Den guderne vil straffe
   Et besøg
   Østhimmerland, den 2. august 2004
   Hej Jesper
   Jeg mødte tilfældigvis din far for et par dage siden her i byen. Jeg genkendte ham med det samme, det er da utroligt, som han holder sig. Hvor gammel er han efterhånden, 70? Det skulle man ikke tro.
   Han fortalte lidt om hvad du går og laver dernede i Århus. Det lyder spændende, at du driver dit eget IT-firma.
   Jeg bad din far om din adresse. Det er jo over tyve år siden vi sidst har set hinanden, og jeg tænkte, det kunne være morsomt at høre lidt til hinanden om hvordan det så er gået.
   Heroppe hos os går livet sin gang med det sædvanlige stress og jag. Jeg giftede mig med Ditlev, som du måske husker. Han har sin egen VVS-forretning, og arbejder stort set altid. Vi har to børn, Rune på 17 og Louise på 14 år. Rune skal starte på Aalborghus Gymnasium om en uges tid, og Louise skal til at gå i 8. klasse her i byen. Rune er matematisk, Louise har ikke rigtigt fundet sine egne ben. Hun er meget kreativ og nogle gange lidt for følsom.
   Nå, men jeg ved jo ikke hvad du siger til dette brev, så jeg vil slutte nu.
   Hvis jeg ikke hører fra dig, sender jeg et kort til jul.
   Mange hilsner
   Ellen
   Jesper glattede brevet ud og lagde det foran sig på skrivebordet. Brevet var allerede ved at blive slidt af hans gentagne læsning af det, skønt det kun var et par dage siden, han havde modtaget det. I den tid havde han stort set ikke tænkt på andet end Ellen - det havde nærmest invalideret hans arbejdsevner. Hvad var grunden til, at hun skrev? Hvad ville hun ham egentligt? Lå der andet end en mat nysgerrighed bag? Hvorfor kunne det interessere hende, hvordan det var gået ham siden?
   Om natten drømte han om Ellen, og om hvordan hun måske så ud nu efter de mange år. I drømmene var hun stadig lige dejlig. Fornemmelsen af hendes krop blev nærværende, og hans sorg og savn føltes pludseligt meget levende.
   Han startede computeren og fandt krak.dk, hvor han tastede Ellens afsenderadresse ind. Straks kom der et telefonnummer frem. Han rejste sig, gik rundt i lejligheden og lukkede dørene. Ikke at der var risiko for, at der skulle dukke nogen op, han boede alene, der kom sjældent gæster, og i hvert fald aldrig uventede. Han kiggede på klokken, 17:30 - ville Ellen være hjemme? Ville Ditlev? Han sad lidt foran computeren og greb så i en beslutsom bevægelse telefonrøret og tastede nummeret.
   "Det er Ellen," sagde hun i et dagligdags tonefald.
   "Det er Jesper." Han gjorde sig umage for at tale afslappet og henkastet.
   Der gik et øjeblik. Så lo Ellen: "Hej Jesper."
   "Hej," sagde Jesper.
   "Det er længe siden," sagde Ellen.
   "Ja, det er vist snart 22 år," sagde Jesper.
   Der blev stille lidt. "Hvordan har du det?" spurgte Jesper.
   "Jamen jeg har det godt," svarede Ellen. "Jeg går og hjælper Ditlev lidt i forretningen. Jeg arbejder hvad der svarer til halv tid."
   "Okay," sagde Jesper.
   "Hvad med dig?" spurgte Ellen.
   "Tjo, jeg kan vist ikke klage," sagde Jesper. "Jeg har et lille webbureau. Jeg nåede at komme i gang, mens det stadig kunne lade sig gøre."
   Der blev stille igen. "Jeg skal besøge mine forældre her i næste uge," sagde Jesper. "Jeg skal hjælpe min far med at høste. Det gør jeg hvert år." han tav lidt. "Måske kunne vi ses?"
   "Jo, det kunne da være hyggeligt," svarede Ellen. "Hvornår?"
   "Jeg kommer derop sidst på ugen, så vi kunne måske ses fredag aften?" spurgte Jesper.
   "Jamen det kan jeg godt," svarede Ellen. "Du kan komme over til os, så laver jeg noget mad og finder en flaske rødvin frem."
   "Det lyder godt," sagde Jesper. "Skal vi sige ved seks-tiden?"
