekortet."
   Ellen kom hen med en Top til ham, som han betalte. "hvordan gik det? Nåede du til Sønderborg til tiden?"
   "Ja, det gjorde jeg da," sagde Jesper. "Og hvad med dig? Fandt du et sted at sove den sidste nat?"
   Hun kiggede drillende på ham. "Ja, det kunne du godt lide at vide."
   Jesper kunne nu selv høre, at han lød idiotisk. "Nårh," sagde han og lo.
   "Nej, jeg sov under et træ. Der var dejligt tørt og roligt," sagde hun. "Hvad sagde dine kammerater til, at du ikke var kommet til festen?"
   "de var godt sure, man da jeg fortalte, hvad jeg var blevet forhindret af, var der ikke flere bemærkninger," sagde han. "Det er en regel, vi har."
   "Hvad?" spurgte hun.
   Han kiggede over på Ditlev og Johanne, der snakkede sammen. Han sænkede stemmen lidt. "De eneste lovlige undskyldninger for at blive væk fra en fest er druk eller kvinder."
   Hun rystede på hovedet. "Nå, men så var du jo dobbelt garderet," sagde hun.
   Håndværkeren og den gamle mand i habitjakken rejste sig. De stillede de tomme flasker hen på baren, takkede for i aften og gik. Ellen gik ned til deres bord, tørrede det af og stillede et rent askebæger frem.
   "Du kan da vist hverken leve eller dø af det her," sagde Jesper.
   "Nej, der sker ikke meget på hverdagsaftnerne. Det er mest i weekenderne," sagde Ellen. "Men nu lukker jeg også lige så snart jeg har fået Jer hoveder ud." Hun sagde det så højt, at Ditlev og Johanne kiggede om på hende. De smilede til hende og drak noget af deres øl.
   "Det var da dig selv, der sagde, at vi skulle komme," sagde Johanne.
   "Ja, men det var sgu da også hyggeligere end at sidde her på sin flade mens Bent og Orla drikker sig fulde," sagde Ellen. "Men nu vil jeg gerne hjem."
   De drak ud alle tre. Johanne og Ellen begyndte at snakke igen, Ditlev og Jesper sagde farvel og gik.
   "Vent lige lidt, Jesper," sagde Ellen.
   Jesper vendte om i døren og ventede. Ellen og Johanne fik snakket færdig og sagde farvel.
   "Hvis du gider vente på, at jeg får gjort op, kunne du måske køre mig hjem," sagde Ellen.
   "Jamen hellere end gerne," sagde Jesper. Han forsøgte at gøre sig lidt nyttig mens hun fik lukket baren, men kom vist mest til at gå i vejen. Ellen blev færdig og fik slukket lyset, og de gik ud til Jespers bil og steg ind. Jesper startede og kørte ud til vejen.
   "Hvor skal vi henad?" spurgte han.
   "Hen til det gule hus." Ellen pegede på et hus under hundrede meter væk.
   Jesper lo. "Okay," sagde han og kørte derhen.
   "Vil du ikke med ind og have en kop kaffe?" spurgte Ellen.
   "Hvordan vidste jeg, at du ville spørge?" svarede Jesper og standsede motoren. Så blev han alvorlig. "Det vil jeg meget gerne."
   De gik ind. I stuen sad Ellens far og så fjernsyn, mens Ellens mor var ved at sætte nogle kaffekopper ud i køkkenet.
   "Hej mor. Hej far," sagde Ellen. "Det her er Jesper, som jeg har lært at kende her i sommer."
   Jesper gav forældrene hånden og sagde god aften.
   "Vi drikker lige en kop kaffe oppe på mit værelse," sagde Ellen. Hun fandt et par kaffekopper frem, som hun satte på en bakke. Så lavede hun en kande kaffe. Hun spurgte Jesper, om han brugte sukker eller fløde. Han ville gerne have lidt mælk i kaffen. Hun fandt en lille kande frem og fyldte mælk i. Da kaffen var løbet ned, satte hun kanden på bakken. "Kom," sagde hun til Jesper og gik ned af en gang til den anden ende af huset, hvor hun åbnede døren til sit værelse. De gik ind, og Ellen stillede bakken fra sig. "Hej," sagde hun til Jesper og tog om ham.
