I morgen skal jeg ha' tredje stik ... jeg er bange. Bange er et mærkeligt ord. Det minder mig om tøsedreng og antihelt. Men jeg er mere bange for at blive intensivpatient, så jeg undertrykker angsten og lægger mig til at sove. Jeg skubber alle grimme tanker fra mig og tænker på min trygge barndom med teddybjørn og falder hurtigt i søvn.
   Nede på Kystvejen ser jeg det gule skilt: COVID-19 vaccination... godt så er jeg næsten ankommet. Klokken er 15:55.
   Det er ved at blive mørkt, og der er fyldt op på den første parkeringsplads, som jeg forsøger at entre ved at tage et skarpt højresving på parkeringsarealet for at parkere. Der er imidlertid en veritabel parkeringsduel i fuld gang mellem et større antal biler, som er gået helt bananas. Som en anden Oddball fra Kellys Helte bakker jeg min turbo Saab ud af krigszonen og konstaterer, at jeg brager ind i en høj kantsten. Saab'en gir sig, men jeg kan stadig komme derfra og søger nu til en anden parkeringsplads forfulgt af en monster firehjulstrækker. Jeg prøver at komme væk fra monsteret. Lyset fra monsterets forlygter blænder mig og jeg søger helt ned i bunden, den mørkeste krog, hvor kun to pladser er tilbage. Jeg kommer skævt på og må bakke igen. Monsteret trykker verdens kraftigste bil-horn i bund og hjertet springer halvt ud af kroppen på mig og hensætter mig i et kortvarigt lammende chok.
   Ikke nok med det, men monsterets far er stået ud af bilen. Han banker på venstre forrude, og jeg tør ikke andet end at rulle ned. Han stikker sit gamle, arrede hoved ind i bilen og siger, at han lige ville sikre sig at jeg ikke kørte ind i ham, hvorefter han forsvinder. Jeg sjokker efter monsterets far ind til vaccination. En kvinde, omviklet i hvidt plastic, viser vej. Vi går ned af en lang gang, den er flere kilometer lang. Vi går og går. Til sidst når vi frem til en hvidklædt mand med sorte krøller, der digitaliserer vores personlighed til ét-taller og nuller mest nuller. En lille rund dame slår ud med armene og dirigerer os ind i hver sin bås, hvor en kæmpestor kvinde stiller personlige spørgsmål, der straks konverteres til data. Netop afklædt borer hun en gigantisk sprøjte ind i skulderen på mig. Jeg mærker den grønne væske fordele sig i min krop. Den kæmpestore kvinde er nu en lille kineser, der bliver mindre og mindre. Computeren er blevet en spillemaskine med roterende hjul. Tre nåle på stribe er den store gevinst, et besøg på laboratoriet i Wuhan med de sidste nye varianter. Mit hoved er vokset og jeg taler kinesisk. Ingen forstår mig, jeg er blevet en zombie, robot styret af et ukendt gen og en ond organisation.
   Ude i venteværelset vinker den runde dame mig hen til en desinficeret stol, hvor jeg skal sidde ét kvarter. Foran mig, ved siden og bag mig er der minkbure med små mennesker, der ikke må lukkes ud. Monsterets far tager mig hårdt i armen da tiden er gået og fører mig ud. Monsteret er i virkeligheden et rumskib med små gule kinesere, der er ved at skille Saab'en ad. De lægger delene ned i sterile poser. Den arrede mand skubber mig ind i rumskibet og fortæller mig, at når de er færdige med Saab'en kommer turen til mig. Lidt efter bliver min krop grebet af kinesernes mange hænder. Jeg skriger...

Jeg vågner med et sæt. Jeg drømte vist...