   "Det kan vi godt. Hvis jeg ikke er færdig, bliver du sat til at dække bord," svarede Ellen.
   Jesper besøgte jævnligt sine forældre, men kom derudover ikke meget på sin gamle hjemegn. Nu, hvor han kørte de få kilometer fra sine forældres hjem og over til Ellens og Ditlevs adresse, gik det op for ham, at han ikke havde kørt på disse små veje i mange år. Dengang havde han kendt hver kurve og bakke fuldstændigt, og han havde vidst nøjagtigt hvor hurtigt Cortinaen kunne køre uden at skride ud i kurverne. Nu kørte han mere adstadigt afsted, og for hver meter, han kørte, dukkede minderne op. Og selv om han havde boet på hjemegnen i mere end tyve år, så var det minderne om det korte efterår med Ellen, som fyldte mest i hans erindring.
   Han kom forbi Kroen, som han havde besøgt en enkelt gang siden, en tre-fire år efter hans og Ellens tid. Han huskede hvor vemodigt, han havde følt det, da han havde siddet i baren og fået serveret af en ny ung pige.
   Han kom forbi Brugsen, og han holdt ind for at købe en værtsgave. Han overvejede en buket blomster, men bestemte sig til en flaske rødvin. Han tænkte på, hvad Ditlev mon ville sige til hans besøg, men skød det fra sig. Det måtte jo blive en sag mellem Ditlev og Ellen.
   Han nærmede sig Ellens og Ditlevs adresse og så på uret. Klokken var et par minutter i seks, så det passede meget godt. Han fandt adressen og kørte ind i indkørslen. Det var et gult parcelhus med lavt tag. Haven var groet godt op, og Jesper bedømte huset til at være bygget engang i '70-erne.
   Han standsede bilen og sad et øjeblik. Så tog han en dyb indåndning, steg ud og gik hen til fordøren og ringede på.
   Efter et lille øjeblik åbnede Ellen døren. De smilede lidt genert til hinanden mens de sagde hej. Ellen tørrede hænderne i et viskestykke inden hun rakte hånden frem til hilsen.
   Ellen havde et par sandfarvede garbardinebukser og en hvid kortærmet skjortebluse på. På fødderne havde hun sandaler. Hendes hår var blevet lidt mørkere og var ikke så glansfuldt længere - måske var der nogle grå striber deri. Hun var ikke klippet så kort, som hun havde været dengang, og hun vejede tydeligvis en halv snes kilo mere.
   De gik ind i køkkenet, hvor Ellen var ved at lægge sidste hånd på maden. Hun havde åbnet en flaske rødvin og bød Jesper et glas.
   "Ditlev er i Frankfurt til en messe," sagde Ellen. " Han kommer først hjem på søndag. Rune besøger sin kæreste, og Louise er til en fest med klassen. Så du får ikke min familie at se i denne omgang."
   "Okay," sagde Jesper, "så må jeg jo nøjes med dig."
   "jah," sukkede Ellen med en opgivende gestus.
   Ellen bar maden ind gennem stuen og ud på terrassen, hvor der var dækket op til to. Imens stod Jesper i døren mellem køkkenet og stuen. Stuen var indrettet med god smag, møblerne var allesammen moderne og såvidt Jesper kunne se af en god kvalitet. I reolen stod en del bøger, som Jesper genkendte fra Gyldendals Bogklub. På væggene hang rigtige oliemalerier af kunstnere, som Jesper ikke kendte. Rundt omkring stod kunsthåndværk af forskellig slags.


* * *
   "Kør ordentligt! Ellers får du tærsk af min far!" Ellen stod på trappen ved bagdøren, mens Jesper steg ud af Cortinaen.
   "Årh, det gjorde jeg da også." Han vendte sig. "Der er ikke engang spor i gruset."
   "Nå det gjorde du! Jeg håber for dig, at min far synes det samme." Ellen rynkede sine øjenbryn og så strengt på Jesper. Efter et øjeblik kunne hun ikke holde sig alvorlig og lo i stedet til ham. Jesper nåede hen til hende og tog hende om livet.
   "Hej Ellen," sagde han.
   "Hej Jesper," svarede hun, og de kyssede hinanden.
   "Hvad laver du," spurgte Jesper, da de slap hinanden.