   "Hej," sagde Jesper og gav hende et knus. De kyssede hinanden. De satte sig ved siden af hinanden på Ellens seng, som også fungerede som sofa. Kaffen fik de aldrig drukket.


Natlig samtale II
   Jesper rejste sig med besvær, gik ud i køkkenet og fandt endnu en Royal Selection i køleskabet. "Er der nogen af Jer, der skal have noget med?"
   De to andre kiggede på deres flasker. "Ja, jeg kan godt drikke en mere," sagde Jonathan. "Kan du ikke lægge nogle flere derind. De bliver lidt for meget, når man har fået nogle stykker, og de ikke er ordentligt kolde."
   Jesper skramlede med flaskerne og kom tilbage. "Hold kæft! Har I allerede næsten tømt den Oban! Er I klar over hvad såden en Single Malt koster?"
   "Den var da højst halv fuld, da vi startede," sagde Casper. "Og der er da meget tilbage endnu."
   "Årh hold nu kæft med at moralisere, Jesper. Vi drikker jo i pulje, og er der måske ikke rigeligt til dig?" Det var Jonathan, som skældte Jesper ud, næsten i munden på Casper.
   "Ja ja, slap nu af," sagde Jesper. "Drik til I styrter."
   Der gik et øjeblik. "Nå, men så blev I rigtige kærester?" spurgte Casper.
   "Ja, det må man vel kalde det," svarede Jesper. "Vi var sammen det meste af tiden hele det efterår."
   "Jamen det var da dejligt med en historie med happy end," sagde Casper.
   "Det var ikke happy end," sagde Jesper.


Rejsebreve
   Gracia de la Santa Virgen, 10. januar 1983.
   Kære dejlige Jesper!
   Jeg sidder i min seng på det lille usle værelse, Johanne og jeg fandt i aftes her midt i byen. Det er tidligt om morgenen, og Johanne sover endnu. Der er ingen møbler på værelset udover sengen, så jeg er nødt til at skrive på bagsiden af min rygsæk. Derfor må du undskylde skriften.
   Turen herover var lang og træls, men den gik uden forsinkelser eller andre uregelmæssigheder. Men i lufthavnen blev vi holdt tilbage, uden vi fik nogen forklaring. Vi blev først sluppet fri da det var blevet mørkt, og busserne var holdt op med at køre. Så kom der en mand og tilbød os at køre os ind til byen i sin private bil. Vi vidste ikke rigtigt hvad vi skulle gøre, men vi havde ikke noget valg. Da vi kom ind til byen, ville han have 20 US$, hvad der er helt urimeligt. Men vi turde ikke andet end betale ham, han opførte sig meget truende.
   Vi havde lidt besvær med at finde et sted at overnatte, men hvis man vil nøjes med en seng i et rum uden loft og med vægge, som ikke går helt op til taget, og et lokum, som kun kan identificeres som sådan på grund af lugten, så er det ikke så vanskeligt endda. Heldigvis er lokummet ude i baggården.
   Da vi havde indlogeret os, ville vi gå ud og få noget at spise. Men da vi skulle betale, var Johannes pung blevet stjålet. Heldigvis havde hun sit pas og de fleste penge i en halspung, men hun mistede noget der svarer til 30 US$.
   I nat er vi blevet underholdt af diverse kvindelige frydeskrig; jeg tror, hotellet her også fungerer som bordel.
   Jeg håber, at vi hurtigt finder et bedre sted at være.
   Søde Jesper, jeg elsker dig, og jeg savner dig rigtig meget, og jeg vil være kærester med dig så længe jeg lever. Lige nu ville jeg ønske, at jeg sad i din seng sammen med dig, og vi kunne lytte til din mors skramlen rundt med morgenkaffekopperne.
   Hvad jeg laver her kan jeg godt komme lidt i tvivl om.
   Mange kærlige hilsner
   Din Ellen

Isla Escondida, 17. januar 1983
   Kære Jesper
   Vi er kommet til den mest fantastisk smukke lille ø, med hvide sandstrande, kokospalmer og nogle enormt søde mennesker.
   Vi tog fra hovedstaden for to dage siden, og vi startede med at køre med en gammel rusten bus i næsten seks timer. Bussen var proppet med mennesker, men Johanne og jeg fik lov til at sidde på taget. Det er nok lidt farligt, men det var virkelig spændende at sidde der i frisk luft og frit udsyn til alle sider. Det meste af tiden kørte vi gennem regnskov, og der var ikke lige god vej hele vejen. Bussen snirklede sig nogle gange helt langsomt rundt om vandpytter så store, at den sikkert ville have sat sig fast, hvis chaufføren havde forsøgt at køre igennem dem.