   "Jeg sidder omme i haven og drikker te. Jeg har taget et krus med til dig." De gik om i haven og satte sig på det kludetæppe, Ellen havde lagt på græsset. På tæppet lå også et lille staffeli og nogle vandfarver.
   "Hvad laver du med det der?" spurgte Jesper.
   "Jeg realiserer min kreative side ved at fremstille dette kunstværk, der udtrykker vor eksistentielle krise. Har Schopenhauer ret eller hvad?" sagde Ellen i et affekteret tonefald.
   Jesper kiggede på akvarellen. "Den er sgu da flot," sagde han.
   "Nårh det smøreri. Det kunne du da også lave," sagde Ellen.
   "Det kan jeg ikke forstille mig," svarede Jesper. "Desuden har jeg ikke læst Schopenhauer."
   "Godt for dig," svarede Ellen. Hun skænkede te op til Jesper, og de sad lidt og sludrede.
   Der gik en sky for solen, og Ellen skuttede sig. "Måske skulle vi gå ind," sagde hun. "Det er jo trods alt september."
   De pakkede tingene sammen, Jesper tog tæppet og Ellen bar resten. De gik ind på Ellens værelse, hvor Jesper kun havde været med et par gange før. På gulvet lå et slidt søgræstæppe, og af møbler var der sovesofaen, et lavt bord, en gammel lænestol og nogle reoler. Reoler og bord var lavet af gamle træølkasser malet i en brun-lilla kulør. På væggene hang der en gammel sættekasse og en masse akvareller. Jesper kiggede nøjere på akvarellerne, som Ellen åbenbart selv havde lavet.


* * *
   "Har du selv malet billederne?" spurgte Jesper.
   Ellen kiggede uforstående på Jesper et øjeblik. "Nåh," sagde hun så. "Nej, det er nogen Ditlev har købt af et konkursbo, der skyldte ham penge. Jeg har aldrig prøvet at male oliemalerier."
   "Men maler du ikke stadigvæk akvareller?" spurgte Jesper.
   "Jeg har ikke rørt en akvarelpensel i 20 år, tror jeg," sagde Ellen. Hun gjorde en bevægelse med hånden. "Men kom nu med herud. Maden er klar nu. Værsgo at sidde ned."
   De satte sig overfor hinanden. Ellen bød af maden, og de begyndte at spise. "Hvor længe har I boet her?" spurgte Jesper.
   "Siden 1992. Vi købte lige inden de begyndte at stige." Mens de spiste redegjorde Ellen for hvordan huspriserne havde udviklet sig de sidste 12 år, og hvordan en aktiv gældspleje med skift mellem højt- og lavereforrentede obligationer havde bragt gælden ned, så de nu havde en kæmpefriværdi i huset. Imens betragtede Jesper Ellens ansigtstræk. Han lagde mærke til et træk, hun havde ved den ene mundvig. Han genkendte det fra for mange år siden, men det var blevet lidt mere udtalt. "Nå, men skål," sagde Ellen. "hvordan bor du?"
   Jesper blev tilstedeværende og fortalte om sin lille andelslejlighed, som ikke kunne hamle op med Ellens og Ditlevs parcelhus i prisstigning.
   "Jamen man skal heller ikke bruge sin bolig som spekulationsobjekt," sagde Ellen. "Du har vel penge nok eller hvad - er der ikke penge i sådan et webbureau?"
   Jesper fortalte om sit webbureau, om it-boblen i slutningen af -90'erne og hans op- og nedture undervejs. "Men jeg klager ikke." Han forsøgte at skifte emne. "Hvordan har du lavet den der sovs? Den er helt fantastisk."
   Ellen fortalte om sovsen. Det var noget med nogle rejer, der skulle koge i lang tid. "Det er en opskrift fra Alt For Damerne." Hun rejste sig. "Jeg finder lige en flaske vin mere."
   Jesper kiggede efter hende, da hun gik hen ad terrassen. Bukserne sad godt på hende, og fremhævede, at hun var blevet lidt bredere.
   "Sådan." Ellen skænkede vin i Jespers stadig halvfulde glas og sit eget tomme, og satte vinflasken på bordet. "Skål."
   De sludrede videre under resten af bøfferne. Om tilbygningen og det nye badeværelse, de havde fået for fire år siden. Om haven og deres havemand, en invalidepensionist, der passede haven for meget billige penge. Om børnene, der gav anledning til glæde og bekymringer.
   "Hvad med dig, Jesper? Hvad har du haft af forhold siden?" spurgte Ellen.
   "Ingen," sagde Jesper.
   "Ingen?" spurgte Ellen. "Overhovedet ingen?"
   "Nej, overhovedet ingen."


* * *
   "Fucky sucky?" Den unge pige råbte efter Jesper, da han gik forbi hende på en gade i Palermo.
   "How much?" Jesper var gået over mod hende. Hun var en meget smuk pige, og efter at flere kvinder havde råbt efter ham, var han ved at være mør.
   Pigen nævnte et beløb i lire, der svarede til under hundrede kroner i danske penge.
   "Where should we go?" spurgte Jesper.
   "We go my place" sagde pigen. "Safe. No problems."
   Jesper gik med hende. De nåede et skummelt udseende herberg, hvor en kvinde tog imod Jespers betaling. Pigen ledte Jesper ind i et rum, hvor det eneste møblement var en seng midt i rummet og en håndvask på den ene væg.
   "Take off clothes," sagde pigen og begyndte at klæde sig af. Hun havde langt sort hår og sorte øjne. Hun var lille, men ikke meget mindre end en gennemsnitlig dansk pige. Hun var spinkelt bygget og udstrålede en stor sårbarhed, da hun blev nøgen. Hendes hud var mørk ved siden af Jespers.
   "Lie down," sagde hun. Jesper lagde sig på sengen, kun iklædt armbåndsur. Pigen kravlede op og satte sig på knæene mellem Jespers ben. Hun kærtegnede hans pik. Hun bøjede sig ned og tog den i munden. Jesper satte sig op og kærtegnede hendes ryg, balder og lår. Hun var virkelig dejlig.
   Hun satte sig op og sagde noget på italiensk, som Jesper ikke forstod. Hun gentog mens hun gjorde tegn med hænderne. Jesper flyttede sig lidt, og hun lagde sig ned på ryggen. Jesper lagde sig på knæ over hende og hun hjalp ham ind. Jesper begyndte at bevæge sig frem og tilbage.
   Jespers pik var blevet helt stiv, og han kneppede hende hårdere. Han brød sig ikke om ordet kneppe, men det var det, han gjorde. Pigen stønnede, mens Jesper blev mere og mere brutal. Han eksekverede nærmest samlejet, voldtog hende nådesløst, mens han holdt hende fast ned mod sengen.
   Endelig ejakulerede han de sidste aggressioner ind i pigebarnet og faldt sammen ned over hende. Hun mumlede noget, mens hun forsøgte at vride sig fri. Jesper rejste sig og klædte sig på, mens hun vaskede kussen ved håndvasken. Han forlod hende uden et ord.


* * *
   "Det forstår jeg ikke, Jesper," sagde Ellen. "Hvorfor ikke?"
   "Der har ikke lige været en lejlighed," sagde Jesper. "Der er ingen, der vil have mig."
   "Jamen du er da en dejlig mand." Ellen smilede til Jesper. Trækningen ved den ene mundvig var blevet mere udtalt, efter Ellen havde drukket det meste af en flaske vin. "Der må da være mange, der er vilde med dig."
   "Årh hold kæft," svarede Jesper og så forlegent ned i bordet.
   Ellen rejste sig. "Nå, vi skal også have noget dessert." Hun gik ind i køkkenet og kom tilbage med en dessert. På tilbagevejen gik hun en lille omvej og strøg Jesper over håret.
   "Jeg er ked af, at det gik, som det gik," sagde hun, da hun satte sig.
   "Det kunne vel ikke være anderledes," sagde Jesper. "Du blev forelsket i ham amerikaneren, og det var det."
   "Nå, jeg ved ikke," sagde Ellen. "Jeg var sammen med ham i 14 dage, så skred han med den første amerikanske dulle, vi mødte. Inden nåede han at smitte mig med et eller andet, der gav en forfærdelig kløe. Der var ingen, der kunne finde ud af hvad det var. De sagde, det var psykosomatisk. Det holdt først op et år efter jeg kom hjem."
   "Nå, det lyder da ikke så rart," sagde Jesper.