   I begyndelsen af turen kørte vi i højlandet, hvor der var køligt ligesom i hovedstaden. Men da vi først kom ned i lavlandet, blev det svedende varmt lige så snart bussen ikke kørte. Vi havde det, som svedte vi tapetklister, og vi lugtede sikkert ikke særligt godt. Og vi var jo nødt til at passe på ikke at blive solskoldet. Midt på dagen laver man ikke mere skygge her end ens sko fylder.
   Da vi kom ud til kysten, fandt vi færgen, som vi skulle med herover. Den var endnu ældre end bussen, og da den startede, kom der en helt sort røgsky op af skorstenen. Vi var ikke helt trygge ved det, men vi kom da over i god behold. På færgen mødte vi John og Kevin, som er fra USA.
   Da vi kom herover, fandt vi et sted, hvor vi kunne leje en lille fire-personers træhytte. Vi lejede den sammen med John og Kevin. Hytten ligger under palmetræerne helt ude ved strandkanten, og det er altså helt fantastisk at falde i søvn til lyden af bølgerne. I aftes gik vi ud og sov på stranden. Der var så varmt, at vi ikke kunne sove i soveposerne, i stedet lå vi ovenpå dem, med bare et stort håndklæde over os.
   Den første aften gik vi hen et sted, hvor vi kunne høre, at de spillede reggaemusik. Det var en simpel træbygning; havde den ligget i Danmark, ville vi have kaldt den for et skur. Der var pyntet med store billeder af Bob Marley, og der var fyldt med sorte mennesker, som drak rom. Men de var enormt søde, og vi følte os helt trygge.
   I formiddags har vi gået en tur langs stranden og palmerne, og det var sjovt at se de mange små farvestrålende krabber, som kravler rundt helt op i træerne. Oppe i kronerne så vi nogle små aber kravle rundt. De pludrede hyggeligt sammen. Der var også et lille vandløb, hvor vi så nogle meget farvestrålende små fisk.
   Lige nu sidder jeg ved et bord udenfor en lille hytte, hvor en stor sort kvinde serverer mad for os. Hun har lige serveret en kæmpestor bøf for mig, med ris og bønner og lidt salat. Det ville hun have halvanden US$ for; det er jo fantastisk billigt.
   Vi bliver nok her nogle dage endnu, inden vi rejser videre til El Culo.
   Jeg elsker dig Jesper, og jeg savner dig.
   Kærlig hilsen
   Din Ellen

El Culo del Diablo, 5. februar 1983
   Kære Jesper
   Vi er rejst til El Culo, og vi sidder nu alle fire og skriver breve hjem. De andre skriver som gale, men jeg kan ikke rigtig finde på noget at skrive.
   Turen herned gik godt; vi kørte i airconditioneret bus.
   Vi har fundet et hotel, hvor vi kan bo i tosengs værelser. Det er dejligt, at vi ikke skal ligge i sovesale, som vi gjorde på vejen herned i Gracia de la Santa Virgen.
   I morgen vil vi ud og se ruinerne; de skulle være fantastiske.
   Jeg har købt nogle meget flotte vævede ting. Jeg vil give din mor en af dem; jeg tror, hun vil synes, den er flot.
   Vi skal hen og spise frokost nu, så jeg vil slutte her. Jeg skriver snart igen.
   Kærlig hilsen
   Din Ellen

La Tomba, 23. februar 1983
   Kære Jesper
   Jeg har tænkt meget over det, inden jeg har sat mig til at skrive det her brev. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det skrevet, jeg er så bange for, at jeg skal gøre dig ked af det. Sagen er, at jeg er blevet forelsket i John, som er en virkelig sød fyr. Han har været så hjælpsom hele tiden, lige siden vi mødte ham og Kevin på færgen til Isla Escondida.
   Det betyder selvfølgelig, at vi to ikke kan være kærester længere.
   Men jeg er heller ikke god nok til dig. Du med dit erhvervsøkonomistudie og dine høje karakterer - jeg kunne kun akkurat få en sproglig studentereksamen, som jeg ikke aner hvad jeg skal bruge til.