   "Jeg blev selvfølgelig ked af det, men efter et par dage, var det dig, jeg tænkte på," sagde Ellen. "Jeg skrev faktisk et brev til dig, men jeg fik det aldrig sendt."
   "Hvorfor ikke?" spurgte Jesper.
   "Jeg syntes, det var for meget. Jeg var så flov," sagde Ellen.
   De spiste resten af desserten i tavshed. "Hvad skrev du?" spurgte Jesper.
   "Det kan jeg ikke lige huske i detaljer. Men jeg forsøgte at bede om godt vejr igen," sagde Ellen. Hun skuttede sig. "Hvad siger du til at gå ind og drikke kaffen?"
   "Jo, tak," svarede Jesper.
   De rejste sig og tog tallerkener og fade med ind i køkkenet. Ellen lavede kaffe mens Jesper tog resten af bordet. Ellen fandt kopper frem, og Jesper stillede dem ind på glas-sofabordet. Da kaffen var klar, skænkede Ellen op til dem. Hun satte sig ved siden af Jesper, der havde sat sig i sofaen. Hun tog fat i hans skuldre og forsøgte at kysse ham. Jesper mærkede hendes ånde, der lugtede af vin og hvidløg. Han vendte kinden til. Han tog hende forsigtigt om livet. Hun havde fået nogle gode håndtag på siden. Han skubbede hende tilbage i sofaen og trak hendes bluse lidt op. Arealer af løs hud med en farve som skummetmælk bredte sig for hans øjne - han huskede den som mere flødeagtig. I siderne havde Ellen strækmærker fra sine graviditeter.


* * *
   "Vil du have en ostemad." spurgte Ellen. "Jeg skal ikke selv have noget. Jeg mangler en dag mere, så har jeg fastet en uge."
   "Ja, jeg forstår ikke, hvad det skal gøre godt for," sagde Jesper. "Jeg tror ikke på det der med at få affaldsstofferne ud af kroppen på den måde."
   "Årh du er også så gammeldags," sagde Ellen overbærende. Hun gik ud i køkkenet og kom tilbage med et glas grøntsagssaft til sig selv og to ostemadder og en øl til Jesper. Mens Jesper spiste og Ellen drak grøntsagssaften talte de om hvad de skulle lave i weekenden. Måske skulle de ind og høre noget musik inde i Aalborg.
   Pludselig rejste Ellen sig op og trådte hen til Jesper, der sad i den gamle lænestol. Med en rask bevægelse, trådte hun op på armlænet og satte sig på skuldrene af Jesper.
   "Hvad fanden har du gang i?" Jesper var helt overrumplet.
   "Jeg har dig. Hævn!" sagde Ellen.
   "Hævn for hvad?" sagde Jesper.
   "Øhh, alting. Du har sikkert lavet noget. Ellers gør du det!" Hun holdt fast om Jespers hoved med lårene.
   "Av! Pas på mine briller," sagde Jesper.
   "Undskyld," sagde Ellen og løsnede grebet lidt, mens Jesper tog brillerne af og lagde dem på bordet. Øjeblikkeligt tog Ellen fat igen.
   "Jeg har dig. I am the greatest," sagde hun.
   Jesper kæmpede hårdt for at komme fri samtidig med, at han sørgede for, at hverken han eller Ellen kom til skade. Til sidst lykkedes det ham at få hende smidt over på sofaen. Han satte sig overskrævs på hende og holdt hendes arme fast over hendes hoved.
   "Nej, Jesper, ikke det! Ikke kilde," sagde Ellen. "Alt andet end det."
   "ALT andet end det?" spurgte Jesper.
   Ellen bøjede nakken bagover og drejede hovedet lidt til siden. "Gør ved mig hvad du vil, bare ikke det."
   Jesper strøg forsigtigt håret væk fra hendes ansigt og kyssede hende blidt på kinden. Han gav hende et kys på siden af halsen og pustede let på den våde plet. Ellen trak vejret ind med en lille lyd. Han suttede blidt på hendes øreflip, lod tungen følge øret rundt i kanten og lod den spille hen over hendes øregang. Ellen drejede hovedet rundt, og de kyssede hinanden grådigt.
   Jesper satte sig op og trak Ellens bluse lidt op. Han kyssede hende på maven. Ellen trak maven ind ved den lette berøring. Jesper så på hende. "Altså nu må det snart være nok med det fasten. Ellers forsvinder du jo helt"; sagde han. Han tog hænderne ind under Ellens ryg så hans langfingre nåede hinanden. Så klemte han forsigtigt tomlerne sammen omkring hendes mave. Der manglede fem centimeter i, at han kunne nå om hende med hænderne.


* * *
   "Nej, jeg kan ikke gøre det her," sagde Jesper og slap Ellen. Han satte sig op og så frem for sig.
   "Hvad er der galt?" spurgte Ellen.
   "Alting," sagde Jesper. "Hvad for eksempel med Ditlev?"
   "Årh, han er da det mindste problem lige nu," sagde Ellen. "Kom nu. Der kommer ingen før i løbet af i morgen."
   "Jamen det er ikke bare det. Det hele er helt forkert," sagde Jesper.
   "Forkert? Hvad mener du?" sagde Ellen.
   Jesper svarede ikke. "Jeg tror, jeg kører," sagde han.
   "Nej, så lad os da i det mindste snakke lidt mere sammen," sagde Ellen. "Jesper! Du kan da ikke bare køre nu. Jesper! Bliv lidt!"
   Jesper havde rejst sig og var gået ud i entreen og taget sin jakke på.
   "Lov i det mindste at ringe," sagde Ellen.
   "Det skal jeg nok," sagde Jesper. "Hej."
   "Vi ses, ikke?" sagde Ellen.
   "Jo," svarede Jesper mens han kravlede ind i bilen. Han startede og kørte hjemad mod forældrenes gård.
   Han kørte ind på gårdspladsen og parkerede bilen. Han blev siddende lidt og tænkte. Pludseligt hamrede han gentagne gange sin knytnæve ned i rattet. Han slog op i billoftet med begge knyttede hænder. Imens udstødte han nogle tørre hulk. Han sundede sig lidt. Så gik han ud i det gamle maskinhus, hvor han fandt sædet fra Cortinaen. Det sæde, på hvilket han og Ellen havde været sammen første gang. Det lå her stadig mellem en masse andet gammelt skrammel, som faderen gemte. Han slæbte bilsædet ud til det sted, hvor de af og til brændte affald. Han smed det ind på nogle kolde og forkullede rester af noget tidligere affald. Så gik han ind i maskinhuset, hvor han fandt en stor dunk som han tog med over til dieseltanken. Han fyldte dunken næsten helt, tog den med ud til affaldspladsen og hældte dens indhold ud over bilsædet. Inde i maskinhuset fandt han en æske tændstiller, og han gik ud og satte ild til dieselolien.
   Snart stod flammerne flere meter lodret op, og udviklede en sort røg. Jesper kiggede ind på sædet, hvis kunststof brændte i giftiggrønne og blå farver.
   "Hvad fanden er det, du laver?" Det var Jespers far, der dukkede op rundt om hjørnet af laden.
   "Jeg brænder bare det her gamle lort." Jesper lød mere vrissen end han havde tænkt sig.
   "Var det nødvendigt at gøre det her midt om natten? Jeg troede jo, der var ild i gården. Det der kan jo ses i det halve af sognet." Faderen nærmede sig og stod nu ved siden af Jesper et øjeblik. "Nå, det er den der, du er blevet træt af," sagde han i et mere afdæmpet tonefald.
   Jesper stirrede tavst ind i ilden.
   "Det gik måske ikke så godt i aften?" Faderen konstaterede mere end han spurgte. "Tja, Jesper, sådan er det jo. Den, guderne vil straffe, får sine ønsker opfyldt." De stod et øjeblik. Så gav faderen Jesper et dask på skulderen og vendte sig og gik ind igen.
   Flammerne stod stadig højt til vejrs, og gnisterne drev langt hen ad den endnu lyse augustnattehimmel. Jesper fulgte dem med øjnene og lod tårerne få frit løb.


* * *
   "Hej, det er mig!" Ditlev kom larmende ind i entreen, hvor han trak af sit overtøj. Han gik ind i stuen. "Hej Ellen. Hvor er du?"
   "Herinde," mumlede Ellen.
   "Er du allerede gået i seng? Klokken er da kun kvart over 10." Han kom ind i soveværelset lidt mere stille. "Hej skat," sagde han og kyssede hende på kinden.
   Ellen blev liggende sammenkrøbet på den ene side.