   Jeg håber, du hurtigt finder en anden kæreste. Det har du fortjent.
   Lev vel.
   De bedste hilsner
   Ellen


Natlig samtale III
   Der var stille et par minutter. "Hvad får en gammel mand som dig til at sidde og fortælle om et forhold, du havde til en teenagepige for over tyve år siden?" sagde Casper så.
   "Jeg var jo fuldstændig besat af hende. Faktisk er jeg aldrig kommet over det, jeg tænker stadig på hende nærmest dagligt," sagde Jesper.
   "Hvad skete der efter hun kom hjem? Kunne du ikke bare have fundet sammen med hende igen?" spurgte Casper.
   "Der var ligesom sket et tillidsbrud. Jeg var meget vred på hende. Jeg opsøgte hende ikke." Jesper drak en slurk øl. "Senere hørte jeg, at hun var blevet gift med Ditlev og havde fået et par børn. De bor stadig derhjemme på egnen."
   "Hvad med dig selv? Hvis du stadig er så påvirket af det, så måtte det have været en slem omgang?" spurgte Casper.
   "Er du rigtig klog? Jeg var helt slået ud. Jeg kunne ikke koncentrere mig om en skid. Heldigvis var det lige som vi skulle igang med markerne derhjemme, og far lod mig arbejde som jeg ville. Jeg kørte 70 timer om ugen. Så sad jeg og græd i traktoren, mens jeg hørte TV2. Jeg beholdt cortinaen helt til i begyndelsen af -90'erne. Og for det ikke skal være løgn, så pillede jeg bagsædet ud og gemte det, dengang jeg endelig huggede den op. Jeg sidder stadig nogle gange derhjemme i udhuset i det bagsæde og hører Dissing og Holst på min walkman - jeg fandt deres plade på CD for nogle år siden." Jesper holdt en pause. "Hvis jeg kommer i himlen når jeg dør, og Sankt Peter siger sådan til mig: "Ja vi havde jo lidt problemer med dig, Jesper, om du skulle her op eller ned til konkurrenten, for du har jo ved Chefen ikke været af de bedste børn! Men okay, nu er du her, så velkommen! Nu skal du høre: Det er ikke sådan, at du i al evighed vil få nye og spændende oplevelser heroppe. I paradis er det sådan, at tiden bliver standset, så det, du oplever fra nu af, bliver begrænset til et enkelt øjeblik, som du må vælge frit fra hele dit levede liv. Det er det, du skal tænke over den første tid heroppe. Hvilket øjeblik i dit liv var det lykkeligste, og som du vil leve igennem for evigt?" Hvis Sankt Peter spurgte sådan, ja, så ville jeg vælge det øjeblik, hvor jeg dansede med Ellen første gang, og jeg første gang følte på hendes ryg." Jesper havde sat sig helt frem på sin stol, hans røde øjne og hans ord, der nærmest blev stødt ud, så man næsten kunne fornemme spiritustågerne, gav ham et vanvittigt udseende.
   "Hold kæft, hvor er du lidenskabelig mand. Du burde tage navneforandring til Heathcliff, ligesom ham i Stormfulde Højder." Jonathan var sunket helt ned i stolen, så kun whiskeyglasset stak op. Nu kæmpede han sig op at sidde. Det var vanskeligt uden at spilde. "Men hvad angår den lækre ryg med de stramme muskler, så vil jeg da vædde hvad det skal være på, at du ikke kan mærke forskel fra den ene kvinde til den anden. Og det, at musklerne er stramme skyldes jo kun, at de instinktivt trækker røven lidt til sig, når man giver dem et knus eller danser tæt med dem."
   "Hold kæft, hvor er du kynisk, Jonathan!" Jesper trak vejret ind som for at sige noget mere, men sad et øjeblik inden han fortsatte. "Jeg tror, man får én eneste chance her i livet, og hvis den glipper, ja så er det slut for ens vedkommende."
   "Det var dog det værste vrøvl, jeg har hørt i mit liv. Og det siger ikke så lidt, når jeg er så meget sammen med jer to." Jonathan satte glasset fra sig. "Du mener altså, at hvis det glipper med den første kæreste man får, så vil man være ulykkeligt forelsket resten af sit liv. Så er det sgu ikke mange over 12-13 år, som ikke er ulykkeligt forelskede. Sikke noget vrøvl!"