   Ditlev gik rundt i soveværelset mens han fik sin lysegrå habit trukket af og hængt på bøjle sammen med slipset, sine sko stillet ind i skabet og sin hvide skjorte smidt i snavsetøjskurven. "Vi var færdige allerede i går, så jeg kørte tidligt i morges. Jeg troede, jeg kunne have været tidligt hjemme. Men så var der Stau på motorvejen ved Kassel, og vi sad fast i næsten tre timer. Og bagefter gik det da ikke bedre end godt. Hele vejen til Hamburg kørte vi ikke over 70. Næste gang tager jeg flyveren." Han trak et par joggingbukser og en gammel t-shirt på. "Jeg kan godt drikke en øl nu. Vil du ikke have en med?"
   "Nætak," sagde Ellen uden at bevæge sig.
   "Hvordan gik besøget med ham Jesper? Var det hyggeligt nok?" sagde Ditlev.
   Ellen svarede ikke.
   "Er der noget galt?" spurgte Ditlev.
   "Nej, jeg er bare træt," sagde Ellen mat.


Hyggesludder i spisekrogen
   "Det var en sørgelig historie, Jonathan," sagde Casper.
   "Nejda," sagde Jonathan. "Allerede ugen efter oprettede Jesper en profil på scor.dk, og to måneder senere indledte han et farverigt forhold til en dejlig kvinde i den fødedygtige alder. Så for ham endte det godt."
   "Men hvad så med Ellen?" spurgte Casper.
   "Ja, så kan hun lære det," svarede Jonathan. "Hun må jo se at finde ud af hvad hun vil. Om hun vil blive hvor hun er, eller hun vil bryde ud af det kedelige ægteskab og få et liv."
   "Du digter godt, Jonathan." Det var Jesper, der blandede sig. Under hele Jonathans fortælling havde han siddet og kigget mere og mere mørkt frem for sig. "Men det er helt urealistisk."
   "Hvad er det, der er urealistisk?" spurgte Jonathan.
   "Altsammen, lige fra Ellens opførsel, da hun var ung til hele idéen, at hun kontakter Jesper, og at hun har været forelsket i ham i alle de år," sagde Jesper. "Men først og fremmest er det urealistisk, at Jesper skulle miste lysten til hende, bare fordi hun har taget lidt på. Gammel kærlighed ruster ikke. Elsker man hinanden, betyder nogle få ekstra kilo ikke spor."
   "Årh, hold nu kæft. Det er jo ikke kun de ekstra kilo," sagde Jonathan. "I virkeligheden handler det jo overhovedet ikke om Ellen. Det handler om dig selv og din egen ungdom, som du savner og sørger over. Tag dig nu sammen mand og kom videre."
   "Jeg vil give Jesper ret." Det var Sofie Bynke, der stod ved køkkenbordet og var i færd med at sylte asier. Hun havde lyttet til Jonathans fortælling, og nu blandede hun sig. "Det er urealistisk, at en mand pludselig springer fra, når han får chancen for at få sex. Mænd tænker med deres kønsorgan!"
   "Nej nu!" sagde Jonathan. "Ved du hvad, hvis det er den mest intelligente kommentar, du kan komme med, så synes jeg simpelthen, at du skulle holde kæft!"
   "Rolig nu Jonathan," sagde Casper. "Vi skal jo være her allesammen."
   "Jamen jeg kan blive så gal, når jeg hører det der bavl," sagde Jonathan. "Som om mænd bare er sådan nogle sexgalninge, der ingen følelser har."
   "Ja, ja, godt ord igen. Jeg taler jo bare ud fra mine egne erfaringer," sagde Sofie og kastede sig energisk over de sagesløse asier.
   I det samme gik døren op, og Håndværkeren kom ind. Han stoppede et øjeblik, da han så de forsamlede. Så gik han hen til køleskabet og fandt en kold øl. "Sidder I nu her og snakker om Jeres problemer med kvindfolk igen," sagde han. "Det er det, jeg siger. Det letteste, det er at leje en luder. Og i længden er det også meget billigere end en kone." Han gik hen mod døren igen med øllen i hånden. "Selvom..." Han vendte sig i døren og så eftertænksom ud. "Nu er det jo nok billigere at beholde hende." Han gik ud. Sofie så over på Jonathan med et betydende blik.