   "Nej, jeg mener ikke nødvendigvis den første og den bedste. Man kan godt have forskellige kærester som ung, men på et tidspunkt, så møder man en, hvor man kan mærke: det her, det er det rigtige. Og hvis det folder sig ud, så kan man være kærester resten af sit liv og være lykkelige. Men hvis det så glipper, så er det slut, så er man ulykkelig forelsket resten af sit liv. Jeg kan stadig græde over Ellen," sagde Jesper.
   "Jamen det er velsagtens når du er fuld. Så kan du jo græde, bare der er en, som vælter din Royal Selection," sagde Jonathan. "Du trænger sgu bare til en svedig affære med et eller andet kvindemenneske, så skal du se dig selv skifte holdning i en fart."
   "Jeg ville gerne. Men jeg kan ikke med den figur," sagde Jesper i et ironisk tonefald.
   "Du kunne da starte med at barbere dig og gå til frisør," sagde Jonathan. "Du ligner jo en gerontisk hippie med al det hår ud over hele hovedet."
   Jesper rystede irriteret på hovedet. "Folk har så travlt nu om dage," sagde han. "Gift den ene uge, skilt den næste, og ud og finde en ny kone eller mand. Og helst også en elsker eller elskerinde. Folk er jo helt forskruede. Ikke underligt, at de er forvirrede." Han holdt en pause. "Jeg så en udsendelse i fjernsynet om nogle græske tjenere på nogle turistbarer. De fik en ny kæreste hver eller hveranden uge, alt efter hvor mange ugers ferie kæresten var på. De nordeuropæiske kvinder tager jo derned næsten med det formål at opleve et eksotisk kærlighedseventyr. Men de stakkels unge knægte, som gik ind på det, blev fuldstændigt forvirrede. De blev aldrig senere i livet i stand til at knytte sig i et fast forhold. Og sådan er det jo også efterhånden herhjemme med sammenbragte børn i storfamilier, hvor ingen efterhånden har noget nært forhold til hinanden, og hvor kærligheden er noget man surfer efter på pornosiderne på internettet. Sådan var det ikke i gamle dage. Der blev man gift som jomfru i en ung alder, og der var aldrig nogen, som blev skilt. Det kunne vi godt lære noget af i dag."
   "Så vi kunne blive lykkeligere, hvis vi havde et kærlighedsliv som vores tiptipoldeforældre!" sagde Jonathan.
   "Ja, jeg vil da vædde hvad det skal være på, at der ikke var så mange selvmord dengang som nu!" svarede Jesper.
   "Ja, og det ville sikkert være allerbedst, hvis kvinderne begyndte at gå med burkha," sagde Jonathan ironisk.
   De sad lidt. Pludselig brød Jesper ud i sang:
   "Blomst kan visne, træ kan fældes.
   Blegne kan hver kind så rød.
   Kærlighed kan aldrig ældes,
   Thi den behersker liv og død.
   To, der elsker sødt og rent som vi
   Lever stadig ung og fri.
   Stadig nynner for vort hjerte
   Vårens første melodi."
   Under sangen havde Jesper atter vendt det røde ud af øjnene. Han havde rejst sig, og gestikulerede ind imellem med hænderne. Han sang højt og rimeligt rent, omend med en noget usikker stemmeføring. Ved linjen "to, der elsker sødt og rent som vi" knækkede hans stemme over.
   Imens sad Jonathan og kiggede skiftevis vantro og lidende på de to andre, mens Casper kiggede ned i gulvet.
   Da Jesper nåede til versets afslutning, lod han sig falde ned i stolen, og sad nu og stirrede mørkt frem for sig.
   "Hvad mener en moderne mand som dig om det hele?" sagde Casper til Jonathan efter et stykke tid.
   "Jamen jeg har da også haft et par Ellen'er eller tre, som jeg kom til at elske meget, og som jeg aldrig er kommet helt over. Sådan er det jo. Men sorgen må man bearbejde og gemme inden i sig, som når en musling laver en perle. Så kan man tage den frem og leve de bittersøde minder igennem en gang imellem. For når man tænker over det, så ville man jo ikke have været oplevelsen foruden. Hvis han tænkte over det, ville Jesper jo nok nødigt have undværet at kende Ellen? Jesper? Jesper for helvede, vågn op mand, inden du taber din øl."